5th May 2012
Cykeltur, Månebjerg, Sejltur på Lifloden og “Impression”
Efter en god nats søvn mødtes vi kl. 9 med resten af gruppen. Vi startede med at gå til en af de lokale cykeludlejere, hvor alle blev udstyret med en cykel. Her mødte vi også vores lokale Guide Lucy, som skulle vise os rundt.
Vi cyklede i et par timer og kom gennem en helt fantastisk natur med skønne bjerge og rismarker, hvor bønderne gik med deres vandbøfler, eller gik og plantede ris med deres spidse kineserhatte. Vi kom også gennem små landsbyer, og kørte forbi et lokalt “lægehus”, hvor mødre sad med små børn, der fik væske gennem drop. Hvis ikke det havde været for drops’ene kunne det lige så godt have været en fortovs café, hvor folk sad under halvtaget og hyggede sig.
På cykelruten blev vi mødt af en del gamle kvinder, som gerne ville tjene liddt på turisterne. De forsøgte at sælge alt muligt og de stillede gerne op til fotografering mod at få et mindre pengebeløb. Ét sted var der fem gamle kvinder - den ene med en vandbøffel. Da de så os, sprang de straks hen til en vandkanal, hvor de viste, hvordan man fører vand frem til rismarker. Ren opstilling, da de i praksis kun stod og skovlede lidt rundt i den samme smule vand.
Cykelturen sluttede ved Månebjerget, hvor vi gik op for at nyde en flot, flot udsigt. Der var ca. 30 graders varme den dag, og vi var godt svedige efter cykelturen. Men efter at have gået op til Månebjerget (ca. 800 trappetrin hver vej), så mange af os ud som nogle, der lige havde været i bad. Vi blev fulgt hele vejen af nogle irriterende kinesiske kvinder, som pressede på for at vifte kold luft i vores ansigt og sælge os diverse kolde drikke. I det hele taget er kineserne meget påtrængende med at ville sælge os alt muligt ragelse.
Efter besøget på Månebjerget tog vi hjem til Lucy, hvor hendes mand ventede med hjemmelavet mad. Vi blev bænket ved to runde borde i gården, hvilket var dejligt i det gode vejr. Samtidig fik vi mulighed for at se, hvordan deres hjem var indrettet.
Efter frokosten tog vi afsked med Lucy og fortsatte til Lifloden, hvor vi gik ombord på et lille skib. Vi sejlede i en times tid, inden vi blev sat land i en lille landsby, hvor de var ved at gøre klar til bryllup (vi har set rigtig, rigtig mange bryllupper på turen). I landsbyen så vi bl.a. en kinesisk pige og hendes vestlige kæreste, som på klingende dansk, fortalte os, at landsbyens bedste kaffe kunne vi få lige “deroppe” på en lille cafe. Ikke lige et sted, hvor man ellers forventer at blive tiltalt på dansk…
Vi sejlede videre en lille times tid og nød den smukke natur og det dejlige vejr, og så gik turen med bus tilbage til hotellet efter en rigtig dejlig og oplevelsesrig dag i en smuk, smuk natur. Området ved Yanghou er kendetegnet ved deres specielle bjerge. Ikke så høje bjerge, men enkeltstående toppe, som ligner de bjerge, man ser på børnetegninger. Gunhild fortale, at naturen ligner Halong Bay i Vietnam - forskellen er blot, at i Yangshou er der ikke vand mellem bjergene.
Om aftenen skulle vi til et stort show “Impression”. Showet var ikke en del af den pakke, vi havde købt hjemmefra, men Gunhild var god til at sælge varen, og alle valgte at tage med. Showet var kæmpestort og foregik på Lijiang floden, med 12 oplyste bjerge som kulisse. Der var mere end 600 medvirkende i stykket, og det var iscenesat af koreografen for afslutningsceremonien ved OL i Beijing i 2008. Vi havde været imponeret af både Tang teater og akrobatikshow, men dette show overgik alt. Vi følte os hensat til et show, som vi kender det fra OL åbnings- og afslutningsceremonier og omgivelserne det foregik i, var helt fantastiske. Herudover blev der benyttet musik og lyssætning, som gave en helt enestående totaloplevelse.
Efter showet, skulle vi finde noget aftensmad (vi var på egen kost den dag). Vi endte på MC Donald - tænk at man kan blive så træt af kinesermad, at MC Donald mad kan være attraktivt!
|