Diary for Sejlerliv


Forberedelser til rejsen

2010-05-28

Vi har nu været på Det Russiske Konsulat for at få visum. Det var en omstændelig affære, men det lykkedes. Peter har nu afhentet det for os, så det ligger klar, når vi passerer København på vores tur mod Østersøen.

Jeg er i gang med at montere nye spil på båden, da gasten ikke er i stand til at trække forsejlet hjem med de spil, båden er født med.


Forberedelser fortsat.

2010-06-01

I går fik vi så monteret de Nye Andersen 46 Spil. Med god hjælp fra naboer fik jeg lavet 2 rustfrie rondeller med huller til skruer, som tilsvarede de gamle spil. Således undgik vi at lave flere huller i båden. Det blev meget fint og spillene sidder rigtig godt. Endvidere havde vi frygtet, at vores kaleche måtte tilpasses, men også det gik godt, sa Jonna undgik syarbejde. Forleden havde jeg kontakt Igen-Igen med vores Russiske forbindelse, Vladimir Ivankiv. Han har bistået med invitation til en Russisk Sejlklub, papirer til Visum, anduvningsvejledning Til Skt. Petersborg, praktiske ting som strømstik (type), brug af Visakort oma. Det er faktisk meget godt med ham i baghånden, også nar vi kommer frem. Vi  kontakter ham på mobilen når vi nærmer os. Han vil så møde frem og assistere med tolkning ved indklareringen. Han taler og skriver et meget let forståeligt Engelsk. Iøvrigt er jeg igang med at udskifte kortene om bord med Østersøkortene, som  jeg lånt af Jørgen Djørup, som har været i de kanter for nogle År siden. Jeg har foruden papirkortene investeret i kort til min Raymarine plotter for ca. 5000, -, da den lige nøjagtig er for gammel Til Megawide Kort, som ville have været meget billigere.SUK. Så jeg måtte købe C-map Lokal i stedet.


Afrejse

2010-06-20

Endelig oprinder dagen, hvor vi skal afsted. Hjemme er alt klaret - haven trimmet, køleskabet tømt, varmen lukket, fryseren tømt, blomster sorteret, så kun du hårdføre er tilbage, for at huset stadig skal se beboeligt ud. Vi henter Niels på stationen kl. 10,42 og kører mod havnen. Afgang Nibe kl. 12,10 for motor mod Klitgård, derefter sejl til Aalborg. Vinden nordlig 5-8 m/s, overskyet. Igennem vejbroen kl. 15. Vinden drejer mod nordøst, så vi fik halvvind gennem Langerak. Ved Mou kommer søbrisen os i møde fra øst. Motor resten af vejen mod Hals. Ankomst 18,30. Afvekslende sejltur, der startede i overskyet vejr og sluttede i sol.

Vi orkede ikke at lave aftensmad og gik i stedet hen på Carl Frederik. Her mødte vi Jonnas svigerinde Aud fra Norge og hendes søster Ingrid. Efter et par stjerneskud var de med ombord til kaffe og en snak. God start på turen.


Hals-Anholt

2010-06-21

Afgang Hals kl. 9.30, log 5092. Vind mellem NØ og NV, meget let vind 2-4 m/s. Derfor motor hele vejen til Anholt. Vi havde strømmen med ud til Hals Barre. Turen bød på lidt dønning, men var ellers meget behagelig med strålende sol og dybblå himmel. Ankomst Anholt kl. 16.30. Log 5135.


Anholt-Gilleleje

2010-06-22

Kl. 9 tog Jørgen cyklerne frem. Formiddagen skulle bruges til at cykle Anholt rundt (på vej), dvs. forbi campingpladsen, op til byen og hjem igen "gennem landet", som vejen så rigtig hed. I byen stoppede vi ved et mindesmærke for faldne i forbindelse med engelsk besættelse i 1809-11. Englænderne havde besat Anholt efter bombardementet af København 1801. De havde da set, at Anholt var et godt støttepunkt at beherske midt i Kattegat. Herfra kunne de så kontrollere sejlads til og fra Østersøen.

Vi gik lidt ud i Ørknen og så dens enestående natur med sandede bakker, krat, lyng og græs. Endelig kørte vi til kirken, hvor vi kom med på en lytter, da en "Anholter" fortalte om øen og kirkelige traditioner ved dåb, bryllup og begravelser. Meget interessant. Således belært begav vi os tilbage til havnen for at spise forkost inden afgang mod Gilleleje. www.anholt.dk

Afgang fra Anholt kl. 12.40. Vind w-lig 8-9 m/s. Vi sætter sejl i havnebassinet og går afsted med fulde sejl. Kursen mod Gilleleje er 143 grader, hvilket betyder halvvind/agten for tværs. Fin sejlads til kl. 16, ca. 23 sm. Herefter løjer vinden, og vi starter motoren og ruller genuaen ind. Der er overskyet og ikke særlig varmt. Vi tager begge fuld mondering på. De sidste timer blev for motor.


Turistdag i Gilleleje

2010-06-23

Turistdag. Cyklerne gøres klar, og vi cykler ad Fyrstien ud til Nakkehoved fyr. Dejlig tur med udsigt over Kattegat til den ene side og flotte huse til den anden.
Efter aftensmaden går vi til Sct. Hans bål på Vestre Strand. Der er musik og båltale, men lydkvaliteten er så dårlig, at vi intet hørte. Derimod nød vi fællessangene Midsommervisen og Gilleleje-valsen og bålets flammer og røg (det var lidt for friske grangrene).


Gilleleje-Taarbæk

2010-06-24

Efter morgenmad i strålende sol er der tid til afgang kl. 10.10. Der er næsten ingen vind, så det bliver for motor mod Øresund og Taarbæk. Efter Kronborg lidt mere vind ret agter fra. Jonna insisterer på, at vi sætter sejl, og det gør vi. Men ak, efter en times tid dør vinden helt, og det sidste stykke mod Taarbæk bliver for motor. I Taarbæk er der ingen ledige pladser, men vi finder en foreløbig plads i selve indsejlingen. 

Ankomst Taarbæk kl. 15.15. Log 5208.8, trip 27.9.


Arbejdsweekend i Taarbæk

2010-06-26 to 2010-06-27

Charlotte og Peter har købt hus i Virum, og vi hjælper med spartling og pudsning af vægge og sætter glasvæv op - vi nåede dog kun et enkelt værelse, så der er lang vej tilbage for de unge.  Det var hårdt arbejde, men vi nød samværet med den lille familie, ikke mindst lille Xenia. Søren, Camilla og lille Alberte kom hele lørdagen og gav en hånd med.


Taarbæk-Dragør

2010-06-28

Vi har planer om at besøge Dragør, som vi aldrig tidligere har besøgt. Vinden er gået i syd, hvilket betyder modvind og skulle det senere vise sig også modstrøm. Vi krydser fra Skovshoved til Kastrup, resten for motor.

Ankomst Dragør kl. 14.45, log 5224.7, trip 16 sm.


Dragør-Gislövsläge

2010-06-29

Afgang Dragør kl. 11.00. Vi har handlet de sidste danske indkøb inden turen mod øst. Ekstra rugbrød, dansk ost, smør og lidt godt til ganen. Vinden er i starten meget svag- men desværre sydlig, så motoren må holde for mod Falsterbo-kanalen. Hertil ankommer vi kl. 13.30 og kl. 14.00 går vi gennem broen (porten mod øst). Så er vi i Østersøen og ikke længere i Øresund. Vi drejer mod sydøst og vinden er stadig lige i panden. Motor videre langs sydkysten af Sverige. Vi har talt om at gå ind i Trelleborg, og jeg udstikker en kurs på 115gr. Den går tæt forbi Svartstens Odde, men det ser ikke faretruende ud på GPS’en. Imidlertid rammer vi i et ubemærket øjeblik, hvor jeg læser i Havnelodsen og Jonna er nede om læ for at gøre status på valutasituationen, noget grus og lidt større sten. Jeg vender båden, og vi er ret hurtigt lette igen. Men, puh ha, vi er nu kommet til landet med den stenede grund. Det må vi lære af, og båden har tilsyneladende ingen mén af mødet med Sverige. Vi går ikke til Trelleborg, da havnelodsen fraråder dette. I stedet anløber vil Gislövsläge lidt øst for Trelleborg. Dejlig havn, god plads.
Ankomst kl. ca. 16, log 5.252.1, trip 27.4.


Gislövsläge - Simrishamn

2010-06-30

Afgang Gislövsläge kl. 9.30. Vind vestlig ca. 6 m/s. Vi sejler med spilet forsejl og går ca. 5 over grunden. Over middag frisker vinden for omkring kl. 16 at være 10-13 m/s. Vi har stadig spilet forsejl og går i pustene op til 8,5 over grunden. Vi ankommer til Simrishamn kl. 17.30. Trip 47.9. Log 5.300. Dejlig sejltur, hvor det vekslede mellem sol/let skyet – men tørvejr hele vejen. Det regnede lidt i nat i Gislövsläge. Tak for hilsner på Message Board - det luner med meldinger hjemmefra.


Simrishamn-Utklippan

2010-07-01

Afgang Simrishamn kl. 8.40 for sejl med vest-nordvestlig vind 4-8 m/s. Efter ca. 5 timer løjer det, og efter nogle forsøg med spilet forsejl ender det med, at sejlene bjerges, og vi sejler resten af vejen for motor, ca. 4 timer. Ankomst Utklippan kl. 17.45. Log 5.353,1. Trip 53,3 sm.
Om Utklippan: Som navnet siger en gruppe skær langt til havs. Ca. 10 sm. til nærmeste land syd for Karlskrona. Da den store flådehavn Karlskrona blev anlagt i 1680, øgedes interessen for afmærkning af Utklippan. Den første officielle anmodning om etablering af fyr kom fra admiralitetet i 1696. Imidlertid nød anmodningen ingen fremme, og i 1700-årene skete der ikke meget. Mod slutningen af 1700-årene fik man et vippefyr på sydskæret. Det var imidlertid svært at passe – der var f.eks. ingen træ på skærene til at fyre med. Det første rigtige fyr blev bevilget i 1836 og stod færdigt i 1840. Siden er skærene vel mest kendte fra vejrmeldingerne i radioen, hvor observationer fra Utklippan ofte indgår. Havnen er speciel derved, at der er to indsejlinger, en vestlig og en østlig. Ved hård vestlig vind benyttes den østlige og visa versa. Der var rester af porte, som kunne lukkes for at undgå indbæring ved hårde vinde. Disse var dog ikke i brug mere, men må have været meget nyttige og kendes i Danmark fra Gudhjem. Vi anløb i forholdsvis grov sø fra vest og valgte derfor den østlige indsejling. Det gik fint og var helt efter bogen.
Af blomster fandt vi på skærene: Musevikke, stedmoderblomst, engelskgræs, blæresmelde og den mere sjældne mild stenurt.


Utklippan-Kristianopel

2010-07-02

Afgang Utklippen kl. 10.30. Sol og ingen vind. Afslappende tur for motor mod nord til Kristianopel. Vi skiftedes til at få en middagslur. Vi ankommer kl. 14.30. Log 5.375,7. Trip 22.7.
Kristianopel var en overgang grænsested til Sverige. Chr. IV anlagde byen i 1600 med et 2 km langt fæstningsværk og lod den lille, smukke, kamtakkede kirke bygge, hvori man finder en kongestol fra 1635. Efter freden i Roskilde kom byen på svenske hænder, og svenske tropper raserede byen i 1677, så ”snaphanerne”, der var et frikorps af svenske ”gjønger”, ikke kunne udnytte det strategiske sted i deres patriotiske modstand mod svenskerne. Det danske præg er her stadig, og stedet minder meget om en lille, hyggelig dansk havn. Måske især derfor er stedet meget populært blandt danske sejlere.


Kristianopel-Kalmar

2010-07-03

Afgang Kristianopel kl. 10.30. Først sol og ingen vind, men efter 1½ time fik vi lidt vind fra SSW. Vi satte sejl og spilede forsejlet. Så gik det nordpå med 4,5-5,5 kn. Kl. 15.30 tages sejlene ned, og vi ankommer til Kalmar kl. 15.45 efter en solrig dag på søen. Log 5.403.5. Trip 27.9.


Kalmar-Borgholm

2010-07-04

Besøg på Kalmar Slot, derfor lidt historie: I 1200-årene var Kalmar allerede et betydningsfuldt sted for svenskerne, især pga. sin strategiske beliggenhed. Herfra kendes det første fæstningsanlæg. Kalmar kaldtes for rigets nøgle, for beherskede man Kalmar, beherskede man Sverige. Kalmar slot er for os danske især kendt for to historiske begivenheder. Det var her Margrethe den 1. af Danmark underskrev Kalmarunionsaftalen i 1397, som betød dansk overherredømme over Sverige og Norge. Unionen blev bekræftet på Kalmar Slot den 17. juni 1397, hvor den kun 15-årige Erik af Pommeren blev kronet til konge over de 3 riger af den danske og den svenske ærkebiskop. Reelt lå magten dog hos Margrethe den 1. frem til hendes død i 1412. Stigende svensk utilfredshed med den danske ledelse førte i 1520 til det stockholmske blodbad, hvor Chr. II henrettede ca. 80 svenske stormænd, som var imod Kalmarunionen. I 1523 brød svenskerne endeligt det danske overherredømme og indsatte adelsmanden Gustav Erikson som konge under kongenavnet Gustav Vasa. For Danmark og Norge fortsatte unionssamarbejdet frem til 1814, hvor rigsfællesskabet opløstes.
Slottet fik sit nuværende udseende ved ombygningen i 1500-årene af kongerne Gustav Vase, Erik den 14. og Johan den 3. Slottet var således en stærk fæstning, da Chr. IV angreb den i maj 1611. Grunden til angrebet var sikkert penge og indflydelse. Chr. IV ønskede uindskrænket magt over Østersøen, som økonomisk betød meget for Danmark. Grænsen til Danmark gik kun nogle få km syd for Kalmar, og man følte måske det som en trussel. I første omgang lykkedes det svenskerne at stå imod angrebet, men danskerne fordrev dem fra byen og belejrede slottet. Herind befandt sig 1500 svenskere, som efterhånden hverken havde vådt eller tørt, sygdomme udbrød, op til sidst måtte man overgive sig til danskerne. Slottets høvedsmand Krister Some overgav sig til danskerne i august 1611, han blev senere af svenskerne betragtet som en forræder, der lod sig bestikke af danskerne. Efter forskellige krigshandlinger i det sydlige Sverige mellem danske og svenske tropper, endte stridighederne den 20. januar 1613. Forhandlinger i Knæred i Halland varede i 2 mdr. Ved freden fik Sverige Kalmar tilbage mod at betale krigsskadeerstatning til Danmark. Til gengæld slap svenskerne for at betale øresundstold. Således endte det hele nærmest uafgjort, og grænserne mellem Danmark og Sverige var stadig de samme efter krigen.
Afgang Kalmar kl. 13. 13.20 sættes sejl, og det går nordpå med 4-8 m/s. Det bliver en stille og rolig sejlads i strålende sol. Ankomst Borgholm 16.30. Log 5.418,9. Trip 15.5.


Borgholm-Berganässet

2010-07-05

Efter at være gået forgæves efter morgenmad på havnekontoret gik Jørgen op i byen for at hente morgenbrød. På vejen kom han forbi en lokal fisker. Af ham købte han 3 Kalmarflyndere (skrubber) for 40 sek., så nu er aftensmaden reddet. Kl. 10.30 var der afgang mod Solliden. Gåturen i skyggen gennem skoven var dejlig og sval. Vel ankommet var vi rundt i parken for at se de mange forskellige træer og blomster. Vi fik et par billeder af selve slottet og de smukke omgivelser. Vi holdt hvil på en bænk og drak en Slotsøl til lejligheden. Jonna købte et kort med brudeparret og slottet og fik det sendt til Anna. Tilbage ved båden spiste vi lidt frokost inden afgang mod nord. Afgang kl. 13, meget lidt vind, så volvoen må holde for. Ved Gaasø går vi indenskærs og nu for et forsejl, så vi i ro og mag kan følge med på kortet. Vi fortsætter indenskærs op til Fläskö, hvor der er meget trangt og nogle steder viste ekkoloddet 2,3 – 2,4, så det var i listesko og 1,5 til 2 kn. fart (styrefart), men vi kom fint igennem og ligger nu med hækanker bag og 2 træer for som fortøjningssteder. Øen, vi ligger imod, hedder Solberganässet. Ankomst kl. 18. Log 5.440,1. Trip 21.3.


Berganässet-Figeholm

2010-07-06

Efter en hyggelig aften med et par fra Kalmar vågner vi op til let regn, overskyet og en hel del myg. Jonna er hårdt plaget myggene, mit blod bryder de sig åbenbart ikke om. I Borgholm købte Jonna smertestillende salve mod insektbid - Xylocain 5%, som hun bruger flittigt. Vejrmeldingen siger vekslende 5-8 m/s fra nordvest, senere opklaring – det lyder jo fint. Vi overvejer at sejle til Figeholm, en lille hyggelig havn, som vi har fået anbefalet af bl.a. parret fra Kalmar (op så er der strøm, så Jørgen kan se fodbold, semifinalen Holland-Uruguay). Først for motor gennem et smalt løb langs Stångehamns ö til farvandet ud for Oskarshamn. Her sættes sejl ud mod Stötbotten og videre mod Rödskær. Det går fint med foran for tværs mod nord mod Figeholm. Sejlene bjerges ved Hommeskær og resten for motor til Figeholm. Ankomst 12.30. Log 5.453.2. Trip 13.1.


Overliggerdag i Figeholm

2010-07-07

Dejlig sommermorgen med kaffe og afslapning i cockpittet. Efter morgenmaden lånte vi cykler af havnen og kørte ud til Figeholm Golf- og Countryclub. Her gik vi en tur og nød vejret og den skønne natur. Med golfspillet var det så som så. Aldrig har fairways været mindre og områder med klipper, vand, mose og skov større. Det lykkedes vist at spille et enkelt hul i par. Nedturen fortsatte, da vi skulle hjem. Min cykel kunne ikke gå i gear, så Jonna måtte trække mig en god del af vejen tilbage. Heldigvis var banen kun 2-3 km fra havnen. Tilbage i havnen betalte vi havnepenge. Når man gør det her i Figeholm, får man kaffe og kage som en slags velkomstbetænksomhed. Ydermere lånte jeg nogle skitser over naturhavne nord herfor. Dem vil jeg studere nærmere før evt. brug i de nærmeste dage.


Figeholm-Spårö

2010-07-08

I aftes grillede vi bøffer fra Svenstrup og var i selskab med 4 andre danske både, som alle skulle hjem gennem Götekanalen. Fodboldkampen var ret kedelig. Spanien vandt 1-0 og er nu i WM-finalen mod Holland. Efter det sædvanlige morgenritual er der afgang fra Figeholm, et sted vi godt kunne vende tilbage til. Vind er SØ 4-8 m/s, og vi sætter sejl lige udenfor havnen. Så går det nordpå mod naturhavn ved Spårö lidt syd for Vestervig. Dejlig sejltur i sol. Vi sejlede ind efter en af mine skitser. Det går, men det var meget lavvandet. Ekkoloddet viste en overgang 1.6, men Jonna mener, vi kan flyde, når det viser 1.5 – så der var jo hele 10 cm under kølen. Afgang kl. 10.30, ankomst 16.30. Log 5.479,4. Trip 26.3.


Spårö-St. Askö

2010-07-09

Efter en rolig nat i naturhavn begav vi os afsted kl. 9.30. Udsejling gik fint, vi rørte hverken sand eller sten. Vi skulle til Vestervig for at tanke diesel og hæve penge. Det blev kun til diesel, da byen var langt væk fra havneområdet. Kl. 10.30 satte vi sejl lige uden for det smalle indløb til Vestervig. Så går det igen mod nord. Vinden er sydøstlig 4-8 m/s. Vi fortsætter til kl. 15.30, hvor vi finder en naturhavn på nordsiden af Stora Askö ved Havuddan. Nu har vi pumpet gummibåd og Jørgen har badet for første gang på turen. I morges var vandet 19 gr., og her lidt nordligere er det 18.4. Temperaturen inviterer ikke ligefrem til længere ophold i det våde element. Log. 5.503,6. Trip 24.2.


St. Askö-Arkösund

2010-07-10

Efter morgenbad og morgenmad er vi klar til endnu en solskinsdag for sejl. Dog kører vi for motor i ca. 1½ time for at få batterierne på toppen og lave varmt vand til fruens bade. Afgang kl. 10. Vinden er meget svag indtil kl. 13, derefter øger den langsomt hen mod kl. 16, hvor det blæser ca. 10 m/s. Vi sejler over 6 for forsejlet alene. Kl. 16.30 droppes ankeret på 3,5 m vand i en bugt ved Arkösund. Log 5.535,7. Trip 32.1. Kl. 16 trak det op til tordenvejr og lige nu – kl.- 16.45 lyner det bag os. Vi har endnu ikke fået regn, men det kommer nok.


Arkösund-Ankarudden

2010-07-11

Afgang kl. 10 fra Arkösund. Videre mod Stockholm. Fint vejr, men vinden er mere østlig, så vi har foran for tværs og spids vind for første gang i mange dage. Ind imellem bruges motoren, da vi ikke ynder at krydse i smalle led med sten. Ellers en fin sejltur, som går igennem skærgården mod Landsort. Vi fornemmer flere huse på øerne og mange mennesker på skærene. Måske fordi det er en rigtig sommersøndag. Vi går til Ankerudden nord for Landsort, mest fordi man her kan få strøm til WM-finalen i aften. Men ak, da vi kommer kl. 18, kommer vi til at ligge uden på en tysk båd, en HR 42. Han fortæller, at der hverken er strøm eller vand. Da jeg siger, at strøm faktisk er grunden til, at vi kommer her, tilbyder han 220 volt, da han har generator, så nu er der ingen problemer med WM-finalen. Se, det er en rigtig nabo at få en søndag kl. 18, hvor finalen starter kl. 20.30. Og nu, hvor jeg sidder og ser 2. halvleg, håber jeg virkelig, Spanien vinder, fordi hollænderne er nogle ”svin” og dårlige ambassadører for fodboldsporten (mange brutale frispark), men nu må vi se, intet er afgjort nu kl. 21.40.


Ankarudden-Nynäshamn

2010-07-12

Efter en gratis overnatning i Ankerudden går det for motor mod Nynäshamn. Efter 4 døgn uden strøm, vand og indkøb skal der provianteres og fyldes vand/strøm på. Nynäshamn grundlagdes, da Stockholm behøvede en mere isfri og fritliggende havn som hjemsted for flåden. Som havn for Stockholm afholdt Nynäshamn de olympiske sejladser i 1912, da Stockholm var vært ved OL. Afg. 8.30- ank. 10.15. Log: 5.587,4 - Trip: 10,0


Nynäshamn-Kymmendö

2010-07-13

Afgang Nynäshamn kl. 11 og for sejl mod nord langs Ornö. Vind sydøst 4-8 m/s – fin sejlads. Ved 14-15 tiden blæser det 10 m/s i pustene, men det øger bare farten yderligere. Logger over 7 i pustene, ellers ca. 6. Vi ligger for hækanker ved Persholmen på Kymmendö. Øen er nok bedst kendt fra Strindbergs Hemsöboerne, som foregik her. Strindberg kom første gang til øen i 1871 som ung student. Senere byggede han et lille træhus på øen, som han brugte som forfatterstue. Her skrev han bl.a. Mäster Oluf og Nya Riget, men dog skrev han Hemsöboerne ved Bodensøen i Schweiz. Øen ejes af 3. og 4. generation af hemsöboerne, familien Wahlström. Familien har tidligere bygget store trækister, som brugtes til brobygning (bådebroer). Kisterne kunne være op til 25 m lange og 6-7 m dybe og ca. 3-4 m brede. Man lavede dem på øen, søsatte dem og bugserede dem hen, hvor de skulle bruges. Så fyldte man dem med sten, og de blev på den måde til bådebroer. Ja, det var lidt historie om Kymmendö. Jeg har allerede været i vandet, det var 20 gr., acceptabelt. Stedet er åbenbart populært – jeg kan tælle ca. 30 både i vigen. Ankomst kl. 15, log 5.609,5, trip 22,1.


Kymmendö-Hallskär

2010-07-14

Afgang Kymmendö kl. 10.30. Ankomst Hallskär kl. 14. Pga. manglende vind sejlede vi for motor hele vejen. Sol, skyfrit, 25 gr.
Log 5.626,6., Trip 17.2.
Vi mangler ikke ret mange mil til Stockholm, så nu står den på afslappende skærgårdsferie de næste dage. Vi håber selvfølgelig vejret holder.


Hallskär-Säck

2010-07-15

Afgang Hallskär kl. 10,15. Vi var begge i vandet inden morgenmaden. Jonnas første morgenbad – og hun nød det!! Den første times tid for motor – ellers for sejl mod nord til Säck – også kaldet Krokholmsviken. Vi ligger for hækanker med stævnen mod vest, da den lokale vejrmelding siger vest 4-8 m/s til natten. Lige nu er vinden sydøstlig ca. 4-6 m/s. Så får vi også testet ankeret inden natten. Stedet her er et a skærgårdens mest populære – god beskyttelse for alle vindretninger og kun ca. 20 sømil fra Stockholm. Ankomst kl. 15. Log 5.646,0. Trip 19.5. Vandet 22.5 gr. Vejret skriver vi næsten ikke om mere. I dag igen sol 25-30 gr.


Säck-Sandhamn

2010-07-16

For sejl mod Sandhamn. Ankomst 13.40. Log 5.656,3. Trip 10.3. Det meste af turen for sejl. Vi skal hilse og sige, at Stockholmsskærgården har sit eget "Skagen". Der er et mylder uden lige og 10-20 både, der leder efter plads.Vi tog chancen og gik udenpå et par tyske både. Den ene sejlede efter kort tid, så nu er vi nr. 2 fra broen. Ju-hu. Vi har fået strøm, så nu må vi se med vand. Indkøb må også gøres - og så må vi se, om vi orker al den hurlumhej til i morgen. - Vi bliver, vi har betalt havnepenge 380 kr., og vi har fået en Limfjordssejler uden på  - det er rigtig hyggeligt.


Sandhamn-Munkholmen

2010-07-17

Afgang fra Sandhamn kl. 10.30. For sejl mod Munkholmen. Vind sydøstlig 4-8 m/s, skyet (det gode vejr tager i dag en pause. Til aften meldes regn og i nat op til 10 m/s fra sydøst), men vi ligger fint med stævnen mod sydøst og fortøjet godt til 2 træer. Foreløbig nyder vi stilheden efter en nat med fulde folk, som sang og lavede larm til den lyse morgen og tænk, det betalte vi penge for. Vi ankom til Munkholmen kl. 13.30, men måtte vente, da der kom 4 både til den lille naturhavn næsten samtidig. Trip 13.5. Log 5.669,8.


Munkholmen-Napoleonsviken

2010-07-18

Afgang Munkholmen kl.10.30. Ankomst Ägnö (Napoleonsviken) kl. 12.00. Der er hviledag i dag. Motorsejlads i modvind. Vi ligger fint med næsen mod vest. Der meldes vind fra vest til i morgen.Vi var i vandet i morges og igen her i eftermiddag – så det er rigtig badeferie i øjeblikket. Herligt. Log 5.677,1. Trip 7,4.


Overliggerdag i Napoleonsviken

2010-07-19

Vi ligger over i Napoleonsviken. Efter morgenbadet går vi en tur rundt på øen. Vi finder nogle sommerhuse, hvor allemandsretten har trange kår. Alt er indhegnet med hegn og pigtråd. Vi er nu så tæt på Stockholm, så den private ejendomsret både er dyr og bliver håndhævet. Efter frokost en lille middagslur, derefter badning, afslapning, kaffedrikning og lignende. I morgen tidlig sejler vi ind til Wasahamnen med håb om at få en plads, når vi er der tidligt (mellem 8,30 og 10). Sol hele dagen, vandet 23,5 gr.


Napoleonsviken-Wasahamnen

2010-07-20

Tidligt op for at nå Washamnen inden kl. 10. Afgang 7,15. Morgenmad undervejs. Gennem det smalle sejlløb fra sydøst mod Stockholm. Især er der smalt ved Baggensstäket, hvor man må give lydsignal, da man ikke kan se evt. modkommende. Vi ankommer kl. ca. 10. Vi sejler længst ind og med hjælp fra de højere magter finder vi en god plads, helt inde i hjørnet. Det er jo bare fint, da vi regner med at ligge her en uges tid. Log 5.693,5. Trip 16,4.


Stockholm

2010-07-21 to 2010-07-28

Tak for alle hilsnerne vi har fået i de forløbne dage. Især var der rigtig mange omkring den 26.7., hvor Jonna jo rundede det skarpe hjørne (60 år) i fin stil. Også en stor tak til de familiemedlemmer, der deltog i festlighederne i Stockholm på Ulla Lindbladh den 26. om aftenen. Det blev en minderig aften med sang, taler og musik, som vi kan sejle rigtig langt på. Jonna var både glad og rørt over den måde, hendes fødselsdag blev fejret på. Endelig var det jo dejligt at se vore børn, svigerbørn og vor to børnebørn – guldklumperne Xenia og Lea. Sammen med dem oplevede vi Gamle Stan,
Drotningegatan og området omkring Wasahamnen, hvor vi jo holdt til. Alt i alt mange gode minder, som vi kan tage med på vores videre færd øst på.


Stockholm-Nortälje sejlklubs udehavn

2010-07-28

Afgang Wasahamnen kl. 11 – efter indkøb af mad, gas og pakning af cyklerne, som har været til stor gavn ved vore byture. Det går nordpå forbi Vaxholmen og videre mod indsejlingen til Nortälje. Her har Norttälje bådklub en fin udehavn med strøm, parasoller, borde og grillsteder. Vi fortøjer til en bro med bøjer bagud. Virkelig fint. Hertil ankommer vi kl. 19.15. Log 5.741,2. Trip 47,8. I formiddags var der ingen vind, efterhånden kommer der lidt, men desværre ret imod. Men så drejer den lidt, og vi går for sejl i et par timer. Så igen lige imod gennem Furusund, og sejlene bjerges. Resten af turen for motor igen. Planen er at få styr på vejrmeldingerne og så gå til Åland - Mariehamn. Men vejret er blevet mere ustadigt, så vi ser tiden an.


Nortälje-Arholmene

2010-07-29

Regn fra morgenen. Alligevel beslutter vi at sejle til Arholmene efter en rundtur på Nortälje sejlklubs ø. Et rigtig dejligt sted, som vi kun kan anbefale. Øen er nem at lokalisere, da klubhuset har rødt tag. Dette tag kan man ikke undgå at se, når man sejler ind mod Nordtälje. Afgang klubøen kl. 11 i regn og tåge mod Arholmene. Det blev vores vådeste oplevelse på turen indtil nu. Vi ligger nu i Ahlmansviken. Ankomst kl. 13. Log 5.751,1. Trip 9.9.
Lidt historie: Arholmene er første gang nævnt i Valdemar Sejrs Jordebog, som man mener stammer fra 1231. Ikke mindre end 6 gange er Arholmene nævnt i Søvejsbeskrivelsen fra Danmark til Reval (Tallin). Vilkårene for sejlads i 1200-tallet har været meget besværlige. Man sejlede i åbne både med sejl, havde kun loddet som hjælpemiddel til navigeringen. Ganske vist var magnetkompasset kendt i Sydeuropa, men kendes ikke i Norden. Søkort savnedes helt, og landkort kom først i slutningen af 1600-tallet. Beskrivelse af kysten fandtes ikke, så man mener, at man altid havde en ”lokalkendt” ombord. Måske en fisker eller en person med lokalkendskab til skærgården. Grunden til, at man valgte skærgårdsruten i stedet for over havet var bl.a. gode muligheder for læ i dårligt vejr. Mandskabet kunnet hvile om natten og endelig var risikoen for sørøveri mindre end på åbent hav. Af steder, som er nævnt i Valdemar Sejrs Jordebog, har vi besøgt Utklippan, Kalmar, Spårø, St. Askø, Arkö, Baggenstäket, Stockholm, Arholma. Baggenstäket er den smalle indsejling til Stockholm fra SØ. Den har givetvis været bredere i 1200-tallet, da vandstanden dengang var 3-4 m højere end i dag.


Indeblæst på Arholma

2010-07-30

Med et kulingsvarsel fandt vi det klogest at blive på Arholmene. Vi brugte dagen på et besøg på Arholma Batteri - et fæstningsværk sprængt ind i klippen. Det blev til i 1960-erne, da der var et spændt forhold til Sovjet, og hvor en russisk u-båd gik på grund ved Karlskrona. Svenskerne lavede flere lignende fæstninger i skærgården for at holde øje med bjørnen mod øst. 110 mand var stationeret her frem til 1992, hvor man anså faren for minimal efter Sovjets fald. Herefter er fæstningsværket lukket ned, men vises nu frem for turister. For 15 år siden fik udlændinge lov a besøge Arholma. Tidligere var det militært området, hvor ”utländinge intet tiltræde” havde. På en af vore første ferier i den svenske skærgaard omkring 1985 kom vi til at sejle ind i et ”skyddsområde”. Fluks kom et kystbevogtningsfartøj og fulgte os ud af området, men sådan er det ikke mere. Da vi kom tilbage til båden, var flere sejlet, og vores båd var lagt langskibs ved broen. Hækankeret havde åbenbart sluppet, og flinke naboer havde klaret at fortøje Freja. Lidt senere drev en båd, som lå for svaj i bugten. Lige inden den drev ind i broen, lykkedes det os (naboer og os) at få båden fortøjet til broen. I pustene blæste det vel 15-18 m/s.


Arholma-Mariehamn

2010-07-31

Oppe ”allerede” kl. 7,50 for at høre vejrmelding. Stadig kulingvarsel for Ålandshavet, så vi tager det roligt indtil næst vejrmelding kl. 12.50. I ventetiden pakkes gummibåden, da der ikke er ret gode muligheder for naturhavne på Åland/i Finland. Endvidere er det rarere at sejle havsejlads uden jolle på slæb. Efter vejremeldingen kl. 12.50 beslutter vi os for at sejle til Mariehamn. Vinden er løjet på Arholmene og var ikke mere end 5 m/s. Godt nok var der stadig kulingvarsel, men det ville nok kun var et par timer mere. Derefter aftagende mod aften. Afgang kl. 13.15. Vinden syd 5-9 m/s. For fulde sejl går det fint mod øst – kurs 80 gr. Vi logger 5,5-6, og det føles godt igen at have rigeligt vand under kølen. Efter ca. et par timer frisker det, og vi logger nu næsten konstant 7. Vinden er nu 7-12 m/s. Den sidste time mod Nyhavn fyr blæste det 12-14 m/s. Bølgerne voksede, og vi kunne surfe ned ad dem. Loggede 11,5 som det meste, dog kun en enkelt gang. Vi havde efterhånden rigeligt sejl på, og vi rullede genuaen ind ved Nyhavn. Vi burde nok have rebet tidligere. Resten af turen alene for storsejl. Ankomst Mariehamn 18.45. Log 5.789,4. Trip 38,4. Næsten præcis 7 i snit – ganske pænt målt over hele distancen.


Mariehamn-Sottunga

2010-08-01

Afgang Mariehamn kl. 12 (lokal tid) – kl. 11 dansk tid. For motor mod drejebroen ved Lenströms kanal. Vi måtte vente til kl. 13, inden den åbnede. Ventetiden brugte jeg til et bad og hårvask bagved båden (vandtemp. 20 gr.) – Fint. Så videre for sejl over Lumpern, hvor vi spiste frokost undervejs. Vinden 6-10 m/s fra syd. Skyfrit, sol. Vi går til Sottunga, hvor vi vil overnatte. Dejlig sejlads i skønt landskab. Ankomst kl. 17,15 lokal tid. Log 5.817,1. Trip 27,8. Efter en dejlig sejlads i frist vind gik vi en tur i området og så den gamle trækirke. Derefter besluttede vi os for at spise i meget lille restaurant på bryggen. Restauranten var indrettet i et gammel bådskur. Hyggeligt.


Sottunga-Åbo(Turku)

2010-08-02

Vi står igen tidligt op. Er allerede sejlklar kl. 9.30 lokal tid (LT). Det f'ørste stykke for motor, derefter sejl. Vi sejler mod øst ud af Åland og ind i Finland. Dagens mål er Åbo/Turku. Dagens første højdepunkt var en passage gennem nogle øer. Mindstedybden 2,4 m, men der var ingen afmærkning  kun en blå plasticdunk, som vi respekterede som en nordafmærkning. Gennemsejlingen gik godt, og Jonna var i stævnen for at holde øje. Vel ude satte vi sejl, vind ca. 5 m/s, så det blev ikke til nogen rekord i dag. Dagens andet højdepunkt var "Dansk bøf" med asier/vin/vand. Det smagte oveni en lang dag på vandet. Ankomst Turku - helt oppe ved færgen over floden Aura - kl. 19 LT. Log. 5.871,6. Trip 54,6 (ca. halvdelen for sejl). I morgen er det planen at tage promenaden for at se lidt nærmere på byen.


Turku-Högsåra

2010-08-03

Om formiddagen var vi turister i Turku. Vi gik på promenaden langs Auro-floden hen til domkirken eller Turkus Katedral. En imponerende stor og smuk kirke. Organisten spillede noget, der mindede om Watermusic, passende for os. Herefter var vi på det store marked, hvor der var et mylder af mennesker, og alt var til salg: Frugt, grønt, tøj, mønter og sikkert meget andet. På den lille café ved havnen spiste vi fyldte pandekager, inden vi sejlede videre. Byen var bestemt et besøg værd, måske lidt længere en anden gang. Smukke huse og alleer langs floden, hyggelige cafeer, mange skulpturer, både historiske og moderne. I det hele taget så vi, hvorfor finsk arkitektur, kunsthåndværk og design er skattet både i Danmark og i det øvrige Norden. Så til sejlturen: Afgang Turku kl. 12 LT, ankomst Kejserhamn (Hågsåre) kl. 18,45. Trip. 35,1.


Overliggerdag i Högsåre

2010-08-04

Vi ligger over på Högsåre efter et stormvarsel for vores område på op til 21 m/s. Dog modereret til 10-16 m/s. Vinden vil dreje fra øst til sydvest og vest, så vi flytter båden for ikke at hænge i hækankeret med vinden agten ind. Om eftermiddagen til kaffe, kage og cognac på Farmors Café – lige stedet for farmor Jonna. Det var meget hyggeligt. I morgen skulle lavtrykket være passeret, og så går det mod Hangö.


Högsåre-Hangö

2010-08-05

Efter overliggerdagen er vi tidligt oppe – kl. 7 dansk tid. Vi sejler kl. 9,15 og spiser morgenmad undervejs. Først ingen vind, så lidt 2-4 m/s – så igen ingenting. Så det bliver til ca. 1/3 for sejl og 2/3 for motor. Ankomst Hangö kl. 13,15 LT. Trip 24,1. Log 5.930.7. Efter et besøg på turistkontoret var vi oppe i vandtårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen, Hangöodden og skærgården udenfor. Derefter de nødvendige indkøb til opretholdelse af trivslen og livet ombord.
Lidt historie: Allerede i vikingetiden kendes lokaliteten som et udgangspunkt for togter mod øst. Navne er ristet i klipperne herudfor. Den egentlige by blev grundlagt i 1874 af kejser Alexander den 2. Havnen blev taget i brug i 1873, da jernbanen til byen blev anlagt. Omkring århundredeskiftet udvandrede c a. 400.000 finner til Amerika, Canada og Australien. 250.000 af disse forlod Finland fra Hangö med lastskibe, der bragte smør til England. Derfra videre til de nye kontinenter. Odden bevogtes stadig af ”Hangsö Öje” – Russarö Fyr, hvis blinkende lys for mange blev den sidste hilsen fra fædrelandet.


Hangö-Helsinki

2010-08-06

Afgang Hangö kl. 8.15 LT. Ankomst Helsinki 19.45 LT. En lidt lang sejltur gennem den sydfinske skærgård. Vejret var fint, bortset fra vinden, som var imod, men ikke mere end 3 m/s. Solen skinnede, så vi tog det som en udflugtstur for motor. Vi har fået en fin plads i HSS, Helsinkis Segelselskab. Jeg har forudbetalt for 3 døgn, 50 € alt incl. – strøm, bad, sauna, internet - så det er vel OK. Nu er vi klar til at være turister i Helsinki et par dage. Log 6.004.3. Trip 73,7.
Lidt om afmærkningen i finske farvande: Afmærkningen adskiller sig noget fra den, vi kender i Danmark. Her er den grundlæggende afmærkning i skærgården kompasafmærkning, N – S – Ø –W – afmærkninger. Det, der kan drille lidt, er, at de mangler topbetegnelsen, så man må lære sig farverne, f.eks. sort-gul= nord, gul-sort=syd, sort-gul-sort=øst og gul-sort-gul=vest. Det er alt sammen fint, men i modlys ville det være rart med topbetegnelsen, som dog findes i søkortet. Herudover er der et hav af overetlinjer, som kan føles, hvis man er opmærksom på dem. Grunden til, at man har dette system, tror jeg, er, at der er mange ruter, som krydser hinanden, hvilket vil gøre det meget svært at skelne mellem ind- og udgående trafik. Hvor skærgården kun strækker sig nogle mil fra land, bruges den kendte sideafmærkning med røde og grønne stager, men her er der også kun 1-2 løb, der kan besejles. Også her bruges overetlinjer til at lette sejladsen gennem smalle sunde og stræder. Endvidere er udvalgte øer markeret med et stort bogstav, f.eks. A, for at vise, præcis hvor du er. Bogstavet står på et stort skilt på land og på et lille mærke i søkortet. Ganske god idé, som svenskerne kunne lære af. Efter nogle dage synes vi, det går fint med at finde vej. Dog har vi hele tiden papirkortet liggende ved siden af GPS’en. Papirkortet er ofte bedre i tilfælde af mange afmærkninger oveni hinanden og giver et bedre overblik.


Turistdag i Helsinki

2010-08-07

Dagen startede med, at vi jagtede nogle søkort over den estoniske kyst. Vi har kortene elektronisk, men ville gerne have dem på papir også. Det lykkedes, efter vi først var gået forgæves hos Stockmanns – det største indkøbscenter i Norden. Her blev vi vist over til Suomolainen Kirjakauppa, som havde næsten det, vi søgte. Herefter nød vi en øl på Aleksandergade og så på folkelivet omkring os. Efter et par pizzaer tog vi Hop-on – Hop-off sightseeingbussen lidt rundt i Helsinki. Vi startede ved Helsinkis Domkirke, Storkirken, og var bl.a. forbi det olympiske stadion fra 1952 og Sibeliusmonumentet, som vi ikke rigtig kunne se, hvad forestillede. På hjemturen fandt vi tilfældigt et S-marked og fik købt ind. Vi havde booket tid i saunaen til kl. 17, det var for varmt på en hed sommerdag, men vi måtte prøve. Alle havne i Finland har en sauna, selv den mindste havn uden el og vand har en. Derefter tidligt i seng. Det er hårdt at være turist i en storby, når temperaturen nærmer sig 30 gr.


2. turistdag i Helsinki

2010-08-08

I dag kun 1 punkt på turistprogrammet, nemlig et besøg på Sveaborg – et fæstningsanlæg, bygget på 4 øer nogle kilometer udenfor Helsinki i skærgården. Anlægges byggedes i midten af 1700-tallet af svenskerne som et værn mod russerne. Det hjalp ikke – i 1809 tabte svenskerne Finland til russerne. Hermed blev Sveaborg russisk, og kanonerne blev rettet mod vest – hvad de i øvrigt stadig er. I 1991 kom Sveaborg eller Suomenlinna på UNESCOs liste over verdens kuturarv. 900 mennesker bor og arbejder her hele året rundt. Det var et hårdt besøg pga. den trykkende varme på ca. 30 gr. Vel tilbage på båden traf vi igen vore naboer, Tommi og Hanna. Jeg forklarede ham, at i Danmark har vi en tradition med at aflevere en klubstander til værtsklubben på fjernere destinationer. Dog var han ikke i styrelsen af HSS, Helsinki Segel Selskab, men han ville gerne modtage standeren og bringe den videre til rette vedkommende. Vi gik op i HSS´s klublokale, hvor overrækkelsen fandt sted. Vi så mange pokaler og billeder på væggene, der vidnede om, at sejlklubben har en lang historie, der gå tilbage til 1893. Tilbage på båden inviterede vi på en dansk øl. Snakken gik om løst og fast. Finlands historie, job, huse, prisniveau og meget andet. Det var meget hyggeligt, alt imens det blev mørkere og mørkere på himmelen. Og så midt under pizzaspisningen gik det løs. Vinden steg fra 0 m/s til 22-25 m/s på 1 minut. Vi fik travlt med at redde rødvinen, glas, tallerkner – alt røg rundt i cockpittet. Det varede kun 5-10 min., så løjede det til sølle 15 m/s, og så kom regnen og tordenen. Det lynede og tordnede uafbrudt i en times tid, himlen var konstant oplyst af lyn og bragene kom hele tiden. Jonna mente ikke, hun nogensinde havde oplevet et lignende tordenvejr. Efter ca. 2 timer var det næsten helt roligt, og vi fik en god søvn ovenpå en uventet begivenhedsrig dag.


3. turistdag i Helsinki

2010-08-09

Da vejrmeldingen var 12 m/s – måske mere over middag - tog vi en rask beslutning. Vi bliver til i morgen. Vi manglede lidt småindkøb, og det kunne vi så ordne i ro og mag. Vi spadserede fra havnen til Esplanaden og Eleksandergaden, hvor alt kan købes. Vi besøgte Marimekko-butikken, Iittala-glas og design, modebutikker m.m. Jeg glemte helt, at vi fik en øl i en arkaderestaurant. Vi gjorde lidt indkøb i S-marked på vejen hjem. Vi gik slet ikke forkert, selvom vi havde glemt bykortet. Vi synes allerede, at vi kender Helsinki helt godt. Vi tog vores lille færge hjem ved 17,30-tiden. Vejret var behageligt i dag, sol/skyet 20-25 gr.


Helsinki-Svartholm

2010-08-10

Lige før afgang fra Helsinki fik vi en gevaldig regnbyge, så vi udsatte afgangen lidt. Inden da havde jeg kikket på de optimistjoller, som begynderne benyttede. De var smarte – kortere sejl, men normal mastehøjde, så optimisten næsten kunne stå op under bommen. Derudover var bommen beklædt med blødt materiale, så optimisten ikke slår hovedet ved ufrivillig bomning. Nå, men til dagens sejlads. Vind sydvest 8-12 m/s, altså med. Afgang kl.10.30 LT for sejl mod øst. Vi sejlede næsten plat læns og valgte derfor kun at bruge genuaen, så der ingen bomningsfare ville være. I starten gik vi udenskærs, men søen var temmelig grov, så efter 3-4 timer gik vi ind i skærgården igen. Det var roligt og behageligt, men vinden var kun 6-10 m/s her, så vi gik ned i fart. Jonna fandt en havn, Svartholm, ved indsejlingen til Loviisa. Den viste sig at være et fæstningsværk, bygget af svenskeren fra 1748-1764, ”søsterborg” til Sveaborg udenfor Helsinki, dog noget mindre. Her ligger vi fint ved en bøje agter og stævnen i vinden. Ankomst 19.30 LT, trip 47.7. Kl. 21 LT lød en trompetfanfare fra fæstningsmuren – flaget skulle ned. God tradition, som vi kender bl.a. fra Nykøbing Mors og Sæby. Senere mødte vi finnen, der trompeterede. Han sejlede rundt i en ganske lille motorbåd. Han var pensioneret matematiklærer, så vi spurgte ind til de dygtige finske elever. I øvrigt mente han, at man planlagde undervisningen efter de Pisa-prøver, man skulle udsættes for, det gav han ikke meget for! Ja, det tænkte vi nok, så er de jo heller ikke bedre. Han gav Jonna en CD, han havde indspillet sammen med 3 andre fra sin klub. Jeg fik en nøglering, tacklet med tacklegarn omkring en champagneprop. Om bord på Freja blev CD-en med finsk sømandsmusik spillet. Den vakte minder om Bellmann og Evart Taube, og et par strofer blev afsunget. Juhano Nevaleinen, som trompetisten hed, havde skrevet tekst og melodi til mange af numrene og spillede selv piano. Meget hyggelig aften med en vidende, interessant, men ydmyg finne


Svartholm-Santio

2010-08-11

Afgang kl. 9.15 LT. For sejl videre mod øst. Det gik fint. Vi gik udenskærs i dag. Det kortede turen en del. Sejlene blev først pillet ned ved Santio. Vi havde udset os en ø tæt på den russiske grænse. Men ak, der var hverken bro, bøjer eller noget andet. Vi besluttede derfor at gå til Hurppu. Det viste sig at være hjemsted for områdets coast guard. En uniformeret mand kom os i møde. Han sagde, at vi ikke kunne overnatte her, men på Santio – som var pas- og toldsted for lystbåde. Vi skulle ”udklareres” for at kunne tage til Sct. Petersborg. Det vidste vi bare ikke, men hvor skulle vi vide det fra. Han tilbød at ordne vore papirer på stedet, kontrollere pas og stemple crowlister (5 stk.). Så kunne vi sejle tilbage til Santio for at overnatte og sejle mod St. Petersburg i morgen tidlig efter kl. 5. Han ville sende en mail til den russiske coast guard og give besked om vore planer i morgen. I øvrigt måtte vi først sejle efter kl. 5, da russerne ikke ville have besøg, når der var mørkt. Så nu er alt klart til turen ud af Finland, kun vejret krydser vi fingre for. Ankomst Santio kl. 18,30. Trip 52.9.


Santio-St. Petersburg

2010-08-12

Kl. præcis 05.00 LT afgår vi fra Santio. Det russiske gæsteflag er sat, og 10 min. senere krydser vi grænsen til russisk farvand. Jeg forsøger ihærdigt på kanal 16 at få kontakt til den russiske coastguard, men uden held. Måske sover de endnu!!. Der er vindstille, og det går mod St. Petersburg for motor. Vores kurs må ændres lidt, da den går gennem et skydeområde – vi skal da ikke rammes. I går passerede vi gennem et lignende område udfor Kotka – vi mente, det var et skyddsområde, men da vi fik det nærlæst, var det et skuddsområde, men de ramte heldigvis ikke!!! Da vi ikke ved, om russerne rammer bedre, lægges kursen udenom! Efter godt 60 sm er klokken 15.15 russisk tid, dvs. dansk tid + 2 timer. Vi nærmer os Kronstadt, hvor Vladimir har sagt, at vi ikke skal gøre stop, men fortsætte til Sk. Petersburg, hvortil der er 18 sm fra Kronstadt. Det lykkes mig på VHF, kanal 16, at få ”permission to pass the gate to St. Petersburg”, men for en sikkerheds skyld ringede jeg til Vladimir, som også talte med personalet. Så vidt så godt. Videre til immigrations- og toldmyndighederne i St. Petersburg. Her bliver vi modtaget af en kvindelig, uniformeret assistent. Hun og Vladimir modtager os, da vi lægger til. Hun kommer ombord og ser, hvilke rum vi har – selv motorrummet vil hun se. Herefter tager hun opstilling på kajen for at sikre, at der ikke kommer nogen til og fra båden, mens Vladimir og jeg besøger myndighederne. Jonna bliver ombord, her er det kun skipperen, der tæller. Vi besøger først immigrationskontoret. Her tjekkes pas og visa, hvor lang tid, vi vil blive osv. Vladimir udfylder en del papirer, og jeg skriver dem under. Derefter går turen til et andet kontor, hvor toldpapirerne skal ordnes. Her sidder 2 piger og en lidt ældre herre, alle uniformerede, i et lille lokale på ca. 10 m2. Der er lige plads til 3 skriveborde og en sofa, hvor jeg skal sidde. De får crewlister, pas, bådcertifikat og går i gang. Vladimir snakker lidt med dem og udfylder ellers formularer i et væk. Da der er gået ½ times tid, skal jeg underskrive alle papirerne. Der er mindst 10 forskellige steder, jeg skal signere. Jeg skal også skrive under for Jonna. Men efter en lille time er alt klart, og vi kan sejle videre til havnen, som er 8 sm væk. Klokken er 21 LT, og vi har ikke spist endnu. Heldigvis har Jonna ikke spildt tiden, mens vi ordnede papirer, så maden var færdig, da jeg kom tilbage. Men vi kunne jo ikke blive på immigrationskajen, ”vagten” kunne først gå, når vi sejlede afsted. Så endelig kl. 22.15 LT kunne vi lægge til i St. Petersburg River Union Yacht Club – Ruslands ældste, grundlagt 1860. Vladimir havde ringet i forvejen, og der stod en ung mand og modtog os og anviste os plads. Så efter 17 timer, 97,4 sm og en indklarering, gør det godt med mørbradbøffer, kartofler, sovs og rødvin. Trætte går vi til ro kl. 24 LT. Der er varmt, så Jonna har fjernet dynerne, så vi ligger med dynebetræk over os. Myggene har vi forsøgt at holde ude, men Jonna blev stukket 2 gange, inden vi gik i seng. Måske skulle vi investere i et myggenet. Da vi næsten var faldet i søvn, startede meget høj musik fra en stor motorbåd i havnen, ØV. I morgen kommer Vladimir og vil vise os lidt rundt i byen.


1. dag i St. Petersburg

2010-08-13

Vladimir kommer som aftalt kl. 11.30 LT. Han kørte os rundt i sin Passat. Første stop var ved admiralitetet ved Neva-floden ved de store, røde fyr. Der var tradition for, at man i tidligere tid lavede et fyr til minde om sejren. Her over Sverige i den store nordiske krig. Dele af fjendens besejrede både blev sat på søjlen til fyret. Senere rundt i den centrale del af St. Petersburg. Vladimir fortalte, og vi lyttede. Jeg tog ikke notater og kan derfor ikke huske alt. Noget af det, der gjorde indtryk, var den tætte trafik af biler og busser. Selv hovedgaden Newskij Prospekt var fyldt med biler, som kørte ret stærkt, måske 80-100 km/t. Ting vi så: Isaak-katedralen, der er den største i Rusland og den 4. største i verden, Blodskirken, stedet hvor Aleksander den 2. blev myrdet 1. marts 1881. Byggeriet blev igangsat i 1883 og varede 25 år. Genåbnedes i 1998 efter 20 års restaurering. Vi kørte forbi Singers palæ på hovedgaden (symaskiner). Vi sluttede af med et besøg på en pie-restaurant, hvor jeg fik én med fisk og Jonna én med æbler. Det var en hæsblæsende eftermiddag med mange indtryk af den fantastiske by. Desuden fik vi nogle praktiske anvisninger om busnr., restauranter, ting vi burde se osv. Efter at have sagt farvel til Vladimir, sad vi under et skyggefuldt træ i parken ved Vinterpaladset og nød en is. Derefter hjem med T7 – trolleybussen, som stopper ca. ½ km fra havnen. Det gik fint. Pris 38 rubler, 7,30 kr. for os begge. Vel tilbage på båden fik vi opdateret hjemmesiden, da det trådløse net fungerede meget fint.


2. dag i St. Petersburg

2010-08-14

I dag er det planen at besøge Vinterpaladset og se samlingerne der. Det var meget imponerende, både rummene, lofterne, panelerne og selvfølgelig de udstillede ting. Men det var anstrengende, da temp. selv i Vinterpladset var over 30 gr. Efter en pause, en cola og en croissant besluttede vi os for at forlade Vinterpaladset og sejle en tur på Neva-floden. Det var lidt bedre, vi fik plads ude i det fri, bestilte et glas kold hvidvin og lidt salat og nød især sejlturen, nu har vi jo ikke sejlet de sidste dage. Herefter startede hjemturen. Vi ventede på bus nr. 7 på Newskij Prospect, og pludselig var den der. Vi hoppede på, men efter nogen tid synes vi ikke, at vi kan kende tingene, vi passerer. Det gik op for os, at bus nr. 7 ikke er det samme som trolley-bus nr. 7. Vi ender i en hel forkert bydel og klager vores nød i bussen. Mange vil gerne hjælpe os. Hele bussen er i oprør, men kun få kan engelsk, så det ender med, at en dame, som taler flydende engelsk, tilbyder os sin assistance. Vi forklarer hende, at vi må ind til centrum igen for at fange trolley nr. 7, som er den eneste bus, som går til vores havn. Hun foreslår, at vi tager metroen, men vi trækker lidt på det, da vi ikke rigtig er klar over, hvordan det foregår. Hun tilbyder at følge os til stationen, købe billetter og vise os den rigtige udgang, når vi er under Newskij Prospect. Vi takker for tilbuddet og tager metroen til centrum. Det var en oplevelse. Stejle rulletrapper, som går måske 50 m ned i dybet, fine marmordekorerede stationer i dybet. 7 min. senere er vi midt i St. Petersburg igen-igen. Vi takker vores ”guide” mange gange og et øjeblik efter er hun væk i mylderet. Men magen til hjælpsomhed har vi aldrig oplevet nogensinde. Inden vi tager den rigtige 7-er hjem, når vi lige en Carlsberg i skyggen. Det digitale display i bussen viser 34 gr., da vi kører hjemad kl. 18. Nu mangler vi blot at købe lidt ind, inden vi er helt hjemme. Vi står af bussen 3 km fra havnen. Får købt det mest nødvendige. Så de sidste 3 km hjem på gåben i 34 gr. varme. Om vi var trætte, tørstige og totalt udmattede, da vi nåede hjem til båden? JA, også i den grad. 2 liter vand forsvandt som dug for solen. Men ikke alle i havnen har transportproblemer som vores. Oligarken i den røde motoryacht ankommer i helikopter. Den lander 300 m fra vores bro. Så stiger han ind i sin Ferrari og kører de 300 m til broen. Her ledsager 2 livvagter ham de ca. 50 m ud ad broen til yachten. Så skyder han 2 skud med en lille kanon, han har i stævnen, og så sejler han. Hele ceremonien gentager sig i modsat rækkefølge, når han kommer tilbage fra sejlturen, dog skyder han ca. 5 min. før ankomst, så hans ”landtropper” kan nå at komme ud på broen for at tage imod fortøjninger. Sikke et liv.


3. turistdag i St. Petersburg

2010-08-15

I dag skulle vi så besøge Peter-Poul-katedralen og senere slagskibet Aurora, hvis forreste kanon blev affyret den 25. oktober 1917 og startede revolutionen. Men helt sådan gik det ikke. Vi besøgte Peter-Poul-katedralen og så sarkofagerne fra Zar Aleksander II og Aleksander III, som var dansk gift med prinsesse Dagmar. Som zarens hustru hed hun Maria Feodorovna. Aleksander III døde allerede i 1894, og Maria måtte drage i landflygtighed i Danmark efter revolutionen (1919). Hun døde i 1928 og blev stedt til hvile i sarkofag i Roskilde Domkirke. Men i 2006 blev hendes jordiske rester flyttet fra Roskilde til Peter-Poul-katedralen. Ved højtideligheden deltog det danske kongehus. Hendes sarkofag står nu side om side med hendes mands, Aleksander III. Men så trak sorte skyer ind over St. Petersburg. Vi havde netop spist lidt frokost og havde begivet os af sted på ”gåben” mod slagskibet Aurora. Men ak, et gevaldigt tordenvejr brød løs, og vi skyndte os i ly i en stor trappeopgang. Her stod vi så, mens uvejret rasede foran os. Det startede med hagl, senere regn og kraftige vindstød. Efter knap 1½ time vovede vi os videre mod Aurora, som da allerede var lukket for besøgende. Efter en kaffe/øl-pause gik vi mod Vinterpaladset og vores trolleybus nr. 7. Det småregnede stadig på hjemturen, men helt gennemblødte blev vi dog ikke. Aftensmad orkede vi ikke at lave. I stedet spiste vi på sejlklubbens restaurant ”More” ikke langt fra båden. Maden var så international og prisniveauet også, så det var som at spise på en af de bedste restaurationer i Aalborg.


4. turistdag i St. Petersburg

2010-08-16

Vladimir kom og besøgte os ved middagstid. Vi snakkede om løst og fast – det russiske system, uddannelse, universiteter, danske forhold, krigen i Irak m.m. Han modtog Nibe Sejlklubs stander, og jeg fik en fra St. Petersburg River Union Yachtclub. Om eftermiddagen souvenirindkøb og afslapning. Vejret er blevet noget koldere, nu kun 23-25 gr. Faktisk meget behageligt. Vi tjekker lige vejrmeldingen en ekstra gang på computeren. Det ser fornuftigt ud med let til svag vind i morgen 3-5 m/s. Vi har aftalt med Vladimir, at vi gerne vil udklarere tirsdag morgen kl. 7.00 russisk tid. Han har fået OK fra told- og pasmyndighederne, så alt skulle være klart til i morgen. Tidligt i seng, der venter knapt 100 sømil i morgen.


St. Petersburg -Santio

2010-08-17

Op kl. 5.15 russisk tid (3.15 dansk tid), da vi har ca. 9 sømil til udklareringsstedet længere inde mod byen. Vi spiser lidt morgenmad og får en kop kaffe på vejen. Kl. 7 er vi nået ind til udklareringen, men ikke et øje er at se på kajen. Da vi kom sidst, blev vi modtaget af en officer. Jeg tager mappen med papirer og pas og går hen mod bygningen.. Her kommer en uniformeret herre imod mig. Han giver tegn til, at jeg skal følge med. Vi kommer op til immigrationskontoret, hvor jeg får indtryk af, at jeg skal vente, men jeg får ikke at vide, hvor længe. Kun en af de tilstedeværende kan enkelte ord på engelsk. Jeg får tilbudt et rum, hvor jeg kan vente. Jeg siger, at jeg går tilbage til båden for at vente der, hvilket er OK. Tilbage på båden ringer jeg til Vladimir for at få ham til at undersøge, hvor lang ventetiden vil være. Vi skal jo stadig nå knapt 100 sømil og gerne i de lyse timer. Han ringer lidt senere og siger, at vi skal vente til kl. 9 eller der omkring. Jonna synes, det er dejligt, at vi har vores hjem med os, vi kan jo bare tage en powernap. Så vi lægger os og får en formiddagslur i ventetiden. Det lykkes, vi fik sovet godt 1 time, inden Vladimir kl. 9 ringer og siger, at nu er de klar. Jeg går igen op på kontoret, bliver modtaget af en anden officer. Vi går til det samme kontor, som jeg var på, da vi kom til Rusland (det, jeg skrev på tavlen, står der stadig). Jeg måtte udfylde nogle russiske formularer, så jeg måtte have hjælp, og senere underskrive dem. Det tager ½ times tid. Så til paskontrollen. Her er der også nogle papirer, som skal underskrives. Imens har Jonna haft besøg af toldmyndigheden, som vil vide, hvad vi har købt. Jonna pakker lidt ud. Han siger: Souvenir! Ja, siger Jonna, og lidt vodka. Han smiler og siger OK. Da jeg er færdig med pasmyndighederne, bliver jeg eskorteret tilbage til båden af 2 officerer, som følger mig ombord og tjekker en sidste gang rummene ombord. Lige inden afgangen spørger jeg, om jeg må fotografere dem ombord på Freja. Jeg får venligt, men bestemt at vide, at det ikke kan tillades. Vi sejler. klokken er 10. Vi startede for 5 timer siden og har kun sejlet 9 sømil. Hvis vi skal nå til Santio i dag – og det skal vi - må volvoen vise sit værd. Når vi har udklareret, må vi ikke gå i land i Rusland, men skal sejle helt ud af russisk farvand. Herefter skal vore pas kontrolles i Finland efter ankomst. Fra St. Petersburg er der ca. 95 sømil i russisk farvand og kun 1,5 sømil i finsk farvand ved Santio. De russiske myndigheder og coastguarden ved nu, at vi sejler fra St. Petersburg til Santio. Endvidere skal vi følge de russiske sejlruter. Da vi har passeret Kronstadt, er vinden lige agten – plat læns. Vinden tiltager yderligere helt op til 12-14 m/s, meget mere end vejrmeldingen forudsagde. Bølgerne er krappe og høje, 2- 3 m, det gør det til en noget urolig sejlads. Jeg tager en beslutning om at ændre kurs og forlade det russiske farled. Vi får en bedre kurs, ca. halvvind gennem en smal passage mellem 2 militærområder. Der sejler en russisk krydser rundt i området, men den kommer ikke vores vej. Samtidig med, at vi får en bedre kurs, kommer vi også lidt i læ for den urolige sø. Så går det faktisk stille og roligt mod Finland. Det mørkner, vi kunne godt have brugt de 2 timer, som vi ”spildte” i morges. Vi tænder lanter og instrumentlys, og mørket kommer pludseligt. Jeg kalder den finske coastguard og fortæller, at vi om ca. 1 time entrer finsk farvand. Efter lidt knas på VHF’en svarer han, at vi er velkomne i Finland, og at vi bare skal sejle ind til Santio. I morgen vil de så komme og tjekke pas og crewliste. Det var dejligt. Vi forlod Finland via Santio, så vi føler os næsten hjemme der. Pludselig ser vi en hurtiggående båd bag os med slukkede lanterner. Vi tror først, det er nogle unge, der er ude at more sig, men pludselig ændrer den kurs og kommer lige imod os. Den tænder en projektør og lyser på os. Vi forsætter med samme kurs og fart. Han kommer tættere på, og en person på dækket ser på os med en kikkert. Pludselig prajer han os med en sirene. Jeg tager farten af, kobler i frigear, men vi driver fortsat fremad. En ældre herre kommer ud og råber til os på russisk. Jeg råber tilbage: ”Vi forstår kun engelsk. Vi kommer fra St. Petersburg og er på vej til Santio”. Efter at den ældre herre har været nede i kahytten og har betænkt sig lidt, kommer han igen ud og denne gang viser han med en armbevægelse, at vi kan fortsætte. Vi skynder os videre mod den finsk-russiske grænse. Vi er lidt rystede, men griner egentlig også lidt af det hele. Jonna finder ”vores” lille projektør frem, så hun kan lyse på de 2 afmærkninger, som vi skal finde for at kunne sejle ind i havnen i Santio i mørke. Det går fint. Vel fortøjet efter 96 sømil får vi ris og pølser med rødvin til. Trætte går vi til ro ovenpå en anstrengende, begivenhedsrig og meget lang sejldag. Trip 96,0. Log 6.298,1.


Santio-Kotka

2010-08-18

De finske pas- og toldmyndigheder var meget hensynsfulde her til morgen. Jo, overvågning kan have sine fordele. Vi sov jo lidt længe ovenpå gårsdagens strabadser, og vi frygtede at blive vækket kl. 6, men nej. Da jeg satte flaget kl. godt 9, gik der ca. 15 min., så var de der. Vi fik et stempel på en crewliste, og passene blev hurtigt tjekket. Det tog 5 min., og så sejlede de igen. Kl. 10,30 gik vi for sejl mod vest. Jonna havde læst, at Kotka var årets havn 2010, så den ville vi da gerne besøge. Vinden var svag til jævn fra NØ, så det var perfekt. Meget af turen for spilet forsejl. Ankomst kl. ca. 16. Fin sejltur. Trip 24.6. Log 6.322.7. Vi betalte havne penge 20 £ for plads, sauna, el og bad. Området omkring havnen var meget charmerende med park, bede med blomster, broer og trær, som her mod øst er mere varierede. Vi så ahorn, birk, fyr, røn, siljerøn, pil og selvfølgelig gran, som er meget mere udbredt mod vest.


Kotka-Svartholm

2010-08-19

Vinden er NØ op til 12 m/s. Vi forlader Kotka kl. 11,15 og for forsejl går det fint endnu et nøk mod vest. Det er vores plan at gå lidt nærmere til Helsinki og så krydse den finske bugt til Tallin. I dag blev det en stille og behagelig sejltur. Undervejs besluttede vi at overnatte på Svartholm, hvor vi sidst var den 10.8. En lille hyggelig ø syd for Lovisa. Vi ankommer kl. 17. Trip. 26.2. Log 6.348.8.


Finlands historie kort fortalt: I begyndelsen af 1100-tallet blev kystområderne mod vest befolket af svenskere, som kom via Den Botniske Bugt. Det første korstog blev ledet af Erik den Hellige og dateres til 1154. Året er senere betragtet som året, hvor Sverige koloniserede Finland. At det forløb uden kamp/krig forklares med, at Finland på dette tidspunkt ikke var en nationalstat, men blev styret af lokale høvdinge og storbønder. Gennem de knapt 700 år, Finland var en del af Sverige, var der en del kampe med naboerne mod øst. Først mod bystaten Novgorod, siden mod Rusland. Det endelige slag stod i 1809, hvor Sverige mistede Åland og Finland til russerne. Finland blev selvstyrende storfyrstendømme under Rusland. Den nye status betød anerkendelse af Finlands ydre grænser. Russerne (kejser Aleksander II) opfordrede finnerne til at være finner og ikke leve i fortiden. Det betød voksende national- og selvfølelse i Finland. Aleksander II ønskede, at finnerne lagde afstand til den svenske indflydelse, for at han dermed bedre kunne bevare kontrollen over landet. Men kejser Aleksander er stadig husket i Finland for sin positive holdning overfor finnerne. Vi har besøgt Kejserhamnen syd for Åbo(Turku), og da vi spurgte en ung mand, hvorfor havnen hed sådan, svarede han, at den var opkaldt efter Aleksander II. Kejseren gjorde i øvrigt også Helsinki til hovedstad. Tidligere var det Åbo. Finland fik ikke sin selvstændighed – de tog den. Da den russiske revolution havde væltet den russiske kejser i 1917, vedtog den finske landdag en lov, som stillede den russiske regering uden for al indflydelse, bortset fra den militære og udenrigspolitiske. Russerne protesterede og opløste landdagen, men finnerne trodsede den store nabo mod øst og erklærede sin selvstændighed den 6. december 1917. Lenin accepterede erklæringen. I Finland opstod der umiddelbart efter selvstændigheden konflikt mellem ”De røde”, som var støttet af ”Den røde hær” og ”De hvide”, den borgerlige regerings styrker, der ønskede de russiske tropper afvæbnet og ud af landet. Støttet af svenske og tyske frivillige lykkedes det ”De hvide” under ledelse af general Mannerheim at besejre ”De røde”. Borgerkrigen var ganske kort, 27. januar – 15. maj 1918, men kostede dog 30.000 mennesker livet.
Vinterkrigen: Da Stalin frygtede et tysk angreb gennem Finland, angreb han den 30. november 1939 Finland. Sovjet var overlegen i militær styrke, men finnerne ville ikke opgive men kæmpe til den bitre ende. Vinteren og de store finske skove var til finnernes fordel. Striden varede kun 5 måneder, men 24.000 finske soldater døde. Tabene på den russiske side var 5-6 gange større. I den såkaldte fortsættelseskrig 1941-44 så finnerne ingen anden udvej end at bede tyskerne om hjælp. Det lykkes ikke tyskerne at indtage St. Petersburg, men gjorde dog en forskel især i Lapland. Efter våbenhvilen i 1944 måtte finnerne bede tyskerne om at forlade landet. Det havde nogle finner det ret dårligt med. Tommi, som jeg talt med om netop det problem ,sagde, at hans bedstefar var pilot i det finske luftvåben. Han deltog i togter med tyske fly mod russerne og havde tyske soldater som jordpersonel. Han havde kæmpet side om side med tyskerne og var dårligt til mode, da han pludselig ikke måtte vide af dem mere. Finlands udenrigspolitik har altid været en balance på en knivsæg. Sovjet ønskede ikke Finland i NATO, omvendt ønskede Finland garanti for ikke at blive indlemmet i Østblokken. Urho Kekkonen blev valgt til præsident i 1956. Han fik ofte skyld for at tage for meget hensyn til den store nabo i øst. Ikke desto mindre blev han genvalgt 5 gange, sidst i 1978. Siden 1995 har finnerne været medlem af EU. I dag er Finland et moderne land. Mange it-virksomheder er skudt op siden Sovjets fald, da Finland mistede en god kunde og oplevede krisetider i starten af 1990-erne. I 2002 indførte Finland euroen.


Svartholm-Tallinn

2010-08-20

Efter en god vejrmelding kl. 18 i aftes beslutter vi at sejle til Tallinn i dag. Op med solen kl. 5.45 LT og af sted kl. 6.00. For motor mod vest, morgenmad indtages undervejs. Vi fik en regnbyge ved 8-tiden, ellers har vejret været sol/skyet hele dagen. Efter ca. 20 sømil sættes sejl, og vi prøver at komme fri af den finske skærgård. Da vi er udenfor farled, må der navigeres præcist, da en del faretruende grunde er tæt på den kurs, vi kan holde. Vinden er god, søen rimelig. Da vi mangler ca. 20 sømil falder vinden til under 4 m/s og lidt senere til 2 m/s. Motoren startes, og det sidste stykke klares med jerngenua og storsejl. Vi har hørt, at der er en helt ny havn helt inde i byen, men vi ved ikke præcist, hvor. Vi følger efter en finne, og ”finner” havnen. Helt ny havn fra maj i år. Ankomst kl. 18,45. Trip 82,05. Log 6.430,8.


1. turistdag i Tallinn

2010-08-21

1. turistdag i Tallinn. Vi går op mod den gamle bydel for at finde turistinformationen. Det lykkes ved busstationen. Hos turistinformationen køber vi 2 Tallinn-kort, der giver gratis offentlig transport, adgang til museer, hop-on hop-off og en hel del andet. Kortet gælder i 49 timer. Herefter tog vi bussen ud til olympiadehavnen, hvor det skulle være muligt at købe søkort over Estlands nordvestlige kyst. Det lykkes os heldigvis, da mange butikker eller har lukket lørdag. Så med bus tilbage og en rundtur i ”Den gamle bydel” efter en pizza og lidt rødvin. Vi bersøgte St. Nicolai Kirke, Aleksander Newskij Katedralen med de 5 løgkupler, Domkirken, byens ældste kirke, sandsynligvis grundlagt af danskerne umiddelbart efter 1219. Vi besøgte stedet, hvor man mener, ”Dannebrog” faldt ned fra himlen. Selv om det alt sammen ligger temmelig tæt, var vi godt trætte, da vi gik hjemad. Dog fik jeg lige købt lidt motorolie til båden. Oliestanden er lidt lav. Ydermere besøgte vi lige Sadamarked, hvor en meget ivrig slagter fik prakket os noget elgkød på sammen med lidt pølser. Vi købte også lidt brød, mælk og ost – og så hjem og hvile ud. At være turist er temmelig anstrengende, især for 2 sejlere, som i går sejlede over 80 mil.


2. turistdag i Tallinn

2010-08-22

2. turistdag i Tallinn. Vi skulle have startet dagen med en havnerundfart, men ak, båden kom aldrig. I stedet hoppede vi på en hop-on hop-off sightseeingbus. Det fortrød vi ikke. Vi kørte ud til de nyere byområder med betonbyggeri. Noget stammede fra russertiden før 1991, andet var temmelig nyt. I nogle områder var der faldefærdige huse. Det kom sig af, at man efter kommunismens fald har forsøgt at finde de retsmæssige ejere af husene. Når det så lykkedes, havde ejeren ingen penge til renovering. Det betød, at ingen ønskede at leje eller betale en rimelig leje. Ejeren stod stadig med huset, som forfaldt mere og mere. End ond spiral. I andre tilfælde har investeringsfirmaer købt sig ind og har renoveret husene. Det forklarer den store forskel i vedligeholdelsesstandarden. Helt nye og helt faldefærdige huse ligger side om side. Lidet senere hoppede vi af ved parken til Peter den Stores sommerresidens Kadriorg Slot, som nu er kunstmuseum. Vi gik en tur i den flotte og velholdte park og senere besøgte vi museet. Her er især hollandske, tyske og italienske malere fra 1500-1700-tallet. Også en del russiske værker fra 1800-tallet. Efter besøget med hop-on hop-off bussen tilbage til byen. Her gik vi op mod Rådhuspladsen, hvor vi fandt et godt sted til frokosten. Her blev vi en stund, sad og så på livet omkring os. Tallinn er en meget turistet by. De fleste mennesker på torvet er turister som os. Jeg glemte helt, at vi besøgte strikmarkedet, hvor Jonna købte en trøje, som hun befandt sig godt i. Og så var den billig, det gjorde heller ikke noget. På vejen hjem besøgte vi Søfartsmuseet, hvor der var mange interessante ting. Vi læste lidt om Estonias forlis i 1994. Lige nu er der vaskedag. Vi fandt ud af, at der er vaskemaskiner til fri afbenyttelse her på havnen. Så nu vaskes der på livet løs. 4 maskinfulde er det blevet til, de skal nu tørres i tørretumbleren. Mens maskinerne har vasket, har vi været på indkøb i Rimi efter dagligvarer. Sikke en dag og det kaldes ferie!!


Tallin-Dirhami Sadam

2010-08-24

Efter en overliggerdag i går pga. varsel om kuling i vores område er vi i dag til morgen klar til at forlade Tallinn. Kun mangler vi at tanke olie, og det er vi ikke særlig gode til. Vi har problemer med at få tankgrebet til at fungere ordentligt. Nå, men det lykkes os efter ”lang” tid at få ca. 100 liter til ca. 9 kr./liter. Da udsejling af lystbådehavnen går gennem havnebassinet, hvor færgerne huserer, må vi inden udsejling bede om tilladelse hos ”Port of Tallinn” på VHF kanal 14. Efter ca. 5 min. ventetid får vi lov at sejle. Uden for havnen sættes sejl. Vinden er 8-10 m/s fra øst-sydøst, så det går fint de første 40 sømil. Så springer vinden til sydvest-vest, og vi sejler de sidste mil for motor. Afgang 9.45 fra Tallinn. Ankomst 17.15 Dirhami Sadam. Trip 50,44. Log 6.481,2. Her er havnepengene 200 est. kr. pr. nat. Der er en lille café på havnen, hvor vi lige har spist. For maden og 2 x ½ l fadøl ca. 110 danske kr. – billigt! Og hvilken forandring. I får spiste vi på torvet midt i Tallinn, hvor der var fyldt med turiset, i dag sidder vi ganske alene på cafeens terasse og ser på Østersøen, vilde blomster og sand.


Overliggerdag i Dirhami

2010-08-25

Formiddagen blev brugt på at cykle lidt rundt i det estoniske landskab. Det meste er skov, men man er i gang med at udstykke sommerhusgrunde, så vi kom forbi mange skilte med tilbud. Grundstørrelserne var på 5-10.000 m2, jo, skov er der nok af. Vi besøgte egnens kirke og kirkegård. Der var ingen adgang til kirken, så vi nøjedes med nogle fotos af gravsteder og kirken. Vi kom også forbi en campingplads med hytter. Der er ingen tvivl om, at området om 10-15 år er fyldt med sommerhuse, cafeer og andre turistprægede aktiviteter. Da her ikke er de store indkøbsmuligheder, sparer vi på vort eget forråd ved at spise på den lille café på havnen. Det er rørende billigt og samtidig god mad. Til frokost efter cykelturen, som afsluttedes i lyn og torden helt bogstaveligt, fik vi 2 omeletter med brød og salat + 3 x ½ liter fadøl. Pris 130 eekr = 60 dkr. 1 fadøl koster ca. 8 kr. – det er lige til at holde til. Resten af dagen slappede vi af. Til aften besøger vi igen vores lille stamcafé. I morgen går det videre mod vest, hvis vejrguderne vil. Hvis ikke, bliver vi. Her får vi frokost, aftensmad, drikkevarer og havnepenge for hvad 1 overnatning kostede i Tallinn (35€).


Dirhami-Triigi

2010-08-26

Først lidt indkøb hos den lille købmand i Dirhami. Derefter afgang mod vest. Vort mål var Lethma på nordenden af Hiiymaa. Men ak, vinden var næsten ret imod og søen var grov. Der var ikke tvivl om, at vi i stedet måtte må gå mod syd indenom Vormsi for senere at gå sydvest-vest mod Söru på sydenden af Hiiumaa. Da vores elektroniske kort ikke rækker, må der navigeres på gammeldaws facon. Det går fint på trods af smalle, stenede løb. Men det er åbenbart en af de dage, hvor alt er imod. Vinden, søen, strømmen (ca. 1 knob), ja selv solen var imod, så afmærkningerne var svære at se. Turen bliver af disse grunde længere end beregnet. Det ender med, at vi krydser i 8-10 m/s de sidste 12-15 sømil. Forinden havde vi prøvet med motor en ½ times tid. Det gik slet ikke pga. den krappe sø (ligesom Livøbredning i kuling). Så op med sejlene og for rebet storsejl og fuld genua går det mod Triigi, som ligger ca. 10 sømil før Söru. Vi er efterhånden lidt brugte og klokken er mange, hvorfor vi valgte Triigi. Det er en kombineret lystbåde- og færgehavn på Saaremaa. Trætte lægger vi til kl. 21 efter knapt 65 sømil. Log 6.545,9. Herefter aftensmad: Pølser, salat, kartofler og rødvin. Det har aldrig smagt bedre.


Triigi-Söru

2010-08-27

I dag vil vi sejle til Söru, som vi ikke nåede frem til i går. Söru ligger i sundet mellem Hiiumara og Saaremaa. Herfra er der direkte adgang til Østersøen og Gotland, når vejret tillader. Turen til Gotland vil være ca. 130 sømil eller 22-30 timer, så vi må vente, til vejrmeldingerne er OK mindst 1 døgn frem. Ved ankomsten til Söru fik vi overraskende besøg af de estiske pasmyndigheder, de ville se vores pas og have en crewliste. Jeg har hørt, at man kan afkræves pas- og crewkontrol i alle havne, da man ikke kan vide, hvor langt vi har sejlet. Vores ophold er jo temmelig flydende, men det er den første havn i Estland, hvor vi er blevet afkrævet identifikation. Lige ved kajen er der en lille café og restaurant. Her spiste vi suppe med brød og fadøl til frokost. Pris for os begge ca. 50 kr. Havnepengene er 100 kr., så det er et ideelt sted at vente på godt vejr. Ved frokosten faldt vi i snak med et par ved nabobordet. Vi snakkede løn og pensioner, og senere viste det sig, at han var medlem af EU-parlamentet og var i den socialdemokratiske gruppe. Det var Ivati Padar, tidligere landbrugsminister og finansminister i Estland . Han kendte både Poul Nyrup og Dan Jørgensen. Mange bygninger og havneanlæg her i Estland er moderniseret med tilskud fra EU´s regionalfond. Jeg tror, han var her for at se, hvad midlerne er brugt til. Bl.a. var der opført et flot museum her og et helt bådebyggeri, hvor man skulle istandsætte gamle træbåde. Estlands eneste bevarede skonnert var lagt på land ved værftet og skulle restaureres. Det arbejde er langt fra færdigt, man mente, det måske ville vare 10 år endnu. Det spændende for os ved projektet var, at skonnerten har ligget i Hobro havn fra 1969-1999. Havnemesteren, der også arbejder på værftet, havde været i Hobro i 1999 for at gøre skonnerten klar til bugsering til Söru. Log 6.555,1. Trip sølle 9,2.


Söru-Fårösund på Gotland

2010-08-28 to 2010-08-29

I dag stod vi op til et regnvejr, hvis lige vi ikke har set før. Det blev ved i 3 timer. Klokken 12 tog vi cyklerne frem for at køre til den nærmeste by med en hæveautomat, ca. 5,5 km. Vi hævede lidt estiske kroner til havnepenge og gjorde indkøb til den daglige husholdning. Det lykkedes at køre hele turen i tørvejr, dejligt. Om eftermiddagen afslapning med læsning, kryds & tværs og ikke mindst en middagslur. Inden aftensmaden kikkede vi lidt på vejrudsigten på computeren. Da DMI, FMI (Finland), SMHI (Sverige) og Weather.ee (Estland) alle meldte aftagende vind til 3-8 m/s og yderligere aftagende søndag, mente vi, at det rette tidspunkt var kommet, og vi traf beslutning om at sejle de ca. 130 sømil til Gotland. Afgang fra Söru kl. 20,40. Vinden var NNW 4-8 m/s. For fulde sejl vestpå med god fart 6-7 knob. Men ak, vinden aftog og efter ca. 15 sm var farten kun 4 og dønningerne større end svarende til vinden. Videre for motor og storsejl. Vinden svinger mellem 3-5 m/s og er stort set konstant hele natten. Vi skiftes til at styre og slappe af (prøve at sove). Efter morgenmaden blev søen mindre, og vi fik begge en god formiddagslur. Gotland i sigte lidt over middag. Vi anduver Farösund og går ind i Fårösunds Marina. Ankomst kl. 15,45 estisk tid og 14,45 dansk tid. Loggen viser 134,2 sm, men det er nok i overkanten, da loggen den sidste uges tid har været noget optimistisk. Jeg mener, den viser 5-7% for meget. GPS mener, der er ca. 125 sm. Trætte nydes et glas kold hvidvin ovenpå sejladsen, som var vel overstået. Efter aftensmaden bliver vi inviteret over på en litauisk båd fra Klapéda. De er åbenbart kommet, mens vi fik en eftermiddagslur. De er 6 mand af sted i en 30 fods båd, så der er lidt trængsel. Vi bliver inviteret på tørret skinke og brød og dertil vodka og whisky. En hidsig blanding, som vi høfligt smager. Besøget varer en god times tid. Hyggeligt, men vi er trætte og takker for servering og samvær og går til ro kl. 21 dansk tid.


Fårösund-Visby

2010-08-30

Jeg havde glædet mig til et godt bad, men her skulle bruges 5-kr., og jeg ejede ikke kongens mønt. Vi kom jo fra et østland og havde ikke svenske småpenge, i hvert fald ikke 5-ere. I stedet blev det til et bad ombord. Vi har ellers sparet på vandet og ikke tanket i Estland pga. vandkvaliteten, men nu håber vi, at vandet på Gotland er OK og bruger en del liter til badning her til morgen. Bad både til skipperen og fruen. Så må tanken fyldes, når vi kommer til Visby. Turen i dag var ren transport, ingen vind, en del dønning (min kaffekop væltede), irriterende, men nødvendig tur for at komme til Visby. Visby er turens sidste planlagte turistmål. Vi bliver her nok nogle dage for at opleve middelalderens Manhattan, the Baltic World Trade Center. Jonna betragtede Gotlands vestkyst ivrigt gennem kikkert. Kysten er en klintekyst med hvidlige, kalkrige klinter, der sine steder antager formationer, som er navngivet på kort over kysten, f.eks. Jomfruen. Kysten er ren, dvs. uden sten og rev og allerede nogle hundrede meter fra land er der 50 m dybt. Det betød, at vi kunne sejle ret tæt på kysten og derved få et bedre indtryk af forholdene. Afgang Fårö kl. 11. Ankomst Visby kl. 17. Trip 40,8. Log 6.731,0.


1. turistdag i Visby

2010-08-31

Efter et besøg på Turistinformationen beslutter vi os for at gå en tur langs bymuren og se på tårne og porte. Det var en stor oplevelse. Muren er næsten helt intakt, ligeledes er tårne og porte velbevarede. Alt er bygget i kalksandstensmateriale, som Gotland har så rigeligt af. I Tallinn så vi også på byporte og bymure, men ikke så velbevarede som her. Vejret var fint. Jeg var i shorts her på den sidste dag i august. Ved middagstid var vi nået til Södertorg. Her stak jeg hovedet ind til en frisør for at høre, om det var muligt at blive klippet. Han svarede på dansk, at jeg kunne komme igen kl. 14, så var hans middagspause forbi. Og sådan gik det til, at jeg blev klippet af frisør Jørgen Jensen fra Kertemindeegnen. For næsten 50 år siden fandt han en svensk pige, senere flyttede de til Stockholm, hvor han har været barber i 40 år. 2002 flyttede de til Gotland, der var deres ferieparadis, og siden har han drevet sin lille salon her. Men han var herrefrisør og klippede ikke damer, så Jonna måtte opsøge en damefrisør ikke langt fra Södertorg. Hun blev klippet med det samme, så kl. 14,15 var vi begge nyklippede. Det var dejligt. Vi slentrede ned gennem Visby, så Stora Torget med ruinerne af St. Katarina Kirken, så på uldting, der var utroligt dyre. Hjemme igen i båden var der pludselig en, der talte dansk til os. Det var helt underligt, når vi havde levet i områder, hvor vi ikke forstod det mindste, i ca. 5 uger og så pludselig høre og tale dansk. Det var helt dejligt. Det var Niels og Rikke fra Lynetten i København i båden Kalypso. Sjovt nok sejlede de i en rigtig dejlig båd. En Bavaria 33 fra 2006, en tro kopi af Freja. Vi inviterede dem på lidt russisk øl og vodka. De har næsten sejlet samme tur som os, undtagen Rusland. Det blev meget hyggeligt samvær, hvor vi berettede om vore oplevelser i Østerled og de om deres. I morgen vil vi promenere i den gamle bydel, måske købe lidt ind og ellers bare nyde byen og livet omkring os.


2. turistdag i Visby

2010-09-01

Lidt historie: Visbys storhedstid varede ca. 200 år fra 1150-1350. Her blev Visby et handelscentrum for øst-vest handel. Hertil indvandrede handelsfolk, håndværkere og korsriddere specielt fra Tyskland – bl.a. Lübeck. Bymuren blev færdig ca. 1250 og var både en forsvarsmur mod fremmede magter og mod lokale bønder. Indenfor muren rejstes 15 statelige kirker og et stort antal magasiner eller pakhusbygninger. Visse af disse er op til 50 m høje og ligger med gavlen ud mod vejen, så varerne kunne hejses op til rette etage. Der findes enkelte af de ældste pakhuse på Strandgatan stadigvæk. Med storhedstiden og rigdommen opstod der en rivalisering mellem de tilflyttede udenlandske købmænd og de lokale handelsbønder. Det førte til borgerkrig i 1288, denne tabte bønderne. Gotland blev nu delt i en bonderepublik og en stadsrepublik, formelt under den svenske konge. Næste krise kom i 1361, da Valdemar Atterdag gik i land med en veludrustet hær. Han besejrede bønderne, mens Visbyboerne stod på muren og så på. 1800 gotlandske bønder døde. Man har senere fundet 6 massegrave med ofre fra slaget. Da Visbyborgerne indså, at danskerne havde vundet, åbnede man byporten for Valdemar. Mod en kæmpe løsesum lovede Valdemar at skåne byen. Senere benævnt ”Valdemar brandskatter Visby i 1361”. Desværre forliste skibet med alle kostbarhederne ved Store Karlsø på vej mod Danmark. Skatten blev aldrig fundet. Herefter var Gotland en dansk provins. I 1400-tallet var Visby hjemsted for pirater, bl.a. en dansk admiral Søren Norrby, som hærgede hele Østersøen. Danmark mistede Gotland ved freden i Brömsebro i 1645, men blev dansk igen i 1676. Danskerne tvinges af den internationale opinion til at overholde Brömsebroaftalen og må forlade Gotland for sidste gang i 1679, men inden havde de plyndret og ødelagt meget af byen, ikke mindst Visby Slot, som de sprængte helt væk. Det er naturligvis Visbys placering midt i Østersøregionen, der gjorde den til et handelscentrum i 12-1300 tallet. I dag giver de besøgende lystbåde i havnen et godt billede af, at det er her, øst og vest mødes. I dag den 1.9.2010 er der både fra Polen, Litauen, Estland, Holland, Sverige og Danmark.


3. turistdag i Visby

2010-09-02

I dag er der kuling i den del af Østersøen, vi skal passere på vej til Øland. Derfor bliver vi, hvor vi er. I formiddag handles ind i ICA. Det er sjovt med indkøbssedler, den ændrer sig ikke, uanset hvor du er. Det er mælk, kød, kartofler, smør, pålæg og brød. Vi gik en tur efter middagsluren. Vi ville lige se lidt nærmere på Visborg Slot – eller det, der var tilbage af det. Men danskerne gjorde det godt i 1679, da de forlod Gotland. Slottet er fjernet helt ned til grunden, så der er ikke meget at se. Hjemme igen inviterede vi Rikke og Niels fra den anden Bavaria 33 på fyraftensøl. Vi besøgte dem i går, så det er ved at blive en tradition med et fyraftensmøde med vore danske naboer. Aftenens vejrmelding imødeses med spænding. Herefter vil vi afgøre, om vi sejler til Øland i morgen.


Visby-Byxelkrok

2010-09-04

Kl. 9 i går ringede vi og ønskede Niels tillykke med fødselsdagen. Vejrmeldingerne er ikke for gode – kulingen huserede stadig og ville først blæse af i løbet af natten. Derfor var det ikke svært at beslutte, at vi blev. Gik tur langs bymuren, handlede lidt ind og blev i øvrigt ombord, da det også regnede lidt ind imellem. Vi har varme på for første gang.

I dag er vinden er løjet til 6-8 m/s fra NW. Perfekt til at krydse farvandet mellem Gotland og Öland. Afgang Visby kl. 10,15. Ud af havnen for motor, så sættes sejl og de tages først ned igen ved Ölands Nordre Odde, hvor vinden er plat og i øvrigt er løjet yderligere. De sidste 6 mil for motor til Byxelkrok. God sejltur i fint sejlvejr. Ankomst kl. 18. Trip 50,0. Log 6.782,4. Jeg købte 3 ål, der vejede 4½ pund. Dem havde jeg et værre mas med at flå og gøre rene. Vi stegte ål til kl. 21, og det lykkedes os kun at spise halvdelen. Vi har aldrig stegt så store ål - de egnede sig i grunden bedre til rygning.


Byxelkrok-Kalmar

2010-09-05

Afgang Byxelkrok kl. 9,00. For sejl mod syd mod Kalmar. Det bliver dog kun til ca. 10 sømil for sejl. Vinden løjer og drejer mod syd. Resten af turen for motor på fladt vand og vinden 1-3 m/s imod. Ankomst Kalmar kl. 16,30. Trip 46,6. Log 6.828,9. Vejret var strålende. Sol fra en næsten skyfri himmel. Rigtig septembervejr. Kl. ca. 14 krydsede vi den kølvandsstribe, vi lavede for nøjagtig 2 måneder siden, nemlig den 5.7. kl. 14, da vi forlod Borgholm.


Kalmar-Kristianopel

2010-09-06

Afgang Kalmar kl. 9,45. Ankomst Kristianopel kl. 14,30. Vind østlig 5-7 m/s. Hele turen for sejl – fint vejr, sol fra en skyfri himmel. Vi er de eneste gæster i havnen. Der er bikinivejr i cockpittet. Jonna slikker sol og nyder sensommeren. Trip 28,8. Log 5.857,6.

Sidst på eftermiddagen besøgte vi Kristianopel kirke. Den er bygget som en stor dansk landsbykirke og har en speciel kirkebænk, hvor de kongelige sidder, når de er på besøg. På væggen er Karl Gustavs underskrift i guld. På bænken står Chr. IV.


Kristianopel-Karlskrona

2010-09-07

Afgang Kristianopel kl. 9.40. Vind øst 8-12 m/s, så vi satte kun forsejl. Mod syd med 6-7 knob og temmelig meget sø. Den slags egner en kortkølet båd sig ikke til. Den vil skære op, når vi er på toppen af søerne. Det giver en del arbejde til styrmanden. Jeg fik livline på, da båden tog nogle ret voldsomme vippeture. Det var rart, at jeg ikke kunne falde eller måske ryge overbord. Efter et par timer kom vi i læ ved den smalle indsejling ved Långøen sydøst for Karlskrona. Vi ankom til Karlskrona kl. 14. Trip 27,3. Log 6.884,9.


Karlskrona-Hanö

2010-09-10

Efter 2 dage med kuling, hvor vi var turister i Karlskrona, var der igen sejlvejr i dag. Afgang Karlskrona 8.45. Vejrmeldingen siger 3-7 m/s i dag fra SØ, drejende SV senere på dagen. Derfor sejler vi ind i Hanöbugten til øen Hanö, for at få bedre vind sydpå i morgen. I dag blev det mest motor, da vinden kun var 2-3 m/s. Ankommet til Hanö gik vi en tur op til fyret og siden til Den Engelske Kirkegård, som stammede fra den engelske base, som var her i 1810-12 under napoleonskrigene. Havnen og byen er meget hyggelige og husene typisk svenske med hvide vinduer og døre og den typisk mørkerøde farve på træværket. Vi ankom hertil kl. 13,45. Trip 29,6. Log 6.914,5.


Hanö-Simrishamn

2010-09-11

Efter morgenmaden købte jeg aftensmaden af en fisker, der var ved at rede garn op. Det blev en pighvar på 1½ kg, pris 50 kr. Derefter var der afgang kl. 9. Vinden var gået i sydvest, og der var ikke meget af den. Vi startede med at krydse mod Simrishamn. Ret hurtigt døde vinden, og motoren tog over en times tid. Så kom der vind, 6-8 m/s, og sejlene kom op igen. Så krydsede vi ca. 4 timer ind til Stenhuvud nord for Simrishamn. Derefter tog motoren os det sidste stykke ind til havnen. Ankomst Simrishamn kl. 16,15. Trip 39. Log 6.953,4.


Simrishamn-Käseberga

2010-09-25

Lørdag den 11.9. om aftenen blev vi ringet op hjemmefra med den triste besked, at min far var alvorligt syg, og at det nok ville være bedst, hvis vi kom hjem forholdsvis hurtigt. Jeg fik fat i en køreplan og fandt en togafgang søndag kl. 9,25 mod Kastrup. Det var lidt sværere med flybilletter, men det lykkedes at få 2 til Karup kl. 14. Havnemesteren kom kl. 7 søndag morgen, så vi fandt sammen en god plads til Freja, mens vi var hjemme. Turen hjem gik fint, og vi nåede et besøg på sygehuset søndag aften. Far så ikke ret optimistisk på fremtiden. Det virkede næsten, som om han havde givet op. De næste dage gik det ned ad bakke, og torsdag morgen sov far stille ind med mine søskende og jeg rundt om. En værdig afslutning på et langt, begivenhedsrigt og lykkeligt liv. Begravelsen foregik fra Sebber Kirke torsdag den 23.9. Omkring 125 var med på fars sidste rejse. Efterfølgende var der mindesammenkomst i Barmer Forsamlingshus. Der blev sunget og holdt mindetaler. En god afslutning på en anstrengende dag. Senere var børn, svigerbørn og børnebørn til aftensmad hjemme ved mor i Valsted. Fredag drog vi tilbage til Simrishamn og Freja. Båden havde det godt, og alt var, som da vi forlod den.
Efter afregning med havnemesteren, tankning af vand og olie var vi klar til afgang lørdag morgen kl. 9,20. Først for sejl mod Sandhammeren. Men ved middagstid døde vinden, og vi fortsatte for motor. Da vi havde rundet Sandhammeren, kom vi ind i en tågebanke. Sigtbarheden var under 30 m. Vi lagde kursen tæt under land for at undgå større skibe. Vores kurs leder os direkte til Käsebergahamn. Vi snakker lidt om det er OK at sejle ind med så ringe sigt. Omvendt er det heller ikke sagen at krydse færgeruterne ud for Ystad i det vejr. Vi sejler derfor til Käseberga. Jeg sætter et waypoint i havnehullet og siger til Jonna, at hun skal spejde efter en ydermole bagbord for os. Med en sigt på kun 30 m kommer molen lige pludselig foran os. Men det går fint. Vi får en god plads og betaler 100 sv. kr. for en overnatning. Trip 18,4. Efter frokost går vi op til Ales Stena – Nordens største skibssætning fra vikingetiden, måske ældre. Stensætningen er ca. 80 m lang og 20 m bred. Stævnstenene er 2-3 m høje. Nogle forskere mener, at det er en kalender, hvor man kan følge årets gang ved hjælp af solen. Beliggenheden er helt på toppen af Käseberga, og herfra er der en storslået udsigt over Østersøen. Alt i alt et spændende lille sted, som er et besøg værd.


Käseberga-Gislövs Läge

2010-09-26

I dag er vejrmeldingen 8-13 m/s. Vi beslutter at sejle, da vindretningen passer os fint. Nord-øst. Afgang 9.30. For forsejl mod vest. Vi måtte sejle en lille omvej, da det svenske militær holdt skydeøvelse optil 5000 m fra land. Da vi var kommet godt fri af kysten, blæste det op til 15 m/s, og vi kunne surfe på de største bølger. Turen gik fint, og kl. 14,15 anløb vi Gislövs Läge. Trip 31.6.


Gislövs Läge-Dragør

2010-09-28

Efter en overliggerdag i Gislövs Läge pga. kuling fra NØ er vi i dag klar til en ny tørn. Vinden er nordlig 8-11 m/s., så vi går for forsejl mod Falsterbokanalen. På vejen observerer jeg nogle røde bolde i vandet. Det viser sig at være garn og lidt derfra var der flag. Det var ude på dybt vand 15-20 m, og hvis det var nat, kunne vi ikke indgå at sejle ind i dem. I gamle dage var der i søkortet angivet en ydre grænse for bundgarn - . Nå, men efter at have ventet ca. 3 kvarter, slipper vi igennem broen ved Falsterbo. Det første stykke ud af kanalen bliver for motor, derefter rebet storsejl og fuld forsejl. Vi har spids vind og en del sø imod, men det går. Vi ankommer til Dragør kl. 15,30 efter en god, men til tider hård sejltur. Vi blev våde af røgvand ind imellem. Tilbage i Dragør, som vi forlod den 29.6. på vejen ud. Nu er vi så tilbage 3 mdr. senere og en masse oplevelser rigere. Det føles som meget længe siden. Trip 26,9. Log 7.030,1.


Dragør-Christianshavns Kanal

2010-09-29

Skyfri himmel og solskin. Dejlig efterårsmorgen. Efter morgenmad gøres klar til at sejle de få mil til Christianshavns Kanal. Vinden er spids, og vi går ca. 35 gr. til vinden op gennem Kongedybet. Jonna fotograferer flittigt på vej ind til Christianshavns Kanal. Vi leder noget efter en plads. Får dog hjælp af en christianshavner. Til sidst lykkes det os at finde en plads, og til Jonnas tilfredshed på solsiden. Her er stille og hyggeligt. Sejltid Ca. 2 timer. Trip 8,l1. Log 7.038,2.


Christianshavns Kanal-Gilleleje

2010-10-03

Efter et par turistdage i København, hvor vi var på Strøget, i Vor Frelsers Kirkes nyrestaurerede tårn, har kikket ind ad Operaens vinduer, været en tur i Christiania og sidst og ikke mindst til Xenias 2 års fødselsdag i Virum er der i dag afgang fra Christianshavn kl. 10. For forsejl ud af Københavns Havn. Udenfor friskede vinden mærkbart. Heldigvis havde vi medstrøm, men søen var alligevel 1-2 m. På strækningen fra Skovshoved til Helsingør svingede vinden mellem 12-17 m/s. Vi gik konstant over 7 knob. Et par skæve søer gav styrmanden vand, men ellers klarede båden det fint.
Ankomst Gilleleje kl. 14,30. Trip 31,7. Log 7.061,8.


Gilleleje-Odden Havn

2010-10-06

Efter 2 overliggerdage i stormvejr i Gilleleje, hvor vi bl.a. gik en tur til Gilbjerghoved – Sjællands nordligste punkt – og her så en sten til minde om Søren Kierkegaard, er vi klar til at sejle videre. Afgang kl. 9.30 med kurs mod Odden Havn. Viden er SØ og stadig hård. I dag 10-15 m/s, så det bliver igen forsejlet, der må trække. Vi sejler i læ af Nordsjælland, så søen er ikke så voldsom. Det bliver en behagelig sejlads, dog iført hue, vanter og fuld regnmondering. Vi ankommer til Odden Havn kl. 14.45. Trip 34,2. Log 7.104,0.


Odden Havn-Hals

2010-10-07

Vindstille, silende regn, mørkt, tidligt op 6,15. Nu skal det være. Nordpå efter morgenmad, målet er Hals, ca. 70 mil. Afgang 7,30 fra Odden Havn. Regn de første timer, men efterhånden som vi nærmede os Jyllands næse, blev vejret bedre. Stadig ingen vind, så Volvoen arbejder med 2200 omdrejninger, ca. 6,5 knob. Ved Fornæs medstrøm, så det forslår. Vi går en overgang 8,5 knob over grunden. I ingenmandsland mellem Gjerrild og Hals får vi uventet besøg. Solen kommer frem og nydes i fulde drag. Desuden får vi besøg af 3 musvitter og en blåmejse. De sætter sig i riggen, en får sig en tur på vindexen, en anden hygger sig i forkahytten. Jonna vil ikke derned, men jeg får den lempet ud af forlugen. Undervejs havde vi følgeskab af 8 marsvin, 3 ved Sjællands Odde og resten i Gjerrild Bugt. Kaffe i solen, kage dertil. Vanterne tages af og huen ligeså – solen har magt endnu. Utrolig efterårsdag på et blankt Kattegat. Jeg fotograferer. Hals kommer til syne, og vi ankommer kl. 18,15. Vi lægger os helt inde ved Carl Frederik, vi kender Hals i østenvind. Vi hygger os i cockpittet med russisk øl og ditto vodka. Det, der i morges tydede på en dag med møgvejr, udviklede sig helt anderledes. I morgen vil vi tage det sidste nøk til Nibe. Vi regner med at være hjemme midt eftermiddag. Trip 69,1.


Hals-Nibe

2010-10-08

Først lidt nødvendige indkøb. Gas, morgenbrød og avis. Derefter morgenmad i gråvejr, tristesse og ikke megen vind fra vest. På den sidste tur sættes alle vore gæsteflag i styrbords saling: Finland, Rusland, Sverige, Estland og Åland. Desuden sættes et specielt flag, som jeg har fået af havnefogeden i Triigi i Estland. Han kunne kun tale estisk, men dog med sit kropssprog vise, at jeg skulle have et flag af ham. Det var havnens flag. Jeg takkede og satte det på vej mod Nibe, vores hjemhavn. Volvoen bringer os de sidste mil hjem. En uforglemmelig rejse er slut. Vi har begge nydt turen og alle de meget forskellige indtryk, oplevelser, mennesker og sejlture i storm og stille vejr. På vejen mod Nibe er vi allerede i gang med at planlægge næste sommers togt til Norges vestland. Det bedste tegn på, at lysten til sejlerlivet er intakt. Trip. 27,5. Log 7.200,4. Turens samlede længe blev 2.137,4 sømil.


Glædelig Jul og godt Nytår.

2010-12-22

Hej til alle, der kunne finde på at kikke på linket her i Fimbulvinteren.

Vi er lige nu i gang med at strikke et Powerpointshow sammen, som skulle beskrive i tale og billeder, hvad vi oplevede på vores dejlige sommertogt til Skt. Petersburg. Foreløbig skal vi besøge 2 sejlklubber for at berette om turen. Arbejdet gør længslen efter foråret endnu større, men lige nu er det svært at forestille sig forårssolen, som luner så dejligt, mens båden gøres klar til en ny sæson.

Med ønsket om en rigtig glædelig Jul og oplevelsesrigt nyt år de bedste

hilsner fra en skipper, som længes efter foråret.


Vinterferie

2011-02-28

I dag den 28. februar vendte vi hjem efter en dejlig vinterferie i Østrig. Vi troede, foråret var kommet til Danmark, men ak, der har været snefald i ugens løb, og vinteren vil åbenbart ikke slippe sit tag. Det føles meget koldere her, end hvor vi kom fra.
Vi tilbragte ferien på pension Kristall i Kleinarl, hvor vi spiste sammen med 2 andre danske familier. Else og Jørn fra Viborg og Eva og Ronni med børnene Ida og Magnus fra Solrød. God mad og snak gjorde sammen med 3½ dag med sol ferien til en dejlig oplevelse, såvel samværs- som skimæssigt. Så når vi ikke kan komme i gang med at gøre båden klar, kan vi da mindes de dejlige dage i Østrig.
På trods af vejret er planlægningen af sommerens togt til Lofoten i fuld gang. Søkort såvel på papir som elektroniske må skaffes og gerne også en norsk lods over vestkysten. Hvis alt går efter planen, bibeholder vi denne rejsehjemmeside til sommerens togt. Her vil alle interesserede så kunne følge med i vores meriter.


Klar i Nibe Havn

2011-05-13

Vi har haft travlt de sidste dage. Båden er pakket med både sommertøj og vintertøj. Bøfferne er hentet, drikkevarer er ombord, men dog i beskedent omfang, da turen jo går til Norge,hvor man ikke må medbringe ret meget. Huset er låst af, og der er ikke meget for tyve at hente, da vi have indbrud tirsdag efter påske.

I morgen starter turen så vestpå, men da vejret ikke er det bedste, tager vi små skridt inden turen over Nordsøen til Norge. I morgen sikkert kun til Løgstør.


Nibe-Løgstør

2011-05-14

Afgang Nibe kl. 11,15, log 7268. Ankomst Løgstør 14,30, log 7285,5.
Fra Nibe til Aggersund for sejl – vi fulgtes med en X372 og en OE’er. Da vinden løjede ved Staun, kunne vi ikke følge X-båden. Det var ellers tilfældet fra Draget til Staun. Til gengæld sejlede vi lidt hurtigere end OE’eren. Det regnede det meste af vejen. Vinden svingede fra 4-9 m/s fra syd til sydvest. God start og fin sejltur på trods af vejret.


Løgstør-Nykøbing Mors

2011-05-16

Afgang Løgstør 10,40. Ankomst Nykøbing M. 14,15. Log 7306,5. Frisk vind fra W-SW. 8-10 m/s – aftagende. Overskyet og let regn. For sejl fra Løgstør rende til Fursund, herefter for motor det sidste stykke. Vinden var ved ankomst kun 2-3 m/s. Vi skal have gjort nogle indkøb, inden vi stikker af til Norge, og her i Nykøbing er mulighederne gode.


Nykøbing Mors-Thyborøn

2011-05-18

Afgang Nykøbing Mors kl. 9.10. Vinden sydlig, så vi sejler for motor den første time til et stykke syd for Sallingsundbroen. Herefter for sejl til Oddesundbroen. Hård kryds hele vejen, men vi slår kun 2 gange. Første gang syd for Jegindø havn og sidste gang efter passage af Jegind tapkost. Jo længere mod vest vi kommer, des mere vind bliver der. Over Nissum bredning konstant mellem 10-14 m/s. Vi ruller storsejlet ind og sejler for genua det sidste stykke mod Thyborøn. For forsejlet går vi 7-7,5 knob, så vi er meget tilfredse med sejladsen. Kun få strit ellers tørvejr hele vejen. Jubii! Ankomst Thyborøn kl. 14.45. Log 7340,9.


Overliggerdag i Thyborøn

2011-05-19

Overliggerdag i Thyborøn. Vi gik en lang tur. Besøgte bl.a. den nye kirke, hvor vi ”deltog” i en rundvisning, som var meget interessant. Gik herefter en lille tur på kirkegården, inden vi kom forbi ”Sneglehuset”. Gik hjemad på asfaltvejen indenfor klitterne og havet. Hjemme igen undersøgtes vejrmeldingen via nettet. Vinden skal aftage, og det ser ud til, at vi kan sejle mod Norge i morgen tidlig. Vi aftalte at følges med Gøjsen fra Marselisborg, som har skipper Preben og gast Steen ombord.


Thyborøn-Farsund i Norge

2011-05-20

Afgang Thyborøn kl. 03.00. Det var stadig mørkt, da vi forlod Thyborøn. Vinden 3-5 m/s, men det til trods store dønninger i passagen mod Nordsøen. For storsejl og motor mod NØ – kurs 330 gr. Søerne bliver mindre, efterhånden som vi kommer længere ud. Vinden tiltager efterhånden til 6-8 m/s fra SSW. Det betyder agten for tværs. Kl. ca. 8 sættes fuld sejl, og motoren stoppes. Søen vokser i takt med, at vinden øger. Kl. ca. 11 indhenter søsygen skipper. Han fodrer måger i flere omgange, alt imens fruen overtager styret. Det er dejligt, at Jonna er søstærk (næsten), når skipper behøver en ufrivillig pause. Men efterhånden går det bedre, og jeg kan klare min tørn og får os sikkert ind mellem skærene ud for Farsund.
Ankomst Farsund kl. 18,30. Log 7444,0. Distance 103,1 sømil.


Overliggerdag i Farsund

2011-05-21

Godt trætte gik vi tidligt til ro i aftes. Vi sov rigtig godt og længe oven på 103 sm på bulet Nordsø i går. Efter formiddagsøl på broen med vore makkere fra Århus – Preben og Steen – gik vi en lang tur rundt i Farsund. Vi så bl.a. rådhuset, kirken og et mindesmærke for faldne nordmænd i 2. verdenskrig. Vi fortsatte op på Farsunds byfjell, Varbak, hvorfra der var udsigtspunker med udsigt over øerne og byen. Men det var usædvanlig hårdt at gå op på fjeldet. Vi må vist i gang med at træne, hvis vi skal bestige flere fjeldtoppe på turen. Til maskinmesterens orientering blev batterier tjekket og efterfyldt med demineraliseret vand. I øvrigt er tankmåleren stadig alt for svingende i sine visninger, men ellers fungerer alt optimalt.


Farsund-Egersund

2011-05-22

Afgang Farsund kl. 08,00. S-SØ-lig vind. I starten ikke over 10 m/s, men op ad dagen øger vinden og ender med kuling 12-16 m/s. Da vi runder Lista fyr, bliver bølgerne mærkbart større. Vi går for motor og storsejl, men da vi efterhånden får plat læns, bliver det en risikabel affære med overhængende bomningsfare pga. de store søer. Når man står ved roret og skal kikke op for at se toppen af næste vandbjerg, så er der en del sø. Pludselig bommer vi ufrivilligt, og storskødet ”fisker” udløseren på redningsflåden. Jonna må på dækket for at få skødet fri. Det går fint, men under disse forhold vil det sikkert kunne ske igen, så vi beslutter at rulle storsejlet ind. På trods af bølger, vejr og vind går det faktisk fint. Vi mangler ca. 15 sm i at nå indsejlingen til Egersund, og da det stadig er plat læns, beslutter vi at sejle de sidste mil for motor alene. Da vi mangler en times tid, begynder regnen at sile ned. Godt våde ankommer vi til Egersund kl. 14. Log 7483,8. Redningsflåden blev skubbet ud af beslaget, som den er fastgjort i, men wiren holder den, så den klarede turen uden skrammer. Jeg må have den afmonteret og få beslaget rettet op, så er det hele som før igen. Men det her er absolut ikke Østersøen. Forholdene her er noget barskere, end vi er vant til. Dagens positive ting var, at vi klarede turen uden at lide søsygens kvaler. Der meldes kuling de næste dage, så mon ikke vi bliver her, indtil kulingen er passeret.


1. og 2. overliggerdag i Egersund

2011-05-23 to 2011-05-24

23.05.11 var vi indeblæst i Egersund. Reparerede redningsflådens fastgøringsanordning Gik en tur i byen. Så den gamle trækirke fra 1700-tallet og beundrede de mange smukke træhuse, som findes i stort tal i den gamle del af byen.

24.05.11 kl. 02,30 vækkes vi af et voldsomt stormvejr. Båden huggede i fortøjningerne. Vi besluttede at stå op og sætte gummikødben i de forreste fortøjninger for at dæmpe de huggende bevægelser. Derefter flyttede vi til midtskibs med vores køjetøj, da der her er lidt mere ro. Efterhånden fik vi da også lidt søvn, så natten blev tålelig trods alt. I formiddags var jeg på nettet for at tjekke vejret de kommende dage. Her var der artikler om væltede træer, stormskader på bygninger og færger, der ikke længere sejlede. Alt det betyder, at vi ser tiden an, køber ind og læser og gætter kryds og tværs. Som lystsejlere respekterer vi vejret og venter til det bedres, ind næste tørn tages.


3. overliggerdag i Egersund

2011-05-25

Atter en dag i Egersund. Dagen blev brugt til småreparationer: Et beslag på bommen flyttes, elstik blev repareret og ekstra tape blev sat på ledningsgennemføringen ved masten. Om eftermiddagen en mindre udflugt til Varberg, det højeste punkt i Eigersundområdet 130 m over havet. På toppen var der en kompasrose fra 1600-tallet, ristet ind i klippen. Ved foden af Varberg fandt vi helleristninger fra før vikingetiden, dog først efter at have fået en lokal beboer til at vise os derhen. Efter den anstrengende tur gjorde det godt med en øl, da vi var tilbage på båden. Vinden er nu helt aftaget, og vi regner med at sejle til Stavanger i morgen.


Egersund-Stavanger

2011-05-26

Afgang Egersund kl. 8,00. For motor ud af den nordlige rende. Udenfor sættes sejl efter ca. 2 timer. Vi fortsætter for fulde sejl mod nord. Passerer Jærens Rev i roligt vejr, vind østlig 8-10 m/s. Det kniber dog ind imellem med at holde vind i fokken. Vi spiler forsejl en times tid, så tilbage til almindelig sejlføring. Vinden spidser, og vi får hårdt kryds, til vi passerer Bragen fyr og drejer mod Ø og SØ mod Stavanger. Mod Stavanger er der modstrøm, så vi tager turens sidste mil for motor og storsejl.
Det var dejligt at opleve, at vejret kunne arte sig, så det var en fornøjelse at sejle. Ankomst Stavanger kl. 17. Log 7536,60. I dag 52,80 sm.


Stavanger-Sandnes

2011-05-27

Gik en tur i den gamle del af Stavanger. Fik købt Havneguiden 4, Bergen-Kirkenes. Vi var inde at se Domkirken, som er Nordens ældste fra 1125. Vi så på butikker med alt, hvad hjertet kan begære. Men alt sammen nyttesløst, da vi kun manglede mælk, kartofler og margarine!! Så vi gik tilbage til båden med uforrettet sag. Fik en sidste sludder med Steen og Preben, vores følgesvende siden Thyborøn, inden vi sejlede til Sandnes. Efter et par timer for forsejl, havde vi tilbagelagt de knapt 8 sømil. Vi ligger lige neden for Aud og Jens Peters lejlighed og har strøm fra dem. Helt fin plads og kun nogle få hundrede meter fra Coop-dagligvarebutik. Drak kaffe hos Aud og Jens Peter og i aften har Jens Peter inviteret os ud at spise – så vi glæder os.
Log Sandnes 7.544,9.


Overliggerdag i Sandnes

2011-05-28

Det blev en hyggelig aften i aftesmed vietnamesisk mad. Det smagte godt med en god norsk øl til. I dag brunch hos Aud og Jens Peter. Det øsregnede fra morgenstunden, så alle vore planer om sejltur blev hurtigt droppet. Regnen tager først af midt på eftermiddagen. Dagen blev brugt til at opfriske gamle minder og hyggelig snak. Vi så billeder via vores bærbare på faldskærm. Desuden fik vi vasket vores tøj. Dejligt med både vaskemaskine og tørretumbler. Aftensmaden blev bøffer fra Svenstrup med svenske grilkartofler til. Jeg grillede med Coopen på terrassen i tørvejr (terrassen er overdækket). Det blæser sydlig vind, så vi beslutter at sejle nordpå i morgen ved 10-tiden.


Sandnes-Haugesund

2011-05-29

Efter endnu engang morgenmad (brunch) hos Aud og Jens Peter er der afgang fra Sandnes kl. 10.10. Vinden SSW ca. 8-10 m/s. Hurtigt stiger vindstyrken til over 10. Vi reber storsejl og forsejl. Over det åbne stykke nord for Stavanger blæser det 10-14 m/s, og for de rebede sejl går vi hele tiden over 7 knob. Vi har halvvind på det lange, åbne stræk ca. 12 sømil, og det går fint trods en del sø. Selv op gennem Karmsundet er der store bølger. Vi ankommer til Haugesund kl. ca. 16. Trip 39,4. Log 7584,3. Kl. 16,30 starter regnen, så vi fik ”atter”, altså for 2. gang, en sejltur i tørvejr. Vandtemperaturen er stadig højre end lufttemperaturen. Vand 10,5 gr., luften 8 gr.


Haugesund-Kolbeinshamn

2011-05-30

Afgang Haugesund kl. 9,30. Inden afgang vand- og dieselpåfyldning. Herefter for motor og storsejl mod Bømlafjorden. Efter ca. 2 timer sættes forsejl, som vi spiler. Herefter for sejl ind ad Bømlafjorden ved Leitvik mod nord gennem Langenuen. På det nordøstre hjørne af Huftarøy går vi ind i Kolbeinshamn. Ifølge Havneguiden 2008 er der her både landhandel og café, men efter ankomst erfarer vi, at ingen af delene eksisterer mere. Så vi får ikke kartofler til aften, men til gengæld æggekage med hamburgerryg og dertil hvidvin. Ankomst Kolbeinshamn kl. 16,30. Trip 46,8. Log 7631.0. NB: Kun ganske få regndråber på turen. Lange perioder med sol!!!. Vinden SØ, 6-10 m/s. Perfekt sejlvejr.


Kolbeinshamn-Bergen

2011-05-31

Afgang Kolbeinshamn kl. 9,30. Ved øerne ud for havnen forsøgte jeg for første gang mit held som torskefisker. Men ak, efter ca. 1 time uden bid pakkes grejet sammen, og det går nordpå mod Bergen for motor. Vejret er soligt, men stadig køligt ca. 8 gr., så vinterantrækket må også i dag luftes. Vi har endnu ikke prøvet at sejle uden fuld regnmondering, hue, vanter og halstørklæde. Men vi håber på bedre vejr til weekenden. Ankomst Bergen kl. 14,30. Log 7657,7. Trip 26,7.


Bergen-Feste Brygge

2011-06-01

Vi har på det sidste haft nogle problemer med vore forbrugsbatterier. Tilsyneladende er de ved at ”falde sammen”, da de, når der lades, viser 13,6 V, men når laderen tages fra, og der er forbrug, falder spændingen til 11,5 V meget hurtigt. For at imødegå ubehageligheder med manglende strøm til instrumenter m.v. beslutter vi at købe 2 nye batterier i Bergen. Det blev en både dyr og besværlig affære. Forhandleren kunne/ville ikke tage VISA-dankort. Jeg forsøgte forgæves at hæve på kortet i en Nordea og DnBNor bank. Jeg kontaktede Lån & Spar i Danmark. De kunne ikke hjælpe!!! Så fik Jonna lov at lufte 2 af sine kort og sammen med mit fik vi hævet 6.000 NOK. Da vi havde afmonteret de gamle batterier og monteret de nye, ville vi gerne sejle lidt og komme mod nord. Men nu styrtregnede det, så det blev en meget våd tur. En skam med vejret, da vi sejlede gennem ”det indre farleia” i et smalt, men meget naturskønt landskab. Turen gik gennem Byfjorden, Radfjorden og Radsundet til Feste Brygge. Da var vi kolde, våde og trængte til lidt tørvejr. Vi lagde til og kom i tørvejr i kahytten, men regnen fortsatte ubønhørligt. Ikke sært, at Helly Hansen var nordmand. Her har man virkelig brug for godt og tæt regntøj. Afgang Bergen kl. 14,30. Ankomst Feste Brygge 17,30. Trip 17,8. Log 7675,5. Næste højvande kl. 22,31 – 119 cm – men nu ligger vi ved en flydebro i modsætning til i Bergen, så vandstanden betyder ikke noget.


Feste Brygge-Hærland

2011-06-02

Afgang Feste Brygge kl. 10,10. Vores regntøj var stadig vådt efter gårsdagens bløder. Vi afgår i tørvejr, men inden længe regner det igen, i dag dog kun støvregn. Da Jonna ikke har mere brugbart regntøj, overtales hun til at sætte den forreste del af cockpitteltet op, så kun styrmanden får regnen. Støvregnen gør vejret diset og tåget, og fjeldtoppene forsvinder i skyerne. Trods den dårlige sigt fortsætter vi, og takket være GPS og papirkort kommer vi sikkert gennem havregrøden, som det, vi sejler ind i, ligner. Kl. 17,30 er vi nået til Hærland, hvor havnen ligger på vestsiden af Attøya. Dagens sejlads var ren transport, hvor vi kom 46,8 sømil længere mod nord. Log 7722,3.


Hærland-Florø

2011-06-03

Afgang Hærland kl. 10. For motor mod Florø. Det er stadig meget tåget, men det regner ikke. Vi forsøger med forsejl alene, da vinden er lige bagfra, men der er for lidt vind, under 4 m/s, så motoren tager os til Florø, hvor vi skal have handlet ind. I øvrigt er Florø Norges vestligste bymæssige bebyggelse. Ankomst ca. kl.13. Trip 17,70. Log 7740,0.


Florø-Silda

2011-06-04

Endelig en dejlig sejldag. Først krydsede vi et par timer, senere døde vinden, men der var sol og skyfrit, så vi fik nogle fine billeder, nu hvor vi kunne se alle fjeldtoppene, fossene og sneen på toppen. Især ét var imponerende, meget højt, 859 m, og meget stejlt. Navnet var Hornelen på Bremangerlandet syd for Måløy. Vi forsøgte sejl et par gange, men vinden var enten ret imod, eller også var der for lidt. Men alt i alt en dejlig dag. Nu ligger vi i Silda og venter på fint vejr i morgen. Det er så meningen, at vi vil runde Stattlandet, et berygtet område for alle, som færdes på kysten. I vikingetiden lå man her og ventede på godt vejr, og i nogle tilfælde opgav man og slæbte bådene over Stattlandet, en tur på 5 km og 360 højdemeter. Men vi agter at sejle forbi i morgen, om vejret vil. Log i Silda 7777,2. Trip 37,2.


Silda-Ålesund

2011-06-05

Vejrmeldingen er god 4-6 m/s NNØ, så vi står tidligt op og sejler kl. 7,10 sammen med en nordmand og en tysker, som vi har været ifølge med de sidste dage. Vi fornemmer på de store bølger, at det ikke kan være sjovt at sejle uden om Stattlandet, hvis det virkelig blæser. Turen tilbagelægges for motor og storsejl, så vi stabiliserer båden i de store bølger. Vi har de sidste dage haft kontakt med nogle sejlervenner fra Løgstør, Sonja og Birger. De er i Norge med autocamper og vil kikke forbi, når vi kommer til Ålesund. Vi har aftalt at spise sammen ombord i aften. Vi har bøffer, og de har vin og nye kartofler fra Danmark. Vi ankommer til Ålesund i strålende solskin og kun lidt vind kl. 16,15. En time efter kom Sonja og Birger. Det blev en rigtig hyggelig aften med god mad, vin og en god snak om løst og fast. Aftenen sluttede med, at vi gik op på fjeldet med de 418 trappetrin og fik et fint kig ud over Ålesund. Det var helt lyst, selv om klokken havde passeret midnat. På turen hjem var vi forbi Sonja og Birgers autocamper for at kikke på det fine køretøj. Det blev også til en godnatøl, inden vi gik tilbage til båden kl. 01,30. Det var stadig forbløffende lyst og helt stille, da vi tørnede ind efter en lang, god og begivenhedsrig dag. Log 7836,6. Trip 59,4.


Ålesund-Midsund

2011-06-06

Afgang Ålesund 13,15. Det fine vejr forsvandt, mens vi sov. Vi vågnede til regn, og det blev ved hele dagen. Sonja og Birger kikkede forbi for at sige farvel og ønske god tur. Vi tankede diesel inden afgang, 90 liter til 850 NOK. For motor mod Molde i regnvejr. Da klokken nærmede sig 17, syntes vi ikke, det var så sjovt længere. Vi sløjfede Molde og gik i stedet til Midsund, en lille havn midt mellem Molde og Ålesund. Vi finder en plads ved en flydebro og får strøm tilkoblet. Nu vil vi ned om læ og få varmen, så må vi se, hvordan vejret arter sig i morgen. Ankomst kl. 16,30. Log 7859,7. Trip. 23,2.


Midsund-Kristiansund

2011-06-07

Morgenen var regnfuld, og det var diset. Så iført paraply og passende regntøj gik vi først på indkøb i Midlunds COOP-marked. Da så forsyningerne var bragt ombord, var det afgang i regnvejr kl. 10,30. Som noget nyt fik vi anbragt paraplyen som regnlæ for styrmanden. Så det gik 3-4 timer, hvor vi holdt os tørre og varme – dejligt. Der var ikke så meget at se pga. disen og regnen, så vi hyggede og drak kaffe, cola m.v., alt imens vi transporterede os nord-nordøst på. Det sidste stykke, ca. 20 mil før Kristiansund, holdt det tørvejr, og vi satte storsejl, da vi sejlede delvist udenskærs, så sejlet kunne dæmpe søgangen. Vi ankom til Kristianssund kl. 18,30. Trip. 52,8. Log 7912,4.


Kristiansund-Børøysundet

2011-06-08

Vejret var godt fra morgenstunden af. Vi afmonterede regnudstyret – cockpitteltet og paraply - og gjorde klar til afgang. Vi sejlede hele dagen i sol, men vinden er stadig skarp, så vi havde både hue og vanter på. Ellers en behagelig tur, selv om det var for motor. Vinden var hele dagen ret imod på vores tur gennem Trondheimleia, som vi sejlede i hele dagen. Mange af øerne har lakseopdræt i havdambrug som vigtigste erhverv. Derfor kom vi også i dag forbi en del havdambrug, hvor vi kunne se laksene springe. Afgang Kristiansund kl. 9,30. Ankomst Børøysund kl. 18,00. Trip 52,60, log 7965,0.


Børøysund-Trondheim

2011-06-09

Vi startede for motor. Efter et par timer prøvede vi med sejlene. Det gik faktisk godt, men modvinden og modstrømmen på 2 knob fik os til igen at starte motoren. Vejret var ellers meget fint – fønvind fra fjeldene vældede os i møde – måske 25-30 gr. – det følte helt fantastisk og kom fra tid til anden. Dagen blev dag 1 uden regntøj, vanter og hue. Da vi manglede ca. 12 sømil gennem Trondheimsfjorden skulle sejlene igen luftes. Denne gang til vi manglede 3 mil, så tog vi sejlede ned pga. manglende/ustabil vind. Vi kom gennem Skanse bro kl. 17,15 og sejler helt ind til stationen. Her får vi lige netop fortøjet og cockpittelt på, inden et sandt uvejr bryder løs. Torden og vindstød af kulingstyrke og styrtregn. Godt vi nåede i havn, inden det brød løs. Vi venter besøg af Jonnas niece Mette og Lucca sammen med deres lille datter Maia.


Overliggerdag i Trondheim

2011-06-10

Bytur i Trondheim. Vi aftalte med Mette, at hun og Maia dukkede op ved båden kl. 9,30. Derefter gik vi en tur gennem centrum af Trondheim. Mette fortalte om byens nøgne gavle – et fænomen, der her er meget udbredt. Det kommer sig af, at byplanlæggerne tillod at bygge ”nye” fleretagers ejendomme side om side med gamle træhuse. Vi aflagde Vor Frue Kirke et besøg. Kirken er åben og gratis at besøge. Indenfor sidder der folk og læser avis, drikker kaffe eller sludrer. Vort indtryk var, at det var socialt dårligt stillede, som benyttede dette tilbud. Det blev bekræftet af en af de frivillige kaffebryggere. Vi spist frokost på Café Egon (fra Olsenbanden) og derfra gennem Bakklandet til Trondheims Christiania. Her så vi også en kæmpe bunker fra 2. verdenskrig. Det var bygget for at beskytte ubåde, der var i havn. Om eftermiddagen var vi i Nidaros Domen. Et imponerende gotisk bygningsværk, som opførtes på Olav den Helliges grav 1070. Dvs. at man begyndte byggeriet i 1070. Arkitekturen virker let og elegant til trods for, at det er granit, som er det dominerende byggemateriale. På vejen hjem købte vi ind i Rema 1000. Så nu er vi klar til endnu et step mod nord i morgen. I aften skal vi besøge Mette, Luca og lille Maia. Det glæder vi os til.


Trondheim-Djupfest

2011-06-11

Afgang Trondheim kl. 10,15. Gennem broen ved Skansen 10,25. Efter en dejlig, velsmagende middag med en kombination af italiensk og norsk mad, krydret med hyggelig snak på mindst 3 sprog – norsk, dansk of engelsk – er vi nu klar til at tage endnu en tørn nordover. Menuen hos Luca og Mette var følgende: Forret: Ravioli med tomatsouce med små elgkødstykker. Hovedret: Elgsteg med tilbehør. Dessert: Tiramisu. Vin: Amaronelignende kraftig rødvin fra Sardinien. Dessertvin: Amaro-Montenegro-Italien.
Vi sejlede for motor ud af Trondheimfjorden forbi Munkholmen. Vi håbede at få strømmen med, da højvandet i Trondheim var kl. 6,54. Det fik vi også, men ikke så meget, som vi havde håbet på. Derefter nordpå gennem Grande vika over Bjugnfjorden til Djupfest, en lille hyggelig havn med fine faciliteter. Her er el, vand, toilet og bad og et lille køkken til rådighed for 70 kr. pr. døgn. Vi ankom hertil kl. 17,15. Log 8056,8. Trip 43,7.
Til letmatrosens orientering (se messageboard) kan jeg sige, at Munkholmen lige efter år 1000 blev hjemsted for et Benedicktinerkloster, senere rettersted for Trondheim. I 1658 blev Munkholmen lavet om til festning og fængsel, hvor Griffenfeld ganske rigtigt sad i 18 år. Senere igen har den tjent som toldstation.Om øen har tjent som ubådsstation for tyskerne under krigen, er jeg mere i tvivl. På fastlandet så jeg nemlig i går den største bunker, jeg nogensinde har set. Der kunne ubådene skjules for fjenden. Så jeg tror, at tyskernes center for u-bådene har ligget på fastlandet.
Til Jørgen Djørup (se messageboard) kan jeg oplyse, at vores netforbindelse hedder NET 1 og bruger det gamle NMT-bånd til datatransport. Det rækker længere en net via USB-stik. Vi har endnu ikke haft problemer og kan da anbefale NET 1 som en god løsning for sejlere i Danmark, Norge og Sverige.


Djupfest-Setervika

2011-06-12

Afgang Djupfest kl. 9,15. Stille vejr, så Volvoen må på arbejde igen-igen. Ved Stokkesund tankede vi 93 liter diesel, som er forbrugt siden mandag den 6.6. Ellers bestod dagens udfordring i at navigere på god gammeldags facon. Vores elektroniske kort har et slip på 15-20 sømil. Det ville koste et kort til 2500 kr. at dække disse få sømil. Dem sparede vi, men så måtte vi undvære GPS’en på dette stræk. Dog kunne vi sætte positioner ind på den. Det var egentlig heldigt, da det pludselig blev så tåget, at vi ikke kunne se mere end 100 m. Så er det jo svært at lave ”terristisk” navigation, når der ingen ”terra” er i nærheden. Men det gik. Vi fandt vej til Setervika, Osen, hvor vi overnatter. Ankomst kl. 16,30 i regn og tordenvejr. Det er 5. dag i træk, hvor dagen slutter med regn og torden. Log 8100,8. Trip 44,00.


Setervika-Hamnvika

2011-06-13

Afgang Setervika kl. 9,30.
Stille vejr, men usigtbart og småregnende. Over middag klarer det dog lidt op. Vi sejler gennem smalle passager, men kan desværre ikke rigtig se det, man her kalder for Norges pæneste skærgård. Men det er rart med GPS’en, når man sejler lige ind i tågen og intet kan se frem for sig. Kl. ca. 13 tager vi en pause og finder fiskegrejet frem. Det starter ikke for godt, men pludselig efter en halv times tid får vi begge bid. Jonna har 2 sej på og jeg har 1. Aftensmaden er reddet, og grejet pakkes igen. Vi ender ved noget, man kan kalde en udehavn. Ingen vand og el, men en liggeplads for natten alene i skærgården. Vi er spændte på, hvordan fiskene smager, vi har nemlig aldrig smagt sej. Men de ligner torsk og smager vel også som så. Men vi får se – smage. Log: 8129.7. Trip: 28,9.
Hammervika-Utvorta: Historisk et interessant sted. Det var her de engelske og franske styrker gik ind med konvojer med 5.500 mand for at støtte nordmændene mod tysk besættelse. De allierede forlod imidlertid Utvorta/Namsos den 3. maj 1940, hvorefter den tyske besættelse var en realitet. Fra 1941-45 opførte tyskerne her et kæmpe fæstningsanlæg. Der var ca. 100 installationer med kanoner, granatkastere, luftværn- og maskingeværstillinger, flammekastere, lyskastere og radar. Arbejdet blev udført af krigsfanger, der var også en fangelejr, fangerne var for størstedelen russere. Vi har i dag besøgt kommandørbunkeren og nogle kanonstillinger. Meget interessant, hårdt. Kanonstillingerne placeredes naturligvis temmelig højt.


Hamnvika-Brønnøysund

2011-06-14

Aftensmaden i aftes var god. Vi lavede fiskene på grill og kartoflerne ligeså. Det blev ganske vellykket. Afgang kl. 8,30, og vinden havde taget til i løbet af natten og mere, end vi havde ventet. Så vi satte et rebet storsejl, og det var rigeligt. Vi gik 7,5-8. Vinden var foran for tvæs og ind imellem var Freja svær at holde – det blæste vel 12-14 m/s og i pustene noget mere 15-16 m/s. Vi overvejede lidt forsejl, men havde rigeligt at se til med et sejl. De første 16 sømil var ret åbne, så vi fik en del røgvand. For motor forbi Rørvik og lidt nord for. Herefter sejl igen, Nu med både rebet forsejl og storsejl. Vinden havde løjet noget, så det gik udmærket. Lidt syd for Brønnøysund igen motor i et kvarter. Derefter sejl ind mod sundet. Motor de sidste mil ind til Brønnøysund. Ankomst kl. 18,l5. Trip 65,1. Log 8104,7. Efter aftensmad indkøb i COOP-mega, som ligger lige ved havnen. Så er vi klar til de næste dages strabadser, i hvert fald hvad proviant angår.


Brønnøysund-Nesna

2011-06-15

Afgang fra Brønnøysund efter morgenmad i cockpittet i sol. Dejlig morgen, så dejlig at vi kun har regnjakker på. Ved formiddagskafffetid var vi nået til Strømøy. Her havde vi hørt fra en dansker, at der skulle være godt med fisk. Så vi beslutter at drikke formiddagskaffe her og så smide vores grej ud. Jeg er hurtigst, da min stage står sammen med hækankeret. Jeg har dårligt fået grejet ned til bunden, før der er hug. Jonna har dårligt nok fundet sin vinch, før jeg beder hende om at finde spanden, fordi jeg har bid. Jeg trækker og ruller ind – pludselig føles det som bundbid. Det er simpelthen så tungt, at jeg frygter, linen vil springe. Efterhånden får jeg så meget line ind, at jeg kan se fangsten. 3 store torsk – 2 på 70 cm og 1 på 45 cm. Det kniber med at få dem ombord, så vi rykker og løfter begge to, og så endelig er de indenbords. Vi fortsætter sejladsen for sejl og får så endelig formiddagskaffen. Solen varmer dejligt, og vi nyder landskabet, som vi kommer igennem. Bl.a. ”De syv søstre” i Helgeland – der fotograferes til den store guldmedalje. På vandet er mågerne afløst af søpapegøjer, og der dukkede også marsvin op på vores vej. I dag sejlede vi halvdelen af turen for sejl, men ind imellem var der for lidt vind – 1,3 m/s. Typisk faldt vinden, når solen brød igennem. Det var nok vores bedste dag indtil nu i Vestnorge. Jonna solbadede sågar i cockpittet en kort overgang. Men sidst på dagen blev det køligt. Så dagens tur slutter iført vanter, hue og fuld regnmondering. Ankomst Nesna kl. 18,30. Trip 52 sømil. Log 8246,6.


Nesna-Svartisen

2011-06-16

Afgang Nesna 10,40. Sol/letskyet. Fint vejr. Kl. 14,25 passeres Polarcirklen 66 gr. 33 min. N – på 285 m vand. Vi passerer først en globus – a’la Nordkap – på en lille ø. Dog ikke helt rigtigt placeret – 66.31, men sikkert til ære for Hurtigrutens gæster. Som det er skikken, når sejlere krydser cirklen for første gang, skal vi døbes. Da vi ingen champagne har, sker det i havvand. Vi er nu polarsejlere. Efterfølgende skåles, vi deler en hel dåse Harboe Classic. Turen fortsætter mod nord mod Svartisen. Bortset fra lidt sejl på de sidste 6-8 mil klaredes turen for motor. Vi lægger til i Engen, helt inde i bunden af Holandsfjorden. I morgen skal vi se nærmere på Svartisen og Engabræen. Vi ankommer kl. 18,30. Trip 49,6. Log 8296,1.
Jørgens torskefangst er blevet til følgende menuer:
Torsk nr. 1 fik vi kogt i aftes.
Torsk nr. 2 fik vi stegt i dag, efter jeg havde filteret den.
Torsk nr. 3 er lavet i ovnen, skal nydes i morgen.


Svartisen-Bolga

2011-06-17

Besøg ved Svartisen eller rettere Engabræen, som er den del af Svartisen, der udgør bræen. Dagens oplevelser blev mange og helt fantastiske. Det startede kl. 4,30 i morges, da jeg var oppe i et for mænd i min alder helt nødvendigt ærinde. Det var helt vindstille, og solen var allerede højt på himmelen. Det gav nogle helt fantastiske spejlbilleder i vandet af bræ og fjeld. Jeg tog et par billeder. Efter morgenmaden i sol fra en skyfri himmel startede vores ekspedition til bræen, iført gode vandresko, shorts og T-shirt. Først på vej, senere på afmærket sti og til sidst gik/klatrede vi op til selve isbræen. Det var et fantastisk syn, den var meget større og mægtigere, end den synede nedefra. Gammel bræbund med morænemateriale fra fint ler over sand til blokke af granit i alle størrelser. Dette vidner om, at bræen er mindsket indenfor de sidste år. Man forventer en mindskning på ca. 60% frem mod år 2100. Selve bræen bestod yderst af store iskrystaller af bordtennisboldstørrelse. Enkelte steder kunne vi se ind under bræen, hvor den bestod af massivt, flot lyseblåt is. Vi gik op langs randen af isen og kom forbi store stykker is, som var brækket af (bræen kælver). Oppe ved bræen delte vi en cola inden turen ned. Langs vejen hen mod båden kunne vi se volde af morænemateriale (ende- og sidemoræner), dannet under afsmeltningen efter sidste istid. Ekspeditionen sluttede efter 3½ time mange oplevelser rigere. Det er den største naturoplevelse, vi har haft på turen. Efter frokost forlader vi Svartisen og går for forsejl ud af Holandsfjorden igen. Vi besluttede at sejle en kort tur til øen Bolga. Der er nogle naturoplevelser, vi må have med. Et hul igennem klippen, en kæmpe rokkesten og øen er desuden kendt som et unikt sted at se midnatssolen. Det er så planen at kikke på det i morgen/nat. Afgang Svartisen kl. 14,00. Ankomst Bolga kl. 17,45. Trip 13,9. Log 8309,9.


Bolga-Krokholmen

2011-06-18

I aftes efter 3. torskemenu bestemmer vi os for at gå op på fjeldet for at se Bolgbørra – ”hullet i klippen”. Imidlertid kommer vi på en forkert sti, så stedet ender vi i toppen af Bolgbørra, hvor klippen deler sig. Efter den hårde optur tager vi en pause, deler en øl og overvejer, om vi skal blive og se midnatssolen, som skinner så flot. Men kl. 23,30 opgiver vi og går nedad. Vi frygter den stejle nedtur og vil gerne have den overstået. Nede i selve Bolga opdager vi, at solen kan ses fra færgebroen. Vi tager et billede kl.12 – går hjem og laver kaffe og tager kaffen og en bog med hen på broen for at følge solen gang hen over midnat, der jo pga. sommertiden er kl. 01. Vi når lige tilbage til kl. 0,30 og tager endnu et billede af solen. Igen kl. 01,00, 01,30 og 02,00. Solen er lavest kl. 01,00 og vi håber så, vi kan lave en serie, som viser solens gang omkring midnat. Vi nød kaffen og fik læst nogle kapitler. Det var så lyst, at det ikke var noget problem at læse. Kl. 02,10 gik vi hjem, godt trætte efter en lang dags strabadserende oplevelser.

Vi sov lidt længe helt til kl. 9. Efter morgenmaden gik turen til kirkegården på Bolga og herfra gjorde vi endnu et forsøg på at komme op til ”hullet i klippen”. Denne gang lykkedes det, selv om det også var hårdt, om end ikke helt så stejlt som turen i aftes. Vel tilbage på båden er vi klar til dagens stræk mod nord. Vinden er svag, solen skinner – så vi nyder turen for motor ved lave omdrejninger. På et tidspunkt synes jeg, der er liv i vandet. Vi stopper og fisker 15-20 min. Jonna fanger 2 små stegetorsk. Lige til en forret til aftenens mørbradbøffer. Vi lægger til ved Krokholmen, ikke langt fra Sønarnøy. Ankomst kl. 17,30. Trip. 29.1. Log 8338.9.


Krokholmen-Bodø

2011-06-19

Efter nogle hyggelige timer i midnatssolens skær sammen med Ingelisa og John fra Bodø og nattesøvn fra 1,30 til 10,30 måtte vi videre til Bodø. Vi nåede lige ud i sejlløbet tidsnok til at se Hurtigruten, der i dag var ledsaget af en masse mindre både. Grunden til det store postyr var, at netop denne tur med Hurtigruten bliver sendt direkte på NRK2. Det er blevet en populær udsendelse, og mange møder frem for at se ”Nordnorge”, som Hurtigrutens båd hedder. I Bodø blev båden modtaget med kanonsalut fra en skanse på en ø ved indsejlingen til Bodø havn. Klokken godt 3 sejlede Hurtigruten videre, og vi fik et billede af udsejlingen fra Bodø. Det sammen gentog sig – mange både fulgte ”Nordnorge” ud af havneområdet. Det vigtigste her i Bodø er nok, at vi skal forsøge at få vores gasflaske fyldt, da vi ikke kan bytte os til en ny. Vi bruger ret meget gas til madlavning, når vi ikke har grillvejr ret tit. Det er blevet til 3 gange indtil nu, hvoraf den ene var i regnvejr i Sandnes. Ankomst Bodø kl. 13,30. Trip 15,1. Log 8354.0.


Bodø-Kjerringøy

2011-06-20

Det meste af formiddagen brugte vi til at undersøge, hvordan vi kunne få gasflasken fyldt eller byttet. Desværre, det kan vi ikke klare! Vi var 2 steder, og det ene sted kontaktede firmaet, de fik fyldt gas hos. Men der var ikke noget at gøre, vi får ikke byttet flasken, før vi kommer til Danmark, så vi må spare på det vi har og så håbe på grillvejr. Ellers fik vi handlet madvarer, og inden vi sejlede, tegnede jeg et medlemskab hos Norsk Redningsselskab. Vi håber ikke, vi får brug for det, men det føles lidt mere trygt, når man er helt alene på det store vand! Vi beslutter at gå til et kendt historisk sted – Kjerringøy. I min havneguide står der: ”Her kan du opleve landsdelens bedst bevarede handelssted fra 1800-tallet. Stedet er gjort til museum og består af 15 fredede bygninger i et unikt miljø”. Det har vi så tænkt os at se lidt nærmere på i morgen. Derefter er det lidt mere usikkert, hvad vi gør. Vejrmeldingerne er ikke alt for lovende. Det fine vejr er vist desværre ovre for denne gang. Der meldes mere vind og regn – så vi må se, om det holder. Afgang Bodø 14,30. Ankomst Kjerringøy kl. 17,30. Trip 19,8. Log 8373,6.


Overliggerdag i Kjerringøy

2011-06-21

Besøg på Handelsstedet Kjerringøy. Vi gik hen på museumsområdet kl. 11. Efter køb af entrebilletter kom vi ind og så et multimedieshow over Kjerringsøy Handelssteds historie. Kjerringøy lå meget centralt for nord- og sydgående fiskere. Her var en god havn for nordlandsbådene. Man kunne samles og sejle i konvoj over Vestfjorden mod Lofoten. Desuden blev det landingsplads for fisk fra Lofoten. Det var især sild og torsk. De blev forarbejdet, saltet og tørret (klipfisk) eller bare tørret (tørfisk), og silden saltedes og lagdes i tønder. Fine billeder, men der blev talt nordlandsdialekt, så jeg forstod næsten ingenting. Det kunne ligeså godt være russisk. Herefter var vi på en guidet rundtur på området. Vi så ildhuset, som er blandt de ældste bygninger fra før 1820. Her blev der kokkereret, lavet dej til brød og vasket. Ovenpå var der sovepladser for rejsende. Bageriet med en stor stenovn, der kunne taget 60 brød ad gangen, og man bagte 3 gange i træk på den sammen optænding, altså 180 brød. Hovedbygningen, hvor ejeren af Kjerringøy Handelssted boede med familie og tjenestefolk. Den del af hovedbygningen, som vendte mod havnen, var helt hvid, mens den del, som kun kunne ses fra landsiden, var okkergul. Den hvide farve var dyrere og signalerede fornemhed og rigdom og blev derfor kun brugt, hvor den kunne ses af fremmede. Bygningens indretning giver et godt indtryk af klasseskellene i 1800-tallet. Kramboden var stedet, hvor alle fornødenheder kunne købes den gang, og i dag købte Jonna en gul sydvest, model Sonja. En nødvendig investering og ikke en souvenir. Desuden var der fjøsen (stalden), grisehuset (fjøs for småfe), smedie og modeller af nordlandsbåde, den ældste fra 1750. Efter 3 timer havde vi været igennem det hele, og på vejen tilbage gik i ind på kirkegården og så gravstedet for Anna Elisabeth Zahl og Erasmus B.K. Zahl, ejere af Kjerringsøy Handelssted i de gode tider fra 1830 -1890. Omkring år 1900 kom større både med motor. De havde større dybdegang, og havnen kunne ikke modtage dem og mistede derfor sin betydning. I 1956 var det helt slut med Handelsstedet, og Nordlandsmuseet købte bygningerne i 1959 og har restaureret dem siden.


Kjerringø-Bogen

2011-06-22

Det regner fra morgenstunden. Vi vil egentlig gerne lidt længere nord på, så vi kan stikke over til Lofotvæggen, når chancen byder sig. Til aften skulle vinden øge til kuling over Vestfjorden. Vi tjekker lige vejret en ekstra gang på PC’en. Det ser roligt ud indtil aften. Vi sejler for sejl af sted mod nord. Vinden er SW 4-8 m/s. Det går fint de første 16 mil – så vælger vi at gå ind i et smalt løb, hvor der er læ. Sejlene tages ned og motoren tager over. Vi sejler ind i sundet mellem Engeløy og Flöylandet. Målet var Skutevig på Hamarøy, men vi var både våde og kolde, så vi stopper i Bogen syd for Engeløy. Jonna havde allerede i dag brug for sydvesten, så det var en god investering. Vi har fået en fornuftig plads, så må vi se, hvor meget vind, vi får i aften. Her er tilsyneladende ikke meget at se, så vi drager nok videre i morgen, hvis vejret vil. Afgang Kjerringøy 10,30. Ankomst Bogen 16,00. Trip. 32,7. Log 8406,3.


Bogen-Skutvig

2011-06-23

Sct. Hans – midsommer.
Der er stadig kulingvarsel for Vestfjorden i dag torsdag. Men da vi sejler indenskærs, mærkes det ikke så meget. Vi sejler lidt længere nordpå, så vi har en lidt bedre position til Lofotvæggen, når vejret bedrer sig. Det blev en kort tur for forsejl i tåge, støvregn og vind fra SW 8-13 m/s. Vi ankom til Skutvik kl. 12,45, og turen tog 1½ time. Nu fejrer vi Sct. Hans her i Skutvik. Vi har læst, at nordmændene har samme tradition som i Danmark med bål og lidt fest, men nu må vi se, hvad Skutvik kan byde på. Det viser sig, at nordmændene ikke fejrer midsommer midt i ugen, de vil ikke arbejde dagen efter en fest, så vi bliver alene om at feste i aften. Nordmændene fejrer først midsommer på lørdag.
Trip 9,1. Log 8415,3.


Skutvik-Skrova-Kabelvåg

2011-06-24

Forleden opdagede vi ferskvand under dørken. Vores vandpumpe havde været lidt ustabil, så det tydede på en læk i trykvandssystemet. Jeg undersøgte systemet og fandt en læk ved en forskruning ved pumpen. Jeg pakkede om med unitape, og det hjalp – det virkede helt tæt. Men så i går var den gal igen. Ny undersøgelse – nu var det en kobling, som lækkede lige ved varmtvandsbeholderen. Nu var gode råd dyre. Den kunne ikke skaffes lige med det samme. I gang med at tænke – hvordan klarer man det med det, vi har at gøre godt med. 1) Revnen på begge sider af muffen blev pakket med unitape. 2) Dækker det hele med Tec 7. 3) Klipper strimler af gummibådslapper og lægger dem ned i massen (Tec 7). Det tørrer så på turen fra Skutvik til Kabelvågen. 4) Lægger 3M tape udenom reparationen. 5) Laver en besnøring med vokstråd. Nu er det bare at vente – og så prøve at sætte tryk på igen. Så vi venter, og imens har vi 5 liter vand på dunk som eneste vandreserve.
Turen i dag foregik i tørvejr – dejligt. Vinden var svag fra NW, men her betyder det kold vind. Så det var med fuld mondering: Ekstra sokker, forede støvler, hue, vanter, fuld regnsæt. Vi sejlede for sejl en times tid på Vestfjorden. Resten for motor/storsejl. Vi var først inde på Skrova, men her var der hverken el eller vand. Til gengæld en masse skrigende måger, da vi var er nabo til en fiskefabrik. Vi synes ikke, det virker tillokkende, så vi sejler videre til Kabelvåg. Inden Skrovna fiskede vi lidt. Måske et kvarter-tyve minutter. Jonna tog 3 små sej, som bliver aftensmaden i dag. Her i Kabelvåg er der også larm, men her er det nordmænd, der varmer op til midsommerfest i morgen. Senere på aftenen vil vi gå en tur i byen, men finder ud af at broen, vi ligger ved, ender i en koncertplads, hvor en, der hedder Reidar Larsson og hans orkester, gav koncert. Vi drak en øl, hørte et enkelt nummer og gik tilbage til en opvarmet båd, hvor vi hørte resten af koncerten. Det er vist kun indfødte, der kan nyde en friluftskoncert kl. 10 om aftenen, når der stadig er sne på fjeldet bagved.
Afgang Skutevik kl. 11,00. Ankomst Kabelvåg kl. 17,30. Trip 26,2. Log 8441,4.


Kabelvåg-Henningsvær

2011-06-25

Sightseeing i Kabelvåg. Besøg i Vågen Kirke, også kaldet Lofotkatedralen. Indviet i 1898. Korskirke i nygotisk stil, bygget i træ. Bygget for at kunne rumme fiskerne, der kom til Kabelvåg i sæsonerne. I kirken er der siddeplads til1200. En smuk og enkel kirke, holdt i brunt og hvidt. Jeg undrede mig over, at der intet kirkeskib var ophængt over midtergangen. Det var dog en kirke for fiskere. Grunden var, at kirkeskibet var til reparation/restaurering, så man havde altså et trods alt. Vi så på altertavlen, der er malet af præsten Frederik Nikolai (Fritz) Jensen og har motiver fra Jesu kamp i Getsemane. Model for englen i midterpartiet var Sara Susanne Bing Lind, født i Kjøpsvig, oldemor til forfatterinden Herbjørg Wassmo. Maleriet af altertavlen inspirerede forfatterinden til bogen ”Hundrede år”, som Jonna har haft meget fornøjelse af her på turen. Den giver et indblik i 3 generationer af kvinders liv på Lofoten. Efter kirkebesøget gik vi en tur på kirkegården, som ligger overfor på den anden side af Rigsvej 10. Tidligere tiders store forskel på rig og fattig får man et tydeligt indtryk af ved at se på stenene fra 1800-tallet. Højesteretssagføreren havde et helt monument med relief af sit ansigt, mens der var andre, der måtte nøjes med et hvidt trækors. Herefter gik vi tilbage til Storvågen, hvor de sidste værsejere havde boet. Stedet er nu indrettet som museum. I 1800-tallet var Storvågan et af Lofotens største fiskevær. Et stort antal fiskere rejste hvert år til Lofoten for at deltage i det givtige lofotfiskeri. Det gav et stort behov for boliger (Rorbuer). I Storvågen var der over 100 rorbuer. 1 rorbu kunne rumme 10-12 fiskere. Værsejeren lejede rorbuerne ud sammen med fiskepladser og ”hjeller” til tørring af fisk. Fiskerne havde pligt til at sælge fiskene til værejeren, som også bestemt prisen. Systemet gav værsejeren stor magt over fiskerne, men til gengæld var det ikke usædvanligt, at værsejeren gav kredit og nødvendig hjælp i vanskelige tider. På hjemvejen besøgte vi lige markedet på torvet i Kabelvåg. Markedet har været afholdt den sidste uge i juni i langt over 100 år, og det var man tydeligvis klart over blandt lokalbefolkningen. Det vrimlede med mennesker, et stort antal boder og auktion over gamle ting. Jo, der var et kolossalt leben. I tillæg kom der ca. 100 gæstebåde, som havde krydset Vestfjorden i en kapsejlads. Alt dette taget i betragtning gjorde, at vi ville sejle til Henningsvær og se på byen og livet her. Det er kun en kort tur på ca. 10 mil. Afgang Kabelvåg kl. 13,30. Ankomst Henningsvær kl. 15,30. Trip 8,8. Log 8450,1.


T-dag i Henningsvær

2011-06-26

Efter middagsmaden skulle min reparation af bøsningen Trykprøves. Vejret var fint, højt Tryk på barometeret. Men ak, det høje Tryk kunne min reparation ikke klare. Det ”Tissede” stadig ud ved bøsningen, da vi satte Tryk på vandsystemet. Ak og ve – meget bøvl til ingen nytte. Hvad nu? Jeg søgte på internettet efter en Bavariaforhandler i Norge og gerne på Lofoten. Man må sige, at lykken for en gangs skyld står den kække skipper bi. Ca. 50 m fra vores plads var der et firma, der solgte Bavariabåde. Ud på eftermiddagen kom der en Bavaria 42 ind til flydebroen. Jeg gik over for at spørge mig for angående firmaet. Det viser sig, at skipper var medejer og gerne ville kikke på problemet med det samme. I løbet af en time havde han afmonteret den defekte bøsning, hentet en anden hjemme og havde udbedret skaden. Jonna forsøgte at hæve penge på Visa-dankort, men det var umuligt i Henningsvær. Kontanter kunne kun hæves på norske kort!!! Manden forlangte 800 NOK for ulejligheden – og det var jo også søndag. Jeg havde kun 500 NOK, men klarede problemet med 700 danske kr. Da han var gået, gik jeg det hele nøje efter og fandt, at det stadig dryppede fra et andet sted. Imidlertid fik jeg lidt reservedele af reparatøren, og jeg gik selv i gang med at udskifte et stykke slange. Det gik fint, og således endte denne T-dag Tilfredsstillende, god Temperatur, højt Tryk, Tæt system, Tilpas mørt kød og dyr rødvin til aften. Ak ja – og i morgen er der atter en dag. Hvad mon den byder på?


Henningsvær-Svolvær

2011-06-27

Ja, dagen i dag blev helt unik. Sol fra morgenen af. Stilhed og virkelig dejligt vejr på vores tur mod Svolvær. Vi fiskede lidt undervejs, dvs. Jonna fiskede i en ruf 5 stk. sej. Jeg nøjedes med at forsøge. Hun kunne sikkert have fyldt båden, så vi stoppede efter 15-20 min. Nu var aftensmaden reddet. I dag kunne der grilles. Vi grillede først kartofler og derefter stegte vi sejfileter på panden til Coopen. Jeg har investeret i en filetkniv, som bestod første prøve med glans. Sammen med den iskolde hvidvin blev det et kongemåltid, som vi indtog i cockpittet i den varme sol. En rigtig sommerdag, som vi gerne ser flere af i den kommende uge, hvor vi har planer om at gå lidt nordpå mod Vesterålen. PS: Det er skønt igen at få et varmt bad og vaske op i dejligt varmt vand. Afgang Henningsvær kl. 10,50. Ankomst Svovlværk l. 14,15. Trip 15,0. Log 8465.1.


Svolvær-Tengelfjord

2011-06-28

Dagen startede med morgenmad i det fri i en dejlig lun østenvind – dog ikke mere end 2-4 m/s. Den råkolde nordenvind var afløst af en mærkbar lunere vind fra øst. I dag skulle vi se Trollfjorden, som skulle betage ved sine lodrette fjeldsider ned mod fjorden, det smalle indløb, havørnens rige og de smukke fosser. Men først skulle vi lige redde aftensmaden, så vi fiskede ca. et kvarter i sundet mellem Lille og Store Molla. Efter ca.1 min. havde Jonna bid – en lille sej. Kort efter 3 sej og en makrel. Jeg havde bundbid med min store pirk. Den blev pillet af og erstattet af et lod. Så får jeg ikke bundbid, til gengæld har jeg så kun 3 torskefang at fiske med. Det så ud til at være bedre. Knapt havde jeg grejet ude, før der var et kraftigt ryk i snøren. Efter noget besvær fik jeg snøren rullet ind og med var en torsk på 70 cm. Så indstilledes fiskeriet – aftensmaden var reddet og Jonnas fangst kunne blive til havørnelokkemad. Så gik turen nordpå mod Trollfjorden. Det havde småregnet lidt, men heldigvis stoppede det, mens vi var inde i fjorden. Skylaget var højt, så vi kunne nyde de smukke klippeformationer. Stejle og forrevne med sne i de dybere dale. Jonna havde læst et sted, hvor området var beskrevet: ”Det er som at sejle rundt midt i Alperne”. En meget god beskrivelse af vores sejltur i dag. Vi fotograferede meget, men ingen billeder kan måle sig med ”virkeligheden” i disse omgivelser. I fjorden blev det til et gensyn med en sjov lille, sort fugl med en hvid vingeplet, røde ben og sort næb. For år tilbage besøgte letmatrosen, maskinmesteren og skipper på deres sommertur Hirsholmene. Lige foran båden i et stendige boede den hyggelige lille fugl. Den var næsten helt tam og havde sit bo i revner mellem stenene. Det virkede som om den boede i kolonier. Jeg havde aldrig set den før. Den blev i øvrigt kaldt ”Kattegats sorte fugl”. Hvis I ikke allerede har gættet det, så er der tale om tejsten. Vi have læst og hørt meget om havørnens rige, men til i dag havde vi ikke set skyggen af en. Men pludselig får Jonna øje på den. Den krydsede sundet i lav højde, men så langt væk, at det kun blev et glimt. Men ikke meget senere var der en på bredden indenfor os. Den var til gengæld så tæt på, at man fik et godt indtryk af den store fugl med det enorme vingefang. Den fløj med ”et eller andet” i kløerne og landede på en klippe for at fortære måltidet. Således beriget med dagens store naturoplevelser lod vi ankeret gå i Tengelfjord nord for Trollfjorden. Så må torsken fileteres, og hvis regnen ellers vil tage lidt af, grilles til aften. Afgang Svolvær kl. 9,30. Ankomst Tengelfjord kl. 15. Trip 23,65. Log 8488,6.


Tengelfjord-Melbu

2011-06-29

Efter en urolig nat for anker forlod vi Tegelfjord kl. 9,30. Aftensmaden skulle reddes. Lige ud for vores ankerplads var der smalt i sundet og derfor tidevandsstrøm. Kl. 9,35 smides snøren ud. Kl. 9,50 har vi 7 stegetorsk. Det rækker til aften, så vi indstiller fiskeriet for i dag. Så går det mod nord og vest til Melbu i Hadseløy.
Havnepenge i Norge: Ja, selvfølgelig betaler vi havnepenge, hvor vi kommer frem. Nogle steder får man meget for pengene, såsom adgang til toilet, strøm og vand. Prisen er så typisk 150 kr. pr. døgn. Andres steder koster det kun 70 kr. pr. døgn og strøm 30-50 kr. oveni. Men intet toilet og langt mindre bad. Mange steder skal man putte pengene i en kuvert, hvorpå skibets navn, hjemsted og adresse på ejeren også skal skrives (hvad man så skal bruge det til?). Det er de færreste steder, der er toilet, men prisen kan nemt være 100 kr. pr. døgn endda. Det er yderst vanskeligt at se en sammenhæng mellem den service eller mangel på samme, man får, og det beløb, man må betale. I dag i Melbu mødte vi så en ny variant i gæstehavnen inde i byen. Det koster 75 kr. pr. døgn. Du tager et girokort i en kasse og betaler på nærmeste postkontor. Jeg ved slet ikke, hvordan vi skulle kunne det!? Hvor er kontoret og hvordan er åbningstiderne. Og så er der det med strømmen. Nu har Norge jo vandkraft og producerer traditionelt billig strøm. Til trods herfor er vi blevet opkrævet fra 30-100 kr. for strøm pr. døgn. I øvrigt har vi indtil nu kun mødt en havnefoged af kød og blod, og det var i Henningsvær. Så mange gange er det besværligt at få praktiske oplysninger om indkøb, turistinformation, minibank, toiletter, som kan være flere km borte, gas eller diesel. Kontrasterne er store. I Henningsvær kunne vi ikke hæve penge på vores Visa-kort. I Svolvær kunne man kun betale havnepenge, hvis man havde et Visa-kort. Det værste, vi indtil nu har været udsat for, er Stavanger. Plads til båd 200 kr. pr. døgn, strøm 100 kr. pr. døgn, toiletbesøg 10 kr. pr. gang. Alt betales med kort til CarPark. Her man man hurtigt klatte en hel del penge væk. Men så er der jo heldigvis ankerpladserne, som endnu ikke koster noget. Fiskene, vi fanger, kræver ingen fiskekort, så noget positivt er der da at sige om sejlads i Norske farvande.
Trip 14,3. Log 8502,8.


Melbu-Hennes

2011-06-30

Så har vi tilbragt en nat i Melbu med udsigt til en losseplads og uden adgang til land – der var låst ned til broen!! Derfor var girosystemet svært at bruge. Vi afstod derfor fra at betale havnepenge her. Vi havde tænkt at gå på fjeldvandring i Møysalen Nationalpark. Derfor sejler vi mod øst til Hennes, så er turen ind i Lunkanfjorden ikke så lang. Men det bliver ikke i dag. Det er gråvejr, og skydækket er lavt. Desuden har det regnet. Absolut ikke det bedste vejr til fjeldvandring. Så vi ser tiden an. På vej til Hennes blev der fisket lidt igen. Dagens fangst: 7 torsk og 1 sej. Trip 10,8. Log 8513,6.


Hennes-Svolvær

2011-07-01

Afgang Hennes kl. 10,15. Så for motor mod syd til Svolvær. Der fiskes i Trangstraumen. Aftensmaden er reddet. Helt syd i Raftsundet ser Jonna pludselig en havørn, der sidder på en stor blok og skuer ud over sundet. Jonna fotograferer, men det er svært at komme tæt nok på. Der er mere trængsel jer i Svolvær i forhold til vores første besøg. Vi er tilbage her, fordi vi venter besøg fra Danmark, endda i flere omgange. I aften kikker Annelise og Per ind, når Hurtigruten lægger vejen forbi Svolvær. Annelise er min kollega fra skolen i Ferslev gennem ca. 30 år. Så det skal nok blive et hyggeligt visit. De er på tur med Hurtigruten og skal videre efter et par timer. På søndag får vi besøg af min søster Bit med familie. De er af sted i autocamperen og vil besøge Lofoten. De kommer 4 – Morten, Anders, Christian og Bit. Det glæder vi os til. De skulle gerne opleve Lofoten både til vands og til lands. Ankomst Svolvær kl. 15,30. Trip 27,5. Log 8541,0. Dagens fangst: 4 torsk – 1 undermåler smides ud.


Overliggerdag i Svolvær

2011-07-02

Vi havde i aftes en hyggelig time sammen med Annelise og Per Knudsen fra Ferslev og Pers kusine og mand. Vi hentede dem ved Hurtigrutens færge Polarlys og sendte dem af sted igen en time senere, dog med et kvarters forsinkelse, da en del passagerer ikke var mødt op til tiden. I formiddag var vi på Skype med Lea, Mette og Niels. Dejligt at se dem og høre lidt om, hvordan det står til hos dem. Det samme har vi haft glæde af i forbindelse med Xenia, Charlotte og Peter på turen. Dejligt at se, at de små kan genkende os på skærmen. Derefter gik vi en tur i byen. Vi fandt bobilparken, ikke særlig langt fra havnen. Vi forventer, Bit, Moe, Morten og Anders arriverer i morgen søndag. Vi glæder os til at vise dem lidt af det Lofoten, vi har oplevet. Ellers er dagen gået med ”hjemlige gøremål”. Jeg har fået færdiglæst alle 10 Sjøwall-Wahlöö romaner med Martin Beck, så nu må jeg nok gå tilbage til krydsordene. Jonna læser og strikker. Hun har lige sluttet Herbjørg Wassmos ”100 år”, som foregår her på Lofoten. Da vi ikke har fisket i dag, står aftenmenuen på hvalbøf med bløde løg, champignon og nye kartofler. Dertil rødvin. Jeg ved ikke, hvor sundt det er, men forleden måtte jeg lave et ekstra hul i livremmen. Den må spændes ind, ikke kun pga. priserne, men også for at holde bukserne forsvarligt oppe!! Kan du stikke den, Jørgen Djørup. Sådan er det at blive pensionist. Du må hellere vænne dig til tanken. Ha, ha. Dagens fangst: 4 hvalbøffer i COOP


2. overliggerdag i Svolvær

2011-07-03

I dag er vejret bedre end længe. Sol fra en skyfri himmel helt fra morgenen af. Det er jo helt perfekt, da familien Moe fra Ranum vil lægge vejen forbi Svolvær i dag. Vi havde regnet med at modtage familien til aftensmad, men turen var gået hurtigere end ventet bl.a. pga. en færge over Tysfjorden fra Bognes til Lødingen. Det blev et meget hyggeligt gensyn allerede kl. 13,30. Efter en hyggelig eftermiddag og aften, hvor vi bl.a. nød Monas rødvin, har vi planer om at sejle til Trollfjorden i morgen. Så må tiden vise, om der er lidt held med fiskeriet. Vi skulle gerne fange torsk til aftensmaden. Dagens fangst 24 øl, 2 kartoner rødvin, 1 karton hvidvin, 1 fl. gas og 2 pk. Cobble stones til COOPen. Vores hidtil bedste fangst!!!


Familietur til Trollfjorden og lofotfiskeri

2011-07-04

I dag skulle vi så have familien fra Ranum med på en tur til Trollfjorden og lidt fiskeri i tilgift. Vejret var fantastisk. Sol og kun lidt vind, da vi kl. ca. 10,30 forlod Svolvær. Jeg havde et sted, hvor vi havde fisket lidt i sidste uge med rimeligt held, så turen gik i første omgang til dette område. Først et kvarter uden rigtige bid. Anders havde en ulk på, men den kom ud igen. Så sejlede vi ind på lidt lavere vand, og næsten med det samme tog Morten en torsk på ca. 60 cm. Kort efter tog han en til knapt så stor. Vi andre kom lidt efter lidt efter det. Det var små sej, det pludseligt vrimlede med. Vi tog 32 i løbet af et kvarters tid. Nu havde vi rigeligt til aftensmaden, så vi besluttede at fortsætte turen til Trollfjorden. Som sidst vi var her, var det også i dag en helt fantastisk oplevelse. At dømme efter antallet af billeder og videosekvenser var Ranumfolket også ret betaget af denne naturoplevelse. Inden frokosten blev dagens første fangst fileteret. Vi spiste frokost helt inde i bunden af Trollfjorden. Anders og Morten var i gummibåden på en mindre ekspedition op til sneen på et nærliggende fjeld. Men ak, vejen derop var ufremkommelig, de opgav og kom tilbage med uforrettet sag. Så startede hjemturen. På udturen havde vi luret lidt på et fiskested, som så tillokkende ud. Her skulle vi lige prøve fiskelykken en sidste gang. Det blev til 11 forholdsvis store sej på 35-50 cm. Anders og Morten fangede de fleste og var blevet ganske betaget af lofotfiskeriet. Tilbage i Svolvær blev de sidst fangede sej fileteret. Bit fik et par fileter med sig og vendte senere tilbage med 6 fiskefrikadeller. Og således gik det til, at dagens endte med en større fiskemenu. Forret: 1 fiskefrikadelle med salat og remoulade. Hovedret: Stegt torsk og sej på grill med svenske grillkartofler, hakkede æg i smør og mixed salat. Hertil hvidvin, vand og cola i rimelige mængder. Vi havde overvurderet vores sult, da det ikke lykkedes os at spise alle de tilberedte fisk. En helt fantastisk dag sluttede med hygge i cockpittet i Svolvær på Lofoten. Trip. 32,8. Log 8573,8. Dagens fangst: 43 sej og 2 torsk.


Udflugt med Bit og Christian i camperen

2011-07-05

Dagens udflugt i autocamperen startede med en tur til Henningsvær. Vi gik en tur gennem byen ud mod fyret og tilbage igen. Inden afgang nød vi en softice på en fortovsrestaurant. På vejen mod Henningsvær så vi en sandstrand af næsten caribiske dimensioner. På tilbagevejen gjorde vi stop her. Vi nød en genstand, mens Anders og Morten tog en dukkert i det dejlige grønne vand – på 14 grader. Vi var næsten videre, da jeg opdagede, at jeg manglede kameraet. Christian løb tilbage og fandt det – ikke dårligt. Turen gik så videre til en fantastisk udsigtsplads, hvor vi indtog frokosten. Efterfølgende var der afslapning. Onde tunger påstod, at jeg snorkede fra min maveliggende plads i græsset. Så gik turen til Eggum, yderst mod vest på Vestvågøya. Ud over at få et indtryk af Nordatlanten var der også et kulturelt indslag. Vi kørte ud til Udmarken, hvor en schweizisk kunstner, Marcus Raetz, havde lavet et hoved, som var ganske betagende. Det skiftede udseende alt efter, hvordan man bevægede sig rundt om det. Efter disse indtryk gik turen tilbage til Svolvær. Her bød Bit og Christian på en udsøgt middag i solen for enden af camperen. Der var godt med hygge, rødvin og snak. Da solen mistede pusten bag bjergene kl. ca. 22, gik vi indendørs til kaffe og yatzy. Jeg kan ikke huske, hvem der vandt, men det var ikke mig. Dagens fangst: En helt vidunderlig tur på Lofoten i camperen, hvor både nærværet, trivslen og vejret var med os.


Svolvær-Sortland

2011-07-06

I dag blev det næsten kun til transport for motor. Vind 6-12 m/s lige i panden. Vi fiskede lidt i Raftsundet, men uden det store held. Jeg mistede mit lod og forfang. ØV. Vinden kom næsten fra ret nord, og det var temmelig koldt at stå til rors. Vi skiftedes til at blive afkølet og opvarmet igen i læ af solen. Vi er gået i havn i 10-12 m/s nord for Sortlandsbroen i Sjøhussenterets havn. Den bedste service, vi har oplevet i Norge. Prisen er 200 Nkr. pr. døgn. Men så er der alt inklusive. Strøm, vand, toilet, bad og internet. Det har vi ikke været udsat for før.
Trip 45,70. Log 8619,5.
Inden ankomsten til havnen var vi i kontakt med Bit og Christian. Det ser ud til, at de kommer til aftensmad/hygge/midnatssol m.m.


Dronningeruten i Stø

2011-07-07

Natten til i dag blev der taget midnatssolbilleder, hvorfor vi først kom i seng ved 2-tiden.
Til morgen blev hvalturen aflyst pga, vejret. Det blæste bravt, og vi manglede 50 mil i at være i Andenes. Der blev hurtigt udtænkt en alternativ plan. Vi kører til Stø i autocamperen. Her er der mulighed for en vandretur i fjellet. ”Dronningeruta” er en mærket turløjpe på ca. 15 km med start og mål i Stø. Dette er en tur, som dronning Sonja lod sig begejstre af i 1994, deraf navnet. Turen skulle kunne klares på 6 timer. Vi starter ved 13-tiden. Turen var nok en kende mere udfordrende, end vi havde forestillet os. Vi medbragte proviant til pauserne, og det var også nødvendigt. Turen bød på helt fantastiske udsigter. Vi kom helt op i ca. 450 m højde og også hele ned igen. Bagefter var vi glade for, at vi tog mod ufordringen, men undervejs var alle ikke lige sikre. Vel nede kl. ca. 19,30 gik turen tilbage til Sjøhussenteret i Sortland. Senere aftensmad, snak og yatzy ombord på Freja. Aftenen slutter med afsked med Anders, Morten, Birgit og Christian. I morgen har vi planer om at vende skuden mod Danmark. 
Dagens fangst: Jonna vandt sit første yatzyspil nogensinde.


Sortland-Løding

2011-07-08

Afgang Sjøhussenteret kl. 8,15 i regn. For motor nord om Hinnøy mod Tjellsundet og Lødingen. Vi forsøgte med sejl i flere omgange, men enten var vinden imod, eller også var der for lidt af den. Regnen stoppede ved middagstid, og det blev endda til sol på sidste del af turen. Vi fiskede aftensmaden ved Elgsnes i Toppsundet. på 10 min. blev det til 14 sej. De fleste dog så små, at mågerne fik lov at fortære dem. Kun 2 havde Anders-størrelse. Ankomst Lødingen kl. 20,15. Trip. 76,5. Log 8695,9. Dagens fangst: 14 sej.


Lødingen-Nordskot

2011-07-09

Betagende farvel til Lofoten. Afgang Lødingen efter indkøb kl. 10,30. Kl. 10,55 var fiskeriet af aftensmaden ovre. Videre sydpå for motor. Solen varmede dejligt, Jonna var i shorts. Efter et par timer kom der lidt vind. Vi satte sejl og med fønvinden foran for tværs gik vi 7,5 knob. Faldvinden fra fjeldene indenfor var utrolig varm. Så i shorts for fulde sejl og med de sneklædte lofotfjelde i baggrunden blev det et helt utroligt flot farvel til Lofoten. Lofoten, som var turens mål, har bestemt ikke skuffet. Imponerende fjelde, Trollfjorden, vandreturen i Stø, fiskerihistorien, fiskeværene og ikke mindst vore egen oplevelse af havets rigdomme i Golfstrømmens vande. Bare smid ud og hiv ind, så er der fisk. Fantastisk. Sidst på dagen fik vi et par kraftige regnbyger, som passede perfekt til et gammelt norsk vejrvarsel: ”Når skyen vann fra havet trekker, kommer regnen etter”. Nøjagtigt det fænemen oplevede vi på sidste del af dagens stræk til Nordskot, hvor vi ligger for svaj. Dagens fangst: 2 sej og 1 torsk. Trip 46,8. Log 8742,7.


Nordskot-Bodø

2011-07-10

Efter en meget rolig nat og morgenmad i sol og vindstille startes dagens etape kl. 9,15. Kl. 9,45-10,00 fanges dagens ret. Senere skyer det til og fra middag er der helt overskyet. Vi sejler et par timer for sejl, men så igen motor det sidste stykke til Bodø. Efter SMS-kontakt med Ranumfolket aftalte vi at mødes i Bodø senere i dag. Ankomst Bodø 15,15. Dagens fangst: 5 torsk. Trip 37,0. Log 8779,6.


Bodø-Rødøy

2011-07-11

Endelig hvaler!!
Efter påfyldning af diesel forlod vi Bodø kl. 9,35. Vi krydsede Saltfjorden syd for Bodø på vores vej mod Rødøy. Pludselig får jeg øje på noget sort, som kunne ligne en hval. Der er måske ½ sømil derhen. Vi sejler videre og kommer tættere på. Vi ser nu flere dyr og er nu sikre på, at det er hvaler. Lidt efter befinder vi os midt i en flok grindehvaler vel 20-25 stk., måske flere. Vi stopper motoren, og 5-6 dyr kommer nærmere båden. Især én, 5-6 m lang, som pruster og giver nogle høje lyde fra sig, inden den kommer rigtig tæt på Freja. Jeg prøver at tage nogle billeder, men da den ånder ganske tæt på cockpittet, får jeg af bare befippelse ikke taget et foto. I næste nu slår den ret aggressivt med halen, kun en meter fra båden. Den sender en kaskade af vand imod os, så vi og hele cockpittet bliver vådt. Lettere rystet synes jeg, vi har set tilstrækkeligt, starter motoren og lister videre, ligesom hvalerne også dragerer videre mod det store hav i en lang række. Dybden var 400-500 meter, hvor flokken svømmede. Det var helt ubeskriveligt betagende, spændende og en oplevelse for livet. Billederne kan kun give en fornemmelse af, hvad vi så. Hvorfor optog jeg ikke lidt video med kameraet? Bagefter kan man jo sagtens være meget klogere. Desuden bød turen på 2 marsvin og en stor og fed sæl, i øvrigt den første, vi har set. Så dagen, der startede i regn, blev helt unik og en af de dage på turen, vi aldrig glemmer. Ankomst Rødøy kl. 18,30. Trip 54,4. Log 8834.0. Dagens fangst: 2 makreller, som røges på Coop’en.

Det var grindehvaler, vi så. Grindehvalen er en tandhval, som kan blive op til 6 m lang og veje op til 3,5 ton. Den er et flokdyr og kan optræde i flokke på flere hundrede dyr. De ernærer sig ved blæksprutter, men også fisk indgår i føden. Grindehvalen er totalfredet i Norge.


Rødøy-Sandnessøen

2011-07-12

Vågnede op til regn. Vi har ikke særlig meget lyst til at starte i regnvejr, så vi tager en kop ekstra kaffe. Og se, det hjalp. Tørvejr kl. 10,30 og derefter afgang fra Rødøy. Vinden er nordlig 6-8 m/s. Vi sætter sejl og sejler sydpå med spilet forsejl. Passerer Polarcirklen. Pause, mens vi fisker. Så delvis sejl og motor det sidste stykke til Sandnesssjøen. For en gangs skyld en god sejldag – ca. 35 sømil for sejl. Resten for motor. Ankomst kl. 18,30. Trip 41,0. Log 8875,0. Dagens fangst: 2 torsk (Jonna).


Sandnessjøen-Møyhamna ved Torghatten

2011-07-13

Vågnede igen op til regn. I dag hjalp det ikke med en ekstra kop kaffe. Regnen fortsatte med større og mindre ophold hele dagen. Efter indkøb til husholdningen og lidt ekstra forfang var der afgang fra Sandnessjøen kl. 11,30. Vinden var imod de første ca. 10 mil – derefter for sejl hele vejen til Brønnøysund. Hård kryds i 8-12 m/s. I starten reb i både storsejl og fok, senere kun fok. Vi fulgtes med en Dufour 36, som ikke helt kunne gå vores højde, men til gengæld gik stærkere end os, når der blev en smule slæk. For første gang på hele turen var der en del sejlbåde på vandet. Til gengæld ingen motorbåde - herligt!! I Brønnøysund var gæstehavnen helt fyldt op, så vi fortsatte for motor til den lille havn ved Torghatten, Møyhamna. Her blev der en lille plads til os. Så skulle der tørres tøj, hvorfor varmen kobles til. Hue, vanter, regntøj, cowboybukser, lange underbukser og regntøjet, som var vådt indvendt, hænges til tørre. Ankomst Torghatten kl. 18,30. Trip 44,8. Log 8919,7. Dagens fangst: Fiskeriet aflyst pga. vejret.


Overliggerdag - Besøg ved hullet i Torghatten

2011-07-14

Vågnede igen-igen op til regnvejr. Så morgenmaden tog rigtig lang tid. Dagens opgave: At gå op til Torghatten og igennem hullet i fjeldet. De lokale siger, at det er en tur på en halv time hver vej. Men ak, der var ca. 4 km hver vej + 2 x fjeldvandring på 1-1½ km. Vi forlod skuden kl. 11,40 og var tilbage kl. 14,10, en hel del klogere og meget trætte. Heldigvis holdet det tørvejr på hele turen. Hullet var større, end vi havde forestillet os. Det var spændende at se og det blev også til en hel del billeder. Til aften slog vejret om. Vi fik helt stille vejr og sol. Solen nydes i cockpittet, hvorfor opvasken efter aftensmaden måtte vente til kl. 22.
Sagnet om Helgelandsfjeldene: En kveld fik Hestmannen se De Syv Søstre og Lekamøya bade i søen ved Landego. Et eneste blik tænder hans attå til Lekamøya, og han beslutter at røve hende ved midnat. Til hest i fuld rustning med kappen over skuldrene jager han sydover. Jomfruerne opdager ham og flygter i alt hast, til de ikke orker mere og kaster sig ned ved Alstahaug. Bare Lekamøya forsætter flugten mod syd, mens kongen i Sømnafjellene står og iagttager den vilde flugt. Da nærmer dagen sig på gyldne skyer, og Sømnakongen ser den skuffede bejler lægge pilen på buen. Da pilen suser fra buen, kaster Sømnakongen sin hat i vejen og redder dermed Lekamøya. Hatten falder ned ved Torgar. I samme stund står solen op, og alt bliver til sten. Hestmannen mod nord, De Syv Søstre ved Sandnesssøen og Torghatten med hullet efter pilen ved Brønnøysund. Alle flotte fjelde, som er udmærkede turmål i dag.


Torghatten-Rørvik

2011-07-15

I dag vågnede vi til sol fra en skyfri himmel og vindstille. Så er det ulige nemmere at komme op og i gang. Efter solrig morgenstund sejler vi fra Torghatten kl. 9. Rørvik er dagens mål, men først skulle der fiskes. Efter ca. ½ times fiskeri var aftensmaden reddet. Det blev en stor sej på ca. 60 cm til aftensmad. Derudover to pæne torsk på ca. 25 og 40 cm. De blev undervejs fileteret og hakket og endte som fiskefrikadeller til frokost. De smagte godt, og det er ikke sidste gang, vi prøver det. Som på de større fiskefartøjer forarbejdes råvarerne ombord, mens fangsten er frisk. Der blev lidt vind op ad dagen, men ikke nok til sejl. Det blev en stille og rolig tur i sol – Jonna havde i dag shortsene fremme. Vi håber på flere dage af denne slags. Dagens fangst: 1 sej (stor) 2 torsk (mellem). Ankomst Rørvik kl. 16,30. Trip 43,2. Log 8962,9.


Rørvik-Hamnvika

2011-07-16

Afgang Rørvik kl. 9,30. Vind 3 m/s fra syd, så motorsejlads mod Hamnvika ved Utvorda. Men først må der fiskes. Strømmen var stærk, men det lykkedes dog at fange aftensmaden. Vi havde strømmen imod hele vejen. Ankomst Hamnvika kl. 14,00. Trip 20,0. Log 8982,9. Dagens fangst: 1 torsk (60 cm) og 2 sej (små).


Hamnvika-Roan

2011-07-17

Afgang Hamnvika kl. 10. Dagen bød på sejlads med både motor og sejl. Vi oplevede en smuk skærgård i de smalle farled, som helt var væk i tågen på opturen. Vi så en havørn, delvis flyvende, delvis svævende over os i ret lav højde. Endvidere så vi et marsvin. Så til dagens mere triste oplevelse – fiskeriet. Ja, nu er Lofoten efterhånden langt væk, og det kan mærkes på vores fiskelykke. I dag forsøgte vi 3 steder, men held. Det betyder så nu mad fra køleskabet. Ankomst Roan kl. 17,45. Vi ligger for svaj udenfor havnen. Trip 41,3. Log 9024,2.


Roan-Børøysund

2011-07-18

I aftes tog jeg lige stangen og smed ud fra vores svajeplads. Ti minutter efter havde jeg fanget aftensmaden til mandag. Jonna forsøgte også, men havde ikke mit held. I øvrigt fik vi en noget urolig nat. Det blæste op fra ved 3-tiden og herefter blev det ikke til megen søvn. Vi var glade for, at bøjen, vi lå ved, er dimensioneret til en vandflyver, så kan del vel også holde til Freja. Da vi stod op, blæste det stadig 12-16 m/s. Vi tog os god tid til morgenmaden og ville vente med at sejle, til vinden løjede. Ventetiden brugte jeg til at fange en god torsk på ca.60 cm. Filterne blev til fiskefars, så vi kunne få fiskefrikadeller til frokost. Kl. ca. 11 gik vi sydpå for en rebet genua. Vinden SØ 8-10 m/s, i stødene noget mere. Ved Stokkesund var vinden ret imod, så sejlet rulles ind. Men vi havde glædet os til igen at sejle for sejl efter Stokkesund, hvor vi skulle sejle samme kurs som det første stykke, men ak, netop da vi var klar til at sætte sejl igen, sprang vinden til SW 8-11 m/s – netop den kurs, vi skulle sejle. Dertil modstrøm på 0,5-1 knob resten af dagen. Ud på eftermiddagen løjer vinden helt, så resten af dagen for motor. Ankomst Børøysund kl.19,45. Trip 55,2., Log 9079,4. Dagens fangst: En god torsk (65 cm). Gårsdagens fangst: 2 torsk (50 cm).


Børøysund-Kristiansund

2011-07-19

Afgang Børøysund kl. 9,45. Ingen vind, men sol og shortsene findes frem. Lift fiskeri efter 1 time, men ingen fangst i dag. Så igen motorsejlads til midt på eftermiddagen. Så en times tid for sejl – men så er vinden ret imod. Så motor igen. Til slut 1½ time med regn, inden vi når Kristiansund kl. 18. Trip 52. Log 9131,4.


Kristiansund-Molde

2011-07-20

Jazz i Molde. Afgang Kristiansund kl. 10. Kun lidt vind fra nord. For motor ned gennem Hustadvika, hvor der var en del dønning. Det trækker op til regn, og det bliver til flere småbyger i dagens løb. Jeg har skiftevis solbriller og sydvest på. Da jeg har skiftet en 5-6 gange i dagens løb, beholder jeg til sidste begge dele på!! Vi fisker et par gange undervejs, men uden held. Vi forstår efterhånden bedre og bedre, hvorfor man fra hele kysten drog mod Lofoten i torskesæsonen. Her kunne vi jo få bid med det samme. Vi ankom til Molde kl. ca. 18. Havnen var stopfyldt, da der er jazzfestival. Vi tager en chance og sejler ind i det inderste af bassinet. Umiddelbart er der ingen plads, men så hjælpes en motorbåd ud fra den inderste plads, og vi kommer derind i stedet. En kongeplads lige ved broen med el og vand. Så nu er der dømt moldejazz, for vi kommer ikke ”bare lige” ud igen herfra. Måske bliver vi resten af ugen, nu får vi se.


Jazz-dage i Molde

2011-07-21 to 2011-07-23

De første dage har vi brugt på at høre jazz på spillesteder, hvor der var gratis adgang. Det er langt fra traditionelt jazz, det er derimod mere moderne jazz, blandet med blues, reggae og andre genrer, som jeg slet ikke kender. Byen syder af liv. Ikke mindst de mange unge, der her spiller jazz, takket være nogle entusiastiske musikskoleledere. Vi har fulgt flere unge bands og er benovet over deres tekniske kunnen, selv om vi ikke synes om musikken. De er bare dygtige. I går den 22.7. købte jeg 2 billetter til en koncert i Molde Domkirke lørdag aften den 23. Det bliver Jonnas fødselsdagsgave, da hun ikke kunne komme på bedre ønsker. Da vi kom ombord i går eftermiddages, hørte vi om bombeangrebet på regeringsbygninger i Oslo. Via nettet holdt vi os ajour med begivenhederne. Senere hørte vi om skyderiet på Utøya. Men først her til morgen fik vi det formodede antal dræbte unge på Utøya – 84. En helt ufattelig tragedie. Moldejazz var i aftes aflyst, men her til formiddag forlyder det, at programmet gennemføres som planlagt. Det bliver selvfølgelig i en mere dæmpet udgave. Her fra Molde-området deltog 24 unge i lejren, men det er uvist, om der er dræbte iblandt. Således er hele Norge ramt af tragedien, da de unge kom fra hele landet. I går formiddag deltog vi i en meget festlig streetparade, hvor en ældre herre fra New Orleans gik forrest. Musikken var traditionel New Orleans sound. I dag var vi så lidt spændte på, hvordan streetparaden ville forløbe. Det blev et stilfærdigt optog, der sluttede i Domkirken. De unge var alle klædt i sort med sort sørgebind. Der blev spillet hymneagtig sørgemarch af de ca. 50 unge musikanter. Forrest gik domkirkens 2 præster sammen med hele arrangementskomiteen. Men stadig helt forrest den gamle New Orleans-mand. Optoget fortsatte ind i selve Domkirken, hvor de unge musikere tog opstilling i koret, alt imens kirken fuldstændig fyldtes af alle os, der var gået med i optoget. Meget stille, højtideligt og bevægende for alle, som var med. Biskoppen holdt en kort tale om tragedien og fortalte, at alle var velkomne i kirken, som ville være åben dagen igennem. Hver time ville der være bøn for de sørgende, sidste gang kl. 23 i aften, hvor vi vil være til stede for at overvære en koncert efterfølgende. I øvrigt er dagen i dag national sørgedag, hvorfor der flages på halvt. Det gælder selvfølgelig også gæsteflaget på Freja.


Molde-Ålesund

2011-07-24

Først lidt om midnatskoncerten i aftes. Da vi ankom til Domkirken kl. 22,15, var der allerede mange. Men vi fik et par gode pladser midt i kirken. Da klokken nærmede sig 23, var kirken næsten fuld – ca. 700 personer. Kl. 23 bød leder af jazzfestivalen Jan Ole Otnæs velkommen til festivalens sidste koncert. Derefter fik biskoppen ordet. Hun talte om de tragiske begivenheder i Oslo og på Utøya. Så bad hun en bøn for de pårørende og efterladte, hvor hun betonede vigtigheden af sammenhold i svære stunder. Til slut bad vi sammen Fadervor, inden koncerten kunne begynde. En noget speciel indledning til en jazzkoncert. Trioen bestod af Dave Holland på bas, John Surman på klarinet og sax og Anouar Brahem på oud. Det var stemningsfuld musik, som egnede sig fint til specielt denne lejlighed. Vi kendte ikke musikken, som var præget af både afrikanske, europæiske og østerlandske klange. Vi havde en fornemmelse af, at de ville vise alle deres instrumenters facetter og deres egen tekniske kunnen frem for genkendelige melodiske forløb. Da vi gik hjem, var vi enige om, at det havde været en oplevelse, og at musikerne var fantastisk dygtige. Men det var milevidt fra den traditionelle jazz, som vi foretrækker. Men hvorom alting er: Gaven kan ikke byttes, Jonna!
I dag skulle vi så tage afsked med Molde. En smuk, velplejet og ren by med mange roser, fine haver og parker. Vi kom ud fra vores krog kl. 11,30. Der måtte første sejle nogle, der lå udenfor os, før vi kunne snige os ud. Vejret var fint. Sol for første gang, mens vi besøgte byen. Man kunne se en del af de fjeldtoppe, som mange kender Molde for. Bl.a. besøgte kejser Wilhelm den 2. byen hver sommer med sin yacht, bl.a. pga. den smukke udsigt mod over 200 fjeldtoppe i syd, kaldet Moldepanoramaet. Efterhånden som vi nærmede os Ålesund, kom havgusen ind fra Atlanten, og den er kold. Vi måtte i ekstra tøj for ikke at fryse. Da vi ankom til Ålesund, havde solen igen fået overtaget, og vi var heldige at få en fin plads helt inde ved broen midt i byen. Så nu nydes en kold øl i cockpittet. Ankomst Ålesund 17,15. Log 9213,8. Trip 35,5.


Ålesund-Geiranger

2011-07-25

På turen op sejlede vi forbi Geirangerfjorden. Vi snakkede om at se den på hjemvejen. Vi skulle så i dag sejle ind til Geiranger på trods af vejret. Lidt usigtbart og småregn, til gengæld ikke meget vind, men da det kan have lange udsigter at vente på det ideelle vejr, besluttede vi at sejle derind under alle omstændigheder. Alligevel blev det en flot tur ind til Geiranger. Høje fjelde, store fosser, marsvin, mange fiskehejrer – jo det var bestemt en oplevelse. Vi har nu fået en god plads, så vi fejrer Jonnas fødselsdag her. Nu håber vi bare på bedre vejr de næste dage, så vi kan få et indtryk af Geiranger i sol. Afgang Ålesund kl. 10,45. Ankomst Geiranger kl. 18,30. Trip 53,7. Log 9267,5.


Fødselsdag i Geiranger

2011-07-26

I dag fyldte Jonna 61 år. Jeg stod tidligt op og satte flag i riggen, i alt 12 stk. J-O-N-N-N-6-1-T-E-L-Y-K. Jeg blev lidt våd, da jeg satte dem op. Det regnede fra morgenstunden. Efter at kaffen var lavet, kunne fødselaren stå op til bad, mens jeg rettede morgenmad an. Efter et langt og hyggeligt morgenmåltid gik vi en tur op ad bakken for at se lidt nærmere på Geiranger by. Vi var inde i den lille, men smukke kirke. Desuden så vi en del til Storfossen, som løber brusende ned gennem Geiranger. Lettere våde hjem til frokost og indendørs sysler. Der var stadig regn. Turistmaskineriet kørte upåvirket af vejret. Der blev sejlet sightseeing-ture med cruisergæster fra 2 store krydstogtskibe. Alt dette mens skyerne hang lavt og regntunge over Geirangerfjorden. Til aften spiste vi på en nærliggende Bistro. Vi fik elgmedaljon med pommes røsti og grøntsager. Dertil et glas øl. Det var meget velsmagende og mørt. Nu er flagene pakket, og aftenkaffen er drukket. I morgen sejler vi fra Geiranger. NB: Vi havde også bryllupsdag i dag. Nr. 38 i rækken (37 år).


Geiranger-Hareid

2011-07-27

Vi vågnede til et overskyet Geiranger, men det lysnede lidt efterhånden, og ved middagstid var der næsten skyfrit. Imidlertid var vi da allerede sejlet fra Geiranger, så selve byen oplevede vi kun i overskyet vejr. Da skydækket opløstes, så vi fjeldtoppe, som var dækket af skyer, da vi sejlede ind. På den måde blev der en del nye fjeldtoppe at se på vores vej ud fra Geiranger. Der blev fotograferet en del på turen i dag, som i øvrigt igen blev for motor. Lidt vind – imod. Afgang Geiranger kl. 10,15. Ankomst Hareid kl. 18,50. Trip 53,3. log 9322,8.


Hareid-Måløy

2011-07-28

Hvis nogle af vore trofaste læsere af hjemmesiden har konstateret en vis ustabilitet på det sidste, kommer forklaringen her. I Geiranger var de høje fjelde skyld i, at vi slet ingen forbindelse havde. Sågar GPS’en mistede sin ellers meget fine stedsans og bad om at få indtastet en position!!! Så regnede vi med, at alt ville være OK i Hareid, hvor fjeldene ikke er så høje. Men ak, her kom vi kun på nettet i en kort periode, så vi manglede stadig en del ajourføring og ikke mindst en vejrmelding. Efter nogle timers sejlads i dag var forbindelsen OK, og vi kunne få en vejrmelding. Den forudsagde øgende vind fredag, kuling lørdag. Så blev vore planer for dagen ændret. Vi ville være gået til Sandshamn før Stattlandet for at vente på godt vejr til at passere det frygtede hjørne. (Se evt. tidligere beskrivelse). Men da vinden ville øge i morgen, besluttede vi allerede i dag at runde Statt, og trods kun 1-3 m/s var der alligevel en hel del dønning, men turen gik fint. Det er vi godt tilfreds med nu, hvor vi ligger godt og trygt i Måløy gæstehavn. Afgang Hareid kl. 11,00. Ankomst Måløy kl. 20,00. Trip 54,5. Log 9377,3.


Måløy-Florø

2011-07-29

Efter indkøb og tankning af diesel var der afgang kl. 12. Vi skulle passere et strømfyldt farvand lidt syd for Måløy, og her var det planen, at aftensmaden skulle fanges. Det gik bedre end længe. På ca. ½ time blev det til 3 sej og 1 makrel. På turen videre var der pludselig en havørn lige over os. Nu må vi se, hvordan Jonnas billeder blev. Efter 1-1½ times motorsejlads kom vinden. For første gang i mange dage var den konstant og endte med 12-16 m/s. Vi gik jævnt hen 8 knob for genuaen alene. Rigtig fedt! Vi beslutter at gå til Florø. Her er vi nogenlunde i læ for NW-vinden. Vi får en rimelig plads lige bag en kutter fra Hanstholm, der er på makrelfiskeri i det norske. Nå, men fisken er klargjort til panden, og vi glæder os til igen at smage vor egen fangst. Ankomst Florø kl. ca. 17. Trip 28,5. Log 9405,7.


Florø-Leirvik

2011-07-30

Afgang Florø kl. ca. 10,30. Vinden stadig frisk fra NW, så sejlene sættes ved Florøs karakteristiske fyr, som står midt i det hele. Der er et mylder af fyr og afmærkninger omkring Florø. Ja, man bliver endda advaret om, at havnen kan være svært tilgængelig, netop pga. alle grunde og afmærkninger. Men vel ude sættes sejl – både genua og storsejl. Snart viser det sig at være rigeligt, så storsejlet rulles ind igen. For forsejl går det stille og roligt sydpå. Vi går mellem 6 og 7 knob, meget fint. Ved 2-tiden kommer vi i læ – der spises til akkompagnement af Volvoen. Efter en halv times tid igen for sejl. Ved Sognesøen (Sognefjorden) tages sejlet, og vi sejler en times tid ind ad fjorden til Leirvik. Et meget hyggeligt lille sted på nordsiden af fjorden. Ankomst Leirvik kl. 18,00. Trip 44. Log 9449,7.


Leirvik-Grunnesund

2011-07-31

Afgang Leirvik kl. 10,30. For motor tværs over Sognesøen og videre mod syd ned mod Gulafjorden. Undervejs holdt vi 2 fiskepauser, men desværre uden fangst. Hele dagens etape blev for motor. Der var for lidt vind 1-3 m/s, måske i pustene 5!! Kl. 17,30 lod vi ankeret gå i Grunnesund tæt på Feste Brygge, som vi besøgte på opturen. En dejlig stille vig langt væk fra farleddet, så der er ingen motorlarm. Foruden os har en hollænder også fundet herind. Nu håber vi på rolige vindforhold for aftenen og natten. Ankomst Grunnesund kl. 17,30. Trip 41,4. Log 9491,0.


Grunnesund-Storebø

2011-08-01

Afgang Grunnesund kl. 10,15. Det blev en dejlig aften og stille nat på ankerpladsen. I morges var det overskyet, men senere klarede det op, og her i eftermiddag har vi fået en hel del sol. Vi passerede i dag to steder med meget strøm. Først Alvarstraumen med ca. 3 knob modstrøm og senere sundet syd for Bergen med tilsvarende medstrøm. Der var stille vejr hele dagen, så det blev motor igen. Ankomst Storebø kl. 16,15. Trip 40,4. Log 9531,3.


Storebø-Haugesund

2011-08-02

Afgang Storebø efter tankning af turens billigste diesel 8,65/l. Desværre kunne vi kun have 48 liter. Dagens tur gik sydpå gennem Stokkesundet og videre ad Bømlafjorden mod Haugesund. Turen blev dels for sejl, dels for motor. Vi havde sejlene sat 4-5 gange, men endte med motor de sidste 3 timer. Vejret var overskyet, men det holdt tørvejr. Sidst på dagen brød solen endelig igennem, så vi sluttede med pizza og rødvin i sol ved bryggen i Haugesund. Endnu et nøk mod syd og Danmark. Ankomst Haugesund kl. 18. Trip 49,1. Log 9580,4.


Haugesund-Bergeviga

2011-08-03

Afgang Haugesund kl. 11. Mod syd i Karmøysundet for motor. Senere ca. 2 timer for sejl over Bognafjorden. Vinden næsten kryds SSW 5-8 m/s, meget fin sejltur. På denne sidste del af turen ned mod Lysefjordens munding var vinden ret imod, derfor motor. Vi fik en fin plads i den lille havn Bergsvik lidt nord for Forsand. Ankomst kl. 18,30. Så er det planen, at vi tager en slapper i morgen. Henrik og Mikkel vil dukke op i løbet af dagen, og sammen vil vi så drage ind gennem Lysefjorden på fredag. Trip 48,1. log 9628,5.


Besøg i Bergeviga

2011-08-04

I dag venter vi besøg fra Danmark. Det er Henrik og en studiekammerat, Mikkel, som kommer og besøger os. I morgen skal de så med ind i Lysefjorden. Dagen i dag bliver brugt på en tiltrængt rengøring både ude og inde. Vi ligger fint med nem adgang til både el og vand. Det bliver lidt senere end ventet, at de to ungersvende dukker op. De er kørt hertil fra Lillehammer. Startede kl. 10 i formiddag og var fremme kl. 20,30. Vi var orienteret om ankomsttidspunktet og havde forberedt lidt grillmad. De have til gengæld medbragt både øl og vin. Det var helt mærkeligt at drikke en hel øl alene. Den sidste tid har Jonna og jeg pænt delt én øl. Desuden var der jo ren frås med rødvinen, så det blev en hyggelig aften, som sluttede med sang og guitarspil i kahytten på Freja. Vejret var aftenen igennem præget af mørke, tunge skuer, der af og til gav lidt regn. Men der var lunt.


Tur ind i Lysefjorden

2011-08-05

Tur i Lysefjorden: Efter morgenmaden var der afgang ind i Lysefjorden. Det øsregnede, så vi monterede det halve cockpittelt, så man kunne være i tørvejr, hvis det var ønskeligt. Heldigvis var skydækket så tilpas højt, at vi kunne se fjeldtoppene indad. Vi passerede Prædikestolen, som hernede fra fjorden så meget lille ud i forhold til billederne i diverse brochurer. Ind imellem klarede det op, og solen tittede også lidt frem. Det gav gode muligheder for fotoseancer, hvor Mikkel førte stort med sit helt professionelle grej. Vinden var imod både ind og ud, så Volvoen fik også denne dag lov at vise sit værd. Længere inde i fjorden ses fjeldet Kjerag, som er Lysefjordens højeste fjeld med sin 1110 m. På fjeldets nordside er der en lodret væk ned mod fjorden med et fald på 984 m. Et yndet sted for basejumping. Ved Geitanes kan man se Kjeragbolten – en stor sten, som isbræen har sluppet ned i en fjeldsprække, og som kilede sig fast der for 12.000 år siden. Frokosten blev indtaget i Lysebotn, inden turen gik ud igen til Bergeviga. Som aftensmad blev den oksefilet, Henrik og Mikkel havde med, forvandlet til bøffer og nydt til kartofler, løg og rødvin. Efter maden ville de unge mennesker prøve fiskelykken. Tidligere havde vi prøvet at ”dørre” makrel på vej tilbage til Bergeviga, men uden held. Men Henrik var heldig/dygtig. Han fangede 2 makreller uden for havnemolen på et blink. Så måtte den aldrende skipper finde Coopen og filetkniven frem. Efter en ½ times tid havde vi nyrøgede makrelfileter. Som tilbehør rørte Mikkel en rigtig velsmagende mayonnaise. På den måde endte turen til Lysefjorden kl. 0,30 med snak og hygge og ikke mindst de nyrøgede makreller med mayonnaise ombord på Freja.


Bergeviga-Sandnes

2011-08-06

Vi måtte lidt tidligt op, da Mikkel og Henrik skulle nå en færge i Larvik kl. 17,30. De havde så med GPS’ens hjælp regnet sig frem til et afgangstidspunkt fra Bergeviga. De skulle med en færge herfra kl. 9, og vi tog afsked med de unge mennesker kl. 8,50. Efter lidt indkøb og rengøring af grill tog vi af sted mod Sandnes kl. ca. 11. Dels for sejl og dels for motor kom vi til Sandnes kl. 15. Helt inde ved Sandnes var en del både samlet. Det viste sig, at de kikkede på en mindre grindehval, som havde forvildet sig helt herind. Vi stoppede også op og forsøgte at fotografere/tage lidt video af hvalen. Det blev som sidst et hyggeligt besøg hos Jens Peter. Vi grillede om aftenen, og Jens Peter spænderede en dejlig Amaronevin til. Om eftermiddagen havde vi haft besøg af Steinar og Fongfa og hendes søster. Trætte og mætte og lettere berusede af den gode Amarone gik vi til ro ved Havnepiren i Sandnes.


Sandnes-Lundevågen

2011-08-07

Jens Peter var ombord til morgenmad. Regnen silede ned. Klokken 10,30 var der lidt ophold, så vi tog afsked med Jens Peter og drog af sted mod Tananger. Her var det så tanken, at vi ville afvente, til vejrmeldingen passede til at passere Jæren. Men sådan gik det ikke helt. Da vi rundede Tungenæsset og satte snuden ud til det åbne hav, fik vi ”kærligheden” at føle. Vinden op til 15 m/s – ret imod – 2-3 knob modstrøm. Desuden en del sø og regn. Vi nåede kun et kvarters tid i dette vejr, inden vi vendte skuden og gik ind i Byfjorden igen.Vi fandt en havn på Hundvåg nord for Stavanger. Det blev så her, vi venter på bedre vejr. Ankomst Lundevågen kl. 15. Trip 23,4. Log 9713,6.


Lundevågen-Tananger

2011-08-08

Vi tog en slapper her i formiddag. Det regner ind imellem, men vinden er aftaget meget siden i går. Der er kulingvarsel for området tirsdag – aftagende mod onsdag. Det betyder, at vi vil forsøge at nå til Tananger over middag. Vi afgår kl. 14 for motor mod Tananger. Der er ikke meget vind, men en del dønning efter runding af Tungeneset. Undervejs får vi en ordentlig bløder. Jeg må skifte bukser og skjorte efter ankomst til Tananger. Efter ½ times tid kommer der en gut og siger, at vi har taget hans plads!! Der er grønne og røde skilte, og på vores plads var der grønt skilt. Men det hjælper ikke, vi må flytte, og det bliver selvfølgelig midt i en kraftig byge. Mine tørre bukser bliver våde – og Jonna må også stå for skud for regnen. Men nu har vi betalt havnepenge, koblet strøm til og lagt ekstra fortøjninger. Nu kan kulingen bare komme, og så håber vi, at vi får lov at beholde denne plads! Ankomst Tananger kl. 16,30. Trip 15,9. Log 9729,4.


Overliggerdag i Tananger

2011-08-09

I dag er der varslet kuling, så vi bliver i Tananger. Allerede før middag tog vinden til, og om eftermiddagen og om aftenen var der kuling. Vi gik til et indkøbscenter før middag og fik klaret vores indkøb. Så besøgte vi 3 frisører, som havde vidt forskellige priser. Vi fik en tid kl. 14, hvor det kostede 815 kr. for os begge to for en klipning, som tog 15-20 minutter. Til den pris fik skægget lov at stå!!! Så det må vente, til vi kommer hjem til Frede i Svenstrup. Det ved man jo, hvad er. Om aftenen kom Jens Peter på besøg et par timer. Det var rigtig hyggeligt – vi drak kaffe på hotellet. Dagen sluttede med krydsord


Tananger-Egersund

2011-08-10

Vinden var allerede løjet kendeligt her til morgen. Efter morgenmaden beslutter vi at gå sydpå – det blev så Egersund. Turen var i meget skiftende vejr. Sol-regn og 8-10 m/s til 2-3 m/s. Det betød mange skift mellem sejl og motor, det var vel halvt om halvt. Turen var ikke altid lige behagelig. Søerne var store 3-4 m, så ind imellem blev vi kastet lidt rundt. Jeg havde livline på ved roret for ikke at blive smidt af!! Inden ankomsten tanker vi diesel – ca. 80 liter til 8,50 pr. liter. Trip 40,1. Log 9769,5.


Egersund-Farsund

2011-08-11

Afgang Egersund kl. 10. For motor og storsejl mod syd og kursen sat mod Lista. De første timer har vi lidt medstrøm og kun lidt vind og sø. Efterhånden som vi nærmer os Lista, tiltager både vind, strøm og sø. Vinden er ret imod, modstrøm på op til 2,6 knob og bølger, der er krappe og kommer alle vegne fra. Jo, det er temmelig anstrengende. Dertil kommer, at kysten, vi skal anduve, er usædvanlig stenfyldt med skær og rev. Vi tør ikke sejle ind samme vej, som vi kom ud, da vi gik nordpå i maj. Det betyder et ekstra krydsben langt til lavs for at være helt sikre på ruten ind over. Vi måtte falde af for de værste søer, da båden ellers var begravet i vand til agten for masten!!! Desuden blev der banket en del pæle. Pæleholdet i Nibe ville have nydt at få så mange pæle banket ned på så kort tid. Men Volvoen klarede sin del af opgaven til ug, og vi kom ind gennem skærene uden problemer. Rødvin og pizza gør godt ovenpå sådan en omgang. Især rødvinen. Ankomst Farsund kl. 17,15. Trip 48,5. Log 9817,9. På opturen viste loggen 39,5 – jo, bølgerne er store heroppe! – eller også er det strømmen, der udgør forskellen.


Farsund-Thyborøn

2011-08-12

Vi stod op kl. 04,00. Vi blev lidt forbavsede, da der var buldermørkt udenfor. Men da morgenmaden var spist og madpakkerne smurt, var det lysnet en del. Kl. 05,00 var der afgang i tusmørke. Ved Katland fyr lige udenfor Farsund blev sejlene sat. Jonna fotograferede solopgangen som et sidste farvel til Norge. Vinden var fra nordøst hele dagen, dog lidt kraftigere end DMI og YR.no har varslet. 5-10 m pr. sekund blev nærmere 8-13. Ret hurtigt rebede vi storsejlet. De næste 13 timer gjorde vi ca. 95 sømil. Konstant over 7. Det eneste, der drillede, var modstrømmen. De første 3-4 timer 2-3 knob, senere næsten ingen, og da vi nærmede os Danmark 1-1,5 knob i 4-5 timer. For det ikke skulle være løgn, sluttede turen ind til Thyborøn med 2,5 knobs modstrøm. Alt i alt en god, men hård tur. Halvvind hele vejen var fint, men søerne gjorde det til et krævende job at styre skibet. Livline på styrmanden var et must. Tilfredse, men trætte, sidder vi nu kl. 23 og nyder den sidste norske rødvin, en Doppio Passo 3 liter karton til 400 NOK. Var det NOK, ja, mere end rigeligt. Ankomst Thyborøn kl. 21. Trip 116. Log 9933,8. Modstrøm hele vej, under Norges kyst op til 3 knob. Reel afstand kun 103 sømil.
Og nu ligger vi igen i Thyborøn, og siden vi var her sidst, har vi tilbagelagt 2593 sømil.


Overliggerdag i Thyborøn

2011-08-13

Ovenpå en velfortjent og god nats søvn vil vi slappe af i Thyborøn i dag. Om formiddagen var jeg på besøg i ”Thyborøn Byting”, som jeg besøgte i maj, da vi var her sidst. Enkelte kunne godt huske mit sidste besøg og spurgte til Lofotturen. Ældre thyborønfiskere og andet godtfolk har her et lille lokale i enden af den gamle, røde auktionshal. Her mødes de hver dag fra kl. 10-11,30 og fra 16-17,30. Kun 3 regler har man for brug af lokalet. Reglerne er vedtaget af brugerne selv.

1) Ingen øl eller spiritus under nogen former må nydes i lokalet.

2) Kvinder ingen adgang.

3) Man skal være over 60 år.

Lokalet er indrettet med et bord med fire stole, resten af stolene står langs væggen rummet rundt. På bordet er der to store dåser med bolcher og 2 askebægre. For at klare aske og skod er der desuden midt på gulvet en zinkspand af den gammeldags slags. Man har både kaffemaskine og krus, men hvem skal rydde op bagefter, når der ingen kvinder er! Så der serveres altså ingen kaffe. Væggene er prydet med billeder af fiskeriet, havnebyggeriet, aktionerne, fiskere, redningsbåden ”Vestkysten” og endelig af brugerne selv. Her klares verdenssituationen – alt fra det håndterlige såsom fiskeriet, dagligdagen og til det åndelige – hvad sker der med sjælen, når man dør. Holger havde hørt, at man åbner vinduet i kapellet i Lemvig, når man sætter en kiste derind. Han mente, det var, for at sjælen kunne slippe ud og fare til himmels, mens andre mente, at det kun tjente til udluftning. Sidste sommer havde biskoppen været på besøg i lokalet og havde da lovet at kikke forbi igen denne sommer. Det fik mig til at foreslå, at de forelagde ham problemet. Hvis nogen kendte svaret, måtte det vel være biskoppen. I øvrigt kunne Holger fortælle, at missionen stod stærkt i hans skoletid. Børn fra indremissionske hjem kunne ikke sidde ved siden af børn fra ikke missionske hjem. Således gjorde religion og tro dybe skel i det lille samfund. Mange emner bliver vendt, og så faldt talen på kreditværdighed. Anton, der havde solgt petroleum til folk og fiskere gennem et helt liv, havde sin egen teori om at give kredit og om viljen til at betale sin gæld. Det var lettere for en husejer at få kredit hos Anton end for en, som boede i lejlighed. Man lod ikke sit hus gå på tvangsauktion for en oliegæld. Med hensyn til fastlønnede og fiskere foretrak han at give kredit til fiskeren, for for fiskeren kunne næste uge blive mere indbringende, men for den fastlønnede ville næste uge være som denne. Jeg havde en fornemmelse af sammenhold, forståelse og livsbekræftende samvær blandt disse gæve thyborønboere, som alle var i deres livs efterår, og kl. 16 må jeg jo nok derover igen.
Over middag fik vi handlet ind. Vores morgenbitter var sluppet op for længe siden, den måtte købes. Hvidvin – kun sølle 99 kr. for 3 liter Chardonney – utroligt! Der blev også købt 2 store rødspætter – 40 kr. Billigt. Og som de smagte.

Jonna gik en tur på asfaltstien langs fjorden og havet. Mange var ude for at slikke sol og bade i det solrige vejr. Lokale kalder stranden for ”Bette Mallorca” for bedre vand og strand findes ikke nord for Biscayen. Hen under aften blæser det op fra øst, så fortøjningerne tjekkes, og der lægges en enkelt mere for alle tilfældes skyld. Om aftenen hygge i kahytten med ild i petroleumslampen og dejlig hvidvin i glasset og lidt fjernsynskikkeri for første gang i 3 måneder. Således endte vores første dag i dansk farvand. Ikke så ringe endda!


2. overliggerdag i Thyborøn

2011-08-14

Igen en overliggerdag i Thyborøn, mens vi venter på vestenvinden. Udover de 2 obligatoriske besøg i ”Bytinget” løb vi på to lokale både fra Nibe, Niels Jakobsen og Søren Justesen med fruer, som var på ferietur og var endt i Thyborøn. Lidt bold på TV blev det også til, så jeg fik lidt styr på Superligaen.


Thyborøn-Lemvig

2011-08-15

Afgang Thyborøn kl. 10,15. For sejl ud af havnen og hele vejen til Lemvig. Dejligt med lidt fjordsejlads ovenpå alt det havsejlads. Jævn vind ca. 6 m/s fra vest og ingen bølger. Dejligt. Ankomst Lemvig 12,30. Trip 12,90. Log 9947,7. Hen under aften går Jonna ”En naturvandring i himmelrummet”. Planetstien i Lemvig er en skalamodel af solsystemet i målestokken 1:1 milliard. Den består af en række skulpturer i granit og bronze, der er opstillet i landskabet langs den del af Limfjorden, hvor Lemvig ligger. Inde i selve byen er Solen. Det er en stor bronzekugle, der viser Solens størrelse. Herfra går man gennem anlægget og kommer først til planeten Merkur. Man har så tilbagelagt 57,9 millioner km i rummet. Herfra fortsætter man forbi Venus, Jorden med Månen, Mars, asteroiden Ceres, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og til sidst Pluto. Der bliver længere og længere mellem planeterne, og Jonna når kun til Mars.


Lemvig-Venø

2011-08-16

For sejl ud af havnehullet i Lemvig. Vi lå helt inde ved byen, hvor man er i gang med en helt ny havnefront, som indeholder et fint gæstehavnsbassin. Herfra er der kun ca. 100 m til gågaden, så mere centralt kan det ikke være. Så vi startede dagen med at gå op i byen, få vekslet de resterende norske kroner om til danske og så Lemvig Kirke.  Der er mulighed for motion på 2 stier, der begge starter ved Museet. Det er planetstien, som Jonna gik i går, og Skulpturstien, som er ca. 2 km. Langs den er der granitskulpturer af Torvald Westergaard. Denne sti gik vi her til morgen, og den sluttede med en bænk, hvor der var flot udsigt over byen, og vi kunne godt se det rimelige i, at man kalder byen for Vestjyllands smørhul.
Tre timer efter afgang fra Lemvig var vi nået til Venø, hvor vi så den meget lille Venø Kirke. Derefter var vi på Venø Kro for at spise venøbøffer til aften. På Venø traf vi igen nibefolkene fra Blue Balou og Molley. Det blev til hyggeligt samvær. Trip 15,1. Log 9961,8.


Venø-Nykøbing M.

2011-08-17

Også i dag blev det en rigtig god sejltur. Vi sejlede med spilet forsejl fra Venø til Sallingsundbroen. Vi loggede hele tiden 7-8 knob, så det gik rigtig godt. I Nykøbing mødte vi Jørgen Djørup og sønnen Søren, som var kommet hertil fra Skive. Jørgen er jo gået på pension, så nu er der tid til ekstra ture i Lis Kristine. Trip 16,5. Log 9978,3.


Nykøbing Mors- Rønbjerg

2011-08-18

Afgang Nykøbing M. kl. 10,15. For sejl mod Rønbjerg. Vind vestlig 4-6 m/s. Vi sejlede sommerfugl en stor del af vejen. Dejlig, solrig tur. Ankomst Rønbjerg kl. 13,30. Vi tog sejlene udenfor havnen. Trip 14,3. Log 9992,6.
Bit og Christian kommer og spiser til aften. Vi griller i krogen bag klubhuset i læ og sol. Hyggelig aften, hvor også Mona dukkede op. Hun hører jo også til supportgruppen fra Ranum. Derfra kom jo autocamper til Svolvær med gas, øl og vin – helt uundværlige ting på sådan et togt.


Rønbjerg-Løgstør

2011-08-19

Det blæser frisk fra NNW, men til Løgstør må vi vel kunne sejle. Vi startede med motor, men vi har åbenbart glemt, hvordan Liv Bredning er i modvind. Vi ”bankede pæle” og efter et kvarters tid satte vi sejl og krydsede op til renden. Det gik faktisk hurtigere end motorsejladsen. I Løgstør mødte vi sejlervenner. Først Anders og Marianne, som vi kender fra skoletiden på Nibe Skole, og om aftenen Sonja og Birger, som jo besøgte os i Ålesund. Hyggeligt og dejligt at være i hjemlige omgivelser igen. Om aftenen var vi på Løgstør Stadion for at se Morten spille. Men det gik ikke helt godt. Løgstør måtte indkassere et nederlag på 5-1 til AaB. Trip 7,4. Log 10000,0.


Løgstør-Nibe

2011-08-20

Afgang Løgstør kl. 10,00. Gennem Aggersundbroen kl. 10,30. For spilet forsejl + storsejl til Dragkosten. Vinden W-SW 8-10 m/s. Fin tur. Men til slut lidt malurt i bægeret. Vi kom lidt skævt ind på vores plads i Nibe Havn, så vi måtte have assistance fra land for at få skuden på ret køl. Sommerturen er slut. Ankomst kl. 13,10. Trip 16,4. Log 10016. Vi blev modtaget af Niels og Lea, som kom med Golfen.


Alanya i Tyrkiet til sølvbryllup

2011-10-22 to 2011-10-29

Årets sidste ferietur gik til Tyrkiet. Min søster Birgit og svoger Christian havde besluttet at fejre deres sølvbryllup under varmere himmelstrøg. Allerede i sommer, da vi passerede Kristianssund, blev flybilletterne bestilt. Vi glædede os meget til lidt varme, da vi følte, at sommeren nordpå havde snydt os lidt. Egentlig havde vi glædet os til nogle sommerlige uger på Sørlandet, inden det gik hjem mod Danmark. Men ak, vejret var regnfuldt, blæsende og køligt, da vi nåede til Farsund, så beslutningen om at sejle hjem direkte herfra var slet ikke svær at tage.
Men nu skulle det være. Solcreme, badetøj og shorts var pakket og lørdag den 22.10 var der afgang fra Ålborg Lufthavn. Vi skulle bo hos min søster Kirsten og svoger Carsten i deres lejlighed i Alanya. Og her var vejret fint. Vi havde sol hele ugen og om dagen 24-28 grader. Om aftenen på terassen ca. 22, lige tilpas. Alle måltider blev indtaget i det fri, så sommer fik vi også i 2011, selvom vi måtte rejse langt efter den. Søndag så vi os om i byen, mandag lejede vi bil og så den nærmeste omegn og nabobyen Gasapasa. Tirsdag samledes vi i Mamutlar hos Mona og ikke langt fra sølvbrudeparret. Her fik vi lavet æresport, bestående af en lang række hjerter og et skilt, som jeg havde medbragt. Klokken 11 var det hele på plads og vi sang ”Det er så yndigt…” uden for deres lejlighed. Det gav genlyd i hele opgangen, så de kom ud og modtog lykønskninger fra hele selskabet. Vi var 18 venner og familie til begivenheden. Vi blev inviteret til brunch med kaffe, gl. dansk, øl og vand. Senere på dagen var vi i poolen til svømmekonkurrence og derefter en tur i Middelhavet. Eftermiddagen sluttede med en gang beachvolley, inden vi drog hjem, for at skifte til aftendresset. Kl. 19 var vi inviteret til middag på Red Tower restaurant, og vi blev hentet i taxa 18.45.
Det blev en hyggelig aften, med dejligt mad, god vin, sange, taler og underholdning. Så god var aftenen, at onsdag blev hviledag. Jonna og jeg drog ind til byen, gik en tur på havnen, kikkede på Bazaren, købte trøjer til Xenia og Lea, spiste lidt frokost, slappede af i en park og tog bussen hjem midt eftermiddag.
Torsdag havde jeg entreret med en båd om en tur på Middelhavet, vi var 18 deltagere. Vi blev afhentet kl. 9 og kørt hen til båden. Inden afgang var der morgenmad incl. kaffe, juice og te. Så sejlede vi uden om halvøen med borg og borgmur, kikkede på de mange, ”Caves”, grotter eller huler. Der blev også tid til badning inden frokost, som bestod af grillspyd m. kylling, tyrkiske kødboller med salat og pasta. Turen fortsatte forbi lystbådehavnen og længere vestpå. Efter opankring var der igen badning. Vandet var 25-26 grader, så det var dejligt at bade uden at fryse, når man kom op. På hjemvejen fik vi serveret frugt og kl. 15.30 var vi tilbage i Alanya. Turen kostede ca. 180 kr. pr. snude incl. mad, drikke og taxa frem og tilbage. I forhold til Norge var det bare billigt. En tur med gummibåd til Trollfjorden på Lofoten kostede 600 nkr. og varede 1 time!!!
Fredag, vores sidste feriedag, tilbragte vi på stranden udfor vores lejlighed. Vi gik derned fik liggestole og parasol og lagde os i solen. Det vil sige, Jonna tog solbad, mens jeg gættede krydsord under parasollen. Det der med at ligge i solen og brænde flæsk bliver aldrig mig! Midt eftermiddag gik turen tilbage til lejligheden, hvor vi fik ryddet op og pakket inden aftensmaden. I morgen kl. 8.30 går turen igen hjem til Danmark. En dejlig varm, oplevelsesrig og hyggelig uge er slut. En efterårsferie i Tyrkiet kunne godt lokke igen engang.


Nibe-Hals

2012-04-30

Afgang Nibe kl. 10,40, log 10304.
Efter alle forberedelserne med båd, hus, bil, proviant samt diverse assistancer fra naboer og familie oprandt den store dag, hvor der var afgang. Formiddagen bød på afskedssamtaler med naboer og gode venner på havnen. Sidst en sludder med Lis og Jørgen fra Lis Kirstine. Af dem fik vi ud over gode ønsker om vellykket tur en dejlig flaske ”Auslese-hvidvin”, som vi vil glæde os til. Endelig afgang i sol og lidt vind. Desværre fra øst, så det blev motor det meste af vejen mod Hals. Kun sejl fra Nibe rende til den grønne kost ved Klitgård. Trods alt en fin start på vores sommertogt. Ankomst Hals kl. 15,30. Trip 29,8. Log 10334.


Hals-Grenå

2012-05-01

Afgang Hals kl. 10,20. Ankomst Grenå kl. 18,15. Log 10379. Trip 45,5.
Sol hele dagen, dog i formiddags gennem et tyndt skylag. Vind Ø-NØ 4-6 m/s. Vi startede for sejl i ca. 2 timer. Derefter motor i 3 og til sidst sejl igen i 3 timer. Dejlig tur i sol, men vinden fra NØ var stadig skarp og kold. Turen mindede os om de bedste dage nord for Polarcirklen sidste sommer. Vi fik desværre ca. 1,5 mil i tillæg, da jeg ifølge min GPS kunne sejle inden om Kalkgrunden og så langs land hen til lystbådehavnen. Men ak, mit GPS-kort var for gammelt, og molerne er ændret udenfor den gamle havn. Det betød så en omvej på ca. 1,5 sømil. Jeg håber ikke, det skal blive en daglig foreteelse.


Grenå-Ballen

2012-05-02

Grenå-Ballen.
Afgang Grenå kl. 10,20. Ankomst Ballen kl. 17,00 inkl. ½ times fiskeri i Hjelm Dyb. Log 10423. Trip 43.
Sol fra en skyfri himmel hele dagen. Vind S-SØ 0,3 m/sek. For motor hele dagen. Det til trods bød turen på flotte naturoplevelser. Djurslands frodige agre, fine sandstrande og klinter mod øst. På havet edderfugle i lav flugt, sæler, der tittede frem og en hel del marsvin i deres karakteristiske vuggende svømmestil. En dejlig sejlerdag, som sluttedes med grillbøf og svenske grillkartofler på havnen i Ballen. Vedrørende det sejladsmæssige ved Hatten Rev og Lindholm Dyb var det tydeligt, at der manglede en fast og myndig hånd til at styre især færgetrafikken. To hurtigfærger passerede foran os og Kattegatruten Århus-Kalundborg overhalede indenom!!! Det var aldrig passeret, hvis vores udsendte fra Svenstrup havde været på plads med kikkert.


Overliggerdag i Ballen

2012-05-03

Da Jonna aldrig før har besøgt Samsø og vejrmeldingen igen lød på sol, har vi besluttet at cykle en tur rundt på den sydlige del af Samsø. Cyklerne var i fin stand efter eftersynet i Gordons altmuligværksted for en god uges tid siden. Turen startede op ad bakke mod Brundby, som skulle have en gammel mølle. Selvom vi spurgte om vej, fandt vi aldrig møllen !! Nå, videre mod Ørby, hvor vi besøgte kirken. Den havde en del sætningsskader, men den var også fra 1904!! Videre mod syd til Brattingborg gods – imidlertid var der intet at se – zutritt verboten – så vi nød en vand i vejkanten ved Brattingborg skov. Herefter videre mod NV til Kolby. Her var kirken fra 12-1300 tallet, og her var der ingen sætningsskader. Vil gengæld et smukt interiør med flot dekoreret prædikestol og altertavle. Bagerst i kirken var et kalkmaleri, der forestillede en rytter, der dræber et lam/en ko med en lanse, mens en kvinde ser til. På vej mod Kolby Kås passeredes Kolby Mølle, som var i hollandsk stil og som malede sidste gang i 1947. Møllen var desværre lukket. Vi spiste frokost (medbragt) på havnen i Kolby Kås. Der skete ikke meget. Kun 1 lystbåd i havnen. Efter et velfortjent hvil gik turen hjemad mod Ballen. Alt i alt en dejlig tur i fantastisk fint vejr. Vel tilbage drak vi kaffe og fik cyklerne pakket igen. Fin sommerdag på Samsø og strisseren så vi slet ikke.
PS: Vi er bange for, vi har glemt at vende vores skilt på pladsen i Nibe til grønt, så er der ikke en eller anden, der vil vende skiltet på plads 195 til grønt, så andre kan benytte pladsen med god samvittighed, indtil vi vender hjem engang i august.


Ballen-Bogense

2012-05-04

Afgang kl. 9,30. Vejret skyet, SW-vind 8-10 m/s. Efter ½ times tid tages reb i storsejlet. Lidt syd for Lushage bliver søerne større, og vi går i stå i dem. Efter ca. 1 time rulles forsejlet ind, og vi fortsætter for motor til Nordfyn, ca. 8 sømil, øst for Æbelø. Så igen kryds for sejl, da søen er blevet mærkbart mindre. Vi krydser langs nordkysten og udenom Æbelø. Lidt før Bogense tages sejlene, og vi går ind i fiskerihavnen i kanalen. En kold og halvvåd tur. Vi lærer aldrig, at man ikke skal krydse på havet med krap sø imod. Har haft kontakt med Birgitte og Poul, som vi, hvis vejret arter sig, mødes med i morgen. Ankomst kl. ca. 16. Trip 34,7.


Bogense-Elvig Høj

2012-05-05

Afgang Bogense kl. 12,30. Ankomst Elvig Høj kl. ca. 16. Trip 21 sm. Log 10478,5. Vejret: Sol med frisk vind fra W-NW 8-11 m/s. Spids vind ned mod Tragten. Kunne ikke hold op, så vi måtte tage et kryds tæt under Røjle Klint. Derefter medstrøm gennem Lillebælt. Forbi Strib Fyr med 9,3 knob over grunden. Lige før Skærbæk tages sejlene og for motor det sidste stykke ind mod broen, som Poul og Birgitte allerede har anløbet. Der var derfor fin modtagelse og ”gå i land øl” ombord på Aphrodite. I morgen følges vi ad til Bogø, hvor vi aldrig har været.


Elvighøj-Baagø

2012-05-06

Efter en hyggelig aften med snak, latter og lækker mad har vi aftalt at følges til Baagø. Jeg glemte helt, at Elvighøj er en klubejet bro, så vi sparede havnepengene. Vejret til morgen: Sol og kun lidt vind 2-3 m/s. Det betød, efter lidt heksen med sejlene, at vi startede motoren og sejlede de resterende ca. 13 sømil til Baagø. Afgang kl. 10,30. Ankomst kl. 13,30. Trip 15,7. Log 10494.


Baagø-Åbenrå

2012-05-07

Vejret: Overskyet fra morgenen, men senere sol, hen mod aften igen skyet. Vind svag 1-3 m/s. I dag var det egentlig planen, at vi skulle besøge Haderslev. Det blev så i formiddags ændret til Åbenrå. Grunden hertil var, at vores UV-kant på forsejlet var flænset flere steder. Måske var det sket i de to krydsdage fra Ballen til Bogense og fra Bogense til Elvighøj. Vi havde sejlet nede og var enige om, at vi ikke kunne fortsætte vores tur uden en reparation. Da sejlet er lavet af Elvstrøm, og de har hovedsæde i Åbenrå, sejlede vi derfor hertil. Efter aftale kommer der en i morgen og vurderer skaden. Så må vi vente og se. Foreløbig har vi taget sejlet ned og rullet det på dækket. Afgang Baagø kl. 10. Ankomst Åbenrå kl. 14,30. Trip 22,5. Log 10517.


Åbenrå-Sønderborg

2012-05-08 to 2012-05-10

Vi ligger nu på 3. dag i Åbenrå Havn i sejlklubben ABC. Et hyggeligt sted til fornuftig pris: 120 kr. pr. døgn inkl. el og bad. Havnefogeden hedder Jan Ferslev, så det føles hjemligt. Elvstrøm Sejl har vores forsejl til reparation. Der sættes ny UV-kant på – pris ca. 5.000 kr. Når sejlet igen er monteret, er tanken at sejle til Sønderborg for bl.a. at tanke diesel. Dagene her i Åbenrå har vi tilbragt i selskab med Birgitte og Poul. Det har været hyggeligt, men i dag vender de hjemad mod Kolding. Sejlet er monteret i dag kl. 9 og kl. 9,45 var det afskedstid og afgang mod Sønderborg. Vind: S-SØ 8-10 m/s. Regn. Vi klarede de første 8 sømil for sejl. Derefter for motor med vinden i panden mod Sønderborg. Ankomst efter ventetid ved broen og tankning kl. 14. Trip 20 sømil. Log 10538. Som et kuriosum kan nævnes, at vi ligger side om side med Pinatz…, som vi fulgtes med i den svenske skærgård for mange år siden. Den tilhører Christian og Dörthe, som vi har besøgt i deres hjem nær Hamburg. De har også besøgt os i Ferslev. Nu er vi spændte på, om de stadig er ejere, så vi måske kunne kontakte/møde dem. Herom senere!


Overliggerdage i Sønderborg

2012-05-11 to 2012-05-13

Indtil i dag har vi været indeblæst i Sønderborg. Vinden var 12-18 m/s både fredag og lørdag – lidt for meget for tursejlere som os. Vi har fordrevet tiden med at kikke lidt nærmere på byen. Den lange gågade har vi gjort et par gange. Fredag formiddag mødte vi et kendt ansigt her. Det var Jens Nørsøller, som stod og passede lille Ellen, mens mor var til frisør. Lørdag besøgte vi Sønderborg Slot, som bestemt var et besøg værd. Vi fik vores historieviden om Sønderjylland og Slesvig-Holsten frisket op. Især perioden 1864-1920 var grundig belyst. Om morgenen var det lykkedes via havnefogeden at få kontakt med Christian og Dörthe. De kom fra Hamburg til Sønderborg lørdag eftermiddag. Vi spiste ombord på Freja, opfriskede gamle minder, snakkede om turen til Kanaløerne, som de gjorde i 2003. Vi så billeder fra vores tur til Lofoten, som de gerne ville høre om, da det er en af de ture, de har til gode. Det blev et meget hyggeligt gensyn, som vi vil mindes med glæde.


Sönderborg-Kiel

2012-05-13

Afgang Sønderborg kl. 10 efter afsked med Dörthe og Christian. Vinden vestlig 4-7 m/s og overskyet/sol. Fuld sejl ud forbi Kegnæs med vinden agten for tværs. Forsejlet spilet noget af tiden. Motor 1 times tid midt dagen pga. manglende vind. Senere sejl igen helt til slusehavnen ved Holtenau. Ankomst Holtenau, Kiel kl. 17,15. Trip 38,6. Log 10576. God sejltur, hvor Freja viste gode takter på krydset ind ad Kielerfjorden. Det nyreparerede sejl står godt.


Kiel-Rendsburg

2012-05-14

Efter en rolig nat med en god søvn var vi allerede færdige til slusning kl. 9,15. Det skyldes til dels, at jeg blev vækket kl. 7 af havnevagten – 8 euro for overnatningen. Efter ca. et kvarters venten bliver vi lukket ind i slusen. Slusepenge var 18 euro for begge sluser – Holdenau og Brunsbüttel. Herefter kanalsejlads til Rendsburg. Vi passerede en del containerskibe undervejs, og vi holdt os helt ude i styrbords side af løbet. Vi forsøgte at sætte os ind i lyssignalerne langs kanalbredden. Det var sværere end ventet, da vi ingen steder kunne finde, hvilken kategori, vi tilhører. Der er mindst 6 kategorier af skibe, som lysene henvender sig til. Vi ligger nu i Regatta-Verin Rendsburg. Dejlig beskyttet havn tæt på centrum – 14,50 € inkl. strøm. Ankomst kl. 13. Trip 20. Log 10596.


Rendsburg-Brunsbüttel

2012-05-15

I aftes havde vi besøg af Rita og Claus fra Wuppertal. De har deres båd liggende i Holland, Stavoren i Isselmeer. Altså kom de nøjagtig fra det farvand, vi er på vej til. Det blev til en hyggelig snak og udveksling af fif. De skulle nemlig til Danmark. Til morgen var der morgenbrød kl. 8,30, og vi var klar til afgang kl. 10,15. Lang tur for motor og ca. halvdelen i regnvejr. Tillige var det køligt, så vi mindedes de lange, våde og kølige dage sidste sommer på vores vej mod Lofoten. Vi ankom kl. 16 og fik en langskibsplads, så nu skal der studeres tidevand inden afgang mod Cuxhafen. Trip 36,8. Log 10633.


Overliggerdag i Brunsbüttel

2012-05-16

I dag og i morgen meldes vind fra NW 10-15 m/s. Det betyder, at vi venter med at gå videre til Cuxhafen. Med strømmen med og vinden imod bliver Elben ubehagelig at besejle. Rygter om 3-4 m krap sø gør, at vi bliver her og afventer mindre vind. Men skal vi ligge over et par dage, er Brunsbüttel et godt valg. Havnepenge 10 € alt inkl., dvs. strøm, vand og bad. Selv TV-signalet er perfekt (dog ingen radio) så jeg så i aftes Fortuna Düsseldorf mod Herta Berlin om kvalificering til Bundesligaen. Düsseldorf fik pladsen efter en skandaløs afslutning med tumult og romerlys. Men her i Brunsbüttel er alt fredeligt og roligt, dog ind imellem lidt larm fra de store containerskibe, der passerer os og går ind eller ud af slusen døgnet rundt.


2. Overliggerdag i Brunsbüttel

2012-05-17

Vinden er løjet i løbet af dagen, så vi går nok til Cuxhafen i morgen over middag – højvande kl. 12,20, og vi vil gerne have medstrøm, derfor over middag. Dagen i dag er gået med et besøg ved en af byens kirker, Pauluskirken. Den var lukket. Ellers har jeg fundet hollandsmaterialet frem til studering. Vi har lånt en masse af Birthe og Stig fra Limfjorden og af Ruth og Ole Asp fra Nibe. Vi er kun nået igennem en brøkdel, men nu ved vi, hvad vi har.


Brunsbüttel-Cuxhaven

2012-05-18

I aftes blev vi angrebet af tyske både. I løbet af få minutter havde vi 4 både udenpå Freja. Udsigten til flere sammenhængende fridage gav pludselig kaosagtige tilstande i Slusehavnen. Herudover havde vi besøg af vore tyske naboer, som også var på vej til Holland. Forleden prøvede de i den hårde vestenvind, men vendte tilbage, grundet den ubehagelige strømsø. De ville så sejle allerede i nat, men vi venter til over middag, som det hele tiden har været planen. Efter lidt indkøb sluser vi ud på Elben kl. 12,30, præcis ved højvande. Imidlertid fik vi først rigtig medstrøm efter ca. 2 timer. Vi sejler for storsejl alene. Det giver et godt udsyn, og farten var ca. 7 i 8-12 m/s. Vinden var SØ-lig og det gav slæk på skødet. Ankomst kl. 16 i 2,5 knobs medstrøm. Fin tur, men lidt problemer med tillægning i ca. 10 m/s sidevind. Med hjælp gik det dog fint. Trip 18 sm.


Cuxhaven-Norderney

2012-05-19

Vækkeuret vækkede kl. 04,00. Grunden var, at vi gerne ville have strømmen med de første timer ud ad Elben. Det gjaldt om at få en god start på dagens tur på Nordsøen – ca. 70 mil. Dejligt, at det virkede. Vinden var svag de første timer, så Volvoen bringer os af sted med ca. 6,5 knob og med strømmen oveni går vi 10-11 knob de første timer. Senere mere vind, og sejlene sættes. Efterhånden tager strømmen af, og pludselig skifter strømretning fra 1 knob med til 0,5 imod. Over middag løjer vinden helt, og vi bruger motor de sidste 15 mil. Turen tog 11 timer med afgang kl. 04,20 og ankomst kl. 15,20. Trip 67 mil. Fin og behagelig tur med vind fra sydlige retninger 2-7 m/s. En stor del af turen overskyet, og det blev også til et par regnbyger. Men efter vi er kommet i havn, skinner solen, og det er ”virkelig” varmt – over 20 grader.


Norderney-Borkum

2012-05-20

Trip 41,2 sm.
Vejrmelding 3-4 Beufort ≈ 6-10 m/s fra NØ. Imidlertid var vinden svagere end ventet, desuden fik vi plat læns. Store dønninger gjorde, at sejlene slaskede, så vi opgav og startede motoren. Afgang kl. 13,30, så vi fik medstrøm ned mod Borkum Riff. Her skulle vi så være kl. ca. 18, så vi får medstrøm ind mod Borkum. Alt det gik helt efter planen, vi havde mellem 0,5 og 0,9 knob medstrøm på hele turen, dog med undtagelse af ca. 30 min. ved runding af Borkum Riff. Planen var egentlig at gå til Delfzijl i dag, men afstanden snød os. Reeds Almanac siger 41 mil, men dem havde vi allerede sejlet ved Borkum. Ved opmåling i kortet ca. 45 mil, så Reeds Almanac kan man altså ikke stole på!!! Bare turen uden om Borkum Riff er ca. 16 mil. Nå, men vi mellemlander på Borkum kl. 20, da vi mangler ca. 22 mil til Delfzijl og ville så ankomme trætte ved midnat.


Borkum-Delfzijl

2012-05-21

Trip 17. Log 10775
Op kl. 7 og morgenmad undervejs, stigende vand fra kl. 6, hvilket betød ca. 2 knobs medstrøm ind mod Delfzijl. Det blev en behagelig sejltur med alle sejl sat og fart over grunden på 8-9,5 knob. Først 3 mil før Delfzijl døde vinden, og solen kom rigtig igennem. Afgang 7,20. Ankomst 10,30. Målt i kortet en distance på 22 mil, så strømmen gav et godt skub. Vi ligger på en fin plads i sejlklubben Neptunus helt inderst i vigen. Solen skinner, og vi sveder bravt. Jeg har lige tjekket olie og renset vandfilter, inden kanalsejladsen starter i morgen. Endvidere har jeg strammet rorkæden, som efterhånden havde fået lidt frigang. Nu ønsker vi os blot nogle dejlige dage gennem Holland ad kanalerne, og som vore tyske venner sagde: ”Gid I altid må have en håndfuld vand under kølen”.


Delfzijl-Groningen

2012-05-22

Fra morgenstunden fik vi besøg af toldvæsenet. Da vi ikke havde noget at fortolde og ikke havde været på Helgoland, var de kun interesseret i at se toldkvittering på båden og ejerbevis, så det gik nemt. De mente ikke, vi selv aktivt skulle opsøge pasmyndighederne. Slusningen i Delfzijl gik perfekt og senere passerede vi gennem et typisk fladt hollandsk landbrugslandskab. Vi var lidt overraskede over, hvor fint et udsyn vi havde fra cockpittet. Landskabet var ca. 2 m lavere end vandspejlet i kanalen, og det betød, at vi kunne se langt omkring. Ellers åbnede broerne lige, når vi kom, så vi havde kun et minimum af ventetid. Her til eftermiddag er cyklerne fundet frem, og vi har været på en lille tur rundt i den gamle bydel. Vi ligger i Oosterhaven lige ved centrum. Cykelturen var lidt af et mareridt. Der er cykler, scootere, knallerter og biler overalt. Ingen trafiklys ved fodgængerovergange eller i kryds, så man kører bare frem og håber det bedste. I morgen formiddag har vi planer om igen at begive os ud i det anarkistiske ragnarok, som trafikken her er!!


Groningen-Waterwolf

2012-05-23

31 km.
På cykelturen i går så vi Martinikirken, hvis tårn er Groningens pryd. Syd herfor er Grosse Marked, en markedsplads, som ligger foran rådhuset. Vi sluttede byturen med en øl foran kirken!! I dag skulle vi så lidt mere omkring – vi håbede, der her til formiddag var lidt færre cyklister, i går eftermiddags var det rent ragnarok. Det var bedre her til formiddag. Vi så bl.a. den katolske kirke, St. Joseph Cathedral, men kun udefra, senere nogle gamle pakhusbygninger fra hansestædernes gyldne tid, både de gamle og nye universitetsbygninger med de studerendes cykler foran, rosenhaven, Prinsenhoftuinhaven fra 1625, hvor roserne endnu ikke var sprunget ud, men det var en flot renæssancehave alligevel. Besøget i Groningen sluttede med frokost, bacon og æg, på en restaurant ved markedspladsen. Så hjem og gøre klar til afgang. Cyklerne surredes til masten, og så var vi klar. Kl. 13 kom et par sejlbåde mere, som vi fulgtes med de næste timer ud af Groningen. Efter ca. 2 timer og et utal af broer var vi ude af Groningen. Endelig i landlige omgivelser med køer græssende på digeskråningerne og duften af nyslået hø. Sammen med sommervarmen en dejlig eftermiddag gennem det nordhollandske landskab.


Waterwulf-Wyns (udehavn)

2012-05-24

Afgang kl. 9,30. Ankomst kl. 16,30. Vi ventede på en bro i middagspausen, som blev på 45 min. Hele dagen kanalsejlads gennem det nordlige Holland. Vi passerede Zoutkamp og Dokkum og overnatter lige nord for Leeuwarden. I da debuterede Jonna som betaler af bropenge i en hollandsk træsko. Stilen var ikke for overbevisende, men jeg tror, hun kommer efter det! Antal km i dag: ca. 50.


Wyns-Lemmer

2012-05-25

Afgang kl. 9,00. Ankomst 17,30. Ca. 60 km inkl. tankning i Lemmer. ”25.5., en rigtig Tycho Brahes dag”. Det startede ellers ret godt med 5-6 broer gennem Leeuwarden. Men på et tidspunkt skulle vi vente ved en jernbanebro og besluttede at lægge til en ventemole – dårlig beslutning. Der var meget vind ca. 10 m/s og en del sø. Vinden var på den mole, vi skulle anduve. Derfor går vi mod vinden med agterenden ind først. Det går egentlig godt, men Jonna har problemer med agterfortøjningen. Det gør, at vi driver fra med agterenden og stævnen rammer molen. En hjælpsom sjæl ser vore kvaler og kommer til hjælp. Vi kommer herefter helt ind til molen og venter på broåbning. Da vi skal gå igen, har jeg gjort forspringet fast, så Jonna ikke kan få det til at slippe. Det betyder, at båden drejer med stævnen ind mod molen, og efter nogle bump med stævnen mod molen slipper endnu en hjælpsom sjæl os løs, og vi kommer væk fra molen. De sidste besværligheder denne dag oplever vi, da vi skal på plads i havn. Vi har ikke ligget på pæleplads siden Sønderborg, så alt var ikke helt på plads inden tillægningen. Igen var der hjælpsomme naboer, der gav en hånd. Dejligt. Nu ligger vi godt på pladsen og bliver sikkert her i morgen. Vi trænger til en pause.


Overliggerdag i Lemmer

2012-05-26

Formiddagen brugte vi på en cykeltur rundt i byen. I centrum fandt vi en hæveautomat og turistinformationen. Jeg har problemer med at hæve på mit Visa dankort – det går bare ikke. Til gengæld kan Jonna hæve på sit FDM masterkort, så vi klarer os vel. På turistkontoret fik vi anbefalet et besøg på verdens største dampdrevne pumpestation. Når den kører, kan den klare over 4 mill. liter pr. minut. Det må have været et kæmpe fremskridt i 1920, da værket blev taget i brug. Værket afvandede 15.000 ha. af Friesland. Vi fik en fin betjening, nemlig en rundviser til Jonna og jeg. Meget interessant og lærerigt. Fra 1920-1934 tjente værket også som sluseport, da tidevandet i den første periode nåede helt ind til Lemmer. Inddæmning af Zuidesøen fandt først sted i 1934. Efter middagssøvnen cyklede vi en tur til Sloten, hollands mindste by, en hyggelig, typisk hollandsk landsby ca. 8 km fra Lemmer. Der var mange sejlende turister i den lille by. Men det er jo også pinselørdag, og man har fri både søndag og mandag. Og så var det igen en sommerdag med 28 grader.


Lemmer-Enkhuisen

2012-05-27

Til formiddag pakkede vi cyklerne, som vi havde sejlet med på dækket siden Groningen. Endvidere blev båden igen gjort klar til ”rigtig” sejlads. Skøder og forskellige liner blev igen sat på plads. Men først skulle vi lige nyde turen gennem Lemmer på kanal. Det kostede 5 € i bro-/slusepenge, men det var da også en oplevelse. Ikke mindst slusningen. Store og små både, gummibåde, vandscootere, alt i en pærevælling blev sluset ud i IJsselmeer. Vejret var godt, men i starten var der ikke meget vind. Men da vi var blandt flere hundrede sejlbåde, blev alle sejl sat. Vi passerede en del, alt imens vinden så småt kom. Vinden var hele tiden foran for tværs og til slut gik vi over 6 knob. Det var dejlig igen at sejle for sejl. Da vi kom til Enkhuisen havn var alt kaos. Alle tyskere fra den anden side af IJsselmeer var på pinsetur. Vi opgav at finde en plads og smed i stedet anker i bugten bag havnen. Her ligger vi fint. Vi har endda badet i de fine vejr – vandtemperatur 21,7 grader. I morgen besøger vi Hoorn – hvis/når alle tyskere er taget hjem på arbejde. Afgang Lemmer kl. 10,15. Ankomst Enkhuisen kl. 16,00. Først ude af slusen kl. 11,30. Trip 19,3 sm.


Enkhuisen-Hoorn

2012-05-28

Trip 13 sm. Efter en rolig nat for anker starter dagen med slusning gennem Krabbergat. Herefter sættes sejl, og vi nyder turen til Hoorn. Kun et enkelt slag efter fra halv vind til spids vind det meste af vejen. I havnen får vi anvist plads af havnemesteren. God plads, strøm, vand og WIF for 16,5 € pr. døgn. Hyggelig by med mange huse, som minder om Hollands storhedstid som kolonimagt og store sejltraditioner. Kun mangler vi at finde en dagligvarebutik, men det må blive morgendagens projekt.


Hoorn-Volendam

2012-05-29

Vejret er slået om, og her til morgen er det mærkbart koldere. Vi fik ikke handlet i går, så det må blive i Volendam i dag. Vinden er let fra NWW 2-4 m/s. Afgang 10,30, og sejlene sættes lige udenfor havnen. Da vi har næsten plat læns, spiles genuaen. Den svage vind betyder, at vi efter ca. 2 timer har udsejlet omkring 5 sømil. Kl. 12,30 dør vinden helt, og motoren startes. For motor de sidste mil mod Volendam. Ankomst kl. 13,30. Trip 10,3 mil. Lige nu sidder vi og hviler ud efter indkøbsturen. Der var ca. 20 min. gang hver vej, men i Hoorn var der endnu længere. I morgen går turen til Amsterdam, hvor vi vil forsøge at få plads i Sixhaven.


Volendam-Amsterdam

2012-05-30

I aftes gik vi en tur rundt i den ældre bydel i Volendam langs vandet og den gamle havn. Bortset fra en del fortovskneiper og et rigt udvalg af gavlhuse var der ikke noget af særlig interesse. Til formiddag afgik vi så mod Amsterdam. Ingen vind, så Volvoen måtte på arbejde. Efter 1 bro og 1 sluse er vi nu på plads i Sixhaven (havnemesteren siger, det er havnens bedste – måske lidt overdrevet, men en udmærket plads). Vi har allerede afregnet for 3 dage, 49,50 €, men så er der afregnet for alt. Strøm, vand, bad, toilet og internet. Ikke galt taget i betragtning, at vi ligger midt i Amsterdam. Afgang Volendam kl. 10. Ankomst Sixhaven, Amsterdam, kl. 13,15. Trip 16 mil.


1. turistdag i Amsterdam

2012-05-31

Cyklerne blev taget frem i morges. Hen til færgen og over til Hovedbanegården. I går ved aftenstid var vi på ”gåben” med færgen på besøg på Hovedbanegården. Det var vist godt, for i dag vidste vi, hvordan man bærer sig ad med at forcere menneskemylderet og komme ud på gadenettet udenfor banegården. Herefter på cyklerne gennem centrum og Dam Square ud til Rijksmuseum, som var dagens først turistpunkt. Cykelturen gik godt på trods af en del kaos, hvor cykelbanen var spærret. Pludselig var vi blandt sporvogne, biler og scootere ude på selve vejen. Nogle kørte over for rødt, andre steder styrede en gulklædt vejarbejder trafikken!!! Velbeholdne fremme kunne selve museet studeres nøjere. Vi koncentrerede os om de store hollandske malere fra 1600- og 1700-årene. Selvfølelig Rembrandt, men også Vermeer, Jan Steen og Franz Hals. Over 400 malerier fra denne gyldne periode. Inden vi forlod museet insisterede Jonna på at se dukkehusene, og det gjorde vi så, selvom det ikke just var derfor, jeg besøgte Rijksmuseet. Så igen på cyklerne ud i mylderet. Tilbage på Dams Square parkerede vi og gik lidt rundt for at finde et sted at spise frokost. Valget faldt på en kinesisk restaurant, hvor vi fik kyllingesuppe, forårsrulle og en risret med kylling/omelet til. Hertil 2 Heiniken øl. Pris 25€. På hjemvejen var vi forbi Oude Kerk, som er byens ældste monument. Først trækirke, senere i 1200-årene opført i sten. Men først i 1300-tallet udvidet til den gotiske basilika, som nu ligger midt i Red Light District. Størst indtryk gjorde kirkens enorme størrelse sammen med en fotoudstilling fra konkurrencen Årets pressefoto 2011. Efter en times tid i kirken var vi klar til dagens sidste udfordring – hjemturen på cykel. Hele dagen overskyet, men tørt. Da vi kommer hjem til båden starter regnen for alvor. Så nu slapper vi af med kaffen og følger Caroline Wosniacki i Paris Open. Hun vinder, men spiller ikke helt overbevisende.


2. turistdag i Amsterdam

2012-06-01

I dag var det så Van Gogh Museet, der stod for tur. Først cykelturen – og tænk – det gik også godt i dag! Derefter i en ca. 200 m lang kø til museet. Længere end til Vinterpaladset i Skt. Petersborg. Efter billetkøbet endnu en kø, hvor alt bliver gennemlyst, nøjagtigt som i lufthavnene nu om stunder. Så blev det endelig Van Gogh, det handlede om. 900 billeder og 1100 tegninger samt et utal af breve blev det til i hans korte og hektiske liv. De sidste år var han på flere psykiatriske klinikker. Hans liv endte som 37-årig, hvor han skød sig selv. Han var nært knyttet til sin bror Theo Van Gogh, som var kunsthandler. Han udtrykte i breve til broderen, at nu kunne de måske snart sælge nogle af hans malerier. Det blev aldrig til det store, og familietragedien fuldbyrdedes, da Theo døde året efter Vincent, kun 34 år gammel. Ikke desto mindre var der meget at komme efter på museet. Hans oliemaleri startede først i 1882, så han har vært meget produktiv i sine sidste år. De kendteste af hans værker er solgt i stort antal som tryk, så hans selvportræt, solsikkerne og galocherne findes i mange hjem. Hans produktion de sidste år, 1889-90, bærer ofte præg af hans svingende sindstilstand. Mættet med alle disse indtryk drog vi igen ind mod centrum. Jonna ville gerne se blomstermarkedet og lige overfor en blomsterbod spiste vi frokost. Jonna købte 8 poser blomsterløg, mest tulipaner, men også gladiolus. På vej hjem lagde vi vejen forbi Begijnhof, en oase midt i byen, som det kneb os at finde. Stedet blev grundlagt i 1346 til medlemmerne af den katolske lægsøsterorden, beguinerne. Her finder man bl.a. den engelske kirke og Het Houten Huis – Amsterdams ældste hus. Huset har træfacade, hvilket er usædvanligt. Det blev nemlig forbudt at opføre træhuset i Amsterdam i 1521. Så gik turen til færgen og senere hjem til båden. Dagens program var slut. Vejret holdt tørt og her sidst på eftermiddagen skinner solen. I morgen tager vi afsked med Amsterdam, og hvis vejret holder, har vi planer om at sejle gennem byens broer ved nattetide – da der er spærretid om dagen. Men nu må vi se!


Sixhaven-Hauthaven-Alphen an den Rijn

2012-06-02 to 2012-06-03

Vi fik købt ind, inden cyklerne blev surret på dæk. Inden afgang fra Sixhaven fik vi en lang snak med en hollænder ved navn Peter om vores videre færd sydpå i Holland. Trods hans rosende omtale af Harlem besluttede vi alligevel at tage den kortere tur gennem Amsterdam ved nattetide. Godt middag lagde vi os i Hauthaven, som dog kun var en kaj foran den første bro, som kun åbner få gange i døgnet. Om aftenen lyttede vi på kanal 69, og kl. 01,30 fik vi besked på at gøre klar. Vi var 7 både ifølge de ca. 2 timer gennem Amsterdams broer. Kl. 4 var vi gennem Amsterdam, men da det var søndag, åbnede den næste bro først kl. 8. Det betød, at vi kunne komme rigtigt i seng i 3½ time. Det trængte vi til, da det kun blev til få afbrudte perioder med søvn, mens vi ventede på afgang fra Hauthaven. Vi sejlede igennem Amsterdam i tørvejr, men i morges regnede det. Hele formiddagen sejlede vi i regnvejr og 8 grader – helt norske tilstande. Trætte og kolde når vi i havn i Alphen an den Rijn. Vi ankom kl. ca. 11, og nu bruges eftermiddagen til tøjvask og til at få varmen. Meget god lille havn. Pris 12,50 € alt incl. – dvs. strøm, bad, internet, vand – en tøjvask koster 3€, en tørring ligeså. Det betyder, at vi allerede nu kl. 14,30 er i gang med at vaske og med varmen tændt ser vi sport på TV – det er det eneste program, vi kan forstå – der er dog sjovt nok en børnefilm på dansk.


Overliggerdag i Alphen an den Rijn

2012-06-04

Da det regner fra morgenstunden, beslutter vi os for at blive en dag mere i den dejlige havn. Jeg synes, klubben fortjener en Nibe-stander, da det uden sammenligning er den bedste, billigste og mest velfungerende havn, vi endnu har besøgt. Da vi går op for at betale for den ekstra dag, overrækker jeg standeren til havnemesteren. Vi får en lang snak over en kop kaffe. Havnekontoret er i en gammel hollandsk jernbåd – styrhuset er kontor – nede agter er der klublokale – nede midtskibs er der toilet, bad, vaskemaskine og tørretumbler. På dækket er der udeterrasse med borde og stole. Pris på øl og vand 1€. Indsejling til havnen foregår gennem en smal kanal med bro, som skal åbnes, hver gang en båd skal ud eller ind. Kun besejling mellem 8 og 22. Men da vi skal sydpå og nå en jernbanebro ved Gauda kl. 10,13, tilbyder havnemesteren at åbne allerede 7,45, da tiden så vil passe. Så vi aftalte, at vi sejler i morgen kl. 7,45 fra Alphen a/d Rijn.


Alphen an den Rijn - Dordrecht

2012-06-05

Kl. 7,45 står havnemesteren klar og vinker farvel og ønsker os en god tur sydpå. Hurtigt får vi følgeskab af 4 sejlbåde – 2 svenske og 2 hollandske, som skal samme vej som os. Ved slusningen i Gauda ligger vi lige foran den ene svenske båd. Det viser sig, at det er en alenesejler, der taler perfekt dansk. Undervejs kommer vi til at lægge til udenpå hans båd, mens vi venter ved Alblasserdam. Senere mødes vi ved Dordrecht, hvor vi har tænkt at overnatte. Vi følges ind i en hyggelig lille havn, Nieuwe Haven, som næsten ligger midt i byen. Først gennem en bro for at komme ind i havnen. Dernæst gennem en lille bro, der deler havnebassinet. Vi er igen i tidevand, så der er tale om flydebroer. Vejret har artet sig i dag. Tørvejr og lidt lune i luften, men vinden er stadig kold. Sidst på eftermiddagen bød Svend, som den svensk/danske sejler hedder, på en øl. Han sejler en 1 år gammel Malö 37. Flot, flot skib, men vist heller ikke samme prisklasse som vores Bavaria. Det blev et hyggeligt møde – snak om både, børn, arbejde og vores videre planer. Svend skal til England, hvor konen vil støde til. Efter aftensmaden cyklede vi en tur for at se Dordrecht. Dordrecht var den først hollandske by,der fik købstadsrettigheder. Det var i 1220, og det gav byen et vældigt opsving. På cykelturen så vi The Grote Kerk, rådhuset og den gamle bydel med flotte byporte. Vi sluttede af med en Heiniken på en restauration ved kanalen. En fin sommeraften, inden der kommer regn i morgen .


Dordrecht-Zierikzee

2012-06-06

Det øsregnede fra morgenen af. Men det til trods ville vi gerne længere syd mod Belgien. Vi forlod Dordrecht kl.8,45 pga. åbning af den store hævebro kl. 9,15. Næste åbning af denne var kl. 11,15. Så gik det sydpå gennem Hollænder Dybet til Willemstad, hvor vi skulle sluse. Vi sejlede lige ind i slusen, så det gik hurtigt. Værre var det ved Krammerslusen. Her måtte vi vente ca. 1 time. Til gengæld var kun Svend i sin Malö 37 og vi i en kæmpesluse. Men vi slusede slet ikke. Vi fik senere at vide, at slusen tjente til at adskille fersk flodvand fra havvandet. Vinden tog til op ad dagen, og desværre var den mest imod, ca. 10 m/s. I så meget vind fandt vi det ikke tillokkende at komme ud til havet, så vi valgte i stedet Zierikzee, som vi havde fået anbefalet af Peter i Blue Petter i Amsterdam. Vi sejlede helt ind i den gamle bydel og ligger uden på en hollænder. I øvrigt er det første gang på turen, vi ligger udenpå en anden båd. Det er helt nyt for os, sidste år prøvede vi det slet ikke. I kanalerne opgives distancen i km, men i dag var vi på åbent vand, så I får lige loggen: 43 sm. Total 11024. Ankomst kl. 17,45.


Zierikzee-Middelburg

2012-06-07

På en lille bytur om formiddagen. Fik købt ind og set lidt af byen. Alle de sydhollandske byer, vi har besøgt, har et middelalderligt præg med flotte kirker, tårne og gamle huse med endegavlen ud mod gaden. Således også Zierikzee, hvor der i dag var stort marked på torvet. Vejrmeldingerne de næste dage er ikke for gode, men vi vil godt nærmere Vlissingen, dagens mål er derfor Middelburg. Dagens tur indebar 2 slusninger, begge gange ca. 1 meter og passage af et større antal broer. Vi sejlede for sejl gennem Veerse Meer, højst 10 sømil. Det var dog dejligt igen at få sejlene luftet. De har ikke været i brug siden IJsselmeer. Afgang kl. 11. Ankomst kl. 16. Vejret var egentlig fint det meste af tiden. Sol ind imellem og lun vind. Men den sidste time øsede det igen ned. Så vel i havn bliver cockpitteltet sat, så vi har et sted til vort våde tøj.


Overliggerdag i Middelburg

2012-06-08

I aftes var vi på besøg i sejlklubben Arnes klublokale. Her var pyntet med vimpler fra sejlklubber fra fjern og nær. Hvad var så mere nærliggende end at forære dem en Nibe-stander til ophængning i lokalet. Det bekom ”oberen” meget vel, og vi fik 2 øl på husets regning. Endvidere fik vi opdateret hjemmesiden og smagt på 3 andre belgiske øl ud af de 70, som var på deres menukort!! Et velvalgt sted at blæse inde. I formiddags var vi på rundtur i Middelburg. I centrum entrede vi Lange Jan, den protestantiske kirkes tårn, 207 trin op med en fin udsigt over byen og området rundt om. Senere så vi kirken og det tilhørende kloster med urtehave med lægeurter og tårne, som var genopbygget efter et sønderknusende bombardement den 17. maj 1940. Store dele af byen lå i ruiner, og Holland kapitulerede. Tilbage ved båden ved 12,30-tiden får jeg øje på Svend, der ankommer i Malöen. Han får en plads ved siden af os, og vi tilbringer eftermiddagen med hyggeligt samvær. Frokosten får en uventet og hjemlig start, da Svend har sild og en rød Aalborg med. Vinden er tiltagende, og vi krænger ind imellem for riggen, men pladsen er fin, så det har ingen hast med at komme videre, apropos de 70 ølmærker!!!


2. overliggerdag i Middelburg

2012-06-09

Dagen startede ned en lille bytur, hvor vi havde lidt indkøb at gøre. Imidlertid var der cykelløb Zeeland Rundt, og det var åbenbart en ret stor sag på disse breddegrader. Vi var på torvet og så præsentationen af alle holdene, hvoraf Rabobank var det mest kendte. 17 hold deltog med hver 6-8 ryttere. Vi fulgte også starten kl. 12 fra gården ved klosteret. Derefter fik vi købt ind – hjem til frokost og middagssøvn. Herefter bød Svend på kaffe med avec og en Captain Morgan Rum. Vi kikkede lidt søkort mhp. morgendagens sejlads. Kl. 17,30 var jeg på klubrestauranten for at høre om starttidspunkt for fodboldkampen Danmark-Holland. Da det var kl. 18, fik vi lidt travlt, men det lykkedes at få en god plads lige foran storskærmen. Vi bestilte grillespyd og en øl og kampen gik i gang. Flere hollændere var klædt ud og havde horn med. I kampens start var de helt med, men efterhånden faldt de mere til ro. Da Danmark scorede, var der helt stille, bortset fra Svend, Jonna og jeg, vi jublede det bedste, vi havde lært. I pausen kom en hollænder, Jaab, og forærede mig et orange slips, som jeg straks fik på. Han håbede på 1-1, og vi var da heller ikke sikre på sejren, da Danmark var under pres hele tiden. Vi sejrede, og Jaab gav en omgang øl. Stemningen i klubbens bar var lidt trykket, men hollænderne var dog så meget sportsmænd, at de kom og lykønskede os med resultatet. Så alt i alt blev det en dejlig aften, god mad, dansk sejr, orange slips, skyllet ned med tilpas mængde øl.


Middelburg-Dunkerque

2012-06-10

Der blev ikke hvilet længe på laurbærene efter sejren i aftes. Vi havde planer om at sejle til Ostende. Broen ud af havnen åbnede første gang kl. 8,.15, så der måtte vi med. Sammen med Svend sejlede vi ud og troede, at vi hurtigt ville være ved Vlissingen. Men ak, brovagterne var ikke særlig flinke denne formiddag. Det tog os ca. 2 timer at sejle de 4 mil til Vlissingen. Det gjorde imidlertid ikke så meget, for strømmen var allerede stærkt udadgående, så vi kom ud i Nordsøen med over 9 knob. Det gik så godt, at vi besluttede at springe Belgien over og sejle direkte til Dunkerque i Frankrig. Vejret var lunt i starten, men efterhånden trak det op til regn. Det kom dog først rigtigt, da vi var kommet i havn. Vinden havde hele dagen været svag, så det blev kun til en halv times tid for sejl. Ankomst ca. 17,30. Trip 52,4. Log 11.100 sm. Aftenen tilbragte vi i selskab med Svend. Han blev introduceret til vore ”svenske grillkartofler”, som vi grillede ombord på Freja i øsende regn. Men hyggeligt alligevel.


Dunkerque-Dover

2012-06-11

Afgang 10,30 for motor mod Calais – meget lidt vind 2-4 m/s. Vi har strømmen med os, og det går helt efter planen. Svend følger med os, men han vil direkte til Ramsgate, da hans kone kommer dertil tirsdag. Han går sydom ”Goodwin Sands” og vil derfor først gå over kanalen ud for Calais. Jeg kikker lidt på logen og finder vejret fint til at følge Svend over kanalen. Vi har ca. 24 sm til Calais, men kun ca. 35 til Dover, så hvorfor ikke gå til England i dag. Vinden øger noget, og vi sætter sejl, inden vi krydser trafikzonen. Det går fint, og imod forventning er der kun 3-4 skibe inden for synsvidde, da vi krydser trafikseparationszonen. Vi har medstrøm hele vejen og ankommer til Dover ca. 1 time før højvande – perfekt. At gå i havn i England er et kapitel for sig. I god tid inden indkøbet, kaldes Dover Port Control på kanal 74. De 3 røde lys på molen bliver grønne, vores kvittering for at måtte gå ind i havnebassinet. Vel inde kaldes Dover Marina på kanal 80. Skibets navn, længde, bredde og dybgang opgives. Man får så tildelt en plads – i vort tilfælde 107 – Foxtrot. Når båden er på plads, henvender man sig på Dover Marine Kontor. Her betaler man 23£ og får anvist et stik til strøm. Man går så tilbage til båden og sætter stikket i. Så kalder man Dover Marine på kanal 80 og beder om at få strømmen tilsluttet. Jeg glemte helt, at jeg også måtte udfylde et ”Vessel Registration Scheme” med bådens navn, hjemhavn, mit navn, havn vi forlod i dag, mål med rejsen, antal dage vi forventer at være her – og endelig fik jeg kode til toilet og bad og kode til vores bro. Strøm, toilet og bad er inkluderet i prisen. Så mener jeg også, at vi har gjort alt ifølge de engelske forskrifter, som fremgår af Reeds pag. 267!!! Ankomst 16,30 (europæisk sommertid). Trip 35,8. Lo 11.136.


Overliggerdag i Dover

2012-06-12

Regnen væltede ned fra morgenstunden, så vi blev inden døre til middag. Selvom det stadig regnede, begav vi os af sted mod Dover Castle, som foruden selve fæstningen (borgen) fra 1000-1100 er undermineret af kassamaterne, som stammede fra forsvaret mod franskmændene omkring år 1800. Disse underjordiske gange blev i 1940 brugt som koordineringscenter for evakueringen af allierede soldater. I maj 1940 lykkedes det tyskerne at bryde den vestlige front af allierede fra Frankrig i syd gennem Belgien og Holland. Ved Bologne brød tyskerne igennem helt ud til den engelske kanal. Det betød, at alle de allierede soldater var fanget ved Dunkerque og kun kunne slippe væk over kanalen til Dover. Aktionen, som bar navnet ”Dynamo”, blev ledet fra gangene under Dover Castle. Her så vi installationerne fra majdagene i 1940. Det lykkedes på 5-6 dage at få 338.000 mænd hjem til England. Men de sidste dage, da tropperne ventede på stranden og dermed var lette mål for de tyske bombardementer, gik 41.000 allierede soldater tabt. Et uventet spændende besøg, krydret med film og Churchills berømte tale, da England gik ind i krigen. Herefter var det som om Henrik den 2.s udbygning af Dover Castle i 1100 årene virkede langt væk. Skønt præget af interiører fra tidlig middelalder, blev det ikke helt så interessant som vores underjordiske besøg. Efter 3-4 timer gik det atter hjemad, dvs. vi måtte først finde en hæveautomat, da vi endnu ikke havde set engelske pund. Det lykkedes på Town Square, hvorefter vi lige er i tørvejr på en café, nu vi har pund på lommen. Efter lidt indkøb går det hjemad i regn. Det var godt, vi brugte en del af dagen under jorden, for ovenpå regnede det. Vi håber på bedre vejr i morgen, for så skal vi igen sejle.


Dover-Eastbourne

2012-06-13

Afgang kl. 9 efter vi havde tanket rød diesel - 88 liter til 95 £. Næsten ingen vind, så det bliver motor ud til Dungerness. Herefter lidt mere vind 4-6 m/s, så alle sejl sættes, og vi nyder turen til Eastbourne i sol, kun afbrudt af en engelsk kystvagt, der sejler hen på siden af båden, prajer os og med et skilt beder os gå på kanal 73. På WHF, kanal 73, lyder: ”Good afternoon, sir! I must inform you, that you are heading a military fire area. However they stopped the fire an hour ago, so you can proceed”. Jeg spurgte, om jeg skulle ændre kurs, men det var ikke nødvendigt. I øvrigt er det ikke første gang, jeg bliver tiltalt ”Sir” på VHF’en, så jeg må vænne mig til: ”Good afternoon, sir. Goodbye, sir. Thank you, sir.”Magen til høflighed har jeg aldrig før hørt fra kystvagter, men dejligt. Efter at være sluset ind i Eastbourne havn og et besøg på havnekontoret for at blive lettet for 26,50 £, sender vi en sms til Niels for at få kamptidspunktet for Danmark-Portugal. Han meddeler, at de allerede er i gang og bagud 0-1. Vi skynder os over på en pub, hvor de heldigvis viser kampen. Lige som vi får serveret 2 pints, scorer Portugal igen. Vi følger resten af kampen og var langt fra tilfredse med slutningen. Vi fulgtes ad til båden med et par hollændere, som efter 1-2 nederlaget til Tyskland heller ikke var helt tilfredse. Så må vi jo slå tyskerne i næste kamp. Det har vi jo gjort før.


Eastbourne-Newhaven

2012-06-14

Vejrmeldingen i dag lyder: Tiltagende vind 8-12 m/s og kuling til weekenden. Havnen i Eastbourne er pæn, men kedelig. Bygget ca. år 2000 med et konstrueret havnemiljø, som ikke siger os noget. Skal vi blæse inde, må det hellere være nærmere Brighton. Da vi vil være i Brighton ved lavvande, vælger vi i stedet Newhaven, da Reeds advarer mod indsejlingen til Brighton i hård sydlig vind (2 m i indsejlingen ved lavvande). Der var en del sø på turen, men den var med ligesom strømmen, så det gik med 7 knob mod Newhaven for genuaen alene. Undervejs passerede vi en lang række kridtklinter, som var flottere end ”The White Cliffs of Dover” Det er jo nok mere Vera Lynns sang, der har gjort Dovers klinter så berømte. Vi ligger nu i Newhaven, der er en tidevandshavn.Vi er godt fortøjet. Havnepenge kun 22,5 £. Afgang kl. 10. Ankomst 11,45. Trip 12,8. Log 11193.


1. overliggerdag i Newhaven

2012-06-15

Efter morgenmaden tog vi cyklerne og cyklede gennem Newhaven. Vi passerede en tørlagt havn og et boligkvarter med et besynderligt elsystem. Fra en pæl gik der ledninger ud til 10-15 huse, og derfor var der 4-5 pæle til en lang boligkarré. Herefter lidt ud på landet for at få et indtryk af landskabet. På vejen passerede vi en kirkegård, som vi besøgte. Vi snakkede med en dame, som lagde blomster på sin fars grav. Hun anbefalede, at vi fortsatte ca. 3 miles for at få et indtryk af en typisk sydengelsk landsby. Efter en rundtur på kirkegården, hvor vi bl.a. så en del grave fra både 1. og 2. verdenskrig, gik turen til landsbyen Piddinghoe. Her cyklede vi lidt rundt, så kirken, det gamle posthus og en tilsyneladende fungerende gammel telefonboks. Husene og elmasterne gav en følelse af at være 40-50 år tilbage i tiden. En oplevelsesrig tur, hvor det værste, vi oplevede, var trafikken. Der var mange biler, og de kørte utrolig tæt på os – det var ret ubehageligt. På skilte stod der ellers 30, 40 og 50 – men det kunne ikke passe, de kørte meget stærkere. Først bagefter kom vi i tanke om, at det jo nok var miles!! Dumme dänen!! Da England skulle spille fodbold mod Sverige, ville vi på pub for at få et indtryk af stemningen. Men ak, af de 15-20 stk. vi var, var kun 4-5 interesserede i kampen. Resten spillede pool eller sad bare og drak. Men da der pludselig var lidt usikkerhed om udfaldet (2-2) blev 3 ældre herrer mere opmærksomme, og da England scorede til 3-2 mod slutningen af kampen, blev der råbt og jublet, men stadig kun fra de få interesserede. Jeg kom lidt i snak med de 3 ældre herrer Roger, Ringo og Will. Det blev til almindelig pubsnak – arbejde, pension, skat og bold. I øvrigt var det vort indtryk, at alle besøgende var stamkunder, også Roger, som havde sin nettohund med.


2. overliggerdag i Newhaven

2012-06-16

Da vi var oppe at aflevere de 22,5 £ for en nat mere, spurgte vi om vej til badebyen Seaford. Vi fik at vide, at der var ca. 5 miles, og det meste af vejen var på asfalteret cykelsti, langt væk fra bilerne. Det lød næsten for godt til at være sandt, så det måtte vi prøve. Det viste sig at være rigtigt, så det blev en dejlig cykeltur med græs, havre, krat og en del vilde kaniner. Vi kørte på strandpromenaden i Seaford og oplevede strandhusene, boder med te og toast, isbiler og endelig et ophørt hav med en gevaldig brænding. Livredderne hejste det røde flag for at advare evt. nysgerrige om strandens og havets farer. For enden af promenaden parkerede vi cyklerne og fortsatte til fods mod toppen af Seaford Head. Også her var der vilde kaniner og en vildt betagende udsigt over by, land og hav. Landet grønt og indbydende – havet frygtindgydende, frådende hvidt og blåt. Vist et godt valg at blive i havn i dag! På vej hjemad bliver vi indhentet af en voldsom regnbyge, men inden den gør os våde, når vi i ly hos sejlklubben for Newhaven og Seaford. Her bestiller vi te, toast og panini, læser dagens avis, hvor der står, at Michael Laudrup, the great dane, i næste sæson skal træne Swansee FC. Alt imens vi nyder pausen, driver regnen over, og vi får sol til turen hjem. På vejen beslutter vi at slutte dagen med et besøg på Newhaven Fort, som ligger meget tæt på vores havneplads. Fortet var meget større, end vi kunne bedømme nedefra. Vi oplevede en luftalarm, siddende i et beskyttelsesrum. Vi så et kapitel af historien, som vi ikke kendte til. Et stort antal canadiere var stationeret langs Englands sydkyst fra foråret 1940 og frem til D-dagen. Skønt uprøvede i kamp blev canadierne valgt til en lynaktion mod Dieppe i august 1942. Ca. 5.000 canadiere, et antal britiske commandos og et kontingent amerikanske rangers skulle overraske tyskerne, indtage havnen og holde den i mindst 24 timer. Dette for at få tyskerne til at trække tropper fra Østfronten til Vestfronten. Tropperne sejlede fra Portsmouth, Shireham og Newhaven, blev opdaget af tyskerne og fik en meget hård modtagelse. Aktionen mislykkedes, og man måtte trække sig hurtigst muligt. Af de 5.000 canadiere vendte kun 1.443 tilbage i live. Air Sea Rescue Boats fra Newhaven gjorde et kæmpejob med at redde soldater og piloter fra vandet ud for Dieppe. Udstillinger og mindesmærker på fortet vidner om det mislykkede angreb på Dieppe den 19. august 1942. Tre flag vajer fra toppen af borgen: Det engelske, det franske og det canadiske. Fortet viste også meget fra D-dagen, men det vender jeg tilbage til, når vi når til invasionskysten.– Og så er vi færdige med den dag.


Newhaven-Brighton

2012-06-17

Efter nogle gode dage i Newhaven er vi nu klar til at gå et lille nyk videre mod vest. Newhaven havde jo ikke de bedste faciliteter, men var et godt beskyttet sted at ligge, mens et par ret hidsige lavtryk passerede. Det blæste stadig 8-10 m/s, da vi drog af mod Brighton. Vi rebede både storsejl og genua. Mest for at vi kunne gå godt i søen med balance i båden. Turen gik fint og tog kun knapt 2 timer. Vi ankom planmæssigt ved højvande og havde masser af vand under kølen ved indsejlingen. Havnen her har et samarbejde med 6 andre her på sydkysten (flest i The Solent). Det betyder, at man kan betale for 5 overnatninger og få 7, hvis man benytter de andre i samarbejdet. Det tilbud har vi købt. Vi betaler så 137 £ for 7 overnatninger, hvilket sænker prisen fra ca. 27 £ pr. nat til 19,5 £. Fodboldkampen så vi på West Quay – Pub og Restaurant. Vi har allerede fortrængt resultatet. Sidste del af kampen så vi sammen med 2 nordmænd – de var på vej hjem til Norge, den ene, Christian, var gast et kort stykke vej. Skipperen, Raymond, havde med kone og 3 børn været i Caribien ombord på Afrodite af Frederiksstad og var nu på vej hjem. De tog af sted for 1 år siden. Vi har tænkt at blive her i Brighton en dag mere, så i morgen er vi turister.


Overliggerdag i Brighton

2012-06-18

Fra morgenstunden fik vi igen fornemmelse af, at sejlere, der har været på langfart, kommer ind til Brighton. På vej til toilettet hilste vi på de første danskere, vi har set siden Delfsijl i Holland. Det var familien fra eXite af Kerteminde. De har sejlet jorden rundt. Det har taget dem 3 år, da de måtte syd om Afrika pga. faren for pirater ud for Somalia. Nu glæder de sig til snart at være hjemme. Her til formiddag drillede mobilen igen. Den har været ustabil i ca. 2 uger, men ind imellem har den virket udmærket. Her i weekenden er den begyndt at vise: ”Simkortet ikke accepteret”. Så nu tager vi den med til en butik med slige ting for at høre deres mening og få undersøgt, om det er simkortet eller telefonen, der er problemet. I en lille butik er der en fyr, der virker overbevisende. Han mener, vores batteri er færdigt, så han sælger os et nyt til 10 £ og vups, så virker telefonen igen – fantastisk. Endvidere så vi The Royal Pavillon, såvel ud som inde. Komplekset er bygget 1815-22 og blev tegnet af John Nash, som også var arkitekt på Buckingham Palace, til kronprins George, senere kong George IV, som sommerresidens. Især inden døre er det imponerende med originale møbler, lysekroner (den største er lige så høj som vores båd er lang), porcelæn, tæpper, gardiner og tapeter, som vi aldrig har set magen til. Derefter blev det til en omgang fish and chips og en tur ud ad Palace Pier, inden vi drog hjemad til marinaen med Volk’s Electric Railway fra 1883, som var Englands første elektriske jernbane. God dag i Brighton i tørvejr og med tilpas lune i luften. I skrivende stund nydes 5 o’clock tea i cockpittet i dejlig solskin. Og så kom der forresten endnu en langturssejler forbi, en finne der var på vej hjem fra Caribien i en båd som vores.


Brighton-Chichester

2012-06-19

Afgang kl. 9. Vejret var næsten for godt. Sol og 1-3 m/s, hvilket betyder motorsejlads. Vi har 25-30 sømil til indsejlingen til Chichester Harbour, hvor der er en barre, Chichester Bar, med kun 1,5 m ved lavvande. Derfor skal vi være der i nærheden af højvande, som er kl. 12,25. Vi er der 13,15 og har ikke mindre end 5,2 m på vejen ind – fint. Til gengæld er vandet nu faldende, og vi kæmper med modstrømmen de sidste mil op mod Chichester Marina. Vi bliver sluset op i havnen kl. ca. 16. Vejret inde i marinaen er næsten ulidelig varmt. Vindstille, sol og 25 grader. Vi må holde det ud, det varer sikkert ikke længe, før det er forbi – regn og kuling venter senere på ugen. I øvrigt har vi siden før Brighton været på vestlig længde. Trip 42 mil. Log 11243.


Overliggerdag i Chichester

2012-06-20

Cyklerne må frem, da der er ca. 8 km ind til byen. Offentlig cykelsti det meste af vejen gennem meget landligt Sydengland. Jonna havde ønske om at se en rigtig gård. Det ønske blev opfyldt, da vi på vejen passerede Manor Farm, en kvægfarm. Det virkede meget rodet og 60-eragtigt. Bl.a. med en gammeldags møddingsplads. På marken var der mest hvede, men også en del majs og havre. Resten var græs til foderbrug. Så gik det videre til Chichester, en by med omkring 27.000 indbyggere. Domkirken i byen er en millionby værdig. Domkirken har en ørnepar med 4 unger. Jeg fik lov at se en af ørnene gennem en stærk kikkert. I domkirken tilbragte vi et par timer og sluttede med frokost i klostergården ved domkirken. Siden 1300-tallet har stedet været mål for pilgrimme, der kom for at bede ved den hellige biskop Richards helgenskrin. I øvrigt er kirken speciel ved at have et klokketårn, som er uden tilknytning til selve kirken. Herefter var vi på byens bibliotek for at ajourføre websiden, da vi ikke har nogen forbindelse i Chichester Harbour. Så gik turen hjemad, og cyklerne blev pakket og stuvet. Vi er i øvrigt begyndt at bruge bomdirken som hejseværk til at få cyklerne frem og tilbage – det fungerer fint og er bedre for gamle rygge.


Chichester-Gosport (Portsmouth)

2012-06-21

 Først havde vi tænkt at sejle til Southsea, men efter råd fra en lokal sejlerundlod vi dette. I stedet anbefalede han Gosport ved Portsmouth, især da der er udsigt til dårligere vejr (regn og vind). Vi sejler ud en time efter højvande, men strømmen vendte først senere. Der var ingen vind, men da vi kom ud i The Solent, satte vi sejl. Der kom en byge med vind, så vi rebede (10-12 m/s). Efter ½ time var der stille igen, så resten af turen blev for motor og storsejl. Afgang 13,50. Ankomst 15,45. Trip 15,5 (medstrøm). Log 11259.


1. overliggerdag i Gosport

2012-06-22

Lavtrykket nåede os allerede i aftes med øgende vind til følge. Her til morgen blæste det 12-16 m/s, så der var dømt museumsbesøg på "The Royal Navy Museum” på den anden side af indløbet i selve Portsmouth. Her har den engelske flåde stadig hjemsted, så her emmer det af flådehistorie, og vi besøgte først 2 af de mest berømte krigsskibe, HMS Victory og HMS Warrior, som hver på sin tid var det mest effektive, verden havde set. Mest berømt er jo nok Victory, som ved slaget ved Trafalgar i 1805 var under kommando af Lord Nelson. Besætningen var på 821 mand, hvoraf 51 døde og over 100 såredes. Nelson blev hårdt såret og døde på dækket 3 timer senere. Warrior, i tjeneste 1860, var verdens største, bedst armerede og hurtigste krigsskib. Med sejl gjorde det 13 knob, med sejl og damp 17,5 knob. En sjov detalje var, at man hejste propellen op, når man gik fra motor til sejl. Propellen vejede 30 ton og var 7 m i diameter. Datidens foldepropelsystem. Imidlertid gik udviklingen så hurtigt, at allerede 10 år gammel blev Warrior taget ud af tjeneste. Det blev også til en havnerundfart for at bese nutidens krigsskibe. Der var både destroyere og et enkelt hangarskib og dertil et utal af mindre fartøjer, som jeg ikke husker navnene på. Hele dagen gik med besøget, som var interessant og oplysende. Der er også et ubådsmuseum ikke langt fra vores havneplads, men nu må vi se, hvor længe blæsten varer ved.


2. overliggerdag i Gosport

2012-06-23

Det blæser stadig her til morgen, så vi bliver. Går en tur i byen for at få købt ind. Der er marked i byen, alverdens ting er til salg. Vi får øje på en rygsæk, som vi har manglet til at bære indkøb hjem i. Jeg køber en til 6,99 € - billigt. Den bliver med det samme fyldt med madvarer og fungerer fint. Ellers sker der ikke så meget. Vi spist på vores stamværtshus i aftes hos en franskmand, som er engelsk tjener. Han er vældig aktiv – vil hjælpe os med alt. Sælger øl, tjekker internet, som er gratis her, men i aftes ikke virkede – han er aldrig i ro et øjeblik. Bag cafeen er der bådopbevaringsområde for sejl- og motorbåde. Jeg har taget et billede af deres motorbådsopbevaringsstativ. En idé, hvis det en dag kniber med pladsen i Nibe.


Gosport-Cowes

2012-06-24

Det blev en kort tur i dag. Kun knapt 10 soemil. Til gengaeld var det haard kryds hele vejen og soe som Livoe Bredning i kuling. Det var dejligt at komme i havn. I morgen skulle der blive betydelig mindre vind, saa vi har planer om at sejle over Kanalen til Cherbourgh i morgen.


Cowes-Cherbourg (Frankrig)

2012-06-25

For at få strømmen med ud af The Solent måtte vi afsted kl. 04,45. Strømmen var fint med. Ved The Needles var der ca. 4,5 knob med, men til gengæld var vinden imod 6-8 m/s. De to ting gjorde, at ved det lave område ud for The Needles var der "overfall”  (tidevandsfremkaldte bølger, der kan blive 2-3 m høje og lodrette som en mur af vand, der skal forceres). Det gik lige. Efter vi havde banket nogle kraftige pæle, lykkedes det at komme fri af det 50-100 meter brede bælte med bølger. Derefter for sejl med strømmen med mod Cherbourg. De første ca. 50 mil gik det fint for sejl, men strømmen satte os, og da vinden samtidig faldt til under 4 m/s, fortsatte vi for både motor og sejl, både for at få bedre fart og mindre afdrift. Vinden var W-SW 6-10 m/s de første 7-8 timer, derefter under 4. Vi er i havn i Cherbourg kl. 18 (engelsk tid). Vi ligger ved en ponton midt i havnen, hvor der er el og vand, men ingen landgang. Trip 79,6. Log 11348.


Overliggerdag i Cherbourg

2012-06-26

Efter vejrmeldingen her til morgen beslutter vi at vente med Guernsey til i morgen. Vi går en tur rundt i byområdet omkring havnen. Der er meget velholdte plæner og bede med flotte blomster. Ja tænk, der er palmer, og de ser ud til at være ægte! Husene er ligeledes velholdte, ligesom gader og veje er rene og pæne. En kontrast til England, hvor alt var i dårlig forfatning. Ingen klippede rabatter og plæner, offentlige pladser og torve trængte til en kærlig hånd. Promenaden i Brighton så på afstand flot ud, men kom man tættere på, så alt ud til at være i forfald. Den lave skat sætter sit præg på alt det, vi i Danmark betragter som et offentligt anliggende at holde i orden. Fandt man endelig et fint blomsterbed, var der et skilt, der fortalte, at det var givet af private, firmaer eller byrådet. Her i Frankrig virker alt helt anderledes – opløftende. Nå, men efter lidt indkøb og et kik på en udstilling om 2. verdenskrig i Cherbourg var vi blevet sultne. Frokosten kom til at bestå af en fransk specialitet, blåmuslinger med frites og hvidvin til. Det smagte bedre end ventet, men alligevel var der lidt tilbage på tallerknen, da vi var færdige. Tilbage på havnen mødte vi et dansk par, Leif og Sussi, gaster på en dansk båd fra Vejle på vej til Middelhavet. Det endte med, at vi besøgte dem på båden, en Janneau 45, Thalassa, og hilste på skipper Niels og hans kone Lene. Det blev til hyggeligt samvær med lidt rødvin til. Men vi måtte hjem i ordenlig tid, da vi skal sejle kl. 4 i morgen tidlig for at følge strømmen ud.


Cherbourg – St. Peter Port

2012-06-27

Tidlig op, afgang 04,15. Ingen vind. Lidt morgendis. Medstrøm helt fra starten. Ved Caps de la Hague startede strømmen for alvor. Vinden var imod, strømmen med, så vi måtte tåle 1-2 mil med ret kraftig ”overfall” 1-2 m bølger, meget krappe. Vi bankede en del pæle, men ikke nær så slemt som ved The Needles ved Isle of Wight for et par dage siden. Til gengæld var strømmen på 5,9 knob årsag til, at vi var oppe på at sejle 12,5 knob over grunden i starten af Alderney Race. Vinden var 4 m/s her, men aftagende til 1-2. Tiltagende var til gengæld tågen, og resten af turen til Guernsey foregik i tåge, nogle gange helt tæt, andre gange lidt lettere, akkompagneret af lydsignaler fra fyr ved indsejlingen til St. Peter Port gennem Little Russel. Vi var hurtigere end ventet, ankom kl. ca. 9,45, trip 35,5, men ifølge Reeds Almanak er der 42 mil, som vi brugte 5½ time til. Det var årsagen til, at vi måtte vente ca. 1 time på at komme over muren og ind i Victoria Marina. Vi tog en hurtig beslutning, købte 4 overnatninger og skulle kun betale for 3. Det betyder en døgnpris inkl. alt på 20 £ - ikke helt tosset på et så udpræget feriested langt til havs. Efter frokost og en tiltrængt ”farfar” vil vi se lidt på byen.


Overliggerdage i St. Peter Port, Guernsey

2012-06-28 to 2012-06-30

Den første dag var vi på cykeltur. De eneste cykelstier, vi kunne finde, var på den nordlige del af øen. Først til St. Sampson, derefter mod Vale. Her så vi en del forfaldne drivhuse fra tiden før EU, da man producerede tomater. Andre EU-lande udkonkurrerede tomatavlerne, som så slog sig på jordbær. Det gik åbenbart heller ikke, da disse steder nu ser meget forfaldne ud. Turen gik fra Vale ud mod østkysten forbi mange flotte huse, og vi kom så til en dejlig bugt med masser af småbåde for svaj – Bordeaux Harbour. Så igen mod syd til Vale Castle, hvor tyske betonfundamenter vidnede om tysk besættelse under krigen. England så åbenbart gennem fingrene med besættelsen og en del af øboerne følte sig svigtet af England. Der var fra slottet en god udsigt over Little Russel og St. Sampson. Hos slagteren i St. Sampson købte vi 2 dejlige bøffer, men prisen var også derefter 16,5 £, eller 75 kr. pr. stk.
Dagen derpå måtte der arbejdes. Først vaskede vi, så købte vi ind, og endelig var jeg i masten for at skifte motorlyspæren. Desværre hjalp det ikke, så vi må bruge ankerlyset i stedet!! Sidst på eftermiddagen var vi på en bustur øen rundt. Pris 1 £ pr. billet. Det mest iøjnefaldende på turen var de mange stengærder af den rødlige granit, der er karakteristisk for øen. Den sidste turistdag på Guernsey brugte vi til at besøge Cornet Castle, som ligger til bagbord, når man sejler ind til St. Peter Port. Oprindelig bygget på en lille klippeø til forsvar af havnen. Tyskerne har også her bygget betonfundamenter og en mole ud til fæstningen. Den engelske konge forærede fæstningen til Guernsey i 1947 som tak for trofast og loyal indsats i 1. og 2. verdenskrig. Hver dag kl. 12 affyres en gammel kanon: ”The noon day gun”, hvilket vi overværede. Derudover så vi museerne, der er indrettet i fæstningen. Militia Museum om de lokale styrker, der gennem århundrede har forsvaret øen. 201 Squadron Museum om en RAF-eskadrille med hjemsted på Guernsey, der deltog i både 1. og 2. verdenskrig. Endelig Maritime Museum, der fortæller historien om Guernsey og havet. Med handel ad søvejen tilbage til romertiden. Overvældet af de mange indtryk drog vi hjemad, dog blev vi forstyrret af en højttaler, som havde lydt hele dagen. Det viste sig at være kommentatoren til et bilræs, hvor de skulle køre ½ mile ad snævre gader på tid. Vinderen brugte kun 27 sek. Så endelig hjemme igen for at slappe lidt af inden beslutningen om morgendagens sejlads til Jersey tages.


St. Peter Port (Guernsey) – St. Helier (Jersey)

2012-07-01

Da vi skulle forlade St. Peter Port ved middagstid for at få strømmen med mod Jersey, måtte vi op allerede kl. 05,00 for at flytte båden ud af havnen, mens der var højvande. Ved middagstid ville der være ebbe i havnen og umuligt at komme ud. Udenfor fik vi fortøjet til en venteponton og fik en lur. Afgang kl. 11,30 i frisk vind 8-11 m/s og en del sø. Men med vinden agten for tværs går det, om end det er fast arbejde at holde skuden på kursen, da den gerne vil skære ud i den grove sø. Vi har reb i storen og fuld fook. Det giver et gennemsnit på ca. 8 knob. Bortset fra enkelte sprøjt i cockpittet er turen tør. Overhalingerne gør, at vi bliver smidt lidt rundt, og vi har derfor begge livliner på. Som det første i St. Helier tanker vi. Dieselen her er billig – 82 p/l. Det svarer til 7,50 kr. Ventetiden i St. Peter Port gør nu, at der her er højvande, så vi kan sejle ind over muren og finde os en plads med det samme. Vi finder en rigtigt fin plads helt inde i bunden af St. Helier Marina. Prisen er her det dyreste, vi har oplevet – ca. 300 kr. pr. nat. Afgang kl. 11,30. Ankomst kl. 15,00. trip 25 mil.


Overliggerdag på Jersey

2012-07-02

Planen var en cykeltur rundt på øen, vi havde nemlig fået et kort, der viste rigtig mange cykelruter. Men sådan blev det ikke. Regnen væltede ned fra morgenstunden, så det blev kun til en tur i byen med paraplyerne slået op. Indtrykket var, at der her var flere mørke jakkesæt end på Guernsey. Endvidere var der kortere mellem juvelerbutikkerne og Rolexbutikkerne. Karriere og penge er i højsædet her. Om aftenen var vi på besøg hos vore danske venner i Thalassa. Dejlig at være blandt ligesindede: Danskere, sejlere, humørfyldte og læreruddannede. Men alt godt får en ende – således også denne aften. Efter at have ønsket hinanden god vind, gik vi hjemad. Måske er vejret OK i morgen, og så er der afgang kl. 04,30 (lokal tid).


St. Helier (Jersey) – Dielette (Frankrig)

2012-07-03

Efter hurtig morgenmad gik vi fra St. Helier kl. 04,45 (lokal tid).
Vinden var sydlig, og de første 10 mil gik for fulde sejl mod syd og øst rundt om grundene på sydsiden af Jersey. Vi havde ca. 1,5 knob med. Mine udregninger sagde, at der først er strøm mod øst, derefter mod nord 1-2,5 knob. For at alt skulle flaske sig, så der er vand nok over muren ind til havnen, skulle vi være ved Dielette ikke senere end 1½ time efter højvande – der er højvande kl. 9,10, altså ankomst inden kl. 10,40. Ifølge Reeds kunne man anduve ved højvande +/- 3 timer med en dybdegang på 1½ m. Imidlertid stod der intet om, hvornår der var 2 meter over muren, som vi jo behøver. Jeg sjussede mig til højvande +/- 1,5 time. Desuden ville strømmen vende efter ca. 5 timer, så det var med nogen spænding, at vi nærmede os Dielette. Imidlertid gik alt som planlagt. Modstrømmen kom først ca. ½ mil fra havnen. Vi sejlede over muren med 3 meter vand kl. 10,30 – 10 min. før mit beregnede tidspunkt. Loggen viser 31,5 mil. Opmåling i kortet 39,5 mil, så strømmen var en vigtig medspiller i dag. Undervejs så vi en del suler, en elegant hvid fugl med sorte vingespidser, og jeg så en enkelt delfin svømme langs båden og forsvinde foran den. Det gik Jonna desværre glip af. Port Dièlette er en hyggelig havn, men der er ingen indkøbsmuligheder. Derfor er der gratis shuttletransport til nabobyen Les Pieux. Det benyttede vi os af, mest for at være turister. Det blev til et besøg i den katolske kirke, indkøb af fiskenet og en enkelt øl. I morgen er der springflod, i Dielette ca. 10 m, så vi er lidt spændte på morgendagens tur gennem Alderney Race rundt om Cap de la Hague til Cherbourg.


Dielette-Cherbourg

2012-07-04

Afgang kl. 7,30. Ankomst kl. 11,00. Vejret: Overskyet, småregn ind imellem. Sydlig vind 6-8 m/s. Vi afgik 1½ time før højvande, så vi kunne passere muren. Det betyder, at vi får mest mulig medstrøm op gennem det berygtede Alderney Race og rundt Cap de la Hague. Medstrømmen skulle så holde sig næsten til Cherbourg, hvilket kom til at passe perfekt. Først lidt medstrøm ca. 1 knob, så øgede den gennem racet til 6-8,8 knob. Vores peak gennem racet var 15,8 knob over grunden. Vi gik med motor og storsejl. De sidste 13 mil mod Cherbourg for sejl og det var en behagelig sejltur for 6-8 m/s foran for tværs. Den stærke medstrøm i Alderney Race skyldes, at der er springflod i morgen med en koefficient på 99. Det vil sige, at forskellen på høj-og lavvande er den højest mulige. Den største oplevelse på turen var de 5-8 sømil gennem Alderney Race (30 min.). Vandet sydede og kogte i den stærke strøm, der som skrevet nåede op på 8,8 knob. Bølgerne kom alle vegne fra. Båden hoppede og dansede af sted. Ind imellem bankede vi pæle ud af søerne. Det var ren vandrutchebane med livliner på. Godt, at vind og strøm havde samme retning – ellers!!!


Overliggerdag i Cherbourg

2012-07-05

Cyklerne kom frem og blev gjort køreklare. Turen gik mod vest, hvor cykelstierne var meget fine. Ud gennem Tourlaville til sandstranden udenfor byen ”Plaque de Collignon”. Her var der mange mennesker, men ingen badede. Vandet var 15 grader C. I stedet nød mange frokosten i de mange små brasserier langs stranden. Det gjorde vi også. Omelet med fristes og en stor øl. Efter middagspausen gik turen igen ind til byen. Vi skulle finde vores lille købmand fra sidst, da Jonna syntes, hans brød var så godt. Efter nogen leden lykkedes det, og vi fik handlet ind. Vel hjemme måtte vi gøre klar til besøg af Jan (Jeanette) og Kieth, et engelsk par vi besøgte i går i deres Bavaria. Vi Bavariasejlere må jo holde sammen!! Det blev en hyggelig aften med sejlersnak om steder, vi må se på hjemvejen.


Cherbourg - St. Vaast la-Hague

2012-07-06

Afgang kl. 8,30 – så strømmen fører os mod øst. Det går fint de første timer, 10-11 knob over grunden. Efterhånden som kursen bliver mere sydlig, aftager strømmen gradvist. Da vi mangler ½ mil, er strømmen stadig lidt med. Vi sejler ind kl. ca. 11 – højvande 11,30, så der er ingen problemer med at komme ind. Da indsejlingen til havnen tørrer ud ved ebbe, kan vi kun komme herfra igen ved højvande. Det betyder, at vi må påregne modstrøm på det næste stræk mod øst langs invasionskysten. I eftermiddag gik vi en tur rundt i byen. Vi fandt en besynderlig butik, som havde alt mellem himmel og jord. Vi købte to tragter (til vin), noget brød, afskåret spegepølse, 2 fl. vin og 1 calvados. Butikken hedder M. Grosselin og havde firmabilen holdende udenfor. Hen under aften, ved lavvande, gik vi en tur langs stranden. Og ganske rigtig – indsejlingen var helt tør. Jeg gik på bunden og fotograferede ind- og udsejlingen uden vand! Lidt specielt. Trip 21,9 (Reeds 28). Log 11488.


St. Vaast la-Haque - Quistreham

2012-07-07

Vi kommer ud ved højvande kl. 11,05. Sært at sejle ud, hvor vi gik tur på bunden i aftes. Vinden skulle være syd 5-8 m/s og regn. Det sagde vejrmeldingen. Desværre var det eneste, der passede, regnvejret. Det regnede uafbrudt de første 7 timer. Vinden drejede mod øst og var i starten 10-12 m/s. Vi startede med reb i både storsejl og genua. Efter ca. 20 mil kunne vi ikke holde højde. Derfor storsejl og motor mod invasionskysten. Vinden aftog og var efterhånden ret øst. Strømmen vendte, og vi havde modstrøm de sidste 25 mil. Op til 2 knob. Endelig kl. 20 var vi i Quistreham. Vi måtte lægge til ved venteponton udenfor slusen. Vi kunne komme igennem kl. 23,30. Men det øsregnede stadig, og vi gad ærlig talt ikke at trække i det våde tøj igen, og derfor går vi i seng. Så sluser vi ind i morgen formiddag. Ikke en af de sejldage, vi mindes med glæde!! Trip 51 mil – reelt kun 43 ifølge Reeds.


1. overliggerdag i Quistreham

2012-07-08

Efter morgenkaffen ved ventepontonen kom et par fiskere ind. De var i gang med at rede garnene ud. Jeg gik over for at kikke på fangsten – rødspætter, tunger, krabber og makrel. De forstod kun fransk, så jeg spurgte om jeg kunne købe et par rødspætter. Nej, sådan var det vist ikke!! Med fagter forsøgte jeg at købe et par spætter. Imidlertid ville de ikke sælge, men så ombestemte de sig. De ville forære mig 2 rødspætter. Da de ingen penge ville have, fik de 2 slotsøl. God handel! Kl. 12 skulle vi så sluse op til marinaen i Quistreham. Vi blev løftet ca. 3 m og fik en god plads i havnen. I den nærmeste tid venter vi besøg fra Danmark, først Anders, Bit og Christian, senere Lea, Mette og Niels. Vi glæder os. Rødspætterne smagte i øvrigt himmelsk med nye Jerseykartofler til. Uhm.


2. overliggerdag i Ouistreham

2012-07-09

Cyklerne frem og vores første opgave var at købe ind, da vi er godt nede med alt i dagligvarer. Vi kørte over ved slusen til byen, men vi kunne ikke finde turistinformationen. I stedet kørte vi ind mod centrum, hvor vi fandt en lille købmandshandel. Her købte vi det mest nødvendige, så vi kunne klare frokosten. Om eftermiddagen fandt vi et kæmpe supermarked, Carrefour, med hjælp fra personalet på havnekontoret. Inden indkøbet i Carrefour var vi på stranden, hvor turistinformationen var. Vi fik her et tip om en butik, hvor vi kunne ajourføre vores website. Det viste sig at være en noget speciel biks. Harddiske, skærme og andet computergrej lå adskilt hulter til bulter, men i et hjørne var der 3 computere til brug for kunder. 1 € pr. 15 min. Med noget besvær fik vi det klaret. Om aftenen var vi på cyklerne ude at kikke på en tør havn ved lavvande. Hjemme igen havde vi besøg af Poul, en englænder, som er vores nabo i havnen. Han er pensioneret professor med speciale i sukkersygens påvirkning af øjet. Vi hyggede med kaffe og calvados, inden vi tørnede ind kl. 23.


3. overliggerdag i Quistreham

2012-07-10

3. overliggerdag i Quistreham
I dag venter vi besøg fra Danmark. Birgit, Christian og Anders ankommer sidst på eftermiddagen. Jeg cyklede lidt udenfor Quistreham Marina for at møde dem og vise vej. Efter lidt venten dukker autocamperen op, og jeg får et lift hen til vores bådplads. Langs vejen forbi havnen holder der campere i rabatten. Det er gratis, men der er heller ingen service – strøm eller lignende. Her kan ranumfolkene også holde, kun 100 m fra båden. Det bliver som sædvanlig et hyggeligt gensyn. Vi inviterer på aftensmad og dertil god italiensk rødvin, som Bit og Chr. har medbragt. Vi aftaler at køre til Mont Saint Michel i morgen med afgang allerede kl. 8,30.


4. overliggerdag i Quistreham

2012-07-11

Vejret var overskyet og lunt. Godt turistvejr. Efter køb af flutes er der afgang. Fin tur i camperen gennem Normandiet. På en rasteplads indtages lettere forsinket morgenmad. Frokosten forberedes – flutes med skinke og ost. Så videre mod St. Michel, som vi allerede på afstand genkender fra reklamer. Vi finder en parkeringsplads for campere. Franskmændene brillerer ved kun at skilte på fransk, hvis der overhovedet skiltes. Efter en god gåtur når vi holdepladsen, hvorfra busser kører besøgende ud til St. Michel. Historien går tilbage til 708, hvor Aubert, biskop af Avranches, rejste en bygning på øen til ære for ærkeenglen, St. Michel. I 1000-tallet kom Benedictinermunkene til St. Michel. I øvrigt samme orden som var på Sebber Kloster. I den tidlige middelalder voksede en by frem nedenfor. Foruden at rumme en prægtig katedral er St. Michel også en fæstning, som har slået alle engelske forsøg på erobring tilbage. Det religiøse samlingssted for bl.a. pilgrimme er også blevet et symbol på den nationale identitet. Det var en oplevelse at se dette unikke bygningsværk. I tilgift blev vi velsignet i forbindelse med en katolsk nadver i katedralen, der blev ledsaget af korsang af et drengekor. Mættet med indtryk forlod vi St. Michel midt eftermiddag. Vel hjemme blev der grillet ombord på Freja. Aftenen sluttede med en omgang Yatsy – hvem vandt? Ja, hvem tror I?


Feriedage med familien

2012-07-12 to 2012-07-20

Den 12.7. var vi på besøg på museet ”Le grand Bunker” i Quistreham. Vi cyklede derhen i tørvejr – næsten. Siden brød regnen rigtig løs, og da vi kom hjem, måtte der skiftes tøj fra yderst til inderst. Resten af dagen regnede væk. Den 13. tog vi afsked med ranumfolkene og bød velkommen til Lea, Mette og Niels. De havde kørt hele turen herned i ét stræk, hvorfor de behøvede nogle timer på øjet. Dagen efter besøgte vi Omaha Beach, hvor især den amerikanske kirkegård var en rørende oplevelse. På hjemvejen var vi forbi Arramanches, hvor resterne af kajanlæggene, som blev bugseret over kanalen i forbindelse med invasionen, stadig ligger spredt i farvandet og på stranden. Det blæste en del, så en tur på havet blev det ikke til. Til gengæld sejlede vi en tur til Caen, hvor vi bl.a. passerer Pegasusbroen, som var en vigtig brik i invasionen. Havnen i Caen ligger næsten helt inde ved centrum, så det var et godt udgangspunkt for at kikke nærmere på byen. De mange gågader med et væld af butikker, kirkerne og slottet. En tur med et lille tog gav et godt indtryk af byen. Dagen efter gik turen tilbage til Quistreham, hvor bilen, cyklerne og gummibåden var efterladt. Niels og Mette måtte bruge en hjemmedag på tøjvask. Jonna og jeg tog bilen og kørte til Bayeux, hvor vi så tapetet. Derefter kirken, hvor tapetet har været ophængt, Notre Dame de Bayeux, første gang ved indvielsen af katedralen i 1077. Tapetet er et fantastisk stykke håndværk, og det er utroligt, at hør og uld kan holde i mindst 1000 år og endda bevare de klare farver. Herefter gik turen til Sainte Mére-Eglise. Mest kendt for menig John Steele, hvis faldskærm hang fast i kirketårnet. Hvordan og hvor kan stadig ses. Byen også kendt som den franske landsby, der blev D-dagens først befriede by. På vejen hjem besøgte vi Pointe du Hoc, forbjerget, hvor James Rudder klatrede op ad rebstien sammen med sine US-rangers og led svære tab. 360 startede og kun 90 nåede toppen. En heltebedrift næsten uden betydning, da der ikke var de kraftige kanoner deroppe, som man havde efterretninger om. Sidste dag sammen med Lea, Mette og Niels kørte vi til Deauville. Spiste frokost på en af byens mange hyggelige fortovsrestauranter. Derefter gik vi en tur langs strandpromenaden, hvor også andre berømtheder har promeneret. Jeg nævner i flæng: Burt Lancaster, Clint Eastwood, Sophia Loren og så en del af familien Fristrup fra Danmark. Herfra til Honfleur, hvor vi går en tur rundt om det hyggelige havnebassin, omkranset af de høje, smalle, karakteristiske Honfleurhuse. Så er det pludselig fredag, og Lea, Mette og Niels skal videre sydpå mod St. Michel, hvor de skal møde Mettes forældre, Marianne og Niels. Lige inden afgang når jeg at hente 20 l billig fransk rødvin i Lidl i Cael. Vores plan er at begynde hjemturen mod Danmark lørdag.


Quistereham-Le Havre

2012-07-21

I aftes var vi på besøg hos Lynne og Paul, et engelsk par, vi har ligget side om side med i Quistreham. Vi startede med rødvin og sluttede med en god irsk whisky. Hyggelig afsked. Vi sluser ud kl. 9,45. Vinden er meget svag 2-3 m/s, så det bliver ”kun” til storsejl og motor mod Le Havre. Vi har lidt strøm med og ankommer kl. godt 13 til Le Havre. Trip 18,2. Her har vi Wifi uden beregning, så nu skal blokken ajourføres.


Le Havre-Dieppe

2012-07-22

Vind SØ 3-5 m/s. Senere NØ 5-7 m/s. Afgang kl. 8,30. Ankomst 16,30. Trip 49,4. Afstand iflg. Reeds 61 – så strømmen har i dag givet 12 mil. Ud af Le Havre for motor – senere sejl forbi Cap d’Antifer. Da vinden spidser, bliver det motor og storsejl til Pointe d’Atilly. Vi forsøger med lidt kryds det sidste stykke mod Dieppe. Grundet stoppende modsø gøres den sidste time, i øvrigt i modstrøm, for motor. Dagens oplevelse var imidlertid modtagelsen i havnen. Vi får anvist en plads udenfor ”Visitor”-området. Pladsen er meget trang og kort, så vores nabo kan ikke komme ud, med mindre vi flytter vores båd. Voila –. Så hen til havnekontoret for at betale. Det kan ikke umiddelbart lade sig gøre. Jeg skal hente skibspapirerne, dem skal de bruge!! Jeg henter papirer, pas, crewlister m.m. Jeg forærer dem en crewliste, hvorefter damen spørger: "Hvor mange er I ombord?"!! Nå, endelig får jeg betalt 30 € og får en kvittering. Selv om det var slemt i Rusland, er Dieppe det sted, der kommer nærmest. Der skulle 2 GT’er til at få mig til at falde til ro, da jeg endelig kom tilbage til båden.


Gieppe-Calais

2012-07-23

Planen var egentlig at gå til Bologne Sur Mer, men vejret var helt utroligt. For sejl den første time, hvorefter vinden døde. Men sol og stille motorsejlads i medstrøm var heller ikke dårligt. Jonna fik luftet bikinien for anden gang denne sommer. Da medstrømmen ville holde, til vi havde passeret Cap Griz Nez, beslutter vi at fortsætte til Calais. Kun lidt malurt i bægeret. Da vi nåede Calais, var der lavvande og umuligt at komme ind i marinaen. Derfor ligger vi nu i forhavnen ved en bøje udenpå en stor hollænder. Aftenen var solrig, stille og stemningsfuld. Dejlig dag – dejlig tur. Trip 67 mil. Log: 11689. Afstand Reeds 74 mil.


Calais-Nieuwpoort

2012-07-24

Afgang kl. 12,00. Ankomst 19,00. Trip 41,6. Log 11731.
Vi startede ca. 2 timer for tidligt for at komme i havn i ordentlig tid. Det kom vi til at betale for med 2-3 knob modstrøm de første 2 timer. Vinden var nordlig, og solen skinnede. Vi satte sejl, da den værste modstrøm havde lagt sig. Det blæste 5-7 m/s, og vinden var meget spids. Det blev til et enkelt slag i de 3-4 timer, vi sejlede for sejl. Den sidste times tid for motor, da vi slet ikke kunne klare højden. Fin tur i flot vejr. Strandene i Nordfrankrig og Belgien ligner vores vestkyst. Dog er der de mange hoteller i 6-10 etager til forskel! Modstrømmen i starten udlignedes af medstrømmen til sidst, så de 42 mil er den faktiske distance.


Nieuwport-Roompotsluis

2012-07-25

Afgang 14,30. Ankomst kl. 22,00. Log 50 mil.
Vi ligger udenfor slusen udenpå en englænder, som sejler til Harrich i morgen tidlig. Det passer os fint, da strømmen er nordgående fra kl. ca. 06,00.


Roompotsluis-Stellendam

2012-07-26

Det er Jonnas fødselsdag, men fejringen blev minimal, da vi skulle op kl. 5,30. Afgang kl. 6,00. Vinden er 6-8 m/s fra NØ. Vi krydser, og søen er i starten ret grov. Efterhånden går det bedre. Jonna passer SMS og tlf.opkald – jeg passer roret. Vi krydser sammen med en hollænder, bådtype ukendt, men vi lægger afstand til ham, bl.a. fordi vi slår, når vinden skraller, mens han bare fortsætter. Det går faktisk så godt, at vi sejler 5 mil forbi indløbet til Stellendam og må tilbage igen. Men Jonna var tilfreds. Hun fik en god lang sejltur på sin fødselsdag. Og hvad kan man ønske sig mere, når man som hun elsker at sejle for sejl. Det var så planen, at vi skulle gennem slusen og ind i Marinaen for at fejre Jonna. Men broen ved slusen var i stykker og åbnede først kl. 18, så vi beslutter at blive udenfor, da vi igen i morgen må tidligt op for at få strømmen med. . Sidst på eftermiddagen fik vi besøg af 2 toldere. De skulle ”make paperwork”, som de sagde, så de så på pas og bådens papirer. En grundig gennemgang at bådens indhold undlod de, da vi fortalte, at vi ikke havde cigaretter ombord og kun 3 fl. sprit. De grundede længe over vores køb af rød diesel i England og på Jersey, men vi slap for videre tiltale. De ønskede endda Jonna tillykke med fødselsdagen.


Stellendam-Ijmuiden

2012-07-27

Op kl. 05,30, afgang 05,45. Lidt medstrøm ud fra Stellendam. På havet udenfor var strømmen ikke vendt endnu, men det sker kl. 7,30, og derefter er der medstrøm hele vejen til Ijmuiden. Vinden var N-lig og meget svag 1-3 m/s, så det blev ”danskersejlads” med motor og storsejl. Men vi var langt fra de eneste, der valgte denne løsning. Solen skinnede som de foregående dage, så det blev en stille, behagelig motortur. Om eftermiddagen badede vi fra båden. Vandtemperatur 20,4 grader – dejligt – det er kun 2. gang på turen, vi bader. Sidst var også i Holland, nemlig i Enkhuisen ved IJsselmeer.


Ijmuiden-Enkhuisen

2012-07-28

Trip 45 mil.
Vi beslutter at gå til Amsterdam og videre til Enkhuisen. Stille og rolig kanalsejlads med lidt kryds på IJsselmeer. Vi sejlede kl. 9,30 – blev sluset kl. 10 og ankom til Enkhuisen kl. 18,30. Vi kaster anker og ligger næsten samme sted, som sidst vi var her. I morgen går turen til Lemmer, hvor vi får besøg af Nina og Jens Jørgen, som tager turen med gennem Nordholland.


Enkhuisen-Lemmer

2012-07-29

Dagen startede med morgenbad fra båden. Vandtemperatur 22,9 grader – dejligt. Efter morgenmad afgang mod Lemmer kl. 10. Inden vi når at sætte sejl, bliver vi indhentet af en thunderstorm. Vinden når 16-18 m/s, vi ser et lyn, hører et brag og regnen pisker ned. Det varer kun ca. ½ time, så falder vinden til 10-12 m/s, og vi sætter sejl. Senere igen er vinden nede på 2-3 m/s, og til sidst tages sejlene, de sidste mil ind til Lemmer går for motor. Vi venter lidt ved slusen og er i havn kl. 14. Nu er kl. 16,30, og vi har købt ind og venter snart fremmede fra Nibe. Jeg har sat signalflag i riggen ”Freja”, hvis de altså kan tyde dem. De er i det mindste synlige.


Lemmer-Leeuwarden-Garnwerd-Groningen

2012-07-30 to 2012-08-01

Nina og Jens Jørgen påmønstrede som planlagt i går. I dag går turen nord på ad Standemastroute til Leeuwarden, hvor vi overnatter inde i byen. Vejret var overskyet med truende skyer, men det blev ikke til det store med regnen. Dagen efter videre mod Groningen. Sidst på dagen må vi erkende, at vi ikke kan nå Groningen i dag. I stedet overnatter vi i en lille, hyggeligt hollandsk landsby – Garnwerd. Lige ved kanalbredden er der en hyggelig restaurant, hvor vi spiser lækker seetung med tilbehør. Dertil en god hvidvin. J.J. insisterer på at betale mad og vin, da det samtidig er markering af Nina og Jens Jørgens 40-års bryllupsdag. Dejlig mad og hyggelig aften, som afsluttedes med en gåtur rundt i byen. Fine haver, stokroser og store hvide hortensiaer.
Onsdag går turen videre til Groningen, hvor vore gaster fra Nibe vil afmønstre for at rejse tilbage til Lemmer med bus og hente bilen og sætter kursen mod Nibe. Det tager os ca. 2 timer at komme igennem Groningen, dog afbrudt af middagslukningen af broerne fra 12-13. Eftermiddagen bruges på at se byen og gøre lidt indkøb. Der grilles om aftenen og drikkes god vin. Hyggeligt. Men i nat brød et uvejr løs over Groningen. Det lynede, tordnede og regnede i næsten 2 timer. Ingen af os kunne mindes at have oplevet noget lignende. Efter morgenmaden drog Nina op Jens Jørgen så i bus mod Lemmer. Hyggelige dage, hvor hyggen gik hånd i hånd med det nyttige, da vi er nået et godt stykke nærmere Danmark.


Groningen-Delfzijl

2012-08-02

Kort kanaltur ud af Holland. Det var tørvejr det meste af vejen. I starten havde jeg paraplyen fremme. Vi nåede frem til slusen i Delfzijl kl. 16 og var i havn kl. 16,30. Vi gik op i byen og købte lidt ind, så vi kan klare os nogle dage. Aftensmaden var køleskabsrydning - brasede kartofler, spejlæg og pølser. Dertil vores ”udsøgte” franske landvin. Tidligt til ro, da vi har planer om at sejle til Norderney med strømmens hjælp i morgen tidlig.


Delfzijl-Norderney

2012-08-03

Op kl. 04,00 og hurtigt derefter af sted. Det er mørkt, og måske er det grunden til, at jeg får trykket rigeligt på GPS’eren, så den et kvarters tid opførte sig mærkeligt, og Jonna var lidt betænkelig, da vi ikke kunne se ret meget under udsejlingen – men sådan var det vel også i gamle dage, da var man tilfreds, hvis man kunne se de røde og de grønne lys. Så selvfølgelig gik det fint, og jeg fik GPS’en til at virke. Det går godt i medstrøm ud mod Borkum. Vi får dog lidt modstrøm, inden vi vender Borkum Riff. Derefter medstrøm mod nord hele vejen til Norderney. Vind SW 3-10 m/s. En kraftig regnbyge omkring Borkum Riff, den varede vel ca. 2 timer. Vi ankommer i sol kl. 12,30 efter mere end 50 sømil, hvoraf de 30 var for sejl. Frokosten indtages i cockpittet i bagende sol, men da vi vågner af middagssøvnen, regner og tordner der, og de glemte puder og sejltøj bliver vådt. Øv. Trip 51,2. Log 12082.


Norderney-Helgoland

2012-08-04

Afgang 7,45. Ankomst 14,30. Trip 42,6. Log 12124.
SØ-lig vind ca. 6-8 m/s – så det var sommerfugl de første ca. 14 mil. Derefter døde vinden – kun 2-3 m/s – plat læns. Det blev til for lidt, så resten af turen mod Helgoland var for motor. Mod slutningen var der diset og noget usigtbart. Anduvningsbøjen ved Helgoland gav lyd, så det var ikke noget problem. Vores tankmåler viste ca. ¼ fuld, så vi ville tanke, inden vi gik i land. Det tog imidlertid en rum tid, da ”The Royal Navy” havde 3 patruljebåde, der skulle til før os. Så først kl.16,45 kom vi på plads i rækken som nr. 6. Vi lagde liner i land for og agter, da havnemesteren mente, der kom ”thunderstorm” – altså tordenbyger med meget vind. Efter betaling af havnepenge gik vi en tur i Unterland og Oberland. Det endte med, at vi spiste italiensk i Oberland. Det smagte udmærket med en siciliansk vin, Nero Davolo, til. Aftenen sluttede med et par byger og nogle smukke regnbuer.


Helgoland- Ankerplads i Eideren

2012-08-05

Efter tidlig morgenbad og –mad var vi en tur på fuglefjeldet, som ligger på øens højeste klinter mod vest. Det var meget fascinerende at se de røde klinter med rider, suler og måger så tæt på. Kl. ca. 10,30 afgang fra Helgoland i sol og næsten ingen vind, men en behagelig afsked med Nordsøen i denne omgang. Det gik smertefrit igennem Eider Speerwerk, men derefter kom problemerne. Klapbroen ved Tønning gav signal om snarlig åbning, men da der ikke skete noget den næste time, prøvede vi at få en forklaring i Tønning. Da det var søndag, åbnede broen kun efter opkald, og jeg havde ikke nummeret. Jeg lånte en mobiltelefon og fik nummeret af en sejler i havnen, og ringede til brovagten. Han var just nu på broen og ville åbne. Vi gik ud af Tønning med 2 m vand i indsejlingen, og da vandet ville falde ca. 3 m mere, turde vi ikke blive i Tønning natten over. Dybden, hvor vi lå, var kun 2,4 m, og da vandet jo ville falde 3 m yderligere, ville vi stå på tør bund. Derfor sejlede vi ud og passerede broen for lidt øst herfor at kaste anker for natten. Slusen til Friderichstad var også lukket, så vi kunne ikke komme til nogen havn under de givne omstændigheder. Vi har nu ankret i en bund med god plads og dybde, så det bliver spændende, om vi har vand under kølen i nat. Ankomst ankerplads kl. 18,l5. Trip 37,5. Log 12163.


Ankerplads i Eideren – Rendsburg

2012-08-06

Vores overnatning i Eideren med 3 m tidevand og strøm på op til 2 knob gik fint. Vi havde lagt tyngde på ankerkæden, så vores venderadius blev mindre, da strømmen vendte. Det virkede fint, og vi fik en meget rolig nat. Afgang kl. ca. 8,00 efter morgenmad. Turen gennem Eideren blev en naturoplevelse. Store flokke af viber og stære samledes. I aftes var det krager. Fiskehejrer var der masser af og Jonna fotograferede. For første gang i mit liv så jeg en odder svømme foran båden. Skovduer, måger (flere arter), ibis og grågæs var også besøgende langs Eideren. Ellers gik dagen med motorsejlads, og et antal broåbninger og 3 sluser, som koster 9 € hver. I havn kl. 18 i Rendsburg. Efter aftensmad på indkøb, som vi lige nåede inden lukketid. Trip 64,2. Log 12226.


Rendsburg – Mommark, Als

2012-08-07

Afgang Rendsburg kl. 9,15. Motor til Kiel. Ankomst kl. 12,00. Den lille sluse var i uorden, hvorfor vi måtte vente på 2 coastere, før vi kunne sluse. Det blev den værste slusning på turen. Den ene coaster kørte med skruen under hele slusningen. Det gav en masse strøm i slusen, som vanskeliggjorde tillægningen. Ydermere kom en belgier og ville lægge til udenpå os. Det var en ren sluseamatør. Han var ved at tvinge vores stævn ind i nogle jernbeslag på tillægsbroen. Heldigvis skete der ikke noget, men det var ikke belgierens skyld!! Da vi skulle ud derfra, ville Jonna skubbe båden så meget fri som muligt, hvorefter det var svært for hende at komme op på båden. Jeg måtte midt i fralægningen give hende en hånd, men heldigvis kom hun med. Vi var ude af slusen kl. 13,30. Efter et par klemmer til middagsmad satte vi sejl. Vinden svingede med bygerne, men var det meste af tiden 11-13 m/s. I bygerne op til 16 m/s. Vi rebede både storsejl og genua. Vores plan var at gå til Sønderborg. Men ved Schleimünde skrallede vinden, og vi kunne ikke holde højde. Vi ændrede kursen og kunne med knapt halv vind nå til Mommark. Det gik fint med ca. 7-8 knob. Desværre havde vi 1 knob imod, men nåede havnen kl. 19. Det blev ca. 40 mil på 5½ time, udmærket. Det er helt dejligt, at havnefogeden forstår alt, man siger. Sådan var det bestemt ikke i Frankrig. I havnen derimod er der kun 1 dansker og 12 tyske sejlere. Ikke særlig hjemligt. Trip 58. Log 12284.


Overliggerdag i Mommark

2012-08-08

Vi får ryddet op i båden, og den bliver grundigt vasket. De seneste dage har kun budt på sejlads, og da det blæser op til 17 m/s i bygerne, synes vi, det var passende med en overliggerdag. Jeg købte en torsk ved en fisker, så er aftensmaden reddet. Vi mindes Lofoten, da jeg må have gang i min Lofotenkniv. Vi fulgte hele 49-medalrace, da vores fjernsyn for en gangs skyld virkede. Det var fantastisk, som de sejlede sig op efter en sløj start. Aftenen stod i håndboldens tegn, men ak, vi tabte til arvefjenden Sverige.


Mommark-Fåborg

2012-08-09

Vind NW, ca. 10 m/s. Med reb i storen gøres hele turen for sejl. Afgang 9,45, ankomst 11,45. Trip 13 mil. Log 12298. Frisk sejltur – en del strit fra de krappe søer, men ellers meget behageligt. Det blev til en lille bytur om eftermiddagen. Charmerende by med både bindingsværk og stokroser. Turen sluttes med en øl på torvet. I morgen er det planen, at vi bevæger os længere nordpå. Vi er noget usikre på, om vi kan sejle til Nibe pga. problemerne med Limfjordsbroen i Aalborg. Men foreløbig går vi nordpå og afventer.


Fåborg-Fynshav

2012-08-10

Da der var meldt aftagende vind i forhold til de sidste dages heftige blæst, 10-18 m/s, er planen at sejle op i Lillebælt. Men, men. Vind og krap sø lige imod, 10-12 m/s, det gider vi ikke byde hverken båd eller os selv. Så planen ændres, og vi går til Fynshav i stedet. Hverken solen eller den aftagende vind har vi set ret meget til i dag. I morgen er Lillebælt igen målet, men vi får se, hvordan vejret bliver. Trip 15. Log 12313. Afgang 9,30. Ankomst 12,00.


Fynshav-Bogense

2012-08-11

Afgang 9,10. Ankomst kl. 16. Trip 48,3. Log 12362.
Vind var der ikke meget af. Lidt for sejl i starten, men ellers blev turen gjort for motor. Dejligt med medstrøm gennem snævringen i Lillebælt, ca. 2 knob. Motorsejladsen gav god tid til at nyde den flotte danske natur op gennem bæltet. Vi forstår godt, hvorfor hollændere og tyskere besøger os i stort tal.


Bogense-Endelave

2012-08-12

Vind ØNØ ca. 5 m/s. Vi kunne lige holde Endelave op. Fin sejltur i sol og sommer. Afgang kl. 11,30. ankomst 14,30. Vi indviede vores nye storskøde, som erstatter vores gamle 12 mm. Det nye er kun 10 mm, og der er meget bedre føling med storsejlet. Tænk at være 6 år om at finde ud af det!!! Trip 14,5.


Endelave-Tunø

2012-08-13

Igen en fin tur i sol og sommer. Kunne ikke følge en Faurby 36 på slørsejlads, men da vi nærmede os Tunø, spidsede vinden. Dejligt, for så kunne Faurbyen ikke følge os. Han tabte højde og måtte til sidst slå, mens vi holdt højde hele vejen. God oplevelse. Trip 13,5. Log 12390.


Tunø-Århus

2012-08-14

I aftes så vi, at verden er lille. Pludselig fik jeg øje på en mand, jeg sidst så på Jersey, nemlig Leif, der var med omborg på den danske båd Thalassa, der var på vej til Middelhavet. Vi blev opdateret om Thalassas videre færd og havde en hyggelig aften sammen. I dag havde vi kun vind i ca. ½ time. Da vi rundede den grønne bøje nord for Tunø og ændrede kurs mod Aarhus, fik vi plat læns, ca. 4 m/s. Det flytter ikke Bavariaen ret hurtigt, så motoren må overtage. Vi får en god plads i Sejlklubben Bugten. Ejeren af pladsen er i Spanien, så det går nok an at bruge den en uges tid. Trip 17 mil. Log 12407.


Overliggerdage i Bugten i Aarhus

2012-08-15 to 2012-08-21

Vi besøger Mette, Lea og Niels, efter vi har hentet Lea i vuggestuen. Hyggelig eftermiddag med Lea. Senere grill hos Mette og Niels. De næste 2 dage har vi bilen, som har ferieret på Møllevangs Allé. Gør indkøb. Har Lea, Niels og Mette til aftensmad ombord. Næste dag besøger vi Birgitte og Poul i Ebeltoft. De byder på frokost. Dejligt. Hyggeligt møde. Vi har jo ikke se dem, siden vi forlod Åbenrå for snart fire måneder siden. 19.-21.8. har vi familien fra Aarhus med til hovedstaden. Afleverer dem i Glostrup, hvor de skal residere til søndag, hvor vi alle skal til barnedåb med Lydia i Christianskirken i Lyngby. Vi drager videre til Bernhard Olsensvej i Virum. Xenia, Charlotte og Peter har travlt med forberedelserne til Lydias barnedåb i morgen. Vi hjælper med borddækning, skrivning af ”bordkort”. Der skal laves plads til 58 i teltet, de har stillet op i haven. Barnedåben forløber planmæssigt – dog var Lydia lidt utilfreds med at få vand i hovedet. Vejret var fantastisk – sol, næsten ingen vind. Der var god omsætning af kolde drikke i sommervarmen. Gæsterne mødte i kirken eller til frokost og drog af sted efter kaffen henad kl. 17. Vi blev til mandag for at hjælpe med oprydningen. Over middag drog vi så tilbage til Aarhus. Dejlig weekend med familien. Efter en afslapningsdag, hvor vi var med Birgitte og Poul på Silkeborgsøerne, sejlede til Himmelbjerget og retur, var vi onsdag klar til næste trip hjemad.


Aarhus-Grenå

2012-08-22

Afgang Aarhus kl. 8,45. Ankomst Grenå kl. 14,30.
Det blev en rigtig frisk sejltur med SW-lig vind 8-14 m/s.- Vi startede med fuld sejlføring og sluttede med reb i både genua og storsejl. Distancen blev på 39 sømil på 5 timer og 3 kvarter, ikke så dårligt af en Bavaria. Vi opgav at gå til Bønnerup, da vinden spidsede og øgede til 12-14 m/s. Det blev så i stedet Grenå. Trip 39. Log 12446.


Grenå-Hals

2012-08-23

Afgang Grenå kl. 07,00. Ankomst hals kl. 14,30. Trip 46. Log 12.492.
Starter med rebet storsejl og fuld forsejl. Vinden er SW, ca. 8 m/s. I Gjerrild bugt tiltager vinden til 10-12 m/s. Vi reber forsejl – ca. 3 omgange. I de næste timer bliver søen grovere og pustene hårdere. Vi reber storsejlet helt ned, da båden er svær at holde. Herefter går det bedre. Vinden er foran for tværs 12-14 m/s. Vi logger konstant 7-8 knob. Op mod Johannes´ fyr øger vinden til 13-15 m/s. Kl. 13 tager vi forsejlet og sejler ind for storsejl og motor. Rigtig frisk tur med vand over båden og midt op i sejlene. Besætningen gik heller ikke ram forbi. Vi fik vores part af røgvandet. På havnen i Hals blæste det stadig godt – 13-14 m/s, men heldigvis var der et par venlige danske sejlere, der tog fortøjningerne. Ret hurtigt var vi på plads langskibs ved siden af mastekranen. Hjælperne og vi selv nød landgangsøllen ovenpå en af de hårdeste ture på hele vores færd.


Hals-Nibe

2012-08-24

Afgang kl. 10. Ankomst 16,30. Vinden var næsten ret imod, så det meste af turen blev gjort for motor. Dog afbrudt af små forsøg med sejlene. Vi havde ikke energi til at krydse – nej, nu skulle vi altså hjem. Frokosten blev indtaget i den lille kanal mellem broerne. Flagene fra de lande, vi besøgte på turen, var hejst under styrbord salling: Tyskland, Holland, Belgien, England og Frankrig. På vej mod Nibe kontaktede vi Birthe og Gordon angående bilen. De kom til Nibe med Golfen. Bilen blev pakket med vasketøj, og vi drog mod Ferslev. På vejen købte vi 4 stjerneskud, som vi nød hos Birthe og Gordon til en dejlig hvidvin. Og således sluttede sommerturen 2012. Trip 29. Log 12521. Turen samlede længde 2216 sømil.


Båden endelig i vandet igen!!

2013-04-12

Så oprandt dagen, hvor båden igen fik vand under kølen. Trods et noget køligt og ustabilt vejr fik vi båden klar til søsætning i dag. Søsætningen forløb uden problemer, så nu glæder vi os til at få rigget med mast og sejl. Hvis alt "klapper", selv jernbanebroen, er der afgang på sommerturen d. 6. maj. Turen går i år til Stockholm, hvor vi stadig har oplevelser til gode, og desuden til den smukke skærgård syd og vest for byen. Maeleren indenfor Stockholm bliver der sikkert også tid, til inden vi vender snuden hjemad sidst i august.


Nibe-Hals

2013-05-06

Afgang Nibe kl. 12,15. Kun let vind. For motor mod Hals. Igennem jernbanebroen og vejbroen i Aalborg kl. 14,00. Vi kom lige på slaget 14 og sejlede derfor lige igennem næsten uden at tage farten af. Fruen serverede æbleskiver i Langerak - dejligt. Ankomst Hals kl. 16,20 (strømmen var med hele vej 0,5-1,5 knob). Log Nibe 12813. Log Hals 12839. Trip 26 + strømtillæg.

Så er sommerturen startet. Det første trip var i solrigt vejr og kun lidt vind. Gennem Langerak mod Hals tiltog vinden lidt i styrke og var ved ankomsten 6-8 m/s fra SØ. Vindretningen skulle gerne ændre sig til i morgen, ellers bliver turen til Grenå meget lang!!!


Hals-Skansehage

2013-05-07

Afgang Hals 05,45 i vindstille. Efter et par timer vind fra vest 0-3 m/s. Efter opvarmning af landet langs kysten østenvind 0-3 m/s. For motor indtil kl. 16,30. Vind NØ 5-6 m/s. Resten af turen for sejl. Efter søkortet skulle der være en DS-bøje i bugten, vi havde udset os, men det var ikke tilfældet, så vi lod ankeret gå kl. 19,45. Vi havde nordgående strøm fra Djursland til Sjælland 0,5-1,5 knob. Det forklarer vores distance, som er lidt for lang efter opmåling.
Log ved Skansehage 12,924. Trip 85,3.
NB: Vi har af et gammelt forsejl lavet et lille trekantet sejl, som testes for at få båden til at ligge mere vindret for ankeret. Det ser ud til at virke, men vinden er temmelig svag – så vi ved ikke, om det virker i blæst!!


Skansehage-Nykøbing Sj.

2013-05-08

Det regnede og blæste fra morgenstunden. Ved morgenbordet bestemte vi, at vi ville vente med at sejle, til den lovede opklaring kom. Formiddagen brugte vi på at kikke lidt på foredraget, som vi havde lovet at divertere med på lørdag for de andre Bavariasejlere, der er her til Bavariatræf. Vi tog ankeret i tørvejr kl. ca. 11 og satte sejl for at sejle de sidste få mil til Nykøbing Sj. Vind 8 m/s, så det tog kun en time at sejle de 6 sømil. Loggen var stået af i løbet af natten, men vi fik den i gang igen ca. halvvejs. Ved ankomsten bød Poul og Birgitte på frokost, dejligt. Log Nykøbing Sj. 12930 (anslået).
NB: Det lille trekantede sejl virkede også i blæsevejr – op til ca. 13 m/s i nat, men måske skal det lige tilpasses lidt nøjere.


Bavariatræf i Nykøbing Sj.

2013-05-09 to 2013-05-12

Det var vores første deltagelse i et Bavaria-træf, så vi var jo lidt spændte på, hvordan det ville forløbe. Birgitte og Poul havde vi lokket til at deltage, da de, ligesom vi, netop var startet på sommertogtet. Det blev 4 hyggelige dage sammen med ligesindede, alle sammen mennesker, der kunne lide at sejle, og som sejlede Bavaria-både. Der var arrangeret en fornem middag fredag aften. Rigtig god mad og vin, som var sponseret af Michael Floor. Lørdag var vi på gåtur ud til et naturområde, Hov Vig, som ligger ca. 3 km øst for havnen. Over middag var der skattejagt og derefter fortalte vi om vores tur sidste sommer til Kanaløerne. Lørdagen afsluttedes med fællesspisning, og grillen var tændt. Det, træffet vil blive husket på, vil nok være samværet og så en musikalsk oplevelse fredag aften, hvor 3 søskende fra Brejning gav nogle numre på tværfløjte, guitar og cello. Det var virkeligt højt niveau med både høj teknisk kunnen og musikalsk indlevelse. Fantastisk. Til slut en tak til Bavariaklubben for et veltilrettelagt træf. Det bliver helt sikkert ikke vores sidste møde med andre Bavariasejlere. Søndag eftermiddag, da træffet var slut, cyklede vi ud for at se Psykiatrisk Museum. Vi fik en rundvisning på det gamle hospitalområde og et kik i museet. Det var bestemt et besøg værd.


Nykøbing Sj. - Odden Havn

2013-05-13

Efter tankning af diesel og vand var der afgang kl. 10. Vinden sydlig 10 m/s. Vi rebede både storsejl og forsejl, og det gik fint med 6,5-7 knob. Efter vi kom ud på Kattegat, øgede vinden til ca. 12 m/s, i pustene 15. Vi rebede storsejlet helt ned. Det gav måske ikke så meget fart, men stabiliserer bådens krængning. Kl. 13,45 ankom vi til Odden havn. Trip 23,5. Log 12951.


Odden Havn-Aarhus

2013-05-14

Dagen startede med øsende regnvejr. Vejrmeldingen sagde SV 5-10 m/s, sidst på dagen drejende SØ 3-8 m/s. Regnen skulle aftage og opklaring fra V skulle brede sig. Det sidste passede. Det klarede fint op. Til gengæld vedblev vinden at være SV-lig. Det betød spids vind hele vejen. Vi fik en enkelt byge og var på kanten af flere. Vinden varierede meget i styrke og intensitet. Vi rebede ned og ud i ét væk, måske 5-10 gange. Vindens styrke varierede fra ca. 3 m/s til 15 m/s. Vi havde motor på i 30 min., da vinden aftog helt, og bølgerne stadig var store og stejle. Så gjorde vi kun 1-2 knob. Derfor motor. Men vinden kom igen, og vi sparede olie. Turen tog 8 timer fra 9,30-17,30. Trip 45,1. Log 12996.


1. overliggerdag i Aarhus

2013-05-15

Formiddagen brugte vi på at rette masten op. Den var efterhånden blevet ret skæv. Måske var det den hårde medfart fra Nordsjælland til Aarhus. Efter opmåling og totning af top- og undervant måtte jeg i masten for at justere mellemvantet Hele operationen varede det meste af formiddagen. Over middag var vi på cyklerne på turisttur i Aarhus midtby. Vejret var godt, og folk sad på bredderne af Aarhus Å og nød vejret og lidt drikkeligt. Dagen sluttede med regn, så det blev ikke til grill i denne omgang.


2. overliggerdag i Aarhus

2013-05-16

Dette var så dagen, hvor begivenheden, som er den egentlige årsag til, at vi ligger i Bugten, Aarhus, skal finde sted. Niels skal forsvare sin phd-afhandling om blærekraft på Moma, Skejby. Det blev et rent tilløbsstykke med 60-70 tilhørere. Seancen varede fra kl. 13-15, og Niels klarede det i flot stil. Han fik mange rosende ord med i bedømmelsen og i senere tale af hans vejleder professor Lars Dyrskøt. Efter reception med champagne og lidt god mad var vi 15 stk. hjemme hos Niels og Mette i haven til grillhotdogs, øl og vin i rimelige mængder. Alt i alt en dejlig dag for Niels og hans familie, men også for de stolte forældre. Titlen på hans afhandling er ”Identification af markers for progression and BCG treatment response in bladder cancer”.


3. overliggerdag i Aarhus

2013-05-17

Besøg af Niels fra Bavaria, som kom med et ventilsæt til vores brusepumpe. Senere et kort besøg af Niels, som kom med Lea, der gerne ville tilbringe dagen på/ved båden. Senere et kort besøg af Mette og Niels’ naboer Birthe og Hans. Vi delte 4 øl og snakkede om løst og fast, bl.a. gårsdagens begivenhed og nybyggeriet på Aarhus havnefront. Efter en meget dyb indånding gik jeg så i gang med at skifte de 2 ventiler i pumpen under vasken på toilettet. Det kostede en del sved og tummel med skruer på umuligt steder, men efter et par timer var arbejdet til ende, og pumpen blev prøvekørt med et godt resultat. Efter fisketur med Lea kom Mette og Niels med kage til kaffen. De blev til aftensmad. Johns bøffer fra Svenstrup Bruges faldt i gæsternes smag. De kørte allerede hjem kl. 19, da morgendagen byder på et omfattende program i forbindelse med Maria og Martins bryllup. Niels skal være forlover og må igen holde tale, denne gang dog på dansk. I morgen er det planen, at vi sejler videre efter en mindre indkøbstur. Hvortil turen går, må I vente med til i morgen aften.


Aarhus-Langør på Samsø

2013-05-18

Efter indkøb var der afgang fra Aarhus kl. 10,10. Store dønninger lige imod gjorde, at vi sejlede ca. et par mil for motor. Derefter for sejl resten af vejen. Vi kunne ikke holde Øer op, derfor faldt valget på Langør på Samsø. Vi havde en fin sejlads hertil og ankom kl. 14,15. Pinsesolen danser vel også her. Efter ankomsten gik vi ud til kirken og nød den flotte udsigt og en smuk rapsmark. Ved hjemkomsten til haven hilste vi på besætningen på Tangaroa. De købte søkort af os før deres tur til Skt. Peterborg i 2011.
Trip 24.2. Log 13020.


Langør-Gilleleje

2013-05-19

Op kl. 6 og afgang kl. 7 mod Gilleleje. Vinden NØ-lig ca. 7 m/s. Efter udsejling fra Langør gik det med kurs 80 for sejl mod Sjællands Odde. Ca. 1 time efter passage af Snekkeløbet falder vinden til 3-4 m/s. Motor resten af vejen, da vinden til sidst dør helt. Så dagen bød på ca. 20 sømil for sejl og ca. 40 for motor. Ankomst til Gilleleje kl. 17. Birgitte og Poul var her allerede og modtog os. De ville give aftensmad. Ikke dårligt ovenpå en lang sejldag. Trip 60,4. Log 13081.


Gilleleje-Helsingør

2013-05-20

Lille, kort tur for motor. Næsten vindstille i starten, men mod slutningen ca. 6 m/s NV. Vi fik ikke sejlene op, men prøvede lige at rulle storsejlet ud og ind. Jeg havde kortet den bagerste sejlpind, da den næsten stod i et S og derved var svær at rulle ind og ud. Det så ud til at virke. På turen fulgtes vi med Poul og Birgitte, der sejlede i deres Bavaria Aphrodite. Trip 13,4. Log 13094.


1. overliggerdag i Helsingør

2013-05-21 to 2013-05-23

Planen var, at vi i dag skulle sejle til Tårbæk for at være tættere på Dyrehavsbakken, hvor vi onsdag skulle overvære Cirkusrevyen. Imidlertid var der i morges usædvanlig tæt tåge. Så tæt, at vi, den store trafik i Sundet taget i betragtning, valgte at blive til i morgen og se tiden an. Dagen brugte vi bl.a. til indkøb af fødevarer. Ved aftenstide kom Tango af Nibe ud af tågen, som pludselig kom dem i møde kun 1 time før Helsingør. Annie og Henning gav en lille forfriskning, efter vi havde givet en hånd med tillægningen. Hyggeligt at møde sejlere fra hjemegnen. Næste morgen sejlede de igen ud i tågen – de modige Nibe-sejlere.


2. overliggerdag i Helsingør

2013-05-22

Vi tog i stedet endnu en dag i Helsingør – tågen var stadig tæt. Da vi bare kunne tage toget til Cirkusrevyen, valgte vi det. I øvrigt sammen med Poul og Birgitte, som vi have lokket med til løjerne på Bakken. Det blev en stor oplevelse, som langt overgår at se det på TV. Det var vores første cirkusrevy på Bakken, men måske kommer der flere, hvis lejlighed bydes. Hele vort besøg på Bakken var velsignet med øsende regnvejr og efterårsagtig kulde.


3. overliggerdag i Helsingør

2013-05-23

I dag er opklaringen så kommet, og vi havde planer om at sejle til Tårbæk. Men kl. 7 ringede Peter. Lydia havde feber, og han ville høre, om vi kunne komme og babysitte. Det kunne vi selvfølgelig, og kl. 7,34 steg vi på toget mod Klampenborg, hvor Peter hentede os. Det blev en hyggelig dag sammen med pigerne. Jeg hentede Xenia i børnehaven kl. 14,15, og vi blev til aftensmad. Nu sidder de 2 gamle på båden igen og gør status over Helsingøroplevelserne. Trætte og mættet med gode oplevelser med de mennesker, vi har tilbragt dagene med. Vejret har jeg ikke nogen kommentarer til – og dog – ganske utrolig elendigt.


Helsingør-Tårbæk

2013-05-24

Afgang Helsingør kl. 10. Ankomst Tårbæk kl. 13. Trip 17,2. Log 13111. Det blæste godt i nat, men til morgen er det løjet, og da vi skulle sejle kl. 10, var der kun 2 m/s. Det betød motor hele vejen til Tårbæk. Det var trods alt dejligt at få sejlet lidt igen, inden vi helt groede fast i Helsingør. Solen skinnede, og mon ikke det blev til et par billeder af Kronborg, da vi passerede. Til aften får vi besøg af Charlotte, Xenia, Lydia og Peter. Vi håber, det gode vejr holder.


Taarbæk-Hven-Taarbæk

2013-05-25

I aftes aftalte vi, at vi i dag skulle på en tur til Kirkebakken på Hven. Afgang kl. 10,20. Vinden nordlig og derfor næsten lige imod. Peter insisterede på, at vi skulle krydse til Hven, men ved sydenden af Hven startede vi motoren og sejlede det sidste stykke til Kirkbacken. Efter frokost gik vi op til øens midtpunkt, hvor Tycho Brahe havde sit observatorium. Vi kikkede på museet i Alle Helgens Kirken og renæssancehaven omkring slottet Uranienborg, som er revet ned og som kun vises som et omrids, markeret af en rønnehæk. Inden hjemturen fik vi lige en is. Vejret var med os i dag – mildt og ind imellem sol. Vi er inviteret til aftensmad hos Charlotte og Peter efter hjemkomsten til Taarbæk. Alt i alt en dejlig dag sammen med familien fra Bernhard Olsensvej. Trip 17,2. Log 13128.


Taarbæk-Kastrup

2013-05-26

Efter morgenmad i Virum var vi med Lydia og Peter til babysvømning. Det gik fint, hun var rigtig dygtig. Sjovt at se de smås glæde over vandet. Herefter kørte Peter os tilbage til Taarbæk og Freja. Det blæste temmelig meget omkring middag, men efter ønskekoncert med middagslur sejlede vi fra Taarbæk kl. 15. For fulde sejl mod Kastrup. Mit GPS-kort passede ikke helt. Man er åbenbart ved at gøre Københavns havn landfast med Middelgrundsfortet!!! Det betød, at mit waypoint fra 2010 var ”helt i skoven”. Nå, men vi fandt vej udenom og ankom til Kastrup kl. 16,45. Log 13138. Trip 10,2.


Kastrup-Dragør

2013-05-27

Efter storevaskedag i Kastrup sejlede vi sidst på eftermiddagen til Dragør. Et hyggeligt sted, som vi gerne genser. Poul havde bestilt et pakningssæt hos Hellers i Kastrup, han skulle afhente det i dag. Endnu et gensyn med Afrodite med besætning. Vejret var fint, så det endte med turens første rigtige grillaften, hvor maden både tilberedes og fortæres i det fri. Aftenen sluttede med kaffe i Afrodite efter en gåtur gennem Dragørs brostensbelagte, smalle gader ud til Dragør fort. Trip 4 sm. (langturssejler??!). Log 13142.


Dragør-Gislövs Läge

2013-05-28

Eftersom juni måned hurtigt nærmer sig, tog vi i morges en hurtig beslutning. Rügen er måske ikke det smarteste sted at være, når vi skal hjem på besøg medio juni. Så turen i dag kom til at gå gennem Falsterbokanalen og videre til Gislövs Laege. Det er så tanken, at vi fortsætter langs den svenske kyst til Blekinge Skærgården. Vi håber på lidt rigtigt skærgårdsvejr, såvel sommer som hyggelige aftener ved klippen. ”Wishfull thinking” – men alligevel. Det gode vejr må vel indfinde sig på et tidspunkt. Sejlturen i dag var meget afvekslende. Først sejl i ca. 4 m/s SW mod Falsterbo. Så ingen vind og motor til og gennem kanalen. Så sejl igen nu i rigtig frisk vind, som var næsten ret imod. Vi krydsede 15 sm. i 8-12 m/s. Det gik, men søerne stoppede os, så det tog sin tid, inden vi nåede Gislövs Laege. Afgang Dragør 10,30. Ankomst Gislövs Läge kl. 16,50. Log 13171. Trip 29.


1. overliggerdag i Gislövs Läge

2013-05-29

Vi valgte at ligge over, da vinden stadig var temmelig hård fra morgenstunden, og desuden regnede det af og til. Ved middagstid klarede det op, og om eftermiddagen var vi med bus til Trelleborg. Vi besøgte resterne af vikingeborgen Trelleborg. Ca. ¼ af ringvolden var reetableret sammen med en indgangsport og nogle huse. Husene lignede dem, vi så i Hedeby ved Slesvig både i udseende og indretning. I midten et ildsted, omgivet af sovepladser med skind fra køer og får. I den ene ende en væv og i den anden en sti til husdyrene. Byen var ikke specielt spændende. Vi gik en tur langs gågaden og fandt Claes Ohlson i et indkøbscenter. Jeg købte nogle pærer til loftsbelysningen som reserve, desuden købte jeg en lille lommelygte, som er god at have, når ting skal repareres/efterses på de mærkeligste steder i sådan en båd! Vejret var solrigt, men stadig noget blæsende. Imidlertid fandt vi et godt grillsted mod vest bag klubhuset med både sol og læ. Her grillede vi sammen med Birgitte og Poul og Jette og Johannes fra Herning. De var på deres første tur som pensionister. Deres plan var at sejle Østersøen rundt, dog uden at besøge Skt. Petersborg. Det blev en hyggelig aften, som sluttede med kaffe/te ombord på Freja.
Til slut aftalte vi at sejle kl. 7,30 i morgen med kurs mod Ystad.


Gislövs Läge-Ystad

2013-05-30

Afgang kl. 7,35. Sejlene sættes udenfor havnen. Vinden er ØNØ 5-7 m/s. Vi oplevede flydende garn i overfladen 2 gange. Heldigvis var vi hurtige og fik vendt væk fra net og tov. Ved 11-tiden øgede vinden i pustene op til 12 m/s. Søerne voksede, og vi søgte ind under land, hvor også modstrømmen mindskedes. Kl. 12,30 tog vi sejlene og listede langs land mod Ystad. Vi ankom ca. 13,30. Var derefter til landgangsøl hos Jette og Johannes i deres Aurora, en Contrast 36. Trip 30,4. Log 13202.


1. overliggerdag i Ystad

2013-05-31

Dagen startede med et bad af den ikke helt sædvanlige slags. Jeg var gået forkert!! Ikke for mænd, men for bare damer. Vi var faktisk 2 mænd på gale veje samtidig. Nå, men jeg blev vasket uden afbrydelser, men Birgitte og Jette kom umiddelbart efter, men da var jeg da færdig og næsten påklædt!! Senere var vi på bytur med Birgitte og Poul. Ystad viste sig som en charmerende by med smalle, brolagte gader og små byhuse ligesom Hjelmerstald i Aalborg. Gågaden var ganske godt besøgt. Her spiste vi frokost på en god restaurant. Senere besøgte vi Mariakirken, som var meget smukt dekoreret indvendigt. Byturen sluttede med Gråbrødreklostret. Vi besøgte urtehaven og æblehaven, som var meget velplejede. Flere gartnere gik og puslede om planterne. I øvrigt var der rundt i byen bede med flere tusinde stedmoderblomster, som gartnerne selv fremavlede mhp. udsmykning af byen.


Ystad-Skillinge

2013-06-01

Afgang Ystad 10,15. Ankomst Skillinge 14,30. Vind NØ-lig 6-8 m/s. Vi startede for sejl mod Sandhammeren. Det gik faktisk fint med at holde højde hele vejen forbi Sandhammeren. Efter et par krydsben mod NØ løjede vinden til 3-4 m/s. Vi tog sejlene ned og gik ca. 1 time for motor til Skillingen. Trip 22,8. Log 13225.


Skillinge-Simrishamm

2013-06-02

Afgang Skillinge 10,10. Ankomst Simrishamm 11,30. Det blev en kort tur på 7,2 sømil. Vinden var lige i panden, så sejlene fik en fridag. Det mest bemærkelsesværdige ved turen var prisen på havnepladsen i Simrishamm, 200,00 sv. kr. uden strøm. Heldigvis var der strøm tilbage på vores stander, så det sparer vi i første omgang. Det buldrer lidt i det fjerne, men det har holdt tørt indtil nu (12,30). Forhåbentlig blæser vi ikke inde her med de priser. Trip 7,2. Log 13232.


Simrishamm-Hanö

2013-06-03

I dag havde vi feriens foreløbig bedste sejltur. Foran for tværs 5-8 m/s – det gik rigtig godt. Vi fulgtes med en Larsen 28 fra Gilleleje – Kizzy. Ombord var et hyggeligt par, som var på deres første længere tur som pensionister. Efterhånden som vi nærmede os Hanö, døde vinden mere og mere. Larsen 28-eren, som vi havde fået lidt hul til, mens der var vind, hentede os ca. 7 sm. før Hanö. Vi startede begge motoren og sejlede den sidste time uden sejl overhovedet. Men alt i alt en dejlig sejltur. Sol og vind det meste af vejen. Trip 33,5. Log 13265.


Hanö-Dragsö-Tjärö

2013-06-04

Afgang Hanö 9,45. Ankomst Dragsö kl. 13. Trip 15,5. Log 13281.
Vinden var lige i panden, så det blev motor næsten hele vejen. Vi gik til med hækanker, og pladsen var god – læ og meget vand, 2,5 m under stævnen. Stedet er beskrevet i Havneguiden 7, side 260, hvis nogen skulle komme forbi.
Midt under middagsluren vækkede Jonna mig. Vinden var vendt 180 gr., og vi får den lige bag ind med ca. 10 m/s og ½ m høje bølger. Jonna frygter, vores hækanker ikke vil holde, og vi fortrækker fra klippen i god ro og orden. Nu ligger vi for anker ved Tjärö, og det virker mere trygt under de åbenbart omskiftelige vinde. Se det var noget af en debut i Blekingeskærgården, men heldigvis gik alt godt, så vi prøver hækankring igen i morgen.
Vi har planer om at drikke den øl – Ørbæk Dunkel - som Jørgen Djørup forærede os inden afgangen fra Nibe. Det må være på sin plads, eftersom det er vores overnatning i det fri i Blekingeskærgården.


Tjärø-N.Bollö

2013-06-05

Trip 19,8. Log 13303.
I dag sejlede vi øst på i Blekingeskærgården. Meget grundt vand og mange granitblokke præger farvandet, så vi holder os næsten altid i farledet. En del af vejen var udenskærs, og her sejlede vi for sejl. Fin vind sydlig 4-5 m/s. Målet var en plads i bugten på N.Bollö. Fine ankermuligheder og SXK havde en bøje. Men der var også en gammel bro, sandsynligvis anlagt af militæret. Yderst på broen skulle der være 2,2 m vand. Vi listede ind og kunne lige akkurat holde ”en spand vand under kølen”. Et udtryk, vi har lært af en hollænder om det, at der lige er vand nok til, at vi flyder. Stedet er fint, og vi er ganske alene. Måske er det, fordi militæret bruger området til skydeøvelser og skiltning fortæller, det er livsfarligt at opholde sig her, og at det er på eget ansvar. Hvornår er det ikke det!!!. Vi sejlede ved 11-tiden og var her kl. ca. 16.


N.Bollö-Öppenskär

2013-06-06

Efter en dejlig grillaften på klippen vågnede vi op til en frisk vind fra nord, hvor bølgerne klaskede op bagi Freja. Som om det ikke var nok – nej – midt under morgenmaden bankede kølen på klippen. Nu var der pludselig ikke engang en kop vand under kølen. Vi forhalede en halv meter bagud, og problemet var løst. I dag gik turen først til Aspö for at handle madvarer. Der var en ICA tæt på havnen, så det gik hurtigt. Efter maden var stuvet, og vi havde tanket vand, gik turen forbi Drottningskärs Kastell, der sammen med Kungsholm Fort på den anden side af sundet var en vigtig forsvarslinje for flådebasen i Karlskrona. Vi fortsatte til Öppenskär, hvor vi ville se, om der kunne blive en plads til os. Første mål var en lille bro med 2,5 m vand. Her lå i forvejen en svensker. Han tilbød os straks at ligge uden på, da det var grundt længere ind på broen. Dejligt at møde sådan en gæstfrihed. Så nu ligger vi trygt og godt udenpå Maja og Bo i Victoria. Nu må grillen igen tændes, da vejret stadig er helt fantastisk. Trip 14,7. Log 13317.


Öppenskär-Kristianopel

2013-06-07

Vejret er her til morgen stadig helt fantastisk. Skipper tog sit første morgenbad fra båden. Det blev til 2 små svømmeture – vandtemp. 17 grader – meget forfriskende, men koldt. Hygge med krydsord og læsning efter morgenmaden. Inden afgang var vi på et kort besøg hos Maja og Bo i Victoria. Han havde selv apteret båden for 35 år siden og havde mange finurligheder ombord. Bl.a. havde han ombygget et elrudehejs fra en bil, så det kunne få hans fjernsyn til at forsvinde bag et panel. Væk var det og ved et tryk på en knap, dukkede det op igen. Så var der afgang fra Öppenskär. For motor ud af farledet mod SØ, for senere at komme ud på dybere vand langs kysten. Her satte vi sejl, men vind var der ikke meget af – 2-4 m/s. Sammen med os gør 3 tyske både også turen nordpå. Det lykkes os at hende den bageste – en Dufour 38. Men senere dør vinden, og vi sejler de sidste mil for motor. Afgang kl. 11. Ankomst 15,30. Trip 17. Log 13334.


Kristianopel-Färjestaden

2013-06-08

Der var storvask af tøj i går i Kristianopel – det var nemlig inkluderet i havnepengene. Her til morgen fik båden en ordentlig omgang vask. 3 døgn uden havn sætter sit præg. Køer og får var der på 2 af stederne, og selv om vi kun tog, hvad sålerne bar, var der både fåre- og komøg med. Vi har aldrig været gode til at skifte fodtøj, når vi går til og fra båden. Med rent tøj og nyvasket båd var der afgang kl. 10,30. God vind i starten, men den aftog efterhånden – efter 14 sømil tog volvoen over det sidste stykke, også 14 mil. Vi var her kl. 15,30, og siden er vinden bare taget til. Lige nu – kl. 17 – blæser det 10-14 m/s. Desværre lidt for sent! Ellers en dejlig tur i sol og sommervejr. Og tænk – her er palmer på stranden. Trip 28,7. Log 13363.


Färjestaden-Kalmar

2013-06-09

Efter morgenbad til os begge og morgenmadshygge var vi på indkøb i ICA. Der var en virkelig velassorteret butik i Färjestaden. Herefter satte vi sejlene i havnen og tog dem ned igen i havnen i Kalmar. Vi krydsede Kalmarsund i 5-6 m/s fra syd. Perfekt. Synd, der ikke var længere end 3,5 sm. I eftermiddag har vi for første gang besøgt domkirken i Kalmar. En stor oplevelse. Kirken er nyrestaureret overalt indvendig. Stor volumen – barokstil – kolossal – mastodont, til gengæld intet tårn eller kuppel. Lidt specielt, men imponerende flot. Trip 3,5 sm. Log 13366. Sejltid 45 min.


Kalmar-Rågneholmen (ankerplads)

2013-06-10

Inden vi helt forlader Kalmar, må vi tanke diesel. Vi starter med at lede efter en tankstation, når vi har ca. halvdelen tilbage. I dag tankede vi så lidt over halvdelen af vores kapacitet – 91 liter á 15,00 sv.kr. Vi har været af sted i godt en måned, så det bliver ca. 3 liter pr. dag til transport og varme. Vi brugte hurtigt løs af vores fulde tank, da vi ville nordpå til Timmernabben eller rettere en ankerplads tæt på. Vinden var lige imod 3-5 m/s, så det blev motor hele vejen. Nu ligger vi i en helt stille vig, omgivet af skovklædte øer. Vi har ca. 2 m vand under kølen og 15 m kæde ude, så det skal række til en rolig nat. Lige nu er der tørvejr, men vi fik et par byger undervejs. Trip 23,5. Log 13390.


Rågneholmen-Påskallavik

2013-06-11

Efter en meget stille nat var det tid til afgang. Det første stykke med motoren i tomgang, da vi skulle ud af vor fine ankerplads. Sten og skær lå tæt på, så der faredes med lempe. Vel ude satte vi sejl – vind SØ-lig 4-5 m/s. Det gik fint ca. 10 mil, da vi skulle gå NØ og N-lige kurser. Efterhånden blev det plat læns og 2-3 m/s. Der skal mere til at flytte vor kære Freja, så motor med 1500 omdrejninger det sidste stykke. Her var løbet meget snørklet, men med stor koncentration ”klarede vi skærene”. Vi ligger langskibs ved en betonkaj. Her er vand, el og toilet. Sidst, men ikke mindst koster det 100 sv. kr. pr. døgn for hele herligheden. Trip 20,8. Log 134411.


1. overliggerdag i Påskallavig

2013-06-12

Efter morgenmaden hejste vi cyklerne frem fra kistebænken. Derefter var der indkøb i Consum, som ikke var mere end ca. 500 m fra havnen. Over middag cyklede vi nord ud af byen for at finde Vånevig stenhuggermuseum, som var omtalt i havneguiden. Efter nogen leden fandt vi museet, men først efter at have spurgt om vej hos en lokal husejer. Sammen med papirfremstilling har stenhuggeri været det bærende erhverv op gennem 1800-tallet frem til 1950-erne. Som det var tilfældet på handelsstederne på Lofoten, var der også her enkeltpersoner (på Lofoten værejere, her i Sverige brugspatroner), som ejede brugene og næsten også arbejderne. På museet læste vi om organiseringen i fagforeninger, om vigtigheden af, at alle var med og stod sammen. Omkring 1910 var omkring 45% af arbejderne organiseret. På turen besøgte vi også Källströmsgården, hvor kunstneren Arvid Källström havde lavet skulpturer i beton. Mest kendt er nok hans 6 m lange liggende Venus, som er placeret umiddelbart foran hans hus. Sidste besøg gjalt Påskallavig Kirke. Vi var inde i kirken og gik bagefter en tur på kirkegården. Gravstene stod i rækker på en græsplæne, nogle med en lille buket foran, ellers var der ingen større vedligehold bortset fra græsslåning. Vi synes, det er en fin måde at bevare gravstederne på og ikke som i Danmark, hvor det er en stor økonomisk byrde at holde gravstederne, for nogle så stor, at de af den grund vælger at få dem slettet, hvilket er både et familie- og kulturhistorisk tab. Vel hjemme igen blev der grillet og nydt endnu en dejlig sommerdag i skærgården.


Påskallavig-Figeholm

2013-06-13

Efter et par gode og billige dage i Påskallavig, hvor vi også nåede en gratis vask, gik det så videre nordpå. Det var en dejlig, kort tur på 15 sm, hvis det ikke lige var, fordi det regnede stort set hele vejen. Til gengæld fik vi sejlene fersket ud. Sommerfugl det meste af vejen. Nu, hvor frokosten lige er overstået, trækker sofaen. Efter middagshvilen må vi så se, om det klarer op, ellers bliver det nok indesysler resten af dagen. Trip 15. Log 13425.


1. overliggerdag i Figeholm

2013-06-14

Dagen var fra morgenstunden præget af regn. I eftermiddag endvidere kraftige byger med megen vind – op til 15 m/s. Der er blevet læst og gættet en hel del krydsord. I et kort ophold i regnen midt på eftermiddagen cyklede vi lidt rundt i Figeholm og så bl.a. en speciel klokkestabel ved kirken. Lidt indkøb i Konsum blev det også til. Bortset herfra er det meste af dagen tilbragt nede om læ. I morgen skulle vejret bedres, og vi håber at komme endnu et nøk nordpå. Det må gerne blive i solskin og passende vind fra vest.


Figeholm-Spårö Glo

2013-06-15

Afgang Figeholm 8,45. Ankomst Spårö Glo 14,45. Trip 27,4. Log 13453.
Det blev en tur med meget afvekslende vind. Det meste af tiden sydvestlig 2-9 m/s. En del af turen blev for sejl – både sommerfugl og traditionel, men den største del af turen for motor. Det mest spændende ved turen var indsejlingen til Spårö Glo. Havneguiden siger, at desværre er denne perle kun for både, der stikker mindre end 1,80 m. Men vi prøver alligevel, da vi også sejlede herind i 2010 på vej til Skt. Petersborg. I dag gik det også fint. Jonna holdt udkik og dirigerede os sikkert ind. Ekkoloddet var ikke under 2 meter. Så nu ligger vi ved klippen med hækanker. Vi håber, det går, selv om der er meldt en del vind.


Spårö-Bokö Hamnvik

2013-06-16

Afgang kl. 9 fra Spårö. Ankomst kl. 13,30 til Bokö Hamnvik. Trip 25,8. Log 13479. Det blev den bedste sejltur, vi har haft i meget lang tid. Vind W-lig 6-9 m/s. Bortset fra nogle få mil var det for fulde sejl hele vejen. Båden klarede sig fint i selskab med længere både, som vi hentede og kom forbi. Bl.a. en Najad 42 og en tysk 36’er, som jeg ikke kendte. Desværre måtte vi lide den tort at blive forbisejlet af en Hanse 40 med gummibåd bagefter. Men hva’, man kan jo ikke vinde hver gang. Vi er nu nået til Skt. Anna Skærgården, hvor der er mange naturhavne, men kun få rigtige havne. Derfor blev det også i dag en naturhavn. Dog i dag for anker og ikke ved klippen. Det skyldes, at vejrmeldingen er noget ulden – regn og meget vind. Kl. 13,45 gik ankeret på 4 m vand i Hamnvigen, helt inderst. Havneguiden 7 side 69.


Bokö Hamnvik-Norrköping

2013-06-17

Ju-hu, vi er blevet bedsteforældre igen. I morges kom Selma Fristrup til verden. Mette og Selma har det begge godt, og Niels lød vældig stolt og tilfreds, da Jonna talte med ham i formiddags. Så det er bare herligt. I morgen har de stolte bedsteforældre så planer om at drage til Danmark og senere Aarhus for at se vidunderet. De traditionelle facks: 3500 g og 52 cm. Turen i dag der transport til nærmeste større by med togforbindelse til Göteborg. Det blev så Norrköping. Trip 54. Log 13533. NB: Ingen panik – der vil nok gå nogle dage, før vi er tilbage på blokken.


Norrköping-Axelösund

2013-06-25

Så er vi tilbage på sporet. Vi ankom i aftes efter 11 timers rejse fra Ferslev til Norrköping. Efter tak og afsked med havnemesteren forlod vi Norrköping igen. Dagens tur skulle gå til Oxelösund, hvor vi igen skulle mødes med Birgitte og Poul i Aphrodite. Vinden var vestlig, men kun 3-6 m/s, alligevel sejlede vi sommerfugl i 4 timer i fint sommervejr. Afgang 9,30 og ankomst 15,30. Trip 27 mil. Log 13560.


1. overliggerdag i Oxelösund

2013-06-26

Der var lovet frisk vind ved kysten og vinden var desuden fra NØ – den vej, vi skulle. Så det endte med en overliggerdag. Birgitte og Poul var her allerede, da vi kom, og om eftermiddagen blev det til en bytur med et traktortrukket lille tog, som var gratis. Da der var ca. 2,5 km til byen, tog vi imod med kyshånd. Det mest bemærkelsesværdige var St. Botvids kirken, som var støbt i beton med forskallingsaftryk – indvendig kombineret med granit, marmor, træ og metal. Meget specielt og utraditionelt kirkebyggeri. Dagen sluttede med en kraftig tåge/havgus, som drev ind over havnen og omgivelserne.


Oxelösund-Västre Stendörren

2013-06-27

Næsten uden vind for motor mod Stockholm. Vejrmeldingen er lidt ulden, men barometret stiger, og der skulle blive mere sol mod weekenden, så vi har lagt os for hækanker ved Västre Stendörren siden om side med Aphrodite. Vi håber på stille vejr og kun lidt vind fra sydlige retninger. Midt på eftermiddagen kom en hollænder, som skulle lægge til klippen for første gang. Det gik ikke ret godt. Han smed hækankeret, mens motoren gik bak, hvorved han kørte ankerlinen i skruen. Heldigvis var der så meget vand ved klippen, at vi kunne lægge ham langskibs. Han kunne ikke selv klare at få linen af skruen – men det kunne Poul. Han iførte sig dykkerudstyr og fik efter en del forsøg linen fri. Den blev rykket, snoet og skåret løs. Alt lykkedes – Poul var våd, men manden glad, så alt var næsten godt. Hollænderen manglede dog sit anker. Det blev senere på dagen bjærget af et svensk par på tur i deres gummibåd. Så dagen endte godt. Hollænderen blev liggende langskibs ved klippen. Skruen var befriet for linen, og ankeret var fundet. Og senere sluttede en dejlig dag på klippen med rødvin og bøffer i solskin.


Västra Stendörren-Trosa

2013-06-28

Trip 14,2. Log 13585.
I går glemte jeg helt, at både Jonna og jeg badede fra båden. Vandtemperatur 20 grader – ikke så dårligt endda. Efter en rolig nat på klippen var der afgang kl. 9,30. Vel ude af det snævre løb satte vi sejl. Vind SW 4-7 m/s – mest til sidst. Det blev en dejlig sejltur gennem et flot skærgårdsmiljø. Vi ankom til Trosa kl. 13 og ligger fint med stævnen mod broen og agter vores svenskerkrog i en bøje. Vi har været en tur rundt i byen, som er typisk svensk skærgårdsby med svenskrøde træhuse, mange blomster og brostensbelagte smalle gader. De mange boder i havneområdet tyder på, at turismen spiller en stor rolle i byen. Vejret er fint – vi håber, højtrykket bider sig fast, så vi kan få nogle flere oplevelser i naturhavnene. I aften har vi planer om at gå op til Trosa Kirke, hvor der er mindekoncert med Stevie Wonder og Elton John melodier.


Trosa-Lille Marskär

2013-06-29

Afgang kl. 9,30. Ankomst kl. 14,30.
Endnu en dejlig sejltur i den svenske skærgård. Vinden sydlig 4-6 m/s. Kun et enkelt sted kunne vi ikke stå højde og måtte bruge et kvarter med motor. Resten for sejl. Nu ligger vi for hækanker i Lille Marskär lidt syd for Nynäshamn. Efter en del forsøg ligger vi nu ganske godt. Det blev næsten til et helt lille kursus i hækankring for begyndere. Vi mener, at både Poul og jeg bestod. Nu venter vi, at vinden falder, og aftenens grillarrangement bliver vellykket. Vandet er 17,3 grader koldt, så jeg overvejer, om det er betimeligt at tage en svømmetur. Trip 22,7. Log 13608.


Lille Marskär-Kymmendö

2013-06-30

Afgang 10,00. Ankomst 14,30. Det blev en rigtig motortur – vind var der ingenting af, og den smule, der ind imellem var, kom fra syd. Vi havde besluttet, at Kymmandö var målet. Efter de sædvanlige problemer med at finde et godt ankersted var overstået, gik vi en tur over øen for at se August Strindbergs skrivestue, som står, som han selv lavede den i 1882. Skrivestue er måske så meget sagt, et lille skur på 1,8 x 2,5 m, hvor han har skrevet Nya Riget i 1882 og senere digte. Han er i Danmark nok mest kendt for Hemsøboerne, som blev vist i DR i tresserne. Heri beskriver han beboernes liv på Kymmendö, hvad der gjorde ham temmelig upopulær på øen. Trip 22,0. Log 13630.


Kymmendö-Dalarö-Jomfruskäerne

2013-07-01

Efter en rolig nat ved Kymmendö skulle vi handle ind inden næste naturhavn. Vi sejlede 2,5 mil til Dalarö og fik handlet. Prisniveauet var lidt højere end sædvanligt, måske skyldes det, at vi var på en ø et stykke ude i skærgården. Da vi kom hjem fra byturen, var Ulla og Carsten fra Brunhilde af Nibe ankommet for at tanke diesel. Det blev et rigtig hyggeligt gensyn, som måtte fejres med et par øl og en rigtig god snak. Ulla og Carsten var færdige med Stockholm og var nu på vej mod Söderköping, hvor Götakanalen ventede dem. Alt godt får en ende og således også vores lille træf. Mens Brunhilde gik sydpå, gik vi østpå til Jomfruskäerne, hvor vi nu ligger for hækanker. God læ og fin plads. Kun vejret kunne være bedre – lidt gråt, men det holder da tørvejr. Trip 12,7. Log 13643.


Jomfruskäerne-Tyssgryteviken

2013-07-02

Nu nærmer vi os Stockholm. I dag gik turen til Tyssgryteviken, en rolig lille vig, hvor indsejlingen er opgivet til 1,9 m. Det gik fint med at komme herind, vores ekkolod var ikke under 2,2 m. Der er ikke mange muligheder for at gå til klippen, så vi har ankret op i vigen i stedet. Der er varslet mere vind senere, men omgivet af høje, bevoksede klipper ligger vi fint i læ. Birgitte og Poul er også kommet fint ind, så nu ligger Bavarierne side om side i Tyssgryteviken.


Tyssgryteviken-Napoleonsviken

2013-07-03

Trip 11. Log 13663. Afgang 9,30. Ankomst 11,30-12,00. Ankomsten blev trukket lidt i langdrag, da vi først var på grund og Aphrodite senere havde lidt problemer. Men alt løstes, og ingen havde lidt overlast, hverken mandskab eller både. Vanddybden snød os åbenbart lidt, da både Poul og jeg fik ankeret ud så tidligt, at linen var totalt opbrugt, da båden manglede ca. 1 m i at nå klippen. Med hiv og sving lykkedes det til sidst at få bådene fortøjet. Denne bliver vores sidste naturhavn i denne omgang. I morgen drager vi tidligt af sted mod Stockholm og håber derved at få en god plads i Wasahamnen.


Napoleonsviken-Wasahamnen

2013-07-04

Afgang allerede kl. 8. Turen ind til Stockholm var præget af skønne huse ned mod vandet. Det ene større og flottere end det andet. Tæt på Stockholm er der velhavere, der har råd til villa, Volvo, vovse og eget havehus med havn. Da vi så ankom til Wasahamnen, var der heldigvis god plads. Vi ligger med stævn mod broen på landsiden tæt på havnekontor og servicebygning – helt perfekt. I øvrigt ikke mange pladser fra vores sted i 2010, da vi fejrede Jonnas 60-års dag her. Efter klargøring af cykler, eltilslutning og vandpåfyldning var der frokost. Eftermiddagen blev brugt til et besøg på Wasamuseet og Bådmuseet. Meget interessant. I aften har vi planer om en cykeltur rundt på Djurgården. Trip 15. Log 13679. Stockholm var turens mål, så næste sejlads går hjemad mod gamle Danmark. Udsejlet distance siden afgang fra Nibe 866 sømil.


1. overliggerdag i Wasahamnen

2013-07-05

Efter morgenmaden var der storevaskedag af Freja – både ude og inde. 4-5 dage i naturhavn sætter sine spor, og de blev så slettet. Jeg brugte en ny taktik. Afvaskning i fersk vand med voksholdig shampoo. Derefter skylning med saltvand og ingen aftørring. Resultat: Fik en båd uden kalkaflejringer. Glasfiberen virker mere blank og skinnende end sædvanligt med ferskvand.
Kl. 10,30 var der afgang på cykel til dagens turisttur. Først langs kystvejen hen til broen ved Rigsdagsbygningen. Her parkerede vi cyklerne og gik op mod kongeslottet. Det var præcist så kedeligt, som vi huskede det fra vort besøg i 2010. Derefter tur igennem Gamle Stan med et kik ind i den tyske kirke. Gamle Stan er stadig charmerende med smalle, brostensbelagte smøger og gyder. Tilbage ad Riksgatan gennem Rigsdagen fik vi øje på et tilbud om rundvisning. Det var ganske gratis, så det hoppede vi på. Efter et grundigt sikkerhedstjek var vi klar. Det blev en god oplevelse, hvor vi besøgte udvalgslokaler såvel som både den gamle og den nye rigsdalssal. Den nye rigsdagssal var smukt integreret i det allerede bestående bygningsværk og i øvrigt taget i brug i 1971. Sveriges rigsdag består af 349 valgte medlemmer, 44% kvinder, gennemsnitsalder omkring 45 år. De sidder ikke partivis i salen, men derimod lensvis, så f.eks. alle valgt i Stockholms len sidder sammen i salens højre side. Salen er naturligvis noget større end vores folketingssal. Foruden siddeplads ved borde til 349 medlemmer er der plads til ca. 450 tilhørere, en hel del flere end der er plads til på Christiansborg. Efter en slentretur ad Drottningegatan og en dejlig frokostanretning gik turen hjemad. Dog måtte vi handle ind på Karlaplan på Østermalm. En oplevelsesrig dag går på hæld, og de mange indtryk og ikke mindst billeder må have lidt tid til at sætte sig. I aften er der booket vaskemaskiner, som er inkl. i havneafgiften her, Jonna må igen i sving med vasketøjet.


2. overliggerdag i Stockholm

2013-07-06

Sover længe. Spiser slow food morgenmad, læser, gætter krydsord for så til sidst at tage rigtig hul på dagen. Cykler i solskin først til gravmonumentet for både Estoniaforliset og Wasaskibsforliset. Derefter gennem byen til Skeppsholmen og Kastellholmen, så Kastellet, admiralitetets boligkarreer, som lignede Nyboder, kikkede forbi designmuseet og så nogle farverige installationer i parken omkring. Konstaterede, at Skeppsholmskirken er omdannet til koncertsal. Herefter tilbage over broen og videre til Gamle Stan igen – igen. Her overværede vi vagtskiftet ved slottet, ledsaget af marchmusik. Side besøgte vi Storkyrkan, som ligger klods op ad slottet. Ligeså kedeligt som den ser ud udefra, ligeså flot er den indvendig. Vi kikkede og tog nogle billeder, deltog i en rundvisning på engelsk, som var elendig. Igen lidt rundt for at finde et velegnet sted til indtagelse af frokosten. Det var sværere end i går, da alle tilbud lå på ca. 100 sv. kr., men nu var det lørdag, og priserne havde fået et nyk opad på mindst 50%. Det endte med en gang lasagne og en letøl – pris 109 kr. pr. snude. Så gik turen hjemad efter endnu en fin dag i Stockholm. ICA fik også et lille besøg, inden vi gik ombord. Solen skinnede, så vores solskærm kom i brug for første gang i år. I aften var vi hos Aphrodite til kaffe, og pludselig kom der store balloner svævende tæt over mastetoppene. Flot syn.


Wasahamnen-Kolnäsviken på Ornö

2013-07-07

Trip 27. Log 13706.
Sejlturen var temmelig ensformig. Lidt vind eller ret imod, når det friskede. Derfor blev der 2 andre ting, turen vil blive husket for. Den ene et væld af hurtigtgående motorbåde, i hvis hækbølger vi næsten konstant befandt os. Det andet den lidt specielle hækankerplads, vi fandt i Kolnäsviken. Vi bogstavelig talt sejlede lige ind i et birketræ, så vores forstag var delvist dækket af birkeløv. Vigen, der hverken var særlig bred eller lang, var proppet med ankerliggere og hækankrende både. Et specielt syn med så mange både – måske 50 – på så lidt plads.


Kolnäsviken-Ringsön

2013-07-08

Trip 39,5. Log 13745.
I dag var sejlturen noget bedre end i går. Vinden var NØ til NW, så vi havde slæk på skøderne. I starten var vinden frisk, og vi loggede ca. 7 en længere periode. Så flovede det, og vinden blev mere plat. Så motor, til vinden kom igen. Det skete lige efter Landsot. Så sejl igen, til vi nåede det smalle sund, vi skulle passere inden ankomst til Ringsön. Efter en temmelig lang sejltur, ca. 8 timer, blev det til en ankerlægning inderst i Hummelviksfjorden. Afgang kl. 11. Ankomst kl. 19.


Ringön-Skallö ved Arkösund

2013-07-09

Turen i dag gik mod syd og vest. Vinden sydlig, mellem SØ og SW. Motor det meste af vejen, dog sejl i frisk vind på det åbne stykke fra Oxelsösund ind mod Bråviken. Aphrodite ligger for svaj, og vi fandt en plads på klippen. Til natten meldes SW-W, og der er god læ her for disse retninger. Vi griller i aften. Vi har planer om at handle mad og diesel i Arkösund i morgen. Herefter er det tanken, at vi tager nogle overnatninger i St. Anna skærgården, hvis vejr og vind vil, inden vi drager sydpå for alvor.


Skallö-Arkösund

2013-07-10

Efter en stille nat går turen mod Arkösund for at handle og tanke diesel. Vejrmeldingen siger kuling over middag, så vi bliver i Arkösund på trods af Pro Marinas lidt høje priser (290 kr.). Trip 4,4. Log 13774.
Kulingen kom, og regnen også, og det i rigelige mængder. Men her til aften er vinden aftagende, så mon ikke vi drager videre i morgen. I aften var vi til udendørs vise/historie arrangement med Janus Krantz. Det var ikke specielt godt – men hvad – musikken var ikke helt så dårlig som vittighederne/historierne, der alle var under både lavmålet og bæltestedet. Ser lige nu damelandskamp Danmark mod Sverige.


Arkösund-Skönsviken, St. Anna

2013-07-11

Trip 14,3. Log 13788.
Efter morgenmaden og en afskedsøl med Birgitte og Poul drog vi videre sydpå for sejl. Vind var der ikke meget af, så det tog os godt 5 timer at sejle de 14 sømil. Spændingen på turen opstod, da vi skulle passere en bro med en gennemsejlingshøjde på 15 m, da vi har behov for 16 m til mast og antenner. Vi sejlede her med Carl Erik Bistch i 2002, bare nordpå mod Mem, vi mener, hans mast var højere end vores nuværende, så vi tager chancen. På listefod frem mod broen. Jonna med kikkert – jeg ved motoren. Men der var ingen problemer. I hvert fald havde vi ½ m at give af. Ankeret gik på ca. 4 m vand inderst i Skönsviken. Flot sted med en del huse omkring.


Skönsviken-Harstena, Flisfjärden

2013-07-12

Trip 10. Log 13798.
Der var havblik fra morgenstunden, og det varede hele vejen til Harstena. Det blev derfor 2 timers motorsejlads. Så vi fik lavet varmt vand og strøm – dejligt. Vores første forsøg med hækanker lykkedes kun delvist. Det så ud til, at der var vand nok, men da en motorbåd passerede med lidt for stor fart, hoppede vi på en sten. Om igen, nyt sted. Her var der mere vand, ca. 3 m under forskibet, så nu ligger vi perfekt og håber på en dejlig dag på klippen med badning, grill og en god snak. Stedet her er meget populært. Jeg kan tælle ca. 40 både, og klokken er kun 14. Det kan blive til mange flere.
Dagens overraskelse: Af et par ældre sejlere blev vi gjort opmærksom på, at vi kunne gå til Harstena by ad en sti over øen. Turen var på 2-3 km, og man kunne handle brød hos en bager og købe en is på en café. Tilbage for at hente penge og så af sted. Det blev en god gåtur til en speciel lille by. Vi købte brød og en is og så desuden røde åkander på vores tur. Der var svømmetur, da vi kom tilbage på båden, efterfulgt af kaffe og kanelboller.


Harstena-Laxvarp

2013-07-13

Trip: 9. Log: 13807.
Udenskærs motorsejlads i vindstille. Fandt en meget fin plads helt for os selv inderst i vigen på Laxvarp. Skyfrit, sol og sommer. Rigtig skærgårdsvejr. Efter en dejlig middagslur, derefter kaffe med kanelbolle til, gik vi en tur på øen Laxvarp. Det var temmelig svært, da der var langt imellem de jævne stykker. Imellem fyr og birk var der mange slags lav og mosser. Tilsyneladende var øen ikke befolket af dyr, som spiser den slags. Grillmaden var perfekt, og nu nydes solens sidste varme stråler til et godt glas rødvin. Perfekt skærgårdsdag. Vi kan hverken se eller høre andre, vi er ganske alene i denne fantastiske verden.


Laxvarp-Spårö

2013-07-14

Trip 34. Log 13841.
Nu er vi nået til vores sidste naturhavn (foreløbig) i denne omgang. Turen hertil var delvis for motor, delvis for sejl. Vinden nordlig, men kun svag 2-4 m/s. St. Annæ og Gryts skærgårde har været positive bekendtskaber. Flot natur, hyggelige mennesker, men også en overnatning helt alene. Selv om ferietiden i Sverige har indfundet sig, har det ikke været svært at finde plads i naturhavnene. I morgen er målet Påskallavig, som vi også besøgte på vejen op. Fin havn og god service, 100 sv.kr. alt inkl. (el, vand, vask, bad). Her skal der købes ind, og gummibåden skal pakkes. Måske vask. Vi får se.


Spårö Glo-Påskallavik

2013-07-15

Trip 38. Log 13880.
Efter morgenbad og morgenmad var der afgang fra Spårö. Vi gik syd igennem det smalle løb og satte sejl ret hurtigt. Vejrmeldingen sagde 4-7 m/s fra vest og sydvest. Vi ville så gå udenskærs i det fri ca. 30 mil for så at anduve Påskallavig umiddelbart udenfor havnen ved en grøn afmærkning. Det gik fint med at stå højde sydpå ca. 190 grader, foran for tværs 5,5 – 6,5 knob. Efter et par timer tager vinden til, og vi reber først storsejlet, siden fokken. Nu blæser det jævnt 10-11 m/s og i pustene noget mere. Heldigvis kom vinden fra sydvest, så der var ikke så meget sø, hvilket gjorde sejladsen behagelig trods de kraftige pust. Vi startede ved 9-tiden og 15,30 var vi ved anduvningen til Påskallavik. Fin tur, men nok lidt friskere, end vi kunne ønske os.


1. overliggerdag i Påskallavig

2013-07-16

Efter 4 overnatninger i naturen var der dømt rengøring ombord på Freja. Båden blev vasket meget grundigt, det sidste tøj vasket, gummibåden pakket, affaldet afleveret, vand på tanken og strøm på batteriet. Så er skuden ved at være på dupperne igen. Derefter var der lige tid til et kort besøg på byen lille lokalhistoriske museum, inden de lukkede kl. 12. Derudover fik skipper en dejlig middagslur, så livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen og den lune kanelstang klar. Det forlyder, at vi i aften får besøg af et missionsskib ála Elida på vestkysten. Så der er religiøs koncert på kajen kl. 19.


Påskallavik-Stora Rör

2013-07-17

Afgang 9,15. For motor ud af det snirklede løb forbi papirfabrikken og ud på Kalmarsund. Vestenvinden lod vente på sig. I stedet gik vinden i syd, og vi havde kryds hele vejen til Stora Rör på Öland. Vestenvinden, som vejrmeldingen lød på, kom aldrig. Til gengæld tog søndenvinden lidt til 4-6 m/s, så der kom lidt mere fart i Freja. Vi krydsede fra et par andre tålmodige sejlere og ankom til Stora Rör kl. 16,30. Så nu har vi set begge sider af Kalmarsund her nord for broen.


Stora Rör-Bergkvara

2013-07-18

Endelig kom den lovede vestenvind. Vi kunne holde Kalmarbroen op, og senere fik vi mere slæk på skøderne. Dejligt. Det blev en rigtig god sejltur på 27 mil. Eneste problem – min kaffekop væltede i et pust. Vi sejlede fra Store Rör kl. 9,30 og var i Bergkvara kl. 14. Som vejr og vind arter sig lige nu, er det en god taktik at sejle først på dagen, da vinden tager til ud på eftermiddagen for at løje igen ved 19-20 tiden. I dag startede vi vel i 4-5 m/s og bjergede sejl kl. 14 i 10-11 m/s. De næste dage skal vejrmeldingerne studeres nøje, da vi overvejer at gå til Christiansø via Utklippen. Trip 27. Log 13942.


Bergkvara-Utklippan

2013-07-19

Trip 30. Log 13972.
Startede med sejl i frisk vestenvind. Senere drejede vinden til nord og senere igen til NØ og Ø. Mens vinden drejer er den, som i dag, meget svag. Vi havde motoren i gang et par gange, når vi gik helt i stå. Ellers en udmærket sejltur. Startede kl. 9,15 og var inde på Utklippan kl. ca. 15,15. Nu håber vi på en god vind til Christiansø i morgen. Der er ca. 42 sømil, og det ville være dejligt at sejle dem alle for sejl.


Utklippan-Christiansø

2013-07-20

Trip 43. Log 14016.
Op kl. 6, da svenskerne, som vi lå udenpå, ville af sted kl. 7. Vinden var i nattens løb drejet til nord. Da vores kurs mod Christiansø var nærmest syd (200 gr.), blev det slørsejlads i starten. Efter 1 time døde vinden, og motoren startedes. Store dønninger gjorde, at sejlene slaskede, så vi tog dem ned. Ved 11-tiden kom vinden igen, og denne gang fra W-SW. Det gav fin fart, og vi fortsatte med sejl de sidste ca. 17 mil. Kl. 13,45 var vi på Christiansø. Så begyndte kvalerne med at finde en plads. Der var allerede mange både. Vi fik plads som nr. 3, men allerede nu kl. 16,30 er vi 5 i rækken, hvor den yderste er 45 fod. Med vinden ind på siden er det jo ikke optimalt, men heldigvis løjer vinden, så der går vel!!! I aften vil Jonna til bal på Månen, så vi bliver nok de ”ældste kærester på Månen”. Steffen Brandt og TV2 har hentet inspirationen til sangen ”De første kærester på månen” her på Christiansø, hvor forsamlingshuset kaldes ”Månen.


Christiansø-Gudhjem

2013-07-21

Kom ud af rækken, som vi lå i som nr. 3 ud af 8. For sejl mod Gudhjem. Vi fik en rigtig god plads helt inderst mod granitmolen. Det var lidt ”bøvlet” at komme helt herind, men med venlige menneskers hjælp gik det. Vi har foreløbig planer om at blive her nogle dage. En af de hjælpsomme var Niels fra Sonne af Hobro. Jeg synes bestemt, at jeg kunne kende ham fra et besøg i Skagen i 2006. Det viste sig dog, at det var hans bror, som jeg havde mødt i Skagen.


1. overliggerdag i Gudhjem

2013-07-22

Dagen startede med projekt ”Vand på tanken”. Der var ingen slange på vores side af havnebassinet, så vi måtte trække en slange over havneindløbet ved hjælp af en line. Mit ankerbly brugtes til at trække slangen ned, da der pludselig var både, der ønskede at passere. Det gik fint, og vi og en del andre fik vand. Kl. 10 overværede vi korsang i forbindelse med færgens første afgang mod Christiansø. Kl. 10,30 var der afgang med turistbåden Thor til Helligdomsklipperne. Det blæste så meget, at båden ikke kunne lægge til derude, så vi sejlede tilbage igen efter at have set Tørre Ovn, Våde ovn, Lyseklippen, Helligdomsklippen, Sorte Gryde og en del andre seværdigheder, som skipperen berettede om undervejs. Tilbage i Gudhjem kom frokosten til at bestå af en ”Sol over Gudhjem”, ledsaget af en god fadøl på Gudhjem Røgeri. Efter lidt afslapning til fadøllen var vi igen i aktivitet. Vi gik ad kyststien til Melsted. Det var en meget smuk tur. På hjemvejen var vi i Brugsen på indkøb. Hjemme igen gav havnemesteren besked om, at porten ville blive lukket, så vi ikke kunne komme ud. Til gengæld ligger vi mere stille end sidste nat, da vinden drejede fra vest mod øst. Vi grillede til aften, og efter det gik vi med Sonnes besætning, som er forøget med Kaj og Steffen, Hobrosejlere, som skal sejle Sonne hjem til Hobro, op til Gudhjems udsigtspunkt og nød udsigten over mod Christiansø, og på vejen hjem så vi ”lukkede” åkander i en sø helt oppe på bakken.


2. overliggerdag i Gudhjem

2013-07-23

I dag valgte vi ikke selv at blive i havn. På grund af vindretning og sø var havnen lukket, så ingen kunne komme ud/ind. Vi tog en rigtig ”slapperdag” ovenpå gårsdagens turistaktiviteter. I formiddags fik vi cyklerne pakket, og over middag tog jeg en god middagslur. Så en lille gåtur over havnen til Provianten, hvor vi nød en fadøl. Grillen kom igen i sving til aftensmaden, hvor den stod på engelsk bøf og svenske grillkartofler. Dagen igennem har vi haft sol og 20-25 grader. Her til aften drejer vinden mod vest og endda sydvest, så mon ikke vi bliver lukket ud i morgen. Vi håber.


Gudhjem-Tejn

2013-07-24

I morges lykkedes det så at komme ud af Gudhjem Havn. Kl. 8,30 lukkede havnemesteren op. Alle fik pludselig travlt med at komme ud, nogle havde en snert af havnekuller. Vi besluttede at sejle til Tejn, den eneste by her på nordkysten med en udstyrsbutik. Jonnas fødselsdag nærmer sig, og da hun ønsker sig et par sejlersko, er tiden ved at være inde til køb af gaven. Desværre stod resultatet ikke mål med anstrengelserne. Forretningen havde ikke Jonnas nummer, ØV. I eftermiddag har vi været en tur i Allinge-Sandvig på cyklerne. Heller ikke her var der held med gavekøbet. Måske må det udsættes, til vi kommer til en større by. Men et par kolde fadøl på havnen blev det da til, så turen var ikke helt spildt. Trip 6 sm. Log 14032.


Tejn-Rønne

2013-07-25

Det blev en tur på 19 mil for motor. Kun et enkelt forsøg på at sejle for sejl. Men tiden gik godt med at se på seværdigheder langs kysten: Hammer Odde Fyr, Hammerhus Slotsruin, Jons Kapel og Peter Bonnéns DGI-bro. Det er tanken, at vi ligger over i morgen på Jonnas fødselsdag. I Rønne sejler vi helt ind i Søndre Havn, en lille fiskerihavn helt inde foran Nicolai Kirke. Vi får en dejlig plads til trods for, at man i havneguiden oplyser, at der kun er 1,8 m vand i havnen. Hvor vi ligger, er der næsten 3 m vand, så what’s the problem. Miljøet er herligt, og pladsen fin.


1. overliggerdag i Rønne – Jonnas fødselsdag

2013-07-26

Op før 7 for at sætte signalflag i riggen. Det blev til T-LØK-JONNA-2013. Så gang i kaffebrygningen. Efter morgenbadet nød fødselaren og skipperen morgenmaden. Vore naboer fra Dragør ville sejle hjemad, men inden var de ombord til kaffe og bitterdram. I ”Kort og godt om Bornholm” havde vi læst om en byrundtur, hvor man passerede seværdige bygninger og områder i byen. Den tur startede vi på kl. 11. Den begyndte lige oven for havnen ved Skt. Nicolai Kirke. Her var vi inde i kirken, som ikke var videre speciel. Organisten øvede sig til aftenens koncert – det fik os til at fravælge koncerten. Derefter så vi nogle huse, som var opført efter russernes bombardement den 8-9. maj 45. Herefter gennem smalle, brostensbelagte gader og stræder, hvor vi så Bornholms mindste hus. Vi kikkede lige indenfor i Bornholms Keramikmuseum, hvor der var mange eksempler på den fine bornholmske keramik, fremstillet af kaolin. Så videre til Store Torv, hvor frokosten blev nydt. Vi fandt et skyggefuldt sted, da varmen efterhånden var næsten ulidelig. Efter en god lang pause gik vi videre til området ved Østre Anlæg, som er præget af de træhuse, den svenske stat forærede byen efter bombardementet. Så var vi trætte og måtte hjem på båden for at få en velfortjent lur. Dagen sluttede med et godt måltid mad. Forret torsk, derefter irsk oksefilet med tilbehør. Dertil en god Valpolicella Superiore Ripasso. Aftenkaffen fik vi ombord, mens vi lyttede til harmonikamusik fra en mindre fest i ”Mestersvig” – galeasen Mesters samlingssted på Søndre Havn. Signalflagene blev taget ned – Dannebrog ligeså, og således sluttede Jonnas fødselsdag 2013. Det var i øvrigt også vores 39-års bryllupsdag.


Rønne-Smygehamn (Sveriges sydligste punkt).

2013-07-27

Da vejret tegner til at skifte i løbet af weekenden, fandt vi det fornuftigt at forlade Bornholm i dag. Vinden var SØ-lig og derfor plat læns. Da der det meste af vejen var under 4 m/s, fik motoren lov til at bringe os hele vejen til Smygehamn. Varmen var ulidelig, og Jonna riggede et solsejl til, så vi fik lidt skygge i cockpittet. Der var afgang kl. 9,15, og vi ankom kl. 17,l5. Planen er Dragør eller Kastrup i morgen. Trip 49. Log 14100.


Smygehamn-Kastrup

2013-07-28

Afgang 9,45. Ankomst 16,30. Trip 34,5. Log 14134.
I dag blæste en frisk vind fra SØ, så det var sejl fra havnen. Med agten for tværs gik det godt mod Falsterbokanalen. Vi missede dog åbningen kl. 12, da vi først var der 12,10. Da havde vi sejlet 16,5 mil, så det var op med 7 i gennemsnit. Vinden var som sagt SØ, 8-12 m/s. Vi benyttede pausen ved Falsterbo til at spise frokost. Efter passagen igen sejl, nu med spilet forsejl. Vi kunne holde kurs 324 helt til Drogden. Men halvvejs drejede vinden mod S og SV, så den sidste del af turen blev med almindelig fuld sejlføring. Fin sejltur. Vejrmeldingen passede igen. Ca. ½ time før Kastrup gik vinden over i vest og blev frisk. Det var netop vores grund til at sejle Rønne-Kastrup på de sidste 2 dage med østenvind i denne omgang.


1. overliggerdag i Kastrup.

2013-07-29

Efter morgenmaden tog vi Metroen ind til Kgs. Nytorv. Vi nød 3 håndmadder og en bajer på Hviids vinstue. Vi sad i skyggen, da varmen stadig var lidt hård for os. Jonna mente, at det var en god idé at tage en havnerundfart med Netto-bådene. Så det var jeg med på – det er jo også ”længe” siden vi har sejlet!! Dejligt med frisk luft på vandet. Derefter en tur på Strøget, hvor det næsten er en tradition, at vi må have en mørk øl på Dubliner. Så bevægede vi os op med Hovedbanen for at finde S-toget til Sorgenfri. Derfra er der ca. 15 min. til Charlotte og Peter, Xenia og Lydia. Vi tilbragte eftermiddagen og aftenen med familien, inden vi igen drog mod Kastrup. Her ventede dagens mest tåbelige historie. 22,25 afgik S-toget planmæssigt mod Nørreport, hvor vi skulle skifte til Metro. Men ak, Metroen var lukket, og af en skærm fremgik det, at vi skulle drage til Vanløse, hvor der var busser til lufthavnen. For at komme til Vanløse måtte vi tage S-toget mod Frederikssund. Da det endelig kom, kørte vi til Vanløse. Her var der ingen vejledning, så vi gik lidt rundt for at se, om der var nogen bus mod Lufthavnen. Efter nogen søgen fandt vi bussen og en helt levende chauffør, som kunne fortælle, at han kørte om ca. 15. min. Så det var jo rigtig fint, hvis det altså ikke lige var, fordi han kørte hos tilbage til Nørreport, hvor vi var for ca. 1 time siden. Kender I følelsen, når man bliver slået tilbage til start i Ludo, denne mindede meget om den. Nå, men hjem kom vi. Resten af busturen gik planmæssigt. Vi var hjemme kl. 0,35, 2 timer og 40 minutter efter, vi startede fra Virum – godt vi ikke skulle nå et fly i Kastrup, men kun ombord for at sove.


Kastrup-Rørvig

2013-07-31

Efter vask og oprydning, rengøring af dørk under motor, rensning af vandfilter og påfyldning af motorolie, ca. 3 dl, i går, går turen videre i dag. Afgang kl. 10. Ankomst Rødvig 14,30. Trip 27,5. Log 14162. Vinden vestlig 8-10 m/s. Det betød foran for tværs, altså kryds. Det er lige Bavaria-33-vejr. Foruden at sejle fra en hel hob tyskere, som ikke kunne klare højden, nappede vi også 2 sejlbåde med storsejl og motor. I lange perioder, især når der var en smule slæk, gik vi mellem 7 og 8 knob. Ubetinget den bedste sejltur, vi har haft denne sommer. Til slut slog vi ind mod Rødvig, og sejlene tog vi lige udenfor havnen. Hele turen blev gjort i tørvejr, men kort efter anløb kom der en gevaldig regnbyge. Men vi var heldige, havde netop rejst cockpitteltet, så vi fik vore ”gå-i-land-øl” i tørvejr.


Rødvig-Nyord

2013-08-01

I dag sejler vi for første gang igennem Bøgestrømmen til Nyord. Nyord er i dag en lille hyggelig fiskerihavn. I sin tid hjemsted for et stort lodseri, der for ca. 100 år siden beskæftigede 28 lodser. Vi var på lodsudkikken ”Møllestangen”, hvor man har overblik over farvandet fra Fakse Bugt til Mønbroen vest for Stege. Vi besøgte også øens ottekantede kirke. Ellers består byen af gamle gårde og fiskerhuse. I 2011 blev Nyord kåret som Østdanmarks smukkeste landsby. Farvandet minder os meget om vor hjemlige Limfjord. Her er som hjemme mange fiskegarn og ruser på de lavvandede områder, hvor man skal respektere de opmærkede løb for at undgå grundstødning. I dag gik det nu godt for os, selv om ekkoloddet var under 2 m. Turen i dag var for motor. Trip 17. Log 14179.


Nyord-Fejø (Dybvig)

2013-08-02

Dels for sejl, men også en del motor. Vind 4-6 m/s, Ø-SØ. Vi passerede 3 større broer i dag. Først Møn-broen (Dr. Alexandrines Bro), så Farøbroen og til sidst den gamle Storstrømsbro. Tanken var egentlig at sejle til Femø, hvor der er jazzfestival. Vi var helt inde havnen, som var helt proppet med både. Vi opgav og sejlede til Fejø (Dybvig). Vel ankommet gik jeg i gang med at flå de ål, jeg havde købt af havnemesteren på Nyord. Jeg var med ude at hente dem i dammen i hans jolle. I øvrigt smagte de fortrinligt. Vi måtte opgive at spise dem alle, så de sidste bliver nok en del af frokosten i morgen. Afgang 10,15. Ankomst 17,30. Trip 36. Log 14215. NB: Det var med fuldt overlæg, vi i dag tilbragte mange timer på vandet. Vejrmeldingen lovede over 30 grader midt på dagen.


Fejø-Agersø

2013-08-03

Trip 25. Log 14240. Hele turen gjort for sejl. Vinden meget svingende fra 4 m/s til 12 m/s. Vi rebede både forsejl og storsejl i et par timer – ellers fuld sejl. Planen var Luneborg, men vinden og søen kom for meget fra vest, så vi slækkede noget ud og gik til Agersø i stedet. Havnen var helt fuld, men vi fik en god plads, så der er udsigt til en rolig nat. På Fejø måtte vi ligge lige udenfor havnebassinet, og da der i nat blæste kuling, hoppede vi så meget, at jeg fortrak til hovedkahytten med pude og dyne. Vi ligger her i Agersø Havn uden for et par fra Bogense, som sejler en Harmony 38. De sejler meget ligesom os – Norge, Sverige, Tyskland, så det blev til en del sejlersnak.


1. overliggerdag på Agersø

2013-08-04

Dagen startede med et morgenbad fra en badebro på ydermolen. Både fruen og skipper var i vandet. Efter morgenmaden lånte vi 2 gode cykler af havnen og begav os af sted på ø-tur. Først møllen lige ved havnen, senere kirken, som er i røde sten og fra midten af 1800-tallet. Herefter cyklede vi nordpå mod Egholm. På øen er der landbrug på størsteparten af jorderne. Byggen og hveden er snart klar til høstning. Vi pauserede ved Draget inden Egholm med udsigt til Storebæltsbroen. På hjemturen købte vi kød og kartofler i en gårdbutik. Efter frokost var vi til gadeteater på Centertorvet med gruppen ”Dansk Rakkerpak”. En trio, som spillede en kærlighedshistorie fra Rom. En sjov oplevelse, som overværede af ca. 100 mennesker. Agersø har været et positivt bekendtskab.


Agersø-Luneborg

2013-08-05

Trip 20,6. Log 14260. Vinden først SØ-lig – drejende mod SSW, 4-8 m/s. Efter ca. ½ time mod SØ for motor satte vi sejl og gjorde resten af turen for sejl. Dog var der vel et kvarter midt på Storebælt, hvor der ingen vind var. Der brugte vi lige et par deciliter olie. Vi kunne lige netop holde Luneborg op. Vi lagde os i fiskerihavnen, den hyggeligste del, foran et stort bindingsværkshus. Nabo til os var der en fin badestrand. Så indbydende, at vi lod os lokke til en dukkert inden aftensmaden. Dejligt bad, men desværre skæmmet af flere brandmænd.


Luneborg-Svendborg

2013-08-06

Trip 14. Log 14275. Det blæste bravt i nat, men her til morgen løjede det. Kun enkelte tordenbrag og lidt regn. Vi tanker ca. 45 l diesel inden afgang fra Luneborg, så vi bruger løs af dieselen. Vind SSW 8-13 m/s + en del modstrøm, især i sundet ind mod Svendborg. Vi finder en fin plads inderst i Svendborg Lystbådehavn, trafikhavnen, hvor der er nye broer og flydende toiletbygning. Alt er bare lækkert, kun prisen er lidt høj. Vi har 2 ting, som skal klares her i Svendborg. Skipper skal klippes. Hans store manke generer ham og tager desuden fart på krydset. Det næste er at finde en bankomat. På småøerne er der kontant afregning af havnepenge, så flere kontanter må skaffes.


Svendborg-Ballen (Sydfyn)

2013-08-07

Trip 7,8. Log14282. For motor ud af Svendborgsund. Så mødte vi Eureka, Henning og Ingelise i deres Harmony 38, som vi i øvrigt gæstede i aftes. Så måtte vi lige lufte sejlene, så vi kunne tale sammen uden motorstøj. Eureka fortsatte mod Fåborg, og vi gik til Ballen, hvor vi vil besøge Jonnas moster Dagny. Hun bor i Vester Skerninge, så vi må have cyklerne frem.


Ballen-Wassersleben

2013-08-08

Trip 52. Log 14334.
Vinden startede i syd og drejede hen over dagen mod vest og til tider nordvest. Vinden varierede meget i styrke – fra 3-4 m/s til 12-14 m/s. Vi sejlede for sejl hele vejen – dog ikke fra Okseøerne og til Wassersleben, de sidste 2 mil. Krydstillægget blev ikke ret stort, da løbenes retning passede til vores højde. Dog havde vi lidt slæk fra Ærøs nordspids til Sydals. Her loggede vi op til 8 for rebet storsejl og rebet genua i 12-14 m/s. Der var afgang kl. 9,45 og vi ankom kl. 19. Det hører dog med til historien, at vi prøvede at finde en plads i Langballigau, men uden held, så vi sejlede videre mod Flensborg. Aftensmaden købte vi os til. Schnitzel mit Bratkartoffeln og ½ bier vom Fass. Herligt og billigt.


Wassersleben-Flensburg

2013-08-09

Da forsyningerne ombord var på vej til et kritisk lavpunkt, blev formiddagen brugt på at råde bod på det problem. Hele 2 gange gik turen til Fleggaard. Nu skulle vore forsyninger række, til vi er hjemme igen. Efter frokost sejlede vi ind til den havn i Flensborg, som Freja tilbragte sine første måneder i. I øvrigt lige nedenfor bydelen Jürgensby. Efter en lille bytur med mad og drikke, sidder vi cockpittet og nyder aftensolen og byens og havnens liv. I morgen går turen igen hjem til Danmark, men præcis hvor vides endnu ikke. Men i dag som i går heldigvis meget bedre vejr end forudsagt af meterologerne. Trip 2,43 sm. Log 14337.


Flensborg-Dyvig Bådelaug

2013-08-10

Trip 32,7. Log 14369. Første del af turen var motorsejlads, grundet for lidt vind. Men efter Sønderborg satte vi sejl i Alssund. Vinden stadig svag, men det gik ret godt. Vi kæmpede længe med en Hanse 45. Til sidste måtte vi give os, men vi holdt ham bag os hele vejen gennem Alssund!! Lige før indsejlingen til Dyvig havde han taget os med ca. ½ mil. Under krydsduellen smuttede 2 tallerkner af vores fine norske, men hvá, shit happens!! Der var hård vind, da vi ankom, og en tysker var venlig og hjalp os. Nu ligger vi fint, trods den friske vind fra vest. Vi var lige forbi Pinatz… i Sønderborg, men Christian og Dorthe var der ikke, så vi gik hurtigt videre og nåede præcis under broen kl. 14.


Dyvig-Kongebrogården (Lillebælt)

2013-08-11

Afgang 9,45. Ankomst 15,30.Vind W-SW. 8-12 m/s. For sejl hele vejen. Det gik fint – forsejlet var rullet et par omgange, så vi bedre kunne holde træk, når vinden blev agterlig. Vi havde også en kort periode med spilet forsejl. Der kom ind imellem nogle gevaldige pust, og det blev også til en enkelt regnbyge undervejs. Men nu skinner solen, og vi har planer om at grille aftensmaden. Det gjorde vi også i aftes i Dyvig i selskab med en del tyskere. Grill, køkken og samlingsrum var stillet til rådighed for sejlerne. Endvidere fik vi gratis rundstykker til morgen. Alt i alt en fin aften med snak, musik og sang.

Der bliver alligevel ikke grillet i aften. En meget kraftig regnbyge satte en stopper for dette.


Kongebroen-Kolby Kås

2013-08-12

Trip 34,5. Log 14440. Vind SW 8-14 m/s, pust op til 18 m/s. Spilet, rebet forsejl og fuld storsejl. Logget over 10 i flere perioder. Fik nogle byger undervejs, men ellers en fin sejltur. Havnevalget måske ikke det bedste. Vi ligger og hugger lidt, men har gummiben monteret på de mest belastede fortøjninger. Vi håber på en rolig nat.


Kolby Kås – Aarhus

2013-08-13

Trip 27. Log 14468. Afgang 8,45. Ankomst 13,00. Mere end frisk vind fra W-NW. Startede med reb i både stor- og forsejl. Vinden fra 9-14 m/s gennemgående. I byger op til 16-17 m/s. De sidste 6 mil for rebet storsejl alene. Vinden var da 13-15 m/s, og vi kunne gå 7,3 alene for rebet store. En våd og til tider lidt hidsig sejltur. Skipper havde livline på under hele overfarten. Vores lille Aarhusfamilie – Mette, Niels, Lea og Selma var til kaffe ombord, og siden var vi hos dem til aftensmad. Dejligt at se dem alle igen. I morgen går turen nok igen mod nord, men gerne i lidt bedre vejr end i dag.


Aarhus-Øer Maritime Havn

2013-08-14

Kanetur fra Aarhus til Øer. Vind W 10-16 m/s. Kun forsejl, men det var også nok. Turen tog ca. 3,5 time. Endelig en sejltur i tørvejr. Vi blev sluset 1,5 m op i marinaen.


Øer Maritime Havn – Bønnerup

2013-08-15

Afgang kl. 10,10 fra slusen. Ankomst 15,50 til Bønnerup. Hele turen for sejl. Det meste af vejen sommerfugl med genua og fuld storsejl. Igen en tur med god vind 8-12 m/s SW-S og heldigvis ingen regn. Behagelig tur, som vi nød. Trip 35. Log 14522.


Bønnerup-Øster Hurup

2013-08-16

Trip 22. Log 14544. Fin sejltur. Vinden SW 8-13 m/s, så det var agten for tværs første halvdel af vejen. Derefter mere sydlig vind, og det bliver sommerfugl i en periode. Mod slutningen igen SW-lig vind. Vi satte timerekord på første del af strækningen, 6,97 sømil på en time. Rekord for i år.


Øster Hurup-Mou

2013-08-17

Trip 16. Log 14560. En kort tur for motor. Men det er også længe siden, motoren har arbejdet i over 10 min. Jeg mener også, det er godt vi får den i gang, vi skulle jo nødigt få dieselpest pga. for lidt brug!! Nå, spøg til side. I aften får vi besøg af Connie, Johannes og pigerne, så grillen luftes.


Overliggerdag i Mou

2013-08-18

Efter en hyggelig aften med familien er det blæst voldsomt op her til morgen. Vi beslutter at blive, og dagens store projekt er rengøring af båden. Dækket bliver skuret med mild skurepulver, og det pynter. Efterfølgende vaskes med vand med voks, så vi bevarer en smuds- og vandafvisende hinde. Vi møder et par fra Norsminde i en grøn OE 32. Hyggelige mennesker, som vi tilbringer interessante timer med. Dagen byder også på et par gevaldige regnskyl. I morgen er det planen, at vi sejler hjem til Nibe.


Mou-Nibe

2013-08-19

Trip 31 – modstrøm hele vejen. Log 14591. Den sidste del af årets togt blev jo nok også den kedeligste. Modstrøm og motorsejlads hele vejen hjem til Nibe, men bortset herfra var det den bedste sejlersommer i mange år. Umiddelbart kan vi ikke mindes noget, der ligner. Turen i år var uden uheld, og alt fungerede, som det skulle. Glemt er allerede vores problemer med pumpen til brusevandet.

Fakta fra turen:

Udsejlet distance: 1.778 sømil.

Havnepenge: 12.440 kr.

Overnatning for anker/ved klippen: 20.

Olie: 367 liter – hvoraf en del til varme i maj.


Testtur til Løgstør.

2014-04-16

Så er vores 40. sæson med sejlbåd indledt. Vi er pt. i Løgstør og alt ombord virker efter hensigten, dog har vi lidt problemer med fjernbetjeningen til TVèt. Men skulle det være det eneste, kan vi sagtens leve med det. Sejlerlivets glæder består heldigvis af andet end TV!      Det føles godt med vand under kølen igen. I går havde vi en dejlig sejlads til Løgstør- 8-12 ms halvvind for forsejl og 6-7,5 knob. Vi glæder os til 2014-sæsonen. Igen i år er vi på Getjealous-siden, så vore trofaste læsere kan følge os på vores sommertogt til Haparanda i bunden af den Botniske bugt.

De bedste _/)_/)_/) hilsner

Jonna & Jørgen på FREJA.


Nibe-Bønnerup

2014-05-02

Så oprandt endelig dagen, hvor vi skulle tage det første beskedne skridt mod Haparanda. Dagen skulle vise sig at blive både solrig, dejlig og unødig spændende. Vi startede kl. 9,10, log 15.000, fra Nibe. Vinden var svag fra NØ, så det blev motor mod Aalborg. Efter 45 min. ventetid ved vejbroen videre mod Hals for motor. Vinden var nu SØ 2-4 m/s. Kl. 14,30 var vi ved Hals. Vi besluttede at fortsætte mod Øster Hurup for sejl, da vi netop kunne holde op dertil. Kl. 17,30 skulle vi så anløbe Øster Hurup havn. På vejen ind rørte vi en sandrevle, som vi hurtigt kom fri af og fortsatte ind på ca. 3 m vand. Mellem molehovederne ramte vi igen en revle. Da moderate dønninger bagfra løftede os lidt længere ind, troede jeg, vi kunne komme ind og fortsatte for motor. Pludselig stod vi ganske stille og fast. Vi fornemmede, at både foran og bag kølen var der sand. Over VHF kom jeg i kontakt med en ældre mand, som kom ud på molen. Han fik bomdirken over og forsøgte at krænge båden, men, men - vi bevægede os ikke ud af stedet, selv for fuld motorkraft. Efter ca. 1 time kom en fisker os til undsætning. Vi fik båden drejet rundt, så vi kunne forsøge at komme ud samme vej, som vi kom ind. Da alle vore anstrengelser sattes ind på samme tid, lykkedes det at få båden fri af revlen mellem molehovederne. Men vore problemer var endnu ikke ovre. Revlen, vi ramte på vejen ind, var der stadig. Efter 5-10 min. lykkedes det ved egen kraft at komme fri. Klokken var nu 19, men vi var fri og havde ikke fået nogen skader, så vidt vi ved! I dønningen i havnehullet var mine bekymringer knyttet til roret. Nu var det heldigvis magsvejr, så roret rørte ikke bunden.

Vinden havde lagt sig helt, og vi havde en problemfri aftentur til Bønnerup. Efter en smuk solnedgang ankom vi kl. 21,45. Log 64,60. Nu er vi i gang og kom så ikke og sig, at det er kedeligt at sejle! Nu gik det godt, men hvis er ansvaret, når der i Havnelodsen står, at der er mellem 2,1 og 2,8 m alt efter vind og vejrforhold. Manden på molen fortalte, at problemet var offentliggjort på klubbens hjemmeside. Det var da også smart, for klubbens medlemmer kan ikke komme ud. Så har de vel ikke behov for at vide, at man ikke kan sejle ind med en dybgang over 1,5 m.


Bønnerup-Grenå

2014-05-03

Afgang Bønnerup kl. 9,30. Vind W 8-10 m/s. For forsejl mod Grenå. Motor fra Fornæs, da strøm og vind var imod, det sidste stykke. Ankomst Grenå kl. 12,30. Log 13,9. Efter aftale mødes vi lige her med Birgitte og Poul i Aphrodite. De er på vej nordpå og vi sydpå Vi glæder os til et hyggeligt gensyn. Og ja, svømmegutter, der vil sikkert også blive nydt rødvin i passende mængder! Husk nu de 40 baner både mandag og torsdag.


Grenå-Bogense

2014-05-04

Afgang Grenå kl. 9 efter afsked med Birgitte og Poul. For fulde sejl mod syd i 4-8 m/s fra vest. Ved Hjelm løjer vinden, og Volvoen må i aktion. Syd for Endelave tager vinden til, og sejlene sættes igen. Vi har meget spids vind ned mod den røde bøje ved Æbelø. Søen er krap og svær at holde højde i. Motoren giver os lidt ekstra højde og fart i søerne ned mod bøjen. For sejl det sidste stykke fra Æbeløbøjen mod Bogense. Ankomst 18,30. Log 60.


Overliggerdag i Bogense

2014-05-05

Om formiddagen fik vi besøg af Henning, som vi mødte i det sydfynske sidste år sammen med Inger Lis i deres Harmony 38. Han ville gerne sammen med Inge Lis køre os lidt rundt for at få et indtryk af Nordfyn. Vi besøgte første Gyldensteen Strand. Et stort inddæmmet område på 614 ha, som indtil 2011 har været anvendt til landbrugsformål, hovedsagelig græs, høslet, løg og kål. Aage V. Jensens fond erhvervede i 2011 arealet med det formål at gennemføre en marin og fersk naturgenopretning. Fjernelse af dele af digerne i foråret 2014 gjorde, at havet har indtaget et 214 ha stort område. Den østlige del er et ferskvands sø- og rørskovsområde på 144 ha. Projektet giver mulighed for videnskabelige undersøgelser af flora og fauna, hvorfor man lige nu er i gang med at indrette bygninger til disse formål. Klik her og læs mere: http://www.avjf.dk/avjnf/ny-kystlagune-ved-gyldensteen-strand-fyldt-med-vand/.

Herefter gik turen til Æbelø ebbevej. Vi måtte lige se området, da Henning er født på Æbelø og gerne vil vise os sin barndoms land. Efter at have set H.C. Andersens golfresort og hovedbygningerne til Gyldensteen Gods gik turen tilbage til Bogense. Her nød vi en dejlig frokost hos Inger Lis og Henning og dertil en god snak om sejlads, slægtsforskning, lokalhistorie og meget andet. Ovenpå alt dette og vort besøg i februar i forbindelse med vores foredrag i sejlklubben er det vist vores tur til at gøre lidt gengæld. Henning og Inger Lis kom til aftensmad på Freja. Hyggeligt at være sammen med mennesker, man kan snakke med i timevis uden at kede sig. Senere dukkede Bodil og Niels Arne op. I februar havde vi talt om en bordforlænger til cockpitbordet i Freja. De havde en i overskud, da de havde skiftet deres 33’er ud med en ny 36’er. Desværre passede bordet ikke helt, og prisen kunne vi heller ikke enes om, så handlen gik i vasken, men vort besøg i Bogense vil altid fylde i erindringen om hyggelige mennesker med en utrolig gæstfrihed og et smittende humør.


Bogense-Tunø

2014-05-06

Afgang Bogense kl. 11,45 efter afsked med Inger Lis og Henning. Vinden virkede frisk, så vi nøjedes med genuaen. Vinden var SØ-lig og i starten ca. 10 m/s. Efter Æbelø friskede vinden til 12-15 m/s, og krapsøer krævede fuld koncentration af styrmanden. Det til trods fik vi en del vand ind over båden og også ind i cockpittet. Styrmanden fik livline på ved Endelave, så fruen var mere rolig. Fartrekorden var på 9,5 knob, ellers omkring 7. Ankomst kl. 15,45. Log 27,4. Gennemsnit lige under 7 for et forsejl.


Tunø-Aarhus

2014-05-07

Vi vågnede op til regn og usigtbart vejr, så morgenmaden blev indtaget som slowfood. Efter en god lang snak med et par fra Bregnør klarede det op, og vi lettede begge anker kl. 13,30. Svag vind 0-3 m/s, så det blev motorsejlads hele vejen til Aarhus. Ankomst ca. 16,30. Log 17,3. Vi har fået en dejlig plads langskibs ikke langt fra klubhuset AMK.


Overliggerdage i Aarhus

2014-05-08 to 2014-05-10

Torsdag havde vi cyklerne fremme til eftersyn og pumpning. Senere på indkøb og bytur i Aarhus. Vi cyklede omkring Mette og Niels og aftalte en tur til Tunø fredag og lørdag. Efter en kaffetår gik turen tilbage til Freja.

Fredag morgen afgang med familien fra Møllevangs Alle 53 kl. 10,30. Vinden var desværre imod, men Niels insisterede på, at vi krydsede en times tid. Men, men – hvis Tunø skulle nås inden aften, måtte Volvoen spændes for. Vi spiste frokost undervejs og ankom ved 2-tiden. Der blev leget og malet undervejs af både Selma og Lea. Lea er søstærk og kan sagtens sidde og arbejde i sin bogstavbog, selvom der er en del søgang. Heldigvis holdt tørvejret, til vi var på Tunø. Vi gik en tur op til byen og købmandshandlen, men så fik vi en heftig byge. Vi stod lidt i læ hos købmanden, til det værste var ovre. Selvom det småregnede, grillede vi alligevel under halvtaget og spiste ombord. Aftenen gik med hygge, god mad, snak og vin i rim(g)elige mængder. Lidt tidligt måtte vi op, da Selma havde udsovet kl. 6. Lea og Niels fik lov at sove, og vi andre gik en frisk morgentur med Selma. Efter morgenmaden gik turen igen tilbage til Aarhus. Det blev halvvindssejlads i svag vind 4-5 m/s. Niels serverede frokostpizzaer undervejs, børnene legede, og vi andre plejede vores lidt tunge hoveder. Vi var tilbage i Aarhus midt eftermiddag efter en begivenhedsrig Tunø-tur. Især Lea og Selma oplevede jo mange nye ting omborg på Freja. Efter afsked med familien fra Møllevangs Alle, går turen videre i morgen, hvis vejret tillader.


Aarhus-Odden Havn

2014-05-11

Det småregnede lidt, mens vi spiste morgenmad. Vi sejlede over til tanken og tankede 90 l diesel til 13 kr. pr liter. Imidlertid fik vi ikke brugt meget diesel i dag. Vinden var sydlig, først 4-6 m/s, senere 5-10 m/s. Det betød fulde sejl og speed på 4-8 knob. Afgang Aarhus 8,30. Ankomst Odden kl. 15,00. Log 43 sømil. Fin sejltur, dog lidt sø, men fra en behagelig retning.


Odden Havn-Gilleleje

2014-05-12

Efter et lille besøg ved mindestenen for søslaget mod englænderne i 1808, som fandt sted ca. 300 m ud for Odden Havn, var der afgang kl. 10,15. Kursen blev sat mod Gilleleje - 33 sømil på kurs 72. Vi startede for sejl med sommerfugl, men efter ca. 1,5 time faldt vinden til omkring 3 m/s, og det er altså for lidt til at flytte Freja. De sidste ca. 20 mil blev for motor. Hvis ikke vinden var god i dag, så var solen det. Hele turen i dejlig solskin. Ankomst Gilleleje Havn kl. 16,00. Havnen er overraskende fin efter maltrakteringen af Bodil i december. Renoveringen er næsten helt færdig – kun fliser på adgangsstierne mangler endnu. Aftensmaden blev nye kartofler og 4 skrubber, som vi købte af en fisker for 20 kr. Udmærket måltid.


Gilleleje-Taarbæk

2014-05-13

Ovenpå en uforglemmelig nat med regn og vind af kulingstyrke på en urolig plads i Gilleleje, hvor vi var så heldige, at vi slap for søsygens kvaler, kan vi ikke komme væk hurtigt nok. Jeg var oppe kl. 02,45 for at lægge ekstra fendere og fortøjninger. Afgang kl. ca. 10 i 10 m/s og store søer, som vi heldigvis havde med. Vi satte kun forsejl, da vi havde næsten plat læns og ikke ønskede unødige bomninger. Vi gjorde 5-6 knob ned mod Kronborg. Nu rummede vinden, og vi satte storsejlet med 1 reb. Vinden var nu 8-12 m/s foran for tværs resten af vejen mod Taarbæk. Fin sejltur i tørvejr. Ankomst kl. ca. 14. Log 26,5.


Overliggerdage i Taarbæk

2014-05-14 to 2014-05-16

Onsdag morgen ringede Peter. Lydia havde kastet op i løbet af natten, havde feber og nogle røde prikker i ansigtet og på armene. Det kunne være starten på skoldkopper. Charlotte hentede os i Taarbæk, og vi så efter Lydia, mens Charlotte og Peter var på arbejde. Allerede sidst på dagen var Lydia ”næsten” rask. Ikke feber længere og i godt humør. Vi grillede til aften og hyggede os med familien. Vi overnattede, da Peter havde fri dagen efter og havde planer om stabilgrus, fliser og græsplæne. Jonna afleverede Xenia i SFO’en, og vi hentede hende begge kl. ca. 13. Planen var, at vi vendte tilbage til båden til aften, og at familien kom til grill ombord senere. Vi skulle så overnatte ombord og fredag sejle til Flakfortet. Pigerne var lidt længe om at falde i søvn ombord på båden, men til gengæld sov de til kl. 7 fredag morgen.

Fredag morgen afgang mod Flakfortet kl. 9,30. Det meste af turen for sejl. Ca. 5 m/s fra N. Solen skinnede, så vi spiste frokost i land ved et af bordene langs kajen. Efter rekognoscering på fortet og en god søvn til Lydia og en dejlig is til os nød vi bare vejret og det fine udflugtsmål, som denne dag var flittigt besøgt af københavnerne. Turen hjemad startede kl. 13,30 i vindstille, altså for motor. Imidlertid kom der vind efter 15-20 min, og vi kunne holde Taarbæk havn op på nordenvinden, som efterhånden var 6-8 m/s. Fin sejltur hjemad.

Katja, børnenes reservebedste, inviterede på aftensmad i Kulsvierparken i Lyngby. Det blev en hyggelig afslutning på dagen. Rigelig med lækkert mad og drikke og en god snak med Katja om hendes nye arbejde på DTU og hendes nylige besøg i hendes hjemland Bulgarien. Til slut afsked med familien og Katja. Peter afleverede os på havnen i Taarbæk, så må vi se, om vi kommer videre i morgen.


Reparations- og vaskedag i Taarbæk

2014-05-17

Jeg startede med at pakke alle samlinger fra vandtanken med blår og pasta i stedet for teflontapen. Men først måtte alt vand tappes af systemet, så der gik lidt tid med det. Imens startede Jonna med at få vasket vort snavstøj fra de første 14 dage. Det gik fint. Taarbæk havn overlevede Bodil i fin stil, men vaskemaskinen og tørretumbleren blev ødelagt, så derfor var der helt nye Mielemaskiner. Dog har man i foråret forstærket stenmolen med 2300 t sten for en sikkerheds skyld. Midt eftermiddag var vore gøremål tilendebragt, dog havde vi en del tøj til tørre i riggen. Kl. 17 var tøjet tørt og lagt på plads. Vi blev enige om, at det fine vejr skulle bruges til en gåtur til Bakken. Her fandt vi et godt spisested i solen med en fin udsigt til alle, der gik forbi. Det er altid spændende at følge de forskellige mennesker, der passerer. Pludselig har vi lavet små historier om familier og enkeltpersoner. En sådan aftes siger os, at Danmark er et multikulturelt samfund. Ca. halvdelen af de besøgende på Bakken denne lørdag var af anden etnisk baggrund end dansk. Hjemturen var væsentlig kortere end turen derud. På udturen var vi omkring Eremitageslottet, lidt af en omvej. Hukommelsen er åbenbart ikke, hvad den burde være, og skiltning var der intet af. En dejlig aften var det under alle omstændigheder.


Taarbæk-Kastrup

2014-05-18

Vi besluttede at sejle til Kastrup, inden turen går til Sverige. Grunden var mangel på gas, spilertape, kød, kaffe m.m. Spilertapen til reparation af forsejl, som har fået en rift i UV-kanten. Indkøbene blev gjort, inden regnen tog fart ved 13-tiden. Regnen tog til, og vore planer om Falsterbo må vente til i morgen. Log Kastrup 15.346.


Kastrup-Gislövs Läge

2014-05-19

Vi havde planlagt at sejle tidligt, men kl. 6,30 var der tæt tåge, så vi tog det roligt. Kl. 7,45 var tågen lettet så meget, at vi gjorde klar til afgang. Afgang 8,10. Efter ½ time for motor satte vi sejl. Vind Ø-NØ 7 m/s. Derefter for sejl til Falsterbo – afbrudt af en kort periode uden vind – vinden springer til ØSØ, men vi kan lige stå højde hele vejen til broen. Vi spiste frokost i ventetiden – broen åbner kun hver hele time. Vi kommer igennem kl. 12. Efter passage af porten til Østersøen er vinden ret imod, så vi går for motor. Da vind og bølger øger, og vi banker lidt pæle, tages beslutningen om at gå ind til Gislövs Läge. Ankomst 14,45. Log 31,7.


Gislövs Läge-Skillinge

2014-05-20

Afgang 8,15 for motor. Vind ØSØ 2-4 m/s. Vinden øger lidt til 4-5 m/s, og vi forsøger med sejl. Med 3-4 knob bliver det til for lidt, hvorfor motor og storsejl resten af turen. Undervejs sejlede vi tæt på Ales Stena, Http://da.wikipedia.org/wiki/Ales_sten.

Ankomst Skillinge kl. 15,4. Trip 44,8.


Skillinge-Utklippan

2014-05-21

Vinden var under 4 m/s hele dagen, så det blev en behagelig transport for motor. Solen skinnede fra en skyfri himmel, dog kom der fra tid til anden lidt slørskyer for, ligesom der hele dagen var temmelig usigtbart. Vi var uden landkending i 7 timer. Trods alt var det fint at krydse Hanö-bugten i sådan et vejr. Bugten er berygtet, især i vinde fra øst-sydøst, og man kan nemt komme til at vente i flere dage på ordentligt vejr. Afgang 6,45. Ankomst 15,45. Trip 58,5.

Aftensmåltidet bestod af entrocote fra slagteren i Svenstrup Brugs. Nye kartofler fra Mallorca, dejlig rødvin fra Toscana, vand fra Taarbæk, nydt i solrige, svenske omgivelser på Utklippan. Kød og kartofler tilberedt på grill. Så kan det ikke blive bedre!! Jonna har dikteret, at den sidste rødvin skal nydes til solnedgangen i nord nordvest over Hanöbugten. De næste mange solnedgange vil have land mod nordvest.


Utklippan-Kristianopel

2014-05-22

Afgang 8,00. Vind SØ 6-8 m/s. Fin sejltur nordpå, 6,5 – 7,5 på loggen, men desværre dør vinden efter ca. 19 sømil.  Vi forsøger at fortsætte for motor, men søerne er stadig store, derfor beslutter vi os for at besøge Kristianopel nok engang. Hyggeligt sted, fint vejr, så vi tager en slapper resten af dagen og ser kirken og byen. Ankomst 11,30. Log 24,2.


Kristianopel-Borgholm

2014-05-23

Afgang kl. 9 i frisk vind fra SØ. Som i går var søerne store, men når vinden passer dertil, er det ikke så dårligt at sejle i. Imidlertid skete det samme som i går – vinden faldt til 2-4 m/s kl. ca. 10. Derefter motor mod Kalmar. Her fik vi tanket 90 l diesel. Så var det planen, at vi ville blive i Kalmar og handle ind til weekenden. Men nej, der var ikke en plads ledig i inderbassinet – alt var optaget af militær- og redningspersonale og tilhørende både. Vinden er nu frisket en del, og vi beslutter at sejle til Borgholm i stedet. Med slæk på skøderne går det bare godt. Ingen sø og godt med vind – det passer os limfjordssejlere. Vinden er stadig SØ-lig 8-10 m/s konstant og i pustene op til 14. Det giver Freja en fart på 7-8,2 knob på helt fladt vand – bare dejligt. Vores bedste sejlereftermiddag indtil nu i de svenske farvande. Ankomst Borgholm kl. 16,45. Log 46. De sidste 16 på 2 timer og 15 min.


Borgholm-Påskallavik

2014-05-24

Dagen startede vi i svømmehallen på Hotel Strand. Bad og pool inkl. i havnepengene. Jeg så chancen for at indhente elitetrekløveret fra Haraldslund. Jeg var træt allerede efter 30 baner, så jeg nåede det ikke helt!!!

Afgang Borgholm kl. 9,30. Dagens overskrift: ”For lidt vind fra mange forskellige retninger, lidt sejl og alt for meget motor”. Ankomst Påskallavik kl. 13,30. Log 21,40. Lige nu ser jeg ishockey – WM semifinale Sverige-Rusland, spændende.


Påskallavik-Klintemåla

2014-05-25

Afgang Påskallavik kl. 9,10. For motor ud af det kringlede nordlige indløb. Vel ude satte vi sejl – vind W 3-6 m/s. Dejlig sejlads mod nord i det indenskærs led mod Oskarshams Atomkraftværk. For sejl hele vejen til vi manglede 6 mil til Klintemåla. Et idyllisk lille sted, hvor vi er ganske alene. Men de har strøm, så jeg kan se ishockey. Finale og bronzekamp. Vejret har været helt fantastisk, sol og omkring 25 grader – bare vi holder til det. Ankomst Klintemåla 15,15. Log 28.


Klintemåla – Häradskär

2014-05-26

Afgang Klintemåla kl. 8,15. Satte sejl efter udsejlingen – vind 4-6 m/s fra vest. Det gik faktisk godt, dog kneb det enkelte steder med at stå højde nok, så jerngenuaen hjalp. Vinden går i SØ, og vi får slør nordover. Med og uden spilet forsejl tager vi kampen op med et par svenske sejlere. Efter 5 timer er afstanden mellem os kun få hundrede meter. Vejrmeldingen siger kuling fra midnat, så vi har ledt efter et godt sted for natten. Valget faldt på en gammel lodshavn – Häradskär – som ligger på vestsiden, hvilket giver læ fra NØ, som kulingen er varslet fra. Farvandet her er meget grundfyldt, så kort og skitser bliver studeret nøje. Ved passage mellem 2 grunde på vej ind fandt vi overetmærker, så det gik fint. Men, men – da molehovederne er forskudte, falder jeg lidt mod bagbord for ikke at komme molehovederne for nær. Derved kommer jeg ud af overetmærkernes linje, og pludselig rammer vi sten, og kort efter står vi på grund. Farten var ikke så høj, måske 3-4 knob. Alligevel lyder det ikke særlig godt. Men det værste er, at vi står hårdt i stenene, og at vi er helt alene i verden, her i de yderste skær. Efter en del forsøg, som ikke giver det ønskede resultat, beslutter vi at sætte alle sejl og forsøge at dreje båden udad. Samme vej, som vi kom ind. Pludselig med klodshalet storsejl og bakket fok kommer der lidt vind, og vi krænger over og med god motorhjælp lykkes det os at bringe Freja flot. Py-ha, godt vi kom fri, for der var lang vej efter hjælp. Jonna har tjekket kølboltene og mener, at vi ingen skader har. Båden er stadig tæt, og hvad vigtigere er, hun har stadig tillid til skipperen og ønsker, at vi skal fortsætte turen. Sådan kan det gå, når man vil besøge en gammel lodshavn og undlader at få lodsbistand!! Lige nu er NØ-vinden kommet, men vi ligger godt og sikkert fortøjet og flyder. Så nu må vinhønen holde for og yde sit bidrag til slutningen på en dejlig sejldag, der endte lidt for spændende. Vi har ikke helt styr på, hvornår vi kom i havn, måske omkring kl. 18. Log 45,5.


Häradskär-Fyrudden

2014-05-27

Ovenpå gårsdagens oplevelser var der tid til eftertanke ved morgenkaffen. Måske var det en god idé at blive medlem af Svenske Sjøredningsselskab. Efter at have konsulteret Jørgen Djørup for adresse, pris m.m., blev beslutningen taget. Vi tilmeldte os fluks over nettet. 500 sv.kr. for et pensionistmedlemskab for 2014. Resten af formiddagen blev brugt på ø-vandring, hvor vi bl.a. besøgte lodsens hus, Häradskär Fyr og fyrmesterboligen. Efter frokost en god middagslur for både skipper og frue. Ved eftermiddagskaffen kom havnemesteren og meddelte, at vi lå på hans plads, og at den lange fortøjning måtte fjernes af hensyn til kommende gæster!! Nå, men vi bød på kaffe og kage, hvilket formildede ham. Vi fik en god snak om øen, hvor han er født i en lodsfamilie, som har rødder tilbage til 1650. Vi nævnte, at grunden til vores fortøjningsmåde var den lave vandstand i havnen. Ekkoloddet vist 1,8!! Han nævnte, at den hårde NØ-vind ville give lavere vandstand i havnen, hvilket vi jo også kender fra fjorden. Vi aftalte, at han skulle hjælpe os med at komme ud, så vi ikke i morgen ville stå på bunden. Han fandt ekstra fendere og dæk, da vi måtte vende båden på meget lidt plads og kunne ramme betonmolen. Kl. 17 slap vi ud af Häradskär uden skrammer. Lettede gik vi for motor ind til Fyrodden, ca. 5 sømil. Vinden var 10-12 m/s, men ikke noget problem. Nu ligger vi langskibs ved kajen med næsen i vinden og kan se frem til en rolig nat.


Fyrudden-Snedskär

2014-05-28

Her til morgen blev jeg vækket kl. 5,30 af en passagerfærge, som startede sin tørn på dette tidspunkt. Det betød, at jeg stod op kl. 6,30 og lavede kaffe. Fruen fik sin skønhedssøvn, men kl. godt 7 var der morgenmad. Det blæste stadig, men vi havde talt om en motortransport nordpå. Afgang Fyrudden kl. 8, vinden NNØ 10-13 m/s. Leddet mod Arkösund går næsten ret nord, så det var med vinden lige i snuden hele vejen. Tak. Utehamn Snedskär kl. 12. Log 22,6. Vi kunne jo sagtens have sejlet noget længere, men nordenvinden er bidende kold, så vi ser tiden an og håber på varmere vejr igen. Uthamnen her er meget hyggelig med et charmerende åbent klubhus og strøm på broen, så vi kan se landskamp i aften, hvor Danmark spiller mod Sverige. Endvidere ligger vi godt i læ for den kolde nordenvind. Pris for hele herligheden er 100 kr. pr. døgn. Fyrudden var i øvrigt gratis. Sæsonen er åbenbart ikke startet endnu heroppe.

PS: Godt Kusk kom ind, så der kunne ske lidt i angrebet.


Snedskär-Trosa

2014-05-29

Afgang kl. 10,10. Ankomst 17,10. Log 41,8. Vejrmeldingen sagde i aftes 8-11 m/s fra N, aftagende sidst på dagen. Bl.a. derfor besluttede vi at drage mod Trosa. Imidlertid var vinden ikke som lovet, men nærmere 10-16 m/s. Det betød røgvand ind over båden, da vi gik over det åbne stykke mod Oxeløsund. Vi gik hele turen for motor med støtte af storsejl eller fok. Da vinden ville blive ret imod nord for Oxeløsund, skulle vi rulle storsejlet ind i 16 m/s. Det gav en del problemer. Indhalet hoppede af rullen på masten, dernæst kunne sejlet umuligt rulles ind - der manglede ca. 1/3. Skipper måtte i aktion - først rulle sejlet ind. Udhalet havde i kampens hede låst sig selv, så indrulning var en umulighed. Jonna styrede og var ikke helt klar over, hvor vi var! Var der nogen, der sagde ”Murphys lov”. Nå, men i fællesskab fik vi løst problemerne og kom sikkert i havn i Trosa. Det var en dejlig fornemmelse at falde ned i cockpittet og nyde en velfortjent øl, i øvrigt sammen med en ung svensk ingeniørstuderende, som hjalp os med at komme ind i ca. 12-14 m/s. Aftensmaden blev de sidste bøffer fra Svenstrup Brugs, skyllet ned med en dejlig Toscaner – Tuscany Rossa 2009 – 10 i karakter efter Price/skalaen (mors- og farsdagsgave). Spændende, hvad morgendagen vil bringe, men vi har besluttet at gå igennem Södertaljekanalen til Stockholm, når vejret bliver bedre end i dag.


Trosa-Skansholmen

2014-05-30

Efter indkøbstur og påfyldning af vand var der afgang kl. 11,30. Vejret var regnfuldt, vinden stadig N 6-10 m/s og kølig, alligevel beslutter vi at sejle. Den første time med sejl – rebet storsejl – fuld genua. Da kursen bliver ret nord mod Södertälje, stryges sejlene, og det bliver motor resten af vejen. Regnen varierer i intensitet, men holder aldrig helt op. Rortørnen var koldere og vådere end tidligere på turen. På et tidspunkt beder jeg Jonna undersøge mulighederne for overnatning inden Södertälje. Grunden er, at jeg fryser. Både fingre og tæer er delvist følelsesløse. Det minder meget om Norges vestkyst 5-7 grader, regn og blæst. For at sige det lige ud: ”Det her gider jeg sgu’ ikke”. Så meget haster det heller ikke. Jonna finder Skanseholmen kun 2-3 sømil fremme. Hun tænder oliefyret og lukker ned til kahytten. Det gør godt, da vi kommer frem kl. ca. 14,30. Fingre og tæer er nogenlunde normale efter en halv times tid. Eftermiddagen brugt på løsning af krydsord og for mit vedkommende også en dejlig aftensøvn (fra 17 til 18,30). Log 16,5. I morgen går det videre mod Stockholm, hvis vejret altså bliver noget bedre end i dag!!!


Skanseholmen-Wasahamnen

2014-05-31

4-6 m/s fra NV. Vi gik for motor nordpå mod Søndertälje kl. 9,30. Vi ventede lidt foran slusen, da en coaster var på vej sydpå. Lidt senere var der 15-20 min. ventetid ved Mälarbroen. Så var der fri bane mod Stockholm. For sejl en god times tid i Mälaren på Ø-SØlig kurs. Vinden døde mere og mere, og vi gjorde det sidste stykke for motor. Inde i Stockholm var vi heldige. Ingen ventetid hverken ved Hammerbysluen eller Danviksbroen. Til gengæld kostede det 160 sv. kr. at komme gennem Hammerbyslusen. Det er næsten samme pris, som vi gav gennem alle broer og sluser i Holland fra Delfziel i nord til Vliessingen i syd. Nå, vi betalte og sejlede til Wasahamnen, hvor en overnatning koster 300 sv. kr. Til gengæld er det gratis at vaske og bade, så både tøj og besætning står foran en større renselsesproces. Her i aften gik vi en tur for at gense steder fra tidligere besøg, bl.a. Ulla Wiinblad, hvor vi fejrede Jonnas 60 års fødselsdag, Gröna Lunden og en runde i parken ved Skansen. Aftenen var lun og helt stille – dejlig og næsten sommerlig. Ankomst kl. ca. 17. Trip 35 sm.


Washamnen-Långholmen (59.32.20-18.34.63)

2014-06-01

Afgang kl. 11,00. Ankomst kl. 15,45. Log 22,8. Dagen startede med storevaskedag i Wasahamnen. Først bad til fruen og skipperen. Dernæst 3 maskinfulde vasketøj, der blev vasket, tørret og lagt sammen. Ind imellem morgenmad, påfyldning af vand og vask af båd. Jo, Wasahamnens gratis glæder blev udnyttet til det yderste. Da dette var vel overstået, var der afgang kl. 11. For motor ud af Stockholm mod nordøst til Waxholm. Her ville vi lige tjekke, om der fandtes bedre kort med flere detaljer end dem, vi allerede havde. En havnestewardesse var på pletten, da vi havde fortøjet. 80 kr. for et dagsbesøg, med mindre vi kunne klare vores ærinde på under 30 min., så var det gratis. Vi klarede at købe kort over Stockholm nord og købe æg og kartofler hos en gadehandler, alt på ca. 20 min. Så vi slap med skrækken og sparede 80 kr. Herefter videre mod nord med vinden i panden. Vinden drejede lidt mod øst og tog til ca. 5 m/s, så vi besluttede at sætte sejl. Det gik fint, men ind imellem måtte vi krydse. På et af benene gik vi indenom Långholmen, og på bagsiden af øen var der flydepontoner. Det lignede en klubhavn, og vi besluttede os for at undersøge dybdeforholdene. De viste sig at være gode, masser af vand helt ind. Vi lagde til og ganske rigtigt, det var KSSS’s klubhavn. KSSS står for Kongelige Svenske Segel Selskab. Det måtte være OK at ligge her for natten. Vel i land gik vi en tur for at undersøge forholdene nærmere. Vi kom til et stort klubhus lidt væk. Der var lys derinde og mennesker. Jeg råbte ”hallo”, og der kom 2 mænd frem. Det viste sig at være 2 polakker, der var i gang med renoveringsarbejde for KSSS. De kunne hverken engelsk, tysk eller svensk. Jeg forstod, at de arbejdede for et belgisk firma og skulle være her i 4 uger. De har åbenbart heller ikke kædeansvar i Sverige. Det var måske et godt sted at begynde, hvis man ønskede at gøre noget alvorligt ved den ulige konkurrence fra øst på arbejdslønnen på vore breddegrader. Nå, tilbage til båden og få gummibåden pustet op, for nu er vi i mulighedernes område for overnatninger ved klippen eller for anker. Efter søsætning blev gummibåden bundet op bag på Freja, så den ikke skal trækkes. Lige før aftensmaden skypede vi med familien fra Virum. Det var dejligt at se og høre dem. Efter en dejlig aftensmad og efterfølgende opvask er vi nu ved at falde ned med et glas vin. Nu har vi tøj, mad, vand og øvrige fornødenheder til 4-5 dage. Nu mangler vi blot skærgårdssommervejret – men vi håber, det snart kommer.


Långholmen-Söderholmen (59.54.2-18.55.2)

2014-06-02

Afgang kl. 9,00. Ankomst kl. 15,00. Log 33,5. Vinden 5-10 m/s fra NØ – eller lige imod! Da livet er for kort til kryds mellem sten og færger, blev det for motor hele vejen. Vi sejler det meste af dagen i samme farled som færgerne til Finland, Åland og Estland. Det betød, at vi blev overhalet af 5-6 færger og et enkelt krydstogtskib. Ellers skete der ikke så meget. Vi var inde i Furusund for at tanke diesel, men der var lukket om mandagen. Så må vi se i morgen, om der byder sig en mulighed for diesel. Vi ligger for anker i en sydvendt vig på øen Söderholmen. Ud over diesel mangler vi rugbrød, da det sidste danske blev spist til frokost. Lige nu er Jonna i gang med at bage – vi har købt 5 pakker Finax brødblanding med gær. Kun lunkent vand behøves. Hele herligheden blandes grundigt og sættes til hævning i 1 time – herefter bages det i en forvarmet ovn ved 200 grader i 60 min. Om det er det samme i vores lille ovn, vil tiden så vise. Spændende. I morgen venter turen gennem Väddö-kanalen.


Söderholm-Öregrund

2014-06-03

Dagen startede med morgenmad i en spejlblank lille bugt. Derefter for motor op gennem Väddö-kanalen. En smuk tur, som vi nød. Broåbningerne kom lige på slaget, og vi ventede slet ikke. Vinden var stadig nord og lige imod, men da vi var ude af kanalen, kunne vi stå højde mod NW. Det gik faktisk godt, rent bortset fra, at vi ville ende i en fjord og ikke i leddet mod Öregrund. Så måtte vi lidt tilbage og så igen mod Öregrund. I mellemtiden var det blevet frokost med hjemmebagt rugbrød. Om det smagte, det er ikke ordet. Helt perfekt, så nu er frokosten reddet flere dage frem. Desuden har vi 4 pakker mel mere, så der er ingen rugbrødsproblemer foreløbig. Vi tankede diesel 108 liter på vej mod Öregrund. Vores bådsportskort når ikke ret meget længere, så vi er på jagt efter resten nordover. Mine oversejlingskort er alligevel ikke helt gode nok i dette stenfyldte farvand. Afgang kl. 8,45. Ankomst 15,45. Log 36. Det har regnet, siden vi kom ind, og vejrmeldingerne er ikke for gode (tåge), så vi ser tiden an.


Öregrund-Ängskär

2014-06-04

Vi fik købt de 2 næste stræk med bådsportskort, Bottenhavet sødre og Bottenhavet nore, så nu må vi kunne klare os i nogle dage. Senere må vi se, om vi kan skaffe Bottenviken, som er det sidste, og som dækker den nordligste del. En flink havnefoged var meget behjælpelig, og en ven af hende kørte mig hen til butikken, hvor vi hentede kortene. Tågen fra i morges var lettet, solen skinnede, og vinden var gået i SØ, så det var med at komme af sted. Afg. 11,30 med alle sejl sat. Sommerfugl meget af vejen, og vi nød endelig en tur for sejl uden den bidende kolde nordenvind imod, som vi har døjet med den sidste tid. Ankomst kl. 15,00. Log 16,2. Det gik fint med at finde ind i vigen, hvor havnen er. En lokal overetlinje og en jernstang hjalp godt. Området er naturreservat, og vi gik en tur rundt på næsset for at tage omgivelserne i øjesyn. På vestsiden kunne vi se de mange sten og rev, som nogle gange gør det spændende at sejle her. På broen i Öregrund havde jeg kort talt med en irer, som sammen med sin kone havde været i Stockholm for at hente deres nye båd – en Arcona 355. Nu er de så på vej hjem til Sundsvall, og ved et tilfælde mødtes vi igen i Ängskär. Vi tilbragte nogle hyggelige timer sammen med Sean og Annika og snakkede om sejlerlivets gode og dårlige sider. Efter en fin grillaften tilbød de dessert, og vi kunne så levere vinen. Bare dejligt, og klokken blev over 12, inden vi brød op efter en uforglemmelig sejlerdag. Måske bliver vi her i morgen, hvem ved?


Ängskär-Kusön

2014-06-05

Vejrmeldingen var ikke helt entydig – vindretningen skulle blive NØ, men styrken varierende 4-11 m/s. Der meldes aftagende fra middag, så vi beslutter os for at krydse Gävlebugten. Efter en farveløl med Sean og Annika sejler vi kl. 11,30. Der var fin vind i starten 5-7 m/s, men efter ca. 10 mil falder vinden til 3-5 m/s. Det værste er imidlertid nogle ubehagelige dønninger på mere end 1 m’s højde. Da vinden er agten ind betyder det, at sejlene slasker i de store dønninger. Motoren startes, genuaen rulle ind og storsejlet klodshales for at stabilisere båden lidt. Sådan går de næste 6-7 timer. Dertil kommer, at besætningen efter nogle ærinder nede om læ havde mistet appetitten og havde det lidt underligt i maven. Det blev dog til en franskbrød og en kop te til frokost. Så det siger sig selv, at appetitten til aftensmaden var ret stor. Menuen blev lækre svenske kødboller med nye kartofler og agurkesalat. Vi ankom til øen kl. 19,30 og blev enige om, at en SXK-bøje var fin. Vi ligger fint i læ og vandet i vigen er spejlblankt. Solen brød igennem, netop som vi kom. Hvad vejrmeldingen heller ikke nævnte, var de små regnbyger, vi fik i løbet af eftermiddagen. Turen blev således ikke en af de mindeværdige – kulde, regn og begyndende søsyge. Og tænk engang, vi gør det frivilligt og betaler oven i købet mange penge for det!!!


Kusön-Agnö Storhamn

2014-06-06

Afgang kl. 10 fra Kusön efter en meget rolig nat. Vind var der intet af, så vi gik nordpå for motor. Efter ca. 1 time kom der mere vind, og vi satte sejl. Det gik faktisk fint – 5,5-6 knob for 5-6 m/s vind. Men træerne vokser ikke ind i himlen. Kl. 11,30 faldt vinden, og en modbydelig havgus/tåge drev ind over os. I ca. 4 timer var sigtbarheden 30-100 m, hvilket var meget ubehageligt. Vi beholdt sejlende oppe, men gjorde kun 3-4 knob. Det var egentlig fint nok, for så kunne vi høre motorbådene og samtidig ikke komme hurtigere frem, end vi kunne vige indenfor 30-50 m. Vi bad til, at tågen ville lette, inden vi skulle anduve Agnö. Det gjorde den heldigvis ca. 1 time, før vi ankom. Det var dejligt at kunne se omgivelserne igen. Vi ankom hertil kl. 17. Trods navnet Agnö Storhamn, var der umiddelbart ingen plads, selv om der kun var 5 både. De lå langskibs. Vi satte snuden ind mellem 2 både og lagde vores hækanker. 10 minutter efter sejlede den ene af motorbådene. Vi flyttede så og ligger nu også langskibs som alle de andre. Der blev grillet til aften, og i morgen ved vi ikke rigtig, hvor langt nord vi går. I det mindste sejler vi ikke, hvis tågen ligger tæt som i dag. Aldrig før har vi sejlet i så ukendt farvand så længe i så tæt tåge. Godt, der er noget, der hedder GPS. Jonna slukkede faktisk køleskabet for at være sikker på strømforsyningen til GPS’en. Trip 34,7 sm.


Agnö-Skatan Hamn

2014-06-07

Afgang Agnö Storhamn kl. 9,45. Ankomst Skatan 18,45. Log 45,7. I øvrigt kan jeg sige, at vi på vej herind rundede 1000 sm. på turen indtil nu. Turen i dag startede i vindstille, men efter en times tid kom der lidt vind. Vi satte sejl, tog dem ned igen kort efter, fordi tågen kom rullende. For ikke at opleve sejlads i tåge igen i dag forsøgte vi at finde en bøje lige udenfor en havn, men bøjen manglede, tågen lettede, og vi satte sejl igen. Det blev til ca. 30 sømil, inden vinden døde igen ind under aften. Vinden var hele dagen fra sydøst, og vi sejlede næsten hele vejen med spilet genua. Desværre var der kun 4-6 m/s, men det gik alligevel fremad med 4-5 knob. Tilsejlingen var lidt kringlet med en mindstedybde på 2,5 m, til gengæld mødte der os et fantastisk syn, da vi nærmere os havnen. I vigen var der på den ene side havnehuse og restaurant, på den anden side fiskerhuse. Vi ligger ved gæstebroen lige ved cafeen, har strøm og adgang til havnestuen med køkken, bad, badstu og toilet. Alt meget velholdt. Pris 130 kr. pr. døgn, men 25 kr. for et bad.Havnekaptajnen kom og bød os velkommen til Skatan. Han ville komme igen senere og opkræve havnepenge. Han kom med kasket og hele sit kontor under armen i en skotøjsæske. Heri havde han pengene og en seddel, hvor han noterede bådnavn, pris og nationalitet. Vi var de første danskere, der besøgte Skatan i 2014.


Overliggerdag i Skatan

2014-06-08

Det regnede fra morgenstunden, så lysten til at begive sig videre var stærkt begrænset. Formiddagen blev brugt på afslapning i cockpittet, mens regnen trommede på teltdugen – hyggeligt. Da så regnen stilnede af, gik vi en tur rundt om vigen med alle husene og havnen. Inden middag nåede vi lige lidt indkøb i Skatan Røgeri og Minilivs. Eftermiddagen blev brugt på lidt reparation af rattet, som var lidt leddeløst. Dette blev udbedret med lidt materiale fra en Slots Classic-dåse, et velkendt middel mod leddeløshed – eller er det omvendt???. Så var der middagslur – herligt! Derefter blev båden vasket i vandlinjen på begge sider, da den var gul af alger. For resten tankede vi også vand i formiddags. Nu skinner solen, og vi håber, det gode vejr fortsætter i morgen. Jonna siger, at sommeren kom, mens jeg sov middagssøvn, men jeg fortryder ingenting.


Skatan-Härnösand

2014-06-09

Det blev en noget omskiftelige dag vejr- og sejlmæssigt. Dagen startede med sol fra en skyfri himmel. Afgang i sol kl. 9,05. Først lidt vind, så med sejl – sommerfugl. Så en tordenbyge med lyn og bulder, og sejlene bjerges. Dette blev efterfulgt af heftig regn og torden af og til. Vi ankom til Härnösand kl. 15,30 i øsende regnvejr. Vi lagde os i den sydlige havn, da broerne gennem byen kun åbnes om morgenen og om aftenen. Kl. ca. 16,30 lagde vi os for en tiltrængt slapper. Kl. 17,30 er vi på benene igen, og lidt efter ser vi nogle både gøre klar til broåbning efter kl. 18. Vi gør os hurtigt klar og kommer med i slipstrømmen. Det var dejligt, så kan vi sejle nordpå, når det passer os i morgen. Dog rører vi lige en sten i den sidste broåbning. Der var grønne bøjer, men de havde sparet en rød. Nå, igennem kom vi, og nu ligger vi godt, hvor det stadig er skiftevis regn og lidt sol. Ikke just en dag, vi ønsker nogen gentagelse af. Högakysten ligger nu foran os de næste 50-60 mil.  Log 34.


Härnösand-Mädansviken

2014-06-10

Vi fik gjort nogle gode indkøb i Härnösand. Det var supplement til vores beholdning af madvarer og ikke mindst et kort, vi har jagtet siden Stockholm, nemlig Båtsportkort Haparanda-Sikeå 2014. Lige inden vi forlod byen, tankede vi diesel, kun 30 l, men vi tanker, når lejlighed gives, da der kan være langt mellem sjömackerne. Afgang kl. 11,30 i gråvejr og kun lidt vind. Det blev motor hele vejen til Mädansviken – ca. 22 sømil. Ankomst 15,30, hvor vi startede med at finde et godt sted for natten. Det lykkedes, og nu er vi fortøjet fortil til et træ og en sten og bagud vores hækanker. Her sidst på dagen har solen tittet frem – dejligt med lidt varme i cockpittet til te og muffins. I formiddags var vi forbi Härnösand Domkirke, hvor vi mindedes far, der i dag kunne være fyldt 89 år. Byen er meget større, end vi havde troet med pompøse bygninger, bl.a. Rådhuset, og en god handelsby med storcenter og gågade med mange specialbutikker. I morgen er planen Ulvöen, bl.a. kendt for sin surstrømming.


Mädansviken-Ulvön

2014-06-11

Hækankeret holdt næsten for godt. Det kunne ikke rokkes det mindste – det føltes, som om vi havde fat i en spalte mellem stenene, så det var med en vis spænding, vi hev det op. Men til alt held gik det fint med at få det bjærget. Da vi så ankeret, gik grunden op for os. Det var fyldt med hårdt blåler – en ankerbund, som kan anbefales. Vinden var 4-6 m/s fra SSØ, så den første times tid var for motor. Herefter sejl og sommerfugl i ca. 3 timer, før motoren måtte bringe os ind i løbet mellem Nord og Syd Ulvön. Afgang kl. 9,00. Ankomst kl. 14. Log 21.


Overliggerdag på Ulvön

2014-06-12

I dag var der rigtig sommervejr. Morgenmad i cockpittet, uden telt!! Dernæst tilskuer til dykkerassistance til en svensk båd, der havde problemer med propellen. Så flyttede vi båden til et lidt bedre sted og fik cyklerne i land. Bevæbnet med rygsæk, penge og 2 øl begav vi os af sted på sightseeing på Ulvön. Turen gik først til det gamle Kapell fra 1622 – Norrlands ældste bevarede træbygning, rigt udsmykket indvendig med bibelske motiver både på vægge og loft fra 1719. Dertil kom, at Gud selv pryder indgangsdøren, og at der inde i kapellet var et smukt gammelt kirkeskib fra 1700-tallet. Kapellet var oprindeligt bygget af Gävlefiskere, som kom her og fiskede herfra hele sommeren. Om vinteren var der så mere stille på Ulvön. Det samme sker egentlig nu, men nu er det bare turisterne, der giver øen liv hen over sommeren. Herefter besøgte vi den nye kirke, som blev indviet i 1896. Den var nydelig, men gjorde ikke det store indtryk. Som det ofte ses i trækirker, er altertavlen malet på enden af koret og måske prydet af et kors. Cyklerne blev parkeret nedenfor Lodsbakken, som vi begav os op ad. 251 trin op og ligeså mange ned! På toppen nød vi vores medbragte øl. Heroppe er der en fantastisk udsigt over fiskelejet Ulvön, sundet og havet udenfor. Lodsstugan var næste lige så gammel som antallet af trappetrin, nemlig 250 år. Hjemturen sluttede med et besøg i Handelsboden, hvor udvalget ikke var overvældende, vi osede også bare, men købte dog et par ting. Resten af dagen afslapning, middagssøvn, krydsord, og Jonna læste i en bog. I aften starter WM, som vel er de fleste bekendt. Vi har fine modtagelsesforhold, og jeg glæder mig til åbningskampen Brasilien-Kroatien.


2. overliggerdag på Ulvön

2014-06-13

I dag skiftede vejret helt karakter. Kold nordenvind, overskyet og lidt regn. Der var meldt så megen vind, at vi blev. Men vi ligger i læ, så hvor meget, det egentlig blæser, ved vi ikke. En tysker og en englænder gør os selskab. I formiddags tog vi cyklerne og kørte et par kilometer ud af byen til et fyr. På hjemvejen handlede vi lidt i Handelsboden, kartofler, æg og renkød til aftensmad. Det bliver spændende at smage renkødet. Senere spiste vi frokost på en surströmmingscafé. Ulvön er kendt som surströmmingens vugge. Engang i 1800-tallet blev salt så dyrt, at befolkningen her på øen ikke havde råd til at købe tilstrækkeligt. Der blev derfor brugt for lidt salt til saltningen af fisken med det resultat, at hele årets produktion begyndte at gære. Nu måtte befolkningen enten sulte eller spise den ildelugtende fisk. De spiste fisken, og dermed var surströmmingen opfundet. Det var en meget speciel oplevelse at få serveret surströmming. Først blev dåsen forsigtigt åbnet, og allerede duften/lugten herfra fik Jonna til at rynke noget på næsen. Nå, men vi måtte i gang. Først skulle vi rense de små fisk, rygbenet måtte ud. Det blev der så lidt plukfisk ud af. Dernæst smøres et brød med smør og nykogte, skivede kartofler lægges på. Så surströmming, creme fraiche, rødløg, tomater og syltede rødløg. Jonna fik et stykke og jeg to. Lugten af gærede fisk var så stærk, at Jonna sagde, det mindede mest om at spise midt i en mødding. Måske var der noget om snakken, for spyfluerne kom øjeblikkeligt. Til sidst flyttede vi dåsen med fisken ud på et bord udenfor. Det bedste var nu øllen. Vi fik en Höga Kysten lager 5,6%. Hele herligheden kostede 450 sv.kr. Lidt dyrt, men nu har vi prøvet, og vi forstår, hvorfor måltidet blev serveret i et lille havehus et stykke fra selve cafeen. Efter måltidet viste ejeren os rundt i sit lille salteri. Han var for resten professionel klovn, havde 42 år på bagen, bl.a. i russisk statscirkus og hos Benny Schumann i Danmark. I skrivende stund står Jonna og steger renkød. Vi håber, det smager.


Ulvön-Mjältön

2014-06-14

Som lovet blev der fint vejr i dag – sol. Vinden dog ret frisk fra morgenstunden, så vi ser tiden an. Da vejret er fint lige før middag, beslutter vi os for at sejle til Mjältön, normere bestemt Baggviken. Da vi kommer, er der allerede mange svenske både. Det viser sig at Örnsköldsvik Sejlklub er på klubtur hertil – hvad de har tradition for i weekenden inden midsommer. Vi gør imidlertid ret hurtigt klar til at bestige Sveriges højeste ø – 236 m over havet. Turen derop går fint, der er ca. 2,5 km, og hele turen klarede vi på ca. 2 timer. Vel tilbage bliver der lige tid til lidt afslapning, inden aftensmaden. Kl. 17 kom der en fra klubben og inviterede os til at deltage i arrangementet. Vi takkede ja, og man bød på velkomstdrik lige efter. Så var der et lille løb med indlagte spørgsmål af mere lokal art. Vi deltog, men uden nogen større succes, men det var hyggeligt. Kl. 19 var der tændt grill til fælles brug. Det blev en hyggelig aften med snak, sang, god mad og vin. Vi smagte elgkød, som var virkelig godt. Det blev vist lidt sent, inden vi tørnene ind til en god nats søvn.


Mjältön-Tjäruskär

2014-06-15

Vi sov lidt længe ovenpå gårsdagens fine fest med sejlerne fra Örnskjöldsvik. Men efter morgenmad var der afgang kl. 11. Godt sejlvejr med vind fra NW 5-8 m/s. Vi satte sejl lige uden for Baggviken og tog dem ned 1 sømil udenfor den kringlede indsejling til Tjäruskär. I bogen ”Norrlandskust” stod der, at løbet var mærket med røde og grønne prikker (stager) – de var der bare ikke!! Men så var der jo overetlinjerne. Det virkede kun delvist, da granerne var vokset så meget, at det ene mærke var væk! Nå, men vi listede ind med 2 knobs fart og kom helskindet igennem den smalle passage. Ankomst kl. 19. Log 44 (de 43 for sejl). Fin sejldag – det meste af tiden godt til havs, så vi først til sidst fik bekymringer med stenene. Det her er ikke Högakusten!


Indeblæst på Tjäruskär

2014-06-16

Allerede fra morgenen blæste det godt. Om formiddagen tog det yderligere til – ved middagstid over 12 m/s og endelig sidst på dagen målte vi 21 m/s i pustene – måske jævnt over 15 m/s. Kulingen skulle blæse af frem mod middag i morgen, så må vi se, om vi kommer videre.


Tjäruskär-Norrbyskär

2014-06-17

Først et telefonisk tillykke til vort 4. barnebarn Selma. Hun fylder 1 år i dag. Dernæst kikkede vi lidt på vejret – det blæser stadig, men aftagende i formiddag og senere på dagen tiltagende igen. Vi benyttede chancen til at sejle til Norrbyskär, kun knap 7 sømil. Det gik fint, og vi ligger nu ved den store bro – Herregårdskajen. Vi har været lidt rundt for at kikke. Her lå fra midten af 1800-tallet til 1952 nordens største savværk. Tilbage er arbejderboliger af utrolig standard samt forvaltergården, hvor ejeren Frans Kempe, MoDo, residerede. Lidt specielt var, at når skibene sejlede af sted med træ, opmuntrede Kempe dem til at tage muldjord med tilbage i ballast. Så kunne man avle sine egne kartofler og grøntsager. De små haver kan ses endnu med jordbær, tulipaner og sikkert også stadig kartofler. Foreløbig bliver vi til i morgen, men vi må snart finde en ICA eller lignende, da det er lidt småt med brød, kød, pålæg m.m., og den kiosk, der er her på øen, åbner først efter midsommer.


Indeblæst på Norrbyskär

2014-06-18

Det var en udpræget øv-dag. Det blæste stadig meget, besætningen var ikke helt på toppen – utilpashed og lidt feber. Appetitten var til at overse, så det gjorde ikke så meget, at vi var lidt nede med fødevarer, især brød. Vi gik en lang tur nedad Norrbyskärs ”hovedgade” ned til kirken og hjem igen. Ellers stod dagen på Panodil og søvn, både formiddag, eftermiddag og aften. Vågnede lidt op og så Chile sende de regerende verdensmestre hjem til Spanien. Som vi siger i Aalborg: ”God tur hjem!”.


Norrbyskär-Patholmsviken

2014-06-19

I nattens løb løjede det meget, og vi gjorde klar til at sejle kl. 9,00. Vi måtte til Umeå Hamn – nærmere betegnet Patholmsviken - for at få handlet. Det var hårdt – vi slæbte mad ombord for ca. 1000 kr. Vi havde hentet det på cykel ca. 2 km væk. Appetitten er stadig ikke helt god, men nu har vi mad, hvis den skulle vende tilbage. Ankomst Patholmsviken kl. 12. Log 18,8.


1. overliggerdag i Patholmsviken

2014-06-20

Umeå er EU-kulturby 2014, og vi havde egentlig tænkt at tage bussen ind til byen for at se, hvad Umeå kunne byde på. Men, men – regnen silede ned fra morgenstunden, og i fjeldtragterne nord herfor sneede det!! Det var bidende koldt 6-7 grader og vind fra nord. Alt det betød, at vi nøjedes med at vente på et passende ophold i regnen, så vi kunne få købt de sidste ting, som vi ikke fik med i går. Opholdet i regnen kom kl. 16, og indkøbene blev klaret i tørvejr – dejligt! Nu håber vi på bedre vejr, men dagen i dag er svensk midsommer, så det bliver der nok ikke noget at. Men vi skal snart have flere mil på loggen, ellers når vi ikke sydpå, inden isen lægger sig!!


Patholmsviken-Bjuröklubb

2014-06-21

Afgang kl. 8,10. Vi sætter storsejl allerede i havnen og tøffer af sted for motor og storsejl. Vinden er svag – 0,3 m/s fra SW, så vi fortsætter mod NØ for motor og storsejl. Kraftige byger bygges op over land, men når os aldrig, da vi er langt til havs. Ved middagstid drejer vinden mod S og SSE, men er stadig for svag til, at vi kan bruge den til noget. Efterhånden klarer det helt op, og turen ender i fuld sol ved Bjuröklubb lodshavn. I Anders Bangs udmærkede bog ”Norrlandskust” er der skitse over havn og tilsejling. Men, men vi rører bunden umiddelbart, inden vi er inde. Vi sidder kun let i mudder og kommer hurtigt fri. Om igen – ind helt tæt på molehovedet med nerverne uden på tøjet. Det går! Vi kommer ind i det lille, trange havnebassin, hvor der kun er dybt nok langs ydermolen. Lige indenfor drejer jeg 90 grader bagbord for at undgå grundene længere inde og gå til med styrbord side. Jonna hopper i land fra stævnen, og vi vil så trække båden ind langskibs. Men så sidder vi på grund 3-4 m fra kajen. Grunden er åbenbart meget lokal, for båden kommer fri ved egen og vindens kraft. Mens vi står på kajen og overvejer situationen, sker det utænkelige – båden flyder ind og lægger sig langskibs helt af sig selv!. Nu har jeg efterhånden fattet, hvad lodshavn betyder. ”Den er kun mulig at anduve uden problemer med lods ombord”. Ankomst kl. 18,45. Log 65,8. Efter aftensmaden gik vi en tur op til fyret i det dejlige solskinsvejr.


Bjuröklubb-Kurjoviken

2014-06-22

Efter en rolig nat på Bjuröklubb er planen at sejle til Skelleftehamn-Ursvikens Segelselskab. Men det er slet ikke så nemt. Vi kunne i første omgang slet ikke komme ud af havnen. Vi stod på grund på vej ud!! Men efter lempning med motor- og håndkraft lykkes det at komme ud. Jeg tror ikke, vi besøger Bjuröklubb på vejen ned. Jonna syntes ikke, det var særligt sjovt. Skipper er enig. Vinden er igen i nord 6,8 m/s, så den første time er for motor. Derefter sejl mod Kurjoviken. Imildertid dør vinden, og de sidste mil bliver igen for motor. Vi tanker diesel, inden vi går i havn. 70 liter for 1000 sv. kr. Billigt i forhold til, hvad vi tidligere har betalt. Vi ligger med hækanker i en dejlig havn. Fine faciliteter, så vi vasker tøj. Der er 2 nye cykler, som vi prøver på en byrundtur. Bebyggelsen her omkring er en satellit til Skellefteå, som ligger ca. 16 km væk. Der er en del industri i området. Vi møder, som det første, et kæmpe industrianlæg – jeg mener, det er kobber, man udsmelter her. Vejret har i dag været helt fantastisk – varmt og dejligt. Vi grillede her til aften. Både vi og mågerne blev mætte. Mens vi var oppe at tilse vaskeriet, forsvandt der 3 bøffer fra fadet. Så sig ikke, at vi ikke tænker på fuglenes velfærd. Dejlig dag i Nordland. Log 18,7.


Overliggerdag i Skelleftehamn(Kurjoviken)

2014-06-23

10 m/s fra NØ – det var ikke lige det, vi kunne ønske os i dag. Derfor tog vi en slapper og drog på tur med bus til Skellefteå, altså efter vi havde ventet i over 1 time på en bus, der aldrig kom. Først besøgte vi Nordanå – Skellefteås svar på New Yorks Central Park – et kultur- og fritidsområde nær centrum. Her var allsang, teater, grillpladser og også cafeer. En af disse blev vort frokostvalg. Stor buffet med varme retter, brød, salat og drikkelse (saft og vand) og til slut kaffe og kager – alt til 90 sv. kr. pr. person. Det var faktisk billigt. Som jeg skrev i går, mødte et kæmpe industriområde os, da vi sejlede hertil. Det var et udsmeltningsanlæg for malm. Skelleftefeltet, som er det malmrigeste område i Vesterbotten, rummer guld, sølv, zink og bly foruden kobber, som er det største produkt her. Men tiderne skifter, så i dag kommer 65% af guldproduktionen fra umoderne, genbrugte mobiltelefoner og gamle datamaskiner! Rönnskär, som industriområdet hedder, er i dag verdensførende for genindvinding af kobber og ædelmetaller fra elektronikskrot. Morgenens vejr ser ikke meget bedre ud end dagens – så vi må se, hvad morgendagen bringer.


2. Overliggerdag i Skelleftehamn (Kurjoviken)

2014-06-24

Ret hurtigt beslutter vi at blive til i morgen. N 7-11 m/s er ikke til at spøge med på disse breddegrader. Pinende koldt og krapsø ála Livø Bredning, når den er værst. Umuligt at sejle imod. I stedet drager vi til byen ud på eftermiddagen. Vi vil besøge Bonnstan – en gammel bydel med en usædvanlig historie. Bonnstan opstod i forbindelse med tvungen kirkegang ca. år 1600. Hvis man boede 2 mil (20 km) væk, skulle man i kirken hver anden søndag, og hvis man boede 3 mil væk, hver tredje osv. Velhavende bønder eller hele landsbyer lod opføre kirkestuer til overnatning, da man ikke kunne nå hjem samme dag. Herved opstod Bonnstan. Man lavede også markedsplads, så man kunne købe/sælge varer, når man alligevel var i byen. Byen består i dag af 116 huse med i alt 392 kamre, som alle er privatejede og bruges som sommerstuer. Herefter var vi på Sportsbar for at spise. Jeg fik en burger med pommes og Jonna kylling med salat og brød. Dertil 2 øl. Pris 489 sv. kr.. Så var det da også betalt. På turistbureauet havde vi købt 2 biletter til Allsang i Nordanå kl. 19. Det var en fin oplevelse – god sang – fint vejr (Jonna smed jakken). Vi fik lidt allsangshistorie. Det startede i 20-erne og bredte sig derefter til de større byer i hele Sverige. Vi fik udleveret sangteksterne og sang med det bedste, vi havde lært. Fin dag/aften sluttede med busturen tilbage til båden kl. 22,30. Det ser ud til, at vinden skal løje i morgen – men hva’, SMHI siger så meget.


Kurjoviken-Furuögrund

2014-06-25

Det blæste godt her til morgen, men vinden skulle aftage over middag. Formiddagen brugte vi til at gøre lidt indkøb og afvente vejrudviklingen. Efter frokost beslutter vi at gøre endnu et nøk mod nord. Efter tankning af vand og betaling af havnepenge er der afgang kl. 13,45. Vinden NE, kun 2-4 m/s. Vi går for storsejl og motor. Der er store dønninger ovenpå de sidste dages meget friske vind. Så det er lidt irriterende med sejl og bom, der klaprer. Vinden går syd over, og vi får den med. Det betyder endnu mere klapren, så storen rulles ind og resten af turen går for motor. Ankomst Furuögrund kl. 17,45 – log 22. Vi ligger langskibs ved en bro med læ og sol i cockpittet. Det passer Jonna godt. Så godt, at vi spiser ude i aften. Dog med tæpper over benene.


Furuögrund-Liggskär (Luleå)

2014-06-26

Vinden kun ca. 6 m/s, så vi må nordpå. Desværre har den en meget uheldig retning NØ – netop vores retning i dag. Nå, men med motor og storsejl kan man jo også komme frem. Ved Rönskär syd for Pitea satte vi genua også, og så gik det faktisk fint, takket være at vinden nu var Ø, lidt til SØ. Enkelte steder måtte vi have motorstøtte i 5-10 min., så vi undgik kryds i det grundfyldte farvand. Ved Luleå lufthavn lidt syd for byen rulles genuaen ind, og resten af turen i dag for motor og storsejl. Afgang Furuögrund kl. 9. Ankomst Liggskär kl. 19. Liggskär er Luleå Sejlklubs udehavn med fint klubhus, el, bad og toilet. Og vigtigst af alt – det er dybt ved broerne ca. 4 m. Så alt i alt et meget godt valg af havn i dag. Log 60,80.


Liggskär-Töre

2014-06-27

Afgang kl. 9. Næsten ingen vind 0-2 m/s. Sol og ikke så koldt som de seneste dage. For motor mod Töre. Det gik stille og roligt, og selv om nogle passager var uden for farled, gav det ikke nogen navigationsmæssige problemer. I søkortet skal man trække 50 cm fra dybden pga. landhævningen og dertil kommer den nordlige vind, som helt mod nord giver minus yderligere 40 cm. På trods heraf var der masser af vand mod nord til Töre. I renden herop var der ikke under 8 meter. En tysker, vi talte med for et par dage siden, turde ikke sejle herop pga. vanddybden, så vi var lidt spændte, men uden grund. Ankomst kl. 14. Log 30,6. Töre pos. 65.54.07 – 22.39.00. Log 16.350. Vi har lige udenfor Töre Havn rundet bøjen, som angiver det nordligste punkt i Sverige, man kan sejle til. Vi modtager et bevis herfor, som vi får, når havnepengene er betalt. Kastrup-Töre 1004 sømil. I morgen er planen turens endemål: Haparanda Hamn.


Töre-Happaranda Hamn (vendepunktet)

2014-06-28

Kl. præcis 15 ankom vi til Haparanda Hamn. Vinden var også i dag meget svag fra morgenstunden, så det blev først motor og storsejl, siden fuld sejlføring og til slut igen motor og storsejl. Vinden var SSE 2-5 m/s. Total distance siden Nibe: 1.392 sømil. I Haparanda Havn var der kun en gæst foruden os – en tysker. I går forsøgte Jonna at finde bustiderne for en bus til Haparanda by. Det lykkedes, men den kører kun mandag-fredag og ikke i weekenden. Efter en velkomstøl og  –dram i dagens anledning gik vi op i klubhuset for at se på forholdene – bl.a. cyklerne. Måske vil vi cykle de 15 km ind til byen i morgen. Men så kom redningen. En campist, som havde sin vogn lige ved siden af klubhuset, tilbød, at vi kunne låne hans gamle Volvo til at køre til Haparanda i. Vi troede dårligt vore egne ører, men det var alvor. Han mente det. Altså kørte vi til Haparanda, tog et par billeder, handlede ind og kørte hjem igen. Han fik en skilling til benzinen og en ks. Slots Classic. Han var meget tilfreds, og det var vi også. Nu har vi sparet en dag og kan vende skuden i morgen med kurs mod Danmark. Afgang kl. 8,00. Log 41,3.


Haparanda-Luleå

2014-06-29

Den bedste dag den seneste måned. Det gælder både temperatur og sol. Desværre var vinden meget svag 2-4 m/s fra SE. Så det blev en behagelig tur for motor, dog sejlede vi lidt for sejl ned mod indsejlingen til Luleå. Det første, vi ser, er det store udskibningsområde for jernmalm, som kommer hertil med tog fra Kiruna. Dernæst de kraftige isbrydere, som holder udskibningshavnen sejlbar gennem vinteren. Til vores overraskelse var der også et krydstogtskib ved kaj i Luleå. Så må der jo være noget at se i byen. Det vil vise sig i morgen. Men tænk, i dag var det første gang i den seneste måned, jeg bare kunne gøre toiletbesøg under sejlads uden først at tage vanter, jakke, overtræksbukser, støvler og hue af inden bemeldte besøg. Det var bare fantastisk. Vi håber, det gode vejr fortsætter, så vi får en dejlig sejlads sydover. Helt heroppe nordpå er alt ikke klart til sommersejlerne endnu. I dag sejlede vi i den ydre skærgård, og her var Sjöfartsværket endnu ikke helt klar med afmærkningen. Vi sejlede efter en rød kost, som først ikke var der, men pludselig satte Sjøfartsverkets båd den røde kost ud, bare 5 min. før vi skulle passere den. Lidt senere placerede de en grøn, som jeg kunne se på GPS’en, men ikke i virkeligheden. Efter en dejlig dag og 59,5 sømil ligger vi nu vel fortøjet i Luleå.


Luleå-Kluntarne

2014-06-30

Dagen startede med en tur rundt i Luleå. Først til domkirken, hvor en guide fortalte os om kirkens tilblivelse, og hvad der var mere usædvanligt, den var moderniseret i 2 omgange, først i 30-erne og sidst i 80-erne. Ved disse moderniseringer har man ændret kirkens indre fuldstændigt. Derefter en slentretur i byens centrum, hvor vi nød det fine vejr på en fortovsrestaurant. Der blev nydt et par gode øl. Kl. 12 var vi til koncert i Stadsparken. En kvindelig solist sang viser af Edith Piaf, Cornelis Wresvik, Evert Taube m.fl. Hun gjorde det faktisk godt, og der var også en del til at høre på. Kl. 13 gik vi tilbage til båden. Jonna havde fundet en naturhavn, hvor vi kunne se gamle labyrinter og en granitklippe, kaldet Klintagubben. Det gjorde vi så, men inden tankede vi lige 80 liter diesel. De sidste dage med ingen vind har tæret på tankindholdet. Også i dag måtte Volvoen arbejde. Vind SE 0-3 m/s. Distance fra Luleå 14,5 sømil.


Kluntarna – Pite-Rönnskär

2014-07-01

Afgang kl. 8,15 fra Kluntarna. Sol og næsten ingen vind. Motor og storsejl mod Pite-Rönnskär. Det var en stille og rolig tur, og efter ca. 6 timer var vi i Pite-Rönnskär. Distance 39 sømil. I forvejen var der et svensk par på frokostbesøg i sejlbåd. De sejlede kl. 17, og derefter var vi alene om at gæste Pite-Rönnskär. Efter ankomsten var vi rundt for at se fyret, kapellet, båken, de små fine huse, som er tidligere fiskerhuse, men nu ejes af private som sommerhuse. Efter rundturen var én af øens faste sommerbeboere gennem mange år, Evert, ude at snakke med svenskerne og os. Han lånte os en nøgle til fyret, og vi begav os de 153 trin op. Heroppefra var der en fortrinlig udsigt over Pite-Rönnskär og den omgivende skærgård. Dagen sluttede med grill på en grillplads tæt på båden. Alt i alt den bedste dag på vores tur indtil nu. Gode oplevelser og et fantastisk sommervejr.


Overliggerdag på Pite-Rönnskär

2014-07-02

Da vi tjekkede vejret i aftes, besluttede vi at blive her en dag mere. De meldte regn fra middag og 8-12 m/s. SMHI overdrev ikke. Det har blæst 12-14 m/s, i pustene mere, foreløbig fra kl. 13 til 19. At blive var en god beslutning. Vinden har været NØ-Ø, og det er ikke den bedste vindretning, når vi ligger lige indenfor molen på en betonkaj. Vi har alle vore ”kødben” i sving for at mildne de kraftige ryk i klamper og klyds. Bølgerne er vel 1-1½ m og lige ind ad indløbet. Båden slår sig i fortøjningerne, og det giver gevaldige ryk og hug ind imellem på trods af affjedringen. Vi håber, det bliver bedre til natten. Der er meldt aftagende vind. Og tænk – i aftes grillede vi og måtte rykke ud i vinden, fordi varmen i læ var uudholdelig. Det er helt ufatteligt lige nu med vind og regn i mængder. Måske er det netop kontrasten, der gør, at vi år efter år drages af sejlerferien. Vi håber på et ryk sydpå i morgen, om vejrguderne vil.


Pite-Rönnskär – Kurjoviken

2014-07-03

Efter en noget urolig nat var der lidt mere ro her til morgen. Dog var vinden ikke helt løjet, så vi havde gæster til formiddagskaffe. De lå også over i går. Da klokken nærmere sig 12, var vinden løjet meget, så vi beslutter at sejle. Imidlertid er vinden pludselig under 3 m/s, så vi kan ikke bruge den til noget, da den er NØ – plat læns. Nå, men Volvoen må igen på arbejde – 2000 omdrejninger, er vi gået ned på og har fulgt maskinmesterens råd. Efter 4½ time er vi på kendt område, da vi allerede besøgte Kurjoviken på vejen op. Da vi skal købe mad, er det jo fint at kende stedet. Nye cykler og en velassorteret ICA gør det hele lettere. Så allerede kl. 18 har vi købt ind. Desuden er det billigt at vaske, så det klarer vi også. På Sjömacken fyldte vi tanken på vejen hertil, så nu kan vi klare en uges tid uden at mangle noget. Ankomst kl. 17. Log 27,8.


Kurjoviken-Ratan

2014-07-04

Afgang kl. 9. Vi vaskede 2 maskinfulde i aftes, men da tørretumbleren ikke fungerede til vask nr. 2, måtte vi hænge tøjet til tørre på søgelænderet i nat. Det hjalp ikke nok, så tøjet blev lagt til tørre i kahytten. Enten blæser det over 10 m/s eller under 3. I dag var det under 3, så vi måtte bruge dyr olie på turen. Vi prøvede sejlene i flere omgange, men det gav for lidt. I øvrigt regnede det en del af dagen. Vi ankom kl. 18. Log 53. Har lige set Tyskland slå Frankrig i kvartfinalen i WM. Senere må vi se, hvad Brasserne kan mod Colombia.


Ratan-Byviken på Holmöen

2014-07-05

Dagen startede med søsætning af gummibåd. Derefter gummibådsekspedition til Rataskär, hvor vi skulle kikke nærmere på Båken, Lotsudkikken, en labyrint, vandstandsmærke og en toldkælder fra den gang, Ratan var toldsted for handel på Nordbotten. Evert Taubes bedstefar var endda toldinspektør i 8 år (1848-56), så vidt jeg husker. Herefter tilbage til båden og hive gummibåden op igen. Så en vandring til den sydlige del af Ratan. Her var der et gravsted fra krigen mod Rusland august 1809 og vandstandsmærker på klippen. Endelig lærte vi et nyt ord: Mareograf = Et vandstandsmålingssted. Der var 2 på Ratan – et gammelt og et nyt. Kl. 11,30 var der afgang mod Holmöen. Ankomst 13,30. Log 12. Her er der teater- og jazzfestival, så der er en del turister på øen. Vi fik en god plads ved en bøje. Så har jeg helt glemt, at vejret har været rigtig fint i dag. Sol og næsten ingen vind. Havnen udgøres af en mole med tilhørende bøjer og længere bag en sandfyldt vig med små klitter og marehalm. Her var der livlig badeaktivitet eftermiddagen igennem, selvom vandet var 15 grader koldt. Vi gik en tur rundt om vigen til Skibsmuseet, som viste de gamle skibe fra forrige århundrede, fortalte om, hvordan de anvendtes til jagt og fiskeri. Det meste interessante var beretningen om vinterens sæljagt. I 2-3 måneder boede 3-8 mand på en båd på isen under et sejl. Fremskipperen ledede jagten, og backskipperen sørgede for mad og passede båden, mens de øvrige var på jagt. Hvilket liv! Tilbage på Freja sidst på eftermiddagen var der kaffe i solen, ligesom aftensmaden blev indtaget i bagende sol og næsten igen vind. En meget begivenhedsrig dag, som ligner det, vi drømte om på forhånd. Dagens sidste programpunkt er Holland – Costa Rica.


Byviken på Holmöen – Järnäsklubb

2014-07-06

Fantastisk vejr fra morgenstunden – sol – 0,4 m/s. I dag bliver det ren transport mod syd gennem en del af Kvarken. Et ellers berygtet farvand, der i dag var fladt som en pandekage. Afgang 8,35 og ankomst 15,30. Log 42,6. Ikke meget at berette om sejladsen. Triviel motorsejlads, som dog var meget behagelig i det varme vejr. Ingen dønning og lidt fartvind i panden. I kahytten er der lige nu kl. 16,30 25 grader. Første gang i sæsonen er der varmt ”indenhus”.


Järnäsklubb-Trysunda

2014-07-07

Igen en dag med sol og kun lidt vind 0-3 m/s. Så det blev igen-igen en lille tur med motorsejleren ”Freja”. Afgangt 9,30. Ankomst 15,00. Der er virkelig trængsel her, så vi ligger med hækanker ind til enden af en flydebro, hvor vi deler de 2 m med 2 andre. Log 33,6.


Trysunda-Mjältöen

2014-07-08

Fint vejr, sol, stille. ”Lang” tur for motor til Mjältöen, Baggviken. Vi var her sidst den 14.6. til klubtræf med folk fra Örnsköldsvik Sejlklub. I dag er vejret meget bedre, og vi bader for første gang fra båden. Vandtemperatur 19,2 grader. Det er faktisk helt dejligt igen at hoppe ud fra båden. Ellers nyder vi det gode vejr, og jeg har fået en dejlig middagslur. Turen til toppen tog vi jo sidst, så i dag kan vi tage en slapper. Vi har i dag aftalt at mødes med Store Marie fra Nibe i morgen i Häggviken. Det bli’r dejligt at møde kendte her midt på Höga Küsten. Sejltid ca. 2 timer, log 10.


Mjältöen-Häggvik

2014-07-09

Vinden var sydlig, og der var kun 3-5 m/s. Det til trods krydsede vi fra Ulvöen og ca. 10 mil sydpå. Så døde vinden, og resten blev for motor. Vi havde aftalt med Store Marie af Nibe, at vi skulle mødes i Häggvik. Kun ca. et kvarter efter os arriverede Kirsten og Knud Erik. Ankomsten blev behørigt fejret med Store Maries champagne i skyggen ombord på Freja. Dagen var næsten ulidelig varm – ca. 30 grader. Herefter ville Kirsten og Knud Erik vise os Mannaminne, hvor vi fik ”kaffe med påtår” og kanelboller. Det var et specielt sted med udstilling af alt mellem himmel og jord. Jeg nævner i flæng: En mammut, et lokomotiv, et kinesisk tehus med drager, en sporvogn, gamle huse mange steder fra og en hel masse andet. Derefter var der udflugt til Stortorvet (toppen af et bjerg bag Mannaminne, som har fået status af verdensarv netop i dag). Det var en strabadserende tur, men heldigvis havde vi ølpause på både op- og nedtur. Knud Erik tog turen 2 gange. 2. gang efter Brunos hundesnor, som han havde forlagt på toppen!! De er seje, de Nibe-sejlere. Vel hjemme blev der grillet, snakket, hygget og spist – alt skyllet ned med øl, vin og senere ”kaffe med påtår”. Minderig dag både hvad varme og oplevelser angår.


Häggvik-Lustholmen

2014-07-10

Efter afskeden med Kirsten og Knud Erik var der afgang ca. kl. 11. For storsejl mod syd. Først meget stille, men efterhånden tog vinden til og forbi Bergham blæste det 10-13 m/s. Det varede næsten ved helt til Lustholmen, så hele turen blev klaret for storsejl alene – topfart 7,5. Ankomst 14,15. Log 19. Dagen er lidt køligere end i går, kun 20-22 grader. Vandtemperatur 22, så vi bader og nyder det. Selv Jonna synes, det er dejligt.


Lustholmen-Härnösand-Söråkersviken

2014-07-11

Afgang Lustholmen 9,00. Ankomst Söråkersviken kl. 15,30. Log 27,6. Først gik turen til Härnösand, hvor vi gjorde indkøb til de næste dage. Desuden tankede vi diesel ca. 60 liter. Derefter nordud af Härnösand for motor. Senere satte vi sejl. Vinden var øst, men drejede desværre mod syd, så det blev meget spids vind – og ikke slæk på, som vi havde håbet. Vinden aftager mere og mere, og da den er under 3 m/s startes motoren, som arbejder resten af turen. Pludselig driver en tæt og våd gus ind over os. Sigtbarheden er 50 m, og vi ændrer planer for dagens sejlads. Vi havde tænkt at gå til Lörudden, men så skulle vi krydse leddet ind til Sundsvall, hvilket jo ikke er risikofrit med den sigt. I stedet lister vi rundt Åstholmsudde på GPS’en og først lige i indsejlingen til Söråkersviken bedres sigtbarheden. Indsejlingen går glat, og vi ligger ved en bro helt inderst i vigen med stævnen i vinden og hækanker bagud.


Söråkersviken-Mellanfjärden

2014-07-12

Afgang 8,40. Ankomst 14,30. Distance 32,8. Vejret var fint fra morgenen af. Blot var der for lidt vind, så de første 10 mil blev for motor. Derefter ca. 16 sm. for sejl, foran for tværs ca. 4 m/s. Fart mellem 4,5 og 5,5. Ca. 1 time før ankomst døde vinden, og de sidste mil blev for motor. Fin tur i dejlig vejr. Ligger i gæstehavnen lige foran restauranten, hvor der i aften er levende musik (80-er hits). Det kan vi næppe undgå at høre.


Mellanfjärden-Segelvik

2014-07-13

Vind NNE 7-10 m/s. Afgang kl. 9,15. Ankomst 16,30. De første 36 sømil for sejl, de sidste for motor. Et par kraftige regnbyger undervejs, så vejret er skiftet, et lavtryk skal passere. Vejret skulle gerne bedres, inden vi krydser Gävlebugten! Log 49,0.


Segelvik-Storjungfrun

2014-07-14

Vind SE øgende til 7-10 m/s. Da vi gerne vil snuppe Gävlebugten i ét tag, gik vi i dag til Storjungfrun, som ligger lidt ude, og hvorfra der er ca. 65 sømil til Öregrund. Så er vi klar, når vejret melder sig. Her på øen så vi fyret og det lille kapel fra 1600-tallet. På fyret står der 1853, og det var Sveriges sidste kulfyrede fyr. Der er kommet en del både ind her til aften. Det blæser godt, og vinden og bølgerne går ret ind mod mole og havnebassin. Det giver en del indbæring, så vi gearer godt i fortøjningerne. Vi har skiftet fortøjningerne til nogle med store gummikødben, så nu hugger vi ikke så voldsomt mere. Røgvand slår ind over molen, som vel er 2-3 m høj!!! Vi håber, det løjer til natten.


Storjungfrun-Öregrund

2014-07-15

Afgang 8,50. Ankomst 18,15. Log 62,5. En del sø i starten, men vinden var løjet siden i går og gået i SW. Det betød halvvind, men, men! De sædvanlige 2-4 m/s betyder motor. Det blev det næsten hele vejen. Over middag var der en kort overgang 5 m/s, og vi satte sejl. Det varede kun kort, så løjede vinden igen. Det var næsten fladt vand efterhånden, så det blev til en middagslur for os begge. Eneste afveksling på turen var korte, men kraftige regnbyger. Dem fik vi nogle stykker af. Ellers gik det stille og roligt mod Öregrund. Vores passage af Gävlebugten var denne gang meget  stille, sammenlignet med turen op. Det var jo dejligt. Nu er der indenskærssejlads mod Stockholm, som vi glæder os til.


Öregrund-Gillviken (syd for Veddökanalen)

2014-07-16

Efter indkøb og et besøg hos Sjømack efter 45 l diesel gik det sydpå for sejl. Vind SW 4-7 m/s. Fin sejlads hele vejen til Veddökanalen, vi klarede lige netop at stå højde nok et par krævende steder. Afgang Öregrund 10,30 – ankomst Gillviken 17,00. Log 34,5. Vi nød en rigtig skærgårdssejlads med fin vind og fladt vand. Lige noget for os og Freja. Dagen sluttede med en lille ekspedition ind i vigen i gummibåden. For første gang i år havde vi gang i Tohatzuen. Den spandt og kølede, så det var en lyst. Bare synd, at larmen ødelægger den stille sommeraften.


Gillviken-Ingmarsö (Bockviken)

2014-07-17

Turen i dag gik sydpå gennem Stockholms nordre skærgård. Vinden var enten meget spids eller direkte imod. Vi brugte både sejl og motor, nok mest motor. Afgang kl. 9,00. Ankomst kl. 15. Log 33. Der var lidt spænding, da vi sejlede ind i naturhavnen. Dybden i indløbet er 2,3 m, hvis man rammer det præcist. Det gjorde vi ved hjælp af overetlinjer, så vi åndede lettet op, da vi var vel inde. I morgen rykker vi nærmere Stockholm.


Ingmarsö (Bockviken) – Djurö Havsbad

2014-07-18

Afgang kl. 10. Ankomst kl. 15. Log 21. Vinden S 4-7 m/s. Vi krydsede det meste af vejen, da der var plads og en masse at sejle imod. Det gik fint, selvom vi kun sjældent var over 5 på loggen. Vi sejlede ind i en bugt på Djurö, hvor søkortet viser 1 m vand. Derinde skulle der være en campingplads og en bro. Vi var meget spændte på, om vi kunne gå ind, men det var ganske ubegrundet, der var mellem 2 og 3 m vand ved broen. Det bliver her, vi fejrer Jonnas fødselsdag, vores 40-års bryllupsdag og vores sejlerjubilæum med kølbåd, også 40 år.


Djurö Havsbad – Lådna (Hemviken)

2014-07-19

Nu er vi på opdagelse i Stockholms skærgård i de næste 5-6 dage. Vi regner med at være tilbage på Djurö på torsdag i næste uge den 24.7., så vi er klar, når gæsterne fra Danmark ankommer. I dag blev målet Lådna (Hemviken) og distancen 11 sømil. En dejlig beskyttet vig – godt vejr og gode naboer, hvad kan man ønske sig mer? Vi har badet og hygget os, fik en dejlig middagslur – rigtig afslappende skærgårdsliv i sol. Håber, det varer ved.


Lådna – Lådna Fladen Östra (Krokholmsviken)

2014-07-20

I dag blev det en kort tur – 2,1 sømil – til en ny, spændende vig. God plads med sol fra formiddag og resten af dagen, hvis solen altså vil. Men det vil den, ser det ud til. Ankeret ligger på 5 m, og vi har 2,1 m under stævnen. Meget fint. Aftenen blev nydt med grill foran båden i det fineste solskinsvejr. Vi spiste på den lille klippe, som vi ligger ved.


Lådna Fladen Östra – Säck

2014-07-21

Ja, i dag fordoblede vi distancen til 4 mil. Er gammelkendt sted, hvor vi ligger fint. Vi har badet – Jonna 2 gange. Hun er ved at udvikle sig til en rigtig vandhund. Ellers går tiden med at nyde solen, og vi sejlede en lille tur i gummibåden. I aften blev vi inviteret over til naboen, som bød på rødvin og ost. Det kunne vi ikke sige nej til. Parret hedder Thomas og Anki og sejler en Beneteau Oceanis 37. De var for hjemadgående efter et besøg på Åland. Hyggelig sejlersnak med en god fransk vin og ost som akkompagnement. Igen en dejlig dag i skærgården, bare vejret holder til lørdag.


Säck – Norrviken (Runmarö)

2014-07-22

Bad kl. 8 fra båden, som de andre morgener. Desværre er jeg her alene. Jonna vil hellere vente til over middag. I dag igen en ret kort tur, ca. 10 sømil for motor. Vinden var under 2 m/s, så det var OK. Vi må også sørge for lidt strøm til køleskab m.v. Vi har ikke haft landstrøm siden Öregrund. Vejret er stadig rigtig godt. Skyfrit og en vandtemperatur på ca. 22 grader. Så vi nyder sommeren nu, den var ventet med længsel.


Norrviken – Bullandö

2014-07-23

I dag blev vandtanken så fyldt igen, og vi fik landstrøm koblet til. Vi fik en flaske gas (425 sv. kr.) og en ny børste. Jeg tabte den gamle i morges i min iver efter at vaske dæk og tørre af. Den gik fluks til bunds på 8 m vand. Jeg opgav at dykke og prøvede i stedet at fiske den med pirken. Det gav desværre ikke kosten, men til gengæld et sjal og en pøs. Vi fik vasket i bund, så vi kan klare en måneds tid igen. Så alt i alt fik i klaret det meste af vort udestående, så i morgen drager vi mod Djurö Havsbad igen. Vor nabo i Bullandö er en svensk langturssejler, Thomas Nelson, der har sejlet 40 år i sin båd, Sea Snake, han selv har bygget. Han har sejlet 170.000 sømil i båden og beretter gerne om oplevelserne fra jordomsejlingen og de andre lange ture. Nu har han opgivet de lange ture, men sejler rundt i den stockholmske skærgård med sin kat.


Bullandö – Djurö Havsbad

2014-07-24

Sol – ingen vind – vi kender efterhånden vejret. Det har været fantastisk de seneste uger. I dag sejler vi tilbage til Djurö Havsbad for at blive der weekenden over. Vi venter jo gæster fra Danmark. Bare så vejret vil holde – så skal det nok blive både hyggeligt, sommerligt og festligt. Vi har købt mad i dag i ICA, og det vi så mangler, henter vi i morgen. I dag blev det til 4 sømil alt inkl., og det var for motor. Og husk så, i dag er der kun 5 måneder til juleaften.


Familietræf på Djurö Havsbad

2014-07-25

I dag ankom familierne fra Danmark. Vejret er fantastisk – sol og vindstille - så eftermiddagen blev brugt på badning fra Freja, hygge og snak. Vandtemperatur 25 grader. Om aftenen etableredes det store grilleparty på land ikke langt fra båden. Vi var 11 til bords, nemlig Kirsten og Carsten, Ole, Amalie, Caroline, Signe, Birgit, Christian og Anders. Christian og jeg grillede på vore 2 cobb-grills. Det gik fint. Menuen var grillkartofler med salat, koteletter og til slut gode pølser fra Gjøl. Dejlig aften i skærgården i gemytligt selskab.


Fødselsdag, rubinbryllup og 40 års sejlerjubilæum

2014-07-26

I dag er det så Jonnas fødselsdag. Desuden blev vi jo gift i Bislev Kirke i dag for 40 år siden. Og endelig er det 40 år siden, vi købte vores første båd, kragejollen Mary Ann. Så der er jo en del at fejre denne solrige og varme dag i Stockholms Skærgård. Dagen startede med, at Carsten og jeg tog en dukkert fra båden. Efter dette var vi helt friske og vågne. Efter morgenmaden gør vi klar til at sejle en kort tur gennem skærgården, så familien kan få et indtryk af øerne her. Vi sejler ind til SXK (Krysserklubbens) udehavn i Norrviken på Runmarö. Her er vi værter ved at let frokost ved borde med teltdug over, så vi kan sidde i skyggen. Efter et par timer drog vi hjemad. Sejlturen tog 1½ time hver vej. Vel hjemme kl. 16 var det ”store badedag” igen, igen. Alle var i vandet efter hjemkomsten. Vi satte alle signalflagene og i styrbord saling flagene fra de lande, vi havde besøgt i de 40 år, vi har sejlet. Kl. 18 er alle inviteret til aftensmad på ”Humlan på Rymmen” – Havsbadets kro. Vi havde allerede booket og bestilt menuen: Wienerschnitzel a´la Humlan og en isdessert. Dertil øl og vand. Det blev en uforglemmelig aften. Maden var udmærket, men ikke mindst gaverne, de festlige indslag og talen berørte os meget. Jo, vi må erkende, at familien kan noget med det at feste og hygge. Herefter samledes vi på Freja til pølsebord med vin, øl og vand. Hvor der er hjerterum er…. Vi var 11 i Frejas kahyt til natmaden. En uforglemmelig dag for Jonna og jeg. Tak til alle, der deltog.


3. overliggerdag i Djurö Havsbad

2014-07-27

Efter morgenmaden drog Kirsten og Carsten med bus til Stockholm for at se lidt nærmere på Sveriges hovedstad. Jeg havde et job med at få vores toilet til at fungere. I aftes gik det helt i baglås (stoppede), så det måtte adskilles og renses for at være OK igen. Det lykkedes. Der var havbad til pigerne, Anders, Ole og Bit og Moe, inden de drog mod Göteborg, hvor de skulle med en færge ved midnat. Jonna og jeg tog en middagslur, da de var draget af sted. Vi fik lige lidt torden og en masse regn, da familien var kørt. Men det holdt heldigvis tørvejr, mens de pakkede. Vi nåede lige at få cockpitteltet op, inden regnen for alvor tog til. Aftenen gik med hygge og snak om løst og fast. Kirsten og Carsten bliver ombord på Freja, da de i morgen igen vil besøg Stockholm.


4. overliggerdag i Djurö Havsbad

2014-07-28

Efter morgenmaden drog Kirsten og Carsten igen til Stockholm for at se Rigsdagen og sejle en tur i Stockholms havneområde. Vi pakkede gummibåd og gjorde så småt klar til at sejle igen. Der blev også tid til en middagslur. Derefter var vi på en mindre bustur rundt på Djurö og til Stävnsnäs. Det var nu ikke den store oplevelse, men vi fik da Djurö Kirke at se. Ellers ikke meget andet. Om aftenen grillede vi ombord på Freja. Stille og rigtig flot aften i skærgården. Men alt godt får en ende og vi tørnede ind kl. 23 eller måske lidt senere.


Djurö Havsbad - Bruunsviken på Ornö

2014-07-29

I dag tog vi så afsked med Kirsten og Carsten. De pakkede efter morgenmaden og kørte mod Göteborg ved 11-tiden. Vi gjorde søklar og sejlede kl. 11,45. Den første times tid for motor, derefter kryds sydpå mod Nynäshamn. Ved 4-tiden ændrede vi planer. Vi var ikke kommet så langt, og desuden var havnepengene dyre i Nynäshamn – 350 kr. I stedet blev det Brunnsviken på Ornö. Her var vi ved 5-tiden efter 29 sømil. Nu skulle der tankes vand og lades batterier efter 5 døgn uden el og vand. Da det var klaret, tog vi en svømmetur i det dejligste og klareste vand – temp. 25,6 grader. I morgen er planen Dragets kanal – om alt går vel.


Brunnsviken – Stendören

2014-07-30

Afgang 9,15. Log 45 sømil. De fleste af milene blev i dag gjort for sejl. Dog sejlede vi motor gennem Draget-Kanal. Oplevelsen var ikke så god som ventet. Dels regnede det, og dels rørte vi bunden 2 gange på det smalleste sted. Nå – sådan var det! Vi havde spids vind det meste af dagen, men det gik fint med at holde højde. Nu håber vi på vestlig vind de næste dage, nu skal vi nemlig mere sydpå end i dag, hvor vi havde SSØ 4-6 m/s.


Stendören – Fyrudden

2014-07-31

Afgang kl. 9. Ankomst 17,l5. Log 49. Ca. fifty-fifty med sejl og motor. Vind WSW 6-9 m/s – i pustene op til 12 m/s. Udmærket tur, men vi måtte rebe for at få en mere behagelig sejlads. Vi havde drømt om el og vand, men ingen af delene er her på Fyrudden, ikke på vores bro i hvert fald. Nå, men vi klarer os nok – motoren har jo arbejdet i 3-4 timer i dag. Der er mere liv her i fyrudden, end sidst vi var her. Dengang slap vi for havneafgift, da alt var lukket. Vi var her den 27.5.


Fyrudden – Loftahammer

2014-08-01

Afgang 9,15. Log 31. Planen var egentlig at gå til Klintamåla, men vinden drillede. Tog til op ad dagen og var ved 1-tiden frisk 10-12 m/s fra syd. Det skete så samtidig med, at vi skulle ud på havet ud for Vestervik. Bølgerne var krappe, og vi bankede pæle. Vi syntes, det var synd for materiellet. I stedet satte vi fokken og drev ind til Loftahammer. Nu venter vi på vestenvind i morgen!!


Loftahammer – Påskallavik

2014-08-02

Afgang kl. 8,15. Ankomst kl. 18,00. Log 56. I dag oplevede vi lidt af hvert, hvad vejret angår. Først næsten ingen vind og lidt sol. Senere lidt mere vind og skyet. Ud på eftermiddagen regn – vind fra SE 4-6 m/s. Det tog også tilløb til torden, men det blev ved bulderet. Vi sejlede med sejl fra nord for Oskarshamn til Påskallavik. Dejligt med lidt rigtig sejlads og ellers var det jo transport.


Påskallavik – Mörbylånga (Öland)

2014-08-03

Afgang 8,15. Ankomst 17,00. Log 46,5. De første ca. 10 sømil for motor ud af den lidt kringlede udsejling fra Påskallavik. Da vi var fri af de sidste øer og sten, satte vi sejl. Vinden SØ 3-4 m/s. Det gik fint en halv times tid, men så døde vinden helt, og bølgerne var stadig imod. Efter nogle forsøg på at få skuden i gang igen måtte vi give op. Motor ca. 30 min. Så var vinden der igen, sejlene kom op igen. Der blev de så hele vejen til Mörbylånga. Vinden skiftede meget, og vi vendte på de større vindspring. Det gav pote, i hvert fald tog vi meget på en, som fulgte vores kurs. Inden længe var han mere end 1 time bagud. Dejligt. Det blev en helt vellykket sejltur hele vejen. Selv gennem Ölandsbroen ved Kalmar kunne vi lige netop stå højde til stor tilfredshed for sailingmasteren. Jonna mente, at den diesel, vi sparede, skulle omsættes til pizzaer til aftensmad. Sådan blev det, og lige nu sidder vi og nyder lidt rødvin ovenpå maden.


Mörbylånga – Stenshamn

2014-08-04

Afgang kl. 8,50. Ankomst 15,30. Log 40 sm.  Fra morgenstunden var der næsten ingen vind, så det blev for motor i ca. 3½ time. Derefter sejl resten af vejen. Da vinden øgede til 4 m/s fra SE var det fint at sejle for sejl. Problemerne kom først ved anduvning/indsejling til Stenshamn. I indsejlingsleddet ramte vi en sten midt mellem en rød og en grøn stage. Desuden rørte vi grunden flere gange – dog kun mudder/dynd. Da vi så kom ind i havnen, sad vi i dynd flere gange, inden det lykkedes os at komme helt til kaj. Angivelserne om besejling var mangelfulde både i Hamnguiden og i søkortet. Blekingeskærgården bliver vist aldrig vores yndlingssted.


Stenshamn – Skillinge

2014-08-05

Afgang 7,50. Ankomst 17,35. Log 63,2. Sejlene blev sat lige udenfor indløbet og bjærget ved den grønne anduvning ved Skillinge. Først var der 4-5 m/s, men det øgede ret hurtigt til 6-9 m/s. Det gik fint i nogle timer, men da vinden øgede yderligere, måtte vi rebe storsejlet og en time senere også genuaen. Vi gik stadig over 8 over grunden, selv efter vi mindskede sejl. Vinden var da 10-13 m/s, og søerne voksede i størrelse. Vinden var hele dagen NW – hvilket betød halvvind. Det betød også, at vi fik brækkede søer ind over båden. 2-3 gange i cockpittet. Selv telefonen, som sidder i en holder ved nedgangen under sprayhooden, blev ramt af røgvand. Jonna slukkede den straks, men nu vil den ingenting. Derfor ligger den lige nu adskilt til tørre i solen, så må vi se, om det hjælper. Men bortset herfra gik turen fint – jeg havde livline på, og Jonna ligeså, når hun vikarierede ved roret.


Skillinge – Ystad

2014-08-06

Desværre klarede vores 12 år gamle Nokia 3310 ikke strabadserne på Hanöbugten. Så i dag gik turen til Ystad for at købe en ny mobiltelefon. Sjovt nok gik det den forrige Nokia 3210 ligeså. Den tog vand på en tur fra Anholt til Helsingør. Maskinmesteren og jeg viste vejen til Helsingør for en Hallberg Rassy sejler fra Aalborg. I dag blev det en fin sejltur, men mere tør end i går. Vinden var SW 4-7 m/s, så vi måtte krydse rundt Sandhammeren, men siden kunne vi lige netop holde Ystad op. Afgang kl. 9,30. Ankomst 13,30. Log 22. Vi har lige været oppe at købe en ny mobiltelefon. Doro 507 med større tal og bedre lyd, lige det vi søgte. En rigtig pensionistmodel!


Ystad – Smygehuk

2014-08-07

Smygehuk er Sveriges sydligste punkt – 55.20.13 nordlig bredde – 13.21.34 østlig længde. Vi synes, det kunne være sjovt, at vi på samme tur havde besøgt både det nordligste og det sydligste sejlbare punkt i Sverige. Derfor besøg i Smygehuk i dag. Turen hertil var ikke særlig bemærkelsesværdig. Vinden SØ-lig, men for svag til sejl. Så efter ca. 5 mil for sejl fik motoren lov at gøre arbejdet færdigt. Det tog ca. 3½ time at sejle de 17 mil, der var fra Ystad til Smygehuk. Det bedste, man kan sige om turen, er, at der var tørvejr hele vejen.


Smygehamn – Taarbæk

2014-08-08

Afgang 7,30. Ankomst 14,45. Log 44,4. Vind 2-5 m/s fra vest til vi var ved Falsterbokanalen. Derefter NW 2-4 m/s. Det betød motor hele vejen i solskin. Men da vi havde fortøjet, brød regnen løs. Heldigvis fik vi cockpitteltet på lige ingen. Havnepenge er allerede betalt, så nu tager vi en slapper. Om aftenen fik vi besøg af Kirsten og Finn fra Høje Taastrup. De kom kørende helt fra en campingplads på Stevns. Vi havde en hyggelig aften, ledsaget af ost og rødvin.


Taarbæk – Helsingør

2014-08-09 to 2014-08-10

Efter hyggeligt besøg hos familien Fristrup i Virum fra i går til i dag er det igen blevet hverdag ombord på Freja. Efter studier af vejrmeldinger fra Danmark og Sverige beslutter vi at sejle til Helsingør. Det dårlige vejr med kuling og skybrud kommer først i aften eller i nat. Med forsejl og lidt motorstøtte tøffer vi til Helsingør. Afgang kl. 14. Ankomst Helsingør kl. 16,30. Log 14. Vind SE 8-11 m/s. Helsingør havn er på det nærmeste propfuld, men det lykkes os at finde en plads langskibs. Vi er nu godt og solidt fortøjet og affendret, så vi er forberedt på nattens  vejr.


1. Overliggerdag i Helsingør

2014-08-11

Det blæste godt allerede fra morgenen af. Vi så tiden an, men besluttede ved middagstid at blive, da der stadig var kulingagtigt her. I stedet besluttede vi at bruge eftermiddagen til et besøg på det nye ”Museum for Søfart”, indrettet i en gammel flydedok på det hedengangne Helsingør Værft. Det blev et oplevelsesrigt besøg, hvor søfarten i Danmark blev belyst fra Middelalderen og frem til i dag. 1800-tallets varetransport fra Østen til Europa, som jo nok startede globaliseringen, frem til den nutidige containertransport, hvor importen fra Kina langtfra begrænser sig til porcelæn og silke som i starten. Hvad der egentlig var lige så interessant som udstillingerne var det arkitektoniske udtryk. Det er svært at beskrive, men jeg håber, billeder fra museet kan vise, hvad jeg mener. Emner, som belyses: Vores allesammens sømand. Porten til verden. Ombord. Navigation og verdensbilleder. Alle tiders skibe. I krigens skygge. Teselskabet – den første globalisering. Hele verden i din indkøbskurv. Tidsvraget. Et museum, som jeg kan anbefale på det varmeste. Kronborg har vi tidligere besøgt, så nu venter vi bare på bedre vejr.


Helsingør – Gilleleje

2014-08-12

Det blæser stadig her til formiddag. Desuden blev det også til en kraftig tordenbyge, men da vejret tilsyneladende ikke vil ændre sig ret meget de kommende dage, beslutter vi os til at liste til Gilleleje. Vinden er meget ujævn, og der kommer nogle gevaldige pust – op til 15 m/s. Vi kommer ikke meget videre, før vejret bedres væsentligt. Nå, men vi fik en plads langskibs i Gilleleje, nabo med en Aalborgbåd, 12-meteren Nordlys fra sejlklubben Limfjorden. Vi mener, ejeren er Henrik Asbo, som vi kender fra drengenes optimisttid, hvor hans søn Jon også var med. Imidlertid har vi ikke set nogen på båden, så det står hen i det uvisse. Sejltid ca. 2 timer – log 12.


Gilleleje – Hundested

2014-08-13

Da vi vågnede til morgen, var vinden drejet kendeligt mod syd – SSW. Vi tager en hurtig beslutning om at sejle et stykke vestover. Det gør vi så kl. 8,30. Vi sætter sejl i forbassinet og går mod W for fulde sejl. Efter en times tid frisker det, og storsejlet rebes. Senere rebes også forsejlet. Vinden er nu ca. 10 m/s – men i pustene op til 15 m/s. Endvidere er den spidset, så det er hårdt kryds det sidste stykke. Vi beslutter at gå til Hundested, hvor vi aldrig før har været. Vi ankommer kl. 12,30. Log 21. Vi er havnet i en meget blæsende del af Danmark, så nu må vi se, hvornår vejret er til endnu et bøtte nøk mod vest.


Hundested – Odden

2014-08-14

I formiddags følte vi, at vinden løjede. Så efter frokost ville vi gøre sejlklar og tanke diesel inden afgang mod Grenå. Efter en ekstra vejrmelding gik vi så i gang med at gøre søklar. Vi satte sejl i forbassinet og rebede både stor- og forsejl. De første sømil går udmærket, men da vi kommer 6-7 sømil ud, bliver søerne højere, og vinden tager til. Optil 14 m/s – med søerne forfra gør sejladsen hoppende og skuden svær at styre, så jeg har livline på. Men 6 timer mere på den facon er mere, end vi vil byde båden og hinanden. Vi krydser ind under land og går i stedet til Odden. Sejltid ca. 4 timer. Log 21. Det sidste stykke for motor og storsejl.


Odden – Hals

2014-08-15

Vejrmeldingen så for en gangs skyld fornuftig ud. Vest 5-10 m/s. Det betød, vi stod op kl. 6, spiste morgenmad og gjorde klart skib. Afgang kl. 7,25. Satte sejl lige udenfor havnen – rebede storsejlet. Fin vind og god sejlads til Fornæs – 30 mil til kl. 12 – og vi beslutter at fortsætte, da vinden er ideel. Men, men – ved Gjerrild Bugt kører vinden helt rundt, og vi må krydse. Det bliver kun til 3-4 slag, så er vinden tilbage, og vi sejler op mod Hals på kurs 330 – lidt foran for tværs. Vinden er noget ustabil ud på eftermiddagen pga. byger, som går og kommer. 15 sømil før Hals trækker en gevaldig byge op, ledsaget af torden og hagl. Vi tager sejlene ned i god tid, inden det bryder løs. Regn, torden og hagl og vindstød over 15 m/s. Vi går mod Hals for motor, da der stadig er truende skyer inde over land. Ankomst Hals kl. 19,15 – altså 12 timer til 75 sømil, hvoraf ca. 60 for sejl. I Hals står Birthe og Stig på broen og modtager os. Dejligt at være på hjemlige himmelstrøg igen. Det blev en hyggelig aften i selskab med Birthe og Stig. De lod oven i købet proppen springe på en udsøgt vin, som de sagde, skulle nydes ved en særlig lejlighed. Det var altså nu – dejligt. Lang og god sejldag sluttede ved 23-tiden, hvor vi trætte gik til ro.


Hals – Gjøl

2014-08-16

Efter morgenmad og en afskedsøl med Birthe og Stig tog vi fat på det, vi troede var vores sidste trin på vores lange sommertur. Vinden var vestlig, der var meldt 8-13 m/s, men på Gjøl bredning var der 12-17 m/s. Turen forløb planmæssigt i starten, motorsejlads, da vinden for størstedelen var imod. Men på Gjøl Bredning bemærkede Jonna, at motoren lød anderledes og gav alt for lidt kølevand. Vi kunne fornemme, at motoren var varm, men den gav ikke alarm. Vi besluttede at sætte rebet forsejl og krydse det sidste stykke til Gjøl Havn med motoren i tomgang. Det gik faktisk fint i betragtning af, at vind og strøm var imod – vinden var nu 12-16 m/s. Vi fik lagt til, og jeg undersøgte vandfiltret. Det var fyldt med tang. Herefter startede vi motoren, og kølingen var nu helt normal. Jonna mente ikke, vi skulle længere i det vejr. Så hjemkomsten må vente til i morgen. Afgang 10,45. Ankomst 16,30. Log 28 (grundet modstrøm).


Gjøl – Nibe

2014-08-17

Da vi vågnede, regnede det, og vinden var gået i SW – altså modvind, regn og motorsejlads til Nibe, lige en rigtig afslutning på vores sommertogt 2014. Således gik turen så mod Nibe – de sidste 5 mil af de 2661 mil, som det blev til denne sommer. I Nibe fik vi en dejlig modtagelse af sejlervenner og naboer. Kirsten og Knud var på broen næsten samtidig med os. Dem mødtes vi jo med i Hægvik på Högakysten og tilbragte en begivenhedsrig og hyggelig dag og aften med. To Nibe-både side om side langt mod nord, lidt usædvanligt. Lidt efter kom Birthe og Gordon, vores dejlige naboer, der har passet hus og bil, mens vi var væk. Endelig fik vi besøg af Ulla og Carsten, som kom for at aflevere lånte søkort og i den anledning medbragte 4 øl. Med alle fik vi en hyggelig snak om alt mellem himmel og jord, men mest hav og sø. Dejligt at værre hjemme i Nibe igen.


Nibe-Hals

2015-05-11

Så oprandt endelig dagen, hvor vi tager hul på sommerens togt. Efter pakning af de sidste ting og de sidste ærinder er vi klar til afgang kl. 12. Vinden er syd 12-14 m/s, så vi går mod Aalborg for forsejl alene. Det går faktisk fint, og vi passerer broerne i Aalborg kl. 14. Vel igennem broerne sættes både storsejl og forsejl – dog begge sejl rebet. Vi får følge af en Bavaria 39 – Fredes Farver fra Støvring. Det bliver en mindre kapsejlads ned gennem Langerak. Vi slår vel 6-8 gange og sejler fra 39-eren både med mere højde og mere fart. Han opgiver før Mou, men vi fortsætter med sejl til Hals. Nu har riggen sat sig efter det lange kryds i 10-13 m/s. Log 28. Ankomst kl. ca. 17,30.


Hals-Frederikshavn

2015-05-12 to 2015-05-13

Efter et besøg hos købmanden er der afgang i regnvejr kl. 10. Straks sættes sejl, og det går fint med sydlig vind ud over Barren. Vinden er stadig syd på Kattegat, men der ude er der dønning, og vinden aftager. Derefter motor i nogle timer, så sejl igen og til slut motor og storsejl til Frederikshavn. Ankomst i regn kl. 15,45. Log 30,15. En våd og til slut også kold tur. Oliefyret tændes allerede inden ankomsten. Vi havde i dag følgeskab af Birgitte og Poul, der er på vej til Strandby, hvor de skal hjælpe Charlotte og Martin med at male deres nye hus.


Frederikshavn-Hönö

2015-05-14

Afgang 8,20. Ankomst Hönö 15,20. Log 40,5 sømil. De første 25 sømil var med storsejl og motor. Vinden var spids 4-6 m/s. Mod slutningen rummer vinden og tiltager til 5-7 m/s. Alle sejl sættes, og vi logger i perioder over 7 (måske lidt medstrøm). Vi beslutter os for Hönö – et gammelkendt sted, som ikke helt ligner sig selv fra 80-erne. Havnepenge 170 sv.kr. – til en automat. Dog er der en ældre fisker tilbage. Vores gamle havnefoged Arvid er død og borte. Vi har tidligere besøgt hans gravsted.


Hönö-Almön

2015-05-15

Afgang kl. 13,20. Ankomst Almön 18,20. 29,5 Sømil. For sejl det meste af vejen. Dejlig sejltur ovenpå en stressende formiddag med telefonproblemer. Vores mobil har været totalt død efter vores ankomst til Sverige. Heldigvis er der en 3-forhandler på Hönö, som vi besøgte her til formiddag. Beskeden var, at alle telefoner i Sverige, der ikke var 3g parate, var ude af stand til at virke – og altså lige til lossepladsen. Her i 2015 har vi besøgt Østrig, Italien, Tyskland og Norge uden problemer, men i Sverige er det anderledes!! Nå, men enden på det hele blev en smartphone – Samsung til 1.595,00 sv. kr. Det må være Jonnas fødselsdagsgave, så slipper jeg da for at tænke mere på det!!. I morgen får vi besøg af Bit og Moe, som er på vej til Norge. De kommer lige en smut forbi og bliver til søndag. Det skal nok blive hyggeligt.


1. overliggerdag på Almön

2015-05-16

Vi sov længe i dag. Først oppe kl. 9. Til frokost kommer Bit og Moe. Det blev et hyggeligt gensyn, blot var vejret meget regnfuldt. Det afholdt os ikke fra at gå en tur på næsset med campingpladsen. Vi gik ud til badepladsen, som vi besøgte, da drengene var mindre. Det lignede sig selv, men var ikke særligt tillokkende i øsende regn.


2. overliggerdag på Almön

2015-05-17

Kl. 11 tog vi afsked med Bit og Moe. Imidlertid har det blæst kuling fra i morges, så vi sejler ikke i dag. Der er dømt TV, kryds og læsning i eftermiddag. Finalen i Svenskcuppen mellem Örebro og IFK Göteborg. God kamp, som endte med en 1-2 sejr til IFK. Målene var danske – Lasse Vibe og Søren Rieks. I aften er det så WM-finale i ishockey mellem Rusland og Canada. Jonna har læst og gættet et par kryds- og tværsopgaver, mens jeg har været optaget af TV-sporten. I morgen skulle vinden løje, og så går nostalgituren videre nordpå.


Almön-Bassholmen

2015-05-18

fgang 10,45. Ankomst Bassholmen 16,00. Log 27. Dagen startede med indkøb og intentioner om at hæve lidt svenske penge. Men ak. Pengeautomaten var i uorden, og banken udleverede ikke penge. I stedet købte vi en ekstra vest til pigerne og fik 500 kr. oveni. Solen skinnede, og vinden var yderst svag - 1-3 m/s. Derfor blev det en dag for motor. Men det fine vejr betød, at vi grillede for første gang på turen. Dejlig aften med mågebesøg og hygge på Bassholmen. Fik også sludret med et par indfødte. Havnepengene forsvandt op i den klare luft. Til gengæld er vi uden strøm, toilet og affaldscontainer, men det klarer vi sagtens. Når det handler om at spare penge, kan vi klare meget mere, end I aner.


Bassholmen-Smögen

2015-05-19

Afgang 10,30. Ankomst Smögen 13,10. Log 13,5. For sejl det meste af vejen. Vejret er noget ustadigt, sol, regn og kraftige vindstød, og vi fik det hele på vores korte tur i dag. Smögen ser jo stadig indbydende ud, men når vi er alene her med 2 andre sejlere og en masse lukkede butikker, ligner det jo ikke det Smögen, vi tidligere har set. Alt er lukket, selv havnekontoret. Så det ser ud til, at vi ligger gratis her med strøm og vand på broen. Dejligt. Vore naboer fra Bassholmen kom også hertil i dag. Vi mødtes til en øl og lidt snak efter fortøjningen. De sejler en Vindö 50, som de havde købt af en fra Ulvön, som lavede surströmming. Sjovt sammentræf, da vi sidste sommer besøgte stedet, hvor man lavede surströmming.


Smögen-Fjällbacka

2015-05-20

Log 16. Vinden sydlig ca. 5 m/s. Vi valgte at sejle hele vejen, bortset fra gennem Sotenkanalen, for forsejl, da kurserne skiftede jævnligt, og vi havde tørvejr og god tid. Her i Fjällbacka er de i gang med at indkræve havnepenge. Men det er lavsæson, så vi slap med 300 sv.kr. alt inkl. Ved midsommer er prisen over 400 kr. Vejret har bedret sig, og vi håber, det holder weekenden over. Så efter indkøb og opladning af diverse apparater er det planen at gå ud i skærene et par dage. Vi besøgte Kungskløften i eftermiddags og gik desuden en tur oppe på bjerget bag byen. Camilla Läckberg har skrevet flere bøger med spot i Fjällbacka. Således også hendes nyeste ”Løvetæmmeren”, som jeg har tænkt mig at læse i de rette omgivelser.


Fjällbacka-Ramsön

2015-05-21

Distance 17 sm. Afgang 10,30. Ankomst 14,00. Vinden SW 3-7 m/s. Sol med skyer. For sejl hele vejen – kun ud og ind for motor. Det gik fint. Fuld sejlføring. Navigationen var udfordrende et par gange undervejs. Især til slut kommer vi ret tæt på en sten – men har dog ca. 2 m vand under kølen. Heldigvis gik det fint, og nu ligger vi godt i havnen, i øvrigt sammen med 2 norske motorbåde, som kom kort tid efter os. I morgen lyder vejrmeldingen på kuling og regn – så måske bliver vi her.


Ramsön-Nordkoster

2015-05-23

Log 5,9 sømil. Vinden var aftaget til ca. 10 m/s. Sol fra en skyfri himmel. Kl. 10,45 afgang fra Ramsön med kurs mod Nordkoster. Turen blev gjort for forsejlet alene. Højeste fart 7,1 knob – ret godt for 1 sejl. Der er forholdsvis mange både her – alle nordmænd og så os, de fleste i store motorbåde. Vi regner med at blive her i morgen. Efter frokost gik vi en tur op til fyret og nød udsigten.


Nordkoster-Dynekilen

2015-05-24

Det blev en rolig nat. I aftes fik vi en norsk Jeannou 36 udenpå os. Det var 5 mænd, der havde været i Skagen. Vi enedes om at sejle ved 11-tiden. Det gik som planlagt, indtil vore norske venner drejede lidt for tidligt af mod nord. De ramte en sten, og en svensk redningsbåd kom til undsætning. Vi satte forsejl og gik afsted mod Dynekilen. Vi så ikke, de kom fri. Vi havde en fin tur ind gennem det smalle stykke til den lille ø inderst inde. Vi fik lagt hækanker og fortøjet i tørvejr, men allerede 1 time efter begyndte regnen, og det regner fortsat nu kl. 20.45. Vi skulle få tørvejr i morgen, og så går turen mod syd igen. Først til Strömstad for at handle og derefter må vejret være medbestemmende for de næste destinationer. Drengene kan sikkert huske den lille ø, for de insisterede på, at vi skulle krydse ud herindefra. Det gik fint, men de måtte arbejde hårdt med spil og skøder. Men det var jo i X-eren og med high aspekt fok, så der var kun 1 m at hive hjem efter hvert slag. Jeg tror, vi tager motoren ud herfra i morgen!!!


Dynekilen-Strömstad

2015-05-25

Vi havde en fin dag/overnatning på øen længst inde i Dynekilen. Regnen stilnede af i løbet af natten. I formiddags var vi rundt på øen for bl.a. at se stenen til minde om Slaget i Dynekilen 8. juli 1716, hvor Tordenskjold udødeliggjorde sig ved at slå den svenske flåde. Klippen er lidt stejl, hvor vi ligger, og både Jonna og jeg fik den at mærke med bagdelen. Heldigvis kom vi ikke til skade og blev heller ikke våde. Turen ud var for motor med vinden lige imod, men fra fyret udenfor Dynekilen sejlede vi for forsejl til Strömstad. Dagens distance 8 mil. I Strömstad skal der provianteres og tankes vand og måske også diesel. Desuden fik vi indkøbt Hamnguiden for Bohuslenkysten fra Göteborg til Svinesund.


Strömstad-Gluppöbassinet

2015-05-26

Efter tankning af vand og diesel var der afgang fra Strömstad kl. 11. For motor ud af sejlløbet, men udenfor satte vi sejl. Vinden var W-NW 6-8 m/s. Det gik stille og roligt sydpå mod Havstenssund og videre mod Gluppö ud for Fjällbacka. Der var sol hele vejen, og vi nød sejlturen. Tænk om vi kan sejle for sejl nedad kysten, efter vi gjorde det hele vejen op. Herligt. Vi ligger nu ved en bøje, da vinden svinger og er meget ujævn. Ved siden af os ligger en svensker og en nordmand, ligeledes ved bøjer. Afgang Strömstad kl. 11. Ankomst Gluppö kl. 16,30. Log 23,5.


Gluppö-Smögen

2015-05-27

Efter en noget urolig nat ved bøjen stod vi tidligt op. Vi kørte noget i linen, da vinden øgede til 10-12 m/s. Men da vi lå ved en SXK-bøje, var vi sikre på, at vi ikke drev. Ikke desto mindre blev søvnen afbrudt nogle gange pga. de uvante lyde. Afgang Gluppö kl. 9,30 og for forsejl sydpå mod Smögen. Det går stille og roligt ca. 5 knob. Sidst for motor gennem Sortenkanalen og ind til Smögen. Ankomst 13,30. Log 17,5. Efter frokost fik jeg en dejlig lang middagslur, så jeg fik nattens underskud udlignet. Dejligt! Jeg har helt glemt aftenens menu: Bøf fra Svenstrup Brugs, vin fra Veneto, Italien, og kartofler fra Frankrig, akkompagneret af en flot solnedgang over klipperne på Gluppö. Så det kan jo umuligt være grunden til den halvdårlige nattesøvn.


1. overliggerdag i Smögen

2015-05-28

Blæst og regn fra morgenstunden. Vejret virker alt andet end tillokkende for en sejltur i skærgården, så vi tager en slapper i Smögen. Indesyslerne er småreparationer, krydsord, læsning og TV-kikkeri og lidt kik på computeren, mail, facebook m.v. Der bliver også nok tid til en god middagslur.


Smögen-Lysekil

2015-05-29

Natten var meget urolig – det blæste utrolig meget, måske 15-20 m/s. Vi lå i hvert fald meget uroligt på det roligste sted i Smögen. Søvnen blev flere gange afbrudt af knirken og søgang – det værste vi havde oplevet i flere år – og så i havn. Nå, men vi overlevede, og allerede under morgenmaden kom endnu en kraftig byge med vind, regn og hagl. Men vinden er aftagende, så vi må overveje, om vi skal videre i dag. Vi beslutter at gå til Lysekil, selvom vinden stadig er over 10 m/s. For et rebet forsejl går det så af sted mod Lysekil. Noget af strækningen er åben fra vest, og det mærker vi, da søerne vokser betragteligt. Men vi kan holde højde, og et rebet forsejl bringer os frem med 5,5 – 6 knob. Ret godt. Vi får en god plads i Lysekil, og vi har behov for indkøb, som gøres sidst på dagen. Alt i alt en god sejldag på trods af vejret. Vi klarede turen på 2 timer – 10,5 sømil.


Lysekil-Gullholmen

2015-05-30

Vinden var i nattens løb drejet til SØ, så vi startede for fuld sejl mod syd. Imidlertid drejer vinden hurtigt yderligere mod S og SW, hvilket gør, at vi må tage sejlene og gøre sidste del af turen for motor. Gullholmen ligner sig selv. Vi har været her flere gange i 80-erne og 90-erne og hver gang med gode oplevelser af livet her. I dag møder vi en pensioneret lærer, som gerne vil vise os øens naturhistoriske samling af Bohuslens fugle og dyr. Vi var et lille sluttet selskab på 4 nordmænd og Jonna og jeg. Vi fik et flere timers foredrag af vores pensionerede lærer fra Gullholmen. Meget interessant. Uroligt, som de lærere dog kan fortælle!!!


1. overliggerdag på Gullholmen

2015-05-31

Det blæste bravt her til morgenstunden, så vi var ret hurtigt enige om, at dagen blev en overliggerdag. Formiddagen blev brugt til en tur til Lodsutkikken på bakken bag byen. Herfra var der god udsigt ud over et frådende hav, som var bedst at nyde på afstand!! Eftermiddagen – ja, først en god middagslur, derefter kaffe med påtår. Klokken 18 var der andagt i Gullholmen Kirke, og vi syntes, det ville være en oplevelse dels at se kirken, dels at opleve en svensk andagt. Vi fik en hjertelig velkomst af præsten, der fortalte lidt om kirken. Det blev en stemningsfuld oplevelse, ikke mindst da vi skulle synge ”Dejlig er jorden” af B.S. Ingemann. Præsten, som hedder Lennart Bocklund, vidste godt, at salmen i Danmark er en julesalme, men her i Sverige bliver den brugt hele året. Vores stemmer gik godt igennem, da vi kun var 6 i kirken denne aften. Således beriget af en svensk kirkelig oplevelse blev det lidt sen aftensmad ombord på Freja. En blæsende, ikke særlig fin sejldag blev på denne måde alligevel til en dag, vi husker.


Gullholmen-Skärhamn

2015-06-01

Efter grundige studier af vejrmeldinger for de kommende dage måtte vi tage stilling til, om vi skulle blive, eller om vi skulle sejle sydpå, inden der kom endnu mere vind. Tirsdag og onsdag meldes 12-16 m/s og i dag blæser det kun 10-14 m/s. Enden på det hele bliver, at vi sejler sydpå kl. 16,30. Kl. 19,30 er vi i Skärhamn og har fundet en god plads. Nu kan kulingen bare komme an – vi er klar. Desuden er Skärhamn et godt udgangspunkt for at krydse Kattegat. Så nu ser vi tiden an.


1. og 2. overliggerdag i Skärhamn

2015-06-03

Vejrmeldingerne er alt andet end lovende. Tirsdag, onsdag og torsdag meldes op til 20 m/s – mere i stødene. Da vi sejler af lyst, er dette ikke noget for os. Dagene er gået med læsning, kryds og tværs, lange middagslure, avislæsning og lidt TV. Onsdag blev store vaskedag, da vaskemaskine og tørretumbler er inkl. i havnepengene. Vi ligger her sammen med et norsk par, som er på vej mod Danmark, ligesom os. Foreløbig er der ikke udsigt til havsejlads før fredag.


Skärhamn-Åstol

2015-06-04

Det blæser stadig her til morgen. Vi har planer om at sejle til Rönnäng for at tanke diesel, inden vi drager over Kattegat. Sejlturen gennem det meget smalle løb fra Skärhamn til Klädesholmen var noget nervepirrende. Ikke alle steder var afmærkningen tydelig, så vi var lidt spændte ind imellem. Det gik dog fint, og vi fik udsejlet hele 7 sømil!! Afgang 14,30. Ankomst 16,30. Vi spiste en is i Rönnäng, så tankningen tog lidt ekstra tid.  Her til aften har vinden stadig ikke lagt sig, men er dog aftaget noget. Foreløbig tager vi den med ro. Jeg har set 1. dag af Nordea Open i Malmö. Danskerne spillede ikke overvældende, men det kan jo komme.


Åstol-Frederikshavn

2015-06-05

Afgang kl. 8,00. Ankomst 16,15. De første 3 timer var der modvind, og der blev også banket et par pæle. Efterhånden drejede vinden mod sydøst og syd og vi satte sejl. Vinden var resten af vejen SSØ 5-10 m/s. Fin sejlvind og tilpas til vinden. Havde midtvejs kontakt med vore norske venner Inger og Uno, som gik mod Sæby. Vi foretrak Frederikshavn, da vejrmeldingen lød på mere vind de kommende dage, og vi har frihavn i Frederikshavn, 50 kr. pr. døgn for alt: strøm, bad, wi-fi, cykler m.m. Udsejlet distance blev 48,5 sømil. Fin tur i høj sol.


1. overliggerdag i Frederikshavn

2015-06-06

Vi skulle have gjort nogle indkøb og lånte cykler hos havnefogeden. At cykle 1 km på dem svarer til en hel etape i Touren. Det var virkelig hårdt. Nå, men det gik da. Vi var et smut inde i byen og kikkede butikker i gågaden, og her blev ringet sluttet. Tordenskjold stod på et torv, han var jo også en slags mål for vores tur til Dynekilen. I øvrigt spiste vi de sidste bøffer fra Svenstrup Brugs. De blev tilberedt på grill – anden gang med grill på turen. Det foregik sammen med 2 sejlerpar fra Åbenrå, som var på vej til Sverige. Hyggelig aften, hvor vi fandt et godt grillested med læ, for det blæste stadig godt her til aften.


Frederikshavn-Hals

2015-06-08

Afgang 8,30. Vind vest 8-10 m/s. De første timer for rebet storsejl og fuld forsejl. Efterhånden drejer vinden mod NW og falder i styrke. Fra Stensrev flak og mod Hals var det for fulde sejl. Ved indsejlingen til Hals strøg vi sejlene og sejlede ind for motor. Fin sejltur - 29 sømil på 5 timer. I Hals ligger vi helt inde ved Carl Frederik, og bag os ligger endnu en Nibesejler, nemlig Lady II. Planen er at sejle mod Nibe i morgen. Ankomst Hals 13,45, udsejlet distance 31,6 sømil.


Hals-Nibe

2015-06-09

Forårsturens sidste dag blev vejrmæssigt den bedste. Vi kunne i dag sejle uden overtøj, hue og vanter – dejligt! Til gengæld manglede den vind, vi har haft alt for meget af på hele turen. Nå, men det blev så motor hele vejen hjem. Vi spiste frokost foran Utzon-museet i Aalborg. Aalborg havde i øvrigt besøg af et stort krydstogtskib fra Bergen. Gordon og Birthe var på molen ved ankomsten til en kop kaffe. Dertil kom, at de bød på stegt flæsk med persillesovs og nye danske kartofler til aften. Dejligt – det glæder vi os til. Herefter er der en lille pause i vores sejleri på 14 dage. Vi regner med at sejle igen den 24. juni.


Hals-Grenå

2015-06-24 to 2015-06-25

Først en overliggerdag i Hals. Kl. 8,50 med bus fra Ferslev til Hals, hvor båden har ligget 1 uge til reparation af motor. Hals-mekaniker Carsten mener, han har fundet grunden til olielækken. Har skiftet indsugningsfiler og renset åndefilter til motorblokken. Så nu er vi spændte på, om det virker. Vi kom imidlertid ingen vegne. Middelvind 14 m/s, i stødene op til 20 m/s, så vi mente ikke lige, det var vores vejr ned over Aalborg Bugt.

Den 25.6. siger DMI for Kattegat 10-13 m/s og aftagende. Da retningen er god, WSW, mener vi godt, vi kan klare det. Afgang kl. 10.15. Ankomst 16,30 – log 42. Vi startede med reb i både storsejl og fok. Første 20 sømil var ret barske. Det blæste op til 17 m/s, og søerne var ret store. Vi surfede nedad dem -  max. speed 11,5 knob! Dejligt. Da vi nåede Djursland, løjede vinden endelig som lovet, og vi havde ”kun” 10 m/s de sidste mil mod Grenå. Alt i alt en god tur – sidste del for fulde sejl. Men det vil ikke gøre noget, hvis vinden løjer yderligere til under 10 m/s.  Det er planen, at Lea og Xenia påmønstrer på søndag. Påmønstringsstedet bliver Odense, da vejret er for ustabilt til havsejlads og de helst ikke skal starte deres sejlerliv med en dårlig oplevelse.


Grenå-Langør

2015-06-26

Afgang 10,15. Ankomst 17,15. Log 34. God sejltur i let vind. Først 0,7 m/s, men efterhånden drejede vinden mod syd og tiltog til 2-4 m/s. Vi sejlede de første 27 sømil for sejl, men til slut var vinden for svag, og motoren bragte os det sidste stykke ind til Langør. Hyggelig lille havn, og på vores gåtur rundt om havnen købte vi Samsøkartofler og jordbær, som indgår i aftenens menu. Vi glæder os allerede. Tuende skyer drev imod os flere gange, men hele turen blev gjort i tørvejr.


Langør-Odense

2015-06-27

Afgang kl. 9. Ankomst 18,15. Log 42,5. Vinden var i nattens løb gået i ØSØ – fint for os, når vi skulle sydpå mod Fyns Hoved. De første 4 timer gik fint for sejl, men efter ca. 20 sømil døde vinden, og Volvoen overtog tjansen de sidste 22,5 sømil. I de bøger og blade, vi havde til rådighed, var der ikke noget om broer på vejen. Men da vi kom helt ind til Odense, var der jo alligevel en bro – Odins Bro. Næste åbning kl. 18, så vi ventede i 5 kvarter. Den blev indviet i juli 2014, så måske var det grunden til manglerne i vore havnelodser. Vi fik lidt regn sidst på eftermiddagen, men da vi skulle fortøje, var der lige et skybrud, der kom forbi. Gennemblødte fik vi teltet op og krøb i ly. Py-ha – sikke en afslutning på turen i dag.


1. overliggerdag i Odense

2015-06-28

Her til morgen viste det sig, at en plads ved Millionærkajen blev ledig. Det passede os fint, så vi flyttede båden kl. 9. Nu var alt næsten klart til feriepigerne Lea og Xenia, som ville påmønstre omkring kl. 12. Forinden måtte der lige gøres lidt indkøb til frokost m.m. Familierne ankom lidt over 12, og vi fik en hyggelig frokost, inden forældrene drog hjemad, og Lea og Xenia blev efterladt på Freja med farmor og farfar. Vi fiskede lidt, men uden det store held. Fangsten blev 2 vandmænd, 2 rejer og en snegl. Derefter blev der arbejdet flittigt i aktivitetsbøgerne, som vi havde medbragt til lejligheden. Dagen sluttede med aftenhygge. Det var lidt svært at falde til ro ovenpå en begivenhedsrig dag. Det mindede vi gamle om den første nat på hytteture. I morgen er planen Odense centrum med besøg i H.C. Andersens barndomshjem og aktivitetshuset Fyrtøjet.


2. overliggerdag i Odense

2015-06-29

Efter veloverstået morgenritual med påklædning, oprydning, mad og tandbørstning gjorde vi os klar til bytur. Vejret var fint, så det blev uden overtøj. Vi ventede lidt på bussen, men kom med kl. ca. 10,50. Efter gåtur gennem Kongens Have blev vores første bestemmelsessted børneaktivitetshuset Fyrtøjet. Her bevægede vi os rundt i kulisser fra eventyrerne. Der var udklædningstøj, små butikker, fæstninge og slotte, som vi bare kunne bruge og lege i. Endelig fik vi fortalt eventyret om Den Standhaftige Tinsoldat. Derefter frokost i Café Fyrtøjet. Senere tilbage i aktivitetshuset, hvor pigerne blev malet i ansigterne. Vi legede café og gik rundt og kikkede lidt, inden vi oplevede Hans Christian Andersens teater, hvor børn, kor og HCA sang og spillede dele af eventyrerne. Efter hjemturen med bussen købte vi ind til aftensmad. Lea havde valgt sin livret ”spaghetti med kødsovs”. Vi spiste en is på vejen hjem mod båden. Hurtigt blev pigerne sultne. Efter aftensmaden så de lidt Ramasjang og vi fik lidt snacks. Nu er vi nået til aftenritualet – nattøj, tandbørstning og godnathistorie. En oplevelsesrig dag går på hæld. I morgen sejler vi fra Odense og måske til Fyns Hoved.


Odense-Egensedybet/Otterup

2015-06-30

For motor, let vind, log 13. Vi blev vækket af pigerne kl. 6,45, hvor de sang en selvkomponeret sang for os. Det var så bevægende, at vi hurtigt kom på stikkerne. Efter morgenmaden var vi hurtigt klar til afgang. Vi skulle nå Odinbroen kl. 9,00 – næste åbning var 14,30. Det gik fint, og pigerne nød turen ud af Odense Kanal. Der var roere, huse og skibe at se på. Senere arbejdede de i aktivitetsbøgerne om læ. De var meget dygtige og koncentrerede. Kort før kl.12 kom vi til Egensedybet. Efter frokost gik jagten ind på de krabber, som de ikke kunne fange i Odense. Vi fik hurtigt tag i 2 og derefter gik pigerne i gang med stor iver. Så stor var iveren, at Lea et øjeblik mistede balancen og faldt i vandet. Broen var kun 40-50 cm høj, og da det skete lige bag mig, kunne jeg nå hende og få hende op et øjeblik efter. Det til trods blev hun jo lidt chokeret og drivvåd. Men efter et varmt bad ombord og tørt tøj var hun snart i godt humør igen. Herefter blev gummibåden pumpet op og søsat. Påhængsmotoren blev startet, og det blev til nogle ture ud af havnen. De to forgaster nød turene, og det er slut med at ro!! Vi var også en tur på legepladsen inden aftensmaden. Her var der gynger, rutchebane og trampolin. Aftensmaden var Xenias ønske, skinke med kartofler, asier m.v. Nu er vi nået til godnathistorien – farfar fortæller om sin barndom i Valsted. Det er åbenbart ikke helt søvndyssende, for der er stadig liv i agterkøjen her 20 min. senere. Ja, sølivet er uforudsigeligt – endnu en begivenhedsrig og uforglemmelig dag, hvor sommeren også rigtig holdt sit indtog.


Egensedybet-Bogense

2015-07-01

Fra Egensedybet til Æbelø for motor. Pigerne oplevede store bølger fra en lodsbåd. Det syntes de, var vældig sjovt. De prøvede at styre, tegnede, spillede Uno med farmor og spurgte slet ikke, hvornår vi var der. Frokost for anker ved Æbelø. De sidste mil blev gjort for sejl, så pigerne også kunne opleve det. Vel ankommet til Bogense fik vi ”gå i land” is og prøvede legepladsen. Senere var farmor med pigerne på stranden. De soppede og fandt lidt ting på stranden. Så var der efterfølgende Ramasjang. Efter aftensmaden var MGP på tapetet. Pigerne sang med på sangene, det var meget hyggeligt. Der blev også tid til lidt tegning inden tandbørstning, nattøj og godnathistorie ”Farfars barndomsoplevelser”. Så er der lidt snak efter en dejlig dag med sol og lidt vind. Forhåbentlig melder søvnen sig snart, for et er sikkert – trætte er de. Men i morgen er de friske igen kl. 6,30.


1. overliggerdag i Bogense

2015-07-02

Endnu en dejlig varm dag mødte os på Nordfyn. I dag var det så dagen, da Lea skulle afmønstre og blev afhentet af sin mor og far. Men forinden gik vi sammen på indkøb. Først hos fiskehandleren, siden i Meny. Pigerne fik en is, og siden gik vi til det berømte springvand ”Manniken” på Bogense hovedgade. I øvrigt en kopi af Manniken Pees i Bruxelles fra 1619. Herefter fik turen tilbage til Freja for at afvente Mette og Niels’ ankomst. Det var et lykkeligt gensyn, da Lea mødte forældrene efter et længere fravær. Niels foranledigede efter frokost et lægebesøg hos praktiserende læge pga. min langemand med 3 sting, som var mærket af infektion. Jeg blev podet og fik stingene fjernet og fik et bredspektret penicillinpræparat anvist på apoteket. Så nu må vi se siden an!! Aftensmaden blev grill. Jonna og Xenia havde om eftermiddagen været på stranden. Vejret er fint, om end noget blæsende. I morgen kommer familien fra Virum, og vi håber at kunne modtage dem i lillebæltsområdet, men nu må vi se.


Bogense-Kongebroen

2015-07-03

Vi tankede vand og var omkring tømningsanlægget til toiletvand. Vi tror nok, det virkede!! Herefter gik turen mod Lillebælt. Vinden 2-3 m/s var lige imod, så det blev for motor. Vi fandt en rimelig plads, selvom der var fyldt, inden vi kom. Xenia er nu alene feriepige ombord, men det går også fint. Hun er flittig hjælper ved opvasken. I aftes grillede vi, og det afstedkom historien om den forsvundne grillspand: ”Efter en vellykket grillaften i Bogense gik turen til stranden. På tilbagevejen besluttede jeg at lade vores grill + spand stå til dagen efter. Men ak og ve! Næste morgen var vores grillspand, som egentlig er en Flügger malerspand, pist væk. Indholdet var tænger, kul, lighter, svamp, bøgesmuld m.v. Hvad gør vi nu? Til historien hører, at der ganske tæt på vores grillsted stod et affaldsstativ. Man kunne jo forestille sig, at spanden var end i affaldscontaineren. Ergo opsøgte jeg havnemesteren og forelagde problemet. Han fandt den mand, der havde skiftet poserne om morgenen. Han sagde, at han havde fjernet spanden i den tro, at det var affald. Han undersøgte nu de afleverede poser og fandt spanden. Således endte historien godt, og vi slap for at købe nyt udstyr”. Ankomst kl. 13,30. Log 13.

Til aften kom Charlotte, Lydia og Peter for at hente vores sidste feriebarn. Det blev en hyggelig aften med fint vejr og en skøn udsigt over Lillebælt. Familien fra Virum overnatter hos os og drager videre til Søvind i morgen.


Kongebroen-Dyvig

2015-07-04

Efter morgenmad tog vi afsked med virumfamilien. Vejret er stadig fint, så vi beslutter at sejle til Dyvig på Als. Vinden er svag og meget ustabil. Det bliver en tur med fifty-fifty sejl og motor. Afgang kl. 12. Ankomst Dyvig kl. 19,15. Log 34. Vi ankrer op i vigen inden havnen. Det er der også mange andre, der gør, vejret inviterer til det. I morgen går turen til Sønderborg.


Dyvig-Sønderborg

2015-07-05

Efter en dejlig stille nat for anker i Dyvig gik turen sydpå gennem Alssund til Sønderborg. Halvvejen for sejl, men til sidst var der under 1 m/s, og det flytter ikke vores Freja. Vi vinkede i går til Christian og Dörthe i Pinatz… ved Bågø. De vinkede tilbage, men vi er ikke helt sikre på, om de virkelig genkendte os. Ellers er planen, at jeg i morgen må kontakte lægehuset i Bogense for at høre svaret på podningen fra forleden. Herefter kan vi hente evt. medicin på apotek her i Sønderborg. Når det er klaret, sejler vi til Flensborg for at proviantere, inden vi sejler mod øst.


Sønderborg-Gråsten

2015-07-06 to 2015-07-08

Dagene i Sønderborg vil mest af alt blive husket for alt det, der gik galt her. Først gik vores computer ned. Den kunne ikke indlæse brugerprofil. Hen til havnemesteren for at høre, om det kunne laves i Sønderborg. Heldigvis var det muligt. Desværre kunne vi først hente computeren dagen efter.

Om morgenen den 7.6. tankede vi diesel til 10,36 for båddiesel. Det var OK. Så ville vi pakke vores cockpittelt, så vi var klar til at sejle, når computeren var repareret. Men, men så gik lynlåsen mellem cockpittelt og sprayhood i stykker. Igen hen til havnemesteren for at klage min nød. Der var en mand i Svinninge, der kunne skifte lynlåsen, men først efter kl. 16. Vi lå meget passende på reparationskajen, men nu kom der 2 tyskere med trailerbåde, de skulle bruge pladsen. Nå, så måtte vi flytte, men nu knækkede vores nye flagstang. Sørgeligt efter al vort arbejde på værkstedet, Gordon! Kl. 19 havde vi fået sprayhood og cockpittelt tilbage og også hentet computeren. Så nu er vi egentlig klar til afgang, men det blæser rigtig bravt, så vi ser tiden an til i morgen formiddag.

Så er vi nået til 8.7. kl. 8,45. Vind 8-10 m/s. Efter rådslagning beslutter vi os for at sejle til Gråsten inden middag. Vi passerer broen kl. 11 og er på plads i Gråsten Sejlklub kl. 11,30. Turen til Gråsten blev gjort for motor, og distancen var 12,5 sømil. Vi fik en rigtig god plads, så nu kan det bare blæse de næste dage, hvad DMI også har lovet. Vi har snuden lige i vest, og havnen er frihavn – 20 kr. pr. døgn. Det er da billigt – dog koster bad 5 kr. Desuden er der kortere til indkøb end i Sønderborg, så det er bare dejligt.


1. overliggerdag i Gråsten

2015-07-09

Der er varslet kuling og hård kuling. Det føles dog ikke så slemt her, hvor vi ligger. Dels har vi vinden ind forfra, og dels ligger vi godt i læ af træer og krat. Men vi bliver på vores gode plads her. Vore naboer er Sussi og Svend i deres meget flotte Luffe 37. Den er så flot, så vi bliver lidt flove over vores meget ordinære og masseproducerede Bavaria. Vi er sammen til en snak om løst og fast. Oplevelser, sejlerlivet, familien og ikke mindst vejret, som jo ikke har tænkt sig at ændre sig meget før på lørdag. Men som altid er det hyggeligt at møde mennesker med de samme interesser som os.


2. overliggerdag i Gråsten

2015-07-10

Det blæser stadig her til formiddag, og vi beslutter at blive endnu en dag i Gråsten Sejlklub. I øvrigt et hyggeligt sted, hvor jeg her til morgen fik en sludder med havnefogeden. Han sejler en Junker 26, som han har haft siden midten af 80-erne. Ellers gik tiden med snak med vore naboer Sussi og Svend fra Sundby Sejlklub på Amager. Lidt gætten kryds og tværs, tankning af vand, middagssøvn og inden aften en sludder med Svend og havnefogeden. Vi har aftalt at grille sammen ved klubhuset, hvor der er fine faciliteter. En lokal gruppe på 8 skulle også grille, så det blev et helt lille selskab. I godt selskab går tiden jo godt, så det var hurtigt tid til at pakke vore ting. Der var vist gået 4 timer, men det føltes nærmere som 1.


Gråsten-Wassersleben-Flensborg

2015-07-11

Det var næsten vindstille, da vi forlod vores gode plads i Gråsten. Igennem broen i Egernsund kl. 9 og videre mod Wassersleben for motor. En god time senere var vi ankommet til Wassersleben. Her skulle provianteres til resten af sommerturen. Vi hentede vin og øl hos Fleggård. Da det var stuvet godt ombord på Freja, gik turen til Flensborg. Vi fik plads i havnen lige ud for Niro Petersen og ikke langt fra Luffen Trodsi.  Eftermiddagen gik med et besøg på havnefronten, hvor der var træf for damprevne skibe. Vi kikkede lidt, og Jonna fotograferende. Senere gik turen op i gågaden for at hæve penge bl.a. til havneafgiften på 12 €. Det blev til en Flensburg Dunkel, inden vi traskede tilbage til Freja. Inden aftensmaden var vi ombord i Trodsi til øl og små blå – vejret var rigtig fint, men det skyede til, inden vi kom hjem igen – lidt regn blev det også til. I morgen er det planen at starte vores odyssé mod øst, så må vi se, hvor langt vi kommer.


Flensborg-Gelting Mole

2015-07-12

Ja, så er der igen rod i elektronikken. I aftes kunne Jonna ikke få forbindelse på computeren med 3-mobil – ligesom vores telefon også var død. Der er åbenbart en 3-allergi mod Tyskland og i særdeleshed mod Flensborg. I formiddags kom Sussi og Svend ombord til en farveløl, dvs. Sussi og Jonna brugte tiden på telefon og computer. Det lykkedes dem at få liv i telefonen, men ikke computeren. Svend og jeg sludrede både og sejlads over at par bajere og brugte således tiden meget fornuftigt!! Nå, men ved 12-tiden var der afgang og farvel til de gæve sejlere fra Sundby Sejlklub. Vinden var svag fra W, drejede NW senere, og der var tilstrækkelig vind, til at hele turen blev gjort for sejl. De sidste 5 mil med spilet forsejl. Ankomst 16,30. Log 20. Der var truende skyer undervejs, men først nu regner det (kl. 18,30).


Gelting-Lemkenhafen (Femern)

2015-07-13

OBS: opdateringen kan nu være lidt ustabil, da 3-mobil ikke virker efter hensigten her i Tyskland og slet ikke i Polen.

Afgang kl. 9,00. Ankomst kl. 18,30. Log 52,6. Vinden W-lig. I starten 7-8 m/s, men efterhånden tog den af, og kl. 11,30 var der kun 1-2 m/s. Så overtog motoren jobbet, så det blev kun til ”sølle” 10 sm. for sejl. Vejret var skiftevis sol og overskyet, men heldigvis uden regn. Trætte af sejlturen gik vi på restaurant, hvor vi fik schnitzel og bratkaftofln med fadøl til. En portion, der for kendere kan måle sig med Marina i Hvalpsund. Så nu er vi helt færdige – mætte, trætte og snart klar til køjen. Turen ind til havnen var lang og smal. En rende som ved Nibe med ca. 3 m vand. Det virkede helt hjemligt og ikke spor farligt. I morgen står der Lübeck på programmet.


Lemkenhafen-Herreninsel YC Lübeck

2015-07-14

Afgang 9,15. Ankomst 16,30. Log 41.

Vores 3. mobil er stadig nede, så jeg måtte få koden hos havnemesteren til det lokale net. Herefter lykkedes det Jonna at lægge gårsdagens meritter ud på nettet. Hele dagen var vinden skiftende under 2-3 m/s. Derfor blev hele dagens distance gjort for motor. Vi ligger nu i områdets eneste frihavn. Da vi regner med kamp om pladserne inde i Lübeck, venter vi med de sidste 4 mil til i morgen, så vi kan være fremme kl. 11-12. Så vi håber, det giver bonus. Ellers går turen stille og roligt. Til slut fra Travemünde og ind til Herreninsel var der en del at se på og tage sig i agt for. Megen trafik på Untertrave, dertil aktive containerhavne m.m.


Herreninsel – Lübeck (Hansa Marine)

2015-07-15

Morgenbad og morgenmad på Herreninsel. Jeg skulle lige ordne havnepengene inden afgang. Når vi var med i frihavnsordningen, blev det lige 2 €. Havnemesteren fortalte om en klapbro lige før Lübeck. Den er ikke nævnt i vores helt nye havneguide, hvad kan undre. Vi var ikke klar over åbningstiden, men sejlede af sted kl. 9,30. Vi var ved broen knapt 10,30 og fik at vide, at broen først åbnede kl. 12,00. Vi fortøjede til en d’albe og ventede. Endelig kl. 12,20 er vi på plads i Hansa Marine. Vi gik en tur i den gamle bydel, som vi ligger tæt ved. Vi besøgte først St. Jakobi Kirke og efter frokost St. Marien Katedralen. Begge fantastiske bygningsværker, som må opleves. Man fornemmer middelalderens rigdom i udsmykning og størrelsen på kirkerne. Hjemme igen sidst på eftermiddagen gjorde det godt med en lur. Vores nabo på broen er en smedemester med frue fra Hou. Han kunne et fif med at bruge telefonen som router. Vi troede kun, det var Mac, der magtede det, men nej! Jonna kom på nettet via Samsungtelefonen og kunne ajourføre vore meritter fra i går.


Lübeck-Herreninsel

2015-07-16

Først på formiddagen gik vi langs Trave hen mod Holstenerporten. En rigtig fin byport, som var omgivet af gamle salterier og bagved et parklignende område. Derefter hen til St. Petri Kirke, som var under reparation, så der var ikke så meget at se. Vi kom dog op i tårnet til en udsigtsplatform. Herfra var der en fin udsigt til Lübecks gamle bydel. Vi tog nogle billeder, inden turen gik ned igen. Herefter over rådhustorvet til et lille spisested bag Skt. Marien Kirke. Omelet med skinke og champignon, salat og brød og dertil 0,5 l øl. På hjemvejen var vi på indkøb i Rewe efter dagligvarer. Så nu kan vi klare nogle dage igen. Afgang Lübeck kl. 17 og gennem den famøse bro sammen med 2 større skibe. Ankomst til frihavnen Herreninsel kl. 18,15. Samme havn som vi besøgte forleden. På den måde fik vi 2 dage i Lübeck, men kun en dyr overnatning – rigtig pensionistplanlægning. Distance i dag hele 4 sømil.


Herreninsel-Wismar

2015-07-17

Afgang 9,30. Ankomst 16,00. Log 33. Dagen i dag blev til en kedelig transport i modvind. Først for motor ud af Trave, siden passede det, så vinden fulgte os, så den hele vejen var imod. Dog lidt for sejl ind mod renden til Wismar, men det var kun ca. 3 sømil. Ankommet til Wismar afsøgte vi først Althafen for en egnet plads, men da det var umuligt, sejlede vi over til Brunkowkai. Her fandt vi en god plads. Desuden er der drikkevand på broen, så vi benyttede lejligheden til at få fyldt tanken. Alt er godt – kun varmen generer lidt her til aften. 28 grader i kahytten og mere udenfor. Py-ha – de fede må svede!!!!!


1. overliggerdag i Wismar

2015-07-18

Dagen gik med at se den gamle bydel af Wismar. Først gik turen til St. Nicolai Kirke, som imponerede ved sin størrelse. I øvrigt har vi fint udsyn til kirken fra vores plads på Brunkowkai. Derefter til rådhuset med det store torv foran. Her var der masser af boder med alt fra sytråd til slagtervarer. Midt på torvet indhentede siddetrangen, sulten og tørsten os. Det gjorde godt med en pause og lidt til ganen. Nå, men vi måtte videre til St. Marien Kirchhof. Alt undtagen tårnet blev bombet af englænderne under 2. verdenskrig. Man er i gang med at rekonstruere kirkeskibet, men, men det tager år endnu. Dog er fundamenter til søjler og murværk lavet i brændte sten (Backstein), som var det oprindelige. På vejen hjem var vi lige forbi St. Georgen Kirchhof, hvor man var ved at gøre klar til koncert, og hvor vi fra tårnet havde fin udsigt over byen. Til sidste besøgte vi Heiligen Geist Kirche, som var den mindst prangende af kirkerne. Er ligeledes blevet renoveret efter murens fald, da der ikke var plads til kirker i det areligiøse DDR. På hjemvejen så vi Wassertor ved Alter Hafen. Resten af dagen var der dømt afslapning, en lille lur og lidt Touren i TV. Vi har haft kontakt med Bit og Moe, som er på vej hjem i autocamperen fra Italien. Måske kikker de forbi i morgen. Det kunne være hyggeligt.


2. overliggerdag i Wismar

2015-07-19

Det blev så dagen, hvor Bit og Moe gjorde deres årlige feriebesøg på Freja. De var fremme ved 14-tiden til frokost. Som sædvanlig blev det et hyggeligt gensyn med snak og latter og så lige et spil yatzy, som Jonna vandt. Nå, men efter frokosten viste vi rundt i Wismars gamle bydel. Eneste negative oplevelse var det ubønhørlige regnvejr. Bit ville give en lille ting på torvet, og da vi havde nydt den, var regnen holdt op! Det må vi huske en anden gang, Bit!! Aftensmaden skulle have været grillemenu, men pga. vejret og forholdene i øvrigt blev det til pandestegte bøffer (fra Tom). Det var rigtig gode, møre og saftige. Moe fandt en nyimporteret Valpolicella, som faldt i vores smag. Dejlig aften ombord på Freja.


Wismar-Rostock

2015-07-20

Afgang 11,15. Ankomst 19,00. Log 42. Bit og Moe kom til morgenmad, som de selv medbragte fra Netto, som de boede tæt på med camperen. Dejligt med gæster, der selv medbringer maden. Derefter tilbød de at køre os til Netto og tage os med tilbage til båden, inden de startede hjemturen. Helt uhørt service, mange tak. På havnen var der tid til afsked. De skulle nå hjem i dag, og vi havde planer om at sejle videre østpå. Vinden var W-lig – i starten 8-13 m/s, men aftagende ud på eftermiddagen. Da der meldes om østlig vind i morgen, tog vi beslutning om at tage hele turen til Rostock i dag. I morgen er der så tid til at kikke lidt nærmere på Rostock. Vi har fået en fin plads i Rostock Stathafen lige ved den gamle bydel. Helt ideelt for morgendagens planer.


Overliggerdag i Rostock

2015-07-21

Dagen er afsat til besøg i Rostocks gamle bydel. 1. besøg var i Skt. Petri Kirke. Bygningen var flot, indenfor var den hvidkalket, men der var kun sparsomt med dekorationer. Derefter gik turen til Skt. Nikolai, som var blevet til kulturhus i DDR-tiden og siden er bibeholdt som sådan. Den sidste kirke, vi så, var Skt. Marien, som også var under reparation, men som dog var i funktion og hvor orglet og altrene var meget imponerende. Dertil kom det astronomiske ur fra 1472, som stadig fungerer med det gamle, håndoptrukne værk. Endvidere var der en meget sjælden døbefond fra 1290. Prædikestolen var under reparation, men om nogle år vil det være en meget flot og fornem kirke. Under en lille pause på torvet foran Universitetet blev det til en Aperol (det smager JJP). Dejlig frisk drink i det gode vejr. Godt nok blæste det meget, men luften var varm og Aperollen iskold. Dejligt. Inden hjemturen var vi lige omkring Universitetet, hvor vi besøgte en udstilling med universitetets historie. Bl.a. at de første kvindelige studerende fik adgang i 1909. Universitetet er i øvrigt Nordeuropas ældste fra 1419. Lige nu erindrer Jonna mig om, at jeg i morges, da havnepengene skulle betales, faldt for et regnsæt, som jeg havde været på udkik efter længe. Det blev et Musto off shore sæt, som med afslag kom til at koste 550 €, så nu kan jeg stå til rors uden at blive våd.


Rostock-Barhöft

2015-07-22

Det blev en stille, solrig og motoriseret transport. Først ved 5-tiden kom der lidt vind 3,5-4 m/s. Vi satte straks begge sejl og udnyttede den vind, der var. En time senere var det forbi. Vi nåede Hiddensee, og i renden var der modstrøm og kun lidt vind. I Barhöft var der kun få pladser ledige. Vi fandt lige plads til Freja og ligger fortøjet ved bøjer agter. Nu ser vi lige tiden an. Jonna vil gerne se Stötebeckerspillet i Ralsvich, så vi prøver at skaffe billetter. Vejret i dag var meget solrigt, og vi måtte sætte vores solsejl for at få skygge på styrepladsen. Ellers god tur.


Barhöft-Stralsund

2015-07-23

Log 7,5. Sejltur for forsejl alene. Flere havde fået den idé. Således lå vi side om side med en HR 372, som på et tidspunkt var ved at sejle fra os. Heldigvis spidsede vinden, og vi kunne holde ham bag os de sidste mil mod Stralsund. I byen besøgte vi Alte Market og Skt. Nikolai Kirke, som ligger side om side med rådhuset. Efter en Stötebecker Pilsner besøgte vi Johannesklosteret eller rettere resterne af det. Der var et mindesmærke for jøderne, der blev forfulgt under Hitlers fascistiske regime og fra november 1938, hvor dekretet om udryddelse blev givet. Der var fint vejr hele dagen. Sol og en del vind 5-10 m/s fra W og NW.


Stralsund-Greifswald

2015-07-24

Det blev igen transport for motor. Der var ingen vind, da vi passerede broen i Stralsund kl. 8,20. Det blev ved hele turen. Vi spiste frokost i ventetiden i Wiech. Den særprægede klapbro åbnede kl. 1, og vi var der lidt over 12. I Greifswald fik vi en god plads i Marina Jachtcentrum ikke langt fra Hansaværftet. Overfor ligger en gammel lagerbygning, som giver mindelser om DDR-regimet. Faldefærdigt og uden glas i vinduerne. Vi fik cyklerne frem og kørte over gangbroen til selve byen. Vi fandt hurtigt Alte Markt, hvor der var mange boder, og hvor rådhuset også lå.  Vi kikkede også forbi Skt. Nikolai Kirke, som var i en ikke alt for god forfatning. Vi tog lidt billeder, men mest for at se forandringerne næste gang, vi besøger Greifswald. Så nød vi lidt Schwartzbier på torvet. Jeg købte 2 rødspætter og 1 kg nye kartofler. Det skal blive vores aftensmad. Tænderne løber allerede i vand!!  Rosevinen, dejlig kold, skal ledsage fisken.


Overliggerdag i Greifswald

2015-07-25

Aftensmåltidet i går var formidabelt. Fisken, kartoflerne og tilbehøret var bare helt i top. Det var så godt, så vi i dag var på torvet for at købe mere fisk. Desværre var boden der ikke, så vi fik ingen fisk. Vi besøgte i stedet byens universitet. Ombord gik formiddagen med at tjekke olie og tørre op under motoren. Så var der også lige en toilettur. Vi har døjet med tilbageløb. Det fik vi klare ved at adskille pumpe og rense diverse pakninger. Problemet er nu løst!! Forhåbentlig varer det ved!! Det er jo ikke det mest tiltalende arbejde, der findes – men desværre nødvendig fra tid til anden. Eftermiddagen gik med middagslur, Alpe Duez-etapen i touren og lidt tysk fodbold fra liga 3. Her til aften tog vinden til. I pustene 15-18 m/s. I morgen har vi ingen planer endnu, bortset fra, at vi selvfølgelig skal fejre Jonnas fødselsdag og vores fælles bryllupsdag. Vejrudsigten bestemmer resten.


Jonnas fødselsdag - Greifswald-Wieck

2015-07-26

Jeg var tidligt oppe for at ordne flag og morgenmad. Så blev der tid til at ønske tillykke og synge fødselsdagssang. Alt var fint, bortset fra vejret. Det regnede og blæste ret godt fra vest. Jeg havde ikke købt gave, da hun som erstatning og efter aftale havde fået et par nye Musto-sko og en smartphone. Til gengæld havde hun fået en gave med fra Kirsten, og den skulle åbnes. Det var en rigtig flot bluse i sejlerfarver og sejlerstriber. Den passede perfekt, og hun var meget glad for den. Regnen stilnede af ved middagstid, men vinden var noget længere om det. Det til trods besluttede vi at sejle ud til Wieck og vente på bedre vejr i morgen. Vi passerede broen kl. 15, bl.a. sammen med en dansk båd, en First 31,7. De ville også blive i Wieck til i morgen. Vi bød på en øl ombord på Freja, de takkede ja, og det blev et par hyggelige timer med snak om sejlads, havne og ikke mindst Dragør, hvor de har et lille hus ikke langt fra havnen. De er begge arkitekter, og det gav anledning til at vende hele halløjet om Musikhuset i Aalborg og arkitektfirmaet Coop-Himmelblau. Nå, men vi skulle jo ud at spise lidt senere, så vi ville lige se på mulighederne, inden vi bestemte os. Det endte med at blive en italiensk restaurant. Vi valgte Bruscetto først og derefter Zanderfilet og dertil hvidvin. Det smagte godt, og der var rigeligt, så vi var godt mætte, da vi forlod stedet omkring kl. 9. På vejen hjem mødte vi igen arkitektparret Anne og Niels fra Dragør. Det blev lidt mere sejlersnak og en Aperol til at slutte dagen på. Det blev en dejlig aften med helt stille vejr, og byens lys spejlede sig i vandet omkring os. Smuk afslutning på en minderig dag.


Wieck-Wolgast

2015-07-27

Log 22. Inden cyklerne blev pakket ned, var vi ude at se et Zisterzienserkloster, som var omtalt i havneguiden. Det stammede fra 1199 og var en gren af det danske Esrom Kloster. Herefter blev cyklerne pakket, og vi drog af sted kl. 10,15 mod Wolgast. Vinden var ØSØ, så det blev 12 sømil med hård kryds ud mod Peenemünde. Det gik faktisk godt – for fulde sejl i 8-10 m/s. I pustene krængede vi godt over, og pludselig røg tallerknerne ned på dørken. Det kostede 2 af vore fine norske fra Porsgrund porcelænsfabrik. De bliver svære at erstatte. Da vi nåede indløbet ved Peenemünde, slog vi en gang ind mod løbet, men ak, vinden spidsede, og det blev motor ned gennem Peenestrom mod Wolgast. Vi kom til havnen lige før kl. 14. Næste broåbning var kl. 16,45, så vi blev på denne side af broen i Værftshavnen. Eftermiddagen sluttede med lidt indkøb i Netto, efter cyklerne var fundet frem igen. I morgen formiddag tager vi så seværdighederne inden afgang kl. 12,45, hvis altså vind og vejr vil som vi.


Wolgast-Ueckermünde

2015-07-28

Formiddagen blev brugt på en tur i Wolgast, hvor vi så kirken, de gamle huse, torvet og spiste frokost. Derefter var der afgang kl. 12,45. Ankomst Ueckermünde kl. 19,00. Log 30, inkl. 2 broåbninger. Broåbningerne hernede er et kapitel for sig. Broerne åbner kun 4-5 gange fra tidlig morgen til sen aften. Hvis man ikke har styr på tiderne, kan en ventetid på 4 timer sagtens forekomme. Men når så broen endelig åbner, ligger der ventende tyskere helt op til 5-600 m fra broen. Det er jo på begge sider, og kun én retning ad gangen kan passere. En åbning kan nemt vare ½ time. I Wolgast måtte en ambulance med udrykning vente i 20-25 min!! Man kan åbenbart ikke ringe og få åbningen udskudt, når udrykningskøretøjer er på vej. Helt forkert. Det kan jo koste menneskeliv. I Aalborg ville noget sådant aldrig få lov at ske. 1) Hvis man ikke er hurtig nok til at sejle op til broen, lukker broen igen. 2) Udrykningskøretøjer har fortrinsret, bådene må vente. Der kunne tyskerne lære noget af os. Nå, men ellers gik turen fint. Vi fik luftet sejlene, men motoren klarede ca. 1/3 af strækningen. Nu ligger vi i Ueckermünde i et ferieområde som Øer Marina på Djursland. Helt fint og ikke så dyrt. 13 € for en overnatning. Her skulle vi kunne få diesel, da der er ”lavvande” i tanken. Det var faktisk grunden til, vi valgte denne havn.


Ueckermünde-Stettin

2015-07-29

Afgang 10,15. Ankomst 16,30. Log 35. Først fik vi tanket 103 liter diesel, og så var der afgang mod Stettin. Vi satte forsejl, og det var nok i den sydvestlige vind på 10-13 m/s. Det gik fint mod indløbet til Stettin. Vi måtte gå noget højere, men det var intet problem. Da vi kom ind på Oder, spidsede vinden yderligere, og vi satte storsejl for at kunne holde højde. Vinden løjede, men vi havde alt, hvad vi kunne klare med at holde højden. Det lykkedes, selv om 2 andre tog forsejl og satte motor på. Ca. 5 sømil fra Stettin tog vi sejlene og gik det sidste stykke for motor. Rigtig god sejltur i god vind. Det kneb straks mere med at finde en plads helt inde i Stathafen. Først var vi på en plads, der var reserveret. Der lå allerede en polak, så jeg mente, det var OK. Men pludselig kom turistbåden, så vi måtte forhale i en fart. Havnemesteren har vi ikke set endnu. Men mon ikke han kommer i morgen. Vi bliver i morgen for at se lidt nærmere på byen. Dagens overraskelse var havørnene. Vi så måske 15-20 stk. på vejen ind til Stettin. På Lofoten, hvor de er en attraktion, brugte vi mange dage på at finde 2!!!


Overliggerdag i Stettin

2015-07-30

Cyklerne kom frem fra morgenen af. Dagen skulle bruges til at kikke Stettin lidt an. Det første, der mødte os, var det store monumentale bygningsværk, der rummede museet. Derefter cyklede vi lidt op i midtbyen. Store, brede boulevarder prægede bybilledet. Vi hævede lidt slotty. Jonna købte et franskbrød. Derefter gik turen til et indkøbscenter, Kaskada, som fik Aalborg Storcenter til at ligne en landhandel. Kæmpestort i 3 etager. Vi spiste frokost i afdelingen for alskens fastfood. Vi fik gullashsuppe, som smagte udmærket. Udenfor regnede det, så vi tog hjem og fik en middaglur og håbede, at regnen ville stoppe herefter. Ved 3-tiden igen på cyklerne. Denne gangs langs Oder hen mod Köningstor og senere Skt. Jakobikirken. Så begyndte regnen igen. På hjemvejen kom vi forbi restaurationsskibet Ladoga. I indgangen mødte vi en gruppe danskere, som var på en forlænget weekendtur til Stettin. Na, men vi kom ind og fik en mørk øl. Mens vi sad og nød den, nærmede sig tiden for aftensmad. Det endte med, at vi blev og spiste aftensmad ombord på Ladoga med udsigt til Freja. Det blev et lækkert fiskemåltid – Jonna fik torsk, og jeg tunbøf. Dertil en flaske chilensk hvidvin. Alt meget lækkert, og hele herligheden kostede 285 inkl. de 2 halve liter mørk øl – ret billigt. Hjemme igen pakkede vi cyklerne og forbereder os på at forlade Stettin i morgen.


Stettin-Wollin

2015-07-31

Motor og storsejl det meste af vejen. Vinden var meget spids og over 10 m/s. Der var kulingvarsel for området. Det mest generende ud over den krappe sø a’la Livø Bredning i kulingsvejr, var de mange fiskegarn. Det var svært at sejle den direkte kurs, da der ofte kom garn i vejen. Nå, men frem kom vi, og der mødte os et gevaldigt leben. Ud over et kæmpe vikingemarked var der tivoli, boder med øl, fast food, tøj m.v. Vi har brugt eftermiddagen på vikingemarkedet og lige en enkelt fadøl. Vi ligger lige midt i det hele, og det vil sikkert påvirke vores nattesøvn. Men nu vi er her, tager vi det hele med. Havnepenge 10 zl. eller knapt 20 kr. Det klager vi ikke over.


Wollin-Svinemünde

2015-08-01

19 sømil i ingen vind og sol. Det mest bemærkelsesværdige var det grønne lag af alger, som var hele vejen over Stettiner Haff. Vi sejlede ind i JMW-Kotwika, en havn tæt på centrum. Vi får en fin velkomst af Eddie, en tysk fisker, som er havnemester i dag. Sidst på dagen går vi en tur ind til centrum af Swinoujscie for at mærke byens puls. Vi nød et par halve liters mørkt øl til 28 kr. (Det var for 2 stk). Derefter hjem til aftensmad. Aftenen blev bl.a. brugt på Supercup-finalen mellem Wolfburg og Bayeren München. Det så længe ud til München-sejr, men så kom Bentner på banen, og i 89. min. udlignede han til 1-1. Derefter var der straffespark, og Bentner satte det 5. ind til en Wolfburg sejr på 6-5. God aften for Niklas Bentner i Wolfburg!


Svinemünde – Sassnitz

2015-08-02

Log 41,5. Hele turen for motor. Vinden meget svag 1-3 m/s og så fra øst. Meget varmt – sol fra morgenstunden af. Vel ankommet til Sassnitz besluttede vi at spise på havnen. Vi fik schnitzel med bratkartoffeln, som var veltillavet og smagte rigtig godt. Hvad morgendagen vil bringe, ved vi ikke helt endnu. Vi starter med at sejle nord om Arkona, derefter tager vi stilling til, om det bliver Klintholm eller en havn i Rügen.


Sassnitz-Falsterbokanalen

2015-08-03

Log 62. Afgang kl. 9. Ingen vind og derfor for motor. Jeg tog et bad på agterplatformen, mens Jonna sejlede. Dejligt. Op ad formiddagen kom der lidt mere vind. Storsejlet blev sat til hjælp for motoren. Efter ca. 30 mil gik vi over til ren sejl. Inden vi forlader Tyskland, bliver vi stoppet af en tysk patruljebåd – Wind Protector Guard – som vogtede en vindmøllepark, som så helt færdig ud. På VHF havde vi en snak. Han påstod, det var restricted area, så lang tid byggeriet foregik. Det kunne vi nu ikke se, men vi måtte gøre en omvej i forhold til vores kurs mod Falsterbo. Han fulgte os på tilbørlig afstand. Vi nåede lige broen kl. 19, så det var sultne sejlere, der gik i land for at købe lidt mad. Efter vore seneste byture var denne i den dyre ende. 2 portioner med laks og tortelinisalat og 2 store øl. Pris 500 kr. og så lige havnepenge 250 kr. Men i nat tog vinden til, så det var vist godt, vi tog overfarten i går.


Falsterbo-Kastrup

2015-08-04

Det blæste ca. 10 m/s fra Ø-SØ her til formiddag. Vi satte forsejl og tog hele turen for dette sejl. Dog løjede det, så det var nok for lidt mod slutningen, men med de 17 sømil til Kastrup som mål, havde vi ikke særlig travlt. I eftermiddag købte vi et nyt toilet, da det gamle stadig ikke var helt tæt for tilbageløb. Da vi havde købt pakningssæt flere gange, ville vi ikke igen koste penge på et gammelt toilet. Det nye er installeret og passede perfekt i de gamle skruehuller. Nu håber vi, det nye holder de næste 11 sæsoner.


Kastrup – Christianshavns Kanal

2015-08-05

Sejlede herind i formiddags. Gennem den nye bro kl. 12 og fik en plads i frihavn – Christianshavns Bådelaug. Vi har fundet cyklerne frem og har været på indkøb i Brugsen, Christianhavns Torv. Det er varmt, og solen er lige på, så nu har vi sat solskærmen op. Hyggeligt sted og billigt her midt i København – 50 kr. pr. døgn. Foreløbig bliver vi her til i morgen.


Overliggerdag i Christianshavns Kanal

2015-08-06

Efter morgenmaden cyklede vi ind til staden. Gennem Strøget ned til Hviids Vinstue til en billig og let frokost. 3 håndmadder og 1 Tuborg 75 kr. Senere gennem Amaliehaven og til vagtskifte på Slotspladsen. Turen endte i Mormorkirken, som er speciel pga. sit cirkelformede kirkerum og et overdådigt smykket gammelt orgel. Efter indkøb i Brugsen på Christians Havns Torv gik det hjemad for at forberede besøg af Lydia og Xenia, som kommer og overnatter. I morgen går turen så til Taarbæk, hvor pigerne igen går i land. Aftenen forløb med at følge bådene på kanalen. Der kom både med spil og sang ombord. Efter aftenritualer med tandbørstning, nattøj og godnathistorie sov de lige med det samme.


Christianshavns Kanal – Taarbæk

2015-08-07

Første lyde fra agterkøjen var kl. 7,15. Xenia og Lydia havde sovet hele natten. Efter morgenmaden gennem den nye bro og Trangraven gik turen forbi Kongeskibet, Amalienborg og den lille havfrue. Derefter for motor til Taarbæk i alt 7,3 sømil. Senere forsøgte de 2 piger sig som krabbefiskere. Lydia og farmor fik hurtigt bid, men regnen ødelagde fiskeriet lidt. Den ensomme krabbe fik selskab af 4 rejer og en enkelt haletudse og blev fodret og passet og plejet, inden hele fangsten blev sat ud igen.


Carport i Virum

2015-08-08 to 2015-08-10

Tre dage, som gik med at assistere med byggeri af en carport på Bernhard Olensvej 25, Virum, hos familien Fristrup. 1. dag blev stolpeskoene støbt fast i betonrør. 2. dag blev stolperne rettet ind, og der blev skåret smid til remmen. 3. dag blev remmen lagt op og gjort fast og dagen sluttede med at lægge spærene op. Dog manglede der 1 i leveringen, så rejsegildet blev udsat på ubestemt tid. Alle 3 dage malede Jonna stolper, spær og løsholter. Ind imellem også beklædning til skuret, som skal være i enden af carporten. Vejret var fint alle 3 dage. Måske endda lidt for varmt til manuelt arbejde. Mit knæ og min ryg lider nu bagefter lidt, grundet arbejdet. Men det går vel over igen. Båden har ligget trygt og godt i Taarbæk Havn hos havnemester Michael.


Restitutions- og vaskedag i Taarbæk.

2015-08-11

Det silede ned fra morgenstunden, og det betød, at vi ikke havde den store lyst til at sejle videre. Min ryg havde det heller ikke for godt, så det ville være OK med en hviledag. Jonna samlede tøj til 2 vaske og gik i gang. Det er en lidt langsommelig affære, så vi bliver først færdig med vaskeriet til aften.


Taarbæk-Råå

2015-08-12

Ja, så er vi klar til at drage mod nord og vest. Men hvor er vinden? Nord og nordvest. Vi blev ret hurtigt trætte af at krydse i modsø på Sundet. Da vi er på højde med nordenden af Ven, beslutter vi at sejle til Råå i Sverige. Dels kan vi holde den op, og dels er det en frihavn. 2 gode grunde til at ændre planerne og sejle til Råå. Der er 2 havne, en i åen og udenfor en marina. Vi ligger os i åen på gæstekajen. Eftermiddagens projekt var at få syet skind på rattet, hvor det var slidt igennem. Det gik fint, så nu kan vi klare 10 sæsoner mere uden autopilot! Vejrmeldingen siger østlig vind torsdag og fredag – vi håber, den holder.


Råå-Odden

2015-08-13

Log 48,5. Working 9-5. Det var, hvad turen tog med motor og storsejl. Vinden skiftende under 4 m/s. Lidt medstrøm ud af Øresund og en del strømsø. Da meldingen for i morgen er østlig vind 8-10 m/s, er Odden et godt udgangspunkt for at gå til Aarhus eller deromkring.


Overliggerdag i Odden

2015-08-14

Det blæste bravt fra morgenen af, og vi bestemte hurtigt, at det vejr ikke var for pensionister. Det blev til 12-15 m/s hele dagen. I stedet for at sejle inviterede vi vore naboer, Anne og Ole fra Holbæk til en formiddagsøl. Hyggelige mennesker, som selvfølgelig også sejler Bavaria, en ny 31-er. Senere var der indkøbstur til Brugsen og fiskehandlelen. Aftensmaden blev 2 spætter – herligt!! Senere på aftenen var vi på besøg hos Holbækkerne. Klokken blev mange, inden vi tørnede ind. Skøn aften med megen snak og latter. I morgen er planen Jylland, hvis vinden altså aftager.


Odden-Øer Marina

2015-08-15

Efter farveløl med Anne og Ole var der afgang mod Jylland. I starten var vinden god 6-8 m/s, men desværre løjede det og efter ca. 11 sømil endte det med, at sejlene blev strøget og motoren startet. Sådan gik resten af turen. Der var en del gyngeri, da søen fra gårsdagens kuling stadig spøgte. Loggen viste 28, da vi ankom.


Øer-Aarhus

2015-08-16

Log 17. I dag blæste det ca. 5 m/s fra øst, så vi fik en stille sejlads fra Øer til Aarhus. Forsejlet var spilet på det meste af turen. Vi fik, efter nogle omrokeringer, en plads i Krogen. Det var godt, for Krogen er den eneste frihavn i Aarhus. Vi ligger nu godt og venter besøg af Selma, Lea, Mette og Niels i morgen.


Overliggerdage i Aarhus

2015-08-17 to 2015-08-19

Dag 1: Først besøg i Aarhus Domkirke og en øl ved ved åen. Sidst på eftermiddagen besøg af familien fra Møllevangs Allé 53. De kom til eftermiddagshygge og senere aftensmad. Dejligt at se familien igen. Lea var vokset, og Selma var snakkende. Meget hyggeligt gensyn. Dag 2: Vi var inviteret til aftensmad på Møllevangs Allé. Børnene ville gerne vise deres færdigheder på gyngen og i trapez. Niels gjorde klar til pizzabagning i sin udendørs pizzaovn. Først skulle der kløves bøgebrænde til ovnen. Så optænding og passe bål, til ovnen var rigtig varm. Det var rigtig spændende at følge bagningen i ovnen. Pizzaerne blev så lækre, helt på højde med stenovnsbagte pizzaer, som vi fik i Italien for år tilbage. Vi tog senere de små cykler hjem til båden ved 9-tiden. Dag 3: I dag har børnene fri fra deres daginstitioner, så der bliver udflugt til Dok 1, Aarhus´ nye stadsbibliotek med fin legeplads for børn i alle aldre. Mette kom i bil, og vi kørte alle til Dok 1. Parkeringen gik ikke helt efter planen. Det nye P-hus i niveau 0 er noget specielt. Man kører bilen ind i en boks og trækker håndbremsen. Så går man ud og sætter sit dankort i en automat. Så forsvinder bilen ned under jorden og kommer først op igen, når man sætter sit dankort i og betaler. Genialt. Men, men lige i dag kunne systemet ikke klare en Skoda Oktavia – ærgerligt – for jeg ville gerne have set det. Nå, men børnene legede meget i de forskellige redskaber og opstillinger. Da Selma skulle hjem til middagslur, kørte Mette med hende. Lea, Jonna og jeg blev lidt længere. Senere gik vi hjem til båden, og efter frokost var vi på krabbefiskeri. Det blev til 4 stk. krabber, 3 søstjerner, et par vandmænd og nogle snegle. Fin fangst, som Lea og også vi andre var stolte af. Niels hentede os inden aften. Igen en hyggelig stund med familien. Alt godt får en ende, og således også vores Aarhusbesøg. I morgen går turen nordpå og hjemover.


Aarhus-Bønnerup

2015-08-20

Log 48. Afgang kl. 9 og ankomst kl. 17,45. Det blev en tur næsten udelukkende for motor. Vi forsøgte med sejlene 2 gange, men enten var der modvind, eller også var vinden for svag.


Bønnerup-Hals

2015-08-21

Vinden østlig, så vi satte sejl mellem møllerne i Bønnerup kl. 9,15. Det blev en dejlig sejltur mod Hals. Dog lidt dønning, men ikke mere, end vi begge fik et middagshvil undervejs. Kl. 15 gik vi i havn i Hals – log 29. Vi har haft fint vejr de seneste uger med sol og moderat vind.


Hals-Nibe

2015-08-22

Log 28. En rigtig fin sejlads, hvor sejlene tog slæbet, lige bortset fra bropassagerne. Vinden friskede op i løbet af formiddagen, så turen fra jernbanebroen og til renden ved Nibe tog kun 1 time og 40 minutter. Turen sluttede kl. 14,50 med tillægning i Nibe. Der var imidlertid mange gæstesejlere, men vi fandt en god plads for natten. Gorden og Birthe kunne først komme med bilen søndag formiddag, da de var travlt optaget lørdag. Det betød ikke noget, for blandt gæstesejlerne var Eva og John i Valkyrien. Med dem tilbragte vi en hyggelig aften med rigeligt af både vådt og tørt. En værdig afslutning på vores sommertogt 2015.


Nibe-Hals

2016-05-03

Efter en del bryderier med installering af AIS lykkedes det at komme af sted i dag. Dog måtte vi opgive konfigurering af AIS’en, men vi kunne da modtage. Det oplevede vi til fulde, da vi gennem Aalborg mødte en del med AIS’en tændt. Vi fik en del alarmer om fare for sammenstød, men klarede os igennem til Hals uden at ramme nogen. Vi startede fra Nibe for sejl kl. 11,45. Vind 5-8 m/s fra vest. Det blev en god sejltur i fint vejr – sol/skyet, men tørvejr trods alt. Vi nåede jernbanebroen kl. 13,53. Den blev lukket op og senere Limfjordsbroen kl. 14,00 – perfekt timing. Ankomst Hals kl. 16,50. Log 29,0. God start på sommerturen. I Hals blev vi modtaget af Irene og Steen i Ocean fra AS. De er på vej til Frankrig. Hyggelig snak over en øl.


Hals-Frederikshavn

2016-05-04

Afgang Hals kl. 9,30. Ankomst Frederikshavn kl. 15,00. Log 32 sm. Vind W-NW 5-8 m/s. Vi satte sejl udenfor Hals Havn og tog dem ned ved indsejlingen til Frederikshavn Søsportshavn. Solen skinnede hele vejen fra en skyfri himmel. Sådan skal sejlerlivet opleves. Det er helt ubeskrivelig dejligt. Vores nye GPS ledte os fint uden om Stensnæs, og i dag fandt vi den grønne kost, som vi andre år har ledt efter!!! Her i Frederikshavn har jeg en aftale med en Bavariasejler, som vil købe mine gamle kort. Vi har besluttet at fejre Kristi Himmelfartsdag her, inden turen går videre.


Overliggerdag i Frederikshavn

2016-05-05

Sol fra morgenstunden. Formiddagen blev brugt på afslapning, læsning, krydsord og endelig en justering af vores nye antennemast. Den ene støtte sad i vejen for spilhåndtaget og måtte bøjes for at gå udenpå agterpulpitten. Det gik godt. Jeg lånte værkstedet og kunne bøje stangen i en stor skruestik. Efter montering kunne spilhåndtaget køre hel vejen rundt, og Jonna var meget tilfreds. Efter en dejlig frokost i cockpittet blev der tid til en lille middagslur. Senere kom cyklerne frem, og vi var en smut inde i byen. Efter diverse indkøb hjemme igen til kaffe med påtår. Lige nu gør Jonna klar til aftensmaden, og i morgen går turen videre til Strandby, hvor Birgitte og Poul ligger i Aphrodite. Dejlig dag med sol fra morgen til aften.


Frederikshavn-Strandby

2016-05-06

Afgang Frederikshavn kl. 10,10. Ankomst Strandby kl. 11,20. Distance for motor 7,09 sm. Igen en dejlig solfyldt morgen. Efter morgenmaden afgang mod Strandby. Efter ankomst kl. 11,20 blev vi behørigt modtaget af Birgitte og Poul. De inviterede på lækker frokost ombord på Aphrodite. Herefter en gåtur rundt i Strandby. Vi kikkede forbi Charlotte og Martins hus. Dejligt sted for en familie med en lille dreng, Johan. I aften hyggeligt samvær med Birgitte og Poul. Martin kom forbi til en snak om alt mellem himmel og jord. PS: Charlotte blev i dag indlagt med Johan på Hjørring Sygehus, da han ikke ville tage næring til sig i tilstrækkeligt omfang. Er nu i kyndige hænder på Hjørring Sygehus.


Strandby-Söholmen

2016-05-07

Afgang Strandby kl. 9,45. Ankomst Söholmen ved Marstrand kl. 17. Log 46,1 sm. Vi startede for fulde sejl i SØ-lig vind 6-8 m/s. Det gik fint, men vinden tog til, og vi krængede for meget. Vi rebede storsejlet en periode for senere igen at gå for fulde sejl. Efter ca. 3 timer flovede vinden, og motoren  måtte tage slæbet sammen med storsejlet resten af vejen. Det er efterhånden en del år siden, vi var her sidst, så Jonna måtte finde det gamle kort, før vi var sikre på stedet. Nu ligger vi fint ved klippen med hækanker, stilheden er total, båd og skær spejler sig i det blanke vand, og sidst, men ikke mindst – solen skinner, og vi mærker varmen. Med lidt rødvin i glasset minder vi hinanden om, hvorfor dette er en af stjernestunderne ved sejlads, og hvorfor vi år efter år har besøgt Bohuslän skærgården. PS: Jeg badede lige kortvarigt, da vi havde fortøjet. Det var koldt – 14 grader. I morgen springer jeg over!! og ikke i vandet!


Söholmen-Marstrand

2016-05-08

Afgang Söholmen kl. 9,30. Ankomst Marstrand kl. 10,15. Log 3 sm. Vejret er stadig helt fantastisk, og grundet afslutningen på Kristi Himmelfartsferien var der mange både og mennesker på broerne i Marstrand. Da det mere var undtagelsen med lange bukser, fandt vi shortsene frem. Vi vaskede tøj, da det var inkluderet i havnepengene. Sidst på eftermiddagen gik vi en tur rundt i Marstrand og kikkede lige ind i kirken, men fortrak hurtigt, da der var andagt. På hjemvejen købte vi en is, som vi nød ved kajkanten. Alt i alt en dejlig dag i Marstrand. Her i solnedgangen er der kun få både tilbage i havnen. I morgen går turen sydpå, måske til vort gamle favoritsted Djupsundsholmen ved Rörö.


Marstrand-Djupsundsholmen-Rörö

2016-05-09

Dagen startede med en lille udflugt til fastlandet med færgen. Vi ville undersøge muligheden for at købe en havneguide til strækningen fra Göteborg til Falsterbo. Tilbage med uforrettet sag drog vi mod Djupsundsholmen kl. 11,30 og ankom ca. kl. 13. Log 8 sømil. Efter lidt søgen fandt vi en acceptabel plads. Før i tiden skulle der bare være vand nok og stævnen i vindøjet. Det er ikke længere nok. Nu skal klippen have en bestemt højde og ikke være for stejl. Ja, med alderen kommer der nye krav – Men det lykkedes, og nu ligger vi fint. Der var frokost efter en rundtur på øen, og jeg nappede lige en eftermiddagslur, mens Jonna læste og dasede i solen på vores gamle grillplads. Vi ledte efter nogle af Niels og Peters gemmesteder fra vore gemmelege om opvasken for snart 30 år siden. Vi fandt nogle gode bud, men var ikke helt sikre. Men Djupsundsholmen lignede sig selv, bortset fra huset og vores glemte grill, som ikke havde klaret tidens tand, men den vil altid have en speciel plads, når tankerne går til naturhavne i Bohuslän. Denne var nemlig den første, vi besøgte tilbage til 1985 med Aviaja og drengene. Midt under aftensmaden tjekkes vejrmeldingen. Nu meldes der pludselig 5-8 m/s fra nord og nordvest. Vi vil så ligge i hækankeret hele natten med kun 50 cm til klippen. Det finder vi ikke optimalt og beslutter at sejle til Rörö ca. 1 sømil borte. Med en rolig nat i sigte falder vi, efter aftensmaden, i snak med 2 par svenske sejlere. Det bliver en hyggelig snak om alt mellem himmel og jord, men mest hav og vand.


Rörö-Winga

2016-05-10

Log 12 sm. Efter afsked med de to svenske familier – Hasse og Dan med fruer – drog vi videre på vores færd. Turen i dag skulle gå til Winga, som vi så mange gange har sejlet efter for at ramme indsejlingen til Göteborg. Indsejlingen er lidt trang, men det gik fint. Vores nye GPS kan forstørre så meget, at det er let at manøvre i smalle passager. Der er ikke mange gæster her, dog kommer der en del ribbåde med turister i løbet af dagen. Om eftermiddagen gik vi op til det berømte fyr og båke på Winga. På vejen kom vi forbi Evert Taubes barndomshjem, som var den tidligere fyrmesterbolig. Han var her fra spæd til 15-års alderen, men hans forældre passede fyret. Selvom Winga ligger helt yderst i skærgården, var der utrolig meget bevoksning og også rester fra istiden – afrundede hvalklipper og klapfelter af sten, som havet har skyllet op gennem årtusinder. Winga er et specielt sted, ikke bare for os, men især for Göteborgs Skærgård.


Winga-Vrångö

2016-05-11

Log 8 sømil. Der skete det samme som for 31 år siden. Vi fik eskorte af et svensk militærfartøj. Han opgav denne gang uden for indsejlingen til Vrångö. I 1985 var det pga. beskyttelsesområde, hvor udlændinge ”inte havde tiltræde”. Denne gang var det, fordi vi sejlede gennem et skydeområde uden skydning. Efter middagshvilet tog vi cyklerne frem for at kikke lidt nærmere på Vrångö. Det blev til en tur til kirkegårdene på øen, forbi en badevig og til slut op til ”lodsutkikken” på toppen af fjeldet bag havnen. Efter aftensmaden gik vi ud på vestmolen ved havnen for at se solnedgangen. Igen en solrig dag med høj temperatur og vinden, som var hård i morges, lagde sig i løbet af dagen. Dejlig og minderig dag på Vrångö.


Vrångö-Vallda Sandö

2016-05-12

Log 8 sømil. Sol og meget lidt vind. Vi startede for fulde sejl, men måtte opgive, da for lidt vind og dønning gav slaskende sejl og rig. Derefter for motor resten af vejen, måske halvdelen. Vel ankommet besøgte vi klubhus og havnekontor. Vi fik en fin modtagelse og kode til bad. Strøm og plads kostede ingenting, da bestyrelsen ikke havde fastsat et beløb for miljøafgift. Det var altså en rigtig frihavn i ordets bedste betydning. Alt var gratis – endnu! Sidst på eftermiddagen cyklede vi en tur på halvøen. Der er naturreservat. Det mest berømte er strandengene, som af og til blev oversvømmet af saltvand, som gav en sjælen flora i svensk forstand. Det mindede nu meget om engene ved Valsted, så for os var det ikke så specielt. Vel tilbage besteg vi Danevarden ved havnen. Dejlig dag i godt vejr. Hvor længe mon det varer?


Vallda Sandö-Bua Hamn

2016-05-13

Log 20. Dagen bød igen på sol og for lidt vind. Kun 2-3 m/s – det bevæger ikke vores Freja ret meget. Så det blev for motor i dønning mod syd mod Bua og atomkraftværket Ringhals, som vi lige nu er nabo med. Da der er 2 klubber i Bua, gælder det jo om at vælge frihavnen. Vi valgte forkert i første omgang, men fik da heldigvis rettet fejlen. Nu ligger vi i en lille hyggelig klub med alt, hvad vi behøver. Vi overvejer at ligger over i morgen og få handlet til nogle dage. Vejret har her til aften skiftet karakter, vind fra nord (kold) og skyer, der truer med regn. Nå, vi tager det, som det kommer.


Overliggerdag i Bua

2016-05-14

Vi har endnu ikke betalt havnepenge. I klubhuset er der ingen mulighed for at give et bidrag. I morges begav jeg mig op i klubhuset. Her mødte jeg 2 unge mennesker, som netop havde afsluttet tandbørstningen. De fortalte, at de sidste efterår kom hjem fra et længere togt med deres båd ASH til Caribien med passaten, senere op langs USA’s østkyst til Canada og via Grønland og Island tilbage til Bua. Det tog 2 år, og så oplevede de det usædvanlige i en storm ved Island, at båden tippede rundt, men heldigvis kom op igen. Konserves og løse genstande lavede mærker i loftet, og en del af strømmen stod af. Men vigtigst – batteri og GPS overlevede. I sammenligning er vores sejlads ren søndagsudflugt!!! Nå, men senere kom cyklerne frem, og vi besøgte ICA for at gøre lidt indkøb til de næste dage. Vejret er nu helt skiftet til nordlig kold vind og lidt regn ind imellem. Vi ligger foreløbig gratis, har strøm og vand, så vi lider ingen nød.


Bua-Getteröen (Varberg)

2016-05-15

Log 13. Efter lidt indkøb blev cyklerne pakket sammen, og vi gjorde klar til afgang kl. ca. 14. Vind nordlig og kold 8-12 m/s. Turen gik fint. Vi rullede forsejlet ud og gjorde omkring 6 knob det meste af vejen. Ved ankomsten var vinden øget, og vi havde problemer med at finde en plads. Først kom vi i sidevind lidt skævt ind i en lidt smal plads. Dernæst forsøgte vi en anden i medvind (ca. 14 m/s). Den mente nogle lokale også var for smal. Det måtte vi så opgive. Endelig med 3 lokales hjælp fik vi båden ind på en langskibsplads for enden af en bro. Det tog sin tid, og vinden drillede os. Men endelig er vi på plads. Antennen til TV virker nu efter problemer de sidste dage. Lige nu er vi til VM i ishockey Sverige-Schweitz.


Overliggerdag på Getterön

2016-05-16

Vinden havde ikke lagt sig, så beslutningen om at blive her var ikke svær at tage. Formiddagen blev brugt til afslapning -  krydsord og læsning. Efter frokost tog vi den lille færge over til Varberg. Her besøgte vi fæstningen, som blev tilflugtssted for grev Jakob Nielsen, som flygtede hertil efter anklage om mordet på Erik Klipping i Finnerup lade i 1286. Senere er borgen udvidet og befæstet yderligere i 1600 årene af Christian IV, der følte pres fra Göteborg, som kun lå få kilometer mod nord. Borgen blev skiftevis angrebet af tyske og svenske tropper. Efter freden i Brømsebro i 1645, hvor Danmark/Norge måtte afstå områder nordpå ved grænsen til Norge og desuden Halland for en periode på 30 år, blev der mere roligt omkring Varberg. Senere i 1660 ved Roskildefreden afstår DK/NO både Halland, Skåne og Blekinge, som afslutning på Frederik den 3.`s forsøg på at erobre de tabte områder fra Torstensonskrigen 1643-45 tilbage. I løbet af 1800-tallet gik Varberg fra at være garnisonsby til at blive et kursted. I 1903 byggedes Varbergs Kallbadhus, og senere er flere spa-hoteller kommet til. Endelig besøgte vi kirken, som ligger i den gamle bydel, hvor alle gader er vinkelrette på hinanden. I en boghandel fandt vi Havneguiden 6, som indeholder havnene ned langs den svenske vestkyst fra Göteborg til Falsterbokanalen. Den indeholder også alle danske havne, så den kan vi nok få gavn af.


Getterön-Glommen

2016-05-17

Log 13,5. Vinden var vestlig 5-6 m/s. Vi sejlede med fuld sejl hele vejen. Der var en del dønning, som til dels skyldtes nordgående strøm og sø imod. Omkring Glommen øgede strømmen til 2-3 knob, hvorfor vi valgte at gå ind til Glommen. Cyklerne kom frem, da vejret var fint til en cykeltur. Vi besøgte først Glomstenen, en ledeblok fra istiden, som ligger helt ude ved havet og gennem tiderne har fungeret som et godt sømærke. Derefter gik turen ud til fyret på Morups Tånge. Fyret er fra 1843 og var det eneste mellem Nidingen og Kullen. Det ligger nu i et flot naturreservat, som er kendt som en rasteplads for mange forskellige fugle. Vi så bl.a. en strandskade på rede med 1 æg. På hjemvejen købte vi lidt ind og var omkring havnen for at købe fisk til aften. I første omgang syntes det umuligt, men efter jeg traf en fisker og fik en snak, lykkedes det. Han forærede os 4 søtunger, som jeg flåede, og vi spiste til aften. Efterfølgende cyklede jeg over med 4 øl – 1 øl pr. søtunge – det er vel ok - i hvert fald for os! Aftenen går med ishockey, men jeg er bange for, at svenskerne er overmatchede mod den russiske bjørn. Men Danmark er jo i kvartfinalen for kun 2. gang i historien.


Glommen-Halmstad

2016-05-18

Log 26. Efter en blæsende nat og et tjek på vejret her til morgen stod det klar for os, at vi først skulle sejle ved middagstid. Som tænkt så gjort. Vi sejlede kl. 12 med en vind fra SW på 5-7 m/s. Undervejs aftog den yderligere, og de sidste 10 sømil måtte Volvoen hjælpe til. Ankomst Halmstad kl. 17,15. Vejret var nu fint og vinden helt væk. Vi fik en god modtagelse af en lokal sejler, og vi overvejer at blive morgen for at kikke på byen og omegnen.


Overliggerdag i Halmstad

2016-05-19

Fint vejr fra morgenstunden. Så fint, at vi i dag indtog vores morgenmad i cockpittet. Vi dasede hele formiddagen med læsning, krydsord og lidt opdatering på facebook. Over middag kom cyklerne frem, og vi besøgte Halmstad. Vi kikkede forbi Halmstad slot, bygget af Christian IV –færdigt 1609. Forbi Stortorget med en stor fontæne – Tyren. Videre ad Storgaden mod Nordporten i Christian IV’s forsvarsværk, som stod færdigt i 1601. Nu er kun den gamle byport tilbage. Vi krydsede elven Nissan for at kikke nærmere på en stor kopi af Picassos skulptur ”Kvindehovedet”. Derefter var vi på indkøb i Hemkøb, inden vi besøgte et gammelt gårdhus, som nu er Café. Her sluttede byturen med 2 øl i solen. Dejligt. Hjemme igen så jeg Danmarks sidste periode i ishockey mod Finland i WM kvartfinalen. Det blev desværre et nederlag på 5-1. Nu må vi se, hvad Sverige kan gøre mod Canada i aften.


Overliggerdag i Halmstad

2016-05-20

Regn fra morgenstunden – derfor overliggerdag i Halmstad. Efter morgenmaden ønskes Carsten tillykke med de 67 år, så er vi jævnbyrdige, hvad alder angår. Det regner stadig ud på dagen, så efter frokost tager vi en middagslur – eller middagshvile. Sidst på dagen bliver der ophold i regnen, og vi cykler en tur langs havet ud mod Tylösand. Dejlig tur i tørvejr, men lidt hårdt for amatørcyklisterne. Lige nu ser vi finalen i den svenske ”Vild med dans” – ”Let’s dance” konkurrence. Et kapitel for sig har her i Halmstad været vores nabo i havnen. Han modtog os, da vi kom. Han sejler en Molich 10 m, som han selv har apteret efter køb af skrog i Hundested. Han siger, vi kan ligge så længe, vi vil – og det koster ikke noget. Han gav os et kort til bad og toilet. Jo, han har været guld værd og dertil er han dansk mester i Molich 10 m!! Ikke hver dag møder man så stor imødekommenhed. Sikke en frihavn!!


Halmstad-Båstad

2016-05-21

Log 13. Efter gårsdagens regn ser det noget bedre ud i dag. Sol og skyer, men tørvejr. Kun ganske lidt vind, under 3,5 m/s fra syd. Det betyder 2 timer for motor over Laholmsbugten. Efter ankomst kl. 13 kom cyklerne frem, og vi begav os op mod kirken. Det første, vi mødte her, var Centercourt i Båstad, tennisbyen med Swedish Open hver sommer. Til sommer deltager Serena Williams. Det var virkelig en storslået bane med flere tusinde tilskuerpladser. Derefter gik turen op mod kirken, hvor der var bryllup, så vi måtte nøjes med at kikke udenfor. På kirketorvet overfor var der en lille isbod, som vi ikke kunne stå for, så vi fik os en is, inden vi begav os ned mod havnen. Så gik der ishockey i den. Jeg så de undertippede finner fælde den russiske bjørn med 3-1. Så glippede den middagslur, men det var rigtig spændende. Lig nu fører Canada 2-0 over USA. Men Finlands sejr sætter vel Danmarks nederlag lidt i relief.


Overliggerdag i Båstad

2016-05-22

Blæst, men sol fra morgenen af. Vi cyklede en tur langs vandet ad ”Skåneleden” inden frokost. Vi oplevede sæler, edderfugle og skarver, der solede sig på lune sten. Efter middagshvilen blev det til lidt hockey, men USSR var for overlegne, så det blev kun kort. Før aftensmaden var der bådvask. Vi havde vandet lige ved båden, så det var oplagt. Nu er der WM-finale i ishockey. Canada fører efter 1. periode 1-0 over Finland. Der har blæst en frisk til hård vind hele dagen, men nu synes den at aftage. I morgen har vi planer om at fortsætte lidt sydpå, hvorhen vides endnu ikke.


Båstad-Ängelholm

2016-05-23

Det blev en lidt urolig nat, hvor vinden vendte og kom fra siden og pressede os mod kajkanten. Det lavede lyde i fendere og fortøjninger, som vækkede os og gjorde søvnen noget ujævn. Efter lidt indkøb i fint sommervejr gik turen videre mod Ängelholm. Men allerede efter en times sejlads kom en kold havgus os i møde. Sigtbarheden var kun 50 m, og det blev mærkbart koldere. Det holdt ved hele vejen til Ängelholm i bunden af Skälderviken. Turen fra Båstad tog ca. 4 timer og var på 23 sømil. Mod slutningen øgede vinden, som var NW-lig til ca. 8 m/s. Det betød, at vi klarede de sidste 8 sømil med en gennemsnitsfart på 5,5-6 knob med spilet forsejl og fuld slæk på storskødet. Vi fik en god plads og fik betalt havnepenge, 40 sv. kr. (frihavn). I morgen satser vi på at besøge Ängelholm by.


Overliggerdag i Ängelholm

2016-05-24

Efter morgenmaden kom cyklerne frem, så vi kunne cykle til Ängelholm, ca. 3,5 km væk for at se lidt på byen. Vi kørte ind til centrum – Stortorget - hvor vi parkerede cyklerne og gik rundt for at se på byen. Vi besøgte kirken. Kirken er fra 1882 og er en såkaldt korskirke med 3 kirkeskibe og alteret i 4. korsarm. Kirkens ældste inventar er døbefonten fra 1200-tallet. Altertavlen er fra 1792 og forestiller Jesus’ nedtagning fra korset. Kirken fremstår i dag som temmelig moderne og har en central placering i byen. Efter frokost, som vi indtog på torvet, gik turen hjemad ad Kattegatledet, som er en cykelsti, der fortsætter helt til Göteborg. Vi kørte langs vandet og fik et godt indtryk af områdets turistværdi. Her var fine klitter og folk, som badede både i sol og vand i det fine vejr. Det minder meget om vores vesterhavsliv i Blokhus og Skagen om sommeren.


Ängelholm-Mölle

2016-05-25

Log 16 sm. Fint og solrigt vejr fra morgenstunden. Afgang fra Ängelholm for motor, grundet let vind fra vest – lige imod. På vejen var vi tæt på kysten vest for Arild for at se et kunstværk af drivtømmer, opført imellem klipperne på Kullen. Frokost efter ankomst til Mölle. Så var der tid til en middagslur. Men, men – jeg bliver vækket af en kendt lyd. Det var en Kaskelot fra Hornbæk, der var kommet lidt for tæt ind bag os, og det resulterede i, at vores flagstang knækkede. Skipperen var Anders, der sejlede alene. Han kom straks over og beklagede, men ville gerne lave en ny. Han arbejder nemlig for Peter Brun med aptering og renovering af Spækhuggere, Grinder og Kastelotter. Men han fik lov at reparere flagstangen og kom og afleverede den med en flaske rødvin, som vi derefter delte. Anders havde sejlet meget i Norge og havde gjort turen til Nordkap. Han og fruen sejlede altid nordpå og har også været på Færøerne. Vi fik en god snak om arbejde, sejlads og oplevelser med fremmede på sommerturerne. Anders blev et hyggeligt bekendtskab om end med en speciel start.


Mölle-Råå

2016-05-26

Aftenen og natten blev en noget blandet oplevelse. Vinden tiltog i aftes, og vi blev presset imod kajen. Så regnede det, og vi var spændte på natten. Men heldigvis løjede vinden, og vi fik en rolig nat. I formiddags havde vi vores naboer på kaffevisit. Det var Hanne og Ole i Kraka fra Horsens. De kender Lasse og Birthe fra Nibe. De sejler nemlig begge Vindö. Efter hyggelig snak sejlede vi afsted mod Råå. Det blev en tur for sejl hele vejen. Den varede 5 timer, og loggen sagde 22 sømil. Sol og sommerfugl (spilet forsejl) hele vejen. Efter ankomst sejlede vi langt op i åen og fandt en fin plads lige før den første bro over åen. Dejlig dag på Øresund.


Taarbæk Havn

2016-05-27 to 2016-05-29

Fredagen gik med at få styr på en bådplads, som vi kan ligge på i nogle dage uden at flytte, da vi påregner overnatning hos Peter og Charlotte i forbindelse med forberedelser til Charlottes fødselsdag. Lørdag eftermiddag havde vi rejst teltet i haven og lavet lidt brolæggerarbejde m.m. Herefter kom Xenia og Lydia med til Taarbæk, hvor det store projekt var krabbefiskeri. Desværre var der ikke en krabbe i Taarbæk havn, derimod fangede pigerne en del rejer og andet levende kryb. Derefter overnattede de ombord på Freja. Søndag formiddag skulle vi så bytte havneplads, og det benyttede vi til at sejle en tur mod København i det fine vejr. Efter frokost blev de afhentet af Peter, da de begge skulle til svømning. Efter svømningen kom hele familien til aftensmad på båden. Så truede deres dagligdag, så de kørte tidligt hjem, så de kunne være friske til en ny uge i skole, børnehave og på arbejdet. Natten til mandag blev en blandet fornøjelse ombord. Vinden og bølgerne tiltog i løbet af aftenen, og efter vi var gået til ro, vågnede vi ved, at bådens stævn ramte kajkanten foran. Op for at rette fortøjningerne. Om det hjalp? Ja, måske noget! Vi kom i hvert fald fri af kajen, så det var kun knirken og knagen fra fendere og tovværk, der kunne forstyrre vores nattesøvn.


Overliggerdag i Taarbæk

2016-05-30

Cyklerne kom frem for at køre til Eremitageparken for at handle i Nette. Det blev en dejlig tur gennem Dyrehaven og op forbi Eremitageslottet og videre langs golfparken ned til Hjortekærporten. Efter indkøbene gik turen hjemad samme vej. Vejret var fint, men blæsende fra øst, så vi havde modvind på hjemvejen. Efter frokost gik Jonna i gang med projekt ”vask!”. Vi har efterhånden samlet nok til 3 fulde vaske. Sidst, vi vaskede, var i Marstrand. Det blæsende tørvejr benyttede vi til at tørre tøjet på båden i stedet for at benytte tørretumbler. Senere fulgte vi aftensejladserne på Øresund i frisk vind (ca. 10 m/s). Vinder på tid blev en Scancap foran en X34 og med en X332 på 3. pladsen. Heldigvis løjede vinden, inden vi skulle til ro, så nattesøvnen blev dejlig uforstyrret.


Overliggerdage i Taarbæk

2016-05-31 to 2016-06-02

Projekt vask fortsætter tirsdag formiddag. Vi blev dog færdige, inden besøg af Katja med Xenia og Lydia. De kom til eftermiddagsmad, og senere var der badning og lidt fiskeri, som igen kun gav lidt rejer. De blev til aftensmad og derefter kørte Katja af sted med pigerne efter en hyggelig eftermiddag. Onsdag var så sidste vask i denne omgang. Vi sparede tørretumbleren pga. det flotte solskinsvejr og havde søgelænderet pyntet med vasketøj hele vejen rundt på båden. Ved 1.tiden tog vi bussen til Virum, hvor vi hentede Lydia i Brede børnehave og derefter Xenia på Kongevejens skole. Så gik turen med bus til Bakken og i varmen startede vi med en is. Derefter prøvede Lydia og Xenia forskellige forlystelser, nogle med farmor og farfar. Derefter fandt vi et spisested, hvor vi fik selskab af Charlotte og Peter. Så sluttede besøget på Bakken med afsked med to trætte piger, og turen gik derefter hjem til båden. Igen en hyggelig eftermiddag med Lydia og Xenia. Torsdag blev  brugt på et besøg i Hovedstaden. Med bus, S-tog og Metro gik turen til Amagerbrogade 207 for at få en snak om mit netkøb af AIS og GPS. Vi har jo problemer med at få vores AIS til at sende, men modtager upåklageligt. Frokost på Hvids Vinstue på Kgs. Nytorv og derefter en slentretur op ad Strøget og videre til Hovedbanegården. Så hjemad igen, hvor vi efter en tiltrængt pause prøvede at få gang i vores AIS ved at konfigurere AIS’en en gang mere. Og tænk – jeg tror, det virker!! Dagen sluttede med en 4-0 sejr til damelandsholdet (fodbold) over Slovenien.


Overliggerdage i Taarbæk

2016-06-03 to 2016-06-05

Fredag formiddag gik med lidt rengøring og ellers afslapning. Sidst på eftermiddagen gik turen til Virum. Her var der opstilling af borde og bænke. Vi blev og overnattede til lørdag. Lørdag blev de sidste forberedelser gjort. Bl.a. hentede Peter og jeg is på DTU til afkøling af drikkevarer. Da vejret også i dag viste sig fra sin bedste side, var det i høj grad nødvendigt med kolde drikke. Det blev en hyggelig fest med deltagelse af 32 voksne og 20 børn. Alle nød det gode vejr, og efterhånden blev bænkene flyttet rundt i haven for at få skygge. Vi drog mod Taarbæk lidt hen på aftenen godt mætte både af mad og drikke og indtryk fra dagen. Søndag sov vi lidt længe ovenpå de seneste dages strabadser. Kl. 14 var Peter og familien lige forbi med kameraet, som vi glemte i aftes. Lydia blev hos os, og vi fiskede, drak kaffe og spiste is. Desuden blev der tid til et besøg på Taarbæk skoles legeplads. Kl. 17,30 kom Peter for at hente Lydia. Så nu går søndagen på hæld, men vejret er stadig helt sydlandsk.


Overliggerdag i Taarbæk

2016-06-06

Om formiddagen cyklede vi til Skovshoved og fik købt 2 aladdinklamper til vores flagliner. De passede nu ikke helt, så vi måtte i gang med at være kreative for at de kunne monteres og fungere. Det lykkedes til sidst. Om aftenen var vi på Bakken for at se Cirkusrevyen. Men inden sad vi foran Skjerns Magasin og nød et glas hvidvin. Vi hilste både på grisehandleren og Kvik og på Maud og Hans Christian Varnæs, der netop havde været til spisning hos obersten. Selve revyen var der både godt og skidt at sige om. Men det var da en oplevelse, som hører til på positivsiden.


Taarbæk-Hundested

2016-06-07

Her til morgen var der så afgang fra Taarbæk efter et langt og hyggeligt ophold. Havnemester Michael hjalp os ud, og vi satte straks sejl udenfor havnen. Vinden var SSØ, hvilket betød slæk på skøderne helt til Gilleleje. Derefter sprang vinden til SSW, og vi fik spids vind til Hundested. Dog rummede vinden igen 1-2 timer, inden vi kom til Hundested. Afgang Taarbæk kl. 9,30. Ankomst Hundested kl. 17,45. Distance 47 sømil. Alt i alt en dejlig sejltur i sol og med passende vind 3-10 m/s. Sejlene blev først bjerget lige før indsejlingen til Hundested.


Hundested-Frederiksværk

2016-06-08

Vestlig let vind. Hele turen for sejl. Distance 9 sømil. På havnen i Frederiksværk blev vi modtaget af Birgitte og Poul. Eftermiddagen brugte vi på en cykeltur til en udkiksplatform ved Arresø. Herefter besøgte vi en meget speciel kirkegård i Vinderød. Hele kirkegården var prydet med kunstværker i bronze, gravmonumenter i granit og speciel beplantning med blomster og hække i alle størrelser. Birgitte og Poul havde inviteret på grillmad til aften. Det bleven hyggelig aften ombord på deres båd Aphrodite.


Frederiksværk-Frederikssund

2016-06-09

Distance 10 sømil. Det blev for motor, da vinden var næsten ikke eksisterende. Vi fandt et par gode pladser, og det er jo frihavn som også Frederksværk var det. Det betyder 30 kr. pr. døgn inkl. bad og strøm. Lige til at holde til. Om aftenen var Birgitte og Poul ombord på Freja til aftensmad. Igen en hyggelig aften med megen snak og diskussion. Verdenssituationen skal jo også klares. Det blæste op i løbet af aftenen, så i nat var jeg oppe for at slække bomdirken, som var gået i egensvingninger.


Overliggerdag i Frederikssund

2016-06-10

Formiddagen gik med at skifte gasslange til komfuret. Den gamle var egentlig god nok, men sidste år skiftede jeg slangen ved gasflasken, da der var tydelige revner i den, så for at få samvittigheden i orden, blev slangen ved ovnen skiftet nu. Det gik ret smertefrit, nok mest fordi Poul hjalp og gjorde det grove arbejde. Han har jo ikke været smed for ingenting. Over middag var vi på rundtur i byen. Vi besøgte bl.a. vikingelandsbyen og så forberedelserne til årets spil ”Sagnet om Helga”. Videre inde i byen ved en anden havn så vi dampskibet S/S Skjelskør. Turen gik så gennem centrum med gågade og indkøbscenter. Senere blev det til et aftenbesøg hos Aphrodite, inden vi tørnede ind. I øvrigt blæste det bravt hele dagen, så ”overliggeren” var velvalgt.


Frederikssund-Veddelev

2016-06-11

Fint vejr til morgen. Vinden var aftaget, og vi havde aftalt at handle lidt inden afgang kl. 13. Det meste af turen blev for sejl, men da vi manglede et par mil, døde vinden, og volvoen måtte bringe os det sidste stykke mod Veddelev. Turen var mest præget af meget modstrøm, vi målte turen til 9 sømil.


Overliggerdag i Veddelev

2016-06-12

Dagen var afsat til besøg i Roskilde. Vi cyklede derind kl. 9,30 sammen med Birgitte og Poul. Vort første besøg gjaldt Vikingeskibsmuseet. Vi fik et fint indtryk af vikingetiden og de store vikingeskibe. Især Havhingsten, som er det største af skuldelevskibene, som er rekonstrueret i 1:1. Det skib har gjort turen over Nordsøen til Dublin, hvor det i sin tid blev bygget. Syd om England og hjem til Roskilde igen, netop den tur, som vi tænker at gøre i sommeren 2017. Efter en dejlig frokost gik turen til Roskilde domkirke. Ved indgangen var vi så heldige at møde en guide. Hun gav os et fint grundlag for vores gennemgang af kongerækkens sarkofager. Alle danske konger efter reformationen ligger jo her i Roskilde. Ud over de mange kapeller er selv kirkerummet imponerende. Vi gik oppe på en svalegang med fint udsyn til kirkerummet og til Chr. IV’s kongeloge fra ca. år 1600. Til slut så vi Frederiks den 9. og dronning Ingrids gravsted. Frederik ønskede ikke at blive begravet inde i kirken, og da han døde pludseligt, havde man ikke noget gravsted klar. Først i 1985 var gravmonumentet klart, og da kongen døde i 1972 måtte han vente 13 år på sit sidste hvilested. Dronning Ingrid blev gravsat der i 2000, og graven blev kastet som en almindelig kistebegravelse. Dejligt besøg i Roskilde til 2 af Danmarks berømteste seværdigheder. I morgen går turen igen mod nord med Aarhus som mål i løbet af ugen.


Veddelev-Odden havn.

2016-06-13

Efter afsked med Poul og Birgitte sejlede vi fra Veddelev. Frisk til hård vind omkring øst. Afgang kl. 9,25. Ankomst 15,45. Log 42,6 sømil. Gennemsnit 6,7. Det meste af turen for storsejl, kun Veddelev-Frederiksværk var for rebet storsejl og fuld forsejl. Fin tur, hvor loggen svingede mellem 5 og 9,6. Syd for Frederiksværk var søredningstjenesten ude for at hjælpe en grundstødt sejler, der var endt godt inde i sandet. Ellers var turen stille og rolig. Vi fulgte de afmærkede løb og tog ingen chancer i det friske vejer.


Odden Havneby-Aarhus

2016-06-14 to 2016-06-15

Overliggerdagen tirsdag i Odden Havneby blev brugt til indkøb og studering af vejrmeldinger. Sent på dagen ringede Poul ang. skydeadvarsel for Sjællands Odde. Det var meget heldigt, han ringede, for det betød, at vi onsdag måtte tidligt af sted for at undgå problemer med det danske forsvar.

Onsdag afgang kl. 06,15. Vind SØ 3-4 m/s. Udenfor Odden Havn lå Vædderen for at passe på og dirigere trafikken udenom området med skydning. Vi sejlede for motor ud til Snekkeløbet. Derfra for sejl mod Jylland. Det blev til 18 sømil for sejl i let vind. Til sidst løjede det så meget, at motoren måtte tage over. Vi var i Aarhus ca. kl. 14 efter 43 sømil. Om aftenen var vi et smut omkring Møllevangs Allé for at kikke på byggeriet. Det så godt ud, men der er stadig en del tilbage, inden familien igen kan bebo hele huset. Foreløbig spekulerer de på, hvordan de kan bo der de næste uger uden bad, toilet, stue og køkken!!!


Overliggerdage i Aarhus

2016-06-16 to 2016-06-20

Vi havde nogle hyggelige dage i Aarhus, hvor vi fejrede Selmas 3-års fødselsdag i fredags, og lørdag var der arbejdsdag på Møllevangsallé. Vi fik ryddet op og kørt væk. Det handler om byggeaffald fra haven. Siden fik vi gjort haven brugbar igen. Slået græs og klippet hæk. Havemøblerne kom på plads, og børnene kan nu igen gynge og lege i sandkassen. Lørdag aften kom Lea på besøg og blev til søndag. Hyggeligt. Søndag formiddag kom Selma også, og vi legede og hyggede til efter frokost, hvor de igen blev afhentet. Det lykkedes Lea og farfar at fange 5 søstjerner og 2 krabber. Om mandagen kom Niels kl. 13 og hentede os. Vi skulle med i børnehaven, hvor Selmas fødselsdag skulle fejres. Det var sjovt at følge børnehavebørnene, som gerne ville vise os alt, hvad de kunne lave. Dagen sluttede med en indkøbstur til DMC, for at ”få” lidt reservedele til båden. Efter et sidste farvel og et på gensyn på lørdag, tog vi afsked med familien på Møllevangsallé.


Aarhus-Øer

2016-06-21

I dag, tirsdag, gik turen så videre. Det blev kun til 18 sømil, alle for sejl, inden vi gik ind til Øer Marina. Vinden var V-lig 6-8 m/s – perfekt til sommerfugl. Lige nu nyder vi et glas rødvin i Øer, hvor solen bager, og temperaturen er på den rigtige side af de 20 grader. Fedt.


Øer-Bønnerup

2016-06-22

Vind skiftende, mest øst – sydøst – sydvest. For motor et par perioder, hvor vinden var for svag – ellers for sejl. Distance 35 sømil, hvor ca. 7 sømil var for motor. Turen forløb planmæssigt, men det regnede i de 5 af de 6,5 timer, som turen tog. Det var første gang, vi begge var iført vort nye regntøj. Det gik nogenlunde, men det var koldt, når den silende regn afkølede regntøjet. Vi mangler et godt tip til noget isolerende under regntøjet.


Bønnerup-Hals

2016-06-23

Vind SØ-Ø 5-7 m/s. Afgang 9,15. De første 3-4 sømil for motor. Resten, ca. 27sømil, for sejl. Ankomst 14,45. Søen var behagelig, selvom den kom fra øst. Dejlig sejltur, og regnen kom heldigvis først, efter vi var kommet godt i havn. Ved 8-tiden gik vi til bål – det så lidt trøsteløst ud i regnen.


Overliggerdag i Hals

2016-06-24

Vi tog bussen til Ferslev for at hente bil og forstærkning til resten af turen. Blev modtaget af Birthe og Gordon med hjemmebag og kaffe. Derefter skulle vi videre med bilen, men, men den ville godt gå, men ikke køre. Bremsebakkerne til håndbremsen havde sat sig i løbet af de 2 måneder, vi havde været væk. Jeg ringede efter dansk autohjælp for at få bilen på værksted. Imidlertid kunne manden fra autohjælpen et kneb. Han banker på møtrikkerne i begge baghjul og vups, så var problemet løst. Så blev bilen pakket, og turen gik tilbage til Hals.


Selmas fødselsdag Strøybergsvej

2016-06-25

Grundet byggerod i Aarhus var Selmas fødselsdag flyttet til Aalborg. Det blev en hyggelig eftermiddag i haven hos Marianne og Niels. Foruden familien var også Birthe og Hans, naboerne fra Aarhus, inviteret. Ved aftenstid kørte vi så bilen tilbage til Ferslev. Igen en fin modtagelse af Birthe og Gordon, som serverede jordbær med fløde. Godt med gode naboer! Kl. 19,56 gik turen igen med bus til Hals. Pensionistpris 22,40 kr.


Studentergilde for Julie i Mou ved Connie og Johannes

2016-06-26

Om formiddagen sejlede vi til Mou havn. Derfra cyklede vi så til studenterfesten. Der var mødt mange frem både familie, venner og studenterkammerater, så det var på sin plads med stort telt i haven. Vejret var fint og egnede sig til haveparty, ligesom det også var tilfældet i går i Aalborg.


Mou-Frederikshavn

2016-06-27

Afgang kl. 9,30. Ankomst 15.30. Log 35. Vinden var SSW med meget slæk på skøderne. En stor del af turen med storsejlet alene. Vinden vekslede fra 8-12 i starten til under 5 ved ankomsten. Desuden blev vi velsignet med et par kraftige byger undervejs.


Frederikshavn-Skagen

2016-06-28

Afgang 9,45. Ankomst 13,00. Distance 19 sømil. For fuld sejl i starten. Senere et reb i storen. Vind W 8-13 m/s. Behagelig tur med god fart fra 6 til 7,9 uden surfvirkning!! Vi ligger nu foran Aavangs Fiskehus på en af de bedste pladser i Skagen havn!! Har haft kontakt med Nina og Jens Jørgen, som kommer på torsdag. Det skal nok blive hyggeligt.


Musikfestival i Skagen

2016-06-29 to 2016-07-03

Det blev, som vi havde håbet, en hyggelig festival med JJ og Ninna. Godt selskab, god vin, godt kød og øl, krydret med god musik. Hvad kan man ønske sig mere? I dag, søndag den 3.7., drog JJ og Ninna hjemad. Vi bliver til tirsdag, da vi i morgen vil besøge Skagen Museum, som er ombygget, siden vi var her sidst. De næste dage bliver der sikkert ikke helt så meget trafik foran båden. Skagen går sikkert ned i sædvanlig puls ovenpå festivalen. Det gør vi nok også.


Overliggerdag i Skagen

2016-07-04

Efter et fint besøg på Skagen Museum blev der tid til en middagslur. Jonna havde set en plakat ved Pakhuset, hvoraf det fremgik, at Sussi og Leo gav en koncert der i aften kl. 21,30. Det kunne vi ikke modstå, så vi endte Skagenfestivalen med en Sussi og Leo koncert. Det blev et dejligt gensyn, hvor de spillede de sædvanlige numre fra deres tid på Skansen. De havde fået en tredje mand med, som hjalp med at holde takten på trommer m.m. Det gjorde jo ikke musikken værre!!


Skagen-Frederikshavn

2016-07-05

Vinden var i syd 5-10 m/s, så det blev en sejltur til Frederikshavn for motor. 19 sømil.


Frederikshavn-Hals

2016-07-06

Afgang Frederikshavn kl. 10. Vind 8-12 m/s fra W-SW. Ankomst Hals kl. 15, distance 33 sømil, ca. 6,5 i snit – fin tur.


Hals-Nibe

2016-07-07

Afgang Hals kl. 11 for motor mod Nibe. Vinden W/NW 10 m/s. Det blev turens sidste sømil, og de blev klaret for motor. Ankomst Nibe kl. 16,45. Log 28. Som sædvanlig sluttede vores togt denne gang også med modvind fra Hals til Nibe. Det har vi prøvet før, men vi orker ikke at krydse i modvind og modstrøm, derfor blev det for motor. Kattegat rundt blev på 658 sømil og ca. 90% for sejl.


Nibe Havn

2017-05-05

I dag oprandt så dagen, hvor vores sommertur skulle starte. Over middag var vi klar. Huset var lukket, fryser og køleskab tømt. Alt var således klar, men – men desværre blev det alligevel ikke til noget. Vi stod på grund på vores plads og kunne derfor ikke komme ud. I stedet blev det til lidt klargøring, besøg af venner og en god snak om vores forestående tur til Skotland, Irland og England. Dagen sluttede med besøg af Lis og Jørgen Djørup og en smuk solnedgang over Nibe Havn.


Nibe-Venø

2017-05-06

Afgang Nibe kl. 8,50. Ankomst Venø kl. 17,15. Ved højvande kom vi ud af pladsen, og vores sommertur kunne begynde. Solen skinnede, og vinden var under 3 m/s. Derfor blev det for motor hele vejen, men det til trods blev det en dejlig tur i meget fint vejr. Masser af sæler kikkede forbi i løbet af dagen. Loggen viste 51,5 sømil, da vi nåede Venø. I morgen er målet Thyborøn. Aftenen tilbragte vi i godt selskab med besætningerne fra Valkyrien og Fjelle. Hyggeligt.
 


Venø-Lemvig

2017-05-07

Log 14,5. Afsked med Eva, John, Birthe og Stig. Mod Oddesundbroen i havgus. Kommer igennem kl. 10,45. Derefter for motor i modvind mod Lemvig. Det var planen, at vi ville købe diesel, så vi havde fuld tank, hvis muligheden for at krydse Nordsøen viste sig. Imidlertid åbner tanken først mandag, så vi beslutter at blive i Lemvig til mandag. Lemvig er jo frihavn, så det er billigt – 55 kr. pr. døgn. I morgen går jagten så ind på en rigtig god vejrmelding, så vi kan tage det næste step på vores vej mod Skotland.
 


Overliggerdag i Lemvig

2017-05-08

Købte ind. Mad, en børste og diverse andre ting til båden. Vejret er stadig meget blæsende, og meldingerne for de kommende dage er ikke just oplagte til Skotlandsturen, men vi må have tålmodighed. Vi går en tur i byen. Ser den nyrestaurerede kirke, og Jonna kikker ind til Damernes Magasin. Desuden afslapning med bøger og krydsord.
 


Lemvig-Thyborøn

2017-05-09

Afgang Lemvig kl. 13,45. Ankomst Thyborøn 16,30. Log 13 sømil for motor i modvind og modstrøm. Lige inden afgang kommer Fjelle og Valkyrien til Lemvig, så det bliver til en øl på Fjelle og endnu et farvel. Birthe og Eva giver gaver inden afgang – dåseleverpostej, som først må nydes, når der ikke er land i sigte. Nu må vi se, hvad morgendagen bringer.
 


1. overliggerdag i Thyborøn

2017-05-10

Efter en god nats søvn stod vi op til regnvejr. Vinden fra i går var stilnet af, er stadig vestlig. Efter besøg i ”Bytinget” i går var jeg igen til formiddag på besøg der. Snakken faldt på Rav-Åge og den nye bogudgivelse om hans kamp mod Cheminova: ”Fisk kan ikke tale”. Sønnen Bjarne har et ravmuseum, som vi måtte besøge. Det gjorde vi så i dag efter middagsluren. Det var en stor oplevelse. Vi blev modtaget af Bjarne, som fortalte levende om sit og sin fars liv som fiskere og ravsamlere her i Thyborøn. Selv ravsamlingen er enorm. Mange montre er fyldt med kæder og smykker, ja selv huse og billeder lavet af rav. Bjarne har gennem Jens Østergaard hørt om vores sommertur til Skotland, så han fik vores blokadresse, da han gerne ville se og høre om vores tur gennem Caledonian Canal. Han har fisket meget i Skotland, men aldrig besejlet kanalen. PS: Vi modtog en signeret udgave af ”Fisk kan ikke tale” af en af forfatterne Jens Østergaard lige inden afgang fra Nibe. Meget spændende bog!”
 


2. overliggerdag i Thyborøn

2017-05-11

Formiddagen gik med bytur. Vi skulle købe lidt ind bl.a. vaskepulver, da det er gratis at vaske her. Endvidere blev det til et nøgle tacklegarn og et stykke tov på 20 m. Så nu skulle vi være garderet mod tidevand og sluser i det skotske. Efter middagsluren pudsede Jonna vores petroleumslampe, mens jeg lavede ophæng tril vores stepfender, som skal lette adgangen til Freja ved flydebroer, slusning m.m. Lige nu kl. 17,30, er vinden ved at dreje mod NØ, så alt er, som det skal være. I morgen eller tidlig lørdag bliver der afgang mod vest. Håber vi! Englandskortet er installeret i GPS’en. Kursen er sat 280 grader, og distancen er 330 sømil.
 


3. overliggerdag i Thyborøn

2017-05-12

Der blev vasket 2 maskinfulde i formiddags. Det gik fint, og så var det gratis. Over middag var vi på besøg i mindeparken tæt herved. Her er opstillet 25 granitsten til minde om de engelske og tyske skibe, der gik ned ud for Thyborøn ved Jyllandsslaget i 1916. 8645 søfolk omkom. Herefter gik turen op i byen for at gøre de sidste indkøb inden vores afgang, forhåbentlig i morgen formiddag. Nu er der også tanket vand, så mon ikke vi har husket det meste! Aftenen tilbragte vi med vore hollandske naboer, som er på vej til Nordkap og videre til den russiske grænse. De er sidst i 70-erne og et eksempel på, at alderen ikke behøver at være en hindring for store oplevelser til søs.
 


Sejlads til Skotland

2017-05-13 to 2017-05-15

Den 13.5. blev historisk for os. Kl. 11,00 startede vores længste sejltur i vores 43 sejlerår. Målet var Peterhead i Skotland, og afstanden er 341 sømil. Vinden var meldt østlig og skulle forblive på acceptable styrker indtil mandag eftermiddag, hvor den sidste del af turen kunne blive i 11 m/s. Vi starter i nordøstlig vind, men kun 3-4 m/s, som ikke kan flytte Freja med de 6 knob, som vi gerne vil have. Så motoren kører næsten hele det første døgn, dog med hjælp fra sejlene. Den første nat var regnfuld, mørk og usigtbar pga. havgus. Det blev i nattens løb til 3-4 regnbyger og 3 områder med havgus med sigt på 50 m, men vi stolede på AIS’en. Det gjorde os lidt tryggere i perioderne med dårlig sigt. Ellers gik det stille og roligt. Vi skiftedes til at styre/sove i intervaller på ca. 1 time. Søndagen blev solrig med vind på 6-8 m/s, lige tilpas til en god sejldag. En kort overgang fulgte en delfin med tæt på båden. Natten var stjerneklar, og månen lyste sammen med en masse gasblus fra boreplatformene i Nordsøen. Vi sejlede tværs igennem området og så op mod 10-15 boreplatforme. Natten formede sig med de samme skift som første nat. Det fandt vi meget godt, så vi ikke blev alt for kolde inden frivagten under det lune tæppe. Døgndistancen blev dag 1 140 sømil og dag 2 148 sømil. Så mangler vi jo blot 53 mil til mandagen, en strækning vi så tit har klaret. Men, men - de 11 m/s, som meldingen sagde inden afgang, blev i stedet til 14-16. Det udviklede sig til vores værste sejloplevelse nogensinde. Aldrig har vi sejlet i så høje søer, og aldrig har det været så hårdt at stå ved roret. Vi havde rebet både forsejl og storsejl – alligevel havde vi for meget sejl, da det endelig gik løs, men da var det for sent og for farligt at overveje flere sejlmæssige ændringer. Selve arbejdet ombord blev besværliggjort af livlinerne, som ellers skulle være til gavn. Pludselig kan man ikke nå at slække – man kan ikke nå!! Men vi kom vel i havn i Peterhead – det er jo det vigtigste. En dårlig oplevelse til sidst må ikke ødelægge de to problemfrie døgn, som gik forud.


Overliggerdag i Peterhead

2017-05-16

Det blev så dagen derpå. Ømme ben og arme, 11 timers søvn, stadig vådt tøj til tørre, men ellers godt tilfredse med, at Nordsøen er krydset. Efter et tiltrængt bad og dejlig rolig morgenmad skal vores optegnelser fra i går på nettet. Vi besøger havnekontoret, som har wifi og får det klaret. Eftermiddagen blev brugt på en bytur. I gågaden kikkede vi på vinduer. Jeg overvejede en kilt, men med tilhørende jakke og vest blev det ca. 1300 pund, så det må blive ved drømmen. Vi fandt senere en lille bar og smagte lokalt øl – Evans beer og en Guiness en pint af hver. Hyggeligt sted med musik – fik fik lov at høre Loch Lomond med Runrig på jukeboksen. På hjemvejen kom vi forbi en Memorial Grave Yard for faldne i 1. verdenskkrig. Der var almindelig negativ stemning i byen. Mange unge, der bare hænger ud uden arbejde, en lokal, som vi talte med på gaden, var af samme opfattelse. Fiskeriet og olieindustrien var for nedadgående. Jobbene forsvandt og blev ikke erstattet af andre muligheder. Trist – men vejret var en positiv oplevelse i dag, meget bedre end i går, og i morgen har vi planer om at sejle til Buckie. Alt er nu tørt og klar til nye udfordringer.
 


Peterhead-Whitehill

2017-05-17

Distance 37,2 sømil. Vi sejlede fra Peterhead ca. kl. 10,30 – vi skulle vente lidt, inden vi fik tilladelse til at forlade havnen. Der var en stor båd på vej ind. Vi satte straks sejl og sejlede ud og nordpå mod Fraserborough. Vinden var meget ustabil. Vi prøvede alt fra hårdt kryds til sommerfugl, men til sidst opgav vi og sejlede de sidste ca. 15 sømil for motor. Undervejs kom vi forbi et fuglefjeld med utallige suler. Imponerende. Vi fik en plads i Whitehill harbour, men vi har kun 20 cm under kølen ved lavvande, men mon ikke det går! Inden fik vi tanket 100 l diesel – rød diesel med kvittering. Det var billigt 92 cent/l. Aftensmaden skulle så indtages i havnens fiskerestaurant, men ak, der lukkede køkkenet kl. 18,45, og vi kom først 19,10. Derefter gik vi op i byen -  ”uphill”, hvor der var en café og fish and chips spisested. Her fik vi en gang fish and chips, som i øvrigt var udmærket og en cola dertil. Vel hjemme ombord serverer kaptajnen et glas rødvin.
 


Whitehill-Lossiemouth

2017-05-18

Distance 23,9 sømil. Gik en tur i Whitehill om formiddagen, købte lidt ind bl.a. salmonfiletter til middag. Så også kirken, men der var ingen adgang. Vi ligger i en havn, hvor vores dybgang er lige på kanten af det tilrådelige. Vi venter derfor med at sejle til kl. 14,00, og havnen, vi skal nå, ligger 23 sømil borte. Det passer fint – der er heller ikke for meget vand, men da højvandet er kl. 17, er der ingen problemer indtil kl. 20-21med tillægningen. Turen hertil gik fint – dog var det for motor hele vejen. Undervejs så vi en enkelt delfin. Vi fik den plads, som havnemesteren i Whitehill havde anbefalet. Det er det dybeste sted i havnen med ca. 1,8 m ved laveste ebbe. Nu er vi så spændte på, om det er værre her end i Nibe, hvor vi ikke kunne komme ud fra pladsen. Om aftenen kikkede vi forbi Steamboats Inn, hvor vi fik en Guinness, lidt snak og overværende en dartturnering.
 


Lossiemouth-Inverness

2017-05-19

Distance 35 sømil. Det gik rigtig fint med at komme ud af pladsen. Vi sejlede kl. 8,50 for at få strøm og højevande med igennem Moray Firth. Alt passede perfekt, strømmen og højere vandstand var med os. Det, der gjorde dagen til noget specielt, var en naturoplevelse på 15-20 min. Det handler om delfiner. Jonna spottede et par stykker ca. 50 m fra Freja, og pludselig kom flere til, og de kom tættere og tættere på båden. Vi holdt kurs og fart, som man bør i sådan en situation. Det næste kvarter svømmede delfinerne under, foran og ved siden af båden. Jonna var gået op i stævnen og havde her 4 legesyge delfiner at kikke på, 2 på hver side af stævnen, de legede i bovbølgen. Bagude havde jeg også 2-3 på hver side, de brugte hækbølgen som legeplads. En helt utrolig stærk oplevelse -  måske ”once i a lifetime”. Lige så pludselig de kom, ligeså pludselig var de væk igen. Flokken talte nok omkring 10 – måske flere. Der gik nogen tid, inden pulsen igen faldt – en helt fantastisk oplevelse. Desværre tog det hele opmærksomheden fra de smukke omgivelser på vej mod Inverness. De sneklædte highlands, Fort George og de mange sæler, der solede sig på sandet langs kysten. Nå, tilbage til virkeligheden. Vi lægger os i Iverness Marina kun en sømil fra Caledonian Canal. I morgen tager vi så fat på kanalturen gennem bl.a. Loch Ness. Så nu kan Nessie bare komme an!
 


Inverness Marina – Seaport Marina

2017-05-20

Distance 2,5 sømil. Regnen vækker os – det trommer på roofet. Tidligt op og i gratis bad. Derefter kalder jeg Sea Lock for tilladelse til slusning ind i Caledonian Canal. Kl. 9,10 sluses vi ind og er på plads i Seaport Marina ca. 1 time senere efter 2 sluser og 1 svingbro. Det regner stadig. Resten af dagen bruges til indkøb – afslapning og planlægning af dagene, der kommer. Vi gik en tur i Inverness. Først til Gael Force Marina, en udstyrsbutik. De havde ikke, hvad vi søgte, og vi gik videre langs floden Ness til centrum. Her var vi på pub og fik en god, mørk øl. Derefter gik det hjemad, men først skulle der købes madvarer hos Coop. Vi fik det klaret og fortsatte hjem til båden i den ubønhørlige regn, som har varet fra i morges. I morgen går turen videre i et forhåbentlig bedre vejr.
 


Seaport Marina – Dochgarroch

2017-05-21

Distance 7 sømil. Dagen startede med at aftale, hvornår vi kunne sluse op gennem de 4 kamre ved Muirtown. Det blev mellem kl. 11,20 og 11,30. Slusningen gik fint, vi er ved at være i træning. Vel oppe leder vi efter en pumpestation, da vi den sidste tid har døjet med toilettet. Normalt koster det 15£, men da det er søndag og ham, der normalt tømmer toiletter, ikke er på arbejde, spørger jeg slusemesteren, om han kan arrangere grejet, så jeg selv kan udføre arbejdet. Som sagt så gjort, hvorefter jeg spørger om prisen. Det er ikke noget, siger han, ”du gjorde selv arbejdet”. Han fik 6 slotsøl for ulejligheden og dertil mange tak. Derefter gik turen videre til Dochgarroch, dog efter lidt ventetid ved en svingbro. Her fik vi cyklerne frem og kørte en tur langs kanalen. Vejret har været lidt svingende, men sidst på dagen sol og ingen vind. Dejligt. Lige nu kl. 20,45 er det begyndt at regne lidt igen. Skidt, bare det er ovre i morgen, hvor Loch Ness venter. Vi vil gerne opleve søen i sol.
 


Dochgarroch – Drumnadrochit Harbour

2017-05-22

Distance ca. 8 sømil. Kl. 10 slusede vi ud af Dochgarroch i Loch Dochfour og derfra ud i Loch Ness. Ca. 1/3 nede i søen gik vi ind i Drumnadrochit Harbour. Lidt spændte var vi, da dybden var angivet til 6 fod, ikke meget mere end 1,80 m. Imidlertid kom vi ikke under 2,2 m, så det gik fint. Vejret var blæsende, men solrigt. Eftermiddagen bød på cykeltur til Drumnadrochit og videre til Urquhart Castle. Det var en fin oplevelse, bortset fra vejret ændrede sig drastisk til regn – regn – regn. På hjemvejen var vi på pub og fik en pint og lidt chips, i øvrigt de bedste, vi har fået indtil nu. Det hjalp ikke ret meget på vejret - det regnede stadig, da vi cyklede hjem til båden. Havnen var nu næsten fuld af kanalbåde. I formiddags var vi helt alene. Der blev desværre ikke, som håbet i formiddags, til grillmad i denne omgang. De næste dage loves der bedring i vejret, så vi håber.
 


Drumnadrochit – Fort Augustus

2017-05-23

Distance 14,5 sømil. Der var tørvejr fra morgenstunden. Jeg reparerede vores fenderbræt og min holder til den håndholdte VHF. Så var vi efter morgenmaden klar til dagens program. Først tværs over Loch Ness til Foyers Bay, hvor der var en pier med 4,5 m vand. Her fortøjede vi for at gå en lang tur i det skotske højland. Vi skulle se 2 vandfald. Det var imponerende, forrevne, dybe kløfter, hvor vandet væltede ned igennem. Vi tog en del billeder vel vidende, at højder og dybder aldrig ydes fuld retfærdighed på disse. Trætte og sultne fandt vi heldigvis en Inn på hjemvejen, så vi fik et velfortjent hvil og hertil en pint og en pizza. Vel tilbage ved båden sejlede vi så det sidste stykke til Fort Augustus. Vi har lige fået at vide, at vi først kan sluse i morgen. Det passer os fint, så kan vi være udhvilede til de 5 sluser igennem Fort Augustus by. Her under aften gik vi en tur i Fort Augustus. Fin lille by, hvor hovedgaden er sluserne. Mange turister følger med stor interesse slusningen af både. Det jo altid spændende. Uventede ting kan ske.
 


Fort Augustus – Well of the seven Heads

2017-05-24

I dag startede vi med at sluse op gennem Fort Augustus´ 5 kamre. Det gik faktisk fint. Jonna bar linerne frem, og jeg var alene på båden og tottede forlinen op med spillet – god løsning, så vi kunne klare det hele selv. Derefter 2 enkelte opslusninger, til vi er helt på toppen i Loch Oich ca. 65 meter over havet. Her ligger vi ved en ponton ved Well of seven Heads. Vejret er stadig meget vekslende – regn – sol – regn – vind og så forfra igen. Men skotterne holder det ud. I dag har vi vinket til mange vanderer, der uanset vejret går og går med fuld oppakning, shorts og vandrestøvler. Hver sin lyst!! Aftenturen gik hen til Well of seven Heads – et monument for en begivenhed i 1660-erne, hvor 2 ledende klanmedlemmer blev myrdet af nogle brødre fra en anden klan. Efter nogle år fik man kongens tilladelse til at finde morderen. Man tilfangetog brødrene, og for en sikkerhed skyld skar man hovedet af alle syv. Mindesmærket står ovenpå en væld, som måske har spillet en rolle i forbindelse med mordene. Man tror, historien er sand, da man ikke langt herfra gravede 7 lig op, der alle manglede hovedet. Hovedløs gerning.
 


Well of the seven Heads – Gairlochy

2017-05-25

Distance 10,5 sømil. Vejret har hele dagen været fantastisk. Sol – sol – sol og ikke meget vind. Turen igennem Lock Lochy var dejlig. Bjergsider på begge bredder, der tårnede sig op. Fantastisk syn. Efterhånden fik vi Englands højeste bjerg – Ben Navis – ind i synsvinklen. Vi fik en fin plads i søens sydende. Vi har strøm og adgang  til toilet og bad. Efter frokosten kom cyklerne frem, og vi tog en tur mod Spean Bridge. Lige før byen kom vi til ”Commando Memorial” – et mindesmærke for kommandotropperne, som betalte den højeste pris i 2. verdenskrig. Turen hertil var opad hele vejen, så vi orkede ikke mere og vendte hjemad igen. Inden fik vi dog lige en mørk øl at køre hjem på. Det hjalp – der var nedad hele vejen hjem. Efter den tur trængte vi til et bad. Det var dejligt. Herefter var vejret jo indbydende til grill, og således skete det. Vi fik vores første grillaften på turen. Ikke siden vi snød os til lidt grill på Venø på vores vej mod Thyborøn, i hyggeligt samvær med Stig og Birthe, John og Eva, har vejret været til grill. Denne aften sluttede i cockpittet med rødvin i glasset. Vi tørnede ind kl. 21,30. Fantastisk dag, flere af samme slags ønskes.
 


Gairlochy-Ponton før Corpach

2017-05-26

Distance 6,5 sømil. Dagen blev som ventet store slusedag. Først i Gairlochy kl. 9 – så videre til Bonavie, hvor Neptuns Staircase ventede med 8 sluser i enden af hinanden. Vi startede kl. 13 og var igennem de 8 sluser + jernbane + vejbro kl. ca. 15. Inden vores videre færd mod Corpach gjorde vi nogle indkøb i Bonavie. Nu ligger vi ved en ponton før de sidste sluser ved Corpach, som også er enden på en oplevelsesrig rejse gennem det skotske højland på Caledonian Canal. Herfra sydpå mod Oban. På kanalturen har vi haft stor hjælp af Mogens Termansens anvisninger i ”Sejlads i Skotland”. Et kompendium vi fik på et tidevandskursus hos ham og fruen i Sæby.


Corpach-Oban

2017-05-27

Distance 31 sømil. I dag startede vi med de sidste 3 sluser i Caledonian Canal. Det blev samtidig et farvel til de rigtige Highlands – et særpræget og unikt landskab både ned klippefyldte bjerge og græsbevoksede kæmpebakker. Disse er dannet af den kaledoniske foldning for ca. 200 mill. år siden. Den foldning er for længst nedslidt af almindelig erosion og 3 istider. Efter isen er smeltet, har de hævet sig igen og dannet bjerg-/fjeldlandskaber i Skotland, Vestnorge og Østgrønland. Romerne kaldte i øvrigt Skotland for Caledonian. Herefter gik turen sydpå til Oban. Vores computer er tilsyneladende ”stået af”, så vi må købe en ny her i Oban. Vi mangler også nogle bådmæssige småting – et spilhåndtag, et irsk gæsteflag, toiletdørsholder m.m. Desuden må vi vel efterhånden få besøgt et whiskydestilleri. A propos destilleri, så associerer det til at tjekke destilleret vand på batterierne. Det var hårdt tiltrængt! Begge forbrugsbatterier var væltet ud af beslagene, som de sidder i, og under dem flød syreholdigt vand. Turen over nordsøen var åbenbart mere, end de kunne holde til. Til alt held var der stadig vand nok på dem til at dække cellerne, så jeg tror, vi slipper med skrækken. Læren er: Kræng aldrig mere end 60-70 grader. Til huskesedlen må nok også føjes destilleret vand.


5 overliggerdage i Oban

2017-05-28 to 2017-06-01

Belært af gårsdagens hændelser fik motoren i dag et nærmere eftersyn. 1 dl olie fik motoren til erstatning for det, jeg af og til tørrer op under den. Under dette arbejde fanger mit øje, at ferskvandsbeholderen sidder meget på skrå. Det viser sig, at de 3 skruer med gummi imellem er meget slidte. Nu forsøger jeg gennem en af havnens folk at få fat i 3 nye skruer. Ellers har vi brugt dagen i Oban til først lidt indkøb til båden – et nyt spilhåndtag og nogle knage. Et gæsteflag til Irland glippede. Derefter et besøg på Oban Whiskydistillery. Vi fik en grundig gennemgang af whiskyens vej fra vand og byg og egekar, som de eneste ting, der gav whiskyen smag og farve. Til slut smagte vi en 14-års, som er den mest solgte. Vi kom frem og tilbage med havnens bådtaxi, som vi sejler med gratis. Marinaen er på en ø ud for Oban. Det virker fint.

Den 29.5. var det efterhånden lidt tomt i køleskabet, så dagens projekt var stort indkøb af madvarer. Det tog et par timer og en del sved at få tingene bragt hjem til båden. Jeg har aftalt med en fra havnen, Ollie, at han bestiller de famøse skruer. Vi fik destilleret vand i dag, og jeg har efterfyldt batterierne. Eftermiddagen har budt på en dejlig middagssøvn og derefter lidt krydsord/læsning. Vi håber at få fat i en ny computer i morgen. I dag holder man fri her i Oban – ”bank-holliday”, som jeg ikke ved, hvad er.

Den 30.5. tog vi med morgenfærgen kl. 9, medbringende computeren til en PC-butik/reparatør. Efter adskillelse og vurdering af problemet var han sikker på, at det var motherboardet, der var problemet, og at computeren derfor var færdig. So what to do now? Det er godt at have gode venner. En god ven fra seminarietiden, Jens Ole, skal i næste uge på rekognosceringsrejse med fruen i Nordirland. Han arrangerer ture til Irland med interesserede fra klubben Shamrock i Brønderslev. Jens Ole er selv forsanger/guitarist i Swåmpis venner. Vi har hjemmefra talt om at mødes. Nu er der virkelig en lejlighed. Jens Ole tilbød at hente en computer i Hjørring hos Elgiganten og tage den med til Belfast. Så er vores problem bare at komme fra Oban til Belfast til weekenden eller gerne før. Jeg håber, skruerne kommer i morgen, så vi kan komme afsted.

Den 31.5 blev det til et dejligt bad inden morgenmaden. Efter et længerevarende morgenmåltid var vi på gåtur til et mindesmærke ikke langt fra marinaen. Det var en søjle – ret høj – rejst i 1883 til minde om en mand, som har gjort meget for skibstrafikken mellem øerne her – med dampskibe forstås. Over middag kom Ollie med de længe ventede skruer, som omgående blev monteret og motoren prøvekørt. Alt virkede, som det skulle, så nu er vi klar til afgang mod Port Ellen i første omgang. Ellers har dagen ikke budt på meget andet end afslapning. Jeg har kikket på ruten sydpå og lagt waypoints ud. Så er vi klar til vores videre rejse.

Den 1.6. blæser og regner det fra morgenstunden, men der loves aftagende vind i løbet af dagen. Vi beslutter at sejle natten til fredag kl. 04,00. Så skulle vejret have bedret sig – ingen regn og kun lidt vind 2-5 m/s. Så bliver det motor, men så må det være sådan! I formiddag foretages nogle indkøb i Lidl i Oban. Ellers slappes der af, så vi kan være klar til at sejle i nat. Vi håber, næst stop bliver Port Ellen på øen Islay.


Oban-Ballycastle

2017-06-02

Distance 83,2 sømil. Afgang kl. 03,30. Ankomst 17,45. Det blæste syd-sydvest ca. 6 m/s – men hele dagen aftog vinden og var i lange perioder under 2 m/s. Det betød motor og storsejl – rigtig danskerrigning for at nå dagens mål. Egentlig var målet Port Ellen, men da vi var der, var vejret fantastisk – sol og kun minimal vind, og da tidevandet passede med medstrøm i ca. 4 timer mere, tog vi de 27 sømil ekstra, der var til Ballycastle i Nordirland. Afslappende tur med tid til middagslur til både skipper og frue. Vi fik en fin modtagelse af Steve, havnefogeden, som vi senere på aftenen delte et antal Guinness med. Hyggeligt. Men vi måtte tidligt hjem for at sove, det havde været en lang dag.


Ballycastle-Belfast

2017-06-03

Distance 52 sømil. Vi tankede vand og fik et tiltrængt bad. Vi regner med at sejle mod Belfast kl. 12, så vi kan få strømmen med næsten hele vejen til Belfast. Afgang kl. 12 og de første mil gik som lyn og torden – ca. 8 knob ud til Fair Head. Derefter tog strømmen af, og vi sejler ca. 6 de næste timer, men fra kl. ca. 15 tager strømmen til igen. Samtidig hermed kommer der nogle byger drivende. Vinden tiltager i perioder til 12-14 m/s fra syd, og da strømmen er sydgående, får vi perioder med ubehagelig strømsø imod. Båden hopper igennem søerne, og der bankes også pæle. Vi sætter ind imellem sejl, men vil vi have udbytte af strømmen, er der direkte modvind. Vi forsøger at krydse, men uden større held. Til sidst stryges sejlet, og vi går det sidste stykke mod Belfast alene for motor. Trætte og lettede når vi helt ind til cityhavnen i Belfast. Der er radiopligt på vej ind, og da jeg melder vores ankomst til havnen, får jeg at vide, at vi kan komme, men gerne lidt hurtigere, da en Stenafærge gerne vil ud. Vi giver mere gas, og straks efter, vi har passeret, sejler Stenafærgen ud. Vi fik en god plads med strøm til 16,80 £, rimeligt her midt i Belfast.


1. overliggerdag i Belfast

2017-06-04

Startede dagen med en tur til St. Georges Marked. Først over broen, forbi den store fisk, Alberts Clock og videre til markedet. Det var en kæmpehal, fyldt med alverdens boder, og midt i det hele spillede et orkester irsk folkemusik. Der var så overfyldt med mennesker, så vi opgav at købe middagsmad her. Vi nøjedes med lidt kager til kaffen i aften, når vi får besøg fra Danmark. Middagsmaden fik vi på en nærliggende pub. Derefter gik turen hjem til Belfast Harbour Marina. Så en middagslur, lidt fodbold og tennis i TV, inden vi startede forberedelserne til det længe ventede besøg fra Danmark. De ankom kl. 18. Det blev en hyggelig aften i selskab med Ingelis og Kronborg Behrents, Jette og Jens Ole. Det blev jo til en  del fodboldsnak. Når 3 tidligere Aalborg Chang-spillere mødes, kan det ikke undgås. Jens Ole medbragte den hårdt savnede computer, så nu er der kun en del installationer at gøre, inden vi er helt oppe på ”IT-beatet” igen.


2. overliggerdag i Belfast

2017-06-05

Dagen bød på et interessant besøg på Titanic Experience, et museum, som ligger tæt på vores havneplads. Vi kom rundt i forskellige scenarier: The Shipyard, the Launch, the Fit-out, the Maiden Voyage, the Sinking, the Aftermath og endelig Myth’s og Reality. Altsammen meget fint sat op med 3-dimensionelle scenarier med mennesker, tale og film. Mætte af de mange indtryk fra besøget gjorde det godt med en middagslur. Senere lidt tennis fra French Open. Allerede kl. 17 gik vi ind til byen for at tilbringe aftenen med Kronborg, Ingelis, Jette og Jens Ole. Vi startede med Guinness på en pub. Senere aftensmad på et fint sted. Tjeneren var som menuerne fransk, men et udmærket bekendtskab. Efter maden var vi igen på pub, hvor vi igen fik Guinness og dertil god irsk folkemusik, som især Jens Ole var meget bekendt med og derfor kunne synge med. Højdepunktet var jo nok, da Jette dansede med en ældre herre med hat og stok. Han bevægede sig rundt i en ubestemmelig takt (utakt) til musikken, og Jette fulgte med så godt, som hun formåede. Meget underholdende. Men alt godt får jo en ende, så vi bevægede os hjemad henad midnat efter at have taget afsked med de to hyggelige par fra det nordjyske. Det blev til nogle uforglemmelige oplevelser i Belfast, som vi tager med på vores yderligere færd.


3. overliggerdag i Belfast

2017-06-06

Formiddagen gik med at få den nye computer godt i gang. Jonna brugte så en del af formiddagen på at føre blokken næsten a’jour. Det gik ret godt (computeren er en del hurtigere end den gamle, især til håndtering af billeder). Så nu ser vi frem til igen at føre blokken a’jour dagligt. Efter frokost og den sædvanlige middagslur gik vi over til Titaniccentret for at tage Hop-on-hop-of bussen Vi arvede billetter fra Kronborgs selskab. De var gyldige 2 dage endnu, så det var helt fint. Vi kom så på en forholdsvis lang tur med en guide, som vi ikke forstod. Det mest rystende var at se, at i et yderkvarter er der gader, der lukkes om aftenen og først igen åbnes om morgenen. Kvartererne Shankill (protestantisk) og Fall’s (katolsk) er ligefrem adskilt af en mur (The Peace Wall). Det er ude i arbejderkvartererne, man opleverer, at konfrontationen stadig lurer. Flag og gavlmalerier taler deres tydelige sprog. Desuden kom vi forbi Belfast Castle. Det blev faktisk, på trods af guiden, en god tur, som gav et godt indtryk af Belfast. Der er en kæmpe forskel på centrum og de arbejderkvarterer, der er i periferien af byen.


4. overliggerdag i Belfast

2017-06-07

I dag var vi så lige ved at få morgenkrydderen galt i halsen. Meddelelse fra 3 om, at vi snart havde brugt vores datatid, fordi vi på onsdag har været hjemmefra i 1 måned, og at 3 ville lukke for data, indtil vi havde været i Danmark i 14 dage!! Det var helt nyt for os. Vi har i flere år haft 3 like home og har aldrig hørt om dette. Jeg ringer til teknisk support, som ikke umiddelbart kan løse problemet. De vil så ringe tilbage senere i dag, hvad de ikke gjorde. Fortsættelse følger i morgen. Over middag var vi på rundvisning i City Hall, et meget specielt og flot byggeri, som blev indviet i 1906. Overalt møder disse ord os: ”Pro Tanto Quid Retribuamus”. På dansk: ”Hvad skal vi give til gengæld for så meget” .Billederne fortæller nok mere om stedet end mange ord. På vej derfra var vi forbi mindesmærket for Titanics ofre ved forliset den 15. april 1912. Derfra gik turen ned på Bittles Bar, hvor der var fyldt med malerier. Især billedet med Gerry Adams og Ian Paisley, som man kan takke for tilnærmelsen mellem protestanter og katolikker, var interessant. Arbejderne står bag Gerry Adams og bedsteborgerne bag Ian Paisley. Efter en Guinness gik turen til Victoria Square Center, hvor vi var oppe i kuplen for at nyde udsigten over byen. Endelig kom vi forbi Lidl på hjemvejen og fik gjort nogle indkøb.


Belfast-Carrickfergus

2017-06-08

Distance 8 sømil. Vi gik ud med strømmen kl. 11 i regnvejr. Ikke noget nyt på denne front. Nu er klokken 21, og det har stort set regnet siden. Vores ærinde i Carrickkfergus er først og fremmest at få diesel tanket. Vi lægger til i den gamle havn og får efter nogen venten tanket 137 liter diesel, heraf 20 liter på vores reservedunk. Derefter går turen over i marinaen, som ligger lige ved siden af. Vi får her en god plads og en fin modtagelse. Den indeholder en fin mappe med kort beskrivelse af området. Prisen er 27£, men gælder for 2 døgn, hvis vi køber med det samme. Det gør vi og vil bruge morgendagen på at kikke på området, hvor noget af Games of Thrones er optaget. Mht. 3 like home har jeg i dag fået vished for, at vi den 16.6. får de 10 GB, vores abonnement er på, uden at vi skal hjem 14 dage. Så må vi se, om det kommer til at ske!? Eftermiddagen er gået med at nyde vores nye computer, surfet lidt og været på facebook – der er nemlig udmærket internetforbindelse her i havnen. Resten har været ren afslapning.


1. overliggerdag i Carrickfergus

2017-06-09

Vi er åbenbart kommet ind i en stime af uheld. I aftes gik strømmen pludselig midt i regnvejret. Vi tænkte, at der var noget i vejen med standeren. I dag var vi så ved at se nærmere på sagen. Det viser sig, at standeren er OK, så fejlen må være hos os. Jeg tænkte, der var kommet fugt i stikkene. De blev adskilt og fundet OK. Så er det store spørgsmål, hvor det så kan være. Sikringerne ser ud til at være OK, så pt. ved jeg ikke, hvor jeg skal lede. Vi har lavet en midlertidig løsning til de ting, der er eldrevne, dog undtaget er køleskab og varme, som får strøm fra vores forbrugsbatterier. Foreløbig tager vi det roligt og håber på en løsning. Det kan jo være, at vejret med sol og sommer kan løse problemet. I eftermiddags var vi på besøg på Carrickfergus Castle. Det var meget interessant. Den gamle borg var meget velbevaret, vel det flotteste, vi har set indtil nu. Vi så bl.a. audiovisuel teater om borgens 800-årige historie. På hjemvejen blev det til en enkelt Guinness på byens Central Bar og et kik på kirken udefra.


Carrickfergus-Belfast

2017-06-10

Distance 8 sømil. Det blev en urolig nat med vind af kulingstyrke – i pustene mere. Fortøjningerne knagede og bragede, så jeg stod op kl. 2 og lagde gummiben på de mest belastede steder. Det hjalp heldigvis, så det efterfølgende blev til en god søvn. Der meldes om meget vind weekenden over, så vi havde snakket om at sejle til Belfast. Her er der fine forhold og en havnepris på 16,8 £, inkl. Strøm, bad og vask. Billigt. I Carrickfergus er prisen efter 2 dage 27 £ + strøm. Nærigheden tog os, og vi sejlede tilbage til Belfast. Vi fik en fin plads, og hvad der er endnu bedre, nu virker vores strøm igen. Det er bare dejligt. Så med fuld tank af både diesel og vand, strøm, der virker, ja, så mangler vi bare ordentligt vejr, så vi kan sejle til Dublin. Efter en del forsøg på telefonen for at ønske Kirsten tillykke med fødselsdagen, lykkes det endelig. Hun var til klassefest i Valsted – det er 50 år siden, hendes klasse gik ud. Lige nu ser jeg WM-kvalifikationskamp mellem England og Skotland. Stadig 0-0, men der bliver gået til sagen. I de sidste 6 min. blev der scoret 3 mål, og det hele endte 2-2. God kamp. Flotte mål. Lee Griffith scorer begge skotternes mål på 2 direkte frispark med 3 minutters mellemrum!!


1. Overliggerdag i Belfast

2017-06-11

Det er gået op for os, at det er gratis at vaske og tørre her i Belfast. Derfor blev dagen udnævnt til storevaskedag. Det blev derfor hjemmedag, dog med et besøg ved Belfast Katedral, som lukkede en time før vi kom. Øv. Ellers bød dagen ikke på de store oplevelser. Jonna går og pyldrer over et insektstik, der afstedkommer den største røde plamage, vi endnu har set, men det siges at være almindelig herovre, så det går vel væk af sig selv. Det blæser og regner næsten uafbrudt, så vi bliver her.


2. Overliggerdag i Belfast

2017-06-12

Det blæste, så vi besluttede at blive. Jonna vaskede sengetøj og fik det tørret. En tremastet skonnert kom ind. Flot skib, som hed Kaskelot, men det var ikke en Peter Brun konstruktion. Sidst på dagen gik vi en tur og købte lidt ind hos vores lokale købmand. Ellers er det vores tålmodighed, der sættes på prøve. Bedre vejr ønskes!


Belfast-Ardglas

2017-06-13

Op kl. 04,00 – afgang kl. 05,00. Vinden er løjet, og tidspunktet er givet af tidevandet. Det eneste, der ikke er helt OK, er vindretningen. Det lykkes os dog at sejle ca. 20 sømil for sejl, efter vi havde gået for motor ud af Belfast havneområde. Men ak, efter ca. 3 timer gik vinden lige imod, og vi ruller forsejlet ind, men beholder storen som stabiliserende faktor. De sidste ca. 10 mil får vi lidt overfalls og banker en del pæle. Strømmen er stadig med, som den har været på hele turen. De sidste mil dog slack. Vi ankom kl. 12,45 efter 46 sømil. Efter en lang middagslur går vi en tur i byen og finder flere historiske bygninger og en utrolig flot golfbane.


Ardglass-Malahide

2017-06-14

I dag tog vi så afsked med Nordirland. Et på mange måder spændende bekendtskab. Det særprægede landskab mod nord, de venlige irere og den ulmende konflikt mellem katolikker og protestanter. Det eneste negative ved vores besøg var vejret. Regn og regn, blæst og blæst prægede dagene og kun få besøg af solen og varmen. Nævnes skal også Belfast, god og billig havn tæt på centrum. En by i udvikling, især på det kulturelle område med Titanic-bydelen, som bl.a. indeholder Experience Center, W5-aktivitetscenter og Odyssea, som indeholder bl.a. et isstadion.

Nå, men til dagens strabadser. Afgang Ardglass kl. 8,00. Vind SW 6-7 m/s, strømmen lidt imod i starten (efter beregning). Bølgehøjde ca. 1 m. Med motor og storsejl på bidevindkurs mod Dublin. Over middag tager vinden til til nu ca. 10 m/s – stadig lige imod. Strømmen slack. Bølgerne tiltager i højde, og vi banker enkelte pæle, men ellers går det fremad. Sidst på dagen tiltager vinden, og bølgehøjden er nu ca. 2 m, og det sprøjter ind over båden, flere pæle bankes. Vinden er nu 12-14 m/s og vi har medstrøm. Bølgerne bliver nu mere uberegnelige, og jeg tager livline på ved roret. De sidste timer er anstrengende. Vi banker pæle i næsten et væk. Jeg forsøger at falde for at undgå de værste søer, men det er næsten umuligt. Vi beslutter at gå ind i Malahide, og så må Dublin vente, til det bliver bedre vejr. Trætte og våde (og det var ikke af regn denne gang) når vi Malahide kl. ca. 19 – efter 11 timer og 65 sømil på et uvenligt irsk hav. Efter aftensmad tidligt til køjs, og vi sover godt og tungt ovenpå en temmelig hård dag. ”At sejle er at (over)leve”.


1. overliggerdag i Malahide

2017-06-15

Jonnas ben er hævet meget og farven er dybrød over et område på 15 x 15 cm. Hun beslutter at se en læge for at få en recept på antibiotika. Om formiddagen finder vi en læge, der vil se en udlænding med et blåt sygesikringkort. Hun får en tid kl. 16. Han vurderer, der er tale om en infektion og ordinerer 2 slags antibiotika i 7 dage. Nu håber vi, kuren hjælper, og Jonna igen vil føle sig helt på toppen.


Malahide-Dublin

2017-06-16

Distance 14,8 sømil. Pga. tidevandet kunne vi først komme afsted kl. 15. Derfor blev der tid til et besøg i Malahide kirke og senere et besøg på Malahide Castle. I kirken overværede vi den sidste del af en katolsk messe. Senere på slottet var vi på en guidet tur. Et unikt castle, som fra 1174-1974 var beboet af en og samme familie, nemlig familien Talbot. Dette er selv i England og Irland meget usædvanligt. Det er grunden til, at vi i dag kan se stuer, børneværelser og halls, der har været i brug for nylig og desuden følge historien i billeder, møbler og indretning. Særlig sjovt for os var et dukketeater fra 1800-tallet, for over scenen stod: ”Ei blot til lyst”. Altså stammede dukketeateret fra Danmark, og vi forklarede, hvad teksten over scenen betød. På hjemvejen gik vi på bar. Fik torsk og chips med en lille øl til. Derefter var der afgang kl. 15. Vi satte sejl uden for sandrevlen, som der nu var rigelig vand over. For fulde sejl mod Irlands øje og Hovd. Desværre kunne vi ikke holdt højde ind mod Dublin. Vinden var ret vest, så motoren måtte igen vise sit værd. Distance 14,8 sømil – halvdelen for segl. Vi får en rimelig plads i Poolberg Marina. Dagens tilbud, som vi tog, var 3 dage for 60 € - ikke helt dårligt. Vi betalte 78 € for 2 dage i Malahide!!!


1. overliggerdag i Dublin

2017-06-17

Dagen startede med at lykønske Selma med hendes 4-års fødselsdag. Vi fik en god snak med både Selma og Lea. De kunne berette om en spændende tur til Legoland og desuden om nogle gode overnatningsture med henholdsvis børnehave og børnehaveklasse. Derefter kom cyklerne frem. Turen gik til Dublin centrum og derefter til et besøg i Saint Patricks Cathedral, som er den irlandske kirkes nationale katedral. Jeg håber, billederne kan yde dette fantastiske bygningsværk retfærdighed. Bygningen dateres til 1220. Bygningen indeholder bl.a. Jonathan Swifts prædikestol. Han var domprovst for katedralen fra 1713-1745, men vel bedst kendt som forfatter til Gullivers rejser. Jonathan Swift ligger begravet under gulvet med sin bedste ven(inde) Esther Johnson (eller Stella). Efter dette besøg gik hjemvejen gennem latinerkvarteret Temple Bar. Vi fik et kik ind i Temple Bar Pub, som var helt fyldt op af tørstige sjæle. Vi opgav og gik over til genboen ”The Shach Restaurant” og fik en dejlig omelet med chips og en øl til. Trætte begav vi os derefter hjemad på vore små cykler. I Dublin tager bilisterne ikke meget hensyn til cyklisterne. Der er ikke mange cykelstier, og vi må klare os i tæt selskab med bilerne som desuden kører i den forkerte side af vejen. Heldigvis har de lært at sejle i den rigtig side. Vejret i dag har været helt fantastisk, 25 grader og sol, ingen regn. Til aften blev der grillet for anden gang på vores tur!! Det må gerne gentage sig lidt oftere i den kommende tid! Wishfull thinking!!


2. overliggerdag i Dublin

2017-06-18

Først en længere cykeltur ind til Guinnessbryggeriet. Guinness Storehouse er lavet som et kæmpe ølglas med udstillingen i 5 etager for at slutte øverst oppe i Gravity Bar, hvor man får en velskænket pint af Guinness. Vi fik tilkæmpet os et par stole ved vinduet, hvor vi havde en formidabel udsigt over Dublin. Bryggeriet blev grundlagt i 1759 og er i dag verdenskendt. Dog mødte vi på toppen et par fra Schweiz, som aldrig havde smagt Guinness. Der var flere på den øverste etage, der lod glasset stå og åbenbart ikke brød sig om øllet. Hele udstillingen var fint sat op, men det hele er jo ret simpelt. Det handler om byg, humle, vand og lidt gær, og sådan er det vel med det meste øl. Der kan tilsættes smags- og farvestoffer, som gør øllene forskellige, og så er det vel bare at drikke det og håbe, det smager!! Nå, så på cyklerne igen og ind til Tempel Bar området og finde et sted til frokost. Vi gik lidt rundt og endte samme sted som i går. Under frokosten fik vi selskab af et amerikansk par fra South Carolina. Det blev meget hyggeligt med en snak om stort og småt, bl.a. Thrump, som de ikke følte sig helt sikre på. Også børnene blev nævnt. De har 2 piger, som går på hvert sit universitet i South Caralina. På hjemvejen passerede vi ”Wall of Fame” – med kunstnere, vi ikke rigtig kendte. Endvidere fik Jonna et billede af en meget flot bygning på modsatte flodbred. Det viste sig at være det gamle ”Costum House”, som nu rummer miljøministeriet. Aftensmaden var igen på grill. Kartoflerne måtte have lidt ekstra varme, og de ”irske bøffer” havde lidt flere sener, end vi er vant til!! Men bortset fra det, så blev vi mætte.


Dublin-Holyhead

2017-06-19

Distance 59 sømil. Afgang kl. 05,45. Ankomst kl. 15,15. Vind skiftende 0-2 m/s. Tænk, Det Irske Hav var helt blankt under hele turen. Det var da dejligt for en gangs skyld. Den rolige tur gav rig lejlighed til at kikke ud og op. Vi så et utal af marsvin. De er svære at fotografere, men Jonna forsøgte sig med video. Så må vi se, om hun fik fanget nogle sekvenser med ”tumlerne”. Solen stod højt på himmelen hele turen. På et tidspunkt dannede der sig en haloring omkring solen. Ikke noget, man ser så tit. Nu er vi så i Wales, og det engelske gæsteflag må op, ligesom vi nu igen må betale med pund.


Holyhead-Conwy

2017-06-20

Distance 36 sømil. Om formiddagen blev der gjort nogle indkøb, bl.a. mad, men også et walisisk flag, som er grønt og hvidt og prydet med en rød drage. Vi havde god tid, da tidevandet først passede kl. 13,30. Havnen Conwy er kun sejlbar 2½ time på hver side af highwater. Vinden skulle være nordlig 4-6 m/s. Den var dog noget mere omkring nogle fremspring (heads), hvor også stømmen løber stærkere. Det gav nogle store søer, men det varede ikke længe. Sejlene blev luftet i dag, men efterhånden faldt vinden til under 4 m/s, og så flytter damen sig ikke ret hurtigt. Vejret er i øvrigt lunt og solrigt – dejligt ovenpå nogle regnfulde dage tidligere på turen. Bare er der én ulempe ved det fine vejr. Båden er beskidt og trænger til en grundig afvaskning. Det var jo ikke nødvendigt i Irland og Skotland, hvor den fik sin daglige afvaskning i regnvand og var helt ren. Nå, tilbage til dagens sejlads. Søpapegøjer hedder Puffins på engelsk, opkaldt efter øen, som vi passerede, eller også er det omvendt. Vi sejlede tæt forbi, så Jonna kunne få nogle fine billeder af den lille fugl med det farvede næb. Men ak, der var kun måger og skarver at se på Puffins Island. Tiden passede heldigvis fint, da vi skulle anduve Conwy havn. I søkortet var der tørt ved lavvande, men nu var der 5,6 m, da vi passerede. Ind i havnen sejlede vi for første gang på denne tur over en sill (mur). Der var lys, som angav, om det gik at sejle over. Det gjorde det heldigvis.


1. overliggerdag i Conwy

2017-06-21

Cyklerne kom frem efter morgenmaden og derefter gik turen til middelalderbyen i Conwy ca. 3 km væk. Først kom vi til kajen, hvor der lå skibe og ventede på højvandet. På kajen var også Storbritanniens mindste hus på 2 x 3 m. Derefter gik turen igennem de smalle og idylliske gader. Vejret var så varmt, at vi måtte i skyggen for at få en øl. Derefter videre i byen, og vi fandt en Sparbutik, som vi må besøge inden hjemturen. Over middag besøgte vi det velbevarede Castle. Fantastisk flot. Fra tårnene kunne vi se den velbevarede bymur, som kun moderne veje har kunnet slå hul i. Bymuren har ellers 3 byporte, som stadig bruges. Der kunne vandres på bymuren, hvad vi også gjorde. Det var en stor oplevelse at se den velbevarede bymur med slottet, som Edward den 1. lod bygge for at holde styr på waliserne. Det mindede os om vores besøg i Visby i 2010. Jeg håber, billederne vil give et indtryk af det storslåede byggeri. Efter indkøb gik turen hjemad, og jeg nåede lige at vaske båden inden aftensmaden. I morgen er det planen, at vi vil videre til Liverpool. Det er en lidt spændende sejlads, da vi skal ramme tidevandet ved anduvningen. Tidevandshøjde i Liverpool er op til 9 meter!! – Det giver nok lidt strøm.


Conwy-Liverpool

2017-06-22

Distance 46 mil. I dag skulle vi så bestå den store tidevandsprøve. Ud ved højvande og ind ved højvande +- 2. Dvs., at vi sejlede over 2 tidevandspas – 12 timer. Vi sejlede fra Conwy kl. 10,45 – først ud med strømmen i ca. 2 timer, så 4 timer i modstrøm inden slack og medstrøm fra anduvning Liverpool og de sidste 16 mil, som så gerne skulle ende med højvande ved ankomst. Alt gik planmæssigt, bortset fra at vi var lidt for hurtige. De sidste 16 mil varede kun 2 timer og 30 minutter med motoren i tomgang. Der er i øvrigt skærme på begge sider af løbet de sidste 10 mil for på den måde at tvinge tidevandsstrømmen til at holde løbet dybt og styre udløbet fra Mersey-floden. Mange vrang i søkortet og et enkelt, som stadig var oven vande, vidner om tidligere tiders problemer med at anløbe Liverpool. Vores indløb gik fint, men til gengæld havde vi problemer med kommunikationen. Vi beder om tilladelse til at gå ind fra anduvningen. Det er OK, blot skal vi lytte på kanal 12 om trafik og holde til styrbord. Imidlertid er vi blevet kaldt på vejen og har ikke forstået/hørt det. Min håndholdte VHF havde problemer med at række 10-15 sømil. Så kommer en lodsbåd hen til os og siger, at vi skal kalde Mersey radio. De vil have os til at kalde Liverpool Marina på kanal 37 eller M. De kanaler har jeg ikke på mine VHF-radioer, hvilket jeg siger. Han svarer, at så må jeg ringe. Nummeret er i Reeds. Jeg ringer, men marinaen er lukket. Kl. er 20,20. Hvad nu?? Vi skal ind, inden lavvande! Vi hører en samtale mellem Mersey Radio og en båd på vej ind. Det viser sig, at de aftaler, at han skal lodse os gennem slusen. Han kalder os på kanal 12 og herfra går alt fint. Vi ankommer til slusen på minuttet kl. 20,38, nøjagtig 2 timer før højvande og går igennem sammen. Og således går det til, at vi får en plads i Liverpool Marina. Og læren er, at man aldrig ved, hvor problemet opstår, selv om man forbereder sig på næsten ”alt”!! Selve sejladsen: Vi satte sejl kl. 12 og tog dem ned kl. 18. I modstrømmen midt på eftermiddagen var farten 2,6 over grunden, men ca. 5,5 gennem vandet. Vejret var grumset med dis og finregn i starten, men der kom lidt sol sidst på eftermiddagen. Vinden meget konstant 4-7 m/s. Alt i alt en god sejltur, men slutningen ville vi godt have haft mere uproblematisk.


1.Overliggerdag i Liverpool

2017-06-23

Først op på havnekontoret for at få anmeldt vores besøg. Hver gang, vi kommer til en havn, skal der udfyldes et skema med bådens og besætningens data. Således også her i Liverpool. På vejen møder jeg en waliser, Jan, som sidste år sejlede England rundt. Han inviterede på formiddagskaffe, som jeg takker ja til. Det blev et hyggeligt møde med Kathy og Jan, som har havneplads i Menaistrædet, som vi tænker at gå igennem på vej videre her fra Liverpool. Vi får lidt fif og dertil en bog med anvisninger på turen gennem strædet. Over middag går vi hen til Albert Dock for at få billetter til en Beatles-tur rundt i Liverpool. Alt er optaget, så det må vente til i morgen. Der er gratis adgang til museerne i området, så vi besøger Merseyside Maritime Museum. Det omhandler bl.a. den engelske flådes deltagelse i 1. og 2. verdenskrig. Efter en rundtur på museet går det igen hjemad. På vejen bliver det til en øl ved Pumpehuset. Her kommer et par nordmænd forbi. De er deltagere i Det Norske Sømandskor fra Oslo, som senere skal give koncert på dockside ved Albert Dock. Vi venter og hører dem. Sjovt at møde folk, som forstår hvad vi siger, uden at vi skal ud i det engelske. Vel hjemme bliver der tid til lidt afslapning inden aften. Senere i aften kommer Kathy og Jan på besøg til en kop kaffe. Da hun er pensioneret skoleleder, bliver der også snakket skole og skolesystemer. Ellers primært hygge og dertil lidt irsk kaffe.


2. Overliggerdag i Liverpool

2017-06-24

Der var ”The Armed Forces Day” og ”Mersey River Festival” i dag. Allerede fra morgenen (kl. 10) blev vi mindet om dagens navn. Pludselig blev vi overfløjet af Red Arrows – RAF´s flyshow med de små Hawk fly. Desværre slap farverne op, da de kom til os! Senere, lidt over middag, mindedes man ”Slaget om England” med besøg af 2 af de vigtigste deltagere i slaget, nemlig spitfiren. De overfløj havneområdet 3 gange, og jeg synes, jeg kunne genkende lyden fra krigsfilm om 2. verdenskrig. Spitfiren blev produceret i over 20.000 eksemplarer. Der er kun 12 tilbage i verden, heraf 6 hos RAF her i England. På Merseyfloden var der samtidig speedbådrace i både, som vi ikke kender. Nå, men så til dagens turisttur. Magical Mystery Tour. I bus kørte vi en tur rundt i Liverpool. Vi besøgte husene, hvor de 4 beatler voksede op, skolerne, de gik i og også kirken, Poul sang i. Endvidere kom vi forbi nogle af stederne fra deres sange: ”Penny Lane”, Strawberry Fields” og kirken, hvor Fader McKensey skrev til Eleanor Rigby, som både er død og begravet samme sted. Turen sluttede i The Cavern, hvor vi nød en øl og 3-4 beatlesmelodier ved et bord!! Utroligt, at vi fik en siddeplads i den overfyldte hule. Alt i alt en eftermiddag, som mindede os om vores længst overståede ungdom i 60-erne. Dagen sluttede på vores egen pub/restaurant Quayside. Her fik i fiskepie og 2 guinness. Det smagte rigtig godt. Det var 2 turister, der både mætte i hoved og mave af dagens oplevelser gik tidligt til ro på det gode skiv Freja.


3. overliggerdag i Liverpool

2017-06-25

I dag skulle der så gøres indkøb, så vi kan klare os i 3-4 dage. Turen gik på gåben til Tesco Megastore i centrum af byen. Laaang tur!! På vejen stoppede vi ved Albert Dock, hvor vi så noget, vi aldrig før har set. En vandscooter gav vandtryk gennem en slange til et udstyr, som en mand havde monteret på fødderne. Han kunne fjernstyre såvel scooter som vandtryk. Vandtrykket kunne så sende ham 10-20 m op i luften, hvor han kunne rotere og ryge op og ned. Nå, men så videre til indkøb. Det kneb med at finde det, men en ældre mand fulgte os et langt stykke hen til forretningen. Meget elskværdigt af ham. Efter vi havde fyldt 4 poser og 2 rygsække, kæmpede vi os hjemad. På vejen et stop til en øl og en gang fisk og chips. Endelig hjemme igen godt over middag var der afslapning, som var hårdt tiltrængt ovenpå byturen. Vejrmelding og planer for i morgen blev det også til. Vejret ser ud til at blive godt, så vi regner med at gå fra Liverpool i morgen ved højvande kl. 13,50. Næst mål er så Menai-strædet.


Liverpool-Menai Strait syd for Gallows Point

2017-06-26

Formiddagen blev brugt til at gøre klar til afgang fra Liverpool. Vi tanker vand og rydder lidt op. Vi ved jo ikke helt, hvad dagen bringer. Det blev også til en formiddagsøl med Kathy og Jan. De skal hjem til deres havn, som ligger i Mesai Strait, og vil være vore lodser i dag. Kl. 13,15 går vi igennem slusen og ud på Merseyfloden. Vinden er imod, så det er for motor. Næsten ude af Mersey-floden sættes sejl, og vi tager kurs mod Ormes Head og Puffin Island. Efter ca. 4 timer dør vinden fra 6 m/s ned til 1,5 m/s og derunder. Derefter for motor mod Menai Strait. Da vi når Puffin Island, ser vi en gruppe delfiner. Især omkring Kathy og Jans katamaran er der besøg af legesyge delfiner. Jonna laver aftensmad på vejen ned gennem strædet. Vi skal gerne finde en ledig bøje, ellers må vi kaste anker. Kl. 22,30 lykkes det. Vi ligger fint ved en bøje med kæde (OK). Der serveres laks med kartofler, blomkål og gulerødder med rødvin til. Dejligt med lunt natmad. Trætte går vi til ro kl. 24. Distance i dag 50 sømil.


Menai Strait – Caernarfon

2017-06-27

Distance 9 sømil. Efter en dejlig rolig nat er der i dag tid for at passere The Swellies, et strøm- og klippefyldt stræde midt i Menai Strait. Vi skal sejle kl. 12, for at det hele passer – strøm og tidevand. Det er også grunden til, at vore venner, Kathy og Ian, venter her på det rette tidspunkt. Det vil svare til, at vi skulle ankre ved Gjøl og overnatte, inden vi kunne sejle til Nibe!!! Turen gennem strædet går fint – næsten ingen strøm og med GPS på høj opløsning er der ingen problemer med at undgå klipperne. Vel ude af strædet møder vi en statue af Lord Nielson. Det siges, at man her tidligere lettede på huen og takkede Lord Nielson for en god passage. Vi ankom til Caernarfon ved højvande og kunne sejle lige ind over sillen og i havn. Senere tilbød Kathy og Ian os en tur i bil rundt i Snowdonia Nationalpark. Vi kørte i et meget bjergrigt landskab med kobber- og skifferminer. De græsbevoksede skråningerne var inddelt af stengærder og befolket af geder og får. Stengærderne tjente flere formål. Man fik samlet stenene fra marken og skellene gjort synlige. Ved at pas nær Wales højeste bjerg ”Snowdon” besøgte vi en cafe. Tidligere et samlingspunkt for vandrere og bjergbestigere. På loftet havde de mest kendte skrevet deres autograf, bl.a. Hillery og Peary. Meget interessant tur, hvor vi også passerede strædets 2 broer og vi kunne se stenene der, hvor vi sejlede over middag!! Dagen sluttede med, at vi spiste på ”The Black Boy Inn” hvor også Steve og John, som vi fulgtes med gennem strædet, deltog. Dagen sluttede med kaffe og whisky på Caernarfon Royal Yachtclub. Klublokalet er indrettet i et af bymurens tårne. Meget særpræget og flot. Så det var 6 trætte og tilfredse sejlere, der tog afsked kl. godt 10.


Caernarfon – Ankerplads ved Abersoch

2017-06-28

Distance 40 sømil. Om formiddagen var vi på besøg i Caernarfon Castle. Slottet er bygget, som så mange andre her i Wales, af Edward den 1. Han ønsker at knytte Wales tættere til England og gør i 1307 sin eneste søn til den første Prins of Wales. Eleonora, Edward den 1.s hustru, fødte ham 16 børn, men kun 1 søn, som altså blev den første Prins of Wales og senere Edward den 2. I 1969 kom Caernarfon Castle igen i medierne, da pris Charles blev udnævnt til Prince of Wales og kronet af sin mor, dronning Elisabeth. Slottet og bymuren er noget af det bedst bevarede fra 12-1300 tallet her i Wales. Imponerende bygning. Der er højvande her kl. 2 i dag. Det betyder, at vi kan sejle ud. Dog først efter tankning af diesel. Det er rød diesel, hvor det billigste er til opvarmning. Jeg sagde til havnemesteren, at vi brugte det hele til opvarmning pga. den kolde sommer. Han sagde, det var OK. Så vi tankede 94 l til 70£ - ikke dårligt – ca. 7 kr. pr. liter. Så var der afgang mod syd efter en kringlet udsejling. Afmærkningen er flyttet pga. tilsanding. Det er lidt mærkeligt at skulle ignorere GPS’en og sejle, hvor den viser tørt land. Men det gik fint. Så for forsejl alene i 6-7 m/s fra syd. Rundt om hjørnet ved Bardsey Island og for motor mod nord til ankerpladsen ved Abersoch. Vi er helt alene på kysten. Ankeret ligger på 3-4 m, da der er lavvande, og vi giver 30 m kæde, så vi er dækket ved højvande på 8-10 m. Det holder fint, selv om det blæste op i løbet af natten. Jeg var oppe ved 2-tiden for at tjekke, men alt var OK. Vi stod op kl. 5 og sejlede videre kl. 5,45.


Ankerplads ved Abersoch-Milford Havn

2017-06-29

Distance 101,2 sømil. Vinden var NW 6-8 m/s da vi startede fra ankerpladsen. Rebet storsejl og fuldt forsejl. Strømmen er med, så det går fint de første 20 sømil. Målet var Aberystwyth, men da vi nærmede os, tog vinden til til 10-14 m/s. Reeds advarer mod anduvning i stærk pålandsvind pga. klipper i en smal indsejling. Vi beslutter hurtigt, at den risiko løber vi ikke. Så der er ca. 35 sømil til Fishguard, som vi har fået anbefalet. Her kan vi ligge ved en moring. Men, men! Med søen direkte ind i havnen, synes vi ikke, vejret indbyder til en moring. Hvad gør vi så? Vi har vinden med, og strømmen vil vi have imod ca. 2 timer endnu, men så er strømme med også, og med rebet storsejl går vi 5-8 knob konstant. Der er lyst længe endnu, og med ekstra 30 mil er vi ved Milford Havn med en marina med adgang 24 timer i døgnet. Vi skal rundt to klippehjørner på turen. Spørgsmålet er, om strømmen vedvarende vil hjælpe os, og hvordan de overfalls ved klippehjørnerne vil være i hård kuling. Vinden er nu 15-18 m/s i perioder, men ellers ”kun” 12-15 m/s. Det er et fuldtimejob at styre skuden, som gerne vil skære op, men vi vil ikke ændre sejlføringen. Vi går rundt Strumble Head, som bliver det værste. Bølgerne er højere og mere stejle, end det, vi har oplevet indtil nu. Freja bliver smidt fremad mod disse bølger med 11 knob. Det giver nogle gevaldige brag, men vi klarer os igennem. Det værste varede vel 5-10 min. Herefter går det videre mod næste hjørne. Hvordan mon det vil være? St. Davids Head viste sig at være et mere venligstemt hoved, og resten gik meget fint – 6-9 knob for rebet storsejl – og søen mere behagelig. Men et nyt problem kom til. GPS’en led under de ekstreme forhold med skumsprøjt og regn og begyndte uopfordret at vise nye skærmbilleder, som ikke havde noget med ruten at gøre. Det gav lidt nerver lige før en smal passage med klipper, men en genstart løste heldigvis problemet. Det var 2 trætte og våde ”lyst”-sejlere, der anduvede Milford sluse kl. 20,45 og blev lukket ind i havnen kl. 21,10. Jeg nåede lige at få tørt tøj på, inden vi sejlede ind. Selv undertøjet var vådt, så det var dejligt med tørt tøj. Nu er vi på plads i havnen efter vel nok den mest anstrengende sejlads i vores sejlerkarriere. Fra 05,45 – 20,45 – 101,2 sømil – de 80 for rebet storsejl og de sidste 10 timer i kuling på Det Irske Hav. Men det, der ikke skader os, gør os stærkere!


1. overliggerdag i Milford Marina

2017-06-30

Dagen gik med praktiske gøremål og restitution ovenpå turen i går. Jeg fik os registreret hos marinaen og købte poletter til vask og tørring. Desuden havde vi varme på hele dagen (som var meget regnfuld) for at tørre vort våde tøj fra turen. Lang middagssøvn og vin til aftensmaden, som gjorde, at vi gik tidligt til ro. Desværre var der kø ved vaskemaskinerne, så vi må tidligt op i morgen for at komme først i køen.


2. overliggerdag i Milford Marina

2017-07-01

Det lykkedes Jonna at komme i vaskekøen efter nogen ventetid, så formiddagen gik med vask og tørring af 2 maskinfulde vasketøj. Der var sol fra morgenstunden og vådt tøj fra sejlturen kom til tørre på bommen. Over middag gik vi på indkøb i Tesco, et meget velassorteret supermarked med alt, hvad vi kunne ønske os af madvarer. Det blev til 2 rygsække og 2 store poser med madvarer. Vi regner med, at vi kan klare os i 3-4 dage, så vi kan komme videre, når vind og tidevand vil!!


Milford Marina – Padstow

2017-07-02

Distance 75 sømil. Vejrmeldingen er god, vind fra NW og W, sidst på dagen SW. Styrke 4-8 m/s. Målet er Padstow i Cornwall, så vi skal ud af Milford Havn kl. 10 gennem slusen. De første 5-6 mil for motor ud gennem Milford Haven, som er et kæmpe naturhavnsområde. Fra raffinaderiet i nærheden udskibes olieprodukter i kæmpe tankskibe. Da vi er fri af indsejlingen, sættes sejl, fuld storsejl og genua. Kurs 180 går fint med halvvind og ca. 6 knob. Det går godt helt til kl. 21, da vinden spidser, og vi ruller genuaen ind og går de sidste mil for storsejl og motor. Vi kommer lidt for tidligt, da der først er højvande kl. 00,35, og vi er fremme kl. ca. 22. Vi kalder havnen, men der er ingen mødt endnu. Jeg prøver på kanal 16 og får fat i en bådtaxa på havnen. Mit første problem er, om der er vand nok ved barren, vi skal passere for at komme ind og får fat i en moring. Taximanden forsikrer, at der er masser (lots of water) vand. Vi lister ind efter de små lysbøjer, der angiver renden ind. Taximanden havde ret. Vi var aldrig under 4-5 m (på barren) eller 6-8 m hele vejen ind. Mørket var nu faldet på, og vi døjede med at finde en moring. Men så kom vores taximand forbi med passagerer. Han lyste med projektør på en egnet bøje. Vi gik så hen mod bøjen. Det var lidt svært at kommetæt på, strømmen løb vel 2-3 knob. Men i 2. forsøg lykkedes det. Inden vi gik til køjs, nød vi et par glas rødvin med avec. Vi kunne tydeligt se lysene i havnen og byen bagved, kun højest 2 sømil fra os. Men nu venter vi til i morgen med at gå i havn – der er højvande kl. 14, så vi prøver nok ved 13-tiden. Nogen let sag at sejle her er det nu ikke.


1. overliggerdag i Padstow

2017-07-03

Vi kom som ventet i havn i dag kl. 12,30. Vi ligger langs en mur, udenpå en Bavaria 39 fra Swansea. Han er meget glad for sin båd, som han har krydset Atlanten i. Her i Padstow er der om muligt flere turister end i Skagen i myldretiden. Vi føler os som aber i bur, der hele tiden bliver fotograferet og studeret af alle turisterne. Det gør det ikke bedre, at vi er den eneste udlænding i havnen. Bortset fra det er det et hyggeligt sted, hvor der er stille og roligt om aftenen. Dagen gik med afslapning såsom middagssøvn, kryds & tværs og Tour de France.


2. overliggerdag i Padstow

2017-07-04

I formiddags kontakt med Gauda Forsikring angående forlængelse af rejseforsikring til 1.9. Det var lige til tiden, da vores nuværende rejseforsikring udløber i dag, da det er 60 dage, siden vi sejlede fra Nibe. Frokost på italiensk restaurant. Inden da gik vi en lang tur til et mindesmærke for faldne i de 2 verdenskrige, 1914-1919 og 1939-1945. Herfra var der fin udsigt over indsejlingen til Padstow. Det ser ud til, at vinden i morgen går i øst-nordøst, hvilket betyder medvind til Scilly Islands. I så fald sejler vi mod Scilly i morgen tidlig kl. 04,00.


Padstow-Scilly Islands

2017-07-05

Distance 75 sømil. Der var afgang kl. 04,15. Kun lidt vind – 1-4 m/s, så det blev motorsejlads hele vejen. Vinden var NØ-lig, så vi havde den lige i hækken hele vejen. Atlanterhavsdønningerne var der selvfølgelig, men det var ikke så slemt. Vi fik begge en lur på vejen, hvilket delvist kompencerede for den manglende nattesøvn. Godt forbi Lands End fik vi et kort besøg af delfiner. Der var 4-6, men de var hurtigt væk igen. Så til dagens oplevelse: ”Just pick up a moring!” Udtrykket har vi hørt til bevidstløshed. Men endnu er det ikke lykkedes os at gøre det uden problemer. I dag var tovet viklet om bøjen, og kæden var derfor ikke til at få fat i. Vi forsøgt at få rebet viklet fri, men uden held. 2 franskmænd forbarmede sig over os og kom til hjælp i en gummibåd. Det lykkedes dem at vikle tovet fri og få en line i kæden. Snart var alt godt, men problemfrit var det ikke. De fik 2 øl som tak for hjælpen. Så nu ligger vi i Port St. Marys. I morgen må gummibåden gøres klar, så vi kan se på omgivelserne. Sejltiden blev ca. 12 timer.


1. overliggerdag på Scilly Isles

2017-07-06

Formiddagen gik med at gøre gummibåd klar og prøvekøre motor. Det gik fint. Sidst på formiddagen gik turen så til byen, Hugh Town, hvor vi gik lidt rundt for at fornemme stemningen. Vejret er fint – sol og over 20 grader, så det blev i shorts og bluse/skjorte, vi sejlede i gummibåden. Vi fandt et hyggeligt sted, hvor vi fik lidt frokost. Derefter besøgte vi to kirker, metodistkirken og den kristne kirke. Her var der blomsterfestival, hvor opsatserne tog udgangspunkt i skriftsteder fra biblen. Meget smukt. Herefter gik vi lidt i gaderne, hvor mange huse er bygget i granit fra Scilly. Imellem klipperne udenfor byen var der strækninger med sandstrand og grønt vand. Byen, landskabet og klimaet minder mest om et engelsk koloniområde i troperne omkring år 1900. For rigtig at leve sig ind i tidsbilledet købte jeg en hat med bred skygge. Ja, ja – fint skal det være!!! Jeg håber, solen vil vare ved, så jeg kan få glæde af min nyanskaffelse. Vel ombord igen ved aftenstid fik vi gummibåden gjort fast bag på båden og motoren sat på plads. Vejrmeldingen er god, så i morgen drager vi mod Falmouth, en tur på ca. 60 mil.


Scilly Isles – Falmouth

2017-07-07

Distance 62,5 sømil. Stille dag på kontoret. Vinden vestlig under 3 m/s. Dønningen går også mod øst, så det blev en behagelig sejltur med god forplejning og dertil en middagslur på 1 times tid. Jo, jo Atlanten kan også være venlig stemt. God medstrøm de sidste 20-30 mil. Vinden frisker til slut, og de sidste 10 sømil blev for sejl. Solen skinnede det meste af tiden, så vi nyder, at sommeren ser ud til at komme os i møde her på sydkysten. Vi havde lidt problemer med at få en havneplads. Jeg havde kaldt på en forkert kanal, og en svarede, at jeg skulle kalde på kanal 37. Den kanal findes bare ikke på danske VHF-radioer, så jeg forsøgte i stedet på 16. Ingen svar!! Vi sejlede derfor bare ind til Falmouth for at se, om der var ledige pladser. Der var ikke mange! En englænder, som vi fik kontakt med, sagde, at vi skulle kalde kanal 80. Det gjorde jeg, og hurtigt fik vi en plads anvist. Men hvorfor fik vi ikke den besked af den første kontakt, vi havde!!!  Aftenen gik med at pakke gummibåd og spise en dejlig menu – den sidste vin nydes til denne dagbog. Skål.


Falmouth-Plymouth

2017-07-08

Distance 40,5 sømil. Efter et bad og betaling af havnepenge (35 £) var vi næsten klar til afgang. Vi manglede efterhånden en del i køleskabet, så jeg spurgte på havnekontoret til indkøbsmuligheder. De var fine. Der var Tesco kun 5 min. gang fra havnen, så vi fik købt ind inden afgang. Meget fint. Afgang kl. 10. Overskyet i starten, men efterhånden brød solen frem. Til gengæld var der overhovedet ingen vind, så hele turen blev gjort for motor. Det betyder jo også, at tanken er ved at trængte til lidt diesel. Det fik vi ved ankomst til Mayflower Marina – 97 liter for 72£ - ca. 5,75 kr. pr. liter, rimeligt!! Nu er vi på plads, og jeg har allerede betalt for næste nat – 33,5£ dyrt!! Men Falmout er foreløbig vores dyreste bekendtskab med 35£ svarende til ca. 300 kr. ”Det er ”Sydengland”.


Plymouth-Torquay

2017-07-09

Vejret er fint. Sol og kun lidt vind. Afgang kl. 9,30 for motor. Der var en del både på vandet, og 2 kapsejladser mødte vi også, men bortset herfra er der ikke meget at fortælle om turen. Igen et fint middagsbord med omelet med skinke, løg og kartofler. Så alt i alt en fin dag, hvor vi kom et skridt længere mod øst. Hvis vejret holder, er det Weymouth i morgen.


Torquay-Weymouth

2017-07-10

Distance 51,5 sømil. Overskyet dag – vi fik lidt regn inden afgangen kl. 11. Tidspunktet er valgt efter tidevandet ved Portland, hvor vi skal runde Portland Bill. Lidt skiftende sejlføring undervejs, men vi ender med motor og genua på den sidste del af turen. Vi havde ca. 40 mil til Portland Bill, som vi gerne vil nå kl. 18-19 og gerne lidt senere!! Vi rammer spidsen omkring kl. 18,15, og der er gang i det urolige, strømfyldte vand. Vi kommer dog fint igennem uden at ”banke pæle”, som vi gjorde sidst i Det Irske Hav”. Indsejlingen til marinaen går gennem byen, hvor vi skal nå en broåbning kl.  20,00. Det går også fint – vi er der kl. 19,50. Vi får en god plads og bliver nok et par dage – der meldes både vind og regn.


1. og 2. overliggerdag i Weymouth

2017-07-11 to 2017-07-12

Den 11.7. kommer vi hurtigt over. Det regnede fra morgen til aften. Vi havde problemer med landstrømmen. Vi opgav at løse problemet og lagde i stedet vores reservekabel, så vi havde strøm til computer og ladestrøm til telefonerne. Endvidere kunne vi jo hygge os i regnen med lidt Wimbledon-tennis. Jeg aftalte med havnemesteren, at vi gerne ville have en elektriker til at måle på vores 220V udstyr ombord + vores kabel.

Den 12.7. klarede vejret op fra om morgenen. Det var jo positivt. Inden vi fik besøg af elektrikeren, forsøgte vi igen med vores kabel. Nu var der pludselig ingen problemer. Nu, hvor alt var OK, kunne elektrikeren jo ikke finde nogen fejl, så vi aflyste besøget. Derefter var der bytur med indkøb. Først cyklede vi langs havnen og ud til den indbydende sandstrand på havsiden. Her fik vi at vide, at cykling var forbudt og kunne koste 500 £ i bøde. Så vi trak cyklerne langs stranden. Derefter var vi på indkøb. Det blev igen Tesco, som måtte levere. Det gør de til gengæld godt. Vel belæsset med madvarer gik det hjem til båden med varerne. Derefter cyklede vi igen ind til byen. Cyklerne blev parkeret, og vi gik over broen for at få lidt frokost. På vejen bemærkede vi en frisørsalon, som tog folk uden aftale. Det var måske noget efter frokost. Efter frokost gik vi så til frisør. Vi fik begge en hårvask og en klipning til i alt 30 £ - ikke så dårligt. Så herefter var der afslapning ombord. Nu er vi snart klar til videre færd. I morgen drager vi mod Pool. Vejret skulle blive meget bedre. Højtryk og sol og kun rimelig vind ovenpå 1 dag med regn og 1 dag med en del blæst.


Weymouth-Pool (Salterns Marina)

2017-07-13

Vinden var nu vendt til øst – lige i snuden for os. Vi startede med at krydse i ca. 2 timer. Det gik nogenlunde, men på et tidspunkt blev vi kaldt på kanal 16 af en sikkerhedsbåd, som ville have os 2 sømil længere til havs. Vi vidste ikke hvorfor, men vi adlød. Vinden faldt længere ude, så vi tog genuaen og satte motor på for resten af turen. Da vi nærmede os Pool, blev de hvide kalkklinter mere og mere udtalte. Krydsene tog lidt mere tid, så vi endte med modstrøm de sidste 5 sømil ind til Pool. Dagens største overraskelse kom først, da vi skulle betale havnepenge. 43,37 £ for en overnatning. Årets rekord. Omregnet ca. 368 kr. Men så var der også gratis vask og tørring, så vi har planer om at udnytte dette for at få lidt for havnepengene. Dagens udsejlede distance 31,5 sømil. I øvrig er 43 £ personlig rekord for havnepenge i de år, vi har sejlet – sjovt nok er det også 43 år siden, vi købte gamle Mary Ann af Ole Grønborg.


Pool (Saltern Marina) – Gosport Marina

2017-07-14

Dagens distance var ellers til Yarmouth, men da sejlvejret var fantastisk, tog vi en lidt længere tur til Gosport (38 sømil). De første 31 sømil var for sejl. Vinden var WNW ca. 8 ms, og da strømmen var med, gik det rigtig godt. Vi kom igennem barren ved The Needels uden de store problemer, og den følgende time gik det rigtig stærkt. Rekorden var vel 11 knob over grunden. Det var på fjordvand (The Solent), så der var ikke tale om at surfe på bølgerne, men bare vind og strøm til at give farten. Yarmouth passerede vi med mellem 9 og 11 knob, så det var da synd at stoppe her. Vi fortsatte derfor til Gosport og først 6-7 sømil før målet vendte strømmen, og det blev for motor og storsejl til slut. Vi startede kl. 9,30 og var i havn kl. 15,30. Dejlig sejledag – og der var meget trafik i The Solent, mange andre syntes også om at sejle i det fine sejlvejr. I morgen bliver det nok Brighton, hvis alt går vel.


Gosport – Brighton

2017-07-15

Der var meldt en del vind i dag, 7-8 m/s, og i pustene måske 10. Vind fra SW-W, tørvejr. Vi sejlede ud med strømmen kl. 8,30. Det gik fint med ca. 6,5 knob. Udenfor ved et af Spitbank Fortene satte vi sejl. Vind 4-5 m/s. Efterhånden tog vinden til til 6-8 m/s, og vi spilede forsejlet, og så gik det med sommerfugl mod Brighton. Medstrømmen gav sammen med vinden en god fart. I lange perioder ikke under 8 knob. Pludselig skete det, vi havde frygtet på hele turen. Det gav nogle bump mod bunden af båden. Jonna spurgte: ”Hvad er det?” Svaret kom kort efter. Tre små gule bøjer på størrelse med en appelsin dukkede op i vores kølvand. Vores held var, at hverken skrue, ror eller køl fangede linerne til garnet. Bølgerne gør det helt umuligt at se bøjerne, men vi var heldige. Mod slutningen af turen var vinden ikke under 10 m/s. Ved indsejlingen blev sejlene bjerget – forsejlet rullet med stagen på, da bølgerne nu var 1-2 m, og det var for farligt at bjerge stagen under de forhold. Løsningen blev, at stagen blev siddende, til vi var i havn. På VHF kanal 80 fik vi at vide, at vi måtte ligge udenpå en motorbåd, når vi kom ind. Der var åbenbart trængsel, vel bl.a. pga. vejret. Det er dejligt at sejle ind, hvor vi har været før. Dels kender vi forholdene og de problemer, der er ved anduvning. Her i Brighton er der stærk tilsanding, så man må være klar til at dreje tæt om molehovedet og komme i læ, og så er der afmærkning ind mod havneindløbet. Dels er vi kendte fra vores besøg her i 2012. I går, da jeg kaldte Gosport Marina og sagde, det var Freja fra Danmark, spurgte herren: ”Is it mr. Fristrup?”. Ja, så er det da helt hjemligt. I alle havne, som besøges for første gang, skal vi oplyse navn, adresse, tlf.nr., bådnavn, hjemhavn og hvor længe, vi bliver. Oplysningerne ligger åbenbart gemt i deres system, så de hurtigt kan finde dem frem, når vi kalder havnen. Nå, men turen i dag blev på 41,8 sømil på 6 timer – fra 8,30 til 14,30. Et fint gennemsnit takket være tidevandet.


1. overliggerdag i Brighton

2017-07-16

Om formiddagen blev båden rengjort ind- og udvendig. Det hjalp betragteligt, og efter frokost gik og gik og gik vi en lang tur til Brighton. Vi troede, vi kunne komme med det elektriske tog, som sidst vi var her.  Men ak. Det var under reparation og først færdig om lang tid. Sidst, vi var her, havde City Council netop bevilget en del penge til pier og strandpromenade. Det havde da også hjulpet lidt – men meget trængte stadig til vedligehold og reparation. Vi nød en øl yderst på pieren, og på hjemvejen ville vi se, om vi kunne købe et USB-stick, da Jonna havde fyldt de 2, vi har. Det lykkedes. Vi fandt et på 32 GB til 20 £. Lettet for ca. 30 £ skulle man tro, hjemvejen var lettere end udturen. Igen tog vi fejl. Det var 2 trætte turister, der vendte hjem til Freja sidst på eftermiddagen. Vinden ser ud til at gå i øst til i morgen, så vi ser tiden an.


2. overliggerdag i Brighton

2017-07-17

Vinden var østlig fra morgenen af og skulle øge op ad dagen. Derfor besluttede vi at blive. Vi tog cyklerne frem for at undgå gårsdagens pinsler!  Vi ville gerne se den gamle bydel i Brighton – The Lanes – med små, smalle gader (ca. 2 m) og desuden få skiftet batteri i Jonnas ur. Begge dele lykkedes til fulde. Vi fandt en urmager i The Lanes – hans mærker var Rolex og Breitling, men han kunne da godt skifte batteri i et Certinaur. Vi blev først lukket ind i butikken, da de havde set os an!! Mens urmageren skiftede batteriet, gik vi rundt i The Lanes. Der er næsten kun juveler- og smykkeforretninger i de små gader. Vi spiste frokost på en Thai-restaurant. De havde en dejlig tagterrasse og en thaimenu, ledsaget af en Chang-øl. Skammeligt, vi ikke fik en sådan, mens Kronborg og Jens Ole var på besøg. Efter frokost gik vi tilbage til vore cykler, som vi havde efterladt på et lille torv, aflåste forstås. Herefter gik turen hjemad. Det gik hurtigt og smertefrit. Dejligt med de små cykler. Solskærmen kom op for første gang i år. Sol og sommer, ca. 25 grader og kun lidt vind fra øst. Måske skulle vi alligevel have sejlet i formiddags? Nå, det er for sent nu. Middagsluren kalder. Men så kommer der en hollænder, og vi må rykke båden! Der er altid lidt at gøre, men nu er resten af dagen sat af til afslapning i det fine vejr.


3. overliggerdag i Brighton

2017-07-18

Vinden er gået i øst, og vi nupper en ekstra dag i solskin i Brighton. Formiddagen gik med småtterier. Krydsord, vejrmelding, slette billeder fra kamera for at få plads til flere, en ekstra kop kaffe, bad og ellers afslapning. Over middag tog vi cyklerne til Brighton. Vi ville se domkirken og museet. Domkirken var under renovering og blev kun brugt til koncerter, så det blev kun til museet. Her var der i den største sal 5 kæmpekogler af PH, som lyste rummet op. Vi spurgte, om det ikke var PH-koglen. På museet vidste de det ikke! Men efter en større undersøgelse fik vi besked på, at det var PH-lamper. Så lærte guiderne også lidt i dag!!! På hjemvejen kølede vi af med 2 øl – kolde! Hjemme igen blev cyklerne pakket, og vi fik købt en flaske gas. Så er vi klar, når vinden vender til W. Forhåbentlig sker det i morgen.


Brighton-Eastbourne (Newhaven)

2017-07-19

Om morgenen besluttede vi at sejle til Newhaven, mest for at se noget nyt, men også for at gense vores pub og stamgæsterne, som jeg havde en snak med i 2012. Men så skete der pludselig noget, som aldrig er hændt os før i vores 43-årige sejlerliv. Vi blev over radioen nægtet adgang til havnen. Vi var allerede på vej ind, da jeg fik kontakt med marinaen. Beskeden lød, at vi ikke kunne få en plads derinde. Jeg spurgte, hvad jeg så skulle gøre. Sejle videre til Eastbourne, lød svaret. På den måde skete det, at vi endte i Eastbourne. Så har jeg da oplevet det med! Efterfølgende fortrød jeg, at jeg havde kaldt marinaen. Vi skulle bare være sejlet ind. Der måtte da være en plads udenpå en anden båd. Nu ligger vi så i Eastbourne med ”gamle” strømproblemer. Pt. har jeg kontaktet et elfirma for at få en mand til at måle på vores grej. Forhåbentlig løser problemerne sig, inden vi drager videre mod øst. Dagens distance 21,5 sømil.


1. overliggerdag i Eastbourne

2017-07-20

Det lykkedes i eftermiddag at få en tekniker til at se og måle på vores el. Det viser sig, at det er vores varmtvandspatron, der er skyld i vore problemer. Så nu er der lukket for det varme vand, Jonna. Undskyld formuleringen!! Men ikke desto mindre virker resten af voret elsystem perfekt. Nu er vi en hel del klogere og 60 £ fattigere, så nu drager vi hjemad uden varmt vand via el på broen, men vi har elkedel og motorvarmt vand efter sejladserne, så det går nok. Vi fejrede problemløsningen med 1 kold øl på en havnepub ikke langt fra båden. I morgen skulle vinden aftage til 3-4 Beaufort, og det kan vi klare, og da retningen SW-SE også er god, er tanken, at vi i morgen kl. 7 sluser ud og drager mod Dover i medstrøm.


Eastbourne – Dover

2017-07-21

Distance 41,5 sømil. Op kl. 6 – afgang kl. 7 – ud af slusen, og kl. 7,20 var sejlene sat. Fuld forsejl – rebet storsejl. 8-10 m/s fra SSE. Strømmen gik allerede godt kl. 7,30. Vi gjorde 7,5 – 9 knob de første timer. Det varede indtil 5 sømil før Dover. Så måtte vi rulle forsejlet og sejle for motor og storsejl det sidste stykke. Strømmen var næsten helt aftaget, da vi ankom, så timingen var ret god. Takket være strømmen blev gennemsnittet over 8. Vi brugte lige nøjagtig 5 timer til turen. Vi fik en plads i Dock Grandville, og derefter ville vi gerne gøre lidt indkøb, bl.a. brød og kød. På havnekontoret havde vi fået et bykort, hvorpå Jonna fandt en Coop butik. Det var jo bare fint, så vi begav os afsted mod byen. Vi kunne ikke finde butikken, selv om vi ledte et pænt stykke tid. På et tidspunkt spurgte vi så en ældre dame om vej. Nej, Coop lukkede sidste år, så vi kunne ikke købe noget der!! Er nyt supermarked var åbnet et stykke udenfor byen, men det opgav vi. I stedet købte vi det mest nødvendige i en lille kioskagtig butik. På hjemvejen syntes vi, at vi havde fortjent en øl. Sådan blev det. Vi nød en øl inde på et nedlagt værft, som var ombygget til bar og restaurant.


Dover–Dunkerque

2017-07-22

Distance 42,2 sømil med et gennemsnit på 7. Vi havde studeret vejrmeldingen – den var ikke for god, men uden udsigt til bedring de næste dage besluttede vi at sejle. Tidevandet var nordgående fra kl. ca. 9, så vi sejlede kl. 9,15. Der var frisk vind i starten, hvor vi havde rebet både forsejl og storsejl. Vinden aftog mod al forventning i løbet af dagen, og vi sluttede med fuld sejlføring. Ankomst kl. 15,15. Dejlig sejltur i tilpas vind. Vel ankommet til Dunkerque er der dømt afslapning.


Dunkerque-Ostende

2017-07-23

Distance 25,5 sømil. En behagelig sejltur for forsejl alene. Vi havde næsten plat læns, og det var behageligt med kun 1 sejl. Vi havde en medstrøm på omkring 3 knob, så turen tog kun godt 3 timer. Vi fik plads i den royale sejlklub. Det var der nu ikke meget royalt over, bortset fra restauranten i klubhuset, som var opført af kong Leopold den II. Her spiste vi aftensmad. Det var en oplevelse. Hele menuen, inkl. en flaske vin, kostede 60 €.


Ostende-Middelburg

2017-07-24

Distance 33,7 sømil. Vi sejlede kl. 10,30. Lidt for tidligt i forhold til strømmen, men vi ville gerne se, om vi kunne nå slusen i Vlissingen kl. 15,30. Der var 25 sømil. Vi startede med hård vind og regntunge skyer, hængende truende over os og ganske som ventet modstrøm. De første 2 timer blev det kun til ca. 8 sømil. Omkring middag fik vi en kraftig regnbyge, og vinden tiltog og drejede til NØ – modvind. Vi havde ellers NW vind, som passede os fint. Nå, men ovenpå regnen løjede vinden og vendte tilbage til NW. Omkring kl. 13 fik vi strømmen med og gik til tider over 10 knob. Kl. 15,25 sejlede ind i slusen sammen med 3 andre. Det betød, at vi kl. 15,45 var uden tidevand for første gang i over 2 måneder – en dejlig oplevelse!! Efter passage af de 5 første broer på vores vej gennem Holland fik vi en foreløbig plads i Middelburg hos sejlklubben Arne. I morgen bliver vi lukket ind i det allerhelligste med nem adgang til både toilet og bad og til Arnes klubhus med bar. Ja, så er vi klar til helt afslappet kanalsejlads. Ingen tidevand, ingen vejrmeldinger, ingen saltholdig øl og formiddagskaffe, ingen natteræs, ingen afbrydelser af morgensøvnen, men til gengæld masser af broer og sluser og ventetid og mennesker. Godt vi er blevet for gamle til at arbejde, så vi når det nok!!


1. overliggerdag i Middelburg

2017-07-25

Morgenkaffen blev udskudt, da vi skulle flytte til vores blivende plads indenfor broen. Den åbnede kl. 9,15, og vi skulle igennem. Det gik fint, og vi fik en god plads lige foran toilet og bad og et par værtshuse. Der er ca. 1,70 m mur foran båden, som forceres via en simpel stige. Det betyder, at jeg må gøre Gordons ord til mine: ”Det er ingen kunst at gå på værtshus, kunsten består i at gå/kravle/klatre hjem derfra”. Over middag kom cyklerne i spil. Vi kørte efter dagligvarer i et stort varehus (Bilkas størrelse). Med noget besvær fik vi alle indkøbene med hjem. 2 rygsække og 2 store poser var fyldt godt op. Den sidste del af eftermiddagen og aftenen bød på afslapning ombord i solskin, dog blæste det en del, så vi satte cockpitteltet op for at give læ. I øvrigt er havneprisen her lidt mere human end i Sydengland. I Middelburg betaler vi 22 € pr. nat inkl. strøm, bad og toilet. Det virker meget rimeligt.


2. overliggerdag i Middelburg

2017-07-26

Det er Jonnas fødselsdag. Skipper var tidligt oppe for at sætte signalflag for fødselaren. Det lykkedes ham også at rette morgenbord an, inden fruen stod op. Hyggeligt morgenbord, men skipper manglede gaven. Det blev der gjort ende på med besøg i en udstyrsbutik tæt ved. Jonna fik en Gaastra-fleecetrøje. Herefter tog vi cyklerne til nærmeste apotek for at få noget effektivt mod myggestik, som har plaget os de seneste nætter. Det lykkedes kun delvist, da det bedste, vi kunne få, var zinksalve. På hjemvejen besøgte vi en mølle og en stor rundkirke (Osstkerk) Jonna fik i dagens løb en del lykønskninger fra nær og fjern, som hun takkede for. Over middag fik vi en lille middagslur. Derefter gik turen ind til byen. Vi besøgte nogle gamle, smalle stræder, og senere var vi på jagt efter et par sko til Jonna, da hun står dårligt fast på dækket i de gamle. Det lykkedes, så hun nu er klar til de næste mil på de hollandske kanaler. I aften var vi på besøg i vores stamværtshus fra sidst, vi var her. Vi fik serveret en rigtig god grillemenu med tilhørende rødvin. Det smagte os, så det var 2 mætte pensionister, der returnerede til Freja kl. ca. 21. Det passede med, at signalflagene skulle stryges og Dannebrog ligeså. Lige nu nydes kaffen ombord efter en begivenhedsrig dag for både Jonna og jeg. Vi glemte helt, at det også var vores 43. bryllupsdag.


Middelburg–Dintel Marina (lidt før Willemstat)

2017-07-27

Vi kom ud ved broåbningen kl. 8,15. Derefter til tankning hos Jos Marineservice ved indsejlingen til Middelburg. Det blev til 59 l diesel og 5 fenderovertræk. I dagens løb passerede vi 4 sluser og et par broer. Det blæste godt, men det gav ingen problemer, da vi er i beskyttet farvand. Vi var fremme kl. 18 og fik en plads anvist af havnefogeden. Prisen var yderst rimelig – 11,50 € alt inkl. Distance i dag 40 sømil. Vejret var solrigt og uden regn, men til gengæld godt med vind – ca. 10 m/s.


Dintel Marina-Willemstadt

2017-07-28

Distance 5 sømil. Vejret var rædsomt – regn og blæst – og dertil et par slusninger, som ikke helt gik som ventet. Alt i alt lidt af en øv-dag, og under de betingelser orkede vi ikke at sejle videre. Derfor blev det kun til 5 sømil. Vi fik en rimelig plads i Willemstadt. Hen under aften lykkedes det at komme lidt rundt i byen i tørvejr. Byen ligger med kanal hele vejen rundt. På volden kunne vi cykle hele vejen rundt om den ældste del af byen. På hjemvejen nød vi en Leffe på en restaurant ved en anden del af havnen end den, hvor vi lå. Regnen forsatte hele aftenen.


Willemstadt-Dordrecht

2017-07-29

Distance 14 sømil. Der var tørvejr, da vi forlod Willemstadt, men ak, det varede kun kort. Derefter regn hele vejen. Vinden var stadig ret hård – op til 15 m/s, men vi havde den med, så det var ikke et problem. Vi mangler efterhånden lidt madvarer. Derfor faldt valget på Dordrecht, en middelalderby, som vi også besøgte i 2012. Der var lidt kaos, da vi skulle ind i havnen. Vi skulle vente udenfor på en broåbning for at blive lukket ind. Da vi så endelig kom ind, var pladsen trang, og vi drev pga. vind og strøm under tillægningen, men i 2. forsøg lykkedes det at få landfast fortøjning lagt. Vi regner med at blive her til mandag, da vejret ikke lader til at bedres før.


1. overliggerdag i Dordrecht

2017-07-30

Med til dagens historie hører, at vi fik en hollænder udenpå i aftes. Jonna var ude, da de kom, men de hverken spurgte, om de måtte ligge udenpå eller havde noget at sige. I formiddags fik vi så at vide, at vi måtte flytte, da ejeren af pladsen kom hjem i dag. Kl. 10,30 stod naboen så op. Han fortalte, at vi skulle være væk kl. 12 – og det troede vi så, de også var, så vi kunne flytte. Men kl. 11,50 ville han først afsted kl. 13. Vi havde planer om at handle ind i formiddag, og nu var det først efter kl. 13, vi kunne flytte. Jeg sagde til havnefogeden, at vi skulle købe ind, og vi ville gerne gå nu og vente med at flytte båden til kl. 14 – det var OK. Så gik vi, men magen til mystiske naboer skal vi da lede længe efter. Nå, men vi fik handlet ind og var hjemme igen kl. 13, og så flyttede vi båden – vores nabo var væk!! Jeg ville lige undersøge, hvornår vore piger skulle spille kvartfinale mod Tyskland. Kampen blev i aftes aflyst pga. regn og vand på banen. Det kunne godt passe, for vi fik også vores del af regnen, kun 20 km fra stadion!! Kampen var næsten færdig, og Danmark førte 2-1. Vi så de sidste minutter og fejringen efter kampen på hollandsk TV. Vi fik også begge målene. Meget fint. Den sidste del af dagen – efter middagssøvnen - blev brugt til at vaske. Vi er lidt nede med rent tøj, så det passede fint, at der var ledig kapacitet i Dordrecht. Nu er det afgjort, at vi skal møde Østrig i semifinalen om EM, da de lige efter omkamp og straffespark har slået Spanien. Jeg tror, det er vores bedste chance for at komme i finalen, så vi glæder os til torsdag.


Dordrecht-Alphen a/d Rijn

2017-07-31

Afgang fra Dordrecht kl. 9,30 med broåbning, så vi kunne komme ud af havnen. Der var flere, der havde fået samme idé, så inden længe var vi vel 8-10 sejlbåde ifølge. Vi fulgtes hele dagen, og jeg tror, at det var en fordel ved broåbningerne, at vi var så mange. Vi ventede ikke særlig længe og nåede derfor et godt stykke. Vi nåede Alphen a/d Rijn ved 5-tiden og fik straks en fin plads. Vi fik, som sidst vi var her i 2012, en varm velkomst. Havnepengene var 12,50 €, måske en smule dyrere end sidst, da vi gav 11, så vidt jeg husker. I blandt følgerne var en hollandsk båd, som vi havde udenpå os ved en venteplads. Vel ankommet til Alphen a/d Rijn inviterede de os på øl og diverse snacks. Hyggelige mennesker – Elli og Hüb – så snakken gik godt indtil aftensmadstid. God dag med mange bropassager og en enkelt slusning. Vejret var med os sol/skyer blandet, men uden regn, og vinden var 5-8 m/s.


Alphen a/d Rijn-Harlem Yactclub, Harlem

2017-08-01

Distance 22 sømil. Dagen var vejrmæssigt helt OK! Sol og kun lidt vind. Det, der gjorde dagen lidt træls, var ventetiden. Først ved en jernbanebro fra kl. 11,30 til 14 og senere ved en anden jernbane 1 time og 30 min. Vi sejlede i kortege med 9 andre, hvoraf de 8 var hollændere, en tysker og os. En af hollænderne klagede til bromyndighederne og fik en undskyldning, fordi de havde lavet en fejl. Vi var nemlig i det, man her kalder ”den blå bølge”, hvor alle broerne er afpasset, så vi kan passere, når vi kommer. Når så en bro lader nogle modgående passere, og vi må vente, får det en dominoeffekt på resten af broerne. I dag var der tale om 19 broer, så det ender i noget rod. I dag skulle vi nemt have nået Amsterdam, men måtte stoppe i Harlem foran en motorvejsbro – A9 – som kun åbner 3 gange i døgnet!!! Med Elli og Hüb gik vi i havn i Harlem for at tilpasse bropassagen i morgen kl. 10.30. Aftenen tilbragte vi sammen i Freja med snak, øl og lidt irsk kaffe.


Harlem-Lelystad

2017-08-02

Distance 35 sømil. I dag gik det meget bedre med sluser og broer. Det var måske, fordi der ikke var så mange! Vi kom efter planen gennem broen, som er den sværeste at ramme. Kun 3 gange i døgnet åbnes den. Gennem Amsterdam gik det også planmæssigt. Vel ude på IJsselmeer satte vi sejl igen. Det var dejligt, men vinden var lidt for meget med, og da den faldt til ca. 4 m/s, kunne vi ikke gå mere end 3,5 knob. Det var alligel for lidt, så det endte med motor og storsejl mod Lelystad. Her kom vi gennem slusen efter lidt ventetid. Vi fik en plads i Deko-Marina lige på den anden side af slusen. En fin dag, hvor solen var lidt ustabil, men ingen regn.


Lelystad-Lemmer

2017-08-03

Distance 26 sømil. For forsejl og lidt støtte fra motor i 8-12 m/s over IJsselmeer til Lemmer. Vi kom lidt over middag, så der var ikke trængsel ved slusen ind til byen. Vi var kun 2 både, der slusede ind. Slusepenge 5 €, som jeg betalte inden slusningen. Vi sejlede gennem byen, hvor der var lidt trængsel, men heldigvis havde vi næsten ingen ventetid ved de 3 broer, vi skulle passere inden havnen. Om eftermiddagen tog vinden ekstra til. Det blæste hård kuling 18-20 m/s. Heldigvis fik vi en plads med snuden i vinden, så tillægningen gik nogenlunde, dog havde naboen til den ene side monteret en parabol på pælen, så det var ikke så nemt at fortøje til den side. Manden hjalp selv til, og det manglede da også bare. I havnen er 60-70% tyskere, og mange bruger båden som sommerhus. Hollandsk TV bragte Danmarks kvindelandsholdes semifinale mod Østrig, men pga. stormen blev der udfald i billedet. Vi fik dog det hele med. Kedelig kamp, men OK afslutning med sejr i straffesparkskonkurrencen.


1. overliggerdag i Lemmer

2017-08-04

Om formiddagen kom cyklerne frem igen. Derefter var der indkøbsdag. Vi fik alle indkøbene gjort inden middag. Over middag – efter luren – kørte vi en tur ind til den gamle by for at se lidt nærmere på, det vi sejlede igennem i går. Pludselig fik vi øje på en termokande, som kunne rumme 1 liter – det samme som vores lille kogekedel. Den gamle termokande havde været elendig længe, men vi har forgæves ledt efter en erstatning i såvel Irland som England. Pludselig var der så en i Holland (Lemmer), og selvom prisen var høj (40 €) købte vi den altså. Herefter blev der kun råd til en lille øl på en restaurant, som lå helt ud til kanalen. Dagen har været meget blæsende, så vi glæder os til i morgen, hvor vinden skulle lægge sig.


Lemmer-Leeuwarden

2017-08-05

Distance 31 sømil. Inden afgang i morges tankede vi diesel, men kun for 50 €, da prisen var lidt høj – 1,42 € pr. l. Dagen igennem gik det slag i slag med bropassager. Vi var heldige med de første 5-10, men desværre holdt vores held ikke hele vejen, så igennem Leeuwarden ventede vi en del. Inde i byen døjede vi med at finde en plads helt inde mod græskajen. Vi prøvede 2 gange uden held. Den sidste meter kom vi ikke ind pga. for lavt vand. Vi endte med at ligge udenpå en englænder, som var på vej hjem fra de baltiske lande. Vi ligger fint og kan nyde aftensolen i cockpittet.


Leuwarden-Lauwersoog

2017-08-06

Distance 24 sømil. Afsted præcis kl. 9, da broerne så åbner igen. Det passede fint, for englænderne, som vi lå uden på, skulle også afsted. Det gik nogenlunde, men enkelte kunne ikke finde en passende fart, så vi overhalede et par stykker. Det var heldigt, for broerne i Dokkum holder middagspause fra 12-13. Vi nåede lige netop igennem som de sidste inden 12. Vi slog følge med en hollænder i båden De Schuymer, som også skulle nordpå i morgen. Vi så fodbolddamerne finale, som desværre ikke gik vores vej. Vi så kampen på et cafeteria, her fik vi også aftensmad, da de spillede midt i spisetiden (hvilken uskik). Nå, men tidligt til ro, da morgendagen starter med afgang mod Norderney kl. 06,00.


Lauwersoog-Norderney

2017-08-07

Distance 56 sømil. Det tog lidt tid at komme fri af sandbankerne udenfor Lauwersoog ca. 2½ time og 10 sømil i modstrøm. Men så gik det også nordpå i god fart og medstrøm. Fuld sejlføring hele vejen, 6-8 m/s SW-lig vind. Perfekt til vores Bavaria. Desværre sejlede hollænderen fra os i sin gamle Bavaria 39. Men pyt, det blev jo i familien. Turen sluttede med heftig modstrøm de sidste 3-4 mil. Vi sparede 1 dag ved at gå ud ved Lauwersoog og ikke om planlagt Delfzil. Hvis vejrguderne vil, hedder målet i morgen Cuxhaven. Vejrmeldingen her til aften melder østenvind i morgen og hård vind onsdag, så det ligner et par overliggerdage her på en af Tysklands mest besøgte ferierøer.


1. overliggerdag i Norderney

2017-08-08

Allerede i aftes besluttede vi at holde en fridag. Det betød lang morgensøvn og først op kl. 8,30. Dejligt. Herefter morgenmad, bad og toilette og afslapning. Det blev kaffe med krydsord og lidt romanlæsning (Jonna). Inden frokost kom cyklerne frem, da der skal gøres lidt indkøb i eftermiddag, og der er ca. 3 km til byen. Vi havde en fin tur til byen. Der var mange mennesker, men heldigvis også en Nettobutik, hvor vi købte lidt tysk øl. Vores lager er desværre sluppet op, så nu skal både rødvin og øl slæbes hjem i rygsæk. Mon ikke det begrænser forbruget. Efter hjemkomsten blæste det rigtigt op, og senere kom regnen. Nu er klokken 20, og det har regnet uafbrudt i 3 timer. Hyggeligt at høre lyden af regnen og så være i tørvejr indendørs. Vi nyder et par glas rødvin til lyden af regnens trommen på cockpitteltets tag. Så må vi se, hvad morgendagen byder på af vejrmæssige oplevelser.


2. overliggerdag i Norderney

2017-08-09

Igen en dag med lang morgensøvn. Formiddagen gik med små hjemlige sysler såsom læsning, krydsord og lidt snak med folk på broen. Sidst på dagen lidt indkøb. Det blev også til 1 liter olie til motoren, som har det med at ”svede” lidt. Oliestanden bliver tjekket hver andet dag, og så får den en ”snaps”, hvis det er nødvendigt. Her til aften løjer vinden meget efter en hel dag med 10-15 m/s. Vi forbereder os til en tidlig afgang fra Norderney kl. ca. 05,30. Så skulle det gerne passe med strøm ud, derefter modstrøm og til sidst forhåbentlig medstrøm ind ad Elben til Cuxhaven. Men vi får se, om alt klapper i morgen!


Norderney-Cuxhaven

2017-08-10

Efter havnemesterens råd skulle vi sejle kl. 6,00, men for en sikkerheds skyld blev det kl. 5,30. Vi fulgtes med Ruth og Poul i Domo fra Hadsund. Vi havde planmæssigt medstrøm ud af havnen og det første stykke, inden vi gik fri af sandet. Derefter lidt modstrøm de næste 5 timer, inden vi igen fik medstrøm i indsejlingen til Cuxhaven. Vinden var de første 32 mil fin til sejl, så vi havde sejlene oppe. Lidt før middag spidsede vinden, og vi tog motoren til hjælp. Vi beholde sejlene oppe, og det gav fin fart ind ad Elben. Vi var i havn kl. ca. 15. Det vil sige, at vi sejlede 65 sømil på 9,5 timer. Meget OK. Vinden var først N-lig 4-8 m/s, senere NØ-lig og aftagende mod slutningen. Fin tur, hvor vi undgik ubehagelige overfalls.


Cuxhaven-Brunsbüttel-pæleplads i Kielerkanalen

2017-08-11

Formiddagen blev brugt til rengøring af båd både ude og inde. Der er lavvande her i Cuxhaven kl. 10,51, og derefter skal strømmen lige have tid til at vende, så vi sejler kl. 12,45 og håber at blive båret ind til Brunsbüttel på ”bølgen”. Fin sejltur i medstrøm – 2 timer 15 min. til 17,3 sømil. For sejl hele vejen – rekorden var 10,2 knob på helt fladt vand! Lidt ventetid ved slusen, som vi nåede sammen med Domo fra Hadsund. Der er fyldt i den lille havn ved slusen. Vi ligger udenpå en nordmand i en 50 fods Sweden Yacht, så det er helt nordisk træf.

Da vi gerne vil tidligt videre i morgen og kan se, at det måske bliver svært, når havnen bliver fyldt op, beslutter vi at sejle et stykke op ad Kielerkanalen for at se, om der er en overnatningsmulighed. For 11 år siden overnattede vi i en lille vig ved kanalbredden med pæle at fortøje ved. Vi var spændte på, om stedet stadig eksisterede. Det gjorde det heldigvis, endda med nye pæle. Nu overnatter vi her midt i naturen sammen med 4 andre både. Der er helt stille, og træerne rundt om spejler sig i vandet – meget fredfyldt og hyggeligt sted. Det gav så lige 11 sømil ekstra på loggen.


Pæleplads i Kielerkanalen – Wik (Kiel)

2017-08-12

Distance 44,5 sømil. Vi sejlede fra vores pæleplads kl. 8,55 mod Holtenau, hvor vi skal sluse for allersidste gang. Turen gik fint, men det regnede hele dagen. Vi kom igennem slusen kl. ca. 17 og var på plads her i Wik kl. 17,45. Vi var begge trætte og godt våde, så det var dejligt at komme af det våde tøj og ned i den tørre og lune kahyt. Jonna har allerede lavet mad, så det bliver dejlig med noget at spise og afslapning i aften. I morgen går det så mod Flensborg. Første step bliver til Gelting Mole, hvor vi har aftalt at mødes med Birgitte og Poul i Aphrodite. Det glæder vi os til. Vi håber, vejret er med os i morgen.


Wik-Gelting

2017-08-13

Distance 38,5 sømil. Efter et godt bad og morgenmad gik det kl. 10 ud af Kielerfjorden for fulde sejl. De første 20 mil gik fint for sejl, men pga. et område med forbud mod sejlads, blev resten af turen sværere. Efter passage udenom området kunne vi ikke holde højde længere. Så tog vi først genuaen og efter ca. 10 mil også storsejlet. Det betød, at den sidste del forbi Kalkgrunden og ned til Gelting blev for motor. Vi ankom kl. ca. 17 og fik en fyrstelig velkomst af Birgitte og Poul i Aphrodite. Foruden velkomst var der arrangeret aftensmad med fin vin og senere irsk kaffe. Ja, det var virkelig dejligt. Vejret var så godt, at vi kunne sidde ud og spise i en grillhytte på havnen. Men alt godt får desværre en ende og virkeligheden indhenter os. Vi mangler næsten alt, så i morgen må vi på indkøb.


Gelting-Flensborg

2017-08-14

Distance 21 sømil. Vejret var fint og næsten for stille fra morgenstunden af. Efter morgenmad og lidt oprydning gjorde vi klar til afgang. Inden ville vi gerne tanke diesel, da vi ikke fik fyldt tanken helt, sidst vi tankede i Lemmer. Aftalen med havnemesteren var, at vi skulle være ved tanken kl. 9,30. Imidlertid dukkede han ikke op før 20 min. senere. Nå, jeg troede ellers, tyskere var præcise. ”Ordnung muss sein”. Kl. 10 stævnede vi ud. Vinden var meget svag, men vi prøvede alligevel med sejl – og spilede genuaen, men det opgav vi ret hurtigt. Derefter motor til indløbet mod Gråsten. Her satte vi igen sejl, da vinden var tiltaget til 4-5 m/s. Det bragte os så helt til Flensborg. Her var der indkøb på programmet. Først øl og vin hos Købmandsgården, derefter dagligvarer i Sky. Da alt det var overstået, var vi klar til aftensmad. Den blev indtaget i klubbens lille telthus på havnen. Meget hyggeligt. Poul grillede, og efter aftensmaden fik vi besøg af Olli og hans kone. Han havde lavet 67 OE’er i en hal, han købte i Ullerup uden for Sønderborg. Det var en mand med et stort fortællegen. Han havde prøvet lidt af hvert og sejlet en hel del, bl.a. i Caribien. Han fortalte uafbrudt i en times tid, men kl. 22,15 havde han brug for at trække vejret, og vi benyttede lejligheden til at takke for en hyggelig snak. Lidt senere, kl. 22,30, var der ro i Freja, og jeg tror også i Aphrodite


Flensborg-Høruphav

2017-08-15

Distance ca. 24 sømil. Det blev en dejlig sejltur, hvor Freja fik lov at vise, hvad den dur til. Der var foran for tværs og kryds hele vejen. I starten var vinden SØ 4-6 m/s, men senere øgede den, og mod slutningen var den 8-10 m/s. Vi gennemførte turen uden reb, og det gik helt godt. Søen var dog ved at være lidt grov inden vigen ind til Høruphav. Men alt i alt en god sejlads. Der var varslet torden og regn, så det endte med, at vi spiste aftensmad i Freja. Under aftensmaden kom der også et regnskyl af dimensioner, så det var godt, vi ikke valgte grillløsningen netop i det vejr. Endnu en hyggelig aften med Birgitte og Poul.


Høruphav-Årøsund

2017-08-16

Distance 29,5 sømil. Affarten var timet til kl. 9, da vi gerne skulle nå Chr. X Bro i Sønderborg kl. 10. Der var næsten ingen vind, så det var motor ligeledes gennem Alssund, dog med lidt støtte af storsejlet. Først mod slutningen på turen blev det for fulde sejl. Det blev vel 5-6 sømil for sejl. Ankomst til Årøsund kl. ca. 15. Årøsund var et godt bekendtskab. Dejlig omgivelser, toiletter og klubhus med terrasser, som vi benyttede til aftensmaden. Dagen sluttede med irsk kaffe hos Birgitte og Poul.


Årøsund-Brejning

2017-08-17

Distance 36,6 sømil. Det blev til afsked med Birgitte og Poul, som vi havde tilbragt de seneste dage med. Men i dag blev vi nødt til at drage nordover inden besøg af Lea og Selma. Vi satser på at nå til Brejning. Inden skal vi dog lige foretage lidt indkøb i Middelfart. Hele turen blev gjort for sejl. Årøsund-Middelfart for fulde sejl og Middelfart-Brejning for forsejl. Vi havde modstrøm i Lillebælt mod Middelfart, men efter indkøbsturen var strømmen vendt, og vi forlod Lillebælt med ca. 8 knob for forsejl alene. Vi håbede, regnen ville vente, til vi var ankommet, men nej. Vi fik en rigtig bløder, mens vi ledte efter en god plads i havnen. Det lykkedes – men vi var begge godt våde, inden vi var på plads.


1. overliggerdag i Brejning

2017-08-18

Om formiddagen lånte vi et par cykler af sejlklubben for at køre lidt rundt i området. Det var pænt opad bakke den første kilometer, men senere fladede det heldigvis ud. Vi kom forbi en del bygninger fra forsorgen DKA – Den Kellerske Anstalt. Den startede i 1865 med professor Keller, som ønskede at bedre forholdene for åndssvage, døvstumme og andre mentalt handicappede. Det udviklede sig gennem de næste 50 år til hele Danmark. I 1911 blev Livø gjort til mændenes ø, hvor de skulle arbejde med landbrug og gartneri. I Brejning står mange af de pragtfulde bygninger stadig, men nu benyttet til andre formål. I eftermiddag får vi besøg af Mette, Niels, Lea og Selma. De bliver til aftensmad, og så får vi besætningen på Freja forøget med Lea og Selma i weekenden. Det bliver spændende at se dem igen. Godt 3 mdr. er jo lang tid i børnemålestok, og de har sikkert ændret sig i den tid. Det blev et meget glædelig gensyn. De er blevet meget større i sommerens løb. Nu skal de så sejle med os i weekenden. Det var så spændende at skulle sove på båden, at det varede noget, inden de faldt i søvn.


2. overliggerdag i Brejning

2017-08-19

Solen skinnede fra morgenstunden, hvilket betød, at vores første aktivitet var krabbefiskeri. Det gik fint. Vi fik fanget 6 krabber, som vi lavede krabbevæddeløb med. Næste punkt var bål, som vi lavede samtidig med leg på legepladsen. Det tog lidt tid, da træet ikke var helt tørt. Efterhånden fik vi da lavet så mange gløder, at vi kunne lave snobrød. Vi lavede både snobrød og varmede pølser over bål. Det blev så vores frokost, sammen med en øl og en cola. Efter frokost var der klatring i et klatretræ. Så kunne regnen ikke holdes tilbage længere. Resten af eftermiddagen var aktiviteterne hjemme i båden. Der blev også tid til at spise en is som trøst, da Lea havde fået et hvepsestik. Der blev arbejdet i aktivitetsbøgerne og spillet vendespil. I cockpittet lavede pigerne knob på nogle af rebene, men det gik op for farfar, at han må have lavet et par knobreb, som pigerne kan bruge, når de er på besøg. Aftensmaden var frikadeller (farmors) og kartofler med brun sovs. Den brune sovs blev efter lidt startbesvær et stort hit. De endte begge med at spise sovsen uden kartofler, men med frikadelle til!


Brejning-Vejle

2017-08-20

Efter morgenmad var der afgang mod Vejle. Alle 4 var vi i fuld regnmondering inkl. redningsveste. Turen gik fint, og begge pigerne fik en tørn ved roret. Vi sejlede under Vejlefjordbroen og ind mod havnen. I havnen var der mange mennesker og tilsyneladende mange aktiviteter. Det første, vi så, var en vandscooter, der laver vandtryk til et par sko, som løfter en mand op i luften. Senere var vi rundt for at kikke på aktiviteterne. Vi kom på en lille sejltur med en gummibåd fra ungdomsafdelingen. Inden vi fik besøg af Mette og Niels, nåede vi lige en softice. Den var lidt større end ventet, så begge pigerne havde svært ved at klare den.  Da Mette og Niels kom, var pigerne i det snakkesalige hjørne. De havde så meget at fortælle om dagene på båden og de oplevelser, de havde haft. Dejligt! Efter aftensmaden tog vi afsked med familien, men vi ville jo komme til Aarhus til bedsteforældredag i Selmas børnehave dagen efter.


1. overliggerdag i Vejle

2017-08-21

Efter en formiddag med hjemlige sysler såsom oprydning, vask, bad og andre småting måtte vi gøre os klar til at tage toget til Aarhus. Her skulle vi så tage bus nr. 13 til Frydenlund, hvor vi skulle deltage i bedsteforældredag i Selmas børnehave. Et eller andet gik galt, for vi endte i den gale ende af byen med vores bus nr. 13. Heldigvis havde Mette bilen hjemme, og hun ville gerne hente os og bringe os til børnehaven. På den måde lykkedes det os at komme til tiden – kl. 14. I børnehaven var der forskellige aktiviteter, som børnene og vi andre kunne muntre os med, men først var der kaffe og kager. Det gik meget fint. Helt tilfældigt kom vi i selskab med 2 andre bedsteforældrepar, som også havde båd. Så gik snakken jo. Efter arrangementet fulgte Selma os hjem til Møllevangs Allé, hvor Niels lige var kommet hjem fra arbejde. Det blev en hyggelig aften med familien, inden Niels kørte os hjem til Vejle.


Vejle-Tunø

2017-08-22

Distance 39 sømil. Afgang Vejle kl. 9,15. Ankomst Tunø kl. 16,15. Første halvdel af turen gik fint for sejl med spilet forsejl ud af Vejle fjord. Derefter nordpå vest om Endelave og Svanegrunden. Desværre døde vinden, og den sidste halvdel af turen blev for motor og sejl. Vejret er fint og stille her til aften, så vi nyder det. I morgen går det videre nordpå, hvortil vides endnu ikke.


Tunø-Grenå

2017-08-23

Distance 33 sømil. Afgang Tunø kl. 9,00. Ankomst Grenå 14,30. Hele turen for motor – vinden NØ-lig, men for spids og kun 2-6 m/s. Storsejlet fik dog lov at hjælpe til op langs kysten mod Grenå. Vejret var fint, sol og en hel sejldag uden regn. Aftensmaden indtog vi i cockpittet – uden kaleche – i sol og fuldstændig stille vejr. En af de sjældne sommeraftener, som vi har haft alt for få af. Denne aften nydes, til solen går helt ned og flaget stryges. Vi håber, vinden, som lovet, går i syd i morgen.


Grenå-Hals

2017-08-24

Distance 43 sømil. Ankomst Hals kl. 14,10. I starten var der lidt vind, så vi satte sejl. Vinden var syd-østlig, så vi spilede forsejlet. Det gik rimeligt, til vi var i Gjerrild bugt. Vinden faldt, og vi bjærgede spilerstage og genua. Videre mod Hals for storsejl og motor. De sidste timer friskede det igen, men vi orkede ikke at spile forsejl igen. Der var også en del dønning, så det ville ikke være ufarligt. Derfor fortsatte vi til Hals for motor og storsejl. Vi fandt en plads, men her er lidt uroligt. Det er der altid med syd-østlig vind. Vi håber, den snart vender til vest som lovet, så vi får en rolig nat.


Hals-Aalborg

2017-08-25

Distance 16 sømil. Det blæste godt fra morgenstunden, så vi ventede på bedre vejr – altså mindre vind. På havnekontoret blæste det 5-10 m/s kl. 11, så vi listede afsted mod Nibe kl. 11,30. Vi har 14-15 sømil til broen, og jeg regnede med, at vi kunne nå åbningen kl. 14. Men, men modstrøm i Langerak og dertil 10-14 m/s ret imod var hård kost for Vovoen. Kunne i periode ikke komme op på 5 knob. Det betød, at vi missede broen kl. 14 og måtte vente til kl. 16 med at komme igennem. Da vind og strøm stadig var imod, besluttede vi at tage en nat i Sejlklubben Limfjorden, vores gamle havn. Det var jo her, det hele startede. I morgen håber vi så at nå til Nibe, som vi forlod den 5. maj.


Aalborg-Nibe

2017-08-26

Distance 13 sømil. Efter morgenmaden gik turen så mod Nibe. Stadig modvind og modstrøm, så det blev for motor. Vejret var overskyet/sol og 4-6 m/s fra vest. Vel ankommet til Nibe blev det til en rimelig stor whiskey til fruen og skipper for veludført sejlads i de forløbne 2577 sømil. Ikke alt gik efter planen, men vi klarede alligevel at komme skadesfrie hjem. Hverken sjælen eller båden led overlast på sommerens togt rund om England. Flagene i riggen viser, hvilke lande vi besøgte, nemlig: Skotland, Nordirland, Irland, Wales, England, Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland.


Sommertur 2018 - Overnatning i Nibe

2018-04-26

Dagen var afsat til at lukke af derhjemme og komme afsted mod langtursejlernes træf i Hou. Alt gik faktisk nærmest planmæssigt indtil kl. ca.  15, hvor vi var klar til afgang. Vinden tog til, og det blæste omkring 12-14 m/s. Da vi jo er lystsejlere, havde vi ikke lyst til at starte i halvdårligt vejr. Vi besluttede at overnatte i Nibe og så sejle afsted næste morgen, hvor vinden skulle være løjet noget.


Nibe-Hou

2018-04-27

Som ventet var vinden løjet til 6-8 m/s. Rigtig fint sejlvejr. Vi sejler kl. 9,10 mod Hou. Dejlig sejlads, hvor både vind og strøm er med os hele vejen. Eneste ting, som forlængede turen, var vores ventetid ved broen. Vi var fremme ved jernbanebroen kl. 11,05 og kom igennem 11,50 og gennem Limfjordsbroen kl. 12,00. Herefter gik det med fulde sejl mod Hou, som vi ankom til kl. 16,00. Rigtig fin tur for sejl. Tørvejr og lidt sol – vanterne var på, når man havde rortørn. Distancen blev 38 sømil.


1. overliggerdag i Hou

2018-04-28

I dag er det nøjagtig 1 år siden, mor døde. Tiden går hurtigere og hurtigere, og vi går med. Dagens træf med langturssejlerne startede kl. 15, da Irene og Steen ankom med kaffe og kage. Til spisningen om aftenen var vi ca. 30 deltagere. Dog var der kun 4 både, resten kom i bil for at være med. Det blev en hyggelig aften med godt humør og en masse beretninger om stort og småt.


Hou-Strandby

2018-04-29

Distance 32 sømil. Egentlig var dagens mål Frederikshavn, men efter 2 grundstødninger i havneindløbet, opgav vi. I stedet blev det Strandby, hvor der var masser af vand. Turen startede for motor i vindstille, men ved Stensnæs kom der lidt vind, og sejlene bragte os til Frederikshavn. Turen fra Frederikshavn til Strandby blev for motor. Solen har skinnet hele dagen, men vinden fra nordøst var kold, da den endelig indfandt sig.


1. overliggerdag i Strandby

2018-04-30

Det blæste godt fra morgenstunden. Senere kom regnen og sidst på dagen lidt tordenvejr. Hen under aften blæste det kuling – ca. 14 m/s. Fortøjningerne måtte ses efter og tottes op, da stævnen rørte broen. Vi tilbragte hele dagen nede om læ med krydsord og læsning i en behagelig varme 20-21 grader, så vi led ingen nød, selv en middagslur blev der tid til. Vinden skal aftage til i morgen, så må vi se, hvad vi så gør.


Strandby-Skagen

2018-05-01

Distance 15 sømil. Ganske som lovet løjede vinden og drejede mod syd. Vi besluttede at drage mod Skagen, så vi kan være klar, når det rigtige vejr kommer. Turen blev både for sejl og motor. Dønningerne var værre end ventet, så motoren kom til hjælp for at gøre turen mere behagelig. Helt mærkeligt at ligge i Skagen med så god plads! Det er vist første gang, vi prøver det.


Overliggerdage i Skagen

2018-05-02 to 2018-05-04

Vores første kontakt i Skagen var Jess, som vi blev nabo med. Han bor på sin båd, mens han går på Skagen Skipperskole. Hyggeligt at møde én, som stadig sejler i et træskib. Havnefogeden Anita havde vi også kontakt med. Det handlede om det frihavnsmærke, som af uforklarlige årsager ikke var nået havnekontoret i Nibe, da vi sejlede derfra. Vi aftalte, at Lennart kunne sende et frihavnsmærke til hende, når eller hvis det skulle dukke op. Det blæste i øvrigt bravt de 2 første dage her i Skagen, men på 3. dagen løjede vinden, og vi overvejer nu at stikke over til Sørlandet lørdag morgen. I skrivende stund – fredag kl. 14 – er der stadig ingen løsning på problemet med frihavnsmærket. Sidste chance er at scanne det ind – hvis det kommer til Nibe – og sende det til havnekontoret i Skagen, som kan printe det ud og laminere det, men det skal jo snart være, da havnekontoret lukker ved 17-tiden. Vi håber det bedste. Har ellers handlet det sidste, især madvarer, så vi er klar til afgang i morgen tidlig.


Skagen-Arendal

2018-05-05

Så blev det afgang fra Skagen. Efter tankning sejlede vi kl. 06,10. Vejrmeldingen lød på vind fra SE-S ikke over 8 m/s. Et er teori noget andet virkelighed. De første timer omkring 8 m/s – derefter 8-10 m/s, og de sidste timer 10-14 m/s. Ja, det blev så lidt mere vådt og gyngende end forventet. Da bølgerne kom fra syd, og strømmen var sydgående, var der krapsø, som indimellem oversprøjtede båden og os. Ret hurtigt blev det klart for os, at sejlene alene ikke kunne holde fart gennem søerne, som kom lidt forfra. Derfor havde vi motorhjælp (1800 o.) for at holde fart igennem søerne. Vi anduvede Torungen fyr og var i havn foran Arendals gamle rådhus kl. 19,10. Ret hurtigt mødte vi havnefogeden, og med strøm og plads kostede det kun 68 norske kroner – dagens gode overraskelse. Distance 82,5 sømil. Afslutningen på historien om frihavnsmærket blev, at Lennart (havnefoged i Nibe p.t.) sendte et billede af mærket med en tekst, som dokumenterede gyldigheden. Nu er vi så spændte på, om nordmænd og svenskere er klar over det nyeste i Danmark, nemlig frihavnsmærke på mobil(pay)!! Det vil tiden vise.


1. overliggerdag i Arndal

2018-05-06

Oven på gårsdagens strabadser gik vi allerede til ro kl. 21,30. Vi sov godt og længe – op kl. 8,30. Vejret var fint og for første gang ingen dug på loft eller ruder. Nød morgenmaden i cockpittet i sol. Dejligt. Inden middag lidt tjek på sejlene, som blev rullet ind i stærk vind. Eftermiddagen blev brugt på en gåtur rundt i den gamle del af Arendal. Flot kirke, som var låst. Tilbage på båden nød vi solen og lidt hjemlige sysler med læsning og krydsord. Dejlig dag på Sørlandet.


Arendal-St.Hampholmen (Malöya)

2018-05-07

En stille tur for motor – vind 0-2 m/s. Vi gjorde os lidt umage med navigationen, da vi passerede nogle smalle løb undervejs. Det sidste stykke sejlede vi ind gennem Smørsundet, og der var ikke under 3,7 m. Imidlertid var der ikke umiddelbart naturhavne med tilstrækkelig dybde. Vi snød lidt og gik til på en ilandstigningsbro for Skærgårdstjenesten. Her havde vi ved lavvande ikke mange cm under kølen, men det gik. Vandet steg igen fra kl. 19 – så vi kan sove roligt. Vinden har lagt sig helt nu – kl. 20 – og solen er på vej ned bag klipperne mod vest. Vi grillede her til aften og nød stilheden, vejret, maden og vinen. Det er sådanne aftener, der gør det hele værd. Så er livet virkelig værd at leve!! Glæder os til samme vejr i morgen – forhåbentlig. PS: Vi ligger kun få mil fra Grimstad. Distance fra Arendal 11 sømil.


St. Hampholmen-Hestholmsbugta v. Lillesand

2018-05-08

I dag var der også kun let vind, så turen fra Hampholmen blev for motor i roligt tempo. Fuld sol som i går. Da vi ankom, var vinden taget til fra NØ, som bugten er ret åben for. Vi ligger for en ankerbøje syd i bugten – dejligt. Fra denne position kan jeg som havnefoged for danske skærgårdssejlere give gode råd og sørge for, at alt går rigtigt til. Lige nu venter jeg på Jørgen Djørup og Anders Bang, som plejer at gøre deres ankomst hertil lidt efter os. Sidst (2001) var de også lidt sent på den, så vi må være tålmodige. Men hvad skete der så? 4 unge mennesker ankom ”med fuld musik” og lagde til ved en ”landstigningsbro”. Da det var gået godt, syntes den unge skipper, det skulle fejres. Han gik op på fjeldet i krattet og fyrede kanonslag og romerlys af. Det gav genlyd i hele bugten. Imidlertid gik der ild i krattet, og musikken blev afløst af paniske råb, mens de fik fat i 2 pulverslukkere og en pøs uden reb i hanken. De arbejde med panisk hurtighed og fik dæmpet ilden, hvor flammerne stod et par meter op. Mere pulver og vand kom til, og så afsted, inden ”havnefogeden” kunne nå at få kontakt med de unge. Men han tager sig jo også primært af danske skærgårdssejlere, og da Jørgen og Anders ikke er nået frem endnu, lukker kontoret for i dag. I morgen må vi holde øjne og ører åbne, for vi planlægger at gå gennem Blindleia. Herefter må vi ”se”, hvor turen går hen.


Blindleia tur retur- Lillesand

2018-05-09

Distance 15 sømil. Efter en rolig nat for anker var dagens projekt en tur gennem Blindleia. Det blev en smuk tur i strålende sol. Ved sydenden af Blindleia spiste vi frokost ved en bøje. Derefter nordpå igen til Lillesand, hvor vi ligger inde foran torvet. Efter betaling af havnepenge (200 norske kroner) gik vi på værtshus – vores første besøg i Norge. Hvorfor? – Jeg tror, prisen fortæller det hele! En lille fadøl til Jonna og en lidt større til mig – det blev 181 norske kroner, ca. det samme som 3 rammer Slotsøl fra grænsen! Så nu må vi kunne klare os et stykke tid. Lige nu sidder vi og hygger os med 1 glas rødvin af den billige slags og nyder solen og skærgården. Kun opvasken truer i en ikke så fjern fremtid.


Overliggerdag i Lillesand

2018-05-10

Dagen var udnævnt til ”Store badedag”. Det startede med et bad ombord. Senere var det meningen, at vi ville vaske tøj. Det gik bare slet ikke. På vaskemaskinerne stod, at man skulle bruge mønter for at vaske. Vi vekslede, men ak – pengene kunne ikke bruges, måske var det poletter, der skulle bruges. Poletterne kunne vi ikke få – alt på havnen var lukket, både turistkontor og havnekontor. Til slut opgav vi vort forehavende. Det blev dog til en gåtur rundt i byen. Bla. til et udsigtspunkt ikke langt fra havnen og senere et besøg ved kirken – men der var gudstjeneste, så det blev kun til et kik udefra. Efter frokost regnede det temmelig kraftigt. Der er flomvarsel på østlandet længere nordpå. Regnen varede til ud på aftenen. Vinden har lagt sig, og i morgen går det nordpå.


Lillesand-Hampholmen

2018-05-11

Distance 14 sm. Efter morgenmad og klart skib var der afgang fra Lillesand. Vinden var svag fra syd, og for forsejl kunne vi lige klare godt 4 knob. Dejligt stille og roligt her i medvind og fuld sol. I første omgang lagde vi til i Grimstad. Efter frokost var vi på gåtur i byen. Det endte med, at vi fandt en Rema 1000, hvor vi fik gjort nogle indkøb. De første i Norge. Indtil nu har vi klaret os med proviant, som vi har medbragt. Da vinden lagde sig helt hen imod aften, besluttede vi at sejle ud til Hampholmen, som kun er 10 min. væk. Her finder vi en fin plads for hækanker. Det er vores debut i 2018. Det går egentlig meget godt med lidt norsk hjælp, og nu ligger vi sammen med 4 norske motorbåde. Vinden har lagt sig helt – ikke en krusning på vandet. Skærgården, når den er bedst og smukkest.


Hampholmen-Arendal

2018-05-12

Distance 11 sømil. Efter en stille nat for hækanker brød vi op efter morgenmaden for at sejle til Arendal igen - igen. Vi havde et par vigtige ting, der skulle ordnes: Pkt. 1: Lars Bakkegård, sejlerven fra Nibe, men oprindelig fra Arendal, skulle have konfirmation i Nibe. Hans nevø fa Arendal kunne så tage et frihavnsmærke med herop. Lars havde erfaret vore problemer via blokken og havde tilbudt at hente et frihavnsmærke hos Lennart. Vi takkede mange gange og fik på den måde et mærke leveret i Arendal. Punkt 2: Vi havde planer om at vaske i Grimstad, men det var umuligt at skaffe poletter. I Arendal vidste vi, at det kunne gøres, og sådan blev det. Resten af dagen afslapning og lidt grand prix. Afslutningen på grand prix så vi aldrig. Det var jo langt over vores sengetid.


Arendal – Lyngør (Bukholmene)

2018-05-13

Distance 17 sømil. Vinden var i dagens anledning gået i nord, som vi slet ikke havde brug for. Så det blev 4 timer for motor med en hel del modstrøm.  I 1994 lå vi langskibs ved klippen, og det skulle vi da prøve igen. Man ak – pladsen var optaget. Imidlertid sejlede de i løbet af 1 time, så vi ventede på at få Norges bedste naturhavn. Langskibs med egen kaj i granit, helt lodret klippe at fendre imod og omkring 4 m vand. Det kan ikke være bedre. Tillægningen var lidt svær, da sundet er meget strømfyldt, men med en god forgast kan meget jo lade sig gøre. Kl. er ca. 16, og resten af dagen er til grill og rødvin og svenske grillkartofler i sol og læ. Oplevelsen kan ikke beskrives. Det skal simpelthen prøves! NB: Vi var her med drengene i 1994 – også den gang var oplevelsen unik!!


Lyngør-Risør

2018-05-14

Distance 8 sømil. Lyngør er måske mest kendt for slaget ved Lyngør den 6-7. juli 1812, hvor hovedaktørerne på dansk-norsk side var Najaden med 42 kanoner, en nybygget fregat, flådens stolthed, to brigge Samsøe med 14 kanoner og Lolland med 18 kanoner. På engelsk side var Dictator med 68 kanoner, et linjeskib, Calypso, en brigg, med 20 kanoner og 2 andre brigge, som aldrig nåede frem til Lyngør. Fartøjerne kom til at ligge overfor hinanden midt i Lyngør. Slaget varede 2 timer, og med de 2 store engelske skibe i gunstig position lykkedes det dem at skyde de dansk-norske skibe i brand. På dansk-norsk side deltog 600 mand, hvoraf 133 mistede livet og 88 såredes. På engelsk side var tabet 9 døde, 26 sårede og 2 savnede. Den danske kommandant, Hans Preben Holm, gik efter råd fra en lods ind til Lyngør, hvor man ikke regnede med, at briterne ville ind med et linjeskib, der  stak 21 fod. Men den engelske kommandant James Steward, kendt i flåden som Mad Jim, gjorde det, som ingen troede muligt og fik ødelagt Najaden. Nå, bortset fra de historiske ting var turen i dag kun på 8 sømil i let modvind. Vi prøvede med lidt fiskeri undervejs. Jeg med en lille pirk, Jonna med paravane med makrelblink. Jonna fik faktisk bid, en lille torskelignende sag på ca. 20 cm. Den kom ud igen og blev ikke foreviget med kameraet (desværre). Dagen har været vores varmeste indtil nu. Vi gisper i varmen, men holder vel til det!!


Risør-Langøykilen

2018-05-15

Distance 20 sømil. Endnu en dejlig dag i den norske skærgård. Næsten ingen vind og masser af sol. Vi startede for motor. Vel ude på havet satte vi sejl. Det blev dog en kort fornøjelse, da vinden herude døde helt. Så for motor igen inden om Jomfruland og et smut forbi Kragerøy, inden vi gik nord på mod Langøykilen. Da vejret var så fint, ville vi overnatte i naturhavn. Vi valgte Langøykilen, som vi havde besøgt med Carl Erik og Sinne i 2001. Af forskellige grunde endte vores første forsøg med et bump mod en sten. I andet forsøg gik det bedre, og nu ligger vi fint langskibs ved en bro, som skærgårdstjenesten har lavet. Der er desuden toilet og affaldsstativer til vores rådighed, så nu gør vi klar til endnu en grillaften i den norske skærgård.


Langøykilen – Langesund

2018-05-16

Distance 9 sømil. Det blev en stille aften i Pollen i Langøykilen. Min nattesøvn blev lidt forstyrret af problemerne med GPS’en og tanke på, hvordan vi ville klare udturen her til morgen. Det gik imidlertid fint med Jonna som lods fra stævnen. Desuden havde GPS’en haft godt af nattens hvil, da den her til morgen var OK igen. Vores grundstødning i går skyldtes dels min tiltro til GPS’en og manglende udkik til klipperne rundt om. GPS’ens track og kortet stemte ikke overens. Der var en forskel på ca. 40 fod eller 12 m – det er meget i en snæver passage på måske 15 m. Jeg tog et billede af skærmen – men her til morgen var alt OK! En tur igen for motor på et blankt Skagerrak. Vi ligger nu i Langesund helt inde i bymidten med udsigt til kirke og rådhus. Herfra skal vi i morgen opleve vores første 17. maj i Norge – nationaldagen! Vi glæder os.


Overliggerdag i Langesund på Norges nationaldag

2018-05-17

Dagen startede med, at vi blev vækket af kanonsalut kl. 7,00. Efter morgenmaden var der optog gennem byen og til torvet, kun 100 m fra båden. I optoget deltog børn fra Skolemusikken, Langesund Børneskole, Flaggborgen, Politiet m.fl. På torvet var der taler og sange (bl.a. Ja, vi elsker dette landet.). Efterfølgende var der familiearrangemet i Wrigteshaven (lige foran båden). Imidlertid blev vi inviteret hjem til et par, som boede lige ned til vores havneplads. Vi nød både vin og øl og fik en vældig god snak om Lofoten, tørfisk (jeg fik en forærende), Løgstør Rør, Finmark, Alta og meget andet. Kl. 15,00 var der igen samling på torvet. Nu var det voksenoptoget, der samledes, og der var taler og sange. Følgende var repræsenteret:  Politiet, 17. maj komiteen, Flaggborgen, Langesund Skolemusik, spejderne, Langesund Damekor, Langesund Idrætsforening, Stathelle Musikkorps, Kiwaris, Langesund mandskor, Bamble Internationale forening og Bamble musikkorps. Der var mange mennesker på torvet, og solen skinnede omkap med smil og gratulationer. Inden vi gik tilbage til båden, nød vi en kold øl i solen på restauration. Dejlig oplevelse. Vores første oplevelse af 17. maj var bestemt god og en dejlig ting at bringe med i bagagen på vores videre færd i Norge.


Langesund-Jordsbugta/Paradisbugten

2018-05-18

Efter morgenmaden var der indkøb, så vi kan klare os til Sverige, det vil sige et par dage endnu. Da det gode vejr synes at fortsætte, gik vi til en rigtig god naturhavn ved Jordsbukta kun ca. 4 sømil borte. Vi fik en god plads, og vi bliver til i morgen, hvor vi har planer om at gå tværs over den øverste del af Skagerrak til Sverigeskysten, måske Strømstad. Vi har lige nydt det sidste glas rødvin til solens sidste stråler. Endnu en dejlig dag i skærgården lakker mod enden.


Jordsbukta-Strømstad

2018-05-19

Distance 48 sømil. Afgang fra naturhavnen kl. 8,20. Vejret var solrigt, så det blev en flot afsked med Sørlandet. Vinden SW 1-2 m/s – så motoren måtte arbejde hele dagen. Vi ankom kl. 16,30. Som sædvanlig var der trængsel i Strømstad. Men der er ikke mange, der drister sig helt ind i bunden. Det gjorde vi imidlertid og fandt en plads mellem 2 norske motorbåde. Vi har ca. ½ m frit i hver ende. Perfekt. Havnepenge er betalt tallerede 10 min. efter ankomst – 280 sv. Kr. Vi har lige været på en lille bytur, hvor vi har hævet penge. Desuden fandt vi en Pub for første gang siden England i fjor. Det blev til et par gode mørke øl. Nu er vi tilbage i båden og nyder det gode vejr og lidt billig rødvin fra grænsen.


Strömstad-Resö

2018-05-20

Natten blev noget urolig pga. de mange nordmænd, som fejrede pinsen og åbenbart alle skulle se pinsesolen danse til rærligt musik. Først kl. ca. 04,30 blev der ro. Dette var nok den væsentligste grund til, at vi sejlede videre til Resö. Et lille hyggeligt fiskerleje, hvor alt ånder fred og idyl. Vi tilbragte igen en dejlig dag, nu i den svenske skærgård. Sol og blå himmel. Eneste grund til bekymring var havnepengene 310 SEK for en nat, dog med strøm. Nu har vi på 2 dage betalt væsentlig mere end de foregående 10 på Sørlandet. Vi må nok se os lidt om efter gode naturhavne på nedturen, hvis det gode vejr holder. I dag er det planen at mødes med andre både fra Limfjorden og en fra Kolding. Det er Fjelle, Aphrodiite og Valkyrien. Det skal nok blive hyggeligt.


Resö-Fjellbacka

2018-05-21

Det blev en fin tur. Først lidt motor, siden resten for sejl. Vi kunne lige netop holde indsejlingen til Fjellbacka op. Denne morgen var der lidt murren i mine nyrer og  bagtil i ryggen. Det, der var på vej, viste sig at være en nyresten. Et anfald, som tog til i løbet af dagen. Om aftenen havde vi grilltræf med besætningerne fra Valkyrien, Aphrodite og Fjelle. Det blev et hyggeligt møde med mange historier, snak og latter. Mine smerter varierede noget, måske hjalp rødvinen og den irske kaffe!! Da vi gik til ro, troede jeg, at det ville blive en rolig nat. Imidlertid blev der næsten ingen søvn, det til trods, at jeg havde fået smertestillende tabletter af Birgitte, det var Dolol.


1. overliggerdag i Fjellbacka

2018-05-22

Efter en nat næsten uden søvn måtte vi prøve at få kontakt med en læge. Jeg have talt med Niels i telefonen kl. 6,45. Han anbefalede nogle præparater, som han mente, ville være gode, men da vi jo var i Sverige, kunne han ikke ordinere det. Det lykkedes via havnefogeden at få kontakt med Närhelsen, der havde til huse kun ca. 1 km fra båden. Jeg fik en tid kl. 11 ved lægen der. Han undersøgte mig grundigt og ville derefter give besked til apoteket, så jeg kunne hente medicinen der. Ved middagstid startede jeg så på den nye medicin. Det hjalp meget og jeg havde en god dag. Om aftenen fangede vi 6 makreller – 4, der kunne bruges og 2, der måtte ud igen. Så er aftensmaden til i morgen da reddet. Det hjælper lidt på budgettet, da prisen her er 340 SEK pr. overnatning – men så er det også med strøm og bad.


Fjellbacka-Smögen

2018-05-23

Distance 18 sømil. Efter nogen snak frem og tilbage tog vi i dag den beslutning, at vi sejler hjemad. Med mit forbrug af smertestillende medicin kan vi forudse behov for mere medicin inden weekenden. Det vil alt andet lige være nemmere at skaffe i Danmark. Så i morgen tidlig er der afgang imod Danmark. Vejret er jo stadig fint – dog måske lidt modvind, til gengæld er der ikke så meget af den. Nu er jeg spændt på, hvor længe der vil være grus i maskineriet.


Smögen-Skagen

2018-05-24

Distance 46 sømil. Afgang i vindstille kl. 04,30. Stille og rolig overfart for motor. Ankomst Skagen kl. 12,30. Kontakt med Niels om medicin. Han ville lægge noget ind på serveren, det kan hentes på apoteket i Skagen. Meget fint. Jeg har efter overfarten ikke taget smertestillende medicin, så det tyder på, at nyrestensanfaldet er ovre for denne gang.


Skagen-Strandby-Frederikshavn

2018-05-25

Distance 22 sømil. Fandt efter en gåtur på havnen Allan, som for mange år siden var i pleje hos mor og far i Valsted. Han døjede med at kende mig, men efterhånden gik det op for ham, hvem jeg var. Vi bød ham på en øl ombord, men så insisterede han på at komme med rødspætter. Efter at have hentet medicin på apoteket mødtes vi så ved båden. Det blev en hyggelig sludder om gamle dage, inden vi drog afsted mod Strandby. Her skulle vi lige et smut forbi Charlotte og Martin for at se den lille ny – Karla – og ønske tillykke. Det blev også vores første møde med Johan, som er godt 2 år nu. Dejlige børn, der som forældrene trives under de nordlige himmelstrøg. Dagen endte i Frederikshavn, hvor der nu endelig er uddybet, men kun ca. 2,4 m indløbet. Aftensmaden blev Skagenrødspætter – dejligt!..


Overliggerdage i Frederikshavn

2018-05-26 to 2018-05-27

Ovenpå nogle dage, præget af forskellige aktiviteter, er der dømt total afslapning i Frederikshavn. Vi har her kigget lidt kapsejlads. Her er DM i J70-joller, som er 4-mands joller. Det har været ligesom at komme 25-30 år tilbage, da drengene sejlede optimist- og europejolle. 2 puder, 2 øl og 1 kikkert, så var vi igen klar på molen. Lidt spændende, da Frederikshavn havde vundet DM de 2 foregående år. I år kæmpede de mod KDY, som pt. er lige efter Frederikshavn, som fører. Der deltager 18 besætninger fra hele landet. Ellers sker der ikke så meget. God, lang middagslur, lang morgensøvn, lidt TV og lidt reparationer. Så er den dag gået. Vi ville have været videre til Læsø i dag, men regn og ustabil vind gør, at vi venter. Tid er jo en af de ting, som vi har nok af – endnu da!

PS: Frederikshavn vandt det første stævne i DM-serien i sejlsportens 1. division i J70-joller.


3. overliggerdag i Frederikshavn

2018-05-28

I dag var det planen at sejle til Læsø. Men, men – i indsejlingen var der et uddybningsfartøj i arbejde. Vi har tidligere i renden ind til Nibe sejlet forbi et sådant fartøj. Det må også kunne lade sig gøre her. Men nej – vi sad meget fast i mudder og sand. Heldigvis var der en del dønning, som hjalp med, så det lykkedes at komme ind i havnen igen. Derefter tilbage til vores gamle plads og se tiden an. Vi var tilbage til sidste års daglige oplysninger om tidevand – især højvande, så nu mangler vi blot, at fartøjet fortrækker, så vi kan komme ud ved højvande!!


Frederikshavn – Vesterø på Læsø

2018-05-29

Afgang kl. 10,00. Ankomst kl. 13,00.  Log 15 sømil. Den NØ-drejende vind gjorde, at vi kunne sejle for sejl det første stykke. Imidlertid spidsede vinden mere og mere, og skuden stoppede i søen, som nu var lige forfra. Motorstøtte sidste halvdel af turen. Vi kom ind i tørvejr, men fra kl. 14 regnede det godt i et par timer, men nu efter aftensmaden skinner solen igen, og vi sidder med et glas rødvin og nyder livet. PS: efter aftale med uddybningsfartøjet kunne vi sejle ud, da de gik længere væk for at klappe det opgravede materiale.


1. overliggerdag i Vesterø

2018-05-30

Solrig dag, som blev brugt til at se lidt på øen. Cyklerne kom frem, og vi cyklede mod Byrum og derefter ud til saltsyderne. Vi så og hørte lidt om historien bag saltsyderne på Læsø. Cyklede gennem en del af rønnerne, som er store græsarealer, overstrøet med kæmpesten, vel efterladt af isen efter sidste istid. Hjemad gennem en skovrig del af øen – Rimmerne. Et landskab af tidligere havbund, som af bølgerne har dannet forhøjninger, som kan ses i skovbunden. Dette fænomen kaldes rimme-doppe-landskab. Rimmerne er forhøjninger i landskaber på 1-8 m, mens dopperne er lavningerne. Dannelsen er sket parallel med tidligere kystlinje og aflejringerne er sand, grus og lignende. Kendes i Danmark kun i Vendsyssel og altså også på Læsø. Aftenmenuen bestod af jomfruhummere, ciabattabrød og dip af cremefraiche og citron. Dertil en kold hvidvin. Kan absolut anbefales.


Vesterø-Hals

2018-05-31

Distance 33 sømil. Vejrmeldingen sagde Ø-SØ 6-8 m/s. Passende for en sejlads sydpå. Planen var Anholt, men det måtte hurtigt opgives, da vinden var 10-12 m/s fra SØ. Dertil en del sø, så vi ændrede kursen til Hals. Det gik egentlig godt for reb i storsejlet og fuld forsejl. Søen var stadig lidt generende, og sammen med modstrømmen blev det lidt ujævn sejlads. Ud for Hou døde vinden til under 3 m/s, men søen var der stadig, så motoren måtte hjælpe de sidste mil til Hals. Vi var begge lidt præget af den megen rullen. Appetit var der ikke meget af!! Jens Peter og Aud var i sommerhuset, så vi tog cyklerne frem og kørte på besøg. Det blev en hyggelig aften, men alt får jo en ende, og vi cyklede tilbage til båden uden lys ved 10-tiden.


1. overliggerdag i Hals

2018-06-01

Formiddagen gik med indkøb i Meny. Vi nåede også et besøg hos Peter Clemmensen, min gamle kapsejladsmakker, som nu sejler motorbåd. Vi mindedes gamle dage over et par bajere. Hyggeligt. Det var rigtig varmt i dag, og over middag satte vi solsejlet op, da det var anstrengende at klare solen, som bare bagte ned mod os. Vi fik lidt luft inden aftensmaden, da vi var på cyklerne rundt i havneområdet. Hilste lige på en nibenit i forbifarten. Det var Frank Kjær med frue, der var på tur i autocamperen. Lige inden aftensmaden kom Tove og Allan i Sunbeam 345’eren, som var toptunet til deres tur til Middelhavet. Det blev til snak og et glas rødvin. De glædede sig til turen. De ville allerede videre i morgen kl 4. Varmen havde åbenbart taget hårdt på os, så vi gik tidligt til ro.


Hals-Bønnerup

2018-06-02

Distance 32 sømil. I ekstremt stille og senere ekstremt varmt vejr sejlede vi fra Hals kl. 8,30. Det blev en meget stille tur for motor. Kattegat var så blankt, som vi sjældent har set det. Hurtigt efter tillægningen kom vort solsejl op. Det er umuligt at undvære, hvis man vil opholde sig i cockpittet. Der bliver ”ikke” grillet i aften. Ingen kan holde til varmen, mens det foregår!! Men trods alt holder vi skruen i vandet og øllen kold!!


Bønnerup-Grenå

2018-06-03

Distance 14 sømil. Vinden V-lig, men meget lidt af den, 2-3 m/s. Senere sættes sejl, da vinden var 5-6 m/s. Så drejer den mod syd-sydøst. Søerne vokser, og vinden spidser. Sejlene bjærges, og motoren overtager. Planen var Øer Marina, men ca. 2 sømil syd for Grenå opgiver vi vores plan A og går til plan B, tilbage til Grenå. Det var nok en god beslutning, for kort efter vores ankomst til Grenå kom en tordenbyge med 14-16,5 m/s fra syd.


Grenå-Øer Marina

2018-06-04

Distance 22 sømil. Vest til N-vestdrejende vind 6-8 m/s. I starten for rebet storsejl og rebet forsejl, da vinden var 10-12 m/s. Desuden blev vinden i SSV og ikke som vejrmeldingen sagde N-drejende. Vi ankom til slusen kl. ca. 14, men vi måtte vente til kl. 16 med at komme ind. Sammen med os kom en motorbåd fra Nørresundby. Der viste sig at være én ombord, som vi kendte, men ikke umiddelbart kunne fæste til tid/begivenhed. Det var Torben Kirk, som har 2 drenge, der sejlede optimistjolle sammen med Niels og Peter. Drengene hedder Rasmus og Kasper. Kasper var rigtig dygtig og fortsatte sejleriet i Team Danmark regi. I dag sejler ingen af dem. Torben og makkeren var ovre til en snak og lidt irsk kaffe. Hyggeligt at få opfrisket gamle sejlerdage med børnene.


1. overliggerdag i Øer Marina

2018-06-05

Dagen blev brugt til 2 ting. Få vasket alt snavstøj og sengetøj. Det viste sig, at Øer havde fået nye vaskemaskiner og tørretumblere. Det var virkelig en fornøjelse. Vaskemaskiner til 7 og 12 kg. Vasketid 1 time. Tørretumblere, der klarede 1 vask (7kg) på 30 min. Samlet pris for vask og tørring af 2 maskinfulde blev 90 kr. – billigt.

Det andet var at undersøge området for legemuligheder for børn, da vi får børnebørn på besøg i weekenden. Vi fandt en god legeplads og en svømmehal, så det viste sig, at Øer Marina kunne være et fint sted at være i weekeden. Så vi bliver her i Øer Marina.


2. overliggerdag i Øer Marina

2018-06-06

I dag var vi på turisttur til Ebeltoft. Vi tog bussen om formiddagen til Ebeltoft C. Derfra gåtur til den gamle del af Ebeltoft. Første besøg var Farvergården. Her fik vi et indtryk af, hvordan man farvede klæde fra 1700-tallet og frem til 1900-talllet. Meget velbevarede bygninger og interiør bl.a. en fin hestegang. Efter dette besøg var der tid til frokost. Den blev indtaget på en passene god restaurant, som hedder ”Melllem Jyder”. Besøget i den gamle by sluttede på det gamle rådhus. Den gamle rådhussal bruges ofte til bryllupper, hvor man lover hinanden evig troskab foran malerier af hele Danmarks kongerække. Inden hjemturen med bus foretog vi en del indkøb, ting vi ikke kunne få i Øer. Vel hjemme blev båden vasket (den trængte). Så var det slut på den dag.


3., 4. og 5. overliggerdag i Øer

2018-06-07 to 2018-06-09

Torsdag eftermiddag fik vi Lea på besøg. Hun skulle være ombord indtil søndag. Der var et skakspil ikke langt fra båden, så Lea og jeg gik straks i gang med et parti. Det gik godt – vi vandt et parti hver. Lea er snart helt god til brikkernes træk, og vi diskuterer undervejs, hvorfor – hvordan – og med hvilket resultat. Om aftenen grillede vi i det godt vejr. Om fredagen spillede vi minigolf. Det gik helt godt, men der var enkelte næsten umulige huller. Jeg kan ikke huske, hvem der vandt. Ombord i båden blev der tegnet og malet og et enkelt spil Ludo blev det også til. Jeg tabte stort til Lea, som sendte mig hjem i ét væk!! Sidst på fredagen kom Selma så. Lea havde travlt med at vise Selma alt i området. Lørdag formiddag var vi i svømmehal i næsten 2 timer. Om eftermiddagen sejlede vi rundt i gummibåden. Jeg måtte ro, da motoren ikke ville starte. Grill om aftenen og tidligt i seng ovenpå en dag med mange gøremål.


Øer-Aarhus

2018-06-10

Efter morgenmaden fik vi gummibåden surret bagpå båden og i øvrigt gjort klart skib. Regntunge skyer truede og tydede på, at solen skulle afløses af regn. Pigerne skiftedes til at styre, men pludselig kom regnen, og jeg måtte i fuld regnmondering. Efter 18 sømil og en god del regn ankom vi til Aarhus kl. 14. Efter kaffe med forældrene, vinkede familien farvel kl. 16. Det havde været aktive og gode dage, men ”de gamle” kunne godt bruge en times tid på ”fifaen”.


Aarhus-Egå

2018-06-11

Distance 4 sømil. Vi måtte flytte, da ejeren til pladsen ville komme hjem i dag. Vi manglede reservedele til toilettet, og i Egå er der en sejlershop, så turen gik derfor dertil. Men ak, der var ikke lige det, vi manglede. Til gengæld var der en Rema 1000 butik ikke langt fra havnen, så vi fik gjort nogle indkøb til det daglige forbrug. Vi fik øje på en båd fra Rønbjerg i havnen. Det var Merete og Bjarne i Puk, som skulle have fikset deres bovpropel. Der skulle en ny motor til. De kom på besøg i Freja om aftenen. Hyggeligt med besøg, så vi kunne få vendt et par sejlerhistorier.


1. overliggerdag i Egå

2018-06-12

Vi beslutter at blive i Egå, så vi kan kikke os lidt omkring. I øvrigt var det også billigt. Frihavn med en pris på 30 kr. i døgnet + strøm. Over middag fik vi rengjort gummibåden og fik den pakket. Skal jo sikkert frem igen, når børnebørnene kommer på besøg i uge 28. Bjarne fik monteret en ny motor, som vist trak noget bedre end den gamle (da den virkede). Aftenen blev igen i selskab med Merete og Bjarne, nu ombord i Puk, en HR 352, som har fået en ansigtsløftning af Bjarne. Nydeligt skiv!


Egå-Nappedam

2018-06-13

Distance 8 sømil. Stille tur for forsejl til Nappedam. Vi ligger næsten i havneindløbet, men dog på en grøn plads. Det blæser godt – vel 8-10 m/s. Men med stævnen i vinden ligger vi fint. Her er vi midt i naturen. Ikke meget at nyde udover den! På vejen ville Jonna fotografere Kalø Slotsruin, men det var mere end svært, da den var indhyllet i plastic, måske pga. istandsættelse. Mere er der vist ikke at se her, så i morgen drager vi tilbage til Aarhus.


Nappedam-Aarhus

2018-06-14

Distance 12 sømil. Modvind – motor – tørvejr – 2½ time, og det var så den formiddag. Cyklerne frem over middag. Vi nåede lige et besøg i Netto, inden regnen kom lidt før kl. 18. Vi har igen fået en god plads i Krogen, og den er ledig frem til søndag-mandag.


1., 2. og 3. overliggerdag i Aarhus

2018-06-15 to 2018-06-17

Første dag var vi på bytur for at købe fødselsdagsgave til Selma. Det lykkedes dels i Salling og dels i BR. Derefter frokost i Rømer. Så gik vi på jagt efter nogle knagerækker, som Jonna ønsker sig til båden. Vi fandt dem i Illums Bolighus. De var ret dyre, men vi købte dem. På vejen hjem var vi til fodbold ved DR´s storskærm ved sportsredaktionen ud mod vandet. Om aftenen så vi kampen mellem Spanien og Portugal i klubhuset, hvor vi var alene to om en 60 tommers skærm. Resultat: Ronaldo-Spanien 3-3.

Anden dag var vi til fødselsdagsfest for Selma. Efter morgenrutinerne gik det på cyklerne mod Møllevangs Allé. Selvfølgelig fik vi en regnbyge på vejen derop. Hyggeligt samvær og senere fodbold Danmark-Peru. Det endte med, at Danmark vandt 1-0. De var heldige og havde dertil en god sidste skanse i Kasper Schmeichel.

Tredje dag fik vi besøg til frokost af familien fra Møllevangs Allé. Vi fiskede krabber i Aarhus Nordhavn. Inden kaffen nåede vi en gåtur rundt om havnebassinet og sluttede med en is på Havnens Perle. I dagens anledning var der flag i riggen: ”SELMA5ÅR” stod der med signalflag. Kl. 16 kørte familien hjem til Møllevangs Allé. Jeg fik betalt havnepenge, og lige nu nyder vi en 5 o´clock drink (Gin & Tonic). I aften er der dømt fodbold igen. Brasilien-Schweiz kl. 20, men så i morgen drager vi nordpå igen.


Aarhus-Bønnerup

2018-06-18

Distance 52 sømil. Efter morgenmad og pakning af cykler gjorde vi klar til at forlade Aarhus. Dog blev der tid til køb af diesel og toilettømning. Vinden var SSW 8-12 m/s. Først rebet storsejl, da vinden var temmelig plat. Det gik imidlertid ret godt for det ene sejl. De første 49 sømil blev klaret på 7 timer – 7 i snit over 7 timer – vist de hurtigste sømil i vores karriere som Bavaria-sejlere. Imidlertid var der modvind de sidste mil, men så fik volvoen lov til at give et lille bidrag til dagens sejlads. Afgang Aarhus 9,20. Ankomst Bønnerup 17,00. Vi kom lige i havn tidsnok til at få kalechen på, inden regnen kom. Nu er Jonna i køkkenet, mens jeg skriver lidt. I morgen er det Mariager Fjord, hvis vejret vil.


1. overliggerdag i Bønnerup

2018-06-19

Planerne om Mariager fjord i dag blev skrinlagt efter vejrmelding og stærk vind på havnen. Vores vindmåler stod på 12-14 m/s, så vi udsætter Mariager fjord til i morgen. I stedet blev der gjort lidt indkøb og et par spætter til aften. På hjemvejen mødte vi 2 sejlerpar fra Kongsdal på vej syd om Sverige til Stockholm. Inden ville de have deres både op i Grenå for at rense bunden for rurer. De mente, at det varme vejr i maj var skyld i miseren. Ellers gik dagen med afslapning, lidt TV, læsning, krydsord m.m.


Bønnerup-Kongsdal

2018-06-20

Distance 30 sømil. Vi tog afsted lidt tidligt, da vinden er aftaget, men bare rolig, den kommer igen senere. De første sømil var for motor, men ved ni-tiden kom der vind, og sejlene kom op. Det gik fint med sejl i indsejlingen til Mariager Fjord, men et par mil før Hadsund måtte vi stryge sejlene, og resten af turen blev for motor. Da vi havde passeret broen i Hadsund, tog vinden til, og vi oplevede pust på 17 m/s ned mod Kongsdal. I morgen vil vinden også være mindst fra 7-12, så vi regner med at sejle mod Hobro i dette tidsrum. Jonna fik nogle billeder af sæler med unger ved Als Odde.


Kongsdal-Hobro 10 sømil

2018-06-21

Det er stadig blæsende, så vi tager afsted kl. 8,30 og er fremme kl. ca. 10. Vinden lige imod hele vejen til Hobro. Det gav lidt problemer med tillægningen, men alt endte godt. Eftermiddagen brugt til WM-bold på Café K. Men ak, hvor var det en dårlig indsats.


Overliggerdage i Hobro

2018-06-22 to 2018-06-23

Den 22.6. var vi inviteret til Kirstens fødselsdag, så vi tog toget fra Hobro til Aalborg og siden en bus til Ferslev. Transporttid ca. 1 time og pris 24 kr. alt incl.  med pensionistrejsekort. Kun var der et problem, vi havde glemt nøgler, så vi kunne ikke komme ind derhjemme. Vi måtte håbe på Birthe og Gordon—de var heldigvis hjemme, så vi kunne komme ind. Sidst på eftermiddagen gik det så mod Saltum i Kiaen. Det blev en hyggelig aften med søskende og svogre. Lækker mad og god vin krydret med lidt fodbold – ja, så kan det ikke fås bedre. Det blev lidt sent, så dagen efter sov vi lidt længe i vore egne senge i Ferslev. Birthe og Gordon kørte os til toget kl. 11. Imidlertid var der ikke pladser til rådighed. Vi fandt dog en vogn med kun et par passagerer, så vi slog os ned, men ak! Det var 1. kl. og med pensionistrejsekort går det slet ikke. Vi blev bedt om at finde andre pladser. Det blev så i et kuffertafsnit, hvor vi sad på et par klapstole. Har DSB ikke fattet, at vi er i 2018, hvor der intet behov er for at slæbe rundt med tomme 1. kl. vogne. Der er jo stillekupeer, som det bedre borgerskab vel kan bruge!! Vel ankommet til Hobro købte vi ind på vejen hjem til båden. Skt. Hans aften blev fejret på båden og inderst i fjorden, hvor der var bål ude mit i fjorden og senere musik  med et Bamse m. venner kopiband.


Hobro-Kongsdal

2018-06-24

Distance 10 sømil. Vejret er mildnet, og vinden er aftaget, så det blev for motor tilbage til Kongsdal. Dejlig havn med gode faciliteter og en pris på 25 kr. pr. døgn, dog + strøm. Vi fik en god plads lige ved indsejlingen.


Overliggerdage i Kongsdal

2018-06-25 to 2018-06-26

Første dag var der bad til besætningen. Derefter blev både vasket ude og inde. Ud på eftermiddagen startede forberedelserne til besøg fra Ferslev. Birthe og Gordon ville komme forbi.


Storevaskedag i Kongsdal

2018-06-27

Vi ligger over og får vasket i bund - 3 maskinfulde og tumbling af samme. Senere landskamp Danmark-Frankrig. En meget taktisk omgang, som endte 0-0 og sendte Danmark videre fra indledende runde.


Kongsdal-Hals

2018-06-28

Distance 31 sømil. Hele turen gjort for motor i stille og lunt vejr. I Hals blev der møde med Aphrodite og Valkyrien, som vi sidt så i Fjellbacka. Hyggelig aften, hvor også Pouls bror og svigerinde, Torben og Lisbeth, deltog.


Hals-Nibe

2018-06-29

Distance 20 sømil. Stille og rolig tur med modvind og lidt modstrøm. 2 måneder med meget fint vejr ender med vores ankomst til Nibe. Altså kun enden på sommerturen – det gode vejr fortsætter. Fortsat god sommer til familie og venner. Vi er standby her på bloggen indtil foråret 2019.


Nibe-Aalborg

2019-04-18

Skærtorsdag den 18. april blev det endelig tid til afgang på årets sommertur. Kl. 11,20 var der afgang fra Ferslev. Plænen klipppet, kanterne stukket af, køleskabet tømt og slukket, ligeså med fryseren. Straks efter i bilen meldte spørgsmålet sig: "Hvad har vi glemt?" Svaret blafrer i vinden efter os, nu er det båden og afgangen, der fylder. På et hængende hår skaffes en ny stander, tak Lennart for indsatsen. Nå - og så var der jp lige lidt indkøb i Fakta, som havde åbnet for os!! Det blev lige til en GT med Ketty og Erik, og så var det tid til afgang. Vejret var fint - sol og vind fra NØ 3-5 m/s. Først motor ud af renden, siden sejl mod Gjøl, men ak, her blev vinden for spids, så resten af turen blev for motor. Ved ankomsten til Vestre Bådhavn blev det svært at finde en plads, grundet lavvande ca. 120, kunne vi ikke sejle ind mellem broerne. Vi fik dog til sidst en plads ved tværmolen yderst. I øvrigt ved siden af Peter Romanius, som lige havde fået mast på. Aftensmad i solen, dejlig aften og trods alt en god start på turen.


Aalborg-Bønnerup

2019-04-19

Loggen viser 60 sømil siden start i Nibe. Det blev en lang sejltur for motor. Vinden svag 0-4 m/s. Afgang Aalborg kl. 8,45. Ankomst Bønnerup kl. 17,05. Stille og fredelig tur, hvor der blev tid til en dejlig middagslur til begge besætningsmedlemmer- dog ikke samtidig. Aftensmad på kajen. Der blev igen grillet – kartofler og mørbradbøffer (okse)!! + et enkelt glas vin eller var det 2??


Bønnerup-Øer Maritime Havn

2019-04-20

Logvisning 95 sm. Igen en dejlig sommerdag med sol og vindstille under 2 m/s. Derfor blev det igen en tur for motor. Det eneste, der var lidt usædvanligt, var de mange besøg af marsvin. Det skyldes måske det blanke vandspejl, som tydeliggør deres adfærd i vandet.


Øer Maritime Havn – Aarhus

2019-04-21

Igen sol og næsten ingen vind. Så det blev alle gode dage 4 for Volvoen. Vi fik påskefrokost på Aarhus bugt. Dog blev snapsene lidt urolig pga. Kombardo-expressen, som gav en del bølgegang. Besøg af Niels + familie til snak og lidt til ganen. Havnepenge behagelige: 50 kr. i miljøafgift.


Aarhus-Odden

2019-04-28

Log 156. Efter en uges ophold i Aarhus gik turen i dag videre til Sjælland. Det blev igen en tur for motor, da der næsten ikke var noget vind. Kun sølle 1-3 m/s, som vi ikke kunne bruge til noget. Til gengæld fik vi nogle gevaldige gyngeture pga. hurtigfærgerne og nogle tankere i T-ruten. Ellers en god tur i tørvejr, nogen sol og også perioder med overskyet vejr.


Odder-Hundested

2019-04-29

Log 174. Det blev en noget urolig oplevelse. Vind NØ 6-10 m/s. Strøm imod og ret ubehagelig sø. For reb i storsejlet for at stabilisere og hjælpe lidt på fremdriften kunne vi gøre 4,2-5 knob. Vi gik i stå i den grove sø. Da vinden vil aftage i morgen og blive mere nordlig, beslutter vi at tage en overligger her i Hundested. Vi gik 28-30 grader til vinden, så det var nødvendigt med motorstøtte.


Hundested-Råå

2019-04-30

Log 212. Var lidt tidligt oppe og allerede afsted kl. 8,10. Vinden var svag fra N-NNV. Det blev igen motorsejlads. Dog afbrudt af sejlene til støtte, men det var for lidt gavn og for meget klapren, vi fik ud af det. Den sidste del kun for motor. Ligger nu på en fin plads lige foran Værtshuset og Museet, som dog først åbner i morgen den 1. maj. Har lige betalt havnepenge 60 sv. kr. – omregnet vel 45 dkr. Mens vi spiste, kom der flere og flere mennesker til. Vi måtte op at se, hvad der foregik. Det viste sig at være besøgende til Valborgsaften. På stranden bag værtshuset var der samlet ca. 1000 mennesker til fællessang, tale og bål. Vi har altid undret os over, at svenskerne ikke fejrede midsommer, Skt. Hans, med bål, men Valborgsaften har åbenbart anderledes tag i svenskerne.


Råå-Svanemøllen

2019-05-01

I dag fik vi for første gang på turen luftet vore sejl. Vind V-NV 8-9 m/s. For fulde sejl tog det 2½ time at udsejle de 18,5 sømil – hastighed fra 6-8,6 med et snit på ca. 7. Helt udmærket. Vi havde lidt problemer med at finde en plads i Svanemøllehavnen. Venlige medlemmer anviste os en, ganske vist med rødt skilt. Senere på havnekontoret fik vi lov til at ligge her til i morgen. Foruden os var også Nicolai Kopernicus på kontoret for at få plads til sin båd.


Svanemøllen-Lynetten

2019-05-06

Log 235. Efter familiebesøg i både Virum og i Saltum er vi nu lidt videre. Vejret er koldt og blæsende, så vi kom kun 5 sømil sydpå til Lynetten i dag. Kulde, regn og slud (hagl) må gerne snart holde en lang pause, så vi kan komme videre på behagelig og sikker vis.


Lynetten-Rødvig

2019-05-08

Log 268. En vejrmelding med vind fra SØ og Ø sendte os afsted mod syd. Vi havde håbet på at sejle for sejl, men ak og ve. Vinden var fra syd og frisk op til 10-11 m/s. Det betød motor og storsejl. Derudover blev der banket en del pæle ned over Køge bugt. Det stod efterhånden klart, at målet blev Rødvig og ikke som tænkt Klintholm.


Rødvig-Klintholm

2019-05-09

Log 292. Det blev igen-igen en motorsejlads. Der var store dønninger efter nattens kuling, men desværre for lidt vind til at sejle i dem. Det blev 4½ time for motor. Da varmeapparatet kører næsten i døgndrift, har vi ikke helt styr på forbruget. Vores tankmåler er noget upålidelig. Derfor tanker vi inden tillægning her i Klintholm. Sidste tankning var i Aarhus, hvor vi fik 62 l, og i dag fik vi 82 l. Sådan er det at være sejler i maj og bruge motor. Det koster olie, ligesom det koster bønder at spille skak.


Klintholm-Stralsund

2019-05-10

Log 344. Det blev en tur i godt vejr med vind fra 0 m/s – 8 m/s, og derfor blev turen gjort for skiftevis sejl og motor+sejl. Efter lidt problemer med kølingen på motoren fandt Jonna løsningen, efter at skipper havde forsøgt uden held. Godt med en alsidig gast. Vi forlod Klintholm kl. 9,10 og var i Stralsund kl. 18,30. Stille og rolig tur, men alligevel var vi godt trætte, da vi var kommet på plads i Stralsund.


Stralsund-Peenemünde

2019-05-11

Log 274. Dejligt vejr og fin tur, hvor vores mål blev opfyldt, nemlig 50% for sejl og 50% for motor. Vi kom gennem broen i Stralsund kl. 12,20, og turen gik derefter mod Peenemünde med mange sving i de smalle render. Ankomst kl. 18. Formiddagen blev brugt til indkøb og et kik på byen. Vi var her i 90-erne kort efter murens fald. Alt var i en elendig forfatning. Huse, der var ødelagte og ubeboede, hvor man forsøgte at finde de rette ejere. Hele gader var brudt op, og man skiftede kloak, el og belægning. Man gjorde det grundigt. Det betaler sig. I dag ser byen meget nydelig ud. Fine gader med brosten og granitfliser, som aldrig forgår. Nyrenoverede facader. Alt var mere nobelt og rent end i København, som vi besøgte for nogle dage siden, men tyskerne har jo også brugt 30 år på renoveringen.


Peenemünde-Swinoujscie

2019-05-12

Log 405. Vind WNW op til 11 m/s – fra 7 m/s. Hele turen blev gjort for storsejl. Afgang kl. 13, ankomst kl. 18. Fin tur med vind agten for tværs til plat læns. Inden sejlturen besøgte vi Museet for V1 og V2 bombere og desuden et kæmpe kraftværk, som blev drevet af damp, som leveredes ved at varme vand med stenkul. Ud af dette kom så en masse elektricitet, som kunne bruges i produktion af krigsmateriel. Man stoppede først produktionen i 1989-90, hvilket var sammen med murens fald. Området ved Peenemünde blev bombet af de allierede i 1944, hvilket satte produktionen i stå en tid.


Swinoujscie-Darlowa

2019-05-13

Log 489. Det blev en lang og sej transport langs Pommerens nordkyst. Skov og sandstrand hele vejen, dog enkelte byer med højhusbyggeri undervejs. Vinden NW-lig 4-8 m/s det meste af tiden, aftagende hen mod slutningen.  Distance 84 sm i temmelig store bølger – tendens til søsyge undervejs! Sejltid 12 timer og 15 min. Sejl med motorstøtte hele vejen.


1. overliggerdag i Darlowo

2019-05-14

Vi gik en tur i den del af byen, som vi opholder os i. Vi ledte efter en hæveautomat, så vi kunne få lidt af den stedlige valuta, zloty. Det lykkedes til sidst med hjælp fra en pige på posthuset, og da var vi så trætte og sultne, at vi straks måtte omsætte en del af beløbet. Vel hjemme kunne vi få en velfortjent middagslur. Det blæser stadig, så vi venter til i morgen og ser tiden og vejret an.


2. overliggerdag i Darlowo

2019-05-15

Dagen skulle bruges til at gøre nogle indkøb. Køleskabet er næsten tomt, ligesom vi mangler kartofler, løg, gulerødder og blomkål. Den egentlige by, Darlowo, ligger ca. 3 km inde i landet fra kysten. Her var der nogle seværdigheder, som vi ville kikke nærmere på. Først besøgte vi ”Die Marienkirche”. Stor, katedralagtig kirke. Det mest interessante fandt vi på vej ud. I et lille siderum stod 3 sarkofager. Ved nærmere studie viste det sig, at den midterste var med Erik af Pommeren. Han fødtes i Darlowo i 1382 og døde på slottet i Darlowo i 1459. Han var konge i Danmark og Sverige fra 1396-1439 og af Norge fra 1389-1442. Efter 1412, hvor Margrethe 1. døde, skulle Erik selv stå for at lede det store rige. Det gik ikke alt for godt. Han mistede Schleswig og måtte udskrive større skatter, bl.a. øresundstolden, som især svenskerne var utilfredse med. Mistede magt til rigsrådet. Oprør fra danske bønder og forholdet til kongen blev dårligere og dårligere. Til sidste blev han afsat som konge. Flygtede til Gotland, men kom senere hjem til Pommeren. Her døde han 77 år gammel i samme by som han blev født i. Hans sarkofag kan altså ses i Darlowo i Marienkirche den dag i dag. I øvrigt er der en udstilling om Erik af Pommeren på slottet, hvor han endte sine dage. Vi besøgte slottet. Det var meget interessant, da en del af teksten var oversat til tysk og engelsk. Endelig blev det til et besøg i Polens eneste rundkirke, Skt. Gertrud. Det var meget særpræget, og især kirkegården var fin. Dekoreret med masser af blomster, nogle vist nok kunstige.


3. overliggerdag i Darlowo

2019-05-16

Det regnede det meste af natten, men heldigvis stoppede det ved 8-tiden. Det var godt, for vi havde planer om ”store vaskedag”. Da der ikke er adgang til tørretumbler, kræver det jo tørvejr og gerne lidt vind. Begge dele fik vi, men kun fra kl. 8-15,30. I den periode nåede vi 2 maskinfulde og også at få dem tørret i riggen. Det sidste tøj var dog lidt fugtigt, da regnen kom, men ikke mere, end vi kunne klare den sidste tørring om læ. Ellers er dagen gået med lidt småreparationer, lidt læsning, middagslur og krys og tværs. Vi skal igennem et militærområde, når vi skal herfra, så det bliver nok i morgen ved 14-tiden, da området er lukket fra 8-14 og igen fra 19-24.


Darlowa-Ustka

2019-05-17

Log 513. Formiddagen gik med at gøre klar til dagens sejlads. Cyklerne skulle pakkes – der fyldes vand på – båden vaskes lidt – ligesom cockpittet tørres af. Broen kan åbnes hver hele time, så vi gør klar til afgang kl. 12,45. Afgangen går fint, og straks er vi på vej mod Ustka. Vi entrer det første militærområde 10 minutter før 2, men det gør åbenbart ingenting. Vi sejler med motor og storsejl i store dønninger, som er ret imod. Vi krydser os frem og kommer derved ret tæt på land. Vi ser en del militærkøretøjer på stranden, det undrer os lidt, men vi regner med, de er ved at gøre klar til øvelse kl. 19, når der igen er spærretid. Vi er fremme kl. ca. 18 og møder en bro inden havnen. Broen er ikke med på vore skitser fra 2014. Men der er grønt lyt, så vi sejler bare ind. Det for at konstatere, at havnen er fyldt. Dog finder vi en plads langskibs uden på en hjemmehørende Bavaria 38. Inden vi er helt færdige med at fortøje, bliver vi råbt an af 2 militærpersoner. De vil gerne have en snak med skipper. Da det regner, bliver jeg inviteret ind på bagsædet af deres fine bil. Her må jeg så forklare, hvorfor vi har sejlet igennem et militærområde, som er lukket 24 timer i døgnet indtil den 27. maj. Havnemesteren i Darlowo gav mig i går besked om, at jeg kunne sejle gennem de to militærområder fra kl. 2-7 om eftermiddagen. Det forklarede jeg militærpersonerne, som forstod, at jeg havde handlet i god tro. Det måtte jeg, stadig siddende på bagsædet, skriftligt redegøre for på engelsk og underskrive. De havde forståelse for min handlemåde ud fra de givne oplysninger i Darlowo. De skrev mit pasnummer, navn, adresse op og ønskede os en god aften. Sig ikke, at det er kedeligt at sejle! Det giver uforudsete oplevelser. Vi glæder os – der kommer sikkert flere!!!


Ustka-Leba

2019-05-18

Log 543. Afgang 7,45. Tidligt op for om muligt at nå til Wladyslawowo. Men nej, det fine vejr, vi startede i, ændrede sig undervejs. Først sol og lidt vind – siden tåge med ned til 50-100 m sigt – opklaring igen – men så kom regnen og havgus – til slut fortøjning i regn og torden. Derfor nøjedes vi med de 31 sømil til Leda. Nu truer middagsluren i en dejlig varm kahyt.


Leba-Wladyslawowo

2019-05-19

Log 577. Afgang kl. 8,35. Ankomst kl. 14. Stille og rolig sejltur for motor. Vinden ret imod hele vejen. 0-6 m/s. Kun lidt dønning, så det blev til middagslur for både fruen og skipper. Frokosten serveredes undervejs – biksemad med pølser – det smagte. Vel ankommet gik vi en tur i byen. Da det er søndag, er der ikke meget at købe. Dog lykkedes det os at få lidt kartofler, grøntsager og yoghurt. På hjemvejen fik vi en softice og dertil lidt senere en polsk øl på havnen.


Wladyslawowo-Gdynia

2019-05-20

Log 608. De første 20 mil med modvind, men kun 2-5 m/s. Da vi drejede rundt om Hel, satte vi sejl. Det gik fint 2-4 sm – så plat læns og for lidt vind. Sejlene ned og resten af turen for motor. Distance 31 sømil i alt. På vejen ind mod Gdynia blev vi invaderet af små fluer, hvepse og andet kryb, samtidig med, at temperaturen steg til i hvert fald 28 grader – i kahytten i skyggen 24 grader. Nu er det så pludselig sommer, og vi stønner allerede efter en tankning og en tillægning, så nu er solsejlet fundet frem!! Ja, hvem skulle tro, at sommeren falder i dag, men det skyldes jo nok svoger Carstens fødselsdag. Af seværdigheder kan nævnes, at vi passerede 8 store Nato krigsskibe i krydserklassen eller større. De havde kurs mod den russiske grænse – er det en provokation eller rettidig omhu? Sidst på dagen gik vi over for at betale havnepenge, 57,75 zloty – mystisk!! Vi købte lidt aftensmad i en lille restauration på havnen. Det blev torsk med tilbehør og dertil en god mørk øl. Der var åbenbart træningsaften for de unge sejlere, for der var travlhed og mange børn og unge i gang med at rigge til. På hjemvejen fik jeg øje på nogle unge, som skulle ud. Træneren var i en gummibåd ved at gøre klar. Jeg syntes, træneren lignede Mr. Lutomski, som var leder og træner i 1992, da vi var hernede med Sejlklubben Limfjorden. Jeg gik derhen og spurgte. Og tænk, det var Mr. Lutomski, som smilende kom imod mig og gav mig hånden. Han genkendte mig uden tvivl. Vi havde i øvrigt hans søn boende, da Arka sejlklub var på besøg i Aalborg til ungdomslegene.


1. overliggerdag i Gdynia

2019-05-21

Formiddagen skulle bruges til indkøb af fornødenheder til det daglige. Under morgenens computertid fandt jeg ud af, at det danske konsulat var i Gdynia og ikke i Gdansk, som vi troede. Jeg ringede til konsulen og aftalte, at vi kunne komme for at stemme kl. 17. Så vidt så godt. Så var det indkøbene. Det viste sig at være en vanskelig sag. Vi gik og gik. Første efter en adresse i guiden, derefter efter en Lidl-reklame om en butik ca. 450 m fremme. Vi fandt den aldrig. På hjemvejen lokaliserede vi, hvor konsulatet lå, så vi kunne finde derhen senere. Endvidere fik vi købt det mest nødvendige hos en lille købmand. Endelig hjem til frokost. Over middag afslapning og en lille reparation af rorpindsforlængeren. Kl. 16,30 gik turen mod konsulen på de små cykler. Kl. 16 kom vi ind på kontoret hos Julian Franciszek Skelnik. Vi fik stemt – han gik udenfor imens – og stemmesedlen lagt i en kuvert, der så kom i en anden kuvert. Og så har vi gjort vores til, at vi kan få et regeringsskifte. På hjemvejen passerer vi en fin restaurant, som både serverer mad og i lokalet brygger deres egen øl. Det blev til 2 pizzaer og 2 lokale mørke øl. Alt sammen udmærket og til i alt 100 zloty. Lige nu nydes en Sprite i solnedgangen i cockpittet. Dejlig, men meget varm dag.


Gdynia-Gdansk

2019-05-22

Log 620. Efter 1 helt døgn uden behov for varme fra oliefyret sidder vi nu i cockpittet og nyder vores morgenmad, i øvrigt også for første gang. Nu er sommeren endelig kommet til Polen og os. Nu glæder vi os til et sommerligt besøg i Gdansk de næste dage. Vi kom til Gdansk kl. 12, da den sidste bro åbnede, inden vi kom i havn. Gdansk Marina er helt inde i den gamle bydel. De ca. 5 sømil gennem havnen var en oplevelse i sig selv. Stor aktivitet fra skibsbygning til losning og lastning af varer. Desuden lå der en stor mængde spuns, som tydede på, at man lagde an til nyt bolværk. Om eftermiddagen besøgte vi Mariakirken. En kæmpe katedral med mange klenodier, bl.a. det astronomiske ur, den sorte madonna, den lidende Kristus, det fine alter i guld og marmor og meget mere. Senere gik vi turen gennem Mariacha-gaden. En charmerende lilleputgade med meget at se på. Bl.a. de fine smedejernsarbejder, dragehoveder, der spyr regnvand og en masse rav- og sølvbutikker. Vi fandt også et lille værtshus, der kunne servere en god, mørk polsk øl, som vi nød inden hjemturen. Vi ligger midt i den gamle bydel, så det blev vel kun til 1 km gang for at se det hele. Rigtig fint. I morgen venter værftet, hvor Lech Waleca startede opgøret med kommunismen i Polen.


1. overliggerdag i Gdansk

2019-05-23

Dagen var helliget et besøg på Gdansk Lenin Værftet, hvor Lech Walesa startede oprøret mod kommunismen ved at danne Solidaritet i 1980. Vi gik gennem den gamle indgang og ind i det nye museum, som på glimrende vis fortæller historien om Polens vej til frihed fra Moskva. Det blev et par timers rundgang med svensk tekst i ørerne. Ganske godt – og billigt, 30 kr. pr. person. Der var beskrivelser af arbejdsvilkårene på værftet. Forhør af arbejdere, som mistænktes for antikommunistisk propaganda. Da det så lakkede mod enden for det russisk styre i Polen, og Lech Walesa overtog magten, da lavede man rundbordssamtaler med deltagelse af politikere, erhvervsfolk, arbejdere, lærere og professorer, økonomer m.m. At få et samfund ændret grundlæggende krævede mange tanker især om, hvordan og hvorledes. Det ser ud til, at Polen i dag er på rette vej mod et moderne, velfungerende velfærdssamfund. Især her i Gdansk er man kommet langt. Fantastisk by og en fantastisk oplevelse i dag på museet på Leninværftets grund. I morgen går turen til Hel, hvorfra vi agter at sejle over Gdanskbugten til Litauen en af de nærmeste dage.


Gdansk-Hel

2019-05-24

Log 638. En stille formiddagstur for motor, ingen vind, men dejligt solskin. Nu er planen så, at hvis vejret er godt i morgen, går turen til Kleipeda, Litauen. Nu må vi se!

Der er ingen billeder, da computeren ikke vil starte.


Hel-Klaipeda

2019-05-24 to 2019-05-25

Log 748. Næsten inden blækket var tørt efter min korte kommentar til Gdansk-Hel, havde vi besluttet at fortsætte turen til Klaipeda. Det skyldes, at vejrmeldingerne for lørdag-søndag vil give kuling I området. Så skulle det være, måtte det være, inden det dårlige vejr kommer. Afgang Hel kl. 16,30 den 24.5. Ankomst Klaipeda den 25.5. kl. 08,30. Det blev en nogenlunde fin tur. Først kun lidt vind foran for tværs. Efter solopgang ved 3-tiden øgede vinden noget, så vi rebede storen. Til slut plat læns og kun med rebet storsejl. Vinden var 3-7 m/s med det meste i morgentimerne. Hele tiden havde vi motoren til at køre på 1800 omdrejninger, da vinden var for svag til at klare det alene. Vi skiftedes til at styre og hvile om læ. Det gik meget godt, og nu er vi på den anden side af den lange tur, som blev på ialt 128 sømil fra Gdansk til Klaipeda.


1. overliggerdag i Klaipeda

2019-05-26

Kom lidt sent op og nåede ikke meget før middag. En eftermiddagstur i byen. Besøgte et lukket museum. Fik en lille drink på teatertorvet. Derefter hjem til båden, hvor vi lige nåede 3. periode af bronzekampen i ishockey mellem USSR og Tjekkiet. Russerne vandt efter straffeslag. Om aftenen så vi hele finalen mellem Finland og Canada. God kamp, som Finland noget uretfærdigt vandt. Canadierne kunne ikke få pucken over stregen. Ramte stolper og ben, og alt var i vejen for de stakkels canadiere. Finland derimod havde kun få chancer, men scorede 3 mål mod canadiernes ene. Så Finland guld, Canada sølv og USSR bronze. 


2. overliggerdag i Klaipeda

2019-05-27

Besøg af et tysk par, Christine og Rudiger, som er på vej Østersøen rundt ligesom os. En god snak om løst og fast - især selvfølgelig det sejladsmæssige og de udfordringer, det giver, når vi sejler i ukendt farvand. Efter middag skulle det lukkede museum besøges, men ak, det var også lukket i dag. Så gik turen efter fødevarer. Vi fandt en god lille butik, men de havde ingen kartofler. Men det går vel nok, vi har Benns ris. På hjemvejen forbi vores stamcafe på Teatertorvet. Vi gik også forbi havnekontoret for at betale for en ekstra nat. I morgen er det planen at drage mod Liepaja kl. 06.00, så der aftales broåbning. Vejret skulle efter vejrudsigten arte sig til midt eftermiddag.


Klaipeda – Leipaja

2019-05-28

Log 802. Afgang kl. 15,30 lokaltid (østeuropæisk sommertid). Ankomst 15,30 – 54 sømil. Vind var der ikke meget af, men den gamle sø var så grov, så vi tyede til søsygepillerne. Ellers blev det igen en dag uden sejl. Turen gik i øvrigt fint, bortset fra, der regnede det meste af vejen. Disen gjorde, at vi ikke så så meget til kysten undervejs. Vel ankommet til havnen, som ligger tæt på centrum, fandt vi med havnefogedens hjælp hurtigt et sted at købe ind og et sted, hvor vi kunne få computeren repareret. Nu kl. 19,30 er alt klaret, indkøbene er gjort, computeren er repareret for 20 £ og nu, godt trætte, sætter vi os til aftensmaden. God dag på trods af vejr, vind, tåge og lettere søsyge!!


Leipaja-Pavilosta

2019-05-29

Log 831. I aftes tabte jeg en plombe i en fortand. Det var da irriterende. I formiddag fik vi via havnefogeden kontakt til en tandlæge. Vi tog plads i venteværelset – vi var lidt usikre på, om det var en tandlæge. På døren stod Stomatology – vi tænkte, det måske var maveonder, der behandles her. Men nej – det var en tandlæge, som ikke havde tid før om et par dage. Så vi gik derfra til markedet, som var meget stort med mange forskellige varer, som landmænd, slagtere, blomsterhandlere m.m. havde bragt til torvs. Derefter besøgte vi et par kirker, der var meget forskellige. Den første var katolsk og meget farverig, den anden var protestantisk og meget enkel, og så var fotografering forbudt i den. Efter frokost i byen tilbage til båden og afgang mod Pavilosta – en tur på 29 mil. Det blev en meget fin sejlads med halv vind til foran for tværs, den tog knapt 5 timer. Det var den første rigtige sejltur siden Polens nordkyst. PS: Inden tabet af den fatale plombe var vi i øvrigt på besøg hos vore tyske venner Christine og Rüdiger i deres fine Malö 40. Det blev en hyggelig aften med meget humør, snak og dertil god rødvin. Mægtig fin aften.


Pavelosta-Ventspils

2019-05-30

Log 866, distance 35 sm. Vinden plat læns hele vejen. Først for lidt vind – så motoren må arbejde. Den fik dog ca. midtvejs hjælp af forsejlet. Vinden blev frisk. Sejltid 5,15 time. Med hjælp fra havnefogeden fik jeg en tid hos tandlægen i morgen kl. 11. Dejligt. Ellers gik eftermiddagen med at kikke på toiletlyset, som forsvandt i nat på Jonnas besøg. Der lugtede brændt, så vi afmonterede lysstofrøret i morges. Endvidere havde vi en skade på kalechen, som Jonna fik syet. Nu er den helt OK. Der er jo altid noget, man kan gøre, når man har en båd. Så hvis du har et problemfrit liv og keder dig lidt, så køb en båd! – og der er nok at se til.

PS: Vi har lige set Danmarks kvinder slå Letland i volleyball. Herligt.


1. overliggerdag i Ventspils

2019-05-31

Efter en meget blæsende og urolig nat var første punkt på dagens program bad og omklædning til tandlægebesøget. Vi cyklede derhen og fandt det efter lidt leden. Efter et kvarters venten (ligesom i Danmark) kom jeg ind. Det gik meget fint. Den kvindelige tandlæge kunne ikke et ord engelsk, men klinikdamen kunne heldigvis lidt. Så alt i alt blev det en god oplevelse. Min fortand blev fin, og jeg måtte betale 50€ (40€). Egentlig kun 40, men jeg gav 50. Jeg kunne spise straks efter, så vi kørte ind til centrum, hvor vi inden frokost så Skt. Nicolai kirke (sømændenes skytshelgen) og derefter var rundt på markedspladsen. Så ind til frokost på en restaurant, der var renoveret i gammel bondestil. Bagefter fandt vi ud af, at det nok var en de berømte Lido-restauranter med interiør fra bondekulturen. Så hjemad til middagssøvnen. Efter eftermiddagskaffen igen mod byen for at se os lidt omkring. På vejen mødte vi et dansk par fra Svendborg, som havde planer om at besøge Riga i bus i morgen. Ideen fandt vi tiltalende. Vi sparer 3 sejldage og kan gå direkte til Saaremaa i Estland. Så vi kører med bus til Riga i morgen og tilbage igen i morgen aften/nat.


Bustur til Riga

2019-06-01

Hele dagen gik med et besøg i Riga pr. bus. Afgang kl. 8.05, og 3 timer senere var vi i Riga. Først frokost og siden en lang tur rundt i den gamle bydel. Efter en del seværdigheder var vi på toppen af Hotel Gutenberg, hvor vi drak et glas vin på deres tagterrasse med udsigt, men noget begrænset. Derefter en ny runde seværdigheder inden aftensmaden på en italiensk restaurant. Et dejligt måltid med en god flaske vin til. Afgang fra Riga kl. 19  - hjemme på båden kl. 22.05. En hård dag, men den sparer os 3 sejldage, så nu kan vi gå direkte mod nord til Estland. Vi var 3 par, der tog turen, et dansk par fra Svendborg, tyskerne Christine og Rüdiger og så os. Alle skal vi videre nord på, så derfor syntes vi, det var en god beslutning.


Ventspils-Müntu i Estland

2019-06-02

Log 906. Afgang kl. 13,30 – ankomst kl. 20,30. Dagen startede med, at vi skulle ind på rutebilstationen for at få godtgjort en del af billetterne fra Riga i går. Vi fik nemlig ændret hjemrejsetidspunktet fra kl. 22 til kl. 19. Det kostede os 25% af den oprindelige pris og store problemer for kassedamen. Det er åbenbart ikke hver dag, folk skal have refunderet en billet. Nogle af pengene blev straks omsat til grøntsager på markedet og 2 gode øl i det lokale bryggeri. Derefter en tur gennem den gamle del af Venspils for at se på træhuse. Efter frokost var der afgang mod Müntu. Vinden var fra SW 6-8 m/s. Fuld sejl mod nord. Det gik fint i ca. 3 timer. Derefter motor og sejl og til tider også kun motor, da vinden forsvandt. Til slut lidt vind igen, så med forsejl og lidt motor til Müntu


Müntu-Roomassaare

2019-06-03

Efter lidt rengøring og vask af båd var planen at sejle til Kuressaare. Vi havde frisk vind fra Ø-NØ foran for tværs, 8-10 m/s. Det gik vældig godt, blot skal man have styr på alle stenene og de gule fareafmærkninger. Det havde vi, men på trods af det, kom vi for langt, men lige til en fint afmærket rute ind til Roomassare. Jeg opdagede først fejltagelsen, da jeg på havnekontoret fik at vide, at vi var den første danske båd i havnen i denne sæson. Jeg mente, at flotillen til Rusland med langturssejlerne havde været i Kuressaare, så vi måtte være i Roomassare. Uha, skipper – men god navigation gennem stenene! Men pyt, her er vaskemaskine og tørretumbler, så vi kan få vasket. Alt er fint her – bortset fra vinden, som gør vores plads noget urolig – men ellers fin service og god havn.


Roomassaare-Kõiguste

2019-06-04

Log 955 sømil. En fin tur på vandet. Halvdelen for sejl og resten for motor. Viden drejede og aftog, så vi havde plat læns og under 3 m/s det sidste stykke. En havn, som ligger på læ side af en odde. Havnen blev indviet sidste år og er derfor ikke på vores kort. Dog er der en sejladsanvisning på vores GPS om at sejle ind i vigen. Havnen er privatejet af en finne, som er fra det finsk/svenske område, og han har derfor haft svensk som sit modersmål. Han havde det første år 180 overnatninger og supplerer sin indtægt med at være professionel dragesejler!! Han kender Poul Richard Høj Jensen og flere andre dygtige sejlere. Skal deltage på en engelsk drage om guldpokalen i Holland i næste uge. En dejlig havn, et naturskønt sted langt fra alfarvej. Vi er 4 både i havnen, 2 tyske, 1 estisk og så os danske. Vores nye gasgrill står for madlavningen i dag (3. gang i dag, sidst i Klintholm og Odden). Det tyder på, at vi nu skal have lidt sommer. Vi har også noget til gode.


Koiguste-Koivestu

2019-06-05

Log 981. Dejligt sommervejr – sol – 4-8 m/s. Sejlene blev sat efter afsejling ud af bugten ved Koiguste. Sejlene blev først bjærget, lige inden vi ankom til Koivestu – dejlig tur, hvor vi fulgtes med en tysk Bavaria 38. De startede med at være foran, men kunne ikke holde udenom et stenrev og måtte vende. Det betød, at vi kom lidt foran, måske 2-300 m, og den afstand holdt vi resten af turen. Dejligt med en rigtig sejltur. Dagen vil gå over i historien. Forhåbentlig får vi en anden regering i Danmark, og så er det første dag i 2019 med shorts.


Koivestu-Haapsalu

2019-06-06

Log 1011. Dejlig sommerdag – bare for lidt vind. Dog sejlede vi ca. halvdelen af turen med sommerfugl. Farten var dog kun fra 2-5,5 knob. Efter ankomst var der pause og en lille lur ombord. Varmen var næsten for meget for os, 30 grader i kahytten. Ved 6-tiden gik vi en tur til byen, spiste aftensmad på en restauration, som lå ud til en bydam, hvor de unge badede og nød sommervarmen. Jonna var lidt skuffet over sin ret. Troede, det var fisk, men ak, det var vegetarmad, kinoa med lidt tilbehør. Jeg fik en dejlig fisk med flødekartofler og porer til. Det smagte. Tilbage på båden blev vi inviteret på lidt kølende at drikke hos Christine og Rüdiger i Malöen. Hyggelig afslutning på en sommerdag, hvor temperaturen var omkring de 30 grader.


1. overliggerdag i Haapsalu

2019-06-07

Sov længe – trods varmen, 26 grader, da vi stod op!! Formiddagen gik med at få cyklerne frem og morgenbordet ryddet. Læsning og kryds og tværs blev det også til. Kl. ca. 11 afgang mod byen. Først et besøg på borgen, som er i gang med at blive renoveret. Derefter frokost. Så besøgte vi 2 kirker, en på borgen/slottet og en evangelisk-luthersk kirke. Den sidste mindede meget om en dansk landsbykirke. Til slut kørte vi langs vandet på promenaden, som er meget berømt. Tsar Peter den Store har holdt sommerferie her. Sidst, men ikke mindst, skulle der købes ind. Vi mangler stort set alt! Så gik turen hjem med alle varerne. Vi fik det hele ombord og teltet op og cyklerne pakket, inden der kom et tordenvejr, som havde en ordentlig skylle med sig. Heldigvis var vi værdige med dagens gøremål og kunne sidde/ligge lunt inden døre og nyde, båden blev rigtig vasket i fersk vand. Landskampen kan vi desværre ikke tage, så vi må nøjes med opdatering på PC’en.


Haapsalu-Dirhami

2019-06-08

Log 1031. Dejlig sejltur i varmt vejr. Ikke for meget vind, plat læns, fart 3-6 knob. Det blev sommerfugl, da vi var kommet fri af renderne, som leder os udenom de mange sten, der er på disse kanter. I Dirhami var vi også i 2010 på vores tur til Skt. Petersborg. Det er sjovt at gense stedet. Der er sket meget, siden vi var her sidst. Nye broer og kajanlæg og et nyt servicehus. Sidst var havnekontoret et faldefærdigt skur, nu moderniseret. Havnepengene var steget til 20 € mod så vidt jeg husker 10 € i 2010, men hvad værre er, øl og mad på restaurationen er steget til det firdobbelte. En øl koster nu 30 kr., i 2010 kostede den 8 kr. Hele området er i dag præget af sommer- og badeturister. De kommer hertil med hurtigtgående speedbåde. Nogle spiser på den lille restaurant, andre går ture og bader fra den fine sandstrand, der præger bugten. Dagen i dag har været knap så varm som i går, dog knapt 30 grader, så vi stønner under solskærmen.


1. overliggerdag i Dirhami

2019-06-09

Efter en god nats søvn – på trods af varmen – kom cyklerne frem. Vi ville gerne gense Rooslepa kirke, som vi så i 2010. Kirken forekom mere velholdt end sidst. I dag – pinsedag – var der gudstjeneste i kirken. Der var foruden præst og organist kun 8 kirkegængere. Vi erfarede, at kirken var bygget af svenske indvandrere langt tilbage i historien i 1600-årene. Først som trækirke, siden i sten i 1834. Mange svenskere rejste herfra i 1944, da man frygtede det russiske overherredømme. Kirkesølvet blev flyttet til Stockholm og først efter selvstændigheden i 1994 er kirken restaureret af midler fra bl.a. Carl XVI Gustav og eksilsvenskere i 2007. En sten med den nuværende svenske konges bedstefars signatur er sat ind i kirken samme med at billede af bedstefaderen Gustavus Adolphus, som besøgte kirken i 1932. Kirkegården trænger stadig til en kærlig hånd, selvom den stadig bruges.


Dirhami-Lohusalu

2019-06-10

Afgang 9,45. Ankomst 14,15. 28 sømil. Hele turen med sommerfugl. Vinden 6-9 m/s. Fin tur med god fart. Mange mil omkring 7. Fin lille havn med fine faciliteter og havneafgift 25€. Der er faktisk danske priser overalt. Madvarer ingen undtagelse. Prisen på en fadøl var i 2010 ca. 8 kr., nu ca. 30 – altså næsten en firdobling. Efter planen går turen i morgen til Tallinn, så vi kan finde en god plads inden på lørdag, hvor festlighederne for Dannebrog finder sted.


Lohusalu-Tallinn

2019-06-11

Log 1081. Stille motorsejlads, grundet for lidt vind. Ved ankomst til Tallinn bad vi om tilladelse til at sejle ind. Det blev vi nægtet pga. færgetrafik. Vi ventede vel en halv times tid, som det tog 1 færge at anløbe og 2 at afgå. Endelig grønt lys for indsejling. Der var god plads i City Marinaen, kun få hundrede meter fra den gamle bydel. Efter middagsluren var vi på jagt efter kartofler. Fandt imidlertid kun gamle spirede. Gik fra markedet med uforettet sag. Købte i stedet fars til boller i karry med ris. Det smagte rigtig godt, så det gør ikke noget, at kartoflerne må vente, til vi finder nogle bedre. Havnen ligner sig selv, som den så ud i 2010, året hvor den blev indviet. Vi købte 5 overnatninger med det samme for at gøre pinen kort. 200 € på kort – herefter skal opholdet bare nydes.


1. overliggerdag i Tallinn

2019-06-12

Efter morgenmaden kom cyklerne frem. Formiddagen skulle bruges på et første kik på Tallinn. Først et kik på den gamle bymur – dernæst turistkontoret. Her fik vi et overblik over, hvilke seværdigheder, der var i forbindelse med den 15. juni. Der sker allerede en del nu og meget mere lørdag, når dronningen ankommer med Kongeskibet, så der bliver nok at se til de næste dage. I dag blev det til et museumsbesøg i Skt. Nicolaj kirke om middelalderkunst. Derefter så vi nok engang Tompea slot og Lange Herman, som vi manglede et godt billede af. Besøget i byen i dag sluttede med en god øl, inden turen gik hjem til frokost og en middagslur. Vi har lige erfaret, at vask og tørring er inkl. havnepengene, så i morgen bliver nok store vaskedag.


2. overliggerdag i Tallinn

2019-06-13

Det blev storevaskedag i dag. Dog var der lidt ventetid ind imellem. Når det er gratis, er vask meget populært, og det er det her. I ventetiden kikkede vi i gæstebogen, som lå fremme. Vi fandt ud af, at vi var her den 25.8.2010. Jeg havde skrevet, at havnen var fin, og at vi havde vasket!! Ikke meget har ændret sig til nu. Endvidere blev der handlet lidt ind sidst på dagen. Madvarer og rødvin. Nogle varer skal der jo til, hvis vi skal holde os på toppen!


3. overliggerdag i Tallinn

2019-06-14

I dag var der hele 2 ting på programmet. Desuden sove længe og få en middagslur. Som det første besøg på Bymuseet. Her var der en særudstilling om danernes tid her fra 1219 til 1343. Meget interessant, bygningen var i 3 etager og på 3. etage var udstillingen om danskertiden. Det var meget varmt. Eftermiddagen gik med lur og hjemlige sysler. Så måtte vi gøre klar til aftenens begivenhed – koncert i den svenske kirke, Skt. Michaels kirke, med Københavns kantatekor. Det var en stor oplevelse, men kun 2 sange kendte vi: ”I østen stiger solen op” og ”Der er ingenting, der maner”. Især den sidste var næsten rørende med baggrund i vort besøg og historien. I øvrigt var Uffe Ellemann og frue også til stede. Men synd, at der var flere kormedlemmer end tilhørere. Koret var på 36 deltagere + dirigent.


4. overliggerdag i Tallinn

2019-06-15

800 år for Dannebrogs fald fra himlen. Dagen startede tidligt med at få signalflagene op over top. Jeg fik mit ekstra splitflag sat på en bådshage, så jeg kunne hilse dronningen på sejlervis. Kl. 8,45 gik turen så ud mod havnen, som ligger ca. 1 km fra vores. Vi kom frem og fik en fin plads helt op mod afspærringen. Vi kom tæt på dronningen og hilste på sejlervis. Derefter var vi ombord på det andet (eller 3.) danske skib i Tallinn. Vibeke og Bent fra Svendborg, som også er sejlet til Tallinn og som vi har fulgtes med den sidste uges tid, bød på en Royal øl i dagens anledning. Så hjem til frokost og en lille lur, inden turen igen gik ind til byen, hvor vi skulle se dronningens have, som hun selv just har åbnet for offentligheden. Haven består af 800 roser og 8 bænke. Bænkene er en gave fra Danmark til Estland. I aften har vi været til koncert i St. Johns kirke med deltagelse af 2 kor – Københavns Kantatekor og Veronika Portsmuths Koncertkor fra Estland. Dagens sidste punkt var, at vi lyttede til Københavns Politiorkester, mens vi nød en Aporol. Dette foregik på pladsen foran rådhuset. I morgen afsluttes besøget i Tallinn med højmesse i Domkirken med deltagelse af Københavns drengekor.


Tallinn-Naissaare

2019-06-16

Log 1091. Som planlagt var vi til højmesse i Tallinn domkirke kl. 11. Her var deltagelse af Københavns drengekor, Københavns kantatekor og dertil en fyldt katedral. Det var en speciel oplevelse. Højtideligheden, det danske islæt både med korene og i læsningerne. Dertil specielle traditioner. Pludselig hilste de foransiddende og dem ved vor side på os ved at give hånden. Lidt specielt, men dejligt. Så følte man sig accepteret og velkommen. Det blev vor sidste oplevelse i Tallinn. Nu ventede kun lidt indkøb og pakning af cyklerne, inden det blev farvel til byen med tak for et oplevelsesrigt og skønt besøg. Ikke mindst de mange danskere satte deres præg på bylivet. Dagen sluttede med en lille tur for motor ud til øen Naissaare. Den var under det russiske styre en stor forsvarsbastion med raketbatterier, søminedepot og andet militærmateriel. Der er 11 nummererede militære anlæg på øen. Der er lidt tilbage at se, men det må vente til en anden gang. Det gode vejr gør, at vi i morgen drager mod Finland.


Naissaare – Helsinki (Sveaborg)

2019-06-17

Log 1130. Vejrmeldingen sagde sol 6-8 m/s – perfekt sejlvejr. Så tidligt op og afsted kl. 8,10. Ud af havn for motor, derefter sommerfugl ca. 20 sømil. Så almindelig sejlføring ca. 15 sømil og de sidste sømil for storsejl alene. Vi var fremme kl. ca. 14,30. Dejlig tur med log ca. 6 hele vejen. Der er ikke voldsom meget plads i havnen her, men vi fandt et stille og godt sted.


1. overliggerdag på Sveaborg

2019-06-18

Selv om vi var her i 2010, syntes vi alligevel, vi ville gå rundt og se og gense seværdighederne på Sveaborg. Vi besøgte Store Borggården, som blev slemt skadet under Krimkrigen i 1855, da russerne herskede på stedet. Endvidere rummer den gravmonumentet for Sveaborgs grundlægger Augustin Ehrensvärd. Derefter så vi Tørdokken, som er en af verdens ældste af slagsen. Man har bygget skibe her siden 1760-erne. Så gik turen tiil Bastionen som består af volde, befæstet med store kanoner. Disse er anbragt af russerne i sidste halvdel af 1800-tallet. Længst ude var Kongeporten, hvor den svenske konge lagde til, når han besøgte fæstningen. Til slut besøgte vi Sveaborgs kirke. Bygget i 1854 som russisk ortodoks garnisonskirke. I 1920-erne blev den bygget om til en luthersk kirke. Løgkuplerne blev fjernet, så der kun er en rund kuppel tilbage. Nu fremstår kirken meget spartansk med enkle ting og helt hvid indvendig. Om aftenen sluttede vi foreløbig vores fælles rejse med Vibeke og Bent, der sammen med os var de eneste danske både i Tallinn på Valdemarsdagen. Det blev fejret med en passende mængde rødvin!! I morgen er planen, at vi sejler ind til Helsinki by, hvor vi vil prøve at finde en god plads til Freja, mens vi er i Danmark til Selmas fødselsdag.


Sveaborg-Nordhavnen (Helsinki)

2019-06-19

Log 1133. Her til morgen sejlede vi så den lange distance ind til Helsinki nordhavn på 3 sømil. Vi fik en fin pæleplads på 4 m bredde, og det passer fint. Prisen blev 32 € pr. døgn, men ved at tage en uge fik vi 15 % rabat, så vi endte på ca. 26 € pr. døgn, mens vi er i Danmark. I eftermiddags var vi på Centralstationen for at finde ud af, hvordan vi kommer afsted til lufthavnen fredag morgen. Det gik fint, så vi er fortrøstningsfulde med hensyn til turen hjem.


1. overliggerdag i Helsinki

2019-06-20

I dag kom cyklerne frem, og vi kørte lidt uden for centrum for at se Tempelpladsens Kirke. Kirken er bygget delvist ind i klippen. Senere en tur ned til vandet, hvor vi nød en øl i det fine vejr. Så gik turen igen ind til centrum, hvor vi besøgte Marimekkos udstilling. Til slut hjem for at gøre klar til afgang i morgen tidlig. Vi skal op kl. 4 og med et tog til lufthavnen kl. 05,35. Så bliver der ro for os på de sociale medier i nogle dage. Vi regner med at være på igen i næste uge.


Hjemrejsedag til Helsinki

2019-06-24

I dag vendte vi så tilbage til båden efter en 4-dages tur til Danmark. I morges kl. 6,45 kørte Niels os til bussen i Aarhus, hvorfra vi kørte til Billund. Kl. 9,15 havde vi passeret security og var checket ind. Efter kaffe og rundstykker var vi klar. Imidlertid blev vi ca. 30 min. forsinket, så i stedet for afgang kl. 10, blev det kl. 10,30. Til gengæld tog turen kun 1 time og 15 minutter, så vi kom hjem til båden kl. 13,30 dansk tid – 14,30 finsk tid. Da vi ikke havde mere på programmet i dag, så vi vores snit til at få kørt et par vaske. Da vejret var solrigt og blæsende, blev det meste tørret i riggen. Trætte gik vi til ro allerede kl. 9 dansk tid. Det blev en god nats søvn til kl. 8,30 i morges!


Sidste overliggerdag i Helsinki

2019-06-25

Da vi har forudbetalt for en uge i havnen, passer det med, at vi har en hel dag endnu i Helsinki. Den skal bruges til 2 ting:  Først besøg i den russisk ortodokse kirke Uspenskikatedralen. En virkelig storslået kirke med 13 forgyldte løgkupler – en for Jesus og 12 for apostlene. Dernæst gik turen til den lutherske domkirke Skt. Nicolai kirken. Kirken ligger højt og er synlig fra alle verdenshjørner. Den er bygget i nyklassisistisk stil og var færdig i 1852. Trods sin storhed og placering var den ret beskeden indvendig. Ingen prangende udsmykning, som i Uspenskikatedralen. Efter dette var der dømt pizza og fadøl nær Esplanaden. På hjemvejen fik vi købt ind, så vi er klar til afgang fra Helsinki i morgen. Cyklerne er pakket, så nu mangler vi bare at tanke vand. Vandet fra haner her er renere end det, man køber, så derfor tanker vi.


Helsinki-Porkala

2019-06-26

Log 1157. Distance 24 sømil. Inden afgang fik vi tømt vores toilettank og fyldt vores dieseltank. Endvidere blev vandtanken fyldt, så nu er vi klar til dagens tur, der går til Porkala. Næsten ingen vind, så det blev kun til få sømil for sejl. Ellers en fin tur tæt på skærgård og sommerhuse. Det regnede lidt i morges, men siden klarede det op, og vi fik en del sol.


Porkala – Boxby i Trangsundet

2019-06-27

Log 1186. Dagen startede med regn og tunge, mørke skyer. Heldigvis blev det ret hurtigt tørvejr, og efterhånden klarede det også op. Dagen bød ellers på en fin og varieret sejltur. Først 3 mil fra Porkala og ud på fjorden for motor. Derefter 10 sømil over Porkalafjorden for sejl og en bid mere for motor – i alt 14 sømil. Til sidst ca. 12 sømil i trangt løb med øer, klipper og sten tæt omkring os. Dejlig sejltur i betagende natur med edderfugle, strandskader, svaner og en masse måger. Nu ligger vi så på en rimelig plads med bøjer bag lige for enden af en bro. På samme måde ligger 2-3 andre sejlbåde fortøjet. Vi håber, det går, selvom nogle vældige pust indimellem giver os grund til tvivl. For at sikre os lidt mere var jeg i vandet med en ekstra agterfortøjning. Vi håber på en rolig nat.


Boxby – Ekenäs (Tammisaari)

2019-06-28

Log 1199. Vi kom aldrig i land i Boxby. Havnen var ikke en frihavn og desuden aflåst. Vi var lidt tidligt oppe, da man ventede 14 m/s over middag. Jonna mente, at det ville være fint med en god havn pga. vejrmeldingerne. Derfor blev turen lidt kort, 13 sømil, men godt vi kom tidligt afsted, da vinden allerede var øget en del kort efter ankomst. Vi ligger fint og kan nemt tage en kuling. Over middag har vi været på indkøb og lidt sightseeing. Byen har landets mest velholdte træhuse i den gamle bydel. Byen er grundlagt i 1546 af Gustav Wasa, daværende svensk konge. I øvrigt er byens kirke også et besøg værd. Med sit specielle ydre, rå, grå granitsten og det specielle udtryk indenfor med krystallysekroner, fremstår den meget smukt. Den er opført mellem 1651 og 1680. Byen virker i dag som en sommerturistby med friluftsbad, legepladser og mange barer og cafeer. I dag, en blæsende sommerdag med ca. 20 grader, var der mange badende og solbadende turister på stranden.


1. overliggerdag i Ekenäs

2019-06-29

Dagen startede med regn og blæst. Som formiddagen gik, blev der tørvejr. Vejrmeldingen siger sejlvejr i dag og i morgen. Derefter kuling fra vest og nordvest i 3 dage. Det betød, at vi valgte at blive her i dag og så i morgen flytte os til Hangö. Så er der forhåbentlig noget at se på, mens kulingen raser. Ellers gik dagen med lidt småindkøb. Det drejer sig om et flag til Ålandsøerne og en sikringsbolt til ankeret. Begge dele fik vi, og så var der middag. Resten af dagen gik bare med lidt og ingenting.


Ekenäs-Hankö

2019-06-30

Log 1220. Fint vejr fra morgenstunden. Vi sejlede ud kl. 9 i vindstille. Derfor blev turen gjort for motor. Den smule vind, der var, var lige i snuden på os. Det blev en stille tur gennem den finske skærgård, som ændrede karakter undervejs. Først var der meget sivbevoksning langs vandkanten, men efterhånden som vi kom nærmere den mere rå sydkyst, var der kun klipper ud mod vandet. Temp. var på den gode side af 20 grader og vinden lunere end de forrige dage. Dejlig tur i skøn natur


1. overliggerdag i Hangö

2019-07-01

Det blæser og blæser. Vi går en tur til et udsigtspunkt vest for havnen. Senere køber vi lidt ind på hjemvejen. Jonna fik syet vores rorbetræk. Resten af dagen gik med lidt og ingenting. NB: Hangö er den første havn, vi har oplevet med storskærm med nyheder, vejret etc. Jo, jo, vi er i Nokias hjemland.


2. overliggerdag i Hangö

2019-07-02

Vi tog den lille havnefærge ud til den mere mondæne del af havnen. Den ligger ud for resten af havnen ved klipper. Vi gik en lille tur rundt derude. Derefter var vi tilbage i Hangö, hvor vi gik en tur i byen. Så var der jo frokost ombord og middagslur ligeså. Resten af dagen gik med krydsord og læsning. I aften er der fodbold for kvinder, USA-England.


3. overliggerdag i Hangö

2019-07-03

Det blæste igen i dag. Vi havde allerede i går taget beslutning om at blive til torsdag. Jonna havde om formiddagen inviteret på en tur på kærlighedsstien. En gåtur på en halvø ikke langt fra havnen. Det blev i alt til 5-6 km. På turen så vi russiske maskingeværreder fra 1940-41 og desuden en jættegryde, der var 3 m dyb og 1 m i diameter. Desuden var naturen rigtig fin med mange blomster og tæt på fuglelivet. Især en måge var noget nærgående!! Måske havde den også hørt om kærlighedsstien. Ellers bød dagen på en masse vind og derudover en god middagslur og hen under aften de sidste indkøb inden afgang i morgen. I aften er der igen WM i kvindefodbold. Semifinale mellem Sverige og Holland. I går vandt USA over England efter en rigtig god kamp, som fik den rigtige vinder.


Hangö-Kasnäs

2019-07-04

Log 1241. Så løjede det endelig, og vi kom videre på vores tur. Viden var drejet noget mod syd, hvilket betød, at vi kunne holde højde det meste af vejen mod Kasnäs. Der var mange på vandet i dag. Vi satte både storsejl og genua. Vind SW 6-9 m/s. Det gik strygende, der var mange at sejle lidt om kap med! Dog måtte vi bøje os for en Faurby 396 med mørke sejl. En fin sejldag med sol og god vind. Vi er klar til flere af slagsen.


1. overliggerdag i Kasnäs

2019-07-05

Regn, blæst, torden, sol, regn, blæst, torden, varme på, kun 10 grader i morges, regn, blæst, torden, lyn, krydsord, indkøb, middagslur, regn, blæst, torden, nu ca. 20 grader i kahytten, i morgen ”måske” videre. 14 grader ude – sommer??? Vi reddes af Badehotellet i fjernsynet – dejligt, de viser en dansk TV-serie i Finland.


Karnäs-Korpoström

2019-07-06

Log 1272. I dag blev så dagen, hvor det igen var tåleligt at sejle videre. Afgang kl. 9 fra Karnäs mod nord og vest med Sottunga som mål. Vinden var mere imod end ventet, så motoren måtte arbejde hele vejen. Et stykke havde vi storsejl til hjælp, men det gav næsten ingenting. Da vi gik gennem Korpostrømmen, var der en havn med samme navn. Det kunne vi ikke stå for og gik ind for at overnatte der. Fin havn med alt såsom vand, strøm, toilet, bad og sauna. Så må Sottunga vente til i morgen.


Korpoström-Sottunga

2019-07-07

Log 1301. Dejlig morgen – skyfri himmel og sol og meget lidt vind. Vi starter motoren og sejler afsted mod Sottunga. Først lige før vi ankommer, kommer vinden. Desværre fra NW – netop imod vores kurs den sidste times tid. Eneste klage er den manglende vind, ellers en dejlig tur over skærgårdshavet. Mange både på vandet foruden at par store færger. Alle på vej til eller fra Åland og alle på de samme kurser, vi mødte dem alle. Søttunga ligner sig selv. Vi var her i 2010 på vej til Skt. Petersborg. Broen er fornyet, og der er ny toilet- og badbygning lige inden for broen. Ellers er der ikke sket det store – jo butikken er lukket, men der kunne købes brød fra kl. 18-20 i aften.


Sottunga-Degerby

2019-07-08

Log 1313. Fin lille sejltur, hvor vi havde hele garderoben i sving. Fuld sejl på kryds, senere slæk på og halvvind og til slut spilet forsejl på læns. Vinden NW 6-8 m/s. Vejret overskyet og tendens til regn flere gange. Heldigvis blev det ikke til det store, og turen endte i tørvejr. Der er et K-marked på havnen. Butikken er ret veludstyret med alle tænkelige varer. De fleste kolonialvarer, man også olie, spændebånd, skruer, møtrikker m.v. Vi har planer om at vaske og har booket 2 maskiner til senere på dagen. Under vaskningen besøgte vi et lille lokalhistorisk museum, som i billeder og tekst fortalte om øboernes liv og levned. Det var en god oplevelse. Dagen sluttede med, at vi fik vasketøjet hjem til båden i regnvejr. Dog er det meste tørret i tumbleren – heldigvis.


1. overliggerdag i Degerby

2019-07-09

Regn og blæst fra morgenen af tog den værste længsel om fyldte sejl gennem den ålandske skærgård. Efter nogen overvejelse blev det besluttet, at vi bliver her i Degerby. Før middag gik vi en tur i den lille by. Vi besøgt endnu et lille museum – Lodsmuseet – som fortalte lodsernes historie her på øen. Ellers bød dagen ikke på det store. Middagslur – krydsord – aftensmad – lidt TV. I morgen går turen til Mariehamn.


Degerby-Mariehamn

2019-07-10

Distance 20 sømil. Log 1333. Det meste af turen blev gjort med vores forsejl. Da vinden var NNW, måtte vi have hjælp af motoren det sidste stykke mod nord. Vi ligger nu i Mariehamn West, hvorfra der er en fin udsejling, når vi skal videre mod Sverige. Sidst på dagen gik vi en tur i den nærmeste del af Mariehamn. Vi besøgte Skt. Görans kirke og lidt længere op ad alleen var der en meget flot bygning, som viste sig at være den gamle skole (Ålands Lyceum, en moderne skole med aner fra 1845. Bygget i 1903 og udbygget i 1928-30 med 2 nye fløje). Aftensmaden blev købepizzaer, som blev nydt i cockpittet med 1. parket til kapsejlads i J70-båden. Dejlig dag og aften med sol og varme. Charmerende havn, meget bedre end østhavnen, som vi besøgte i 2010.


Mariehamn-Arholma

2019-07-11 to 2019-07-12

Log 1364. Dagen i går forbigås i stilhed. Der skete ikke noget bortset fra de sædvanlige gøremål ombord. Turen i dag var en meget fin sejltur. Med alle sejl sat gik det fra Mariehamn ved 9-tiden. Efter 5 timer nåede vi Arholma. 31 sømil på 5 timer – fint snit. Kun lidt regn af og til kom lidt malurt i bægeret. Vi sejlede ind til Østhavnen på Arholma. Vi ligger med hækanker ved en træbro. Fint sted. Nu er vi klar til en masse naturhavne, blot mangler sommervejret. Det må gerne komme nu!! Vi ligger ved siden af et finsk par fra Turku, Rauni og Jyrki Saarikivi. De lærte os at sige Kippis! – skål. Ved solnedgang kom sommervejret. Det finske par viste vej til en restauration på den anden side af øen, hvor vi nød en flot solnedgang.


Arholma-Rödlöga

2019-07-13 to 2019-07-14

Log 1381. Efter en overliggerdag på Arholma fortsatte vi til naturhavnen Rödlöga. Lidt kedelig tur for motor. Ikke længe efter afgangen startede regnen, men den holdt heldigvis op, lige før vi skulle fortøje. Det blev hækanker med forhindringer. Der var en del sten og forholdsvis dybt – ca. 8 m. Vi måtte flytte fra et sted til et lidt bedre sted. Under denne manøvre faldt Jonna i vandet, dog kun med det ene ben, da hun gled på de våde sten. Heldigvis kom hun ikke noget til, bortset fra våde støvler og bukser. Ellers forløb opholdet godt. Dog måtte jeg i nat justere forfortøjninger, da vi bumpede mod klippen med kølen.


Rödlöga-Ingmarsö (Bockviken -Lill Kastet)

2019-07-15

Log 1397. Dette er vores hidtil bedste valg af naturhavn. Godt i læ på lavt vand, ca. 3 m og med en slags bro at gå i land fra. Alt gik godt med at finde herhen, selvom vi undgik de markerede ruter. Fint sejlvejr, lunt, tørt, men dog uden vind, men vi kan åbenbart ikke få alt!!! Efter frokost blev cockpitteltet sat op. Det var et held, for 1 time efter lynede og tordnede det voldsomt. Samtidig regnede det. Det stod ned i stænger, og det har foreløbig varet i 2½ time. Vi håber på opklaring, så vi kan komme ud at nyde det smukke sted, vi er havnet.


1. overliggerdag i Bockviken (Lill Kastet) ved Ingmarsö

2019-07-16

Efter en stille nat på den fine plads i Bockvigen (Lill Kastet) gik jeg på hovedet i vigen inden morgenmad. Dejligt med en dukkert, selvom vandet kun var 16 grader. Efter morgenmaden gjorde vi klar til gåturen til Ingmarsö havn, hvor der var en indkøbsmulighed i Coop. Turen var på ca. 10 km så vi var parat til en middagslur, da vi kom hjem ved 3-tiden. Imidlertid havde vi fået en ny nabo i melllemtiden. Han og fruen inviterede til kl. 5 møde. Det blev et par hyggelige timer sammen med Eva og CH ombord i deres dejlige båd Alkyone, en Linjet 35. De har en hytte på Christiansø, som de snart skal besøge, hvorfor de gerne ville have opfrisket deres danske (vel især CH, da Eva talte perfekt dansk). Dejlig dag i skærgården går på hæld. Myggene bliver nærgående, så vi lukker luger og lynlåse.


Bockviken (Lill Kastet) – Finnhamn

2019-07-17

Kun en meget kort tur, ca. 1,5 sømil til Djupfladen (Paradiset). Her kan vi få vand og strøm. Senest, vi havde strøm udefra og fik vand, var i Mariehamn den 12.7., så nu er det på tide at få batterier og tanke fyldt op. Vejret er fantastisk, og vi har en vidunderlig aften på fjeldet her. For første gang på turen er vejret helt vidunderligt. Høj sol, ingen vind. Gang i grillen og godt med rødvin til. Hvad kan man ønske sig mere? Nu håber vi bare, det fortsætter de næste dage.


Finnhamn-Lill Kastet

2019-07-18

Efter et besøg i Finnhamn, hvor vi fik strøm og vand, gik turen i dag tilbage til vort kendte sted - Lill Kastet eller Bockviken. Vejret er fantastisk, så vi foretrak vores kendte sted til endnu en dag i den stockholmske skærgård. Her nød vi eftermiddagen i det fine vejr. Selv Jonna blev lokket i vandet. Aftenen blev nr. 2 i træk, hvor grillen blev brugt. Dejlig aften og solnedgang over Bockviken.


Lill Kastet-Säck

2019-07-19

Log 1407. Vejret er stadig fint, så vi drager lidt mod syd til Säck i dag. Vi har fundet en fin hækankerplads, og vi nyder det fine vejr. Var begge i vandet inden kaffetid. Det var dejlig friskt, men mon ikke det var lidt koldere end i går i Lill Kastet, hvor det var 20 grader. Vi nyder sommeren, som langt om længe har indfundet sig.


Säck-Djurö-Bullandö

2019-07-20 to 2019-07-21

Log 1424. I går dasede vi hele dagen i naturhavnen i Säck. Dejlig med en afslappende dag. Jeg har fået en generende hoste og haft svært ved at få min nattesøvn. Det er måske også forklaringen på, at dagen var så velvalgt til en lang pause fra sejleriet.

I dag gik det så videre mod Djurö Havsbad. Det blev for sejl det meste af vejen. Kun det sidste stykke ind i bugten for motor. Vi var lidt spændte på, om alt var som for 5 år siden. Det var det, bortset fra ejerne, som var kommet for 4 år siden. Vi aftalte med dem, at vi kunne ligger der den 26.7., hvor Jonnas fødselsdag og vores 45-års bryllupsdag skal fejres. Efter aftale med værten synes alt at være OK. Sidst på dagen gik turen til Bullandö Marina, hvor vi skal have strøm og vand. Lige nu ser det ud til regn og torden, så vi er klar til vejrændring med cockpitteltet sat.


Bullandö-Napoleonsviken

2019-07-22 to 2019-07-23

Log 1440. Der blev ikke skrevet noget i går. Det skyldes vel især, at dagen kun huskes for brug af penge. Vi købte ind i den lille købmandsbutik på havnen, så vi kan klare os i nogle dage. Så fik jeg købt fødselsdagsgave til Jonna. Derefter lavede jeg et lille motorcheck. Kileremmen slog en del og blev strammet. Så blev spændbåndene i forbindelse med kølevandsslangerne gået efter og et nyt blev monteret. Så fik vi ladet godt på batterierne, og inden afgang fik vi fyldt ferskvand på. I dag tøffede vi det meste af vejen mod Napoleonsviken på Ägnö. Kun ca. 5 mil for sejl. Vi har fundet en fin plads og ligger nu for hækanker. Vejret har ændret sig noget fra sol til overskyet og ikke så varmt her til aften som først på dagen.


Napoleonsviken – SXK's utehavn i Norrviken ved Runmarö

2019-07-24

Vi havde en lidt mærkelig oplevelse i aftes lige inden sengetid. Mindre end 100 m fra vores naturhavneplads landede en lægehelikopter på en blanding af granit og græs mellem en del træer. Vi fandt aldrig ud af, hvorfor. Den startede igen i løbet af et kvarters tid. I morges, efter at vi begge havde fået morgenbad og morgenmad begav vi os tilbage mod Djurö Havsbad. Det blev en blandet tur i meget lidt vind. Sejl og motor – halvt om halvt. Vi fik en god plads ved SXK’s bro, hvor vi har planer om at tage Jens Jørgen og Ninna med ud til frokost den 26.7. Samme sted som for 5 år siden, da mine søskende var her på Djurö Havsbad. Aftenen er stille og dejlig.


SXK Utehavn – Bullandö – Djurö Havsbad

2019-07-25 to 2019-07-26

Log 1459. På vejen mod Djurö var vi omkring Bullandö for at tanke diesel og vand. Det blev til 83 l diesel siden Helsinki. Hen imod aften fik vi så det ventede besøg af Ninna og Jens Jørgen. Vi havde forberedt lidt aftensmad, og de kom kl. 18,30. Det blev et dejligt gensyn. De havde medbragt lidt våde varer fra DK, og de faldt jo på et tørt sted. Hyggelig aften i dejligt vejr. Næste dag fik Jonna gaver efter morgenmaden. Skipper havde traditionen tro sat signalflag: ”JONNA 69 TLØK”. Vi havde planlagt en tur til SXK’s utehavn for at spise frokost. Det gik bare fint. Vi havde morgenbadet med gæsterne, som jo også nyder det fine vejr. Om aftenen var der menu på Djurö Havsbad. Det var meget god mad og hyggeligt samvær. Inden aftensmaden havde Ninna og Jens Jørgen arrangeret Aperitivo med Aperol. Meget fint arrangement.


Napoleonsviken – Stockholm – Djurö Havsbad

2019-07-27 to 2019-07-30

Vejret var fantastisk, så vi benyttede lejligheden til at vise Ninna og Jens Jørgen en svensk naturhavn. Den ligger på vejen til Stockholm, så det var jo helt perfekt. Vi nød naturen, vejret og de røde bøffer. Selvfølgelig også rødvinen. Vi badede i ca. 21 grader varmt vand. Dagen derpå gik det mod Stockholm gennem den sydlige indsejling gennem Bäkkestäget. Dejlig tur i dejligt vejr. Vel ankommet til Wasahavnen skulle vi finde en plads. Det var mellem bomme, og så kom vi ind på en plads, som var lige lille nok. Den ene bom var en ubeskyttet jernbøjle, som kunne ridse båden. I et forsøg på at gå ud ad bommen for at få en fender placeret, gik bommen under vandet sammen med skipper. Vandet var dejlig, så det var ikke så slemt med den ufrivillige vandgang. Efterfølgende klagede jeg på havnekontoret over den manglende gummiafdækning på bommen. Det endte med, at jeg fik 2 døgn uden afgift – rimelig og behageligt for pengepungen. Næste dag var vi på sightseeing i ”Den gamle by” ”Gamlestan”. Det blev også til en rundvisning i Rigsdagen. Interessant. Den 3. dag gik det så tilbage til Djurö Havsbad. Ninna og Jens Jørgen ville give aftensmad på restauranten. Lige inden vi skulle gå derhen, faldt Jonna på trappen til kahytten. Hun fik sig en kraftig hudafskrabning, som lignede en reel flænge. Værten på Djurö Havsbad tilså hende og mente ikke, det var nødvendigt at sy. Hun fik renset såret meget grundigt og forbundet med kompres og gaza. Det blev igen en hyggelig aften, og Jonna var helt uden smerter efter et par pannoer. Dejlig bøf med bernaisesovs og pommes til.


Djurö Havsbad-Nynäshamn

2019-07-31

I morges blev det så tid til afsked. Ninna og Jens Jørgen skulle videre mod Norge til guldbryllup, og vi skulle sydpå mod Götakanalen, så vi kunne nå hjem rettidigt til familietræf sidst i august. Afgang kl. 10,50. Ankomst ca. kl. 17. Det blev til knapt 40 sømil. Log 1567.


Nynäshamn-Marö/Lånjö ved Arkösund

2019-08-01

Log 1614. Distance 47 sømil. Afgang kl. 9,10. Ankomst 17,30. Vind nordlig 6-8 m/s i starten. Kl. ca. 15 aftagende til 2-4 m/s. Vi sejlede sommerfugl hele formiddagen. Over middag agten for tværs. Det blev til over 35 sømil for sejl og de sidste 2 timer for motor. Dejligt solskinsvejr hele vejen. Fin sejltur. Vi ligger for anker ikke langt fra indsejlingen til Mem. I morgen sejler vi ind til Mem.


Marö-Lanjö ved Arkösund-Mem

2019-08-02

Log 1634. Stille og rolig nat for anker med efterfølgende stille motorsejlads ind til Mem. Efter billetkøb til kanalturen stod vi foran den første sluse. Efter en del forberedelser og diskussioner om hvem og hvordan lykkedes det at sluse op til havnen i Mem. Her venter vi så besøg af Ole og Signe i morgen formiddag, da de skal med på starten af den egentlige tur på Götakanalen.


Mem-Söderköping

2019-08-03

Til formiddag fik vi forstærkning til de kommende dages slusninger, nemlig Ole og Signe. Efter indflytning og lastning af både kød, vin og øl var vi ved middagstid klar til første step mod Söderköping. Det var en kort tur med at par slusninger. Bare træning! I Söderköbing ventede der et sandt leben langs kanalen. Mange turister passerede dagen lang lige foran båden. Ole cyklede tilbage til Mem for at hente bilen til Söderköping. Vi fandt med hjælp af en ældre dame en parkeringsplads til bilen. Det var svært, da alle pladser i byen vist var lokale/private. Vejret var fint, så det var en god begyndelse på kanalturen.


Söderköping-Norsholm

2019-08-04

Nu skulle vore sluseevner stå deres prøve. Der var ca. 10 sluser til Norsholm. Vejret er stadig fint, og vi klarede de mange slusninger til ug. Nu skulle Ole så tilbage til Söderköping for at hente bilen. En tur på ca. 25 km på den lille foldecykel, som vi har ombord. Der var grillvejr, så det blev culottesteg med svenske grillkartofler, og desserten var bananer, der blev grillet og fyldt med farin, whiskey og flødeskum. Signe måtte dog nøjes med at fylde sin banan med Nutella og flødeskum. Fin dag.


Norsholm-Ruda

2019-08-05

Det blev en slusedag af de helt store. Over søen Roxen og op ved Berg. Først 7 trapper og dernæst flere dobbeltsluser, inden vi forsøgte at nå Borensberg. Vi havde hele dagen slået følge med en østrigsk båd Alda. De lå først og vi efter. De var kun 2, Hans Peter og Monica, men de klarede det flot. Efter ca. 5 kvarter havde vi klaret over 10 slusekamre. Slusevagten sagde, vi var dagens hurtigste bold. Ole gik med fortrossen og Signe med agter. Da vi sluttede dagen, var vi ikke nået til Borensberg, men tæt på. Vi blev fanget af en bro, Ruda, kl. 18, da den lukkede. Både vi og østrigerne måtte lave alternative fortøjninger for natten lige foran broen. Det var en hård dag – og som Signe sagde: ”Nu orker jeg ikke mere”. Det gjorde vi andre heller ikke.


Ruda-Motala

2019-08-06

Vi måtte afsted kl. 9, da vi spærrede for yderligere trafik forbi Ruda. Først forbi Borensberg og over søen Boren, inden vi nåede Motala. Her ventede en trappe med 5 slusekammre. Vi lå først i slusen og fik en prøve på, hvordan det var. Det gik imidlertid fint. Vi nåede Motala ved 1-tiden. Efter frokost var der afslapning, inden Ole måtte tilbage til Norsholm efter bilen. Fra Motala var der tog- og busforbindelse til Norsholm. Det gik fint, og Ole var tilbage ved 6-tiden. Det blev igen grill og grillbananer til dessert. Ole havde medbragt en virkelig god rødvin ”Il Capolavoro” – som vi nød i passende mængder. Aftenerne afsluttedes med en gang yatzy om opvasken. Jeg kan ikke huske, hvem der vandt, men Signe og jeg var ikke helt tilfredse med det ”dumme” terningspil.


Overliggerdag i Motala

2019-08-07

Vi var oppe kl. 04,15 for at tage afsked med vore trofaste slusehjælpere. De skulle nå en Stenafærge i Göteborg kl. 8,00. Vi tog lige en ekstra lur til kl. 8. Ellers stod dagen på at få klaret 2 x tøjvask ud over de 2 fra i går. Jeg vaskede båd om formiddagen uden at vide, at det ville øsregne senere på dagen!! Vi fik gjort nogle indkøb af dagligvarer, og på apoteket fik Jonna saltvand og sterile servietter til rensning af skinnebenssåret. Vi fik tanket vand og synes i øvrigt klar til at krydse Vättern i morgen.


Motala-Karlsborg

2019-08-08

I dag krydsede vi så Vättern. Gråvejr og regn. Lige inden vi nåede Karlsborg, fik vi et skybrudlignende regnskyl. Vi skulle vente ved broen i byen, og vi sejlede meget stille i håb om, at regnen stilnede, inden vi skulle fortøje ved ventebroen. Det skete heldigvis, og vi kom i havn og fik cockpitteltet op, inden næste byge kom. Sidst på eftermiddagen kom solen, og vi skulle så grille. Det startede også fint, men, men lidt efter lidt blev regnen kraftige. Jonna hentede vore paraplyer. Og så sad vi under paraplyer i regnvejr og grillede. Efter 15-20 min. igen tørvejr og vi spiste. Det holdt, til vi sad og nød udsigten til kanal, kro og park. Så var den gal igen, og nu pakkede vi hurtigt og gik i læ ombord på Freja. Grill – grill, hvor er det hyggeligt.


Overliggerdag i Karlsborg

2019-08-09

Dagens program var ret enkelt. Besøg i Karlsborgs fæstning og indkøb i Coop-butikken. Det første punkt gik vældig godt. Vi ankom på cyklerne og entrerede den fine indgangsportal. Vi cyklede lidt rundt og så på de fine bygninger. Fæstningen påbegyndtes for nøjagtig 200 år siden i 1819. Meningen var, at den skulle stå færdig i 1829-30. Desværre tog det længere tid end beregnet, da den først var færdigbygget i 1909. Grunden til byggeriet var Ruslands erobring af Finland fra Sverige i 1808. Fæstningen skulle rumme kongefamilien, regeringen og landets guldreserver i tilfælde af krig. Efter de ca. 100 år, der gik inden ibrugtagning, var det hele næsten overflødigt og uaktuelt. På trods af det er der stadig militær på fæstningen. Det erfarede vi, da vi spiste frokost på marketenderiet, der reklamerede med lunch kl. 11,30. Kl. 11,25 var vi næsten alene ved indgangen, men ca. 11,30 var der 80-90 tjenestegørende personer, som ankom for at få deres frokost. Vi følte os lidt alene i salen, som var enorm, vi var vist de eneste civilister!! Maden var god og med en Mariestadsøl til var alt godt. På hjemvejen handlede vi ind i Coop, og dermed var dagens program udført. I morgen går turen videre mod Töreboda.


Karlsborg-Vassbacken

2019-08-10

Inden afgang blev der tanket diesel, og toilettanken blev tømt. Så gik det mod den sidste opslusning ved Forsvik. Det skulle blive en uforglemmelig oplevelse. Vi skulle ligge forrest i styrbord side af slusen. Problemet var, at slusen ikke var bygget af granitkvadre, men sprængt ud af klippen. Ujævnhederne, som var +- 15-20 cm, var svære at fendre imod. Jeg redigerede om på vores kuglefendre og også de almindelige. Vi fik slusepigen til at sluse meget stille. Endelig var vi klar! Det tog sin tid, men det gik faktisk godt. Jonna var på land og fik en bådshage, som hun kunne presse mod topvantet for på den måde at holde fri. Vi fik, så vidt jeg ved, ikke nogen skrammer, men oplevelsen var skræmmende. Derefter videre mod Tåtorp med sluse og bro. Nu skulle vi sluses nedad og kun 0,4 m, så det var til at klare. Jeg svømmede også en tur her til aften. Til formandens orientering sprang jeg ud fra 91,6 m højde for at svømme et par hundrede meter i den tynde luft.


Vassbacken-Norrqvarn

2019-08-11

I dag var der afgang kl. 9, da broen åbnede 1. gang. Vi sejlede sammen med en stor 2-master, Mina, som lige kunne komme igennem broerne og lige netop fyldte 1 slusekammer. Ved en bro gik det lidt galt for 2-masteren. De kom lidt skævt ind og ramt en granitkant. Et røstjern blev bøjet og 1 bord tog en del skade. I løbet af dagen passerede vi 10 slusekamre, men vi skulle sluse nedad, så det gik fint. Kun 1 gang skete der lidt. I en 3-kammersluse havde slusemesteren taget en lille båd ind fra bunden og os oppefra. Det betød, at vi skulle passere hinanden i 2. kammer. Vi lå stille, mens vores modsejlende havde store problemer og lå på et tidspunkt helt på tværs og spærrede vejen for os. Men, men det gik, og resten af turen til Norrqvarn huskes kun for et enerverende regnvejr. Heldigvis blev det først rigtig galt, efter vi havde fundet en god plads og fået cockpittelt sat op. I morgen er det planen at slutte Götakanalen i Sjötorp.


Norrqvarn-Sjötorp

2019-08-12

I dag blev Götakanalen så afsluttet. Vi ville tømme toiletank, inden vores videre færd. I forbindelse med tillægning satte Götakanalen sit stempel på Freja. Jeg ”tabte” stævnen i hård sidevind, og den ramte granitmolen. Jonna forsøgte at afværge, men hun kunne ikke nå det, og så fik vi stemplet!! Bortset fra denne oplevelse gik vores sidste sluser meget fint. Nu ligger vi i den sidste gratis gæstehavn inden Vänern. Her bliver vi, indtil vejret bedrer sig. Det blæser bravt i dag og også i de kommende dage.


Sjötorp-Mariestad

2019-08-14

Efter en overliggerdag i Sjötorp, mens vi ventede på bedre vejr, begav vi os i dag videre. Mest pga. Götakanalens lukning for almindelig trafik. Fra i morgen skal man følge en gruppe, hvis tid er dikteret af Götakanalen. Derfor forlod vi Sjötorp i dag kl. 15,30. Vinden var ret kraftig. Ude på vandet 12-14 m/s. For motor mod Mariested, som vi nåede kl.  17,30. Nu er planen Vänersborg i morgen. Ret til ændringer forbeholdes. Vejret er noget ustabilt.


Mariested-Trollhätten

2019-08-15

Log 1813. Det blev en meget lang dag. Afgang kl. 6,45 fra Mariestad. Så for motor og sejl mod Vänersborg. Det blev vel motor det meste af vejen. Vi ville gerne videre til Trollhättan. Det betød en del ventetid ved jernbanebroer (2) og vejbroer (3). Det værste var dog slusen, som skulle passeres. Vi slusede styrbord, hvad der viste sig at være uklogt. Det var småt med væg at holde fra på, desuden var der store områder med den rå granit. Men vanskelighederne til trods lykkedes det os at slippe helskindet igennem. Godt trætte og sultne fandt vi en plads i Spikerön havn i centrum af Trollhättan kl. 20. Derefter i byen for at få en pizza og en øl. Vi fulgte med vore slusevenner, som var far og søn (Per Axelsson) i sønnens nye båd Friendship. Meget hyggelig aften med meget bådsnak.


Trollhättan-Kungelv

2019-08-16

Log 1843. I dag skulle vi så det sidste stykke ned gennem de store sluser. Det gik stille og roligt, da vi slusede i den ”rigtige” side. Så da det var overstået, blev det fejret med en øl – ”Probably the best in the world”. Det gik stærkt ned mod Göteborg, da medstrømmen gav små 2 knob ekstra fart. På turen fulgtes vi med ”Friendship”, som også valgte en overnatning ved Kungelv. Vi havde i øvrigt en hyggelig aften, dels på broen, dels ombord på Friendship. Vi var et helt lille selskab, som foruden besætningerne på Freja og Friendship også bestod af et svensk par, som var meget interesseret i både. De ville sælge huset og flytte i båd. Snakken gik livligt, så det blev lidt sent, inden vi tørnede ind.


Kungelv-Østerby

2019-08-17 to 2019-08-18

Log 1891. Efter en regnvejrsdag i Kungelv, hvor vi, da der en times tid var opholdsvejr, så Bohus fæstning og gik en tur i Kungelv by, overnattede vi, og næste morgen var der afgang efter morgenmaden kl. 8,30. Vi skulle passere 2 vejbroer og 2 jernbanebroer inden Göteborg. Men allerede kl. 11,30 var vi på vej gennem Göteborgs havneområde, og vi havde 2 planer klar, når vi nåede Vinga. Enten til Hönö eller til Læsø. Vinden var dog ikke nået i syd som lovet, men de 225 grader kunne vi lige holde med motor og storsejl. Så ventede vi bare på den sydlige vind. Den kom aldrig, men vi satte alle sejl og motoren i tomgang til at holde fart gennem søerne. På den måde gik det også fint. Vinden var sydlig til 1 mil før Østerby, hvor en regnbyge drejede vinden til SW. Godt, vi var nået så langt, inden det skete.


1. overliggerdag i Østerby

2019-08-19

Regnen silede ned fra morgenstunden. Der var tillige frisk vind, så derfor tog vi en slapper i Østerby. Om formiddagen fik vi gjort en del indkøb hos købmanden, bl.a. 2 fl. 3 kg gas, som kun kostede 169 kr. pr. stk. Billigt. Over middag gik vi en tur på havnen. Det endte med, at vi købte 4 små rødspætter til aftensmaden. Det smagte! Sidst på dagen regnede det igen.


Østerby-Frederikshavn

2019-08-20

Log 1912. Vi sejlede fra Østerby kl. 9,00 og var i Frederikshavn kl. 12,30. Fin sejltur. 1 reb i storen og fuld forsejl gav det meste af vejen ca. 6,5 i snit. Ca. 2 mil før Frederikshavn spidsede vinden meget – ca. 30 grader, så vi rullede forsejlet ind og sejlede det sidste stykke for motor og rebet storsejl. Vinden var nu 10-11 m/s, mens vi det meste af vejen havde 8-10 m/s. Vinden var SW-lig og mest W mod slutningen.  I morgen skulle der gerne være ren W, så vi kan komme sydpå mod Hals.


Frederikshavn-Hals

2019-08-21

Log 1945. Vind WSW – 6-10 m/s, i pust 10-15 m/s. Der skulle gå over 4 mdr., inden vi fik togtets bedste sejltur. Vi satte sejl lige uden for havnen i Frederikshavn og tog dem ved indsejlingen til Hals. Vi brugte 4 timer og 30 min på 31 sømil. Et godt gennemsnit. Maksimal fart 7,8 knob på foran for tværs. Meget fin tur. I havnen fik vi besøg af Karin og Finn Vinding. Et rigtig hyggeligt gensyn og dejligt at høre om deres sejlplaner. Om aftenen besøgte vi Aud og Jens Peter sommerhuset i Hals – en rigtig hyggelig aften, selv deres rådyr så vi.


Hals-Aalborg

2019-08-22

Det blev en fin sejltur fra Hals til Cementfabrikken. Herefter motor til broen. Afgang 9.50 og gennem broerne kl. 13. Vinden var sydlig 6-8 m/s. Vi havde fuld sejlføring hele vejen. Nu ligger vi for enden af en af SL’s broer. Håber, vinden bliver i det sydlige hjørne. Pludselig bankede det på båden. Det var Eva, der inviterede på rødvin i Limfjordens klubhus. Eva og John ønskede os velkommen hjem, og det blev en rigtig hyggelig aften.


Aalborg-Nibe

2019-08-23

Log 1974. Den sidste etape af vores lange rejse blev en af de mere trælse. Modvind, modstrøm og tang prægede turen, som kun var på 12 sømil, men tog over 3 timer for motor. Traditionen tro blev gæsteflagene fra de lande, vi havde besøgt, sat i styrbord saling. Flagende blev blæst godt igennem, og da vi nåede Nibe, var flagsnoren gnavet igennem, og flagene lå symbolsk tilbage på dækket. Så var det hele åbenbart slut. Vi delte en øl med vores nabo på vinterpladsen, inden Birthe og Gordon, vore naboer fra Ferslev, dukkede op for at bringes os hjem til Ferslev. Sommertogtet var slut og blev på 1974 sømil, også symbolsk, da vi købte vores første sejlbåd Mary Ann i 1974.


Fra Nibe til Lemvig

2020-05-21 to 2020-06-06

Vores første længere tur i corona-tiden blev i Limfjorden. Da vi ikke skulle nå så mange mil, blev vinden vores foretrukne drivkraft. Første havn blev Rønbjerg, da Løgstør var godt fyldt. Vi er jo ikke de eneste, der udnytter friheden igen ovenpå perioden, som blev tilbragt indenfor hjemmets fire vægge. Efter Rønbjerg gik turen videre for sejl mod Glyngøre. Det blev kun til et enkelt døgn, da havnen har trukket sig fra frihavnsordningen. Den 23.5. bragte vinden os nordpå langs Mors til Amtoft. 25.5 fra Amtoft til Thisted. Her inviterede vi Steen og Ditte på lidt aftensmad på havnen. Det blev nogle hyggelige timer, som sluttede med en gåtur langs fjorden for at kikke nærmere på Steen og Dittes nye hjem. Til september flytter de hertil fra Skovriddergården ved Vester Vandet, da de begge går på pension. Vi tilbringer yderligere nogle dage i Thisted, dejlig by og hyggelig havnefoged. Senere får vi besøg af Ninna og Jens Jørgen, som lagde vejen forbi på vejen hjem fra besøg hos Linda og Ronnie i Ringkøbing. Som sædvanlig gik snakken godt til en hyggelig frokost på havnen. Senere besøgte vi Testcentret i Østerild plantage. Vi får lavet en sikring af trappen, som Jonna kom til skade ved sidste år i Stockholms skærgård. Efter et par dage yderligere går turen sydpå til Doverodde. Alt var lukket her, så det blev kun til en gåtur til Købmandsgården. Den 30.5. går turen til Struer, hvor Lea og Selma på- mønstrer i morgen. Pinsedag blev vi i Struer, hvor vi bl.a. lavede en lille sejlbåd. Vi havde anskaffet et puslespil med 500 brikker, som de gik i gang med. Allerede tirsdag blev det færdigt, alt imens skipper fik sin middagslur! Den 2.6. gik turen til Oddesund, efter en grundstødning i indsejlingen til Venø. Så det blev ikke Venø i denne omgang. I Oddesund var vi på badetur til lagunen bag havnen. Vandet var jo ikke just varmt, men børnene og skipper fik sig en god dukkert. Vi fik søsat gummibåden og også en lille sejltur med motor. Så gik splitten i skruen, og så måtte der roes for resten af turen. Lea fik et lynkursus i roning, og hurtigt fik hun det lært. Så gik turen til Lemvig, hvor Niels ville komme og hente pigerne. Inden fik Lea sejlet en tur med Selma, og også en tur alene i gummibåden.


Agger-Lemvig-Gyldendal-Fur

2020-06-07 to 2020-06-11

Vi havde lyst til at gense Agger og sejlede derfor nordpå fra Lemvig, langs Thys grønne bakker, som strækker sig fra teglværket til Vestervig. Vel ankommet møder vi en ældre mand, som kunne huske os fra vores besøg for 4-5 år siden. Han fiskede stadig og havde for et par år siden købt en helt ny båd. Konen brød sig ikke om at overnatte i den gamle kutter. Nu gik det bedre med den helt nye og top moderne, med alskens udstyr. Der blev også tidtil en cykeltur mod syd på Agger Tange. Området er en del af Nationalpark Thy. Et par rådyr blev lidt betuttede over synet af de besynderlige cyklister! På hjemvejen var vi ude på høfte 89. Den friske vind gav flotte bølger. Det blev et fint og oplevelsesrigt besøg i Agger. Tilbage i Lemvig var vi primært for at købe ind. Det blev madvarer og gas til Cop´en i Jem og Fix. Turen går nu mod øst og hjemad. Vi besøgte på vejen Gyldendal iøvrigt for første gang. Med vind fra NØ er der modvind og modstrøm gennem Sallingsund og vi tager en slapper på Fur. Her tilbringer vi nogle hyggelige timer i selskab med Ketty og Erik i Azela. Planen er et besøg i Skive fjord, men lige nu er lysten til at sejle videre ikke særlig stor. 


Skive-Hvalpsund-Livø-Løgstør-Nibe

2020-06-13 to 2020-06-17

Fra Skive gik turen igen nordover mod Hvalpsund. Vinden frisk og varierede fra foran f. tværs til hård kryds. Det lykkedes at sejle hele strækket på samme halse. Godt klaret Freja! I Hvalpsund havde vi besøg af Lis-Kirstines besætning. Det blev en hyggelig aften. Jeg hilste kort på Topsi ´s besætning. Fjorden var, som Erik udtrykte det, efterhånden fyldt med pensionister! Fra Hvalpsund gik det videre nordpå til Livø. Her fik lavet aftaler vedr. Jonnas fødselsdag, som vi ønsker at fejre her med den nærmeste familie. Så blev det lige til et besøg i Løgstør inden turen hjem til Nibe. Aftenen inden tilbragte vi i hyggeligt selskab med Sonja og Birger ombord på deres nyerhvervelse,  en Nimbus 42- eller deromkring. Fantastisk båd - dejlig aften. Vores Limfjordstur slutter i fantastisk vejr- skyfrit- sol- desværre kun lidt vind!!

Tak for denne gang!

Skipper med frue.


Nibe-Vejdyb-Grenå-Aarhus-Fænøsund-Fynshav

2020-06-24 to 2020-06-28

Kapitel 2 af vores Covid19 tur startede d. 24.6. og gik fra Nibe til Vejdybet v. Hals. Vejret var fantastisk og det var nødvendigt med kolde afvaskninger! Vi var 5 sejlere, som valgte at overnatte og nyde solnedgangen. Næste dag var der lidt indkøb i Hals inden turen gik til Grenå. Igen en fin dag, men desværre måtte motoren klare fremdriften, så vi måtte klare larmen hele vejen. Lige som dagen før. I Grenå skete der ikke så meget. Dog lykkedes det os at knække flagstangen ved tillægningen. Aftenen brugte skipper til husflid og fik lavet et nyt beslag. 26.6. gik turen fra Grenå til Århus. Niels, som var alene på skansen i Århus, kom og spiste med. Senere gik vi en tur på havnen og så en masse lækre både bl.a. Leas nye optimistjolle "Baldi". Hyggelig aften i atter fint vejr. 27.6. gik turen videre mod syd og endte med en ankring i Fænø sund. Dagen bød iøvrigt på et par regnbyger med "lidt"  vind i! Og sluttede med en fin solnedgang på ankerpladsen. 28.6. Var en noget omtumlet omgang. Først modvind og modsø for storsejl og motor til syd for Årøsund. Derefter videre mod Fynshav i spids vind med rebede sejl. Flere byger med vind på 12-14 ms, som skabte krapsø, og Freja havde travlt med at banke pæle i!!! Efter 7 timer var det rart at komme i havn og slappe af ovenpå dagens strabadser.


Fyns Hav-Sønderborg

2020-06-29 to 2020-06-30

Om formiddagen d.29.6 på indkøb i Brugsen i Fynshav. På vejen passerer bl.a. et hegn med æsler og et enkelt muldyr, som jo en krydsning mellem en hest og et æsel. Senere en noget ujævn sejlads i modvind og strømsø. På et tidspunkt ud for Kegnæs fik vi ondt af Freja, faldt af og gik til Sønderborg. Vinden var tiltagende, så det var nok en rigtig beslutning, som Jonna foreslog. I Sønderborg var vi spændte på, om vore tyske sejlervenner Dorte og Christian Hermann stadig havde plads i havnen. Umiddelbart var de ikke i havnen, men så pludselig ved halv fem-tiden dukkede Pinatz... , som deres båd hedder, op lige bag vores plads! Vi fik dem hjulpet ind og nød en drink sammen. Aftenen bød på hyggelig samvær i Freja. Det var dejligt at se, at de stadig var aktive. De kom i dag fra Kiel. De sejler stadig i Comfortina 38 med Christian ,85, som skipper og gasten Dorte,80 år. Alt er muligt for den ,som har lysten, evnen og helbredet. For ca. 8 år siden bekostede de en ny kulfibermast, så de slipper for bagstag. Det er en fantastisk mast, siger Christian. Sønnen, Christian, deltager i distancekapsejladser. Sidst 500 sm for 2 mand ombord, som gik fra Kiel - København-Skagen- Lillebælt- Kiel. Sønnen er ingeniør hos Nexus, et instrumentfirma, så han har installeret alt muligt udstyr i båden. I dag ligger vi over i Sønderborg. Vinden SV-lig 12-16 ms. Lige i overkanten til LYSTsejlads!!!


Flensborg-Gråsten

2020-07-01 to 2020-07-02

Onsdag havde vi en dejlig sejlads fra Sønderborg til Flensborg. Spids vind fra start til slut. Lige noget for Freja- når vinden er 6-10 ms. De 20 sømil klarede vi på 3,5 time. Senere ankom Pinatz med familien Hermann. De inviterede på aftensmad på en lidt speciel, men meget hyggelig lille retaurant. Vi fik Flammkuchen med gewurtstraminer til. Dejlig aften med Dorthe, Christian og barnebarnet Thies. I dag,torsdag, var en slags hviledag ovenpå gårsdagens transport af div. drikkevarer, som vi købte hos Købmandsgården. Vi måtte improvisere med mundbind, da vi ikke havde nogen. Det blev min vinterhalsklud for mig og et tørklæde for Jonnas vedkommende. I dag blev det så kun til lidt fødevarer hos Aldi. Så gik turen de ca. 9 sømil til Gråsten. Vi havde næsten plat læns hele vejen. Dog måtte vi have hjælp af motoren for at nå broen, som vi ramte på minuttet. Vi fik en fin plads og venlige naboer tog imod. Havnepenge er betalt. Det blev 40 kr. for plads, strøm og bad. Så det er muligt vi blir` et par dage!


Indeblæst i Gråsten

2020-07-02 to 2020-07-06

Vi blev i mere end de 2 dage, vi havde planlagt. Vejret skiftede og blev regnfuldt og blæsende med vindstød af stormstyrke. Den første hele dag her blev brugt på at køre Gråstenstien langs vandet og senere et kik på Gråsten slot på afstand. Alt var lukket, da kronprinsen med hele familien var kommet på sommerophold. Imidlertid fiik vi et par gode billeder af slottet fra Skolegade, som er det bedste sted for fotografering af slottet. Frokosten blev  pizza i byen inden hjemturen  til båden. Sidst på dagen dukkede Pinatz med Dörthe, Christian og Thies op i havnen. Hyggeligt. De sidste 2 dage har vi opholdt os på båden, da vejret ikke var til turistoplevelser. Ninna og Jens Jørgen skulle vi møde i Marstal, men det er udsat på ubestemt tid, grundet vejret og især vinden. Dagene blev kun afbrudt af daglige kaffesammenkomster skiftevis i Freja og Pinatz. I går kikkede jeg motoren efter og fandt, at forvarmesystemet ikke var helt i orden. Det går nok, mente Jan, som jeg konsulterede, så længe jeg ikke har startvanskeligheder. Christian Herman har også haft problemer med olie i sumpen, ligesom jeg har haft i vel 4-5 år. Han spændte boltene i bundkarret, og det løste hans problem. Så efter kaffen gik vi i krig med efterspænding af diverse bolte, som kunne være årsag til spildet. Tiden vil vise, om det har hjulpet. Ellers er dagene gået med krydsord, læsning og håndarbejde (Jonna). Vi håber, at  turen kan fortsætte i morgen og blive mere normal, når vejret falder mere til ro.


Gråsten Marstal

2020-07-07

Efter indeblæsning i Gråsten gik det endelig videre mod Marstal kl. 6,15, da Egesundbroen åbnede første gang. Der var ikke meget vind de første timer - senere bedre vind, men plat læns, så motoren hjælper til. Vi skal gerne være der over middag, da vi får besøg af Ninna og Jens Jørgen senere på dagen.


Overliggerdag i Marstal

2020-07-08

Efter en hyggelig aften i går var det tanken i dag at køre med bus rundt på øen, bl.a. til Ærøskøbing. Det går fint, og vejret er med os til en forandring. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Marstal og når lige en lille lur, inden vi i aften skal spise på fru Berg - en restauration lige ud til indsejlingen. Vi får en dejlig rødspætte med Ærøpandekager og is til dessert. Til spætten fik vi persillesovs, som senere ved betalingen gav anledning til lidt ballade!! Jens Jørgen kan fortælle en længere historie herom, så husk at spørge ham!!


Marstal-Ballen

2020-07-09

Ninna og Jens Jørgen pakker og er klar til at vinke fra færgen kl. 11,00. Vi gør også klar til afgang fra Marstal. Først skal der tankes, og toiletanken skal tømmes. Herefter går turen gennem Øhavet til Ballen, Fyn, som udover at være frihavn er et kendt sted for os. For en del år siden cyklede vi herfra til Vester Skerninge for at besøge Jonnas moster Dagny. Hun døde få måneder efter, da hun allerede ved vores besøg havde fremskreden kræft.


Ballen-Årøsund

2020-07-10

Så er der igen hverdag med vejret. Regn fra morgenstunden, som først sluttede efter ca. 6 timer nogle få sømil syd for Årøsund. Her mødes vi så for sidste gang på denne tur med Christian og Dörthe i Pinatz...Det har været hyggelige stunder sammen med dem. De klarer stadig at sejle Confortina 38'eren på trods af deres alder (85 og 80). 


Årøsund-Middelfart

2020-07-11

Så sejler vi igen et nøk mod nord. I strid vestenvind med byger går det mod Middelfart. Loggen viste som max. 7,6 og vinden som max. 15 m/s. Ellers var det mest ca. 10 m/s og log 6,5. Foreløbig håber vi, det i morgen går videre mod Århus.


Middelfart til Juelsminde

2020-07-12

Vi havde en fin sejltur fra Lillebælt til Juelsminde. Vi var på indkøb, og lidt senere indløb der en sms fra Lis Kristine. De ville gerne se os til en øl. Men det var nu ikke det, der ventede os. Lækkert italiensk pølsebord m.v. med rosevin til. Dejligt måltid og hyggeligt selskab. Tak for det Lis og Jørgen.


Juelsminde-Aarhus

2020-07-13

Turen gik til Aarhus, hvor der ventede besøg af Selma og Lea. De påmønstrede ved 3-tiden, og senere gik vi en tur hen til jolleafdelingen i Aarhus Sejlklub. Lea  ville gerne vise os sin nye optimistjolle, som hun fik i fødselsdagsgave tilbage til januar. Den hedder Baldi - måske opkaldt efter deres hund Balder.


Aarhus-Øer Marina

2020-07-14 to 2020-07-15

Efter en god nats søvn sejlede  vi til Øer Marina. Turen tog 2½ time - vinden sydlig op til 12 m/s. Det gav nogle store bølger, men børnene klarede det fint. Der var lidt rumlen i maven, men det var også alt. Godt våde ankom vi til slusning i Øer kl. 13. Det regnede det meste af dagen, så det blev til indendørs sysler - bl.a. puslespil.

Godt trætte efter dagens sejltur og øvrige aktiviteter fik vi alle en rigtig god nats søvn. Helt til kl. 7,30! Efter morgenmaden var  vi i svømmehallen. Midt eftermiddag kom Mette og Niels på besøg for at hente børnene. Først skulle vi lige have et spil minigolf. Pigerne var rigtig dygtige og fik en god oplevelse med spillet. Så hjem til båden, hvor den stod på grillmad og svenske grillkartofler. Vi tog afsked med aarhusianerne ved 9-tiden, og så måtte vi tidligt i seng, da vi i morgen har planer om at nå tiil Bønnerup.


Øer Marina-Bønnerup

2020-07-16

Turen til Bønnerup blev for motor hele vejen. Vi prøvede lidt med sejl, men desværre var vinden for svag. Det var lidt svært at finde en god plads, men vi snød os til en god plads på promenadebroen for skibe over 12 m. Pladsen var kun på 8 m, så der kunne under ingen omstændigheder være en båd på 12 m. Det blev en dejlig aften med grillkartofler og mørbradbøffer. Sad oppe på molen til solnedgang. Stille og dejlig aften af den slags, vi har haft for få af i år.


Bønnerup-Vejdybet

2020-07-17

Så gik turen igen mod nord. Vinden var ca. 2 m/s, og der var fint solskinsvejr. Vi sejlede for første gang på denne tur i sommertøj - shorts, undertrøjer og bare tæer. Vi har planer om at overnatte i Vejdybet for svaj.


Vejdybet-Nibe

2020-07-18

Det blev en lidt blandet sejlerdag. Vi startede med fuld sejlføring fra Hals havn til Grønlandshavnen. Fin tur, hvor vi kunne holde både højde og fart. Turen fra Hesteskoen til Nibe blev for motor. Rutinemæssig sejlads, dog afbrudt af en tysk grundstødning i sandet ud for Fruens holm. En motorbåd forsøgte at trække ham fri, men uden held. Hans vandlinie var nok ca. 20 cm for lav! Nå, men sejlede videre mod Nibe. Turen tog  5 timer og 3 kvarter. 2. Corona tur er tilendebragt. Log 895 sømil.


Nibe-Hals

2020-09-01

Coronatur 3

Afgang Nibe den 1.9.20 kl. 11,25. Log 1035. Vind - næsten ingen, så det blev for motor til Aalborg. Gennem broerne kl. 14 og videre mod Hals. Ved Vensysselsværket blev sejlene sat, da vi kunne stå højde gennem Langerak. Pludselig ser jeg et stort plask ved siden af båden. Det viser sig at være en stor, velnæret delfin. Den kommer helt hen til båden (vi sejler 5-6 knob) og giver en opvisning i spring, drej og stå på halen. Der komme 2 andre både imod os, men delfinen bliver ved vores båd. Det hele varer vel 15-20 min. Stor oplevelse. Det er 2. gang, vi møder delfiner. Først gang var ved indsejlingen til Inverness i Skotland. Der var der til gengæld mange, vel 10-12, mens der i dag kun var en enkelt. Ved Mou gik vinden i ren øst, så den sidste del af turen blev for motor. Vi var på plads i Hals kl. 17. Log 1066.


Hals-Bønnerup

2020-09-02

Afgang kl. 9,25. Ankomst 14,30. Log 1097. Starten på dagens sejlads blev ikke den bedste. På vej ud af pladsen knækkede flagstangen mod agterpælen. Suk! Senere kunne vi ikke holde hverken Anholt eller Fornæs op. Så turen gik i stedet mod Bønnerup for fulde sejl. 6-8 m/s fra øst-sydøst. Det gik faktisk fint med en fart på 6-7 knob det meste af vejen Det på trods af relativt store bølger. Kl. 14,30 blev vi hjulpet til kaj af et hollandsk par. De rykkede ovenikøbet deres båd, så vi kunne få plads. Det pudsige var, at de kom fra Middelburg i Sydholland, en by vi har besøgt 2 gange på vore togter gennem Holland. Der er indkøbt spætter til aften, og flaget er igen på plads på Frejas hæk.


Bønnerup-Gilleleje

2020-09-03

Afgang 06.25. Ankomst 16.00. Log 1157. I dag var det tidligt op og afsted. Vi ville gerne over Kattegat inden vejrskiftet, som var forudsagt ved aftenstid på Sjælland. Turen blev for motor og storsejl med preventer, da vinden var svag hele dagen 2-5 m/s syd-sydvest. Da der var lidt sø, stabiliserede storsejlet bådens bevægelser og hjalp vel også lidt på farten ind imellem. Lige nu (17,30) er kapellet på plads, havneafgift betalt og fortøjninger tjekket – så nu venter vi vejrskiftet til regn og blæst!!


Gilleleje-Helsingør

2020-09-04

Afgang 10,30. Ankomst 12,45. Log 1170. Dejlig sejltur i frisk vind fra W/SW. Vi nøjedes med et forsejl og gik med det mellem 5-6 knob. I Helsingør fik vi en fin plads langskibs ved det gamle molehoved. Til aften får vi besøg af Peter + familie. Det glæder vi os til.


Helsingør-Svanemøllen

2020-09-05

Efter morgenmad og en kraftig regnbyge drog vi på indkøb i byen. Vi fik os garderet rent madmæssigt til de næste dage. Kl. 14. var der afgang mod Svanemøllen. Det blev den mest urolige sejlads i lange tider. Ved starten blæste det W/SW 8-10 m/s, så vi rebede storsejlet. Det mest stabile på turen var farten, hele tiden på den rigtige side af 6 knob. Derimod varierede vinden meget fra 4 m/s – 18 m/s i bygerne. Da vi havde foran for tværs til blødt kryds betød vindstødene nogle opskæringer af karat. Jonna sad med storskødet i hånden, at hun kunne slække hurtigt. Imidlertid kom vi fint ind til Svanemøllen efter 21 sømil og 3 timers sejlads, men ak, vore trængsler var ikke forbi endnu. Vi ledte i ca. 1 time efter et grønt skilt. Endelig lykkedes det, og nu ligger vi fint. Frihavn 25 kr. + strøm 20-30 kr. Endnu en god ting ved turen. Vi undgik de kraftige byger, som vi havde 2 af i formiddag. Ankomst 17,15. Log 1191.


Svanemøllen-Dragør

2020-09-06

Fin sejltur gennem Kongedybet og Drogden. Kun få fly krydsede vores kurs. Tidligere var der et fly pr. minut. I Dragør var der god plads, og vi fik en i gamle havn ved cafeerne. Ved 3-tiden kom familien fra Virum på besøg. Vi gik en tur i den gamle bydel og sluttede med et besøg på Dragør Fort, som ligger syd for havnen. Vel hjemme skulle Lydia og Philip på fisketur ved krabbebroen i havnen. Selvom hele eftermiddagen var præget af truende regn, slap vi nådigt. Der forblev næsten tørvejr. Lydia var lidt uheldig og faldt i vandet ved krabbebroen. Hun var sej og tog det pænt. Efter aftensmad drog familien hjem, da der jo er skole- og arbejdsdag i morgen. Hyggelig eftermiddag, som sluttede med afslapning og TV-avis.


Dragør-Rødvig

2020-09-07

Log 1228.  Formiddagen gik med at tanke vand og vaske og støvsuge ude og inde. Sejlklar kl. 11,50. Vind W/SW 8-10 m/s. Det blev foran for tværs over Køge Bugt (Sjællands Biscayen) ifølge den lokale havnefoged. Efter turen må vi sande, at han nok havde lidt ret. Perioder med uregerlige bølger, som gav vand og strøm, som gjorde, at vi pludseligt sejlede over 8 knob for kort efter at være nede på 4. Fredelig sejlads forbi Stevns Klint, men ak, da vi rundede hjørnet ind mod Rødvig, havde vi igen ballade med sø og vind. Herefter strøg vi sejlene og gik for motor den sidste time. Ankomst kl. 16. Da jeg var på havnekontoret for at betale havnepenge, spurgte jeg om ål. Han havde da lidt, som jeg kunne købe, hvis jeg selv flåede dem. Jeg købte 3 pund for den nette sum af 150 kr. Så nu glæder jeg mig til aftensmåltidet. Ålene var pænt store. Jeg fik 5 stk. Om det blev et festmåltid – ja, det tror jeg nok! Fine kartofler, asier, mælkesovs og ikke mindst perfekt stegte ål. Alle ål blev spist, dog undtagen enkelte halestykker!! Dejlig afslutning på en halvhård sejldag.


Rødvig-Stege

2020-09-08 to 2020-09-10

Den 8. og 9. blev overliggerdage i Rødvig. Tiden gik med hjemlige sysler, lidt byvandring og indkøb.  Det blæste bravt, og vi valgte at blive til i dag. N/NW  6-10 m/s. Afgang Rødvig kl. 13,30. Ankomst Stege kl. 17.15. Vi havde en fin sejltur over Faxe bugt. Senere blev sejlene strøget, da turen gennem Bøgestrømmen var noget snirklet. Vi fandt en god plads med læ i Stege. Vi bliver måske her i morgen, da Stege historisk set minder meget om Nibe for 40 år siden. Middelalderrigdom pga. sildefiskeriet. Senere tilbagegang både økonomisk og befolkningsmæssigt. Med industrialiseringen fulgte sukkerproduktionen, som udskibedes gennem den smalle sejlrende til havnen. Nu nydes aftensmaden. Den står på stegte rødspætter med tilbehør. Ikke dårligt.


Stege-Masnedø

2020-09-11

Log 1265. Formiddagen blev brugt på et besøg i den kæmpestore kirke. Den vidner om den rigdom, der var i middelalderen. Videre over det store torv til den eneste vej  ind til Stege. Her står byporten endnu som et tegn på forsvaret af byen. På begge sider af byporten ses byvolden, som skærmede byen for ulovlig indtrængen. Ved byporten lagde man told på varer, som skulle sælges via byens havn. Vi mindedes Kathy Bødkers grand prix melodi ”Det var en yndig tid” og gik en tur på volden hånd i hånd. Jo, jo!! På hjemvejen gjorde vi lidt indkøb i Netto, som ligger tæt på havnen. Efter frokost og en ”farfar” gik turen videre syd om Sjælland. På turen i dag skete der ikke meget. 15 sømil for motor med udsigt til 3 større broer: Ulvsundbroen, Farøbroen og den gamle Storstrømsbro. De 2 mindste fra 30-erne og Farøbroen fra 1985.


Masnedø-Kragenæs

2020-09-12

Log 1290. Op og afsted kl. 7.15. Vinden vil øge i løbet af dagen, så vi vil gerne udnytte den ”gode” vind fra morgenstunden. Vind SSW ca. 6 m/s til midt på formiddagen. Derefter vind lige imod helt op til 13 m/s inden ankomst til Kragenæs kl. 12.30. Turen blev derfor 2-delt. Først for sejl, til vi var ved leddet øst for Femø. Derefter for motor i let modvind, hvor vi også bankede en del pæle, men motoren klarede ærterne for os, og vi kom fint ind i læ i Kragenæs.


Overliggerdag i Kragenæs

2020-09-13

I dag blæste det bravt, så vi tog en fridag i Kragenæs. Efter morgenmaden kom cyklerne frem. Vi skulle på tur til et meget specielt monument ”Dodekalitten”. Navnet er græsk og betyder 12 sten. Historien dateres ca. 7500 år tilbage, da datidens største naturkatastrofe fandt sted. Bosperusstrædets gennembrud betød, at Middelhavets vandmasser oversvømmede det 150 m lavere Sortehav. Datidens stedlige højt udviklede agerbrugskultur blev ødelagt. Oversvømmelserne gav store folkevandringer, som nåede helt til Lolland. Stenfigurerne portrætterer disse vandringsmænd med stærke, markante ansigter. De viderebragte agerbrugskulturen. Jeg ved dog ikke, om det var disse indvandrere, som bragte roekulturen med til Lolland.


Kragenæs-Omø

2020-09-14

Det blev for sejl hele vejen efter tankning af olie og vand. Halvvind til agten for tværs hele vejen. Vind 3-6 m/s. Vi kørte en tur til byen, ca. 1,5 km, for at se kirken, handle lidt og få et indtryk af de gamle gårde, som aldrig blev flyttet udenfor byen. Aftensmaden blev rødspætter igen, igen. Ikke dårligt. I øvrigt dejlig sejlads i sommerligt vejr. Vi må sande det gamle ord: ”Ingen kender dagen, før solen går ned!”. Ved spisetid ankom en tysker og ville lægge til ved vores hæk. Det blev lidt tæt, så jeg foretrak at flytte båden. Det blev selvfølgelig lidt hektisk, men gik i øvrigt godt, lige indtil vi skulle ind på en anden plads. Her var der 2 til at tage fortøjningerne, og det skulle jo være nemt. Men under tillægningen, skrider Jonna på dækket og får en kraftig forstrækning eller fibersprængning i baglåret. Hun måtte have noget smertestillende, inden hun kunne hjælpes ned i kahytten. Nu må vi se, hvordan verden ser ud i morgen, men vi skal under alle omstændigheder nok se at komme nordpå!!


Omø-Ballen

2020-09-15

Log 1353. Jonna kom godt igennem natten efter kur med Panodil, Ipren og Pantoprazol. I dag er så første dag, hvor skipper må klare ærterne. Det skal nok gå, men om det bliver godt, ja, det er jo en ganske anden sag. Uden vind af betydning blev turen til Ballen gjort for motor. Afgang kl. 9,30. Ankomst 16,30 og 43 sømil på loggen. Vi blev modtaget af Christine og Rüdiger, som vi mødte sidste sommer og tilbragte flere dage sammen med. Det var hyggeligt sammentræf og dejligt at have folk på broen ved skipper ensoms tillægning.


Ballen-Øer

2020-09-16

Log 1376. Op kl. 7. Morgenmad og afgang kl. 7,45. Jævn vind fra NW 5-8 m/s. For storsejl og motor mod Øer. Mod slutningen ca. 10 m/s – i stødene lidt mere. Har problemer med højden og bølgeretning lige imod. Efterhånden rummer vinden, og søerne bliver mere medgørlige. Den sidste times tid bankede vi ikke pæle mere. Dejligt. Ankomst 12,30, men ak, slusen åbner først kl. 16. Nu frokost og middagslur ved ventebroen udenfor slusen. Det har vi jo prøvet før!! Endelig kl. 16 indsejling til en god plads. Naboen snakkede vi med ved slusningen, og han tilbød sin hjælp ved tillægningen. Dejligt med hjælpsomme sejlere, når forgasten er skadet. Som tak fik de en øl i cockpittet efterfølgende.


Overliggerdag i Øer Marina

2020-09-17

Dagen gik med afslapning, krydsord, strikning og lidt sejlersnak med en lokal sejler, ejer af en Benetaux som Anders Bangs. Dejlig med en fridag, så Jonna kunne skåne sit ben.


Øer-Bønnerup

2020-09-18

Afgang kl. 9,00. Ankomst kl. 15,30. Log 1412. 36 sm. Fra kl. 9 til 14 havde vi en rigtig dejlig sejltur. For fulde sejl langs Jyllands næse. Sol, passende vind 5-7 m/s fra W/NW. Turens bedste sejltur, hvor der var tid til at nyde de gyldne skrænter, de grønne skove og det blå-grønne vand. Men, men, intet varer evigt. Ved Gerrild fyr måtte genuaen stryges, og de sidste mil foregik med storsejl og jerngenua. Da der kom vind fra Aalborg bugt, voksede søerne, og vinden skraldede. Men alt i alt en dejlig tur.


Bønnerup-Hals og Hals-Nibe

2020-09-19 to 2020-09-20

Begge disse dage var der tale om ren transport i lidt eller helt uden vind. Det betød, at motoren fik lov at gøre arbejdet begge dage. Vejret var ellers ret fint, lidt tåge op ad formiddagen, men så til gengæld sol resten af dagene.

Hermed afsluttes årets sejladser med fruen. Det blev til 3 coronasejladser og en distance på 1478 sømil.


Nibe-Hals

2021-04-26

Trip 1685. Afgang Nibe kl. 9.00. Ankomst Hals kl. 14.45. 30 sømil for motor (den nye), som gik fremragende. Havde dog forsejlet rullet ud forbi Vendsysselværket. Vejret var fint, men lidt koldt. Det friskede i løbet af dagen og sluttede med øst ca. 10 m/s. Ligger lige nu i Hals og venter på Leif, som gerne vil med en tur over Kattegat.


Hals-Grenå

2021-04-27

Trip 1615. Afgang Hals kl. 7.30. Ankomst Grenå 15.00. Hele turen for motor – let vind imod – 43 sømil. Vejret var fint – skyfrit, men kold vind ved roret. En stille tur med en perfekt motor. Dog var det dejligt med helt stilhed ved gå-i-land-bajeren i solen på broen.


Grenå-Hundested

2021-04-28

Trip 1658. Afgang Grenå kl. 8.00. Ankomst Hundested kl. 15.00. Log 1700. Trip 42. Formiddag i stille vejr for motor. Kurs lige udenom skydeområdet ved Gniben. En destroyer lå på vagt 2 sømil fra grænsen, og vi sejlede imellem ca. 1 sømil fra skydeområdet. De sidste ca. 2 timer for sejl, da vinden tog til. Vind 4-6 m/s – fart ca. 6 i gennemsnit. Vel ankommet til Hundested forestår en større afvaskning. Betaling for strøm, bad og båd ca. 250 kr. 


Hundested-Helsingør

2021-04-29

Afgang Hundested kl. 9.00. Ankomst Helsingør kl. 17.00. Log 1734. Trip 34. Det blev en noget strabadserende tur med modvind og høje søer de første 5 timer, derefter rummer vinden så meget, at vi sætter forsejl + lidt motor. De sidste timer løjer vinden en hel del fra 12-14 m/s til 5-8 m/s. Vi fik heldigvis en ret god plads langskibs. Grillkartofler og grillet svinemørbrad med bacon til aften. Det var dejligt ovenpå en anstrengende dag på vandet.


Helsingør-Taarbæk

2021-04-30

Afgang Helsingør kl. 9.00. Ankomst Taarbæk 11.45. Trip 16 sm. Log 1750. Det blev en kort stille og rolig motorsejladstur i let nordlig vind. Sejlene tog en pause, da vinden var svag. Efter lidt ventetid kom vi på plads i havnen. Dejlig plads nr. 72 ved promenaden. Har betalt leje for maj måned, 4000 kr. for plads, vand, el, bad og toilet (meget godt alt taget i betragtning). Nibe-Taarbæk 165 sømil.


Taarbæk-Hundested

2021-05-01 to 2021-05-30

Mens vi lå i Taarbæk, var vi en tur på Flakfortet og weenden efter i Vallensbæk for at følge Niels’ besætning. De fik en flot 8. plads i et felt med flere verdens- og danmarksmester. Log efter disse ture 1819.

Søndag den 30.5 var der afgang fra Taarbæk. Kl. 8,15 stod vi ud af havnen i vindstille. Hele dagen 0-3 m/s, så sejlene fik en fridag. Ankomst 15,20 til Hundested. 48 sømil i medstrøm det meste af vejen. Det forklarer vores gennemsnit på næsten 7. Vort ophold i Taarbæk hele maj måned var vi meget tilfredse med. Vi følte os velkomne fra dag 1 og fik en fin behandling af både Bugge og Asger (havnefogederne). Motoren fik eftersyn og olieskift ved 46 timer af CE Marina fra Ishøj, så nu er volvoen klar til mange nye timer.


Hundested-Odden

2021-05-31

Afgang Hundested kl. 11. Ankomst Odden kl. 14,15. Log 1885. Distance 18 sømil. Turen blev igen for vores nye motor. Kun let vind 2-3 m/sek. lige imod. I morgen går det videre mod Langør på Samsø. Dog skal vi lige have styr på noget skyderi i området. Efter kontakt med Lyngby radio angående afgrænsninger og advarsler kan vi nå ud af området inden kl. 9,00, hvor skydningen starter, hvis vi starter kl. 6 i morgen tidlig.


Odden Havn-Langør

2021-06-01

Afgang Odden havn kl. 6.05. Ankomst Langør 12.00. Log 1915. Distance 30 sømil. Tidligt op for at undgå skydeområde, hvor der skydes fra 9,00-11,30. Det lykkedes. Vi var ude omkring kl. 8,15. De første 6 sømil ud til Snekkeløbet var i modsø for motor. Bankede også lidt pæle på vejen. Fra Snekkeløbet til indsejling ved Vejrø for fulde sejl. Vinden 4-6 m/s fra N-lige retninger. Dejlig sejltur og fint vejr. Nu ligger vi fint her i Langør og venter på Birgitte og Poul, som er på vej fra Bogense.


Overliggerdag i Langør

2021-06-02

Om formiddagen cyklede vi en tur til Mårup med en afstikker til Mårup havn. Vejret var fint, men på hjemturen følte vi modvinden, som mod slutningen tog pusten fra Jonna og Birgitte. Dejligt med frokost og middagslur. Med fint vejr nød vi aftenens grill og rejeeventyr. Forretten var en foræring fra havnens røgeri, som havde fået en del rejer og avioli i overskud. Dertil kom en lille smagsprøve fra en af øens fjordfiskere, som gerne ville lade os prøve hans fjordrejer. Dejlig aften i Langør. I morgen er planen Øer Marina.


2. overliggerdag i Langør

2021-06-03

I nat blæste det rigtig kraftigt over 15 m/s. Jeg måtte op for at lægge ekstra fortøjninger. Det betyder, at vi ikke sejler til Øer fra morgenstunden, men ser tiden an. Her til morgen er vinden løjet til 8-10 m/s.


Langør-Øer Marina

2021-06-04

Afgang Langør kl. 7.45. Ankomst Øer Marina kl. 10.00. Log 1930. Distance 15 sømil. Dejlig sejltur med vinden fra øst, 4-6 m/s. Vi loggede hele vejen mellem 6 og 7,6 knob. Senere i dag får vi besøg af Lea og Selma, som kommer på weekendbesøg.


Overliggerdage i Øer Marina

2021-06-05 to 2021-06-06

Ophold i Øer Marina. Besøg af Lea og Selma. Gummibåden pumpes op, men det mislykkes delvist, da nogle af ventilerne er defekte. Derimod startede min nye Suzuki med det samme. Det blev dog til et par ture med pigerne og den nye motor. Pigerne roede også alene i den defekte gummibåd rundt i bassinet i nærheden af Freja. Herudover var der tid til et par spil skak med de store brikker på land. Pigerne har øvet sig og er blevet dygtige til skakspillet. Med nød og næppe klarede farfar sig helskindet gennem mødet med pigerne. Lidt kortspil og tegning blev det også til. Søndag formiddag gik turen mod Egå, hvor Niels med besætning sejlede H-båd. Vi kom, så og ingen sejlede. Alt blev aflyst kl. ca. 14 – ingen vind var årsagen. Dagen sluttede med hygge og grill hos Mette og Niels. Efter farvel til pigerne og forældrene tørnede vi ind kl. ca. 10, efter at Niels havde kørt os tilbage til båden i Krogen (frihavn).


Aarhus-Fænøsund

2021-06-07

Efter nogle tiltrængte indkøb i Netto gik turen til dieseltanken, 88 l blev det til. Herefter mod syd for motor i 0-2 m/s. Afgang kl. 11 fra Aarhus. Ankomst til ankerbøje i Fænøsund kl. 20. Log 2055. Distance 54 sømil. Lige nu har vi fået et dejligt sommermåltid. Nye samsøkartofler, gulerødder, blomkål og kogt skinke. I den herligste solnedgang nydes måltidet til akkompagnement af mågeskrig og klukken af små bølger mod Frejas bug. Dejlig dag i fint sommervejr. Flere modtages med taknemlighed.


Fænøsund-Dyvig

2021-06-08

Efter morgenmad i cockpittet sammen med 8-10 rådyr på engen tog vi afsted fra det dejlige sted i Fænøsund. Afgang kl. 8.30. Ankomst Dyrvig, hvor ankeret gik kl. 14. Log 2036. Trip 31 sømil. Under pakning af gummibåden tjekkede vi lige ventilerne en ekstra gang. Og vupti, pludselig duede de igen. Måske hjalp VD40, som vi gav dem i Øer, ellers er det rent trylleri. Turen herover blev for motor hele vejen. Vind sydlig ca. 1-3 m/s. Men pyt. Den nye Volvo regner det ikke.


Dyvig-Flensborg

2021-06-09

Afgang Dyvig kl. 8.30. Igen morgenmad i det fri. Stille morgen, så motorsejlads også i dag. Gennem broen i Sønderborg kl. 10.38. Ankomst Flensborg kl. 13.30. Log 2067. Trip 31 sømil. Nu kl. ca. 16 har vi gjort lidt indkøb af øl og vin, så vi lader hvilen falde på os med en cola indenfor rækkevidde – der er varmt.


Flensborg-Gråsten

2021-06-10

Dagen startede med de sidste indkøb i Edeka og Købmandsgården. Derefter tog vi afsked med vores lille favorithavn i Flensborg. Da vi er nede på sidste flaske gas, sejlede vi over på modsatte side af fjorden og besøgte Flensborg Yacht Service. Her købte jeg 2 fyldte gasflasker – ikke specielt billige 35 € pr. stk. Derefter videre mod Gråsten, dagens mål. Afgang 10.30 fra Flensborg. Ankomst Gråsten 13.20. Log 2077. Trip 10 sømil. God middagslur i skyggen. Varmen er allerede ved genere os – ak ja! Hvordan skal vejret egentlig være, for at vi er tilfredse.


Gråsten-Augustenborg

2021-06-11

Afgang Gråsten 10.10. Ankomst Augustenborg 14.30. Log 2100. Trip 23 sømil. Efter bropassage kl. 10.15 satte vi sejl og sejlede ca. 1 time, men så døde vinden, og motoren måtte tage over. Vi nåede mod nød og næppe broen i Sønderborg 12.38 og fortsatte med motor og storsejl til Augustenborg. Vi blev lidt skuffede, da vi måtte erkende, at Augustenborg ikke var frihavn, så vi måtte betale 180 kr. for 1 døgn, men der er langt til næste havn. Det må blive senere!!


Augustenborg-Mjels vig

2021-06-12

Afgang Augustenborg kl. 10. Ankomst Mjels vig kl. 12.15. Log 2110. Distance 10 sømil. Lille kort motortur, vind, sol og lidt regn, altså en tur med lidt af hvert.


Overliggerdag i Mjels Vig

2021-06-13

Overliggerdag pga. stærk vind.


Mjels Vig-Kongebroen

2021-06-14

Afgang Mjels vig kl. 7.45. Ankomst Kongebroen 13.25. Log 2147. Trip 37. For sejl fra kl. 8.00-13.00. Vind 6-13 m/s fra sydvest. Dejlig sejltur med fulde sejl og vind, der gav 6-8 knob. Besluttede at gøre stop ved Kongebroen, da vinden øgede meget den sidste times tid. Har fundet en fin plads og er klar til dagens fodbolddosis.


Kongebroen-Tunø

2021-06-15

Afgang Kongebroen kl. 8.30. Ankomst Tunø kl. 16.15. Log 2185. Trip 38. Godt halvdelen blev sejlet for sejl, men vinden var meget svingende, så det blev til 2 korte perioder med motor, hvor vinden var under 2 m/s. Vejret var som vinden, meget blandet med sol og skyer. Vigtig var dog, at vi slap for regn. På Tunø fandt vi en bod, hvor vi kunne købe nye kartofler – dejligt.


Tunø-Aarhus

2021-06-16

Afgang Tunø 9.30. Satte sejl 9.45. Vekslende vind og en del motor og lidt sejl. Ankomst Aarhus kl. 13. Har fået en fin plads i Krogen, hvor vi starter med 3 frihavnsdage. Log 2202. Trip 17 sm. Nu er planen så, at båden ligger stille til tirsdag-onsdag i næste uge. I mellemtiden har vi nogle fødselsdagsfejringer. Lørdag hos Selma i Aarhus og mandag hos Kirsten og Carsten i Saltum.


Aarhus-Ebeltoft

2021-06-17 to 2021-06-23

Efter en uges pause i Aarhus går det videre mod Ebeltoft. Afgang 10.30 efter tankning og tømning af toilettanken. Ankomst Ebeltoft kl. 15.00. Log 2223, trip 21 sømil. Vekslende vind 2-4 m/s, så det blev efter et par forsøg med sejl volvoen, der måtte klare det meste. Efter en del problemer med at finde plads er det nu lykkedes. Rød er åbenbart den farve, man bruger her. Vi fandt ingen grøn plads, men fik en plads anvist af havnefogeden over telefonen. Han påstod dog, at man skulle vende til grøn, nå man sejlede afsted. Tilsyneladende var han alene om den viden.

Vi var om aftenen til Skt. Hans bål ved Fregatten Jylland. Fin oplevelse med jazzmusik, båltale, affyring af en af de store kanoner på fregatten og bål på vandet, mens midsommervisen blev afsunget, desværre på den nye melodi.


Overliggerdage i Ebeltoft

2021-06-24 to 2021-06-25

Efter besøg af Birgitte og Poul, som stødte til fra deres besøg i Nordjylland var vi næste dag sammen på besøg på Fregatten Jylland, hvor en guide gav en fin forklaring på fregattens historie. Vejret var køligt, men blev bedre i løbet af dagen, som sluttede med grill på kajen. Om fredagen var vi ude at spise i Ebeltoft, hyggeligt.


Ebeltoft-Odden

2021-06-26

Vi må videre, så vi kan være klar på Sjælland, når vi får børnebørn på besøg. Dagens tur startede kl. 9.30. Ankomst 15.00 i Odden havn. Nu må vi gøre klar til landskampen. Log 2256. Trip 33 sømil.

PS: Vi slog Wales 4-0.


Odden-Frederiksværk

2021-06-27

Afgang Odden kl. 10.30. Ankomst Frederiksværk kl. 16.00. Log 2282. Trip 26 sømil. Vind W-lig 3-6 m/s, vejret dejligt, men lidt overskyet. Vi sejlede sommerfugt, hvilket kunne give 4-5,5 knob. Da vi nåede ud af renden syd for Hundested, startede vi motoren til det sidste stykke forbi Kulhuse til Frederiksværk. Vi blev hjulpet på plads af et par, der for 2 år siden sejlede til New Zealand, så snakken gik. De planlægger ny jordomsejling om 8 år.


Overliggerdage i Frederiksværk

2021-06-28 to 2021-06-29

Vi havde et par dejlige dage i Frederiksværk. Var i byen på museumskik både mandag og tirsdag, men mandag var lukkedag, så da så vi ikke så meget. Grundlaget for Frederiksværks eksistens er bygning af en kanal fra Arresø til Frederiksværk. Frederik den 4. byggede kanalen 1704-05, egentlig for at afvande landbrugsjorden, så den  ikke blev oversvømmet når vandstanden i søen blev for høj. Senere viste det sig, at faldhøjden på 6-10 m kunne udnyttes til vandkraft, som kunne drive turbiner, der trak krudtmøllerne. Tirsdag besøgte vi Krudtværket, som i over 200 år har leveret krudt og kugler til det danske militær. Sluttede først i 1965. Blev grundlagt i 1757-58 af J.F. Classen. Det var interessant at følge arbejdsgangene på værket. Bl.a. var det morsomt, at fodtøjet på arbejdet var sivsko. Der var med mellemrum store eksplosionsulykker på værket. På træsko var der jo jernbeslag, som kunne give gnister, derfor sivsko i stedet. Krudtet blev transporteret på små vogne med træhjul uden jernbeslag til depoter langt uden for byen for at minimere risikoen for ulykker. Sidst på dagen besøgte vi Geithuset, som ikke var åbent for besøg. Vi ville gerne se lidt om stålvalseværket, men det må vente til næste gang.


Frederiksværk-Frederikssund

2021-06-30

Afgang Frederiksværk kl. 12. Ankomst Frederikssund kl. 14. Log 2291. Trip 9 sømil. Ingelis og Jørgen påmønstrede kl. 11 i Frederiksværk. Efter kaffe + boller gik turen til Frederikssund. Hele turen for motor. Ventetid ved Kronprins Frederiks bro kort for Frederikssund. Herefter lidt frokost, inden Ingelis og Jørgen måtte tilbage til Frederiksværk med bus. Dagen bød på lidt tørvejr, men mest regn på turen. I morgen formiddag går turen til Roskilde med Xenia, Lydia og Philip ombord.


Frederikssund-Veddelev-Roskilde-Holbæk

2021-07-01 to 2021-07-10

Efter besøg i vikingelandsbyen i Frederikssund og husflid i langhuset, hvor børnene brændte deres navne med runer i træ, sejlede vi til Roskilde.

Fredag bliver vi i Roskilde, hvor vi besøger Vikingemuseet. Fredag aften besøg af Charlotte og Peter, der afhenter børnene.

Lørdag sejlede vi til Veddelev for at spare lidt havnepenge.

Søndag ankom Leo og Selma til Veddelev. Vi badede fra båden inden aftensmad.

Mandag afgang til Roskilde med Lea og Selma. Besøg på Vikingemuseet.

Tirsdag besøg i Roskilde domkirke, hvor vi kikkede på kogegravene.

Onsdag afgang til Veddelev. Ladede op til landskamp med bl.a. badning fra Freja.

Torsdag afgang til Frederikssund, hvor vi besøgte de arbejdende værksteder i Vikingebyen om formiddagen. Om aftenen var vi til Amled – årets vikingespil. Det tog 2½ time og var en oplevelse for både pigerne og de gamle.

Fredag afgang kl. 9.45 fra Frederikssund. For motor til Frederiksværk, derefter sejl mod Holbæk. Ankomst Holbæk kl. 15.30. Plads i Gl. Havn inde i byen. Log viste nu 2346, så vi har i den sidste uges tid sejlet 55 sømil frem og tilbage i Roskilde fjord.


Overliggerdage i Holbæk

2021-07-10 to 2021-07-11

Lørdag middag blev Lea og Selma hentet af Niels og Mette. Vi spiste frokost, inden de kørte videre til Ystad for at tage færgen til Rønne. De havde lejet sommerhus på Bornholm. I båden gjorde vi rent, fik vand på.

Søndag den 11.7. om formiddagen blev der købt ind, og om eftermiddagen tog vi færgen til Orø. Vi kikkede kun lidt på havnen, sad og nød en rød Tuborg, inden turen gik tilbage til Holbæk, hvor vi gjorde klar til aftenens EM-finale mellem England og Italien. Det gik, som vi håbede, Italien vandt efter omkamp og straffespark.


Holbæk-Odden

2021-07-12

Afgang kl. 9.15 for sejl mod Odden. Dejlig sejltur i fint vejr. Halvvind med 6-7 m/s over Isefjorden mod Hundested. Lidt mere slæk og sommerfugl mod Odden. Ankomst Odden kl. 14.30. Log 2379, trip 33 sømil.


Odden-Havnsø

2021-07-13

Afgang Odden kl. 10,15. Stadig vind fra ØSØ 6-8 m/s. Varm vind og temp. over 25 grader. Sydlandsk. Ankomst Havnsø kl. 14.30. Log 2402. Trip 23 sømil. Mod slutningen af turen faldt vinden, og de sidste 4 sømil blev for motor og storsejl.


Havnsø-Gisseløre

2021-07-14

Afgang 10.15 fra Havnsø – planen var at sejle til Reersø, men optræk til torden og vind fik os til at gå ind i Kalundborg fjord for at besøge Gisseløre havn. Ankomst kl. 16.00. Turen bød på sol og lidt skyer. Vinden fra NØ 3-5 m/s. Først brugte vi motor fra Havnsø og nord om Nekselø. Så sejl til Røsnæs, fulgt at lidt motor rundt om Røsnæs Puller. Igen sejl mod syd. Efter ændring af plan foran for tværs 6-8 m/s. Vi loggede 6,5-7,3 ind mod Kalundborg. Nu må vi se, om vi når Reersø i morgen!! Distance Havnsø-Gisseløre/Kalundborg 30 sømil. Log 2432.


Gisseløre-Reersø

2021-07-15

Afgang Gisseløre ved Kalundborg kl. 10. Ankomst Reersø kl. 14. Log 2452. Trip 20 sømil.  Dejlig sejltur med fuld sejlføring hele vejen. Vinden var nordlig 5-7 m/s. De sidste dages sejlture har til fulde opvejet vores kolde og regnfulde ture i juni. Målet med Reersø var, at vask og tørring var inkluderet i havnepengene, så nu er der vasket i bund for havnepengene, som var 130 kr. pr døgn.


Reersø-Wormshöfter Noor/Maasholm

2021-07-16

Afgang Reersø kl. 8.10. Ankomst Wormshöfter Noor kl. 20.30 – da var ankeret lagt og kuglen sat. Log 2525. Trip 73 sømil. Ved turens start satte vi alle sejl, og det gik tåleligt, men da vi nåede Storebæltsbroen, var hastigheden under 4 knob, hvorfor Volvoen kom på arbejde. Vinden faldt, og vi sejlede på nærmest helt blankt vand på indersiden af Langeland. Senere kom igen lidt luft, men stadig for lidt til sejlene. Ved Marstal var vi kl. 16.30. Vinden var 4-5 m/s fra vest. Vi besluttede at tage de sidste ca. 20 sømil med i dag. Vi kunne lige netop holde vind i storsejlet med motorhjælp, og sådan gik det så resten af vejen til Tyskland.


Wormshöfter Noor-Kappeln

2021-07-17

Efter en nat for anker, som sluttede med lidt hopperi for ankeret, som holdt fint, begav vi os til Kappeln. Her fik vi en god plads i Arnisser Segelklub lige efter broen. Poul ringede, at de var på vej. De var startet fra Kolding kl. 7.00 og gik gennem broen her i Kappeln kl. 18.45. God lang tur af de gæve sejlere fra Vamdrup. Jeg havde med havnemesterens mellemkomst fået lov at betale og optage en plads til dem. Alt gik fint, og det hele endte med en hyggelig grillaften under træerne på plænen ved sejlklubben.


Overliggerdag i Kappeln

2021-07-18

Slentretur rundt i Kappeln, frokost nær kirken. Middagslur og afslapning ombord. Grillaften under træerne på plænen foran bådene.


Kappeln-Slesvig

2021-07-19

Efter morgenmad afgang mod Slesvig kl. 9.30, da jernbanebroen i Lindaunis kun åbner 4 gange i døgnet. Vi ville gerne nå åbningen kl. 10.45. Vi fik fine pladser i Stathaven Schleswig. Om aftenen gik vi en tur i byen og fandt til sidst et pizzeria, hvor vi spiste aftensmad. Vi opgav at finde et sted, der serverede Schnitzel mit Bratkattoffeln. Det må vente til Kappeln.


Slesvig-ankerplads ved Müsunde Noor

2021-07-20

Efter morgenmaden kom cyklerne frem. Vi kørte en tur til Hedeby, hvor vi besøgte vikingelandsbyen med arbejdende værksteder og boder med  vikingegrej. På hjemvejen købte vi ind i Netto. Sidst på eftermiddagen sejlede vi mod Müsunde. Aften og nat for anker i Müsunde Noor. Stille og hyggelig aften med Birgitte og Poul. I morgen går turen tilbage til Kappeln.


Müsunde Noor – Kappeln

2021-07-21

Log 2564. Sejlede fra Müsunde Noor til Kappeln igen. Dagen gik med afslapning, læsning og krydsord. Om aftenen var vi i byen for at få en rigtig Schnitzel med Bratkartoffeln. Dertil en stor mørk øl. Dejligt. Derefter en gåtur i museumshavnen, hvor vi så en kragejolle, der  grangiveligt lignede Ole Grønborgs. Den var ligesom hans bygget i 1977, men hedder Teisten og ikke Mary. Aftenen sluttede hos Birgitte og Poul, hvor de serverede en rigtig god Amarone.


Kappeln-Mjels Bådehavn

2021-07-22

Afsked med Birgitte og Poul. Vi skulle nå broen kl. 9.45. Derefter var vi i Masholm for at tanke diesel. Det blev til 99 l. Derefter gik turen mod Sønderborg. Vinden foran for tværs 6-8 m/s. Dejlig sejltur. Middagspause, mens vi ventede på broen. Derefter gennem Alssund for motor. Vinden var spids, så vi nød turen for motor. Vi vidste ikke helt, hvor vi ville ende, men trætheden valgte Dyvig, og nu ligger vi i Mjels havn.


Mjels Vig-Nibe

2021-07-23 to 2021-07-24

Afgang 9.05 fra Mjels vig. Ankomst Nibe 24.7. kl. 13.15. Vejrmeldingen lød på østenvind og regnbyger søndag den 25.7. Vi kunne således se frem til en træls søndag, hvis vi tog en ankerplads eller havn ved Tunø, Grenå eller Bønnerup. Aalborg bugt ville så vente søndag i hård østenvind. Vi tog en rask beslutning om at sejle gennem natten til Hals. Der var helt vindstille i Aalborg bugt 0,3-1,4 m/s. Det var guf for vores nye motor. I tillæg havde vi medstrøm fra Hjelm dyb til Hals. Mest omkring Grenå, hvor vi nåede 8,2 knob. Resten af vejen kun 7-7,5. Flot nat med blodmåne og stjerneklart. Vi skiftedes til at tage rortørnen. Da Hals nærmede sig, mente Jonna, at vi ligeså godt kunne tage de sidste 30 mil med, så loggen endte på 2780 – altså en tur på 180 sømil.


Nibe-Løgstør

2021-08-05

Tankning i Nibe af 90 l diesel. Motortimer 177.5. I helt stille vejr hele vejen til Løgstør. Afgang Nibe 12.50. Ankomst Løgstør 16.00. I formiddags var vi i Valsted til kaffe hos Djørups. Jørgen havde friuge fra kemo og havde det derfor noget bedre end i ugerne med kemo. Det blev et par hyggelige timer med Lis og Jørgen med håbet om, at det går den rigtige vej med Jørgens restitution.


Løgstør-Glyngøre

2021-08-06 to 2021-08-07

Afgang Løgstør kl. 9.30. Vind SØ 10-13 m/s, lidt mindre ind imellem. Reb i både storsejl og fok. Log 2816. Trip 19 sømil. Ankomst Glyngøre kl. 12.10. Frisk sejltur med en sø, som jo heldigvis var med. Gennemsnit over hele turen ca. 7 knob. Varierende fra 5 til 8,3 som det meste. Næste dag blev overliggerdag i Glyngøre.


Glyngøre-Struer

2021-08-08

Log 2836. Trip 20 sm. Start i let luft kl. 7.30. Efter Sallingsundbroen bedre vind. For fulde sejl mod Venø. Da vi lige kan holde højde uden om Jegind tap kost, må vi sande, at det er umuligt at nå helt ned til Venøfærgen uden at krydse. Motor startes og sejlene stryges. Ankomst kl. 12. Sejltid 4,5 time. Fin tur.


Overliggerdage i Struer

2021-08-09 to 2021-08-14

Struer-ophold i en uge med besøg af Lea og Selma. Vi fulgte H-båds WM, hvor Niels deltog. Det blev ikke den helt store succes – han blev nr. 37 af 43 deltagere fra Tyskland, Sverige, Holland, Schweitz, Finland og Danmark. Det blev et stævne med frisk vind, sidstedagen op til 15 m/s. I næstsidste sejlads rev Niels en revne i storsejlet og måtte opgive sidste sejlads. Ellers et fint organiseret stævne. Verdensmester blev Claus Høj Jensen fra Danmark. Det var ikke helt tilfældigt, da det var hans 9. verdensmesterskab i H-båds klassen. Stævnet sluttede den 14.8. med fest og præmieoverrækkelse.


Struer-Venø

2021-08-15

Besøg af Ninna og Jens Jørgen. De kom kl. 12.30, og efter frokost sejlede vi til Venø, som Ninna og Jens Jørgen aldrig havde besøgt. Hyggelig aften, hvor regnen efterhånden tog over.


Venø-Lemvig

2021-08-16

Mandag gik turen til Lemvig, men vi blev holdt inde, mens det øsregnede hele dagen. Først kl. ca. 20.30 blev det et vejr, vi kunne vove os ud i. Vi gik ad Planetstien, derefter Skulpturstien op til udsigten. Senere via kirken og Damernes Magasin tilbage til båden. Det var i øvrigt begyndt at regne igen.


Lemvig-Struer

2021-08-17 to 2021-08-18

Tirsdag meldte Sejl Sikkert og YR tiltagende vind over 10 m/s fra middag. Det betød, at vi stod tidligt op og sejlede tilbage til Struer, hvor vi efter frokost tog afsked med Ninna og Jens Jørgen.

Efter en stormfuld nat er det løjet noget her til morgen. Det blæser stadig, og vi beslutter at blive i Struer til i morgen. Det regnede det meste af dagen, så vi nåede kun en tur i Brugsen.


Struer-Nykøbing

2021-08-19

Vejret er stadig blæsende, men i dag beslutter vi at sejle til Glyngøre. Vejrmeldingen igen 8-10 m/s fra NW. Det burde være fint for os på en NØ-lig kurs. Vi starter kl. 9.20, men desværre er vinden lidt mere nordlig, hvorfor vi får spids vind, til vi er fri af Venø. Vi nøjes med fokken, da vinden er temmelig voldsom. 10-12 m/s. Det går fint med fokken alene 6-6,5 knob. Da vi passerer Jegind tapkost, øger vinden, men vi får lidt mere slæk. Det betyder 12-14 m/s og ca. 7 knob på loggen. Det fortsætter op gennem Sallingsund, men lige efter broen øger vinden til 15-17 m/s. Vi beslutter at sejle til Nykøbing i stedet for Glyngøre, da vi er i læ i Nykøbing for tillægning og senere ophold. Det går fint med at sejle ind og få en fin læ plads langskibs ved Morsø Kunstforening. En hurtig tur på ca. 22 sømil, den varede 3,5 time.

Sidst på dagen gik vi en tur i byen og fandt ud af, at der var kulturmøde i Nykøbing. Vi kunne ikke nå at få billetter, men da vi mødte op på biblioteket fik vi lov at være med til mødet med 2 forfattere, nemlig Hans Otto Jørgensen, der fortalte om bogen Dead Man Walking og Malte Tellerup, der fortalte om sin bog Hedeselskabet. Ind imellem underholde visesangeren Bjarke Kirk.Knud Sørensen indledte med at læse nogle af sine digte fra Gemmebogen, og aftenen sluttede med ølsmagning. Fint arrangement.


Nykøbing Mors-Løgstør

2021-08-20

Dagen startede med morgensang. Sangene blev akkompagneret af 4 dygtige musikanter. Det blev en hyggelig time på restaurantens forplads ud til havnen. Herefter var der afgang til Løgstør. Vinden var stadig W-lig, så det gik for fulde sejl mod Løgstør. God sejltur på ca. 18 sømil. Log 2913.


Løgstør-Nibe

2021-08-21

Formiddagsbesøg af Sonja og Birger. Det blev til ost og kiks, et enkelt glas rødvin og kaffe. Hyggeligt at høre om deres tur rundt i Danmark i næsten 5 uger. Meget lang tur for dem. Alt godt har en ende, og ved middagstid gik det så mod Nibe. Grundet manglende vind blev det meste af turen for motor. Ankomst til Nibe ved 15,30-tiden. Loggen viste 2929, så indtil videre er det blevet til 1244 sømil fra den 26.4. til den 21.8.


Ferslev-Denkendorf

2021-09-22

Afgang Ferslev kl. 06.00. Ankomst Denkendorf kl. 17.05. Indlogering på Gasthof Post, et sted, vi har besøgt tidligere i forbindelse med vinterferie i Østrig. Vejret var fint kørevejr med sol og næsten ingen vind. Kun døjede vi med stockende Verkehr dels i Århus-Kolding området og lidt i Tyskland i forbindelse med vejarbejde. Chaufføren faldt for 11-timers reglen efter ca. 1050 km, hvorfor vi måtte stoppe for overnatning.


Denkendorf-Luvigliano

2021-09-23

Afgang Denkendorf efter morgenmaden kl. 7,50. Turen sydpå gik fint i godt vejr. Der var tæt trafik på vej mod München og på ring 99. Men egentlig gik det godt, indtil vi manglede ca. 8 km til Kufstein. Så sad vi nærmest stille i 3 kvarter. 1 bane fyldt med lastbiler og 2 baner med personbiler som vores. Endelig gik der hul på køen, og turen gennem Østrig var problemfri. Ved Brennerpasset var der frokost ved 12-tiden, og vi fik Jans adresse ind i GPS’en. Nu manglede vi ca. 4 timer i at nå frem til Luvigliano. Her var vi kl. 15,30, og Jens Jørgen og Ninna tog imod. Jan var på arbejde. Jens Jørgen og jeg fik en dukkert i poolen, som Jan har fået lavet i forbindelse med restaurering af huset, som han købte for nole år siden. Det ser fint ud, og sammen med den flotte have er det en fantastisk bolig i italiensk stil, dog med lidt dansk design i udestuen. Vi har lige været en tur omkring en vingård, mens Jonna og Ninna købte lidt madvarer til turen. Efterhånden er vi ved at være klar til afgang mod færgen til Palermo i morgen. Om aftenen var vi ude at spise. Jan deltog, og vi havde en hyggelig aften. Inden sengetid blev der lige til et lille glas rødvin.


Luvigliano-Livorno

2021-09-24

Efter en dejlig nat hos Jan blev det også til et køligt bad i poolen her til morgen. Derefter fik vi en brunch-anretning, som Jonna og Ninna forestod. Jens Jørgen og jeg pakkede Mercedensen færdig, og den blev fyldt til det yderste. Turen til Livorno gik fint – lidt mange tunneller, men ellers ikke voldsom trafik. Vi ankom kl. 15,05 og forlod Jan kl. 11,10. Straks vi ankom til færgen i Livorno, blev vores papirer og pas tjekket. Vi blev vinket frem og troede, vi skulle ombord – men ak, først blev papirerne kontrolleret endnu engang, og så ventede vi i bilen til kl. 16,30. Da vi endelig kom ombord, måtte vi ned gennem lemme mellem 2 dæk for at parkere helt forrest i færgen. Vi er spændte på, om Mercedensen kan klare opturen med 4-hjuls-trækket slået til!!


Færgetur Livorno-Palermo

2021-09-25

Dejlig rolig overfart. Alle har sovet godt. Efter morgenmaden gik vi lidt rundt på færgen og nød det gode vejr. Det blev også til en Aperol til pigerne og en kold italiensk øl til drengene. Vi ankom allerede til Palermo 1,5 time før beregnet og kørte fra færgen mod Terminé Imerese, hvor vi havde booket et ophold på 3 dage. Det er underetagen i en villa på bjergsiden lidt uden for byen. Prisen er ca. 500 kr. pr. døgn for os alle 4. Ret billigt. Inden aftensmaden købte vi ind i Eurospir, så vi havde lidt fødevarer til de næste dage. Hjemme igen aftensmad og dertil lidt rødvin. Hyggelig aften med megen snak.


Overliggerdag i Imerese

2021-09-26

Efter morgenmad og morgenbad tog vi en tur på havnen for at kikke på båden, vi skal  sejle med. En 46 fods Grand Solei med en 62 hk Volvo Penta. Fin båd, som vi glæder os til at sejle med. Paolo var i gang med at stuve alt fra madvarer til øl og vin. Det var varmt, ca. 30 grader – og han svedte bravt. Han ville ikke have hjælp, da han helst ville placere alt, så han kunne finde det igen. Forståeligt. Vel hjemme igen serverer Ninna og Jens Jørgen aperol spritz – iskold. Ikke dårligt. Aftenen gik med hygge, rødvin og fodbold. Jens Jørgen kreerede pasta avec pollo, alt imens AAB tabte 2-1 til Brøndby. Vi gik tidligt til ro for at være klar til en udflugt i morgen til Cafalü.


Udflugt til Cafalü

2021-09-27

Turen gik langs vandet de ca. 35 km til Cafalü. Efter parkering gik vi ad Via Aldo Moro til byens travle indkøbsgade Corso Ruggero. Derfra til Piazza Duomo, som var adgangen til Roger d. 2. katedral. Vi kikkede ind i det imponerende bygningsværk. Var på rundtur til 5€ pr. snude. Efter katedralen gik turen til vandet, hvor vi fandt en dejlig restaurant med udsigt over det Tyrrenske hav. Vi fik en dejlig kølende lokal drik Limoncella Spritz, som var rigtig frisk i det lune vejr 30-32 grader. På hjemvejen sendte Paolo en mail. Vores hostess havde fortrudt og ville ikke arbejde for os alligevel. Lige nu er der frokost, og senere tager Jens Jørgen og jeg ned til Paolo for at rede trådene ud og lægge plan for de kommende dage.


Flyttedag i Imerese

2021-09-28

Vi pakkede og forlod vores hjem i Termini for at indlogere os hos Paolo på Aziza.  Dagen gik med at sætte storsejl på skuden, tanke vand og få gjort de sidste indkøb inden afgang mod de Æoliske øer i morgen. Det gik efter planen, og vores første mål skulle være Vulcano, måske med et stop i Cefalú undervejs.


Termini Imirese-Vulcano

2021-09-29

Afgang kl. 10.30 fra Termini Imerese med kurs østpå 70 grader. Vind nordvest 3-4 m/s, så med alle sejl sat gik vi 3-5 knob. Båden gik godt, så vi fortsatte forbi Cafulú mod Vulcano, hvor vi ankrede op i buldermørke kl. 02,30 efter 75 sømil. Vi måtte ankre i flere omgange, da bunden var meget stejl. Ca. 20-50 m fra kysten var dybden 100 m, så det siger sig selv, at det er svært at få et godt hold på så stejl en bund. Det lykkedes i 4. forsøg, og vi gik trætte til ro kl. 3.00.


Vulcano

2021-09-30

Vi stod lidt sent op efter gårsdagens sejlads, men vi havde en rolig nat for anker. Kl. ca. 5 kom der et gedigent regnskyl, så båden blev fersket af. Jeg var i vandet, og vi fik begge et bad og fik vasket hår ved bruseren på agterplatformen. Kl. ca. 10,30 afgang fra ankerpladsen mod Porto Vulcano, som vi ankom til 1 time senere. Vi fik en plads med agterenden mod en pontonbro. Der sejler en del forbi, så vi ligger mere uroligt her end for anker.


Besøg i Lipari

2021-10-01

Vi sejlede derover med en hurtigfærge. Først slentrede vi en tur op ad hovedgaden Vittorio Emanuele. Fik en cappucino med croissanter. Herefter gik turen til citadellet, hvor blandt andet en hel del museer holdt til. Meget interessant besøg, da området på skift har været under indflydelse fra Rom, normannerne og grækerne. Så var der tid til frokost, hvor vi fik brød med forskelligt pålæg af lokalt tilsnit. Jeg fik bl.a. ansjoser med chili, hvilket var en hård omgang. Det hjalp lidt, den blev skyllet ned med ½ liter øl. Efter en oplevelsesrig dag gik det så igen tilbage til Poulo og Aziza kl. 16. Poulo havde i dagens løb fundet et godt sted til aftensmad. Det blev en fiskerestaurant. Maden var udmærket, dog stod vi af på blæksprutten. Vi fik sværdfisk og tun, dejlig menu. Hjem i seng, så vi er klar til vulkanvandringen i morgen.


Vandring på Vulcano

2021-10-02

Vi startede på vandringen mod krateret af Vulcano. Den første del var meget human, men lige før toppen var der en svær passage. Ninna følte, at det var lidt for meget for hende, så hun blev tilbage, mens vi andre gik det sidste stykke. Stor oplevelse at stå på toppen og kikke ned i krateret. Jonnas billeder siger sikkert mere end ord. Så nyd dem!. Dejlig frokost efter hjemkomsten. Det skyldes sikkert også, at vi gik afsted uden morgenmad, kun en kop kaffe og lidt frugt. Efter middagslur skulle vi så efter planen sejle til øen Salina. Det var imidlertid blæst op 10-12 m/s, så skipper mente, at vi kunne finde læ på Lipari. Så nu ligger vi her og venter på bedre vejr.


Lipari-Salina

2021-10-03

Kl. 10 afgik vi fra ankerpladsen i Lipari for at sejle til Salina. På vejen passerede vi en god ankerplads, som Poulo syntes, vi skulle besøge og evt. bade inden turen gik videre. Det blev et dejligt bad – sol og vandtemperatur på 26 grader, lige til at holde til. Jeg svømmede ind til stranden, men ud over vulkansk sand (sort) og lavasten var der ikke så meget at kikke på. Salina er det eneste sted her på De lipariske øer, hvor man har en egentlig marina. Poulo vidste imidlertid, at der var 2 gratis pladser lige udenfor marinaen. Det lykkedes at bakke båden ind, og Poulo sørgede for ankeret. Imidlertid var afstanden til stenmolen kun en meter, og vi havde vind og sø imod. Poulo var bekymret for afstanden og ikke uden grund. Efter at vi havde tjekket ankeret, blev vi enige om, at det nok kunne gå.  


Salina-Filicuti-Termini Imerese

2021-10-04 to 2021-10-05

Efter en rolig overnatning var vi på restaurant for at få morgenmad med granita de caffé con pana og brioche with a dupo. Vi gik lidt rundt i byen, fik handlet lidt bl.a. 2 x 5 liter rødvin. Senere blev det til en granita med lemon. Vi var lidt nede med strøm, så Poulo havde sat gang i Honda-generatoren, som gav 220 V. Ved middagstid sejlede vi mod Filicuti – den sidste ø vi besøgte i denne omgang. Efter et par timer gik ankeret på ca. 5 m vand. Vi spiste sen lunch, og da Poulo havde fået besked om en kommende mistral om nogle dage, besluttede vi at sejle hjemad mod Termini Imerese. Vi havde 52 sømil til Poulos hjemhavn. Vi satte alle sejl, men ak, vi gjorde kun 3-4 knob. Senere endnu mindre, så efter 12 timers sejlads manglede vi stadig ca. 30 sømil. Jonna og jeg havde vagten fra kl. 02,00-06,00. Kl. 04.00 døde vinden helt samtidig med et kolossalt tordenvejr nærmede sig. Det blev værre og værre og kom nærmere. Kl. 05,00 purrede vi Poulo for at tage sejlene ned, da der sikkert ventede både regn og hård vind. Med alle sejl nede og motoren i gang gik vi til ro kl. 06,00. Poulo tog over, og jeg stod op igen kl. 8 og hjalp. Der var ingen selvstyrer, så det var nødvendigt at være 2, når vi hentede mad og havde andre ærinder. Kl. 11,00 gik vi i havn i Termini Imirese, og vores sejltur var slut for denne gang. På hele turen var der minimalt med regn, men 1 time efter ankomst til havnen styrede regnen ned, lyn og torden blev det også til. En begivenhedsrig tur er slut, og vi fik oplevelser med, som vi aldrig vil glemme. Tak til Poulo og hans elskede Grand Solei 46 – en spaghetti Swan, som han siger.


Termini Imirese-Milo

2021-10-06

Efter afsked med Paolo var vi klar til nye eventyr. Dagens tur gik fra Termini Imirese til en bjerghytte på østsiden af Etna med havudsigt. Vi havde valgt at undgå motorvejene og i stedet gå over Etnas massiv. Det blev en sindsoprivende tur med stejle, smalle veje (gedestier). Jeg kørte og måtte udvise al min koncentration. Vi måtte have Mercedesen i slæbegear og 4-hjulstrækket koblet til for at klare strabadserne. Til alt held gik det fint, og vi kom til vejs ende uden skader. Efter aftensmaden var der fodbold i fjerneren Italien-Spanien på San Siro stadion i Milano. Spanien spillede godt og vandt 2-1. Det lagde en dæmper på de italienske fans, som i starten var meget ivrige. Det var heldigt, at vi havde flyttedag og var i bil, da regnen silede ned fra en mørk og skyet himmel. Vi håber på bedre vejr i morgen, når vi efter planen skal besøge Etna.


Udflugt til Etna

2021-10-07

Dagen startede med vask af hvidt tøj. Da vaskemaskinen var i gang, kørte vi ned ad bjerget mod havnebyen Riposto. Det blev til et kort besøg, hvor Jens Jørgen købte fisk til aftensmaden. Herefter gik turen mod Etna Süd, hvorfra vi kunne komme op i 2500 m højde og få et kik på Etnas top. Der var lidt skyet fra morgenstunden, men det klarede op efterhånden, som vi nærmede os Etna Süd. Vi kom op med kabelbanen, og da vi nåede dagens højdepunkt, klarede det op, og vi fik nogle gode billeder af Etnas enorme top med flere kratere. Så gik turen hjemad for at hænge vasketøj op. Det nåede vi også, men under kaffen begyndte regnen igen. Vejret til trods grillede Jens Jørgen og Jørgen (landmandssønnerne) seebars i udegrillen under halvtaget i haven. Ninna og Jonna lavede lækker kartoffelret, og hele herligheden blev skyllet ned med vino rosso i passende mængder. Lækker mad, god vin og hyggelig snak, som mod slutningen gik over i sang.


Milo-Fiumefreddo

2021-10-08

Efter morgenmaden og pakning gik turen videre. Dagens tur gik med færge over Messinastrædet og videre til Fiumefreddo på Italiens vrist ud for Cosenza – ved havet. Vores stop her bliver kort, da vi allerede i morgen drages med Amalfikysten


Fiumefreddo-Pogerola

2021-10-09

Dagen startede med et besøg i den gamle del af Fiumefreddo. På toppen af klippen så vi den ældste del bevogtet af et stort borgbygningsværk fra 1100-1200. Meget spændende og fin udsigt over byen, vi boede i, som lå på bredden langs havet. Herefter gik turen videre i Mercedesen mod Amalfi. Første del af turen var på motorvej næsten uden biler, så det var en lise. Men ak, alt godt får en ende. De sidste kilometer var meget snørklede med megen trafik, og flere gange måtte vi holde helt stille for at vente på modkørende. Til slut endte vi ret højt bag Amalfi by i en dejlig lejlighed i Pogerola, hvor vi skal have base de næste dage.


Besøg i Amalfi (os) og Positano (Ninna og Jens Jørgen)

2021-10-10

Vi foretog et besøg i Amalfi by, mens Ninna og Jens Jørgen drog til Positano. Vores besøg startede i en mindre kirke, hvor vi overværede en katolsk messe. Meget interessant, men efter en halv time gik vi videre til Museo Arsenale Amalfi. Bygningen, som husede museet, var ganske tom – kun enkelte genstande var udstillet. Det var en skuffelse, da vi havde læst om museet i Turen går til. Deri påpegede man bl.a., at brugen af magnetkompasset blev introduceret i Amalfi. Det så vi ikke noget til. Udenfor stod en statue af manden, så lidt var der vel om snakken. Herefter pizza til frokost og som det sidste et besøg i domkirken San Andrea. Det var ganske overvældende og et tegn på stor rigdom i Amalfi omkring 11-1300. Vi tog bussen hjem til Pogerola. God dag under regntunge skyer og 14 grader. Ninna og Jens Jørgen kørte en sightseeingtur i Positano, men da der var biler overalt, var det umuligt at parkere, så det blev en rundtur hjem igen.


Maiori og Minori

2021-10-11

Vi tog bussen kl. 10.30 for at køre til Maiori. Herfra gik vi op imod citronstien. Det var lidt svært at finde den rette vej – men det lykkedes. Det blev en dejlig gåtur tilbage til Minori, som er tvillingeby til Maiori, ad citronstien (Santiero dei Limoni). Dagen sluttede med, at vi skulle tage bussen hjem, men jeg købte billetter til båden og ikke bussen. Således endte dagen med at kikke på Amalfikysten fra søsiden. Ikke så dårligt endda. Hjemme orkede vi ikke at lave mad. Efter en lille lur gik vi ned til en restaurant i Pogerola, hvor vi fik et dejligt aftensmåltid med en god lokal vin til. Alt i alt en dejlig dag for os.


Pogerola-Pompei-Torre del Grecco

2021-10-12

I dag er det flyttedag.Vi skal nordpå, hvor vi har ca. ½ time til Pompei. Det går fint, og vi kører helt frem til indgangen til Pompei-området. Det blev en overvældende oplevelse at gå rundt i byen, som i år 79 efter Kristi blev dækket af et tykt lag aske fra Vesuv. I starten af udbruddet har giftig gas dræbt helt uforberedte borgere i Pompei. Da ligene så er helt tæret væk i de 2000 år, de har ligget i asken, fandt en forsker ud af, at man kunne fylde hulrummene med gips og derved genskabe en skulptur af de stakkels mennesker, der blev dræbt ved Vesuvs udbrud. Børn som voksne i skrækindjagende positurer. Efter en god tur rundt i den storslåede by, som den så ud i år 79, kørte vi til næste indkvartering i Torre del Greeco, hvor en dejlig lejlighed ventede os. Alt fint. 2 soveværelser, 2 badeværelser, stor stue i forbindelse med køkken, adgang  til terrasse. Alt er klart til fodboldkampen Danmark-Østrig.


Besøg i Napoli

2021-10-13

Alt gik efter planen i aftes. Joakim Mähle scorede et godt mål og sendte dermed Danmark til WM i 2022. Dagen i dag startede med en togtur på ca. 25 min. Fra Torro del Greeco til Napoli. Ankommet til centralstationen i Napoli gik vi ud i gadelivet, og straks efter fik vi en croissant og en cappuccino. Straks derefter gik vi mod havnen, og på denne tur viste Napoli sit sande ansigt. Ninna og Jonna blev tiltalt af en forbipasserede, hvorved de blev forstyrret, og kort efter måtte Ninna sande, at historierne om tyverier i denne by taler sandt. Hun manglede sin pung, som indeholdt ca. 120 € + alle hendes kort – visa – kørekort - ikeakort – coop-kort – mastercard. Sådan er det åbenbart her, og vi fik også hurtigt humøret igen og de vigtigste kort spærret. Ingen kom til skade, og som Paolo sagde: OK betyder zero killed. Herefter valgte vi at se byen fra en Hop-on - Hop-off bus, hvor vi kunne nyde  turen uden at være bange for yderligere tyverier. Det blev en dag, som viste os byens storhed og byens bagsider med synlige store sociale forskelle. Togturen hjem gik godt, efter vi havde spist lasagne napolitane og drukket 1 liter husets vin. Hjemme sidder vi nu og nyder lidt brød med ost og pølse til en god vin. Atter en god dag for de danske pensionister på tur.


Torre del Greeco – Rom

2021-10-14

Vi fik gjort indkøb i den nærliggende alimentari og pakket alt til køreturen mod Rom. Turen gik fint, god vej og ikke så meget trafik. Kl. 14 måtte vi sande, at det gamle ord om, at alle veje fører til Rom, passede perfekt til vores tur. Vi kørte lige ind i indkørslen til vores bolig de næste 3 dage. Da vi først havde adgang til lejligheden kl. 15, gik vi en tur i gaden, som vi skulle bo i. Vi fandt en Baby Bar, som vi måtte undersøge nærmere. Det viste sig, at navnet henførte til barens størrelse. Vi gik ind og fik en dejlig øl og en sandwich med skinke. Fint lille måltid – 13 € - billigt. Vi er nu indkvarteret i en dejlig lejlighed med 2 dobbeltværelser, 2 badeværelser og stue og køkken i et. 


Turist i Rom

2021-10-15

I dag gik turen til Rom, hvor Peterskirken og den spanske trappe var målet. Vi kørte i bilen ca. 20 min. ned til metrostationen Cornelia, hvorfra vi kom til Via Ottaviaro, som leder direkte ned  til Vatikanstaten. Peterskirken er tegnet af Michelangelo, men færdiggjort af Bramante, Maderno og Bernini. Bygningen af kirken påbegyndtes i 1506, og kirken blev indviet i 1626. Den er beskrevet som havende en unik position i den kristne verden og som den største af alle kirker i kristendommen. Kirken gjorde et enormt indtryk på os. Et fantastisk smukt bygningsværk, hvis skønhed og storhed vi var meget betaget af. Efter et par timer i Vatikanstaten gik turen videre til fods mod Den spanske trappe. Men først skulle vi lige sunde os lidt ovenpå besøget i Peterskirken. Det skete med en aperol spritz. Dejligt. Til fods gik det så langs Tiberen til Ponte Cavour over floden og op til Den spanske trappe. Trappen er bygget for franske penge af en fransk diplomat, som fandt vejen op til kirken Trinita dei Monti mudret og ufremkommelig. Byggeår 1725. Ved foden af trappen findes et springvand, tegnet af Benini, som også var en af arkitekterne på Peterskirken. Vi dvælede lidt ved trappens fod og gik også lidt op ad den. Havde vel drømt lidt om at sidde på trappen og nyde udsigt og byliv, men ak – en betjent bad os om at stå op!!! Uvist af hvilken grund. Nå, men herefter gik turen hjemad med metroen. Det gik hurtigt, og vi sluttede med at handle i Coop, inden vi drog hjem mod Nataly’s house. Lige nu sidder vi og nyder dagens oplevelser, mens Jens Jørgen og Ninna er travlt beskæftiget med at kreere aftensmaden Pasta Ragout, hvortil der serveres god italiensk vin.


Turist i Rom dag 2

2021-10-16

2. sightseingday i Rom. Afgang fra vores domicil kl. ca. 9.15. Senere med metro fra Cornelia til Colosseum. Der var lidt kuk med billetter, så vi til slut afstod fra alle tilbud og i stedet gik vi rundt og kikkede på Colosseum, Circus Maximus og Forum Romanum. Senere gik turen over Tiberen via Isola-øen, hvor der var nogle hyggelige smalle gader med servering. Vi besluttede os for en cappuccino med brød. Tilbage til det centrale Rom via Ponte Garibaldi mod Pantheon og senere San Ignazio og Fontana de Trevi. Ved Metrostationen Barberini fik vi lidt frokost. En panini, ledsaget af Penoni-øl, dejlig enkel og god frokost. På hjemvejen stoppede vi ved Piazza del Popolo, og her sluttede vores dagsrejse i det centrale Rom. Vi er nu vel hjemme igen og i gang med aftensmaden.


Rom-Toscana

2021-10-17

Afgang fra Rom mod Toscana, hvor vi skal bo på en vingård. Det tog ca. 4 timer, og en del af turen gik langs kysten, inden vi til sidst kørte mod Firenze. Vi havde lidt problemer med at finde gården, da GPS-adressen går til gårdens jord, hvorfor der kan være langt fra GPS-målet til selv vingården. Vi blev modtaget af værterne og fik også en velkomstpakke, indeholdende en del af gårdens produkter og en flaske Chianti-vin med højeste klassifikation DOCG. Dog kom der lidt malurt i bægeret, da vores toilet ikke ville skylle ud. Vi måtte hver gang fylde en spand med vand og skylle ud med vandet. Vi har også lidt problemer med opvaskemaskinen, som slår sikringen ud. Til aften købte vi pizzastykker i den nærmeste lille by. Aftenen blev brugt til at smage husets vin tilpas. Jeg tror, der var flere, der fik et par glas for meget.


Overliggerdag i Toscana

2021-10-18

Dagen blev brugt til afslapning ovenpå mange dage med turistoplevelser. Vi tilbragte formiddagen ude ved poolen, hvor der blev læst og gættet kryds og tværs. Jens Jørgen og jeg var en tur i COOP’s butik i den nærliggende by. Vi skulle jo være klar til AAB-AGF kl. 19. Jens Jørgen kreerede en dejlig ret med kylling og pasta. Fodboldkampen tabte AAB med 0-1.


Sidste feriedag i Toscana

2021-10-19

I formiddag besøgte vi en meget speciel middelalderby San Gimignano. Byen ligger højt, omgivet af en bymur, der er meget velbevaret. Indenfor murene var der meget høje tårne, som vi kunne se længe, før vi kom til byen. Vi gik en tur rundt i de smalle, smukke gader og fik også en cappuccino på byens torv. Vel hjemme på vingården ventede en dejlig frokost, som Ninna og Jonna lavede. Efter en lille lur er tiden ved at nærme sig for afslutningsfasen af vores italienske odyssé. Nu mangler kun en typisk italiensk middag hos værterne med vin og hvad ellers de finder på. Vi skal have købt nogle 5 liter husets vin med hjem. Det blev en meget hyggelig aften. I selskabet var foruden os et amerikansk par fra Indiana. Han var kemilærer og hun er musikprofessor på et universitet. Værterne var Poula, Riccardo, Frederico og hushjælpen Daniela. Starteren var bruchettaer i forskellige varianter. Tomater, trøfler, samt et par stykker, jeg ikke kendte. Dertil pålæg og små brød af pizzadej, kogt i olivenolie og melon med skinke. Det smagte godt. Vi fik selvfølgelig rigeligt af husets 2 DOCG-vine til – Chianti forstås. Primo piatti var Lasagne á la Toscana – lækker og let. Secundi piatti var grillmix af svinekød, pølser og kanin, dertil brasede kartofler, tilsat hvidløg og en rustik salat. Til slut kage og sød, sherryagtig vin. Som afslutning gav husets søn Frederico et par numre på sin cello. Han kunne alle de kendte arier fra de kendte operaer. Det var en stor oplevelse og en fin afslutning på en oplevelsesrig aften på vingården.


Afsked

2021-10-20

Efter morgenmad var der pakning og afslutning på vores besøg på vingården. Afgang mod Luvigliano kl. 9,15. Ankomst til Tina og Jans hus kl. ca. 12.10. Jan var på arbejde, men Tina var hjemme og havde bagt boller og lavet en dejlig frokost til os, inden vi drog nordpå mod Ferslev. Ninna og Jens Jørgen bliver nogle dage hos Jan og Tina, og efter behørig afsked med tak for turen kører vi hjemad kl. 13.15.


Prøvetur til Løgstør

2022-04-25

Log Nibe 3032. Efter flere dages venten på tilstrækkelig vanddybde lykkedes det i dag at slippe ud af pladsen i Nibe. Afgang kl. ca. 10. Vind ØNØ 2-5 m/s, så vi satte sejl i draget for at sejle for sejl til Løgstør. Senere med spilet forsejl, men med svigtende vind startede vi motoren ud for Attrup og rullede forsejlet ind. Ud for Staun så vil 5-6 sæler sole sig på en sandbanke og senere legede 3-4 sæler tagfat i vandet. De var vist forårskåde. Vi kom igennem Aggersundbroen kl. 13,30 og ankom til Løgstør kl. 14. Pga. lavvande havde vi også her problemer med vanddybden. Vi fik os mast helt ind til broen ved hjælp af motoren, så nu ligger vi fint i sol og læ. Dejligt vejr. Log Løgstør 3050.


Overliggerdag i Løgstør

2022-04-26

Inden morgenmaden testede Jonna badet ombord. OK! Cyklerne kom frem inden middag og blev pumpet og afprøvet. Alt funkede, bortset fra mit gearskifte, som måtte have ekstra omsorg. Om eftermiddagen på cykel til Brugsen. På hjemvejen snakkede vi med Ib, som er still going strong. Solen kom frem over middag, og dagen sluttede med vindstille over kanalhavnen. Menuen står på karbonader med tilbehør og rødvin til at skylle det hele ned med.


Nibe-Hals

2022-05-03

Caroline påmønstrede i aftes for at være med på turen de første dage. Afgang til tanken kl. 9,40. – Så begyndte vores Tycho Braches dag. Stævnen ramte en pind ved kajen til tanken. Det betød en ret alvorlig skade på prædikestolen. Jeg ringede til min livline – Mogens Holm. Han kom cyklende for at bese skaden. Efter nogen snak frem og tilbage mente Mogens, at vi kunne lave en midlertidig løsning, som betød, at vi kunne sejle sæsonen med det. Ved at trække med en kædetalje fra mastskuret gik det faktisk overraskende fint med at rette prædikestolen. Så nu er skaden i hvert fald camoufleret så godt, at man ikke umiddelbart kan se skadens følger. Derefter afgang for motor mod Hals kl. 12. Igennem broerne kl. 15 og videre mod Hals for motor og en smule sejl forbi den strandede spækhugger ud for SHS. Ved Vendsysselværket kom motoren atter på arbejde, da vinden var ret imod gennem Langedraget. Aftenen blev brugt til et besøg på Hals museum og rundtur i Hals. Tilbage på havnen mødte vi vores tidligere nabo Finn, og vi fik lejlighed til at se Karin og Finns nye båd, en Gipsea 33.


Hals-Vesterø

2022-05-04

Log 3129. Distance 32 nm. Afgang Hals kl. 10.15. Ankomst Vesterø 15.30. Vi startede i 0 sekundmeter vind for motor. Efterhåden friskede vinden til hele 2-4 m/s. Vi satte sejl for at spare lidt olie, men lod dog volvoen gå med 14-1500 omdrejninger. Log ca. 6. Først få sømil fra havnen var det muligt at sejle 6 knob for sejlene alene. God tur i tørvejr. Dog var rortjansen kold, især når solen gemte sig i skyerne.


Overliggerdag i Vesterø

2022-05-05

Dagen bød på en ”lang” cykeltur. Vi lejede en cykel til Caroline og drog afsted mod Rønnerne med saltsyderhytterne. Vi kom, så og fik også et foredrag med lidt skønsang. Det hele gratis. På hjemvejen besøgte vi Storhaven, hvor vi fik kage og chokolade med flødeskum. Jonna fik dog stempelkaffe. Vel hjemme fik vi lidt gyngeri pga. den friske vind.


Vesterø-Frederikshavn

2022-05-06

Afgang 10.20, ankomst 13.10. Sejl og motor. SW 6-8 m/s, men efter hård vind i går var der stadig urolig sø, som gjorde det svært at sejle.  Vi gik i stå i de krappe søer forfra. Ca. halvdelen med motor, som kunne holde farten sammen med storsejl og genua. Efter frokost har Caroline planer om at afmønstre for at nå til København i morgen. Log 3147. Distance 17 sømil.


Frederikshavn-Skagen

2022-05-07

Afgang 15.30. Ankomst Skagen 18.30. Vind NW 4-8 m/s. Mest vind i starten. Lidt motorhjælp til at komme indenom Hirsholmene. Derefter for sejl – herlig sejltur, hvor de sidste 11 sømil tog 1½ time!!! Nu venter vi på godt vejr til at krydse Skagerak på mandag. Topfart 8,6 knob – mon ikke vi havde lidt strøm med – måske 1,3-1,5 knob. Log 3164. Distance 18 sømil.


Skagen-Arendal

2022-05-09

Afgang 6.15 med fuld tank og log 3164. I starten var der kun lidt vind 0-2 m/s. Efterhånden øgede vinden til 3-5 m/s, halvvind fra syd. Vi besluttede at sætte alle segl, men det bliver + motor, da sejlene kun giver 3-4 knob. Vejret er ellers godt, sol fra en skyfri himmel, dog er vinden lidt kold og skarp. Eneste ulempe er, at vi begge er godt og grundigt forkølede. Det betyder så, at vi skiftes til rortjansen, mens frivagten kan få en slapper på sofaen. Efterhånden tager vinden og søen til – 6-8 m/s. Vi beholder lidt motorstøtte på 1500 omdrejninger, og det giver 6,5-7,5 på loggen. Kl. 18,00 går vi ind i gabet mellem Store og Lille Torungen og stryger sejlene. De sidste 6 mil i indløbet for den hårdtarbejdende Volvo. Ankomst 19.15. Log 3247 – eller 83 sømil. Alt i alt en problemfri overfart i godt vejr.


Overliggerdage i Arendal

2022-05-10 to 2022-05-12

3 dage med stærk vind. Dagene er gået med småreparationer, gåture og møde med 2 tyske sejlere, Pete og Elke fra Bremen. Endelig er dagene brugt på restituering ovenpå en voldsom forkølelse. Vi har begge været ramt, men efterhånden går det bedre både med middagslur og nattesøvn.


Arendal-Tvedestrand

2022-05-13

Log 3262. 15 sømil. Afgang Arendal 10.15, ankomst Tvedestrand 13.15. Vinden kørte lidt rundt, men det blev dog til et par timer for forsejl. Efter 3 overliggerdage pga. stærk vind gjorde det godt at få båden og os selv flyttet lidt. Turen i dag var i et adstadigt tempo, hvor vi nød fjelde og små bugter og fjorde. Mange fantastiske huse med direkte adgang til vandet. De må have penge, i hvert fald nogen af nordmændene.


Overliggerdag i Tvedestrand

2022-05-14

Ved 9-tiden, lige efter morgenmaden, blev vi bedt om at flytte båden. Vi lå lige foran rådhuset, men der er i dag stævne for solingen til minde om konstruktøren Johan Herman Linge, som konstruerede solingen i 1965 og som i år kunne være blevet 100 år. Stævnet hed Linge 100 og i stævnet deltog 7 både. Efter middagsluren skulle vi gå en lille tur for at købe ind. Men at gå en lille tur i Norge er ikke så lige en sag. Det går op og ned med sving til højre og venstre. På turen spurgte vi tilfældige nordmænd om vej. De var alle meget hjælpsomme, men én slog dem alle. En herre med et smittende humør. Han gav os de sidste dessiner, og vi nåede frem til butikken. På vej hjem mødte vi ham igen. Vi sad på en bænk for at hvile os. Han smilede, sagde hej igen og gav os en kold Carlsbergøl 4,5% til deling. Den gjorde os godt ovenpå op- og nedturene. Lidt senere mødte vi ham for 3. gang, nu i selskab med sin bror, som havde et mikrobryggeri i kælderen. Således beriget med en god øl og dejlige oplevelser sidder vi nu i Frejas cockpit og nyder en Slots ovenpå en morsom og fornøjelig bytur.


Tvedestrand-Nordens bedste naturhavn Bukkholmen ved Lyngør

2022-05-15

Afgang 9.30. Ankomst 12.00. Lok 3274. Distance 12 sømil. Vind skiftende, mest SØ 3-5 m/s. Hele turen for motor i adstadigt tempo. Fin tur – naturen uovertruffen. Vi har liget fået frokost og overvejer vores videre færd, da der kommer vind i morgen tidlig. Overvejelserne ender med, at vi bliver her på Nordens bedste naturkaj på Søndre Bukkholmen. Vi ligger med for- og agterfortøjning + 2 spring. Med den fastgørelse regner vi med at kunne klare hvad som helst, hvad vind angår.


Naturhavn-Lyngør

2022-05-16

Turens korteste tur. Afgang fra naturhavnen ved Lyngør, ankomst Lyngør gæstehavn ca. 15 min. senere. Distance 0,70 sømil. Der måtte betales havnepenge, og så tillod vi os den luksus at bestille 2 øl. I alt at betale 538,00 nkr. (1 havneplads 300 nkr., 1 0,4 øl 99 nkr. og 1 0,57 øl 139 nkr. ). Dagen gik ellers med at nyde det fine vejr, som endelig har fundet vej til Sørlandet. Vi har også haft lidt problemer med vores mobilabonnement 3 like-home. I udlandet lever deres slogan ikke helt op til navnet. Derhjemme har vi 200 GB på computeren, men har har vi kun 25. Især TV sluger jo en del. En TV-avis tager 1 af de 25, så vi må tænke os meget grundigt om, inden vi lukker op for kikkassen, så helt 3-like-home er det altså ikke.


Lyngør-Langøykilen

2022-05-17

Afgang 14.40. Ankomst 19.00. Log 3302. Motor hele vejen – ingen sejl – ingen vind. Kl. 8.00 om morgenen blev vi vækket af skud. Vi stod op og satte flag, som mange omkring os. Efter morgenmaden gik vi ad øens eneste gennemgående sti ud til enden af bebyggelsen. Hertil kom kl. ca. 10,30 en del af optoget sejlende, hvorefter vi sammen med byens beboere var samlet. Kl. 11.45 gik vi alle i samlet trop tilbage ad stien gennem bebyggelsen. En del kom til, så vi var nok 75-80 som blev sejlet over sundet til naboøen, hvor resten af dagens fejring foregik. Først gik vi mod skolen, hvor vi gjorde ophold lige inden ved et mindesmærke for faldne øboere i 1. og 2. verdenskrig. Der blev holdt tale, sunget nationalsang og nedlagt en krans ved mindesmærket. Herefter gik vi alle videre mod skolen, hvor der var servering af øl, pølser m.v. Børnene deltog i nogle lege såsom dåsekast, kartoffelstafet, sømislagning, kast med hestesko, sækkeløb m.m. Kl. 13 gik vi fra skolen til kulturhuset, hvor vi sluttede med kaffe og kage. Heldigvis kom jeg i snak med en fra naboøen, som også skulle over sundet for at komme hjem. Vi fik et lift af hans bror, som havde båd med. Kl. 14.20 igen ombord på Freja, hvor vi besluttede at sejle nordpå i det fine vejr. Vi ankom til Langøykilen kl. 19.00 efter 28 sømil for motor i vindstille.


Langøykilen-Langesund

2022-05-18

Sejltid 3 timer, halvdelen for sejl, halvdelen for motor. Log 3312. Distance 10 sømil. Det var noget af en skuffelse at gense Langesund. Alt det gamle var lavet om til nyt. F.eks. kunne vi ikke længere ligge lige foran Wrightesgården, hvor vi for år tilbage kunne høre Beach Boys fra båden. Det ender med at vi overnatter ved en faldefærdig bro, som ikke er i brug. Til gengæld var det gratis. Dog fik vi gjort vore indkøb, så vi kan klare os, til vi er i Sverige, så lidt godt kom der dog ud af besøget.


Langesund-Vettnet på Nordkoster

2022-05-19

Afgang 9.50. Ankomst 18.00. Efter tankning af diesel og vand var vi rustet til en længere tur. Diselpris 13,50 dkr. Vinden nordlig og jævn 4-5 m/s. Dog var det lidt nok til at give Freja 5 knob. Derfor kom motorstøtte til, så vi kom op på 5,5 knob. Dog var der modstrøm ca. 1-1,5 knob, så det var nødvendigt at bruge af vores nytankede, afgiftsfrie norske diesel. Turen blev på 45 sømil. Log 3357.


Vettnet-Resö

2022-05-20

Log 3365. Distance 8 sømil i tåge. Hele tuen over Kostafjorden blev i tåge med ca. 100 m sigt. På turen mødte vi en anden sejlbåd, som vi så på AIS’en. Ingen problemer. Vi passerede hinanden i ca. 150 m afstand. Vi beslutter at gå til Resö, da det ikke er den store oplevelse at se skærgården glimtvis i tåge. Så nu tager vi en overligger her og håber på bedre vejr i morgen.


Resö-Musöen (ankerbøje)

2022-05-21

Log 3377. Sejltur på 12 sømil for motor. Vind og støvregn imod. Fandt en god ankerplads ved Musöen, som vi aldrig har besøgt. Ligger ca. 5 sømil fra Grebbestad. Efter middagsluren kom solen endelig frem, og vi har nydt eftermiddagen i cockpittet under teltet, som gav læ og fin varme. Vinden kører lidt rundt og er vendt fra S till N i den tid, vi har ligget her.  Vi glæder os til aftensmaden og rødvinen. Menuen står på sammenkogt ret med ris. Derefter en stille nat mutters alene i den svenske skærgård: C’est la Vie.


Bøje ved Musöen – bøje ved Dannemark

2022-05-22

Log 3388. 11 sømil. Efter en stille og rolig nat og veloverstået morgenmad tog vi afsked med Musöen. Jeg lavede et trackspor herind i går, så det var ret nemt at finde ud igen, selvom dybden over en tærskel kun var 2,3 m. I dag gik det også for motor sydover, forbi Fjällbacka og til Dannemark, hvor der var ikke mindre end 6 SXK-bøjer. Vi tog en og ligger nu fint her i bugten ved Dannemark. I øvrigt et velkendt sted, som vi besøgte med Aviaja og drengene i 80-erne.


Bøje ved Dannemark – Smögen

2022-05-23

Log 3400. 12 sømil. Efter endnu en gratis overnatning ved bøje går turen igen sydpå. Vind S-lig, så lige imod. 8-10 m/s. Igen må volvoen holde for. Vi sejler hele vejen i inderløbet og til slut gennem Sotenkanalen. Fin tur trods modvinden. I Smögen skal der købes ind og fyldes vand på. Desuden trænger batterierne vist til et boost.


Overliggerdage i Smögen

2022-05-24 to 2022-05-27

Overliggerdagene skyldes ustabile vejrmeldinger med regn og blæst. Det ser ud til stormende kuling torsdag og fredag den 26. og 27., så måske sejler vi først herfra fredag eller lørdag. En god ting ved opholdet er de billige havnepenge, kun 131 svenske, altså 94 danske kroner alt inklusive.

Den 25.05. gik vi en lang tur for at købe ind. Det gjorde godt med en middagslur efterfølgende.

Den 26.05. blæser det bravt fra vest – op til 18 m/s. Vi ligger lige hvor lodsen lå i gamle dage. Der er der en lang bænk ret foran vores båd. Hertil kommer i dagens løb mange forbi for et kort hvil. På vores formiddagstur mødte vi på tilbagevejen et svensk par på bænken. Vi satte os og kom hurtigt i snak med dem. Han havde haft en motorbåd som pensionist fra fiskeriet og havde flere gange besøgt Limfjorden. Han kendte til Nykøbing Mors, Løgstør, Thyborøn, så der var nok at tale om. Talen faldt også på Hönö, hvor vi var på besøg mindst 10 gange. Havnefoged Arvid kendte de også, og de vidste også, at Arvids kone kom fra Læsø. Det endte med, at vi bød på alkoholfri øl. Det kom lidt bag på dem, men de syntes nu godt om smagen. Ellers blæser det stadig, og vi har gummifortøjninger for og agter. Vi håber, det løjer lidt til natten.

27.05. er der stadig 10 m/s herfra morgenstunden. Vi bliver her! Nu har vi jo sparet på udgifter til øl, så i dag blev dagen, hvor vi var på restaurant 2 ø á 50 cl i alt 170 skr. Det er vel også  i orden i forhold til, hvad 2 øl af lokal bryg koster i Nibe. Ellers nød vi dagen ombord med lur, krydsord og lidt wordfeud. Jonna fik en tiltrængt sejr i går over Ninna, som har vundet de sidste mange spil. Vi har planer om at sejle sydpå i morgen. Så må vi se, hvordan det går.


Smögen-Gullholmen

2022-05-28

15 sømil. Log 3415. Afgang kl. 10.30. Ankomst kl. 13.30. Hele turen for sejl Vind NW 6-10 m/s. Vi brugte kun forsejl, hvilket var nok, og da vi havde næsten plat læns også mest praktisk. Tørvejr, sol, selvom mørke skyer truede, men de blev over land. I morgen er der også en dag – måske går turen til Danmark. Vi må se.


Gullholmen-Skagen

2022-05-29

41 sømil. Log 3457 Afgang 06.05. Ankomst 13.30. Vejret omskifteligt i løbet af turen. Først ingen vind fra øst, det varede ca. 2 timer. Så for fulde sejl 3 timer. Så spidser vinde fra SØ over S til SW. Så motorstøtte den sidste del af turen. Vinden øgede lidt hele vejen og sluttede med ca. 10 m/s.


Skagen-Hirsholmene-Frederikshavn

2022-05-30

Skagen-Hirsholmene 15 sm, log 3471. Hirsholmene-Frederikshavn 5 sm, log 3476.Efter lidt indkøb i Brugsen i Skagen gik turen mod Frederikshavn. De første par timer blev for sejl. Vind ØSØ 2-5 m/s. I starten kunne vi sejle 4-4,5 knob, men efterhånden løjede vinden og ved 1,5 m/s tog vi sejlene og startede motoren. Derefter mod Frederikshavn uden om Hirsholmene. Da vi var tæt på Hirsholmene, talte vi om, at Jonna aldrig har besøgt øerne. Vi besluttede at lægge turen forbi. Så det gjorde vi. Der var dybt nok, så vi gik helt ind til broen, hvor postbåden også lægger til. Vi blev modtaget af en noget skrigende koncert af øens talrige bestand af måger, terner og tejster. Herefter gik vi en tur rundt i bebyggelsen, som rummer fyrmesterbolig, lodsudkik, kirke og dertil et antal (5-10) boliger, som lejes ud via Skov- og Naturstyrelsen, som er statens repræsentant på øen. Efter 1 times ophold forlod vi Hirsholmene igen til samme lydmæssige kulisse, som vi ankom i. Jonna fik et indtryk af øen sammen med en hel del billeder. Så nu kan hun da sige, at hun har været på Hirsholmene. Nu hviler vi især ørerne efter besøget. Afgang Skagen ved 11-tiden og ankomst til Frederikshavn 17.0.


Frederikshavn-Hals

2022-05-31

Afgang Frederikshavn kl. 9.30. Ankomst Hals kl. 16.15. Log 3509. Distance 33 sømil. Hele turen for motor. Vind 1-3 m/s. Sydlig, altså lige imod. Dertil kom også 1-1,5 knob strøm imod. Som om det ikke var modgang nok, fik vi 3 regnbyger. Den sidste meget kraftig og sluttede med hagl. Styrmanden var våd som en druknet mus ved ankomsten til Hals.Vi havde en hyggelig aften med Aud og Jens Peter i deres sommerhus.


Hals-Nibe

2022-06-01

Afgang 9.15. Ankomst Nibe 13.45. Log 3539. Trip 30 sømil. Turen var i modvind, men medstrøm på hele turen. Vi kom helt gnidningsløst gennem både vej- og jernbanebroen. Speed o.g. var 6-7 hele vejen. Ved hjemkomsten tog Tom imod os ved broen. Han berettede om sine eskapader med sin nye båd. Roret var blevet låst til selvstyreren, og han rørte grunden på vej ind til Nibe. Men alt gik godt, og hverken båd eller andet tog skade af det passerede. Nu blev der pakket, og Birthe kom og hentede os kl. 15.45. Til aftensmad blev der serveret pizza, og Birthe spiste med. 1. del af sommerturen 2022 er vel overstået.


Nibe-Hals

2022-06-14

På grund af blæsende vejr blev vores afgang udsat. Det gjorde ikke så meget, da Birgitte og Poul fra Kolding var på besøg i Nibe. Dem tilbragte vi derfor et par dage sammen med, inden vi drog afsted i dag. Efter tankning tog vi afsted kl. 11.45. Vinden var vestlig – i starten 12-13 m/s, men senere flovede det noget. Vi kom igennem broerne med i alt 15 min. ventetid. Meget fint. I alt kom turen til at vare 5 timer. Dejlig tur for forsejl alene og vinden med. Ankomst Hals kl. 16.45. Log 3568. Trip 29 sømil. Om aftenen fik vi besøg af gamle naboer, Karin og Finn. Dejlig aften med snak om gamle dage og børn og børnebørn.


Hals-Bønnerup

2022-06-15

Afgang Hals kl. 10.00. Ankomst Bønnerup 16.00. Log 3599. Trip 31 sømil. Satte sejl lige udenfor Hals havn. Vind 4-6 m/s. Sol og godt sejlvejr. Det gik nedad mod Bønnerup med 5-6 knob. Fuld sejlføring. Som tiden gik, flovede vinden, og kl. ca. 15 var der ikke mere vind tilbage. Volvoen tog tørnen den sidste time. Nu er der indkøbt 2 fine rødspætter til aftensmad med nye kartofler og smørsovs. Uhm – det bliver guf! Mens vi købte spætter, lød der et brag i havnen. Palle og Ruth fra Frederikshavn var her allerede. Vi nåede lige en sludder, inden Tullen blev påsejlet af en dansker i en 37 fods sejlbåd. Hele deres forpulpit blev meget medtaget og var umulig at rette op på stedet.


Overliggerdag i Bønnerup

2022-06-16

Forpulpitten på Tullen blev afmonteret, så smeden på havnen kunne få den under behandling. Tanken var, at de herefter kunne fortsætte deres ferietur og så vente til efteråret med at få en ny påsat. Lige nu er vi i gang med at forberede aftensmaden, som skal grilles. I morgen skulle vinden løje, og vi planlægger at gå videre sydover, hvis det holder.


Bønnerup-Grenå

2022-06-17

Log 3622. Trip 23. Desværre blev turen noget kortere end først tænkt. Vinden var 6-8 m/s fra vest, da vi startede kl. 9. For fulde sejl forbi Gjerrild fyr og videre forbi Fornæs fyr, men en time senere skete det utænkelige. Vinden gik, imod alle prognoser, i stik syd. Vi forsøgte at krydse videre i en times tid, men bølgerne voksede, og de stoppede vores fart fremad. Til slut besluttede vi at vende ca. 5 sømil syd for Grenå og gå tilbage til Grenå. Øv. Lortevejrmelding. Sejl-sikkert viste vinde fra W, efter vi havde krydset i en time.


Grenå-Langør

2022-06-18

Log 3654. Trip 32 sm. Afgang Grenå kl. 10.10. Ankomst Langør kl. 15.00. Hele turen for sejl. I starten var der meget vind og mod slutningen for lidt. Topfart 8,2. Gennemsnit 6,5. Fin sejltur – i starten med rebet storsejl. Senere rebede vi ud, og mod slutningen gik vi ca. 5 knob med begge sejl. I starten ca. 10 m/s – til slut 3,5 m/s. Alt i alt en god sejltur i solskin.


Langør-Kerteminde

2022-06-19

Log 3688. Trip 34 sm. En grå morgen med regntunge skyer og en regnfuld nat gjorde, at dagen startede med et bad og en lang morgenmadsseance. Lidt krydsord blev det også til. Men så ved 11-tiden klarede det op, og en blå himmel viste sig mod vest. Vi klædte os på til sejlads og drog afsted kl. 12.15. Først lidt motor og senere fulde sejl, da kursen blev ret syd. Vinden var W-lig 4-6 m/s. Vi skød en god fart 5-6 knob og besluttede derfor, at vi ikke ville stoppe i Ballen, men fortsatte til Kerteminde. Det gik fint til kl. 16.30, men så døde vinden helt. Vi sluttede med 2 timers motorsejlads. Vi ankom kl. ca. 18.15. Men kun for at starte en kamp om plads med tyskerne. Der var ikke mange pladser med 3,5 m bredde. Vi prøvede en, der var for smal, og da pælene kun var 75 cm over vandet, endte det med et mærke på fribordet. En anden mulig plads blev vogtet af en tysker, som sagde, at vi ikke kunne bruge den. Jeg spurgte, om pladsen var betalt, men intet svar – nok næppe. I stedet sejlede vi over i fiskerihavnen, hvor vi fandt en brugbar langskibsplads med strøm. Nu må vi se, hvad havnemyndigheden siger til det.


Kerteminde-Skælskør

2022-06-20

Log 3715. Trip 27 sømil. Der var slet ingen vind ved afsejlingen fra Kerteminde, så det blev motor – og skulle det vise sig – hele dagen. Dagen bød ikke på særlige oplevelser – måske lige undtaget passagen af Storebæltsbroen. Det imponerende bygningsværk, som virker helt ubeskrivelig stort, set fra vandoverfladen tæt på den venstre pylon. I Skelskør fik vi os en god plads og en dejlig modtagelse af nogle af klubbens medlemmer. Her var der fri bad, strøm, vand, cykler osv., al for den lave pris af 60 kr. pr. døgn. Denne oplevelse stod i skærende kontrast til vort korte besøg i Kerteminde.


Overliggerdag i Skælskør

2022-06-21

Formiddagen blev brugt på et par små reparationer. Først skiftede jeg en ventil i toilettet, som skulle forhindre tilbageløb. Det gik fint, og Jonna godkendte reparationen. Vi har i nogen tid haft et lille problem med et håndtag ved instrumentpanelet. Det fik jeg også klaret. Inden frokost gik turen på cykel ud til en herreborg ca. 3 km udenfor Skælskør. Stedet hedder Borreby Herreborg og var en stor oplevelse. Jeg håber, Jonna har nogle gode fotos, som fortæller mere end mange ord. På vej hjem kikkede vi indenfor i byens gamle kirke fra 1200-tallet, hvor den ene organist instruerede den anden, mens vi gik rundt i kirken.


Skælskør-Bisserup

2022-06-22

Log 3731. Trip 16 sømil. Afgang kl. 10 fra Skælskør. Ankomst Bisserup kl. 14. Vind W-lig 3-5 m/s. Hele turen for sejl, en del med spilet forsejl. Passerede på turen et skelsættende punkt i min sejlerkarriere. Sidst i 80-erne var jeg med Carl Erik, vores nabo, i Karrebæksminde for at hente hans nye båd, en Finnfire 33. Jeg skulle være navigatør på turen, da jeg var den med mest sejlererfaring af de deltagende gaster. Tidsmæssigt var vi lidt pressede, hvorfor vi startede hjemturen i tæt tåge lørdag morgen. Sigtbarheden var kun 50 m. Det gik fint ud mod Stigsnæs, men her var der en motorlyd foran os. Pludselig tårnede agterenden af et kæmpe skib op lige foran os. Det var en tankbåd, der var i færd med at losse olie og derfor havde en pumpemotor i gang. Py-ha, det var ikke sjovt. Siden da har tåget været min fjende nr. 1 på sejlturen – hellere hård vind!! Nå, men vi er vel ankommet til Bisserup, om end vores tillægning var sværere end forventet. Der var ca. 3 knob strøm imod, og vinden var ind mod kajen. Men det gik uden skrammer.


Overliggerdag i Bisserup

2022-06-23

Dagen gik med et besøg ved Holsteinsborg, ca. 2 km udenfor Bisserup. På lånte cykler begav vi os afsted på turen til Holsteinsborg, som vi ventede os en del af efter vort fine besøg på Borreby Hereborg udenfor Skælskør. Men ak, alt var spærret eller skiltet med privat. Så det blev kun til en spadseretur i en del af parken, som gik helt ned til vandet. Om aftenen deltog vi i Skt. Hans fejringen med båltale og sang, som i øvrigt blev akkompagneret af 3 dygtige ældre jazzspillemænd. Arrangementet var velbesøgt, flere hundrede deltog. Som noget særligt var beredskabet til stede med materiel pga. de mange stråtage huse i Bisserup.


Bisserup-Vordingborg

2022-06-24

Afgang Bisserup kl . 10 og ankomst til Vordingborg kl. 16,30. Log 3767. Trip 36 sømil. Det blev en hård tur med spids vind og krapsø over Karrebæksminde bugt. Både forsejl og storsejl var rebet, og i pustene var der op til 12 m/s – eller mest 10 m/s. Efter godt 6 timers sejlads kom vi til Vordingborg, hvor vi på søndag får 2 nye gaster ombord – nemlig Philip og Lydia. Vi fik en god plads ved kajen og venter spændt på den nye besætning.


Overliggerdag i Vordingborg

2022-06-25

Vejret er ændret meget siden i går. Fra det meget blæsende fra SØ til ingen vind her til morgen. Formiddagen gik med at gøre lidt indkøb til de næste dage. Det var hårdt at gå i det meget varme vejr. Efter middagsluren stod den på oprydning for at gøre plads til Philip og Lydia, som skal logere i agterkøjen.


Overliggerdag i Vordingborg

2022-06-26

Så oprandt dagen, hvor Lydia og Philip påmønstrer. Sammen med Charlotte og Peter kom de kl. 13. Vi spiste frokost og fik indlogeret de nye gaster i agterkøjen. Lydia prøvede badeplatformen med hovedspring, selvom havnen ikke bød på helt klart vand. En del vandmænd ledsagede hende, hvor der ikke genere hende.  Efter forældrene kørte afsted mod Virum byggede de sig med opgaver, krydsord og farvelægning af figurer. Efter aftensmaden stod den på fodbold på plænen syd for havnen. Philip fik 2 kapitler af Otto er et næsehorn, Lydia hyggede med Jonna med opgaver for børn i krydsordsbladet.


Vordingborg-Kalvehave

2022-06-27

Log 3769. Trip 12 sømil. Om formiddagen besøgte vi Borganlægget og Gåsetårnet. Det var meget interessant for alle – måske var Philip ikke helt så engageret som Lydia. Besøget sluttede med en omgang is. Det var fint, bortset fra at jeg forlagde min pung, som dog er fundet i cafeen, vi besøgte. Philip og farfar var helt oppe i toppen af Gåsetårnet. Jonna og Lydia lidt mere end halvvejs. Sejlturen: Kl. 13 var der afgang mod Kalvehave. Ca. midtvejs ankrede vi op ved en bøje for at bade. Vandet var varmt og alle var i vandet. Lydia, Philip og farfar sprang i fra båden, mens farmor nøjedes med at dyppe sig fra stigen bagpå båden. Nu er vi ved at gå til ro ovenpå pølser og svenske grillkartofler. Der har være lidt hjemve blandt besætningen, men mon ikke det går med lidt omredigering af sovepladserne. I morgen bliver det gummibådsdag. Lydia vil gerne lære at ro den, så vi må i gang med kursus i gummibåd for begyndere. Gåsetårnet er bygget af Valdemar – I morgen er der atter en dag - Slut for en dag på Freja.


Overliggerdag i Kalvehave

2022-06-28

Formiddagen blev brugt på at få skippers pung tilbage. Med bus til Vordingborg kl. 10.37 og kl. 11.40 havde vi styr på visa-, rejse- og andre mystiske kort, som jeg havde i min pung. Vi tog et hvil som benyttedes til en sandwich med drikke til, inden turen gik tilbage med bussen. Så måtte gummibåden pustes op og prøvesejles, inden Lydia gik i gang med rokurset. 30 m flydetov bag båden de første par gange. Derefter alene i båden og stå for at komme både ud og hjem i havnebassinet. Det gik rigtig godt, og efter at motoren var afprøvet, kunne hun uden problemer ro en tur med Philip. Dagen sluttede med et godt bad i havnebassinet. Philip med vest, Lydia og skipper uden. Tovet blev brugt som livline. Philip blev helt tryg ved at springe i vandet og bjærge sig i land igen uden anden hjælp end vesten. Dejlig dag – fint vejr – og de unge mennesker var meget tilfredse og trætte  efter dagens prøvelser så trætte, at de begge er gået til ro nu, hvor klokken er 21.15.


Kalvehave-Nyord

2022-06-29

Log 3772. Trip 3 sømil. Dagen startede med at gøre klart skib. Da alt var OK, var der afgang kl. 10. Ankomst Nyord kl. 10.50. Lydia og Philip lagde vesten og tog bolden med på en nærliggende græsmark.


Nyord-Stege

2022-06-30

Log 3777. Trip 5 sømil. Vi sejlede en stille og rolig tur fra Nyord til Stege. Ikke meget vind, men tid til at nyde vejret og omgivelserne. Vi fik en plads langskibs ved det nye havnekontor. Lydia og Philip roede en tur i havnebassinet. Hun er blevet ret ferm til at manøvrere gummibåden. Senere var vi på legepladsen, som dog ikke var nogen stor oplevelse. Endelig lavede Philip en del i aktivitetsbogen, og Lydia lavede Junior Sudokuer. Grillkartofler med grillpølser til aften, og kl. lidt over otte var vi alle trætte. Philip kom først til ro, derefter Lydia ved halvnitiden og de to gamle ved halvtitiden.


1. overliggerdag i Stege

2022-07-01

010722 

Tidligt op og med bus til Geocenter Møn ved Møns klint. Bussen kørte 9.01, og turen tog ca. 40 min. Kl. 10 gik vi ind til udstillingerne. Det var ret spændende. Historisk tilbageblik på 70 millioner år. Fossiler i kridtlaget og tillige beskrivelse af tilblivelsen af Danmarks eneste fuldkomne dinosaurskelet, fundet i Østgrønland for ca. 40 år siden. Vi så næsten en 3D-film om, hvordan vejret vil påvirkes af temperaturstigningen. Imidlertid fik vi ikke det hele med, da teknikken svigtede. Vi fik en let frokost og prøvede lidt flere ting, især Lydia legede en falk ved hjælp af 3D-briller, inden vi drog hjemad godt trætte kl. 13.10. Hjemme ved båden kl. 14. Philip, Lydia og farfar fik en tiltrængt middagslur. Dog nåede farfar og Lydia lige at se starten af Tour de France i København inden aftensmaden, som var boller i karry. Efter Disneyshow og fredagsslik er alle ombord så småt ved at gøre klar til natten. I morgen er der osse en dag.


2. overliggerdag i Stege

2022-07-02

I dag kommer Charlotte og Peter til frokost for at hente Philip og Lydia, der har tilbragt 6 dage ombord på Freja. Der skulle så gøres klar, og Lydia og Philip fik helt ekstraordinært lov at spille lidt på vores computer. Lydia skulle også lige prøve gummibåden for at være klar til at vise forældrene, at hun var blevet habil roer. Imidlertid var strømmen ret kraftig i det yderste havnebassin, så hun fik sig en forskrækkelse. Det var meget svært for hende at komme fri af pælerækken. Det lykkedes heldigvis til slut. Efter frokost roede hun en tur med Peter, som også lige fik opfrisket sine færdigheder som roer. Efter 6 begivenhedsrige dage tog vi så afsked med vore gaster og deres forældre. Den sidste del af eftermiddagen brugte vi på at pakke gummibåd og få vasket tøj. Vask i Stege er gratis, altså som el og vand inkl. i havnepengene. Godt system, som vi kunne lære af i Nordjylland.


Stege-Gedser

2022-07-03

Tidligt op og afsted kl. 8.00. Vind syd 4-7 m/s. Dejlig sejltur tilbage mod Guldborgsund. Vi holdt et gennemsnit på ca. 6 knob de første 26 sømil. Herefter motor ind til Guldborgsundbroen og videre til Nykøbing Falsterbroen. Da vi så slap fri af rendesejladsen, satte vi sejl igen på de sidste ca. 6 sømil mod Gedser. Alt i alt en meget behagelig sejltur, som vi nød i solskin. Log 3828. Trip 51 sømil.


Gedser-Warnemünde

2022-07-04

Log 3854. Trip 26 sømil. Vind W 6-10 m/s. Tid 3 timer 30 min. Reb store 1, 2 omgange på genua. Fin sejltur i sol og en del sø på noget af vejen. Jonna havde forberedt en tur med meget sø: madpakke, kaffe, øl, småkager, pakket i cockpittet. Vi nåede dog kun kaffen, øllet og småkagerne. Afgang 8.20. Ankomst 11.50 og vi spiste så madpakken på plads 74, bro C i Hohe Düne.


Warnemünde-Woche dag 1

2022-07-04

Vi fik besøg af Jakob (midtergast på DEN 421), lige inden han skulle afsted for at hente resten af besætningen. Først hente Mathias (forgast) ved toget i Rostock, senere i aften hente Niels (skipper) i Neumünster. Så håber vi, de får styr på det hele, da der viser sig, at starten på WM allerede er tirsdag (i morgen).


Warnemünde-Woche dag 2

2022-07-05

Så er der WM start for H-bådene. Alle bådenes udsejling ledsages af sækkepibemusik fra broen. Vi klappede og vinkede til Pernille Fløjhug, da de drog ud på de første sejladser. Efter 3 sejladser blev det til en foreløbig 13. plads af 49 deltagende både. Besætningen var meget tilfredse med 1. dag på vandet. Om aftenen var vi på Schinkenkrug for at spise Eisbein. Pernille Fløjhug var vært ved det noget utraditionelle måltid, ledsaget af Dunkel Störtebecker øl. Måltidet viste sig at være kogte, saltede svineskanker, ledsaget af sauerkraut. Nu har vi spist Eisbein. Det gentager sig nok ikke lige med det første. Vi nød selskabet, som var i hopla ovenpå det gode resultat i dagens sejladser.


Warnemünde-Woche dag 3

2022-07-06

Denne dag bliver starten udsat, grundet hård vind. Men ved middagstid kommer de ud. Det bliver til 2 sejladser og en samlet 17. plads. Bedre held i morgen. Ombord på Freja stod ferskvandspumpen af, og jeg har bestilt en ny. Så nu må vi klare os med 3 enliters flasker. Dem fylder vi ved håndvasken i toiletbygningen. Grunden hertil er, at hver aftapning på broen koster 1 euro. Jeg håber, vi får en ny pumpe i morgen, så vi kan få vand på båden igen.


Warnemünde-Woche dag 4

2022-07-07 to 2022-07-09

Der gennemføres 3 sejladser, og Pernille slutter med en 7. plads. Det skulle senere vise sig, at det blev sidste sejlads, da de sidste 2 sejladser fredag blev opgivet pga. for meget vind. Dagen slutter med, at hele besætningen er til aftensmad på Freja. Vi har i øvrigt også fået selskab af Anne Birthe, Olivia og Kaja. Det er Jakobs kone og børn. De fortsætter på ferie mod syd, når Jacob er færdig med sejladserne. Det var en hyggelig aften ombord. Vinen havde vi hentet i Calle, så vandet kunne vi undvære. Som alt godt sluttede denne aften også. Besætningen måtte hjem for at sove. Næste dag ventede de sidste 2 sejladser. Hvad de ikke vidste var, at den næste dag blev sejladserne først udsat og så senere aflyst. Således endte Pernille Fløjhug på en samlet 15. plads ved WM for H-både i Warnemünde 2022. Mens besætningen fik pakket alt sammen og Pernille løfte op på sin trailer, baksede jeg med vandpumpen, som var dukket op og nu skulle monteres. Det lykkedes til sidst. Midt på eftermiddagen ringede Niels og spurgte, om vi havde lyst til at deltage i afslutningsfesten med mad og hyldest af de bedste og selve verdensmesteren Claus Høj Jensen. Billetterne havde han skaffet gennem Steffen Bøgelund, en pensioneret H-bådssejler, som kører rundt til næsten alle stævner i en lille bil med campingvogn. Vi havde mødt Birthe og Steffen en eftermiddag, hvor vi forsøgte at finde et sted, hvor vi kunne føle sejladserne. Det blev et hyggeligt bekendtskab, og nu glæder vi os til at se dem i Struer til DM og NM i august. Hele ugen har været præget af blæst, så nu er vi spændte på, om vinden vil aftage, så vi kan komme hjemad til ferieturen i Freja med Niels, Selma og Lea.


Warnemünde-Klintholm

2022-07-10

Vi ventede 2 dage på, at vinden skulle løje, så først søndag middag sejlede vi. Trip 50 sømil. Afgang kl. 12.15. Ankomst 20.15. Den første time for sejl i 10-14 m/s. Kursen til Gedser kunne vi ikke klare i de store bølger 3-4 m. Vi fik vand ind over, også ind ved skippers krave, så der løb vand ned ad maven og helt ned til underhylerne. Det er aldrig sket før. Kursen blev lagt om  til Klintholm, så gik det straks bedre, men vi skulle så sejle 50 sømil i stedet for de 25 til Gedser.


Klintholm-Simrishamn

2022-07-11

Log 3985. Trip 81 sømil. Afgang 06.05. Ankomst 19.00. De første 4 timer for sejl. Senere rebet storsejl. Vinden aftager ved middagstid, og vi er nu på plat læns. De sidste timer bliver for motor alene. I alt blev der på turen brugt 8 motortimer.


Simrishamn-Åhus

2022-07-12

Afgang kl. 8.00. Ankomst kl. 13.00. Vind 24 m/s. Havde alle sejl sat i flere perioder, men det gav ikke ret høj fart, 3,5-4,5 knob, da vi måtte gå 30 grader til vinden for at holde kursen. Da vi skulle være i Åhus kl. 15, måtte Volvoen hjælpe til. Vi tog en stor del af turen for motor. Vi ankom tidligt og fik tanket på vejen ind, alt OK. Niels, Lea og Selma ankom kl. 15. Vi fik en velkomst-champagne (gave fra Anne Birthe), da vi alle var ombord. Dejligt at se dem alle igen. Vi har hygget ombord og spist grillmad ved et bord, som var i gæstehavnen. Nu er vi ved at falde ned ovenpå en dejlig eftermiddag. I morgen er det tanken af sejle til Tjärö, som skulle være en af de skønneste naturhavne i Blekingeskærgården.


Åhus-Tjärö

2022-07-13

Log 4042. Trip 32 sømil. Da hele besætningen var klar, afgik vi mod Tjärö for motor, men vi satte storsejl, inden vi forlod udsejlingen. Vinden var svag og meget plat, derfor motor. Pigerne skiftedes til at styre, og turen var fin. Vi gik på klippen i vigen foran broen ved Tjärö. Så blev der badet og hygget på naturhavnepladsen. Aftensmaden blev grillet på klippen, og det var meget hyggeligt. Imidlertid blæste det op næste formiddag, så vi havde lidt problemer med at komme ud fra pladsen. Det blev i hård vind ind fra siden, hvorved båden drev over ankerlinen. Til alt held gik vi fri af ankerlinen og kom godt afsted. Forinden havde Niels og Lea hentet morgenbrød i gummibåden.


Tjärö-Pellakrok

2022-07-14

Der var meldt 8 m/s, men det til trods valgte vi en naturhavn i Pellakrok, som kun lå få sømil fra vores plads på Tjärö. Da vinden var vestlig, var det en god beslutning, og selv om der var vindstød på 8-12 m/s, var der helt roligt i denne naturhavn. Midt eftermiddag gik vi en tur til øens bebyggelse. Niels gav is, og vi nød den efter gåturen.


Pellakrok-Rönneby-Ekenäs

2022-07-15

Vi sejlede østpå mod den del af Blekingeskærgården. Det blev lidt af den skuffelse. Vi havde håbet, at vi kunne handle ind til de næste dage, men det kunne vi ikke, så det eneste, vi fik ud af besøgt, var et tiltrængt bad fra en rigtig bruser og en enkelt grundstødning på vej ind, men heldigvis i mudder.


Rönneby-Ekenäs-Pellakrok

2022-07-16

I dag sejlede vi vestpå igen. Vi ville være sikre på, at vi kunne få det, vi manglede, så det blev Karlshamn. Niels gik den tunge gang efter alt det, vi manglede. Efter at vi havde tanket vand, og Niels godt belæsset var vendt tilbage, drog vi tilbage til vores fantastiske naturhavn i Pellakrok. Der var allerede 2 motorbåde og en sejlbåd. Vi fik os lige presset ind langs sejlbåden. Fin plads igen, og vi gik i gang med at lave bål. Niels havde købt kul, og dem lagde vi på i takt med, at bålet blev bedre og varmere. Vi lavede grillkartofler på bålet, ligesom vi senere stegte ribben. Det blev et rigtig dejligt måltid. Om aftenen var Niels og pigerne i bad bag båden. De hoppede i og holdt det kølige vand ud. Til slut var vi på solnedgangstur lidt væk fra bål og båd. Så ryddede vi op og gik ombord, og så var der sengetid. Jeg glemte helt at berette om vore udfordringer med bålet. Lige inden, fik vi en kraftig tordenbyge med hagl og regn. Mens vi startede bålet, fik vi et par byger. Det til trods lykkedes det os at få gang i bålet.


Pellakrok-Hanö

2022-07-17

Niels og skipper startede dagen med en dukkert. Naboen havde termometer i vandet. Vandet var 11,5 grader. Efter morgenmaden gik det mod Hanö for motor. Syd for Karlshamnn satte vi sejl, og vi kunne netop holde Hanö op. Fin tur de sidste 10 sømil mod Hanö. Da vi ankom til Hanö, var loggen 4114 nm. Vi fik en OK plads, selvom der var trængsel i den lille havn. Pigerne udforskede den store stenmole, der var udenfor vores plads. Senere fik vi 3 tyske ungersvende udenpå os. Vi fik en god snak med dem. De havde lejet en Bavaria 34, som jo mindede noget om vores Freja. Efterhånden blev der sengetid, for vi skulle være udsovede til næste dags udflugt til Den engelske kirkegård.


Hanö-Åhus

2022-07-18

Vi startede dagen med et besøg på Den engelske kirkegård, hvor et antal englændere gik til i 1810 i slag mod franske Napoleons tropper. På vej derop mødte vi et rådyr (han) med et fint gevir. Den stod kun 40-60 m fra os, og lidt efter dukkede hunnen også på. Vi sejlede derefter fra Hanö. Log 4114. Dvs. at Niels og pigerne sejlede med i 71 sømil på deres dage ombord på Freja. Den sidste aften indtog vi aftensmaden på byens bedste restaurant med eget bryggeri. Vi fik smagsprøve, inden vi bestilte øl. Dejlig mad og øl. Så da vi gik hjem til Freja, var vi godt mætte. Vore 3 tyske venner fra Hanö lå nu igen nabo til os. Det blev til megen snak om sejlads og sølivet i øvrigt. Disse historier blev skyllet ned med både dansk og spansk øl. Det blev en hyggelig afslutning på vore sidste dag med Niels, Lea og Selma.


Overliggerdag i Åhus og afsked med Niels og pigerne

2022-07-19

Efter morgenmaden blev gæsternes køjesække pakket og brag til bilen, som havde ferieret på parkeringspladsen i Åhus. Eftersom de havde en lang vej hjem, ville de gerne afsted ca. kl. 10. Efter rørende afsked med store krammere tog Niels, Lea og Selma så afsted. Resten af dagen i Åhus gik med oprydning, tøjvask og pakning af gummibåd. Trætte gik de gamle til ro kl. 10.


Åhus-Skillinge

2022-07-20

Afgang Åhus efter tankning og morgenmad. Der var absolut ingen vind – kun lidt varmedis. Efter et par timer kom der dog lidt vind. 4-5 m/s. Så sejlede vi for sejl til ud for Simrishamn. Derefter motor det sidste stykke vej til Skillinge. Her var det svært at finde plads, men så tog vi en plads ved Varvets kaj. Vi ved ikke, om vi må blive her, men vi har foreløbig betalt 340 sv.kr. for at være her!!! Vi ankom lige tidsnok til at se afslutningen på 17. etape i Tour de France. Jonas Vingegård blev nr. 2 og tabte derfor kun 4 sek. til forfølgeren, så Jonas beholder den gule førertrøje. Ankomst kl. 16. Log 4146. Trip 32 sømil.


Skillinge-Ystad

2022-07-21

Log 4167. Trip 21 sømil. Trælse dønninger fjorde turen lidt kedelig. Vi forsøgte med sejl, men uden held. Det endte med motor hele vejen. Hyggeligt ophold i Ystad. Der var dans på bryggen, og vi lå så tæt ved, at vi kunne nyde musikken.


Ystad-Gislövs Läge

2022-07-22

Log 4190. Trip 23 sømil. Vind 6-10 m/s – lige imod. Det blev derfor motor hele vejen, 5,2 knob ved 2.000 omdrejninger. Gråvejr og optræk til regn, men heldigvis holdt tørvejret. Eneste problem var at gå ind på en pæleplads i sidevind i 10 m/s. Vi var usikre på, om pladsen var bred nok, så jeg tog det lidt med ro. Stævnen blæste af med megen kraft, så jeg valgte at slå bak for ikke at skade andre og os selv. Derefter gik vi efter en plads med mere læ, og der lykkedes, så nu ligger vi godt i læ til en pris på 170 sv.kr. pr. døgn. OK.


Gislövs Läge-Dragør

2022-07-23

Log 4216. Trip 26 sømil. Til Falsterbokanalen for motor. Resten for sejl. Reb i storsejl, fuld genua. Dejligt, vi endelig fik en god sejltur. Vind 6-9 m/s fra SW – lige noget for Bavaria 33. Vi gik mellem 6,5-7,5 hele vejen mod Dragør. Som sædvanlig kamp om pladserne. Vi fik nej 2 steder, inden vi selv fandt en lidt utraditionel plads ved mastekranen. Om aftenen gik vi op på et værtshus på kajen, hvor der var levende musik. Her faldt vi i snak med Helle og Henrik, og da de på sigt overvejer en pensionistbåd med lidt mere konfort end den Commander 31, de har nu, viste vi Freja frem til sent på aftenen. Hyggeligt.


Dragør-Kastrup-Helsingør

2022-07-24

Log 4246. Trip 30 sømil. Vi var et smut omkring Kastrup for at kikke på en jakke til Jonna i fødselsdagsgave. Det gav dog intet resultat. Derefter med sejl mod Helsingør. Vi sejlede sommerfugl hele vejen – fart 6,5-9,7 knob. Fin tur, vind S-SE 8-10 m/s. Men i Helsingør kom problemerne med at finde en plads. Vi endte på en plads uden fortøjninger, men med rødt skilt, så nu må vi se, hvad der sker.


Helsingør-Gilleleje og 2 overliggerdage

2022-07-25 to 2022-07-27

Log 4258. Trip 12 sømil. Afgang 9.15. Ankomst 11.15. Hele vejen for motor, da der overhovedet ingen vind var. Vel ankommet fandt vi en ledig plads med grønt skilt. Det er nu rarere end at sove for rødt!!


Gilleleje-Anholt

2022-07-28

Efter at have været blæst inde 2 dage i Gilleleje, hvor vi den sidste dag var til gratis kaffe i klubhuset, satte vi kursen mod Anholt. Log 4304. Trip 46 sømil. Motor hele vejen. Vind 0-3 m/s. Der var momentvis sejlvind, men det blev til for lidt – så motorstøtte hele vejen. Til sidst kun motor, da sejlene blafrede i 0-1 m/s vind. Fartvinden var det eneste, der var. På Anholt var der trængsel, men vi fik en plads mellem nogle danske ungersvende og et norsk par fra Moss.


Anholt-Vejdybet ved Hals

2022-07-29

Log 4348. Trip 44. I starten ingen vind overhovedet. Lige inden afgang trafi vi Vibeke og Bent i Bahati, som vi var sammen med i Letland og Estland på vores tur Østersøen rundt. De havde været i Skærgården og var på vej hjem til bryllup ligesom os. Hyggeligt at træffes. Vi fik lige tid til en tår kaffe og et par historier, inden vi drog afsted til Hals. Hele turen for motor, for da der endelig kom 3-4 m/s, var det fra øst. Det kunne vi jo ikke bruge til noget. Afgang 9.40. Ankomst 16.45.


Vejdybet-Nibe

2022-07-30

Log 4378. Trip 30 sømil. Det blev så igen motor det meste af vejen. Heldigvis i tørvejr. Vi var mange, ca. 15, til passage af Limfjordsbroen kl. 12. Derefter videre mod Nibe, hvor vi blev modtaget af Ulla og Carsten. Efter en god snak besluttede vi at blive i Nibe til næste dag. Således sluttede vores 2. tur i 2022. Vi har i 2022 til dags dato udsejlet 1346 sømil.


Nibe-Hals

2023-04-22

Afgang Nibe lørdag den 22.4. kl. 11,15. Vinden var østlig, så det blev for motor mod Hals. Stille og rolig tur. Ankomst Hals kl. 17,10. Modstrøm hele vejen op til 1,5 knob. Hilste på Finn og Karin, vores gamle naboer fra Ferslev, som også er blevet sejlere i en 33 fods sejlbåd. Aftenen blev tilbragt hos Aud og Jens Peter. Det var rigtig hyggeligt. Distance 30 sømil. Log Nibe 4743. Hals 4773.


Hals-Grenå

2023-04-23

Afgang Hals kl. 10,20. Vind SW 6-8 m/sek. Turen startede for fulde sejl mod Grenå. Vi loggede 6-7 knob de første 15 sømil. Derefter løjede det, og vinden forsvandt helt, da vi manglede ca. 15 sømil. De sidste 25 sømil for motor. De sidste 10 sømil med modvind fra syd og 2 knobs modstrøm. Endelig i havn kl. 17,20. Log 4816, altså 43 sømil. Vi ligger nu i fint solskin med 21 grader i cockpittet, hvor vi nyder aperitivo (kiks og Grana Pandano) med lidt rødvin til. Trods alt en god dag på havet trods en noget trist afslutning - 12 m/s imod og 2 knobs modstrøm.


Overliggerdag i Grenå

2023-04-24

I dag tog vi en overligger pga. stærk østenvind. Vandet slog på enkelte steder over molen. Vi har hygget os ombord med læsning og krydsord og en enkelt vandretur rundt på havneområdet. Vi håber på vestenvind i morgen til turen over Kattegat til Nordsjælland.


Grenå-Hundested

2023-04-25

Afgang 9,10 efter tankning af 58 l diesel. Vind på første halvdel af turen 7-10 m/s og den sidste halvdel 9-13 m/s. Vinden kom fra SW - altså agten for tværs hele vejen. Den kraftige sø  gav maveknurren hos skipper, men han kom over det og klarede turen ligesom fruen, der og var lidt utilpas på overfarten. Ankomst 15,10. Log 4859 - altså 43 sømil på 6 timer - helt godt klaret Freja!!


2 overliggerdage i Hundested

2023-04-26 to 2023-04-27

Det har blæst vældig meget de sidste 2 dage. Alle vejrmeldinger har meldt over 10 m/s døgnet rundt. Det gider vi kke sejle i, så vi tager en slapper. Der er tid til krydsord, bøger og polering af vores kahytslampe. Nu regner vi stærkt med, at turen går videre i morgen. Vejret må bestemme, hvor langt vi kommer. 


Hundested-Tårbæk

2023-04-28

Afgang Hundested kl. 8,00. Ankomst Tårbæk kl. 16,00. Log 4907 svarende til 48 sømil. Det blev en lang motorsejlads - først ingen vind - siden ved Ven modvind 10 m/s.Så kontakt med Tårbæk havn om plads. Asger kunne oplyse, at plads nr. 67 ved midermolen var ledig til os. Dejligt at være velkommen. Vi kender Asger fra dengang, vi var her 1 måned, mens Peter var i Moskva til stamcellebehandling. Om aftenen besøg hos Charlotte og Peter og børnene. Det var en hyggelig aften. Også Katja var på besøg. Vi bliver her i Tårbæk i næsten 14 dage, da Xenia skal konfirmeres den 6. maj.


Overliggerdage i Taarbæk - Vedbæk

2023-04-29 to 2023-05-11

Efter nogle dejlige dage i Taarbæk og en veloverstået konfirmation sejler vi til Vedbæk. Xenia blev konfirmeret, og vi har givet en  hånd med ved forberedelserne bl.a. opstillling af telte, afhentning og aflevering af borde og stole m.m. Nu er dagen så kommet med sol og sommer og afsked med familien i Virum og Asger, havnefogeden og den dejlige lille hyggelige havn. Næste stop er Vedbæk, hvortil vi ankom kl. 11,30 efter ca. 1 times sejlads for motor. Vind 0-3 m/s. I weekenden vil vi så følge Niels ogg mandskabet ved H-båds stævne her i Vedbæk. Log 4913 - distance ca. 6 sømil fra Taarbæk til Vedbæk.


Overliggerdage i Vedbæk - Gislövs Läge

2023-05-12 to 2023-05-15

Ved H-bådsstævnet i Vedbæk blev Niels, Jacob og Mathias nr. 5. Det var et tilfredsstillende resultat efter omstændighederne - især vejret. Det blev en weekend næsten uden vind 1-4 m/s. I dag sejler vi så sydpå gennem Øresundsbroen og Falsterbokanalen. Stadig næsten ingen vind, så det bliver motorsejlads. Dog fik vi lige luftet sejlene en times tid omring Øresundsbroen. Vi listede os stille ned mod Falsterbro, da vi ellers ville få næsten 1½ times ventetid. Efter passagen kl. 16 blæste det op fra øst. Faktisk så meget, at vi beslutter at gå ind til Gislövs Läge. Kl. 19 lægger vi til i 12-13 m/s. Log 4956 - så dagens distance blev 43 sømil.


Overliggerdage i Gislövs Läge

2023-05-16 to 2023-05-17

Overliggerdage med hård vind fra vest. De er blevet brugt til vask og tørring af tøjet. Den 17.5. fik vi besøg af besætningen fra 2 LM-både, der var på vej til Götakanalen. De kom til en lillle snak om at sejle i sluser og hvilke overnatninger, de kunne have i naturhavne. Tror, de fik lidt ud af vore erfaringer om sligt. Planen er at gå videre i morgen, hvor langt det bliver, er uvist. Vejret bestemmer.


Gislövs Läge - Simrishamn

2023-05-18

Motorsejlads hele vejen fra Gislövs Läge til Simrishamn. Ikke det store at berette om turen. Vinden imod fra 0 og tiltagende til Simrishamn til 8-10 m/s. LM-sejlerne fra Vejle nåede også Simrishamn som os. Blot sejlede de lidt før os, så de modtog os, og vi nød en landgangsøl. Log 47 sømil.


Simrishamn-Utklippan

2023-05-19

Helt stille fra morgenstunden. Afgang kl. 7.00 med motor på 2200 omdrejninger og kurs 57 grader mod Utklippan. Det blev vores hidtil roligste overfart over Hanöbugten. Vinden aldrig over 4-5 m/s, så med storsejl og motor nåede vi målet kl. 15.20.Log 52 sømil. I en stille havn sidder vi nu og nyder en Gin og Lime i cockpittet. Dejlig dag på vandet- sol og rolige vindforhold.


Utklippan-Kristianobel

2023-05-20

Vinden er tiltaget her til morgen og drejet mod nord. Det betyder endnu en dag, hvor Volvoen må vise sit værd. Efter udsejling af den anden adgang til Utklippan går det mod nord til Kristianobel. Dejlig lille havn, som vi har besøgt før, og som har en fin danskpræget kirke, bygget af Chr. IV i 1620-erne. Vi håber på endnu et step mod nord i morgen. Vejret er stadig lidt blæsende og solrigt. Har lige pr. tlf. ønsket Carsten tillykke med de 74 år. Så blev  vi igen jævnaldrende. Vel ankommet benytter vi os af muligheden for at vaske, så sengetøjet fik en tur. Log 5078. 23 sømil.


Kristianobel-Kalmar

2023-05-21

Log 5107. Distance 29 sømil. Afgang 11,30. Ankomst 16,00. Først ca. 20 sømil for motor, så ca. 7 sømil for sejl og til slut for motor ind til Seamach, hvor vi tankede 134 l diesel. Vejret: Vind fra N, 5-7 m/s, drejende til NØ sidst på turen. For første gang i vores sejlerliv skulle vi prøve at se håndbold under sejlads. Aalborg slog Fredericiia 29-22. Det gik fint med at modtage kampen.


Kalmar-Mönsterås

2023-05-22

Vind stik nord - modvind - volvoen arbejder igen - nu med fuld tank! Mönsterås ligger et stykke inde i landet, så det var en længere tur igennem skærgård med mange sten. Vi er vist de eneste gæster, så der sker ikke ret meget her på havnen. Og ganske rigtigt, vi var årets første gæster med båd. Log 5135. 28 sømil.


Mönsterås-Påskallavik

2023-05-23

Stille dag. Om morgenen ingen vind og senere kun lidt 0-4 m/s, så det blev for motor ud fra Mönsterås og senere indsejlingen til Påskallavik. Vi kom fint ind, og den røde mand hilste os velkommen. Senere blev vi budt velkommen af havnemesteren og hans assistent. Pris for alt - strøm, bad, vask og ikke mindst pladsen 200 sv.kr.. Yderst rimeligt. Afgang10,05. Ankomst 13,45. Log 5154. 19 sømil. Efter ankomsten gik vi en tur gennem byen for at besøge Källströmsgården med de mange store kunstværker af kunstneren Arvid Källström, der levede og arbejdede på gården. Det var lidt af en oplevelse.


Påskallavik-Figeholm

2023-05-24

Afgang kl. 10.00. Ankomst kl. 12.45. Igen en stille tur for motor gennem et smalt løb ind til Figeholm. Det føles, som om højtryksvejret er ved at bide sig fast. Helt stille om natten og om formiddagen. Over middag tager vinden til op til 8 m/s for derefter at falde til næsten 0 omkring grilltiden fra kl. 18-20. Derefter gentager det hele sig. Det må gerne var ved et par uger endnu inden hjemrejsen den 15.6.


Overliggerdag i Figeholm

2023-05-25

Om formiddagen cyklede vi en tur rundt i Figeholm. Lille, hyggelig by med fine huse og haver. Selv en lille park midt i byen var prydet med fine blomsterkummer. En å løber rundt om en lille ø, hvor der er mange grågæs, som promonerer med gæslinger. Håber, Jonna har fine billeder fra turen.


Figeholm-Klintemåla

2023-05-26

Log 5187. Distance 17 sømil. En lidt frisk sejlads for motor og en smule forsejl. Den største udfordring var at finde indsejlingen til Klintemåla, men med GPS er det ret nemt. Vi snakkede undervejs om, hvordan det var, da vi startede med at sejle i skærgården på Sveriges vestkyst. Med kort, log og kompas lagde man kurser ud. Genkendte steder i kortet , og Jonna markerede med en knappenål. Således fra et kendt punkt til det næste. Det var et godt kursus i terristisk navigation. Alt er næsten glemt nu. Kiik bare på GPS'en, den tager aldrig fejl.


Overliggerdag i Klintemåla

2023-05-27

Planerne for dagen blev pludselig ændret, da vejrmeldingen for i aften byder på  kuling og stærk vind fra syd. Så må naturhavnen på Spårö vente til bedre vejr.


Klintemåla- Vestervik

2023-05-28

Log 5208. 21 sømil. Vind frisk fra vest. Hele turen minus de første 5 sømil gjort for forsejlet. Det blev en dejlig sejltur, hvor vi nød endelig at kunne sejle for sejl. Vi fik en dejlig plads lige foran Stegeholm Borg. At det nu er en ruin skyldes danskerne. Den 4. juni 1537 angreb danskerne Stegeholm Borg. Borgen blev ødelagt og et stort antal svenskere døde. Allerede i 1520 restaurerede Christian den 2. borgen. I 1740 lykkedes det svenskerne at tilbageerobre borgen under ledelse af Gustav Wasa. Borgen blev endelig ødelagt i 1577 under den Skånske krig og aldrig senere genopbygget - derfor ligger Stegeholm borg stadig som ruin.


Overliggerdag i Vestervik

2023-05-29

Cyklerne kom frem om formiddagen for at bringe os lidt rundt i Vestervik. Der er 2 store kirker i Vestervik, og vi besøgte dem begge. Først den rødstenede Skt. Petri kirke. Flot, men ikke særlig gammel. Indviet i 1905. Storheden lå i størrelsen og ikke mindre end 2 orgler, som var sponseret af 2 rigmænd. Den anden, Skt. Gertruds kirke, var derimod charmerende qua sin alder. Kirken blev flyttet til Vestervik af Erik af Pommeren i 1433. Før lå den i Gamlabyn. Måske var Erik presset af de svenske stormænd, som lagde pres på ham og bl.a. udstedte en håndfæstning, som minimerede hans magt i forhold til kirken og stormændene (adelen).


Vestervik-Flatvarp ved Store Askö

2023-05-30

Blandet sejlads hertil. Motor-sejl-motor. Log 1531 - som betyder, at vi i dag har sejlet 23 sømil. Afgang kl. 11.14 - ankomst 15.30. Vi er lige ankommet som de første og vel også de sidste denne solrige majdag. I Valdemar Sejrs jordebog fremgår det, at han også var her i 1219 på sin vej til Estland.


Flatvarp-Fyrudden

2023-05-31

Log 5244. Distance 13 sømil. Det blev en stille og fin sejltur gennem Gryts skærgård. Sol og kun lidt vind (imod). Vi har besluttet at gense Fyrudden havn, som har det meste f.eks. olie, proviant og fine servicefaciliteter. Pris pr. overnatning for el, bad, vand og fin bådplads 275 sv.kr. svarende til 175 danske kr. En helt OK pris. Især i betragtning af, at sidste nat var gratis og uden vand, el, toilet og bad.


Overliggerdag i Fyrudden

2023-06-01

Gråvejr og blæsende, hvilket ikke var ovenud motiverende for besætningen på Freja. Vi tager en slapper, får købt lidt ind i den nærliggende landhandel ca. 75 m fra båden og gættet lidt kryds og tværs. Foruden os er der en dansker mere i havnen. Han kommer forbi på kajen, og vi snakker lidt om, hvor han er på vej hen. Han sejler en dejlig lille Marieholm på ca. 20 fod, som han har købt lidt længere nordpå. Han er på vej til sin hjemhavn, den lille runde havn på Langelinie i København. Han har kortmappen under armen og vil gerne høre lidt om havnemulighederne på vejen sydover. Vi får en kop kaffe ombord på Freja, og han får nogle tips til hjemturen. Vi har ikke snakket dansk siden Kalmarr, hvor vi mødte de 2 LM-besætninger fra Vejle igen. Jens Ole, som han hedder vor marieholmsejler, tøffede afsted ved 1-tiden. Der var fin vind fra nord, som passede ham godt, selv om den var kold som sædvanllig. Sidst på eftermiddagen kom vi i tanke om, at vi havde en mørk vask, som trængte. Da vask også var med i havnepengene, skyndte vi os at få gang i vaskemaskinen. Så lige nu har vi vasketøj til tørre og håber at få det tørt inden solnedgang.


Fyrudden-Tyrislöt

2023-06-02

Log 5254. I dag blev det så til hele 10 sømil. Vi ankom lidt over middag til havnen, der drives af campingpladsen. Der er et toilet ca. 200 m fra havnen, og receptionen er ca. 500 m væk fra havnen. Her bevægede vi os op for at betale havnepenge. Det blev så 130 sv.kr. for en langskibsplads. Andet var der ikke i havnen. Åh jo, der var en vandhane. Egentlig et hyggeligt lille sted, hvor man får et udmærket indtryk af Sankt Anna skærgården, som Tyrislöt befinder sig i.


Tyrislöt-Harstena nord (Flisefjord)

2023-06-03

Log 5262. Det blev så til hele 8 sømil i dag. Til gengæld endte de med en dejlig beskyttet naturhavn. Da det er lørdag, og stedet er populært, var vi ikke alene om stedet. Efter indsejling gennem et hul på 15-20 m bredde kommer man ind i et større bassin 100 m bredt og 6-800 mg langt. På stedet, vi fandt, ligger vi som nr. 3 ved middagstid, men midt eftermiddag ligger vi 9 på rad og række, 3 sejlbåde og 6 motorbåde. Vi ligger mellem en Linjet 37 og en Linjet 34. Fint selskab for den aldrende Bavaria 33. Fantastisk sted. Desværre går eftermiddagen med en omgang mavekneb og kolik til mig. Men hen under aften går vi en tur rundt på stedet. Det går bedre med helbredet, som forhåbentlig er helt OK i morgen.


Harstena nord (Flisefjord)-Snedskær

2023-06-04

Log 5281. 19 sømil. Efter en stille nat i naturhavn gik turen videre kl. ca. 10. Målet var Snedskær i Arkösund. Det blev en ca. 50-50 tur. Halv sejl, halvt motor. Dejlig tur i sol og vind fra NW 2-6 m/sek. Meget at se på gennem den flotte skærgård syd for Arkö. Vi har før besøgt Snedskær, derfor blev det målet.


Overliggerdage i Snedskær

2023-06-05 to 2023-06-06

Snedskær stod helt mål med vore forventninger. Dejlig velkomst og yderst behagelige medlemmer af udehavnen. I forhold til sidst vi var her den 29. maj 2014 var der sket en hel del med havnen. De har nu foruden strøm også fået en ny bygning med toilet og bad og desuden fået vand på broerne. Så det var da helt ok, at havneprisen nu er 250 sv.kr. mod 100 i 2014. Banken omregner det til 175 dkr, som må være rimeligt. Andendagen var det planen at gå videre til en naturhavn. Men pludselig virkede vores toilet ikke - kunne ikke pumpe vand ind. I dag er det Sveriges nationaldag, så det er ikke nemt at få reservedele. Jeg skiller pumpen ad, og så viser det sig, at der er pumpet en lille fisk helt op i pumpekammeret, hvor man skifter mellem ud- og indpumpning. Jeg renser pumpen og samler den igen. Men, men stadig ingen virkning. Nu kommer turen til afløbet, hvorfra der har været lidt tilbageløb til kummen. Alt bliver renset i vand og eddike og så samlet igen. I pumpen er der en pakning, som er lidt tricky, så jeg prøver 2 gange, inden det lykkes at få det hele til at virke perfekt. Pyha - det var hårdt at arbejde i det lille lokum i 20 graders varme. Men nu virker alt perfekt, så det var umagen værd. Vi har lige betalt havnepenge for en dag mere, så må vi se, om det bliver naturhavn i morgen.


Snedskær-Arkösund

2023-06-07

Log 5282 - så det blev lige 1 sømil. 6-10 m/s og lidt besvær med tillægningen, men det gik fint. Vi skulle ind på læ-side af en bro. For at undgå, at stævnen falder af, prøvede vi for første gang med, at Jonna tager en tamp med fra midtskibspullerten på Freja. Så skulle hun hurtigt få fat i et øje på broen. Så overtager jeg tampen, og hun går frem med forfortøjningen og gør den fast. Det  gik om ikke til ug, så dog et mg+. Nu sidder vi og nyder afternoontea efter en indkøbstur af de større. Regningen blev på 800 kr., men det er jo svenske, så kun omkring 500 dkr. Vi bliver her på Nordköping SS bro. Ikke det store, men Jonna synes, her er så pænt. Heldigvis, for 1 nat koster 300 sek.


Arkösund-Stegeborg

2023-06-08

Log 5296. 14 sømil på  3 timer. I Stegeborg fik vi en plads helt ud til løbet. Da vinden øgede til 10-12 m/s fik vi virkelig ryk på fortøjningerne. Det blev så meget, så vi fik alle vore gummiben på arbejde. Men vi red stormen af. Vi var på besøg på Stegeborg. Borgen har haft stor betydning, da den ligger på et strategisk punkt for adgang til Söderköping. Den ligger på Slotsholmen ved sundets smalleste sted. I 900 årene lukkede man sundet med pæle (steg), deraf navnet Stegeborg. Dels som forsvar og dels som et sted at opkræve told for gennemsejling. Som limfjordsdreng ved man jo, at ordet stadig bruges om pæle i vand. Nu om stunder brugt som rusepæle(steg).


Stegeborg-Mem

2023-06-09

Log 5302. Distance 6 sømil. Ved ankomst forsøger vi at få kontakt ved slusehuset, men uden held. Alt er stængt!! Slusning skal forbookes. Efter en telefonsamtale med Götakanalens personale viser det sig, at man skal booke slusning 5 dage forud for gennemsejling. Det kommer noget bag på os, da vi ikke har forberedt os på dette. Nu ligger vi altså her ved indsejlingen til Götakanalen og ved ikke noget om, hvornår vi kan sluses op, og om vi kan komme  til Söderköping inden torsdag, hvor vi har billetter fra Söderköping til Arlanda, hvorfra vi skal flyve til Danmark. Telefonen ringer dog med gode nyheder. Vi kan sluses op på mandag. Vi skal møde på kontoret kl. 9,00 og få endelig besked. Dejligt - vi ligger egentlig fint her og bliver så til mandag.


Overliggerdage i Mem

2023-06-10 to 2023-06-11

Vi bruger fridagen på at forberede os på slusningerne. Slusebræt og tovværk er gjort klar, og ellers er vi på jagt efter vaskning. Det lykkedes. Så nu er der håndbold - finale mellem Aalborg og GOG. Det gik jo ikke så godt for Aalborg, men fuldt fortjent stor sejr til GOG. I morgen skal vi cykle en tur langs kanalen, så cyklerne tages frem. Vejret er fint, bortset fra frisk vind fra øst. Det betød medvind på udturen og modvind på vej hjem. Efter en god tur ud og en pausebajer ved den næste sluse ca. 4,5 m fra Mem var min cykel flad på forhjulpet, da vi skulle tilbage til Mem. Det betød så en times gåtur i adstadigt tempo. Slange og dæk er nu skiftet med god hjælp fra en hollænder, der åbenbart kan noget med cykler!!. Og vips var det hele klaret på vel ca. 10 min. Så nu er vi igen kørende.


Mem-Söderköping

2023-06-12

Log 5305. Ca. 3 sømil. Så oprandt dagen, hvor vore evner i slusning skulle stå sin prøve. Da det endelig blev vores tur, fik vi pladsen fremme i styrbord side. Det betyder, at vandet kommer brusende lige ind i næsen på os. Det gik dog meget godt, da vi lige fik lavet nogle små justeringer. Vi klarede de 3 slusninger om ikke til ug, så dog til ug-. Lettede over, hvor godt det gik, tog vi en frokost på Kanalkrogen efterfølgende. Schnitzel med pommes og salet og dertil ½ l Nordland guld. Det lagde en fin bund for middagssøvnen senere. Nu ligger båden, hvor vi vil efterlade den,  mens vi er hjemme til runde fødselsdage (Kirsten 70 år og Selma 10 år).


Overliggerdag i Söderköping

2023-06-13

Formiddagen gik med at få vasket sengetøj, undertøj, trøjer og bukser. I alt 2 store maskinfulde + tørretumbling, alt klaret inden middag. Efter middagsluren gik turen først til rutebilstationen, som vi skulle finde vejen til inden afgangen torsdag morgen kl. 06.35. Det gik fint, så nu stod der indkøb på programmet. Vi fandt Hemköp og fik klaret den del. I øvrigt fandt vi en benzintank. Det bliver måske aktuelt, da vi ikke har diesel til hele turen. I øvrigt fik vi nye kartofler til aften, de smagte virkelig godt. Ovenikøbet var de billige, 19 sek. for 1 kg. 


Overliggerdag i Söderköping

2023-06-14

Formiddagen gik med oprydning inde og vask ude af båden. Vasken gjalt også besætningen, som startede dagen med et bad. Ved 11-tiden drog vi afsted på cyklerne for at se på byen. Først på Turistinformationen for at få styr på mulig parkering af Merceren, mens vi sejler. Derefter besøgte vi de to store kirker i byen. Først Skt. Laurentii kirke og derefter Drothems kirke - begge meget fine. Den første var en såkaldt backsteinkirke, som vi har besøgt en del af på Østersøens kyst i Tyskland og Polen. Nu har vi lige pakket cyklerne og herefter aftensmad, som står på grillpølser med nye kartofle til. Uhm! I morgen tidllig kl. 6,00 er der afgang mod rutebilstationen, hvor hjemturen starter. Derefter tog fra Nordköping til Stockholm og senere exprestog til Arlanda. Vi håber, alt klapper!!


Resumé af hjemtur og besøg af Ninna og Jens Jørgen

2023-06-15 to 2023-06-23

Turen tilbage til Danmark blev noget af en prøvelse. Turene med bus og tog til Arlanda gik fint, men herefter begyndte besværet. Flyet i Arlanda kunne ikke lette, grundet flyvelederstrejke i København. Vi kom 45 min. for sent afsted, hvilket betød, at vi dårligt kunne nå flyet til Aalborg. Med nød og næppe kom vi lige netop med som de 2 sidste til afgangen København Aalborg. Men ak, så kunne vi ikke lette fra København af de samme årsager, som vi var plaget af i Arlanda. Efter en times ophold på startbanen i Kastrup kom vi endelig afsted. Nu ca. 1,5 time forsinket. Heldigvis var bussen fra lufthavnen i Aalborg og til Ferslev præcise, så vi var hjemme kl. 16,15. Efter 2 vellykkede fødselsdage i Saltum fredag og i Aarhus lørdag, gik søndag med havearbejde og med at pakke til returen mandag morgen med Ninna og Jens Jørgen i Merceren. De hentede os mandag morgen kl. 8,00, hvorefter vi begav os på vej i bil sydpå over Storebælt og Øresund og derefter mod nord i Sverige mod Söderköping. Ankomst kl. ca. 18 efter godt 1000 km på landevejene. Båden lå på sin vante plads, og vi fik vore pakkenelliker ombord. Godt trætte gik vi til ro mandag aften. Det blev dog til ribeye med salat og nye kartofler og en lille smule rødvin til en halvsløj landskamp mod Slovenien. I badet tirsdag morgen traf jeg Jacob, som sammen med Carina i deres Maxi 34 skulle samme vej som os. Vi snakkede om at følges gennem de næste sluser mod Berg. Det blev et godt samarbejde og bekendtskab, hvor vi begge slusede styrbord med os forrest og Maxien bag os. Jens Jørgen var vores mand på land med fortøjningerne. Imidlertid gav den tjans ham tid til under slusningerne at komme i snak med bådfolkene omkring os. Det var jo meget hyggeligt, lige til han glemte at komme over på vores side, men blev efterladt. Han måtte løbe for at komme over at tage vore fortøjninger inden næste slusning begyndte. Godt trætte nåede vi de 7 slusetrin ved Berg og ligger her stadig efter en overliggerdag i går. I dag midsommer, den 23. juni, har vi taget afsked med Ninna og Jens Jørgen efter 5 hyggelige dage i  Götakanalen. Nu har vi så været i Vreta Kloster kirke og til fejring af midsommer på et stadion tæt ved kanalen. Der var majstang,folkedans og en del boder, hvor vi kunne købe, is, kaffe, popcorn m.m. Nu skal vi have cyklerne på dæk inden vores odyssé i kanalen fortsætter, forhåbentlig i morgen.


Berg-Borensberg

2023-06-24

Det blev til 9 slusekamre i god varme med Jonna på land og skipper på båden. Godt trætte gik vi tidigt vil ro i Borensberg.


Borensberg-Motala

2023-06-25

Vi sejlede først over en sø, Boren, som var næsten lige så stor som Roxen. Da vi nåede til enden af søen, ventede en 5-trappet sluse. Desuden var der meget trængsel. Store turistbåde skulle ned, inden vi og andre foran os kunne komme op. Vi ventede i næsten 4 timer, inden det blev vores tur. Derefter tog det 5 kvarter at sluse op. 1 sluse pr. kvarter. Til slut 5 broer og 1 sluse inden havnen i Motala. Den sidste af de 5 sluser endte med et tordenskyl, så vi var godt våde, da det var svært at få os garderet mod den voldsomme regn. Jeg hoppede i havnen kort tid efter vores anløb. Det kølede og gjorde godt efter den lange dag med ventetid og 6 slusekamre.


1. overliggerdag i Motala

2023-06-26

Vi besluttede at blive en dag i Motala. Vi ville gerne se lidt mere til byen. Vi cyklede ud for at se Von Platens grav ved kanalen lidt nord for havnen. Vi var stadig lidt trætte ovenpå de sidste dages slusninger, så vi beslutter at blive en dag mere. I dag fik vi nye naboer i en Maxi Fenix. Det var Stephanie, Kasper og lille Ivar.


2. overliggerdag i Motala

2023-06-27

Vi besøgte Motala kirke, som ligger tæt ved havnen. Byen bærer præg af naboskabet med Götakanalen, som blev færdig i 1823-26. Der er ikke mange gamle huse, og centrum er nærmest havneområdet. Vi  kom lige forbi parken bag havnefronten. Sidst på dagen havde vi et kort besøg af Stephanie, Kasper og Ivar. De ville gerne se Freja, da de overvejer at købe en båd, måske sammen med en anden familie. Den mest interesserede i båden var vist Ivar. Han undersøgte både for- og agterkøjerne. Dejligt.


Motala-Karlsborg

2023-06-28

Efter afsked med den lille familie fra København gik turen over Vätteren. Sol og kun lidt vind lige imod. I Karlsborg tankede vi diesel som det første. Derefter fik vi en god plads syd for løbet, som går igennem broen i Karlsborg. Vi har hygget os i varmen. Bla. spiste vi is og fik let aftensmad. I kahytten har vi haft 30 grader.


Karlsborg-Vassbacken

2023-06-29

Det blev en meget fin tur gennem Viken. Det startede med en sidste slusning opad ved Forsvik. Slusen bragte os op på 91,8 m over havet. Slusen var på forhånd lidt frygtet fra vores tidligere besøg 2002 og 2019. Slusesiderne er meget ujævne granitkvadre, som er svære at fendre af imod. Men i dag gik det fint med en slusevagt, der tog det lidt roligt med vandmasserne forfra og en plads bagest alene i slusen. Efter Forsvik er kanalen rammet ind af lange mure af granit, hvor der er smalt at passere, men vi mødte heldigvis ingen modgående på de smalleste steder. Vi var enige om, at dette stræk er det flotteste på turen, helt på toppen i mere end en forstand. Ved Tåtorp startede nedslusningerne, hele 20 centimeter i den første her ved Tåtorp. Dagen sluttede med en dejlig plads i Vassbacken - stille grillaften foran båden, hvor vi i øvrigt snakkede med en Luffe 37, Knirke's, besætning fra Holbæk. En dejlig dag på Götakanalen.


Overliggerdag i Vassbacken

2023-06-30

Dagen blev brugt til at få styr på nogle småting. Desuden fik vi vasket en maskinfuld. Jeg fik renset filtret til saltvand og tjekket oliestanden. Alt synes OK. Ved de kommende slusninger nedad skal vi bruge andre og kortere reb. Jonna mente, hun gerne ville have et lidt længere. Jeg lavede et fald, som vi har fået af Erik Møller hjemme i Nibe, klar, så det kunne bruges. Vi var til eftermiddagskaffe ombord på Knirke. Det blev til et hyggeligt møde, hvor mange ting blev vendt. De var gennem Götekanalen for første gang og havde haft lidt problemer med kølingen af motoren. Det kender vi jo godt fra yanmarens tid på Susan Himmelblå. Ole og Else er jævnaldrende med os og har haft en 24 fods Drabant til at starte med. I øvrigt havde Ole været med i planlægningen af DM for H-både i Holbæk næste weekend, så der var nok at snakke om.


Vassbacken-Töreboda

2023-07-01

En lidt ensformig  sejlads. Dog skete der noget ved en bropassage, hvor en gammel port til en sluse havde rykket sig løs og lå ca. 0,5 m ud i løbet, som var ganske smalt. Vi kom dog forbi uden skade på båden. I selve Töreboda var der passage af en jernbanebro og derefter en vejbro. Lidt efter vores ankomst kom Knirke også til Töreboda, hvor vi nu er naboer ved broen ikke langt fra servicehuset. Fin plads.


Overliggerdage i Töreboda

2023-07-02 to 2023-07-04

Alle dage var vejret noget ustabilt. Det blæste og regnede meget alle dagene. Blæsten var dog det mest vedholdende. Regnen i byger, nogle værre end andre. På cyklerne var vi en tur rundt i byen på andendagen. Det blev til et besøg i kirken og ellers hyggelige stunder med Elsa og Ole i Luffen Knirke. Kirken var fra 1870 og i røde sten. Den er bygget i nygotisk stil, som var almindelig i 1800-tallet. Kirken kom til sammen med jernbanen, som betød stor vækst i Töreboda. Tidligere var Björkängs kapel fra 1200-tallet områdets kirke, beliggende 2,5 km fra Töreboda. Kapellet blev nedlagt i 1869 samtidig med indvielsen af den nye kirke. Der måtte jo også gøres indkøb i den lokale COOP-butik. Så alt i alt afslappende og hyggelige dage i Töreboda på trods af vejret.


Töreboda-Lyrestad

2023-07-05

Vi startede allerede kl. 9,00 mod førsre bro. Desværre måtte vi vente i næsten ½ time, men derefter gik både bropassager og slusninger meget fint. Vi var hele dagen sammen med Luffen Knirke, som slusede styrbord bag os. Kl. 16 nåede vi Lyrestad og 17,15 fik vi lidt regn. I morgen går turen videre mod Sjötorp, altså hvis vejrguderne vil.


Lyrestad-Sjötorp

2023-07-06

Igen en dag med en del slusninger. Vi startede kl. 9 med at sejle mod den første sluse. Der var andre end os på vejen, så vi måtte vente ca. 35 min. ved den første sluse. Herefter gik det slag i slag. 4 broer og 3 dobbeltsluser og en enkeltsluse, inden vi nåede Sjötorps nedre havnebassin. Efter at være næsten gennem alle sluser uden uheld måtte det fejres med aftensmad på Kanalkrogen ikke langt fra båden. Det smagte virkelig godt og var til rimelig pris. Inden dagens aktiviteter sluttede, skete der noget med vores vandpumpe. Pludselig stoppede den med at virke. Vi fandt ikke løsningen på problemet og gik i seng.


Overliggerdag i Sjötorp

2023-07-07

Nattesøvnen blev delvist ødelagt af den strejkende vandpumpe. Men søvnløsheden gav næring til en teori, jeg fik. Hvad med sikringen? Kunne det være den, der var sprunget? Om morgenen viste det sig, at sikringen til Wasser var defekt. Det var en 10 amp., og en sådan havde jeg lige netop ikke. Jeg prøvede med en 20 amp., og pumpen kørte igen. Hos Ole i Luffen spurgte jeg, om han havde en 10 amp. Det havde han ikke, men han havde en 15 amp., så den sidder nu i panelet. Jeg må se om jeg kan skaffe en 10 amp. i Mariestad. Efter planen sejler vi dertil i morgen for at træffe Birgitte og Poul, som er i Väneren med en flotille fra Kolding. Vi glæder os til gensynet.


Sjötorp-Mariestad

2023-07-08

Som planlagt afgik vi fra Sjötorp kl. 9,15. Derefter for motor (0 vind) mod Mariestad. Hertil kom vi kl. 11,45 og senere omkring kl. 13 ankom Birgitte og Poul i Aphrodite. Dejligt gensyn, der krævede et par kolde øl. Senere var vi på indkøb i ICA for derefter at konsumere lækker aftensmad fra grill med tilpas mængde rødvin. Det blev en dejlig dag med et skønt gensyn med Birgitte og Poul.


Overliggerdag i Mariestad

2023-07-09

Vi aftalte i går at bruge dagen på en tur rundt i den gamle bydel. Først til domkirken, som udefra virker meget monumental. Ved besøget inde i kirken blev vi lidt skuffede, da interiøret ikke stod mål med kirkens ydre. Derefter gik turen igennem den gamle bydel med fine bygninger fra 1800-tallet. Formiddagen sluttede med et besøg i en af havnens boder, hvor vi fik rejemadder og en Mariestad øl til. Så kaldte sofaen med en middagslur i sigte. Det fik vi og senere igen en dejlig aften med Birgitte og Poul. Jeg har helt glemt at fortælle om vejret. Det har været dejligt, varme og sol, næsten for meget for os, som ikke er helt forbrændte endnu, men dog dejlig.


Mariestad-Spiken

2023-07-10

Afgang Mariestad kl. 8.00. Vindstille og for motor mod Spiken. Ankomst 11.30 til Spiken. Da DMI lovede regn ud på eftermiddagen, tog vi cyklerne frem for at cykle til Läckö slot med det samme. Det blev et godt besøg. Slottet blev rejst som forsvarsborg indtil Vänern og for pilgrimsleden til Nidaros i 1298. Borgen blev udvidet i 1470-tallet. Meget velholdte rum med møbler og gobeliner. Ved 2-tiden gik turen hjemad, og vi nåede lige netop hjem i bådene, inden regnen kom. Det blev en kraftig, skybrudsagtig omgang regn. Den holdt ved det meste af eftermiddagen og aftenen. I morgen går turen til Vänersborg.


Spiken-Vänersborg

2023-07-11

Tur på ca. 40 sømil, som blev klaret i modvind med motor. Afgang kl. 8.00. Ankomst kl. 15.00 Havnepenge er betalt, og i aften er det planen at finde et pizzeria sammen med Poul og Birgitte. Log 5477.


Overliggerdag i Vänersborg

2023-07-12

Regn fra morgen til aften - trist. Eneste lyspunkt var eftermiddagskaffe hos Birgitte og Poul.


Vänersborg-Trollhättan

2023-07-13

Log 5485. 1 sluse og 3 broer blev dagens resultat. Slusen overraskede os. Vi havde glemt, at det er meget svært at sluse i højre side i denne sluse, men da vandet begyndte at løbe ud, kunne vi genkende muren, hvor vi skulle holde fra på store sten, frygteligt, men det gik. Vi ligger nu foran sluserne i Tollhättan og håber at komme ned i morgen, og så husker vi at sluse i venstre side. Efter hyggeligt samvær med resterne af flotillen fra Kolding, som foruden Birgitte og Poul også bestod af Anja og Tommy, Elin og Willy, havde vi planer om at starte hjemturen med slusning i morgen.


Trollhättan-Frederikshavn

2023-07-14 to 2023-07-15

Afgang kl. 9 den 14.7. Ankomst Frederikshavn den 15.7. kl. 02.30. Slusningen gik fint.Vi var kun 4 både i den store sluse. Så gik det over stok og sten medstrøms nedad Götaelven mod Göteborg. Vi loggede 7-8,5 knob. Vi ventede ca. 2 timer i alt, mest ved Hissingbroen, hvor det blev 1,5 time. Så var planen at sejle ud til Troubaduren, anduvningen til Göteborg, for at se på vind og bølgehøjde. Vi var fremme kl. 20.30. Vinden var 4-8 m/s fra SW. Første del i modstrøm for motor. Da vinden drejer i mere gunstig retning, sættes sejl (fulde). En del modsø gjorde det svært at holde en acceptabel fart. Derfor motorstøtte på ca. 1900 omdrejninger. Så gik det mod Frederikshavn med kurs 251 grader. Efter T-ruten fik vi medstrøm og gik 7,5-8,2 den næste times tid. Resten af turen mod Frederikhavn med 7,0-7,5 knob. Det gik fint, og vi fik båden i havn i buldermørke, hvor det kneb lidt med selve indsejlingen. Jonna var projektørfører og udbryder pludseligt, at det umuligt kan være en havneindsejling, da der er pæle overalt. Ikke destomindre siger GPS'en, at vi er lige foran indsejlingen. Til sidst finder vi en åbniing og kommer fint ind i havnen og finder også en plads i en ledig boks. Den viser sig dog at være markeret med rødt skilt, men vi orker ikke at flytte til en anden plads i mørke. Trætte, men godt tilfredse med, at overfarten gik så glat, sidder vi nu kl. 02.45 og deler 2 øl (de første på turen over Kattegat, inden vi tørner ind for at få en tiltrængt søvn. Log 5575, dvs. at turen blev på 90 sømil.


Overliggerdage i Frederikshavn

2023-07-16 to 2023-07-17

En tiltrængt pause i sejleriet ovenpå gårsdagens tørn. Regn og torden - tennis og Tour de France gik dagen skal fint med. Dog måtte vi flytte for en lokal, som lige havde fået båden i vandet og gerne ville have sin plads. OK - selv om havnefogedesn havde givet os grønt lys for opholdet på pladsen.

På andendagen i Frederikshavn var dagens vejr en tro kopi af gårsdagens.Regn og torden fra 10-tiden. Uden sport er der også hviledag ombord, som hos rytterne i touren. Så er der tid til små indesysler som krydsord, reparationer, tjek på motor etc. Bevæbnet med paraply og regntøj gik vi op til Rema for at handle lidt. Det blev til 2 km gang på panoer. I morgen er planen at sejle mod Hals i tørvejr. Vi håber, vejrmeldingen passer.


Frederikshavn-Mou Bro

2023-07-18

Afgang kl. 9.30 for sejl mod syd. Det blev en fin sejltur på 30 mil til indsejlingen til Hals. Derefter for motor ind til Hals, hvor der var stoppet med både. Vi opgav at finde en plads og gik derefter til Mou, hvor der ventede en fin plads. Kl. 16 lagde vi til. I aften får vi besøg af Connie og Johannes. Det glæder vi os til.


Mou-Nibe

2023-07-19

Turen hjem fra Mou vil ikke gå over i historien, som den meste interessante. Motor hele vejen i frisk vestlig vind 8-12 m/s. Log 5635. 25 sømil. Sommerturen blev trods kulde fra nord alligevel mindeværdig. Mødet med mange hyggelig sejlere fra Danmark. Jeg nævner i flæng: Jan, Erik, Claus og Flemming fra Vejle, Jens Ole fra Langelinie, Birgitte og Poul, Elsa og Ole, Carina og Jacob, Anja og Tommy, Willy og Elin og sikkert flere.


Nibe-Hals

2024-04-19

Afgang Nibe kl. 10,30. Ankomst Hals kl. 15,30. Antal motortimer 5. Nuværende motortimestand 640.4. Log 5929. Stand i Nibe 5900. Hele turen blev for motor. Vinden var lige imod og mellem 10 og 15 m/s. Det var lidt koldt ved roret, men heldigvis holdt det tørvejr. Kun lidt smådryp ved afsejlingen fra Nibe. I morgen har vi planer om at krydse Aalborg Bugt på vej mod Grenå.


Hals-Grenå

2024-04-20

Afgang Hals kl. 9,40. Ankomst Grenå kl. 16,40. Motortimer 647,6. Log 5972, altså 43 sømil på 7 timer. Hele vejen motor og storsejl. Svag vind fra S og SW 2-4 m/s. Turen gik fint, men der kom dog 2 større byger. En med hagl og en almindelig regnbyge. Da vi ankom, lå der et uddybningsfartøj i indsejlingen. Jeg kontaktede ham på VHF og fik lov at passere på hans styrbord side. Dejlig at komme i havn. Vi var kolde, så det var godt, vi havde sat varme på ca. 1 time inden ankomst. 


Grenå-Øer

2024-04-21

Afgang Grenå 9,45. Ankomst Øer 13,45. Motor 650,8. Log 5993. Distance 22 sm. Vi startede med fulde sejl og 5-7 m/s fra NØ. Det gik fint 5,5-6,5 knob. Desværre døde vinden efter ca. 5 sømil. Resten af turen  for motor. Hele turen i tørvejr og meget sol. Ved indsejlingen til Øer øgede vinden og med den blev det bidende koldt. Godt vi nu ligger i læ og med sol i cockpittet. Alt i alt en fin tur, hvor vi ikke døjede med kulden.


Øer-Aarhus

2024-04-22

Afgang Øer Marina kl. 10,15. Ankomst Århus kl. 13,45. Motortimer 652,7. Log 6011. Trip 18. Vi blev sluset ud kl. 10,15 og startede med motor mod Sletterhage. Da vi oplevede vinden som meget ustabil og ujævn - fra 4 m/s til 12 m/s - beslutter vi at sejle for storsejl alene, så båden stabiliseres. Det går fint fra Sletterhage til Aarhus. Vi finder en god plads i Krogen, som er frihavn. Har allerede betalt for 3 døgn - 180 kr. - for plads, el og bad. Vi må  lige have kikket på rullen til genuaen. Der skal rulles lidt mere på tromlen,da der kun er ca. 30 cm, og vi risikerer, at vi ikke kan rulle sejlet helt ind i stærk vind.