Op kl. 5.15 russisk tid (3.15 dansk tid), da vi har ca. 9 sømil til udklareringsstedet længere inde mod byen. Vi spiser lidt morgenmad og får en kop kaffe på vejen. Kl. 7 er vi nået ind til udklareringen, men ikke et øje er at se på kajen. Da vi kom sidst, blev vi modtaget af en officer. Jeg tager mappen med papirer og pas og går hen mod bygningen.. Her kommer en uniformeret herre imod mig. Han giver tegn til, at jeg skal følge med. Vi kommer op til immigrationskontoret, hvor jeg får indtryk af, at jeg skal vente, men jeg får ikke at vide, hvor længe. Kun en af de tilstedeværende kan enkelte ord på engelsk. Jeg får tilbudt et rum, hvor jeg kan vente. Jeg siger, at jeg går tilbage til båden for at vente der, hvilket er OK. Tilbage på båden ringer jeg til Vladimir for at få ham til at undersøge, hvor lang ventetiden vil være. Vi skal jo stadig nå knapt 100 sømil og gerne i de lyse timer. Han ringer lidt senere og siger, at vi skal vente til kl. 9 eller der omkring. Jonna synes, det er dejligt, at vi har vores hjem med os, vi kan jo bare tage en powernap. Så vi lægger os og får en formiddagslur i ventetiden. Det lykkes, vi fik sovet godt 1 time, inden Vladimir kl. 9 ringer og siger, at nu er de klar. Jeg går igen op på kontoret, bliver modtaget af en anden officer. Vi går til det samme kontor, som jeg var på, da vi kom til Rusland (det, jeg skrev på tavlen, står der stadig). Jeg måtte udfylde nogle russiske formularer, så jeg måtte have hjælp, og senere underskrive dem. Det tager ½ times tid. Så til paskontrollen. Her er der også nogle papirer, som skal underskrives. Imens har Jonna haft besøg af toldmyndigheden, som vil vide, hvad vi har købt. Jonna pakker lidt ud. Han siger: Souvenir! Ja, siger Jonna, og lidt vodka. Han smiler og siger OK. Da jeg er færdig med pasmyndighederne, bliver jeg eskorteret tilbage til båden af 2 officerer, som følger mig ombord og tjekker en sidste gang rummene ombord. Lige inden afgangen spørger jeg, om jeg må fotografere dem ombord på Freja. Jeg får venligt, men bestemt at vide, at det ikke kan tillades. Vi sejler. klokken er 10. Vi startede for 5 timer siden og har kun sejlet 9 sømil. Hvis vi skal nå til Santio i dag – og det skal vi - må volvoen vise sit værd. Når vi har udklareret, må vi ikke gå i land i Rusland, men skal sejle helt ud af russisk farvand. Herefter skal vore pas kontrolles i Finland efter ankomst. Fra St. Petersburg er der ca. 95 sømil i russisk farvand og kun 1,5 sømil i finsk farvand ved Santio. De russiske myndigheder og coastguarden ved nu, at vi sejler fra St. Petersburg til Santio. Endvidere skal vi følge de russiske sejlruter. Da vi har passeret Kronstadt, er vinden lige agten – plat læns. Vinden tiltager yderligere helt op til 12-14 m/s, meget mere end vejrmeldingen forudsagde. Bølgerne er krappe og høje, 2- 3 m, det gør det til en noget urolig sejlads. Jeg tager en beslutning om at ændre kurs og forlade det russiske farled. Vi får en bedre kurs, ca. halvvind gennem en smal passage mellem 2 militærområder. Der sejler en russisk krydser rundt i området, men den kommer ikke vores vej. Samtidig med, at vi får en bedre kurs, kommer vi også lidt i læ for den urolige sø. Så går det faktisk stille og roligt mod Finland. Det mørkner, vi kunne godt have brugt de 2 timer, som vi ”spildte” i morges. Vi tænder lanter og instrumentlys, og mørket kommer pludseligt. Jeg kalder den finske coastguard og fortæller, at vi om ca. 1 time entrer finsk farvand. Efter lidt knas på VHF’en svarer han, at vi er velkomne i Finland, og at vi bare skal sejle ind til Santio. I morgen vil de så komme og tjekke pas og crewliste. Det var dejligt. Vi forlod Finland via Santio, så vi føler os næsten hjemme der. Pludselig ser vi en hurtiggående båd bag os med slukkede lanterner. Vi tror først, det er nogle unge, der er ude at more sig, men pludselig ændrer den kurs og kommer lige imod os. Den tænder en projektør og lyser på os. Vi forsætter med samme kurs og fart. Han kommer tættere på, og en person på dækket ser på os med en kikkert. Pludselig prajer han os med en sirene. Jeg tager farten af, kobler i frigear, men vi driver fortsat fremad. En ældre herre kommer ud og råber til os på russisk. Jeg råber tilbage: ”Vi forstår kun engelsk. Vi kommer fra St. Petersburg og er på vej til Santio”. Efter at den ældre herre har været nede i kahytten og har betænkt sig lidt, kommer han igen ud og denne gang viser han med en armbevægelse, at vi kan fortsætte. Vi skynder os videre mod den finsk-russiske grænse. Vi er lidt rystede, men griner egentlig også lidt af det hele. Jonna finder ”vores” lille projektør frem, så hun kan lyse på de 2 afmærkninger, som vi skal finde for at kunne sejle ind i havnen i Santio i mørke. Det går fint. Vel fortøjet efter 96 sømil får vi ris og pølser med rødvin til. Trætte går vi til ro ovenpå en anstrengende, begivenhedsrig og meget lang sejldag. Trip 96,0. Log 6.298,1.