Diary for Sejlerliv


Öregrund-Ängskär

2014-06-04

Vi fik købt de 2 næste stræk med bådsportskort, Bottenhavet sødre og Bottenhavet nore, så nu må vi kunne klare os i nogle dage. Senere må vi se, om vi kan skaffe Bottenviken, som er det sidste, og som dækker den nordligste del. En flink havnefoged var meget behjælpelig, og en ven af hende kørte mig hen til butikken, hvor vi hentede kortene. Tågen fra i morges var lettet, solen skinnede, og vinden var gået i SØ, så det var med at komme af sted. Afg. 11,30 med alle sejl sat. Sommerfugl meget af vejen, og vi nød endelig en tur for sejl uden den bidende kolde nordenvind imod, som vi har døjet med den sidste tid. Ankomst kl. 15,00. Log 16,2. Det gik fint med at finde ind i vigen, hvor havnen er. En lokal overetlinje og en jernstang hjalp godt. Området er naturreservat, og vi gik en tur rundt på næsset for at tage omgivelserne i øjesyn. På vestsiden kunne vi se de mange sten og rev, som nogle gange gør det spændende at sejle her. På broen i Öregrund havde jeg kort talt med en irer, som sammen med sin kone havde været i Stockholm for at hente deres nye båd – en Arcona 355. Nu er de så på vej hjem til Sundsvall, og ved et tilfælde mødtes vi igen i Ängskär. Vi tilbragte nogle hyggelige timer sammen med Sean og Annika og snakkede om sejlerlivets gode og dårlige sider. Efter en fin grillaften tilbød de dessert, og vi kunne så levere vinen. Bare dejligt, og klokken blev over 12, inden vi brød op efter en uforglemmelig sejlerdag. Måske bliver vi her i morgen, hvem ved?