Diary for Sejlerliv


2. overliggerdag på Ulvön

2014-06-13

I dag skiftede vejret helt karakter. Kold nordenvind, overskyet og lidt regn. Der var meldt så megen vind, at vi blev. Men vi ligger i læ, så hvor meget, det egentlig blæser, ved vi ikke. En tysker og en englænder gør os selskab. I formiddags tog vi cyklerne og kørte et par kilometer ud af byen til et fyr. På hjemvejen handlede vi lidt i Handelsboden, kartofler, æg og renkød til aftensmad. Det bliver spændende at smage renkødet. Senere spiste vi frokost på en surströmmingscafé. Ulvön er kendt som surströmmingens vugge. Engang i 1800-tallet blev salt så dyrt, at befolkningen her på øen ikke havde råd til at købe tilstrækkeligt. Der blev derfor brugt for lidt salt til saltningen af fisken med det resultat, at hele årets produktion begyndte at gære. Nu måtte befolkningen enten sulte eller spise den ildelugtende fisk. De spiste fisken, og dermed var surströmmingen opfundet. Det var en meget speciel oplevelse at få serveret surströmming. Først blev dåsen forsigtigt åbnet, og allerede duften/lugten herfra fik Jonna til at rynke noget på næsen. Nå, men vi måtte i gang. Først skulle vi rense de små fisk, rygbenet måtte ud. Det blev der så lidt plukfisk ud af. Dernæst smøres et brød med smør og nykogte, skivede kartofler lægges på. Så surströmming, creme fraiche, rødløg, tomater og syltede rødløg. Jonna fik et stykke og jeg to. Lugten af gærede fisk var så stærk, at Jonna sagde, det mindede mest om at spise midt i en mødding. Måske var der noget om snakken, for spyfluerne kom øjeblikkeligt. Til sidst flyttede vi dåsen med fisken ud på et bord udenfor. Det bedste var nu øllen. Vi fik en Höga Kysten lager 5,6%. Hele herligheden kostede 450 sv.kr. Lidt dyrt, men nu har vi prøvet, og vi forstår, hvorfor måltidet blev serveret i et lille havehus et stykke fra selve cafeen. Efter måltidet viste ejeren os rundt i sit lille salteri. Han var for resten professionel klovn, havde 42 år på bagen, bl.a. i russisk statscirkus og hos Benny Schumann i Danmark. I skrivende stund står Jonna og steger renkød. Vi håber, det smager.