Diary for Sejlerliv


Gosport – Brighton

2017-07-15

Der var meldt en del vind i dag, 7-8 m/s, og i pustene måske 10. Vind fra SW-W, tørvejr. Vi sejlede ud med strømmen kl. 8,30. Det gik fint med ca. 6,5 knob. Udenfor ved et af Spitbank Fortene satte vi sejl. Vind 4-5 m/s. Efterhånden tog vinden til til 6-8 m/s, og vi spilede forsejlet, og så gik det med sommerfugl mod Brighton. Medstrømmen gav sammen med vinden en god fart. I lange perioder ikke under 8 knob. Pludselig skete det, vi havde frygtet på hele turen. Det gav nogle bump mod bunden af båden. Jonna spurgte: ”Hvad er det?” Svaret kom kort efter. Tre små gule bøjer på størrelse med en appelsin dukkede op i vores kølvand. Vores held var, at hverken skrue, ror eller køl fangede linerne til garnet. Bølgerne gør det helt umuligt at se bøjerne, men vi var heldige. Mod slutningen af turen var vinden ikke under 10 m/s. Ved indsejlingen blev sejlene bjerget – forsejlet rullet med stagen på, da bølgerne nu var 1-2 m, og det var for farligt at bjerge stagen under de forhold. Løsningen blev, at stagen blev siddende, til vi var i havn. På VHF kanal 80 fik vi at vide, at vi måtte ligge udenpå en motorbåd, når vi kom ind. Der var åbenbart trængsel, vel bl.a. pga. vejret. Det er dejligt at sejle ind, hvor vi har været før. Dels kender vi forholdene og de problemer, der er ved anduvning. Her i Brighton er der stærk tilsanding, så man må være klar til at dreje tæt om molehovedet og komme i læ, og så er der afmærkning ind mod havneindløbet. Dels er vi kendte fra vores besøg her i 2012. I går, da jeg kaldte Gosport Marina og sagde, det var Freja fra Danmark, spurgte herren: ”Is it mr. Fristrup?”. Ja, så er det da helt hjemligt. I alle havne, som besøges for første gang, skal vi oplyse navn, adresse, tlf.nr., bådnavn, hjemhavn og hvor længe, vi bliver. Oplysningerne ligger åbenbart gemt i deres system, så de hurtigt kan finde dem frem, når vi kalder havnen. Nå, men turen i dag blev på 41,8 sømil på 6 timer – fra 8,30 til 14,30. Et fint gennemsnit takket være tidevandet.