11/1 - 12/1: New York
13/1 - 10/2: Quito, Ecuador (sprogskolen Academia Latinoamericana)
11/2 - 9/3: Ecuador (frivilligt arbejde?)
10/3 - 31/3: Ecuador (bl.a. besøg på galapagos øerne)
1/4 - 30/4: Peru (Lima, Arequipa, Cusco, Macchu Picchu, Titicaca søerne) - 30 dage
1/5 - 25/5: Bolivia (La paz, Salar de Uyuni) - 25 dage
26/5 - 10/6: Argentina (Buenos Aires, Iguazu Falls) - 16 dage
11/5 - ca. 20/7: Brasilien (Pantanal, Salvador, Porto Seguro, Ouro Preto, Rio, Ilha Grande, Paraty, Sao Paulo) - 40 dage
Billeder fra New York er nu uploaded på www.flickr.com/photos/amandahk!
Kl. er 1.45 i New York og vi venter i øjeblikket på at kl. bliver 2.15 og at bilen der skal køre os til lufthavnen, så jeg kan komme videre til Ecuador, kommer. Far ser fjernsyn, Mille sover og jeg sidder her ved computeren og prøver at holde mig vågen. Der er endnu ca. 5 timer og en masse sikkerhedstjek til jeg kan få noget søvn, så jeg vil pakke de sidste ting og gøre mig klar.
Skriver her igen så snart jeg får muligheden!
Kys til alle, Amanda
Hej alle sammen hjemme i Danmark. Saa fandt jeg endelig et sted hvor bloggen dur og jeg er nu ogsaa i gang med at laegge billeder ind paa www.flickr.com/photos/amandahk.
Der er rigtig meget at fortaelle, saa jeg starter fra en ende af saa i faar det hele med:
Flyveturen herned var fin, en smule kedelig dog, isaar efter at have siddet og gloet to timer i JFK (check-in osv. tog kun en halv time og ikke 3 som manden paa New York Helmsley sagde!) og ogsaa fordi flyselskabet LACSA ikke har specielt meget underholdning, men jeg fik da sovet godt 5 timer, saa jeg var nogenlunde frisk da jeg ankom til Quito-lufthavn..
Cristina Hidalgo (den 21-aarige datter i den familie jeg bor hos) og hendes kaareste (en lidt skummel, bleg russisk fyr, der har boet her i otte aar) hentede mig i lufthavnen da jeg ankom, og koerte mig hjem til Hidalgos hvor der var besoeg af "la familia". Det var en smule overvaaldende, og pludselig kunne jeg ikke sige andet end "si", "bueno" og "dinamarca" paa spansk. Heldigvis husker man mere og mere spansk for hver dag og jeg kan allerede snakke en smule med familien, hvis jeg ogsaa bruger lidt engelsk, som moderen og datteren begge taler (hele familien har boet tre aar i USA). De er allesammen rigtig soede, og goer meget ud af man foeler sig hjemme og tryg.
Da jeg havde snakket lidt med familien soendag, saa jeg film med Cristina og hendes kaereste, og allerede kl. 21 gik jeg i seng da jeg var meget, meget traet. Om natten ankom Sarah, den anden danske pige der bor hos familien, saa og jeg snakkede kort med hende og gik derefter i seng igen. Hun er ogsaa rigtig soed og indtil videre kommer vi rigtig godt ud af det med hinanden. Det er ogsaa rigtig rart at have en at snakke med om aftenen og foelges med i skole osv.
Mig og Sarah deler et ok stort vaerelse med privat bad, og vi har adgang til internet nede i deres "studio"- bare aergeligt det naesten ikke dur. I loebet af ugen flytter der to amerikanske unge ind i "la studio", som skal arbejde her i Ecuador, saa vi bli´r efterhaenden mange omkring spisebordet.
I gaar var foerste dag paa skolen. Vi stod vi op kvart i syv(!), spiste morgenmad og blev koert til skolen af David (faderen). Her moedte vi de andre nye studerende. Og det viser sig at vi er 6 danskere paa skolen i alt, og ellers er der en masse amerikanere, en tysker, en japaner, to fra england...saadan set lidt af hvert, og alle meget soede og aabne!
Paa skolen fik vi en skriftlig test og en mundtlig "exam", der egentlig bare bestod af 4 spoergsmal. Saa tog vi paa "city-tour" til den gamle bydel og saa vagtskifte, en masse museer og "palaces", med en af laererne, som desvaerre mindende mig meget om Virgilio, min gamle spansklaerer. Det var meget fint og solen skinnede, men ogsaa en smule traettende. Da vi kom tilbage til skolen spiste vi frokost med to danske piger, Line og Camilla, som skal vaere her to uger, og havde saa "orientation" med Patty, skolens direktoer, som er meget meget soed, og sagde at vi kunne komme til hende med alle problemer - skolen, vaertsfamilien osv. Generelt er folk enormt soede og hjaelpsomme hernede, men som Jaqueline (vaerts-moderen) sagde til mig "everyone is be very sweet and say "Vamos vamos", pero don´t go with everyone, you be careful and choose friends you like".
I gaar kom vi hjem ved 16-tiden, proevede internettet, spiste aftensmad, saa "piratos de caribien" paa deres kaempe fjernsyn og gik i seng allerede kl. 21, for man kan godt maerke at saadan en dag tager haardt paa en, specielt paa grund af hoejden.
I dag blev vi saa delt i hold og fik tildelt en laerer for denne her uge. Jeg har timer med en tysk pige, som hedder Bettina, og en laerer der hedder Gonzalo, tror jeg. Det var rigtig fint og vi startede stille og roligt saa jeg fik genopfrisket alt det basiske grammatik. Vi fik fri kl. 13, og saa var vi 6 piger der tog ud for at koebe telefoner, saa vi kan ringe hjem og faa fat paa hinanden osv. Mit nr. er (00593)95277703, og det koster ikke noget for mig, hvis man skulle faa lyst til at skrive en lille besked eller to til mig. Vi gav ca. 250 kr. for telefon og sim-kort, og jeg kan skifte sim-kortet ud naar jeg kommer til andre lande, saa jeg altid er til at komme i kontakt med.
Nu har jeg lige spist frokost med Sarah, Camilla, Line og Aasa (en svensk pige). Det regner desvaerre, saa nu sidder vi her paa internetcafeen og senere skal vi moedes med nogle andre paa skolen, saa vi kan foelges ud og spise.
I morgen er vi nogle stykker der tager vi ud til "Mitad del Mundo", midten af verden ogsa kaldt Aakvator efter skole, og bagefter har en dansk pige der har boet i Quito et halvt aar, sidste aar, foreslaet at vise os lidt rundt i Quitos natteliv. Torsdag tager jeg ud og kigger paa Galapagos-tours med en Aasa, svenskeren, Heidi fra england og Berit fra Tyskland (som bor i Aalborg). De skal allesammen vaere her ligesaa laenge som mig og vi vil proeve og finde en billig tur til Galapagos sammen engang i Marts. Fredag proever vi at arrangere en weekend-tur, alle os piger, maaeske til Banos, som skulle vaere en hyggelig by med thermal bade, varme kilder, og et fedt natteliv.
Jeg proever at skrive efter weekenden igen, saa i kan hoere om den og ellers haaber jeg alle har det rigtig godt! I maa meget gerne skrive en lille besked paa bloggen hvis i skulle faa lyst!
Her er superfedt, men jeg savner selvfoelgelig stadig jer allesammen!
Undskyld diverse stavefejl og mangler - det skulle gaa lidt hurtigt og tastaturet er lidt halvdaarligt!
Hasta la vista og tusind kys og tanker, Amanda
Hej allesammen! Saa har jeg vaeret her i Ecuador en uge og jeg oplever mere og mere!Sidst jeg skrev fortalte jeg at vi skulle til Mitad del Mundo og saa Aakvator hvilket vi ogsaa kom onsdag - det var dog en smule kedeligt og vores guide var meget uentusiatisk da han viste os rundt. Vi fik dog set at et aaeg kan balancere paa aakvator, at vandet ryger lige ned i afloebet og at vi vejer lidt mindre der end andre steder. Det var ikke noget fantastisk sted - men noget man bare skulle proeve aabenbart :)
Om aftenen, onsdag, var vi til "ladies night" paa et sted kaldet "bungalow 6", hvor piger kommer gratis ind og faar gratis drinks to timer - og der er inge adgang for drenge saa man slipper for de klamme ecuadorianere. Hernede er hverdag aabenbart en fest og de unge gaar ud alle dage undtagen soendag og mandag, men vi har ikke vaeret saa meget ude endnu da toemmermaend er ekstra haarde hernede paa grund af hoejden og vi har jo desvaerre skole hver dag fra 8.30! Men vi har moedt en pige fra Danmark, Karin, der var i Quito seks mdr. sidste aar og har vist os en masse fede restauranter og barer!
Vi havde planlagt at tage til Banos fredag til soendag, men vores vaertsfamilie fortalte os at der er en vulkan der er i udbrud deromkring saa det droppede vi. I stedet tog vi til Mindo, en by der ligger i "the cloudforest" i Ecuador. Det er en smule som regnskoven, men den ligger bage hoejere oppe og taettere paa Quito.
Efter to og en halv time med bus, ankom vi fredag aften til Mindo og gik saa paa jagt efter et hostel at bo paa. Vi havde moedt to fyre i bussen, Jason fra USA og Bastian fra Tyskland i bussen og vi var 7 piger i alt, saa vi var i alt ni der skulle finde et hostel sammen - det var selvfoelgelig en smule svaert, saa drengene endte paa et andet hostel end os, og vi fandt - efter at have vadet rundt i regnen i en times tid - et hyggeligt lille hostel "Jardin de los Pajaros", med pool, haengekoeje og smaa hyggelige vaerelser - det var desvaerre en smule dyrt. Hele $12 dollars per nat per person (ja, jeg ved godt det ikke er dyrt - men man vaenner sig hurtigt til de mega-billige priser hernede).
Loerdag gik vi ned til byen for at finde en "camioneta" der kunne koere os til det sted hvor man kunne se vandfald. Hvad vi ikke vidste var at i MIndo er en "camioneta" en slags jeep med lad bagpaa hvor man saa staar hele den halve time der tager at koere til vandfaldende - og det er den eneste form for transport der er! Det viste sig dog at vaere rigtig sjovt og en god maade at se de smukke omgivelser paa.
For at komme videre til vandfaldende skal man med en "tarabita". Et lille aabent "jernbur" paa nogle "snore", der "flyver" en over skoven...meget, meget, meget hoejt oppe! Det var virkelig uhyggeligt og jeg var meget glad for jeg ikke er bange for hoejder ligesom nogle af de andre piger. Efter "flyveturen" begyndte "gaaturen" saa...dvs. 2 timer gennem "the cloudforest", paa meget smaa og mudrede stiger. Paa vejen kunne man se omkring 5 forskellige vandfald - men det var meget haardt at gaa saa vi noejedes med at se to og bade i et! Badeturen var kun for billedernes skyld for det var mega koldt og stroemmen var meget staerk. Og saa lige hoejdepunktet for mig: Paa vej til et af vandfaldende raaber Aasa pludselig "Hey Guys - you wanna see a snake?". Der begyndte min adrenalin at pumpe, men det viste sig at det var en meget lille, stille slange og jeg fik et billede af den - men det kan jo godt vaere den var farligt maaske! Da vi kom tilbage til byen spiste vi frokost paa en "italiensk" restaurant - det kaldte de den fordi de lavede pizza - og saa fandt vi en ny "camioneta" der tog os med til en park hvor de har sommerfugle og kolibrier. Chauffoeren, Raul, og hans soen, Francisco, paa 5 (og et halvt pointerede han), gik med rundt i parken og de var helt enormt soede. Der var ikke saa mange sommerfugle da det var overskyet - men vi brugte saa tilgengaeld en times tid paa at konkurrere om hvem der kunne faa det bedste billede af kolibrierne. Der slog mit kamera virkelig igennem og jeg fik nogle utrolig flotte billeder af kolibrierne. Ja, det lyder virkelig noerdet, men vi havde det meget sjovt med det og det havde alle de lokale ecuadorianere ogsaa! Vi oplever hele tiden af de griner af os fordi vi sikkert opfoerer os virkelig turistet og er utroligt blege!
Loerdag aften moedtes vi med Jason, Bastian og nogle tyske piger de havde moedt paa en restaurant og saa gik vi paa den ene af byens to diskoteker, Bambu. Det var virkelig sjovt og vi fik danset salsa med en masse klamme, svedige ecuadorianere. De er virkelig utiltalende, men de kommer og spoerger om man vil danse og saa danser de virkelig godt saa man kan naesten ikke sige nej!
Soendag stod vi tidligt op - paa trods af toemmermaend - og blev saa haentet af syv heste, som vi red en tur paa. Eller - red og red - vi travede stille og roligt rundt i skoven og fik ondt i roeven med en guide som styrede hestene. Men igen - en god maede at se omgivelserne paa - og meget afslappende! Bagefter blev vi koert til en flod hvor vi skulle tube. Det er lidt ligesom River-rafting, man sidder bare i nogle ringe og saa gaar det ellers hurtigt ned af floden og over sten osv. Det var meget koldt til at starte med - men efter noget tid var det bare rigtig, rigtig sjovt! Desuden fik vi det gratis fordi de tog billeder af os imens. De havde aabenbart hoert at syv "gringas" skulle tube og saa tog de billeder af os til deres reklamer, da det selvfoelgelig altid er bedre reklame for dem hvis der er turister - specielt skandinaviske piger - paa billederne. Saa nu er vi altsa officielt ecuadorianske modeller i Mindo og fyren har lovet at sende billederne til vores mails - saa dem laegger jeg ud saa snart jeg faar dem!
I gaar kom vi saa hjem fra Mindo ved aftensmads-tid og i dag begyndte skolen saa igen. Jeg har nu faet en ny laerer, Alex, og er sammen med Bettina (samme pige som sidste uge), Sarah og en Canadisk pige. Vores laerer er kun 27 og hun burde derfor vaere fed at have, men hun er mega-kedelig indtil videre, saa jeg gruer lidt for denne uge...men det kan jo vaere det bliver bedre. Der kom ogsaa nye studerende til skolen i denne uge (goer der hver mandag) og de saa unge og friske ud, saa dem maa vi hellere soerge for at laere at kende! Vi mangler nemlig lidt nogle festlige mennesker paa skolen - da mange er over 30 og ikke saerlige friske paa at gaa ud. Men vi er heldigvis os 7 piger der hygger os sammen! Desvaerre tager Camille og Line videre til Peru paa torsdag, saa onsdag bliver der "ladies night" igen og forhaabentlig vild bytur efterfoelgende. Line og Camilla kommer begge fra byer lidt udenfor Aalborg og vi er meget forskellige, saa man skulle umiddelbart ikke tro vi havde det saa godt sammen, men de er virkelig rare at vare sammen med og jeg haaber vi kan holde en smule kontakt efter de er taget afsted.
Forresten har jeg i dag booket tur til Galapagos sammen med Aasa, Heidi og Berit. Vi tager afsted soendag efter skolen slutter og kommer saa hjem den efterfoelgende soendag. Mandag flytter jeg saa over paa skolens "hostel" og begyndet paa frivilligt arbejde sammen med Aasa enten paa et boernehjem eller et boernehospital, det behoeves vi foerst beslutte efter vi har besoegt stederne et par ugen foer. Jeg ville ikke have booket det frivillige arbejde via. skolen og EXIS (den danske organisation jeg bookede skolen hos) hjemmefra fordi det var for dyrt - men det viser sig jeg kun betaler $60 for det frivillige arbejde og saa $420 for at bo paa skolen, saa grunden til at det er saa dyrt hjemmefra er fordi EXIS tager roeven paa en - kort sagt. Jeg kunne sikkert godt finde et billigere hostel at bo paa, men Aasa og Heidi flytter ogsaa ind paa skolen og der er en smule sikrere end andre steder, saa det vil jeg helst.
Naa...nu har jeg snart siddet her ved paa internetcafeen to timer, saa jeg maa hellere stoppe her, selvom det kun koster mig ca. $2, men der er vidst heller ikke mere at fortaelle. Jeg har efterhaenden vaennet mig til livet hernede, taxachauffoerne der konstant proever at tage roeven paa en, flyene der flyver lige over hovedet paa en (paa grund af hoejden og lufthavnen midt i byen), at tale en blanding mellem dansk, engelsk og spansk hele tiden (er virkelig belvet sprogforvirret) det konstant skiftende vejr (det kan vaere mega varmt og mega koldt her!), og saelgerne der render rundt mellem bilerne for at saelge frugt, haandklaeder og chips.
Jeg savner jer alle mere og mere, men mest fordi jeg gerne ville dele alt det her med jer - men jeg har det stadig fantastisk og vil paa ingen maade hjem :P Lad mig det endelig vide hvis der er noget jeg mangler at fortaelle om - det er svaert at faa det hele med.
Specielt til far: Jeg har allerede fundet et par gode restauranter i skal proeve hernede og blive ved med at lede. Men ellers er maden ikke noget at raabe hurra for. Til morgenmad faar vi toert, poelsebroeds-agtigt broed, lidt frugt, laekker juice og te og til aftensmad faar vi foerst suppe og saa maaaange toerre ris, og noget toert koed (alt tilberedt i mikroovnen) og saa en gang i mellem faar vi maerkelig, meget soede desserter, fx. bananer med sirup, varmet i mikroovnen. Saa vi er ret glade for at vi selv kan gaa ud for at spise frokost, og det er blandt andet ogsaa derfor jeg flytter over paa skolens hostel om en maaned! Og jeg har endnu ikke proevet stegt marsvin!
Mange kys og tanker, Amanda
Hey guys, saa skriver jeg igen igen!
Jeg er lige saa stille begyndt at vende mig til livet i Quito, er blevet mere bekendt med byen, de bedste internetcafeer, restauranter osv. og jeg maa indroemme at det faktisk ogsaa begynder at blive lidt for hverdags-agtigt, og jeg begynder at laenges efter noget mere frihed. Ja, det lyder aandsvagt naar mange vil mene at jeg har alt den frihed jeg vil - men det er nok mest det at jeg gaar i skole og bor hos en familie. I takt med at jeg bliver tryg med tanken om at vaere alene i et andet land, faar jeg ogsaa mere og mere lyst til bare at kunne goere "lige hvad jeg vil".
Saa i oejeblikket ser jeg frem til turen til Galapagos (om halvanden uge!!!) - for det tror jeg virkelig bliver fantastisk! Og saa glaeder jeg mig til at flytte ind paa skolens residence/hostel og starte frivilligt-arbejde ugen efter. Jeg er stadig ikke helt sikker paa hvor det bliver. Der er en masse der skal arbejde paa boernehospitalet, saa de mangler hjaelp et andet sted hvor en ny svensk/amerikansk pige, Pia, skal arbejde. Det er et "street children project" og jeg tror jeg tager med hende hen og besoeger det i naeste uge for lige at tjekke det ud, for jeg vil meget gerne hjaelpe der hvor de har mest brug for det, for det saetter de virkelig pris paa hernede.
Jeg er lige kommet tilbage fra et besoeg i kvindefaengslet her i Quito, og der gaar det virkelig op for en hvor korrupt systemet er hernede. Faengslet var meget frit, og det var kvinderne tydeligvis glade for - men det er ogsaa bare tyve gange farligere, og uorganiseret end et faengsel i fx. Danmark. Indtil for nogle aar siden boede kvindernes boern sammen med dem i faengslet - ca. 150 boern - men nu er det kun boern op til tre aar der maa bo der og boernene med moedre i faengsel for $100 om maaneden af regeringen, hvilket er et stort fremskridt. Det var dog besoegsdag i dag og det vrimlede med boern og maend overalt. Jeg kunne "desvaerre" ikke tage billeder, da vi ikke maatte have nogle vaerdi-genstande paa os. Men jeg foelte mig allerede daaarlig tilpas med at vaere der for at se det, da man foeler sig som en gaest paa et museum eller i zoologisk have, saa jeg ville nok ikke have taget billeder anyways. Men kvinderne der viste os rundt (en italiensk og en sydafrikansk kvinde, der begge sad inde for at have smuglet stoffer), var virkelig glade for at have os paa besoeg. Vi fik kram og kys og de fortalte at de elskede at snakke med turister, og "normale" mennesker, da det jo ikke sker saa tit. Desuden er de ret afhaengige at de ting man medbringer (vi fik afvide at vi skulle medbringe noget frugt, slik, shampoo, tandpaste, tamponer eller whatever), for de faar ikke meget der. Desuden arbejder de og tjener penge i faengslet saa de kan koebe ting de mangler i de smaa "boder" de andre kvinder i faengslet har - det er stort set et lille samfund og de har ingen "senge eller celle-tider", og kan stort set goere hvad de vil derinde. Tilgengaeld fortalte en af kvinderne os at de mange mandlige vagter stort set har en "kaereste" paa hver sal i faengslet - saa man kan godt forestille sig der foregaar mange maerkelige, korrupte ting mellem vagterne og de indsatte! Den ene af kvinderne indroemmede at hun var skyldig, men den anden sagde der var nogen der havde puttet stoffer i hendes og hendes mors kufferter - det var sikkert en loegn, men hun fortalte ogsaa om en kvinde der havde sat sig i paa et tomt saede i en bus. I baggage-kabinen over hende havde der vaeret en taske med stoffer og hun var kommet i faengsel i 9 aar - virkelig skraemmende og da vi skulle gaa sagde de begge "take care out there" - skraemmende! Desuden var de virkelig aabne, glade og smilende, hvilket er utroligt imponerende i forhold det sted de var. Den ene havde vaeret der i 6 aar og proevede stadig at faa "det bedste" ud af det - hvis man kan sige det! Vi var der en kun time og det gjorde virkeligt stort indtryk som i kan laese - men nu skal jeg nok komme videre til hvad jeg ellers har lavet den sidste uge.
Sidste onsdag var vi oppe i Telefericoen, som er en cable-car der tager der op paa et af bjergene der omgiver Quito. Der var flot oversigt over Quito - men luften var virkelig tynd og efter at have gaaet fem min. foelte jeg at jeg havde loebet et maraton! Om aftenen var der Ladies Night, som alle de andre onsdage og torsdag proevede jeg Cuy (stegt marsvin) efter skole! Det er IKKE godt - specielt ikke med toemmermaend! For det foerste ser det virkelig klamt ud (se billederne!), og saa er det meget salt, fedt og gummi-agtigt. Men nu kan jeg da sige jeg har smagt det ;)
Fredag tog vi til Otavalo. En lille by hvor de har et kaempe market hver loerdag. Vi ankom fredag aften og tjekkede ind paa et hyggeligt hostel med haengekoejer og saa spiste vi mad et lille lokalt sted hvor de spillede inka-musik for os. Loerdag tog vi saa paa markedet og vadede rundt et par timer. hvorefter vi tog bussen til en lille by der handlede med laeder - det var dog mindre interessant, men paa markedet fik jeg koebt en llama-sweater, to alpaca-huer og en taske, hvilket var det de havde mest af paa markedet. Ellers var der mad-market, men det turde jeg ikke kaste mig ud i (man skal passe paa maven her!). Loerdag aften var vi om aftenen, tog i byen, og saa hang vi ellers bare ud soendag. Jeg tog med to piger i Parque La Carolina, som er ret hyggeligt om soendagen. Der er massere af mennesker og folk spiller fodbold, sejler med vandcykler og skater rundt omkring. Vi tog ogsaa i "Vivarium" og kiggede paa klamme slanger i smaa, uholdbare bure. Man kunne ogsaa faa taget et billede med en anaconda - men ligesaa sejt og overraskende som det kunne vaere at have saadan et billede, ligesaa meget skulle jeg ikke nyde noget selvfoelgelig!
Mandag fik jeg en ny, virkelig soed laerer: Raquel (min laerer sidste uge var paent kedelig - kan ikke huske om jeg har skrevet det?). Raquel er super-frisk, laver popcorn med os, og vi faar snakket rigtig meget spansk fordi hun er god til at lade os bestemme hvad vi vil - saa det spanske gaar stille og roligt fremad og jeg begynder faktisk at tale spansk helt af mig selv nogen gange!
I weekenden er vi tolv fra skolen der tager til Banos og Ambato til karnevalet og det skulle vaere rigtig fedt! Og ja, Banos er det sted hvor der har vaeret et vulkan-udbrud for nyligt, men det har vi selvfoeglelig tjekket og spurgt folk om, og det er uden for byen, saa det er IKKE farligt for turister at tage derhen (bare rolig pylremor!). I aften har min "host-sister", Cristina foedselsdag og der kommer vidst en masse gaester osv. Mig og Sarah haaber dog paa at kunne gaa ud senere til endnu en onsdag-aften med Ladies Night!
Jeg er super-glad for alle jeres dejlige kommentarer, og det er skoent at vide at folk foelger med og bekymrer sig om hvad jeg laver! Skriv endelig en masse mere! Savner jer alle og skriver snart igen!
Kys, kram og tanker, Amanda
Hej allesammen! Saa sidder jeg her igen - traet og doven - efter en fed weekend med karneval!
Sidst jeg skrev var det onsdag og jeg skulle hjem til familie foedseldags-fest hos familien Hidalgo, fordi deres aeldste datter Cristina fyldte 22. Vi fik afvide at festen var kl. 18.30 og jeg naede lige at koebe blomster og loebe hjem for at naa det...praecis kl. 18.30 sad mig, Sarah og de to amerikanere der ogsaa bor hos familien klar i stuen - men huset var tomt, og maden ude i koekkenet var ikke faerdig. Foerst en time senere kom de foerste gaester, halvanden time senere begyndte Jacqueline (min host-mor) at lave maden faerdig og to timer senere kom Cristina hjem...et fantastisk eksempel paa begrebet "ecuadoriansk tid", som er meget svaert at vende sig til naar man kommer fra punktlige Danmark. Festen var dog meget hyggelig, bortset fra vi blev tvunget til at synge den danske foedselsdags-sang foran hele familien. Det er aabenbart en tradition at give en form for "nummer" for foedselaren i Ecuador, saa Martin - deres soen - spillede klaver, Angie - den yngste datter - havde skrevet et digt og David og Jacqueline havde skrevet et brev de laeste hoejt. Desvaerre havde amerikanske Matt der ogsaa bor i familien ogsaa forberedt et nummer og med hoeretelefoner i oerene sang han en sang af ubestemmelig karakter, med "utrolig" indlevelse og dramatik. Det var meget, meget, meget svaert at holde masken og hele den ecuadorianske familie sad bare og vidste ikke om de skulle grine eller graede. Jeg har en fantastisk video af denne optraeden men har en smule ondt af Matt - saa jeg vaelger ikke at laegge den paa nettet. Det maa vente til jeg kommer hjem!
Her i weekenden tog vi saa til Banos, berygtet for sin vulkan Tungurahua der i oejeblikket er aktiv. Vi var dog taet paa ikke at komme afsted og fredag var generelt en stresset, besvaerlig dag. Om morgenen spiste jeg en "omelet" Jacqueline havde tilberedt og to timer senere, kom det hele op igen. Det var aabenbart ikke noget der hoerte til nede i min mave, og jeg var lidt bange for at skulle ud og koere 4 timer med bus med mave-problemer. Heldigvis fik jeg det meget bedre og vi kom afsted til busterminalen. Kl. 16.45 ville vores bus koere og kl. 16.30 var vi ved terminalen og stod og ventede. Vi spurgte og spurgte efter bussen og fik hele tiden afvide at vi skulle vente og saa ville bussen komme. Kl. 17 var bussen stadig ikke kommet og vi spurgte igen og fik afvide at vores bus var koert kl. 16.45 og at vi var for sent paa den! Vi proevede at forklare at vi havde ventet en halv time men damen paa kontoret trak bare paa skuldrene og sagde at vi maatte finde en ny bus og koebe nye billetter - hvilket i oevrigt nok ville vaere umuligt, da vi var 11 personer, det var karneval og alle allerede havde koebt billeter. Heldigvis havde vi en jordbunden, beslutsom, amerikansk pige fra "the Midwest" med os, og hun loeb hele terminalen rundt indtil hun fandt en bus der havde plads til alle. Saa vi kom endelig afsted, dog til dobbelt pris.
Men det var dog det hele vaerd da Banos var en rigtig skoen, lille ferieby med et lille torv, og smaa hyggelige gader, omgivet af hoeje groenne bjerge. Vejret var i oevrigt fantastisk og jeg fik endelig brugt mit medbragte sommertoej. Loerdag tog vi op for at se vulkanen, saa taet paa man nu kunne. Det var meget smukt og vi sad en times tid i graesset oppe paa et bjerg og noed solen og udsigten. Senere var vi et par stykker der tog til de varme bade og badede og solede os. Det var egentlig bare to "swimmingpools" med varmt vand og en masse svedige ecuadorianere og deres boern - men det var laekkert bare at ligge og foele feriestemningen og jeg er endelig blevet en smule brun/roed. Da vi kom hjem fik vi os lidt af en forskraekkelse. Vi havde lagt maerke til at vi fik en smule vulkanstoev paa os da vi solede os, og pludselig hoerte vi en bil koere gennem gaden, med en mand der raabte noget gennem en mikrofon paa spansk. Vi fattede kun smaa brudstykker som "otro lugar (andet sted)", "pare los turistas (til turisterne)", og gennem vinduet kunne vi se folk pakke deres butikker sammen og bevaege sig vaek fra gaden. Vi var alle overbevist om at vulkanen var i udbrud og vi fik ogsaa overbevidst os selv om at roegskyerne over byen var blevet en del stoerre, saa vi var klar til at pakke vores ting og loeb, meget oproerte, ned til receptionen for at hoere var der skete. Receptionisten slog bare et kaempe grin op og fik saa fortalt os at det skulle vaere parade og at manden med mikrofonen bad folk om at flytte deres biler og butikker der fyldte ude paa gaden. Vi foelte os baade lettede, men ogsaa rigtig meget til grin - men man er vel turist og ikke helt inde i det spanske endnu!
Soendag tog vi til karneval i byen Ambato, en time udenfor Banos - det skulle abenbart vaere fantastisk, men vi gik glip af paraden og det eneste der moedte os var en kedelig, meget crowded, by - og saa en hel masse skum! I Ecuador kan man nemlig til karneval koebe daaser med en slags saebeskum, med formaalet at sproejte saa mange til saa muligt. Og som i nok kan forestille jer tiltraekker en gruppe "gringas" som os en hel masse skum. Til sidst fik vi noek og koebte selv en masse daaser skum og saa gik jagten eller ind paa de ecuadorianske drenge der selv synes de var rigtig smarte. Efter en time blev det dog for meget da en af pigerne var ved at faa stjaalet sin taske - de udnytter at man er saa koncentreret om ikke at blive sproejtet paa at man ikke holder oeje med sine ting - saa vi vendte naesen hjemad mod Banos. Om aftenen tog vi paa bar for at se "Super Bowl" (amerikanerene insisterede!), men mig og Sarah koebte i stedet en masse skumdaaser, tog solbriller paa, og loeb igennem byen for at deltage i skum-krigen i Banos. Vi blev fuldstaendig gennembloedte - men det var fantastisk sjovt - specielt fordi folk slet ikke var forberedte paa at to "gringas" som os, ogsaa havde skumdaaser!
Mandag slappede vi bare af og var hjemme i Quito ved 20-tiden. Kl. 22 moedtes jeg med Ida, en pige jeg har gaet paa gymnasiet med i Danmark, paa hendes rigtig hyggelige hostel, drak en oel og gik saa i byen. Vi fandt det eneste diskotek der var aaben i Quito (byen er generelt doed til karneval fordi folk tager vaek), brugte alt for mange penge, fik danset en masse og jeg var saa hjemme kl. 5 i morges. Heldigvis har jeg jo haft fri i dag, saa jeg sov til kl. 12 (foerste gang siden jeg kom her!), gik i Quicentro, spiste frokost med Sarah og amerikanerne fra vores familie og nu sidder jeg her og uploader billeder og skriver, en smule traet.
Jeg er stadig rigtig glad for jeres smaa kommentarer til mit liv hernede og det glaeder mig at det er saa koldt i Danmark (saa har jeg det ikke saa skidt med at det er overskyet og regner her i Quito)! ;) Skriv endelig en masse mere!
Nu vil jeg tage hjem til familien, spise deres daarlige mikroboelgeovnsmad, rydde lidt op paa mit vaerelse (det ligner lort, som i nok kan forestille jer! ), maaske se en film og saa vil jeg gaa i seng saa jeg er frisk til min tredje-sidste skoledag i morgen(!)
Savner jer alle og taenker meget paa jer, Amanda
GALAPAGOS:
Endelig har jeg faaet taget mig sammen til saette mig ned og begynde dette blog-indlaeg om Galapagos. I har sikkert ventet paa at hoere om dette og jeg beklager ventetiden, men de sidste bare dage har jeg vaeret plaget af en del traethed efter turen og det er svaert at samle den sidste uges oplevelser til et blog-indlaeg. Det er meget svaert at beskrive det hele. Folk her i Quito har ogsaa spurgt til vores tur og beder os fortaelle om den - men der er ikke saa fantastisk meget at sige om selve oerne, dyrene osv. andet end det var fantastisk at opleve! Jeg kan desvaerre ikke skille dagene fra hinanden, huske navnene paa alle oerne, hvilke dyr vi saa hvornaar osv. - og det ville nok ogsaa kede (stoerstedelen af) jer at hoere om i dagene i detajler - saa det jeg vil beskrive er nok naermere livet paa en baad i otte dage, og alt det andet maa i saa se paa mine billeder.
Vi ankom til Quitos lufthavn kl. 9 om morgenen soendag d. 10 i vores bedste sommertoej - vi skulle vel til Galapagos og have noget sol! Efter en 4 timers lang flyvetur, med stop I Guayaquil, landende vi paa oen Baltra - i silende regn. Baltra bliver egentlig kun brugt som transit-sted for flyvere og baade og der er absolut intet paa oen og synet af den kedelige oe, den overskyede himmel og den silende regn, trak mundvigene nedad. Under flyveturen havde vi spottet 10 andre unge mennesker - nogenlunde vores alder og et eller andet sted regnede vi da med at det var dem der skulle bo paa vores baad sammen med os! Men nej - endnu en skuffelse, da vores "team" viste sig at bestaa af os fire piger, en anden meget maerkelig, selvfokuseret pige paa 24, parret Mai og Frank fra London (han oprindelig fra Tyskland). Mai viste sig at vaere en meget bitter kvinde og vi saa hende kun smile én gang, mens Frank brugte hele turen paa at proeve at opmuntre hende, og lede efter hende naar hun besluttede sig for at spankulere alene rundt paa oen (Frank havde i oevrigt arbejdet non-stop 2 aar for at betale turen, mens Mai var arbejdsloes) - som i nok kan regne ud var der ikke meget sjov at hente i dem. Ellers var der Carina og Elisabeth fra Oestrig - den ene lav og en smule buttet og den anden hoej og meget tynd, men begge enormt kedelige. Sidst men ikke mindst var der Brice - en stooor, fuglefanatisk, amerikansk mand, med hvidt fuldskaeg, et kaempe kamera og altid paa udkig efter fugle - en god blanding mellem Darwin og Julemanden! Vi laerte dog i loebet af de fire dage at holde af dem alle 6 (mere eller mindre). Og da det den sidste dag viste sig at baaden med alle de sjove unge mennesker (laes: fyre!) var hard-core evangelister og havde en pastor om bord, var vi egentlig meget tilfredse. Dette gik op for os, da vi var vidner til en maerkelig ceremoni i vandet paa en af oerne. Vi spurgte en guide hvad der foregik og han fortalte af deres pastor var i gang med at doebe en af drengene. Well, deres baad hed "Eden" - vi kunne maaske have taenkt os lidt om!
Da vi jo er fattige studerende og et Galapagos-cruise er dyrt havde vi selvfoelgelig noejedes med en Economy-baad til 10 personer. Vores baad "El Rumba", levede i den grad op til sit rygte og der var ikke meget plads at boltre sig paa. En "spisestue", et minimalt koekken (hvorfra kokken Carlos heldigvis tryllede super-laekker mad frem), et lille soeldaek, nogle kahytter nedenunder og to kahytter ovenpaa med udsigt til vandet. Vi fire piger var heldige og fik kahytterne oeverst. Vi har senere regnet ud at det nok var fordi der var vinduer med naermest gennemsigtige gardiner ud til der hvor crew´et vadede frem og tilbage. Umiddelbart virkede vores crew dog enormt rare og venlige. Der var Carlos, Kaptajnen (der bare blev kaldt "el capitan" ) , Alfredo og Victor, der fungerede som henholdsvis tjenere, mekanikere, rengoeringsdamer, osv. - og saa var det dem der fik lov til at ordne vores toiletter naar de ikke laengere kunne skulle ud...hvilket var efter stort set hver toiletbesoeg! Sidst men ikke mindst var der vores guide: Cesar. 69 aar gammel, meget lille, drak mindst 4 "cervezas" om dagen, og snakkede, i foelge ham selv, engelsk. Det eneste jeg kunne tyde fra hans mumlen var dog fraserne: "At thiiis verrrry moment", "Forrrr that verrry rrrreeeason", "Rocky bitch (laes: beach), flip-flops no good, need good sandals", " Don´t touch animals - only touch guide" - men det er vel ogsaa alt man behoever vide?
Cesar fortalte at vi var meget uheldige med vejret da det havde vaeret solskin hele sidste uge, desuden havde vi ogsaa vaeret uheldige med vinden, da vandet forrinden havde vaeret "like a pool", og vi unden vores cruise maatte igennem en del vippen frem og tilbage. Og selvfoelgelig sejlede vi altid om natten, dvs. vi tilbragte naetterne med at klamre os til vores koejer og proeve at holde baade os selv og aftenens maaltid indenbords. Paa trods af regn var det stadig virkelig varmt, og uden air-condition (selvfoelgelig), hjalp det heller ikke meget paa soevnen. Kl. 5 om morgenen var vi somregelt ved land, og endelig faldt man i soevn og fik sovet indtil kl. 7. hvor der blev serveret morgenmad. Ja, i tror det sikkert ikke - men jeg, Amanda, stod op kl. 7 hver eneste dag i otte dage (at jeg saa ogsaa tilbragte alt resten af tiden vi havde paa baaden med at sove og i oevrigt gik i seng kl. 20, skal i bare se bort fra!).
Solen kom dog endelig tredje dag, jeg blev lidt brun og paa trods af traethed var det fantastisk at vaere paa en oede strand kl. 8 om morgenen, kun omgivet af krabber, soeloever og leguaner. Vi fik baade set "The Charles Darwin Foundation Center", Post-office-bay (hvor man kigger en bunke postkort fra folk der har vaeret paa Galapagos igennem, og hvis man finder et til sit eget land skal man tage det med hjem og sende det - man kan ogsaa laegge et postkort til en man kender der senere kommer til Galapagos). Vi fik snorklet med soeloeverne (da jeg var kommet af med min forfaerdelige forkoelelse der desvaaaere forhindrede mig i at snorkle med hajerne), set kaempe landskildpadder, kom helt taet paa "the blue footed boobies" - verdens maerkeligeste fugl, taget billeder af flamingoer, set en kuglefisk (over vand, da vores snorkelglade "capitan" holdte den op af vandet for os), og moedt en masse leguaner (det er naesten umuligt ikke at traede paa dem nogle gange). Mit yndlings dyr var dog soeloeverne og deres unger. Vores foerste rigtige moede med soeloeverne var anden dag, hvor vi netop var kommet paa land, da to soeloeve-unger skyllede paa land lige foran os. Ungerne er meget nysgerrige og kommer meget taet paa for at snuse til ens taer, og vi var taet paa at tage en med hjem og en enkelt gang blev jeg saa glad for en soeloeve-unge at jeg sad paa en sten ved siden af den en halv-times tid...jeg bildte mig selv ind at det var soeloeveungen der kunne lide mig og ikke omvendt! De viste sig dog hurtigt at alle oer og strande var proppet med soelover, og man vendte sig desvaerre hurtigt til dem og blev rent faktisk traet af deres broelelyde. Hannerne lyder som om de boevser og hunnerne og ungerne som om de er ved at kaste op! Det er en smule aergeligt at man paa et tidspunkt vender sig saa meget til alle dyrene og landskabet at det ikke fascinerer en mere - men heldigvis var alle oerne meget, meget forskellige. Vi besoegte i alt 6-8 oer og nogle bestod af rene tropiske strande, andre klipper, lava, skov, vulkaner. Nogle havde groenne traer, andre kun toerre grene, kaktuser, blomster, osv. Der var dog en enkelt gang eller to hvor nogle af os valgte at blive paa baaden og ikke besoege en oe. Naar man ved man har en to timers lang gaa-tur i bagende sol foran sig, uden mulighed for skygge, bare for at se en eller anden kaktus eller lille fugl, saa kan man godt vaere tilboejelig til at sige fra en gang i mellem. Heldigvis havde Brice nok entusiasme til fuglene for os allesammen, og man blev naesten glad paa hans vegne naar der dukkede en eller anden lille dum fugl op, han havde ledt efter hele dagen. Hans entusiasme gjorde dog ogsaa at vi tilbragte mange timer paa strande i bagende sol, og en enkelt gang i silende regn, med at vente og vente, fordi han havde fundet en fugl han skulle havde mindst 50 billeder af.
Som i kan hoere fik vi paa et tidspunkt nok af naturen, og vi noed at komme til havnebyen Puerto Ayora paa oen Santa Cruz og drikke nogle Pina Coladas. Torsdag fik vi hevet Alfredo, en af alt-mulig-maendende med i byen. Vi proevede at vaere flinke og synes da det kunne vaere underholdende at have ham med i byen - desuden maatte han da kede sig paa saadan en baad flere maaneder i traek. I loebet af ugen havde vi desuden lavet lidt sjov med crewet, da de var enormt soede og soergede for chokolade til os, og snacks naar vi blev sultne, selvom det ikke var inkluderet (ingen mad fra 12 til 19 - hvad havde de regnet med??). Saa det var blevet en joke at kalde dem "mi amor" og Heidi paastod hun var forelsket i kokken fordi han lavede saa god mad. Torsdag aften gav det hele dog bagslag, da vi, lettere berusede vente tilbage til baaden med Alfredo, som vi selvfoelgelig havde danset med for at vaere soede. Alfredo havde udset sig Heidi og da vi andre kiggede vaek troede han da, han skulle have et lille kys, og Heidi matte naermest skubbe ham vaek hvorefter han blev vred og sagde at nu skulle vi gaa i seng. Saa laerte vi da en lektie - man skal aldrig vaere soede ved ecuadorianske maend, uanset hvor rare de virker.
De sidste dage gik lidt langsomt og jeg maa indroemme at jeg er glad for at vaere tilbage med fast grund under foedderne. Jeg ved at mange at mine beskrivelser kan lyde lidt negative, og jeg ved at jeg ikke har beskrevet oerne eller dyrene saa meget. Mest fordi det er enormt svaert, men ogsa fordi at det ligesaa meget var en del af oplevelsen for mig at drikke Pina Coladas i Puerto Ayora, klamre mig fast til en koejeseng, vade drivende vaad rundt i to timer paa en oe uden mulighed for laa, og slikke sol fra et soldaek, kun med udsigt til havet.
FRIVILLIGT ARBEJDE:
Det er i dag torsdag og jeg er endelig begyndt paa frivilligt arbejde paa boernehospitalet Baca Ortiz. Mig og den svenske pige Aasa skulle vaere begyndt mandag, men da vi kl. 8.30 stod klar paa skolens kontor, fortalte Carolina (pigen der styrer frivilligt arbejde paa skolen), at hun da havde troet vi ville vaere traette efter Galapagos-turen, saa hun havde fortalt hospitalet at vi ville starte tirsdag i stedet. Well, vi var lidt traette og det var da soedt nok, saa vi gik tilbage til vores vaerelse og 10 min. senere stod Caroline foran og fortalte at hospitalet vidst nok havde et moede tirsdag, saa det var bedre hvis vi startede onsdag kl. 10. Fint nok, onsdag kl. 10 stod vi klar paa kontoret igen og Caroline tog os med til hospitalet. Her moedte vi hende der stod for det frivillige arbejde paa hospitalet...men...i dag havde de ud-af-huset dag for de andre frivillige, saa de var der ikke til at oplaere os...saa det var bedre hvis vi startede torsdag. Endnu et moede med ecuadorian-time, og de enormt uorganiserede ecuadorianere!
I dag, torsdag, startede vi dog endelig. Vi moedtes med de fire andre frivillige kl. 9.30 og saa blev vi sendt ud med en af dem hver. Vi skal faktisk bare dele bleer, farver, maleboeger (rettere sagt kopier fra maleboeger) og klistermaerker ud paa alle stuerne og snakke med boernene, deres foraeldre osv. Desuden er hospitalet i oejeblikket loebet toer for penge, saa kun 12 af boernene (ud af omkring 150) kan faa frokost. Mig og Meghan, pigen jeg gik rundt sammen med fik $4 og saa skulle vi ellers bestemme hvilke 4 af de 60 boern vi besoegte skulle have $1 til frokost, baseret paa om de bor langt vaek fra Quito, hvor gamle de var og om de saa fattige ud. Hvilket job. Paa et tidspunkt spurgte Meghan ganske enkelt 6 foraeldre hvem der var mest sultne, og de var simpelthen saa soede og pegede allesammen paa andre end dem selv, selvom de helt sikkert allesammen kunne bruge den $1. Generelt var baade boern og foraeldre saa soede og naar vi spurgte hvordan de havde det, svarede de bare godt og smilede. Boernene blev lykkelige for et klistermaerke til at putte paa haanden eller et kopi til at male paa, og man vil enormt gerne snakke med dem, saa jeg er i oejeblikket enormt motiveret til at tale mere spansk! Det lyder maaske som et lide kedeligt job - men man kan maerke at man hjaelper til og jeg glaeder mig til at laere baade boern og foraeldre bedre at kende. Det hele var selvfoelgelig en smule haardt..nogle af boernene saa meget syge ud og mange var meget, meget smaa. Paa et tidspunkt gik vi forbi en stue hvor der stod 10 laeger omkring en seng med en lille pige og en kvinde vandrede op og ned af gangen og graed..det var forfaerdeligt og saadan noget roer mig meget. Der er desuden en enorm forskel paa afdelingerne...en af dem er splinterny og fordi den er saa ny og velfungerende er det den eneste der modtager donationer, frivillige medicin-studerende, sponsorer osv. hvilket jo er sindsygt langt ude! Det foeles ogsaa enormt uretfaerdigt med frokost-systemet, og jeg kunne jo sagtens tage $10 med og saa var der 10 boern mere der fik frokost, men det maa vi vidst ikke. Vi vil proeve og spoerge og hvis ikke vil vi proeve at koebe noget legetoej til legerummet, eller saadan noget. En meget spaendende dag og jeg glaeder mig rigtig meget til at skulle arbejde der de naeste tre uger!
LIVET GENERELT:
I oejeblikket har jeg jo mit eget vaerelse paa skolens hostel og det nyder jeg. Det er begyndt at gaa op for os allesammen at vi bruger lidt for mange penge paa at spise ude, saa nu er vi begyndt at handle og lave mad paa skolen i stedet, hvilket baade er rigtig hyggeligt og billigt! Desuden har vi tilsammen koebt omkring 30 DVD´er (til $3 stykket), saa mange aftenener ser os, der ikke kan gaa i seng kl. 21 hver dag, film. Quito er pissekold i oejeblikket og det regner HELE tiden og da der ikke er varme paa skolen, sover jeg med bukser og sweater paa under 3 taepper og droemmer hver nat om solskin og varme! Det er noget pis det der med at der er varmt taet paa aakvator!
Imens vi har vaeret paa Galapagos er der kommet omkring 20 nye elever paa skolen. Det er super-maerkeligt at vaere en del af den "gamle" gruppe der har vaeret her i lang tid, for man foeler sig stadig meget ny. Vi har vaeret vandt til at vaere omkring 8 stykker og allesammen gaa ud sammen og kende hinanden, men nu er vi simpelthen saa mange at det er umuligt at laere alle at kende. I takt med at der kommer flere nye, kommer man ogsaa taettere og taettere paa de gamle elever, og jeg kan maerke at jeg efterhaanden foeler mig lidt "hjemme" her. Selvom jeg ser frem til at rejse videre og Quito ikke er min yndlingsby kommer jeg til at savne det hele og alle, hvilket faktisk er en fed foelelse. Det maa jo betyde at jeg har det godt og at det har vaeret fedt!
I aften tager vi ud og danser salsa og ligner idioter sammenlignet med alle ecuadorianerne og i weekenden tager vi til vulkanen Cotopaxi og hiker lidt rundt og ser nogle lagunaer. Saa jeg vender tilbage efter weekenden med nogle flotte billeder og et nyt blog indlaeg! Jeg haaber alle har det godt og jeg savner jer!
Tusind kys og tanker, Amanda
Saa vender jeg endelig tilbage med et blogindlaeg mere! Sidst jeg skrev var foer sidste weekend hvor vi havde planer om at tage til vulkanen Cotopaxi og vandre. Desvaerre blev jeg syg, saa jeg blev i Quito, drak en masse te og saa en masse film, og fik det meget bedre saa jeg var klar til jungletur torsdag til soendag denne weekend. Vores tur gik til "El Cuyabena lodge, i Cuyabena reservatet i amazonas-junglen og startede torsdag morgen. Dvs. vi tog en 12 timers lang bustur til junglen onsdag nat og ankom tidlig torsdag morgen til, som saedvanligt, silende regn. Det er i oejeblikket toersaeson i junglen, men vi var bare super uheldige da der engang hver 10. aar kommer regn i toersaesonen. Men efter vi ankom med bussen blev vi sejlet, i en motordrevet kano til "El cuyabene lodge", som saa fantastisk afslappende og spaendende ud og vi var ved godt mod. Torsdag startede med morgenmad, lidt afslapning i haengekoejerne og saa en 2-timers gaatur gennem junglen. Det gik dog hurtigt op for os at vores guide ikke var den bedste. Vi saa absolut ingen dyr, hvilket man selvfoelgelig heller ikke kan forvente foerste dag, men guiden stormede bare gennem junglen, uden at stoppe op og fortaelle om noget som helst. Han besluttede sig ogsaa for at vi skulle tage en genvej gennem junglen, dvs. gennem iskoldt vand op til knaene. Det var dog en sjov oplevelse, som vi kunne grine af bagefter, og da vi havde spist aftensmad, fik vi moedt vores foerste jungle-dyr, en kaempe edderkop. En fyr der arbejdede i reservatet tog den op for os, forsikrede os om at den var ufarlig og vi fik allesammen lov at holde den, og besluttede at kalde den Heidi, efter en af pigerne der ikke var taget med i junglen. Heidi blev placeret i et af badevaerelserne og blev der faktisk indtil vi tog hjem soendag eftermiddag, og moedet med hende, og hendes "ufarlighed", gjorde at det faktisk ikke var naer saa uhyggeligt at sove, naesten udendoers, midt ude i junglen.
Fredag var det tid til dene lange gaatur gennem junglen, dvs. 4 timer. Det foregik ligesom dagen foer og vi fik ikke set et eneste dyr, og blev denne gang vaade op til laarene. Vores guide fik flere gange oeje paa et dyr, pegede paa det, og i det oejeblik vi kiggede, udbroed han "Ya, se fue!" (nu forsvandt den). Vi begyndte paa et tidspunkt at tvivle paa han egentlig saa nogle dyr, saa vi var rigtig skuffede da vi kom tilbage til lodgen. Heldigvis vendte vores held da Freya, en engelsk pige, kom til at tage med kanoen, da nogle fra lodgen tog ud for at aflevere medicin til nogle. Her fandt de en lille cappuchin abeunge (de fortalte at den hoejst sandsynligt var blevet fanget for at blive solgt, men var sluppet fri), som hun fik lov at tage med tilbage til lodgen og den naeste time brugte vi paa at lege med abeungen, fodre den med bananer, og tage at for mange billeder. Abeungen fik selvfoelgelig ogsaa et navn; Peter. Om aftenen tog vi med kanoen ud for at kigge efter caimans, en slags alligator, men igen, moedte vi ingen. Tilgengaeld var himlen fantastisk, da den var fyldt med helt klare stjerner.
Loerdag var kano-dag og hele dagen sejlede vi paa cuyabena-floden, saa (endelig) en masse aber og en enkelt anaconda, fik lov til at hoppe fra et trae i black-water soen (og proevede at glemme at det lever eletriske aal og anacondaer der), og besoegte en indianer-landsby, hvor en kvinde viste os hvordan man lavede broed ud at Yukka-rod. Dagen var fantastisk, solen skinnede og det var skoent bare at sidde i kanoen og sejle gennem junglen, og taenke paa hvor heldig man var at man befandt netop dette sted i verden.
Soendag havde vi dagen til at slappe af, solen skinnede og vi hoppede i floden, slappede af i haengekoejerne, og fik pakket vores ting. Da det havde regnet saa meget at nogle veje til Quito var oedelagte (guiden lagde ud med, henkastet, at fortaelle at vi maaske maatte blive noed til at blive i junglen et par dage ekstra, hvilket heldigvis ikke blev noedvendigt) skulle vi foerst tage en bus til byen Lago Agrio (3 timer), og derefter en bus til Quito (12 timer). Lago Agrio var, rent ud sagt, et hul, og vi vandrede en times tid rundt i byen for at finde vores bus videre, vi spiste en daarlig aftensmad, koebte lidt snacks (laes: smeltet chokolade og varmt vand) og stod saa paa bussen. Turen var lettere ubehagelig da pigen foran mig havde laenet sit saede saa langt tilbage at jeg ikke kunne bevaege mine ben i 12 timer, men jeg overlevede, og kom tilbage til Quito mandag morgen. Vi droppede selvfoelgelig arbejde den dag for at sove. Arbejdet har i oevrigt vist sig at vaere en joke: for mange frivillige og for lidt at lave. Folk er faktisk ligeglade med om vi kommer, saa det er vi desvaerre ogsaa begyndt at vaere.
Mandag aften hoerte vi om konflikten mellem Colombia, Venezuela og Ecuador og blev en smule urolige, men vi fik snakket med vores diverse foraeldre, laest om det paa nettet og er nu sikre paa det bare er tom snak. Vi er selvfoelgelig opmaerksomme paa hvad der sker, men foeler os stadig sikre her i Quito. En af pigerne, Heidi, blev dog noed til at tage hjem da hendes foraeldre var meget bekymrede, og hende sagde vi farvel til kl. 4 i nat i lufthavnen, hvilket var rigtig trist. Berit tog videre til Peru i gaar og vores "gruppe" bliver i oejeblikket mindre og mindre. Men vi klarer os, og i weekenden tager mig og Aasa til Otavalo loerdag for at shoppe (igen!), og til Cotopaxi paa en dags-tur soendag. Saa jeg vender tilbage efter weekenden med flere updates!
Savner stadig alle, men har det fantastisk og nyder livet 100%!
Tusind kys, Amanda
Enden paa mit ophold her i Quito begynder at naerme sig, saa den sidste uges tid har gaaet med at udforske alle de steder, man burde se og som vores trofaste Lonely Planet anbefaler. I loebet af sidste uge forlod hele tre af "slaenget" Quito, og med kun mig og Aasa tilbage, besluttede vi at det skulle vaere tid til en en rigtig omgang sight-seeing. Vi kan jo ikke blive ved med at sidde paa diverse restauranter og indtage, og aerlig talt har vi heller ikke godt af det, hvilket kan maerkes en smule paa mine cowboy-buksers stoerrelse. Sidste uge blev ogsaa begyndelsen paa vores "Healthy Week", som vi startede med en omgang vafler, og i gaar opgav med to is og en kop varm kakao. Sight-seeingen opgav vi dog ikke og fredag gik vi paa opdagelse i en bydel af Quito kaldet "Guapulo". For at komme til Guapulo skal man ned af en masse trapper, og stejle veje, som man selvfoelgelig ogsaa skal gaa (laes: kravle!) op ad igen. Men det var det hele vaerd. Quito er begyndt at gaa os paa nerverne med alt forureningen og stoejen, de grimme huse, og regnen der loeber gennem mine vaegge, saa at nyde udsigten over bjergene fra meget stille og rolige Guapulo og at sidde paa en lille, hippie-cafe, med hindu musik i baggrunden, og kigge ud paa en kolibri-have med en kop Chai-te, var lige hvad vi havde brug for.
Loerdag var det tid til nr- to tur til Otavalo, for at shoppe alpaca-sweatre og maerkelige smykker. Vi foelte os MEGET lokale da vi tog ecovia´en (ecuadoriansk, lorte bus system) til endestationen og ventede indtil en bus, med en mand raabende "a otavalo, a otavalo, a otavalo" koerte forbi. Vi hoppede paa, blev sat af lidt udenfor Otavalo og fandt selv hen til markedet. Saa det var med meget selvtillid vi ankom til markedet og var klar til at forhandle. Vi blev dog helt sikkert snydt et par gange, for en bustur kan ikke skjule vores lyse lokker. Aasa fandt paa et tidspunkt en sweater hun kunne lide og efter at have gjort det klart at hun godt kunne maerke at det ikke var alpaca og ikke ville betale det samme, fik hun at vide at "eehh....pero es mas especial calidad...mas espicial calidad" (det er mere speciel kvalitet). Hun koebte den dog, og kvinden maa have troet vi var direkte dumme at vi hoppede paa den. Vi lagde ogsaa maerke til at naar vi kiggede paa de hundredevis af forskelligfarvede halskaeder og tog fat i en af dem for at kigge naermere, gjorde de det altid klart for os at de havde "muchos otros colores" (mange andre farver)...som om vi ikke havde oejne i hovedet. De har aabenbart ikke meget tiltro til vores intelligens.
Soendag spiste vi en ordentlig omkan morgenmad foer vi blev hentet til vores Cotopaxi-tur. Vi havde taget saa meget toej med vi kunne, men det vidste sig at naar man kravler op af et bjerg 5000m. oppe er det ikke varmen man mangler. Det var heldigvis ikke naer saa haardt som vi troede, og utrolig smukt. Desvaerre var det overskyet og vi kunne ikke se de snedaekkede bjerge foer vi kom ned igen. Men udsigten fra 5000m. oppe, stilheden og den friske luft var fantastisk, og koereturen derhen forbi marker med maelkeboetter, lugten af gran og sortbrogede koer (meget dansk!) paa taget af en bil, var ogsaa en helt speciel oplevelse. Da vi blev koert tilbage, maatte bilen stoppe da en ecuadoriansk bil (hvis man kunne kalde den det) sad fast i jorden. I 10 min. stod 10 ecuadorianere omkring og grinte og smaasnakkede imens de paa skift proevede at grave den fri. Det lykkedes til sidst at faa haevet bilen og skubbet den fri, og samtlige ecuadorianere hoppede op paa ladet og vinkede grinenede til os imens de koerte videre...absolut ingen stress eller sure miner her!
Mandag efter arbejde gik vi paa opdagelse efter en cafe med navnet "Mosaico" der skulle have en fantastisk udsigt over Quito. Da vi endelig fandt en trappe op til vejen vi ledte efter, halvvejs oppe moedte vi en ecuadoriansk familie der informerede os om at det var meget farligt for os at gaa her imens en af dem vidste at vi ville faa skaaret halsen over hvis vi fortsatte. Vi sagde tak og skyndte os meget hurtigt ned igen, og fandt lidt efter den trappe de havde peget mod som en sikker vej. Vi fandt vores cafe, noed udsigten og en god frokost og tog derefter en taxa hjem.
Tirsdag slappede vi af og i gaar fik vi set den botaniske have og tog paa en hyggelig jazz-cafe "El pobre diablo" og fik en drink, hoerte maerkelig afrikansk musik, indtil vi kl. 23 var meget, meget traette.
I dag tog vi igen paa arbejde og havde en meget maerkelig dag. Normalt er vi omkring 8-9 frivillige, hvilket er alt for mange og vi har alt for lidt at lave, og de aeldre "damas" der er halvgamle damer fra overklassen der ikke har noget at lave og derfor kommer paa hospitalet og "styrer" det frivillige arbejde aner absolut ikke hvad de laver. Normalt faar vi lov at styre arbejdet selv, men en gang i mellem faar de behov for at lave noget og saa tager de over, og oedelagger alt vores planlaeggelse hvilket resulterer i at mange etager ikke faar bleer den dag. Naa, men i dag var de kun to "damas", de havde ingen noegle saa vi kunne hente nok bleer, vi var kun 4 frivillige hvor af en besvimede og fik en flaenge i sit oejenbryn som maette sys, og hele hospitalet havde en oede, trist stemning over sig. Paa en af afdelingerne saa vi et graendende par med en lille, meget stille bylt med et nyfoedt barn. Det gav nogle kuldegysninger. Senere kom vi forbi en afdeling med en lille baby, uden foraeldre hos sig. En af de andre frivillige fortalte at hun var blevet fundet efterladt i parken et par dage foer. Saa en meget underlig dag, og jeg er en smule glad for det er min sidste dag i morgen.
I aften tager mig og Aasa ug og spiser, og saa tager jeg ud og henter mine foraeldre og Mille i lufthavnen ved 21-tiden. Jeg har fortalt dem at det ville vaere for farligt for mig at tage derud alene, saa de tror at vi skal moedes paa hotellet senere, men jeg har planer om at overraske dem, da det overhovedet ikke er farligt at tage ud til lufthavnen. Lige nu sidder de i et fly, saa de kommer forhaabentlig ikke til at laese dette foer jeg henter dem. Jeg glaeder mig meget til at se dem og vise dem Quito og endnu mere til at sige farvel til Quito soendag, hvor vi taget til Banos, og senere paa ugen ud til kysten. Der gaar nok noget tid foer jeg faar tid til at skrive her igen - men naeste gang i hoerer fra mig har jeg hoejst sandsynligt ligget hele dagen paa en strand og nydt solen og varmen, som vi savner saa meget her i Quito.
Mange kys og tanker til lille Danmark! Jeg vil forsoege at sende noget sol med mor, far og Mille hjem!
...men nu skriver jeg endelig igen. Jeg undskylder at i ikke har hoert noget i saaaa lang tid, men besoeg af familien, varmen ved kysten, og daarligere nyheder hjemmefra har faaet mig til at udskyde hele skriveriet lidt.
Foerst og fremmest skal i vide at jeg taenker meget paa hele familien Kirkebaekke i oejeblikket (specielt dig mormor, jeg proever at ringe snart!) og jeg haaber at det hele gaar ok? Jeg har snakket med min mor som har fortalt om alting, og siger i alle har det ok, og at alt er gaaet som det skal, saa det er jeg utrolig glad for og jeg haaber begravelsen paa onsdag gaar saa fint som den nu kan. Det foeles en smule underligt at vaere saa langt vaek fra alle lige nu, men jeg husker at nyde livet alligevel...
Sidst jeg skrev var torsdag eftermiddag i Quito inden mine foraeldre og Mille landede, og jeg tog, som skrevet, ud og hentede dem i lufthavnen. De blev meget overraskede over at se mig, og jeg blev meget overrasket over at se hvor blege de var! De naeste to dage tilbragte vi i Quito, hvor jeg fik vist dem det der skulle ses, og de var vidst mere imponerede af Quito end jeg er...men de har heller ikke boet der i to maaneder. Mille fik selvfoelgelig en del opmaerksomhed fra de ecuadorianske maend, mor blev solbraendt i panden, og far vandrede rundt med sit kaempe kamera og tog billeder af alt og alle! Soendag sagde jeg farvel til Quito og vi koerte til Banos, hvor jeg tilbragte karnevalet i februar, og slappede af et par dage, foer vi koerte ud til kysten (10 timer i bil, med chauffoeren Jaime og hans far). Planen var Puerto Lopez, men da alle hoteller var optagede endte vi i Canoa, en lille, hyggelig by med en stor strand og nogle kaempa boelger. Vi fik alle en del sol, Mille og far kastede sig rundt i boelgerne pa bodyboards, og det var skoent at vaere sammen med dem alle tre, paa trods af at jeg var den eneste der kunne lidt spansk og derfor maatte asistere hver gang noget skulle bestilles, reserveres eller betales. Baade mor og far proevede dog kraefter med deres spansk og det gik (til tider) ok godt! Soendag skulle vi koere til Puerto Viejo, hvor jeg skulle moede Aasa og de skulle flyve til Quito fra kl. 15. Turen skulle tage 1,5 time, men paa grund af ikke-fungerende faerger, busulykker, osv. naede de lige praecis ikke flyet, paa trods af vi maatte lade som om Mille var syg for at komme foerst i koen til faergen! Men det har en del af jer sikkert allerede hoert om fra dem? Saa vidt jeg forstaar var den videre tur hjem heller ikke ligefrem let og bekvem, men nu er de hjemme igen i lille, kolde Danmark og kan fortaelle om mig og Ecuador - verdens maerkeligeste sted - som min mor sagde.
Jeg moedtes med Aasa i Puerto Lopez, og min soede far betalte en taxa til Montanita hvor vi skulle vaere en 5 dages tid. Efter en 3-timers, smuk taxa-tur med en roev-irriterende taxachauffoer, kom vi til Montanita hvor vi fandt et hostel for natten, som vi dagen efter skiftede ud med et billigere. Dagene gik med solbadning, surfer-watching, og frugtsalat, og en del cocktails om aftenen. Torsdag aften fik vi ved et uheld sagt ja til paragliding morgenen efter (Vi troede han sagde partying - ikke paragliding!), men havde saa mange toemmermaend dagen efter, at vi kujon-agtigt blev vaek. Men det er du sikkert glad for at hoere mor? Montanita var meget afslappende og fyldt med mennesker der bare kom for at haenge ud et par dage men endte med at blive flere maaneder. Der var fyldt med barer, happy-hours (med de bedste cocktails!), dreadlocks, underlige smykkeboder, surfere, og folk var super-venlige og meget ivrige efter at snakke (specielt den lokale pusher - en stor sort fyr med dreadlocks, der aabenbart kunne skaffe alt - ikke noget vi gjorde brug af dog!!). Loerdag morgen tog vi bussen til Guayaquil, og derefter bussen videre til Cuenca, en anden af Ecuadors store byer, hvor vi bookede et hoTEL vaerelse (for en gangs skyld ikke et hoSTEL). Cuenca var smuk, men rigtig kedelig, og efter en smule sightseeing, en laekker gang tapas og en god nats soevn, besluttede vi at tage videre her til Vilcabamba, hvor vi ankom i gaar aftes. I nat sov vi paa et lille lorte hostel, saa i morges stod vi tidligt op for at finde et andet sted. Vi fandt et hyggeligt lille, fransk-ejet hostel, med en lille have, haengekoejer, gode, rene vaerelser og hjemmelavet broed til morgenmad, som vi er meget glade for. Vilcabamba er meget, meget lille og her sker absolut intet. Men her er meget smukt og roligt, saa i dag har vi gaaet en tur, spist lidt frokost, og senere booker vi massage til i morgen - det har jeg i hvert fald brug for da jeg nu rejser med min kaempe-rygsaek!
I morgen kommer Natalie fra Peru og tilbringer dagen med os her i Vilcabamba, og onsdag kl. 22.30 tager jeg bussen alene til Piura i Peru. Det er en smule skraemmende pludselig at skulle vaere alene og skulle sige farvel til Aasa, men jeg tager det som en udfordring, og ser faktisk en smule frem til det. Forhaabentlig kan Natalie ogsaa give mig nogle tips om Peru naar hun kommer her.
Jeg faar ikke uploadet nogle billeder i dag - men jeg skal nok goere det meget snart!
Tusind kys og kram og tanker til alle herfra! Jeg haaber foraaret er paa vej til Danmark og at mine foraeldre har taget en smule solskin med hjem til jer...
Hej Alle! Saa er det blevet tid til et sidste blog-indlaeg her fra Ecuador. I virkeligheden skulle jeg havde vaeret i Peru allerede nu, men her i Ecuador kan man ikke stole paa noget som helst kaldet transport, saa det blev til en lang omvej i stedet.
Det regnede rigtig meget i VIlcabamba, og efter jeg skrev mit sidste blog-indlaeg begyndte vi at overveje og vi mon overhovedet ville kunne tage vores busser onsdag. Samtidig var Natalie ikke dukket op tirsdag morgen som planlagt, saa vi var en smule bekymrede. Vi bestemte os for at spoerge paa vores hosteria hvad de troede med hensyn til busser, og da vi naevnte ordet "nat-busser" kiggede ejeren paa os som om vi var sindsyge og sagde at det ville vaere en meget daarlig idé. Da Natalie endelig ankom en time senere og fortalte at hendes bus fra Peru havde varet 24 timer i stedet for de planlagte 12, besluttede vi os for at blive en ekstra nat og booke fly til Quito torsdag aften, hvorfra jeg kunne flyve til Lima paa en stand-by billet. Det var dog umuligt at komme igennem til flyselskaberne og online-booking duede ikke, saa vi maatte faa vores hosteria til at reservere to billetter via. et kontor i Loja, som vi skulle hente torsdag inden kl. 10. Saa langt saa godt. Vi noed den sidste dag i Vilcabamba sammen med Natalie og torsdag kl. 8.30 tog vi mod Loja. Efter en halv times venten ved et mudderskred naede vi lige praecis at hente billetterne og vi var lykkelige for at alt saa ud til at lykkedes alligevel. Vi skulle vaere i lufthavnen, ca. en time derfra, kl. 16, men besluttede os for at tage afsted kl. 12 hvis nu der skulle vaere problemer...vi kunne jo altid sidde i lufthavnen og vente.
Kl. 12 begyndte vi at ringe efter lufthavns-taxaerne...men alle var optagede og ikke engang turistkontoret kunne komme igennem. De anbefalede os derfor til at tage en almindelig taxa - godt nok lidt dyrere - men vi skulle jo derud. Problemet var bare at da vi endelig fik en taxa, fortalte han os at vi ikke kunne komme til lufthavnen da vejene var oedelagte af regnen. Han ville koere os til vej-spaerringen og saa kunne vi gaa over til hvor vejen var ok igen og tage en taxa resten af vejen. Halvvejs derhenne var der en anden vejspaerring, aabembart fordi praesident Correa var paa vej til Loja, saa taxachauffoeren maette koere en anden vej...det kostede os lige $30, og da han satte os af ved vejspaerringen, var han hurtigt afsted igen, da det viste sig at man godt kunne komme igennem. De lukkede bare kun et par stykker ind ad gangen. Vi begyndte at gaa gennem kooer af biler og fandt ud af at en bus i koeen var paa vej mod lufthavnen. Vi stod paa, satte os ned og spurgte en dame om det nu var rigtigt. Ja, det var det. Hun var ogsaa paa vej derud, men flyene i dag var altsaa aflyst og floej foerst i morgen. Vi besluttede os for at tage med bussen alligevel, da det var vores eneste chance, men efter en times venten uden at koen havde rykket sig det mindste, og folk det snakkede om at vi foerst ville koere ved 17-18 tiden, fortalte en mand at vi hellere skulle gaa op til vejspaerringen igen og tage en taxa - der var stoerre chance for at de ville blive lukket igennem. Manden fulgte med os og efter en halv times venten mere da ingen af taxaerne ved spaerringen var frie, havde han fundet sin ven der gerne ville koere os til lufthavnen. Det viste sig at fordi vi havde billetter til vores fly, kunne vi sagtens koere igennem, og paa den maade kunne han ogsaa komme afsted mod lufthavnen. Paa trods af at man jo absolut ikke maa koere med fremmede, saa vi ikke rigtig nogen anden chance, og vi havde kun en time til vi skulle vaere i lufthavnen. Manden viste sig heldigvis at vaere flink og det eneste mystiske han gjorde var at tage et billede af os med sin mobil (og ja, det var MED toej paa, som mor spurgte om i tlf.!!) Vi var fremme 16.05 og fik checket ind og saa fik vi ogsaa set praesidenten. Da vi skulle gennem sikkerheds-kontrollen kom jeg i tanke om at jeg stadig havde min lommekniv i min haandbagage...det viste sig ikke at vaere nogen problem og INGEN lagde maerke til det. En smule foruroligende da praesidenten der i oejeblikket er i konflikt med Colombia lige var landet.
Naa, men vi landede. Jeg fik tjekket ind paa et hostel i Quito hvor jeg fik et vaerelse jeg delte med 5 andre. Og saa tog mig, Aasa og nogle andre fra vores gamle spanskskole ellers i byen for at glemme dagen, men da jeg kom tilbage til hostellet kl. 2 om natten opdagede jeg at alle sengene i vaerelset var optagede. Jeg fik en noegle til et andet vaerelse for natten, men fik aldrig opklaret hvad der lige var gaaet galt. Saa man kan godt sige jeg er en smule traet af Ecuador i oejeblikket og nu gaar jeg bare og beder til at jeg kommer med flyet til Lima i aften. I gaar sagde jeg farvel til Aasa, hvilket var en smule soergeligt, og i dag har jeg tjekket lidt op paa Peru og ellers spist frokost med et par andre piger fra skolen.
Selvom det da giver lidt sommerfugle i maven at skulle vaere paa egen haand fra nu af, er jeg 100% klar til at tage videre nu. Ecuador har spaendende og selvom der er meget der er gaaet anderledes end jeg havde troet og mine planer og forventninger om at laere flydende spansk, dedikere mine dage til frivilligt arbejde og at blive en del af en ecuadoriansk familie ikke rigtig er blevet til noget, har jeg haft det fantastisk og jeg har tilgengaeld faaet de dejligeste veninder og oplevet roeven ud af bukserne! Af en eller anden grund tror man altid at saadan en oplevelse vil goere en til et bedre menneske og jeg troede aldrig jeg ville tilbringe saa meget tid med at shoppe, feste, gaa paa cafe, vaere paa internettet og toese-snakke som jeg har gjort. Men jeg har uden tvivl laert en hel masse om mig selv og jeg kan ikke forestille mig at noget ville have vaeret bedre anderledes...paa trods af klamme maend, maerkelig mad og daarlig transport! Den naeste del af rejsen bliver nok en del anderledes, men det bliver uden tvivl lige saa spaendende!
Mange kys og knus fra Amanda, der ogsaa har fundet ud af hun savner jer alle for meget og derfor vil forsoege at komme hjem midt juni i stedte for juli!
Saa er det blevet tid til foerste blog fra Peru, hvor jeg samaend kun har vaeret lidt over en uge indtil videre - det foeles godt nok som mere!
Jeg startede ud med at ankomme til Lima, som jeg var blevet fortalt skulle vaere kedelig og uinteressant. Maerkeligt nok syntes jeg rigtig godt om byen - det kan muligvis skyldes at det er den foerste "civiliserede" storby jeg har set i lang tid og det passede mig egentlig rigtig fint. Jeg ankom sent om aftenen og fik en seng i et dorm-room taet paa Miraflores - Limas turist-omraade. Allerede naeste morgen inviterede mine "room-mates" mig med ud og spise morgenmad og jeg endte med at tilbringe mine to dage i Lima med Teresa, en 26-aarig amerikansk pige. Vi fik set den gamle bydel, hun fik hevet mig med paa kunst-museum, vi saa LarcoMar (et shoppingcenter aaabent ud mod havet) og vi fik spist picnic i en af Limas utallige parker. Torsdag tog jeg en bus til Ica, hvorfra jeg fik en taxa til Oasisen Huacachina. Paa mit hotel moedte jeg en gruppe unge mennesker, der lige var kommet tilbage fra deres dunebuggy/sandboarding-tour. Jeg tog med dem ud og spise, imens de beklagede sig over deres meget oemme kroppe og sand overALT. Jeg maa indroemme jeg blev en smule nervoes for den tour, men det maette absolut ikke springes over! Naeste morgen, da jeg traadte ud i hotellets have, gik det op for mig at oasisen var omgivet af kaempe sandbakker overalt. Det var fantastisk, og efter afslapning ved poolen var det blevet tid til min tour. Jeg hoppede ind i en dunebuggy sammen med 6 andre og saa blev vi ellers koert gennem sandoerkenen. Det gik voldsomt hurtigt og somme tider floej dunebuggyen gennem luften. Ind i mellem stoppede vi for at proeve kraefter med sandboardingen. Kort sagt er det ligesom snowboarding - bare paa sand. De bakker vi stoppede ved blev gradvist hoejere og mere stejle, men heldigvis blev jeg ogsaa bedre og bedre. Dvs. jeg laerte at staa op og ikke falde mere end 4 gange paa en bakke..jeg er dog stadigvaek meget stolt af mig selv og paa trods af sand overalt og meget oemme muskler - som jeg var blevet advaret mod - var det super fedt og det hele vaerd!
Naeste stop var Arequipa - eller faktisk foerst tilbage til Lima for at flyve til Arequipa - man er vel sin fars datter og meget traet af busser! I Arequipa moedtes jeg med tre af dem fra Huacachina og fik for foerste gang mit eget vaerelse med eget badevaerelse, paa et skoent hostel. Det var naesten det bedste ved Arequipa, da byen virkelig skuffede mig. Det eneste smukke ved den var Plaza de Armas og jeg kunne absolut ikke finde grunden til de kalder den "den hvide by" - saa er den paa frederiksberg smukkere. Jeg fik dog set Monasterio de Santa Catalina, som er et gammelt kloster, der naermest er en lille by. Det var rigtig fint, og de ting guiden forklarede var ret spaendende - jeg blev dog en smule overrasket da hun sagde at slaverne i klosteret blev befriet i 1972...men det vidste sig at vaere en fejl grundet hendes daarlige engelsk.
Jeg blev i Arequipa indtil soendag og fik sagt farvel til Tom, Ross og Laura, hvilket jeg var meget tilfreds med siden Laura og Ross skaendtes konstant og hele tiden og Tom var en smule kedelig. Jeg tog ud til lufthavnen ved 4-tiden mandag morgen for at proeve at komme med et fly til Cusco. Det var desvaerre ikke muligt at jeg maatte i stedet hoppe paa en bus. Den skulle have taget 10 timer, men tog af en eller anden grund 14, saa igen ankom jeg meget sent. Mit hostel ligger oppe i et lille "bohemian" omraaedet kaldet San Blas, men jeg blev paa vejen koert forbi Plaza de Armas (ja, saadan en har de alle steder), som er fantastisk smuk. Cusco er en dejlig ren, og lidt stoerre by. Og det er faktisk dejligt at her er fyldt med turister, da man saa kan vaerre lidt fred, og undgaa de maerkelige blikke fra de lokale.
I morgen tidligt er det tid til Macchu Picchu, hvilket jeg virkelig ser frem til. Jeg tager toget derop ved 6-tiden og ankommer ved 10-tiden, og vender saa tilbage til Cusco sent om eftermiddagen, saa jeg har hele dagen deroppe og haaber virkelig jeg kan faa tiden til at gaa. Selvom det skulle vaere fantastisk har jeg svaert ved at forestille mig at tilbringe en hel dag i inkaruiner uden en eneste café ;) Men nu maa vi se. Jeg vender tilbage med en beskrivelse hurtigst muligt, specielt for Besse og Jettes skyld!
Mange kys og tanker, og forresten er min billet endelig aendret (takket vaere far!), og jeg ankommer til Kastrup lufthavn d. 11. juni kl. 8.05, om praecis 56 dage og 6 timer!
Okay, saa er det overstaaet og jeg har faaet stemplet i mit pas!
Macchu Picchu var selvfoelgelig fantastisk og imponerende og alt det der. Men jeg tror desvaerre mine forventninger var alt for hoeje, og jeg havde nok naermest forventet en religioes oplevelse, da jeg saa udsigten over byen dukke op efter en lang tur opad. Desvaerre var foelelsen mere á la: Jaa, det ligner da Macchu Picchu. For det saa fuldstaendig ud som paa diverse billeder, postkort osv...altsaa som det skulle.
Beliggenheden er jo i sig selv fantastisk, ekstremt hoejt oppe, med udsigt til bjerge og kig ned paa floder og dale, og bare det at en by som dette er bygget for saa laenge siden, med alle dens smaa detajler er jo ret imponerende. Jeg foeler bare ikke at det goer det mere imponerende at jeg har set det, selvom det selvfoelgelig at fedt at kunne sige.
Byen i sig selv bestaar af en ceremoniel, en beboelses og en industriel del, men det er en smule svaert at finde rundt i hvad der er hvad. Min Lonely Planet hjalp mig en smule, men det faktum at man faktisk ikke ved enormt meget om bygningerne og delene, goer det lidt svaert at forholde sig til det hele. Jeg gik rundt i omkring tre timer, og fik vidst set alle de ting der skulle ses. Blandt andet den hellige plads, solstenen som skulle kunne forudsige saesonerne (man ved ikke hvordan), den hellige sten, faengelscellerne, og et noeje udskaaret condor-hovedet i sten, og ellers vandrede jeg rundt i beboelses eller den industrielle sektor (hvem ved?) og fik set en masse vaegge i en halv times tid, fordi jeg ikke kunne finde rundt. Det fedeste var naesten bare at sidde paa "terrasserne" og nyde solen og udsigten, da turen rundt i byen ogsaa blev en smule crowded med mennesker, og det er naesten umuligt at faa et billede uden en masse smaa farveklatter paa - ogsaa kaldet turister og deres farvestraalende toej. Desuden kostede en cola naesten 30 kr. hvilket er foruroligende dyrt hernede!!
Jeg vil ikke vaere irriterende kold og sige at Macchu Picchu ikke var de 1000 kr. (!) vaerd, for det er da en oplevelse og det er ikke noget man vil springe over naar man alligevel er i Cusco - med det sagt er jeg glad for det ikke var formaalet med eller hovedpunktet paa min tur, for saa var jeg nok blevet oprigtig skuffet. Der er saa meget andet fantastisk at se i Sydamerika, og det naeste bliver for mig de flydende oer paa Titicaca soen, foer jeg krydser graensen til Bolivia, da jeg i morgen forlader Cusco og tager laengere sydpaa til Puno, hvorfra ture til oerne kan bestilles.
Kys og tanker fra Amanda, der sikkert er den eneste turist der nogensinde har faaet 5 myggestik saa hoejt oppe i bjergene!
Umiddelbart lyder det jo fantastisk..maaske en smule mere en det er for med Copacabana mener jeg ikke den famoese del a Rio de Janeiro i Brasilien, med derimod en lille-bitte by i Bolivia paa graensen til Peru, og Sydamerikas New York er Bolivias hovedstad La Paz og maaske helt som New York alligevel.Det vender jeg dog altsammen tilbage til, for foer Bolivia tog jeg jo et smut til Puno i peru for at se de flydende sivoer paa Titicaca-soen.
Jeg ankom til Puno loerdag aften, fik booket en tour til oerne den foelgende dag og moedte saa nogle mennesker jeg spiste aftensmad med. Soendag morgen var det op kl. 6, og med en minibus ned til havnen, hvor vi hoppede paa en lille baad der sejlede os ud til de flydende oer. Det er fantastisk at traede op paa en beboet oe der rent faktisk er lavet af siv og flyder rundt paa en soe, men man fik desvaerre en mistanke om at alt var lavet for turisternes skyld. Foerst fik vi en halv times demonstration med en model af hvordan oerne laves og hvad folkene lever af. Bagefter havde vi 30 min. til, rent ud sagt, at koebe nogle af oe-boernes vanvittig dyre souvenirs og sejle med deres siv-baad til hoved-sivoen for et vanvittigt beloeb. Hovedoen var endnu vaerre og havde naesten kun boder og restauranter af siv til turisterne. Bagved kunne man skimte "almindelige" huse af trae og meta...sikkert oe-boernes huse. Ideen med at leve paa en siv-oe og leve af fisk og siv er utrolig fascinerende og det var da en spaendende oplevelse. Men jeg har svaert ved at forestille mig hvad de egentlig levede af foer turismen, da det stort set er alt de beskaeftiger sig med nu. Igen en oplevelse der kunne have vaeret utrolig spaendende, men er blevet oedelagt af turismen, hvilket foeles maerkeligt at sige siden jeg nu har bidraget til det. Bagefter sejlede vi 3 timer til oen Isla Taquile (ikke lavet af siv), hvor vi gik op til en plads, tog billeder, spiste frokost og gik ned og sejlede tilbage. Jeg kunne ikke helt se ideen i dette, selvom oen var smuk, men der har Galapagos nok sat min oe-standard lidt for hoejt op. Jeg moedte dog et soedt, ungt, dansk par, jeg fik snakket lidt dansk med, hvilket var rart.
Mandag var det tidligt op igen og hen til busterminalen, hvor min bus til Copacabana afgik fra. Det viste sig at Nicole, en svensk pige jeg havde moedt i Cusco og skulle moedes med i Copacabana, rent faktisk var med den samme bus, og ved graensen moedte vi en fyr, Samuel fra Sweiz, Nicole have moedt i Cusco. Vi fulgtes til Copacabana, checkede ind paa en dejligt hotel (det dyreste i Copacabana...dvs. 50 kr. pr. nat!). I Copacabana slappede vi bare af og hang ud med to israilere vi moedte - der var dejlig varmt, lige ned til Titicaca-soen og massere af smaa cafeer. Vi tog ogsaa en tur til oen Isla del Sol, men det var umiddelbart ligesom Isla Taquile - maaske lidt smukkere.
Onsdag tog vi saa mod La paz og busturen hertil indeholdte bl.a. at bussen koerte ombord paa en slags baad/motordrevet toemmerflaade og sejlede over Titicaca-soen hvilket var en underlig oplevelse. Vi ankom til La paz sent om eftermiddagen, fandt det hostel vi havde booket og gik saa paa oplevelse. Jeg havde hoert fra massere af mennesker at La Paz er en fantastisk by, men jeg havde aldrig forestillet mig den, som den er. Forestil jer alle verdens hovedsteder blandet sammen 3200 m. over havets overflade. Her er ALT fra gamle, forfaldne bygninger til smukke kirker, hoejhuse, fast-food kaeder, super-moderne glasbygninger, pladser, smukke torve, villakvarterer, markeder, kaempe avenyer og smaa snoerklede gader og i baggrunden kan man skimte fantastiske sneklaedte bjerge. Overalt, selv paa den kaempestore hovedgade er der boder der saelger - igen - alt fra teleskoper til bleer til smykker til cd`er til sakse. Og ind i mellem sidder en lokal, boliviansk kvinde og griller i et blaat telt. Gaderne er oversvoemmede med mennesker af alle stoerrelse og udseende...i gaar saa jeg endda en fyr klaedt ud som zebra gaa ind i en bank(?) og man skal virkelig holde fast paa sin pung og sit kamera. Byen er paa ingen maade som New York - men den forvirrende, travle, larmende stemning minder en smule om den. La Paz er saadan en by man bare kan gaa rundt i i flere dage og glo og opleve, men saa er man ogsaaa fuldstaendig udmattet af indtryk naar man kommer tilbage til sit vaerelse. Uden tvivl en kaempe oplevelse og en af de mest spaendende byer jeg har set i Sydamerika, men jeg ville ikke kunne tilbringe mere end en uges tid her, fordi det netop er saa udmattende.
I morgen bliver det gave-koebnings dag og jeg bliver noed til at bevaege mig mod Heksedoktor-markedet for at finde noget ulaekkert til Besse...maa man godt transportere et doedt lamafoster tilbage til Danmark? Soendag proever vi at komme videre mod Uyuni, saa vi kan booke en tur til Salt-oerkenen, hvilket jeg glaeder mig utroligt meget til og derefter vender jeg tilbage til La paz for at flyve til Santiago.
Haaber alt er godt derhjemme og jeg hoerer foraaret er kommet til Danmark! Glaeder mig til at se jer alle om soelle 1 og en halv maaned.
Kys og tanker!!
Bonusinfo: Igaar koebte jeg alle Friends-episoderne (40 cd`er!) for omkring 200 kr. og det lader til at de alle virker!
I gaar forlod jeg La paz til fordel for Santiago, hvilket er en dejlig, ren, velfungerende by, med busstopsteder, dyre taxaer, og stroeg-lignende gader - jeg foeler mig allerede hjemme!!
Som planlagt tog jeg sidste soendag fra La Paz mod Uyuni sammen med Sam, hvor vi ankom kl. 2 om natten, fandt et sted at sove, indtil vi tidligt naeste morgen gik paa tour-jagt. Det var ganske nemt og kl. 9 havde vi booket en 3-dages tur til Saltoerken og hvad dertil hoerer med 4 andre turister, en chauffoer og en kok. Kl. 11 kom vores jeep og til vores store overraskelse var der masser af plads i bilen. Vi havde nemlig ikke nogen kok med, men fik afvide at vores chauffoer ogsaa var glimrende til at lave mad (hvilket har resulteret i en uges tid med slemme mave-kramper og meget hyppige toiletbesoeg!). Turen gik foerst ud i saltoerkenen, hvor vi spiste frokost, saa Isla de Pescados (en koral-oe midt i saltoerkenen) tog aandsvage billeder (et must for turister) og maerkede kulden snige sig ind paa os. Natten tilbragte vi paa et salthotel, med en gruppe fulde irlaendere/australiere, der lovede os at det nok skulle blive koldere herfra (deres rute var modsat vores), og en gruppe franskmaend der tilbragte natten foran deres computer og tilsyneladende gik mere op i deres udseende end at fryse, og gik rundt i almindeligt toej!!. Naeste morgen gik turen ud i den "rigtige" oerken, hvor vi saa underlige koral-formationer, (Oerkenen var engang et hav/en soe og derfor bestaar nogle af klipperne af koral), et par laguner, smukke landskaber, og snebeklaedte bjergtoppe. Natten blev denne gang tilbragt i en kedelig murstensbygning om 4300 m. over havets overflade, hvilket betoed -15 grader og hoejdesyge. Den aften gik jeg i seng kl. 20! Dagen efter fik vi set geysere, varme kilder, den roede lagune, og bagefter blev to fra gruppen, Alex og Iris, koert til Chiles graense og vi andre koerte tilbage til Uyuni...en kedelig 7-timer lang jeep-tour.
Fra Uyuni tog mig, Sam og en fyr fra gruppen, Charlie, kl. 00 om natten tilbage mod La paz, hvilket betoed 7 timer i dejlig varm luksus-tog til Oruro og 3 timer klemt sammen i en taxa med to israelere, der besluttede sig for at spille guitar midt i det hele, til La Paz (det var 1. maj og der var ingen busser mod La paz). Tilbage i La paz fandt vi dagen efter ud af at to jeeps var stoedt sammen i saltoerkenen og 12 mennesker doede. En smule uhyggeligt, da der ugen forinden var 8 mennesker der doede paa "verdens farligeste vej" - en turistattraktion naer La paz, hvor man mountainbiker ned af en vej - ikke noget jeg kastede mig ud i. Bolivia er aabenbart saa farligt som man siger. I oevrigt beklager jeg at der er mangel paa billeder fra La paz - men efter at have moedt 5 mennesker der havde faaet deres tasker/lommer skaaret op og deres punge/kameraer stjaalet, besluttede jeg mig for kun at have penge paa mig - og kun i min BH!!
Fredag aften var min foerste aften ude i laaang tid. Min mave var stadig ikke god, saa aftensmad blev sprunget over, og lad mig sige det saadan: uden mad, 3200 m. over havts overflade, uden at have drukket i en maaned, er det ikke en god idé at konkurrere med 3 australske maend om hvem der kan drikke mest (undskyld mor!), saa min aften sluttede rimeligt tidligt. Naeste morgen gik det op for mig og Sam at Charlie ikke var vendt tilbage efter nattens eskapader, og da han valgte ikke at dukke op hele dagen eller natten after, blev vi for alvor urolige. Jeg begyndte at spekulere paa hvordan vi mon skulle fortaelle hans familie at han var forsvundet, om vi skulle bryde hans laaste skab op osv. Og da jeg var meget taet paa at ringe til politiet, kom han smilende ind ad doeren. Han havde saamaend bare tilbragt de to naetter paa et hotel, fordi han ikke orkede at sove paa et hostel og ikke taenkt paa at informere os om det: Man kan altsaa aabenbart godt blive LIDT for vandt til at rejse alene og kun have sig selv at bekymre sig om!! Saa det var altsaa nogle underlige sidste dage, og oplevelser i La paz, og jeg er glad for at vaere i Sydamerikas sikreste by nu hvor jeg endda kan gaa rundt med mit kamera... alene...sent om aftenen! WOW!
Saa er enden paa mit ophold i Buenos Aires kommet - desvaerre! Jeg ville meget gerne blive her laengere, men tiden tillader det vidst ikke hvis jeg skal se noget mere af sydamerika inden jeg tager hjem...saa det er tid til at komme videre nu! Men jeg skal selvfoelgelig ikke snyde jer for mine oplevelser gennem den sidste halvanden uge!
Torsdag d. 8/5: Efter 3 dage i Santiago valgte jeg allerede at tage vider til B.A. torsdag. Santiago var en ok by - men hostellet var meget stille, min mave var ikke helt glad (igen!) og der er ikke saa utrolig meget at se, saa mit humoer var lidt i bund og af en eller anden grund havde jeg slet ikke lyst til at Valparaiso som jeg ellers havde planlagt. Jeg havde kun hoert gode ting om B.A. og taenkte det var stedet at tage til hvis jeg ville muntres lidt op. Saa det blev altsaa kun til 3 dage i Chile. Der var ingen problemer med at komme med et fly til B.A. og jeg ankom ved 18-tiden til Hostel Estoril hvor jeg blev modtaget af et fantastisk personale og meget hurtigt faldt i snak med nogle mennesker. Hostellet havde en tagterrasse og 24-timers bar, saa foerste aften blev fejret med take-away, en masse oel og senere en bytur der varede til kl. 5 om morgenen - jeg fandt senere ud af at dette er hvad man kalder en "tidlig" aften i B.A.!
Fredag d. 9/5: Da jeg endelig fik hevet mig selv op af sengen taenkte jeg at jeg hellere maette gaa lidt paa opdagelse i byen. Saa jeg gik ned ad Av. Mayo til "Casa Roja", fra hvis balkon Evita holdte sine beroemte taler, og derfra ned ad Av. Florida, en gade á la Stroeget med butikker og fast-food kaeder, til Plaza San Martin, hvor jeg loeb ind i en ceremoni med soldater, blomsterkranse og hele molevitten - jeg ved stadig ikke hvad det gik ud paa. Da jeg kom hjem ved 18-tiden begyndte oel-drikningen. Jeg haegtede mig paa en gruppe der skulle paa restaurant og fik min foerste argentinske boef og mit foerste argentinske glas roedvin. Bagefter vendte vi tilbage til tagterrassen hvor jeg endte med at sidde til kl. 10 naeste morgen.
Loerdag d. 10/5: Som i nok kan regne ud var jeg ikke helt frisk loerdag og maette sove til kl. 16 (saa kender i mig vidst igen!). Da jeg vaagnede igen var et par piger og hostellets personale ved at goere klar til foedselsdagsfest for en af hostellets gaester, saa der endte med at vaere fuld gang i den hele natten - men jeg tog mig sammen og gik i seng kl. 3!
Soendag d.11/5: Hver soendag er der marked i bydelen San Telmo, saa her tog jeg til, og vandrede rundt i flere timer. Gaderne var fyldt med boder, og cafeer og paa hvert hjoerne var der tango-dansende par, musikere og smaa dukkeshow, og der var en dejlig livlig, afslappende stemning. Aftenen gik med steak-restaurant igen og for en gangs skyld meget faa oel!
Mandag d. 12/5: Jeg stod tidligt op og fik endelig preoevet hostellets morgenmad. Saa tog jeg til B.A.`s rige kvarter: Recoleta, hvor man ogsaa finder kirkegaarden med Evitas grav. Jeg gik rundt et par timer og kiggede ind gennem ruderne paa butikker som Gucci og Armani, spiste lidt frokost og tog en tur gennem parken, foer jeg bevaegede mig ind paa kirkegaarden, der naermere er en lille by af tempel/palads-lignede, smaa marmorhuse med alle slags dekorationer og statuer. Evitas grav var skuffende gemt vaek af en lille "gade" og ikke naer saa imponerende som nogle af de andre grave. Kl. 20 tog jeg og nogle andre til en koncert i en kaempe baggaard proppet med mennesker. Bandet var et 15-mands percussion-orkester, der spillede fantastiske rytmer saa hele baggaarden gyngede! Fantastisk oplevelse der endte med en dejlig pizza paa pizzariaet under hostellet!
Tirsdag d. 13/5: Efter de sidste par dages fantastiske oplevelser var jeg absolut ikke klar til at forlade B.A. inden for de naeste to dage som jeg havde planlagt. Jeg regnede lidt paa tiden og besluttede mig for at blive indtil mandag. Saa jeg bookede 4 naetter mere og gik saa paa opdagelse i B.A.`s nye "hippe" kvarter Puerto Madera, som er ned til havnen og med en masse fancy restauranter. Vejret var skoent, saa det var dejligt at sidde ved ved vandet og nyde solen.
Onsdag d. 14/5: I humoer til shopping gik jeg igen en tur ned ad Av. Florida, men koebte absolut intet da her faktisk ikke er specielt billigt hvis man vil shoppe, saa jeg vandrede bare rundt et par timer men var hurtigt hjemme igen og fik slappet lidt af saa jeg var klar til natten. Vi endte paa "Maluga Belleza" en brasiliansk natklub, hvor jeg dansede indtil jeg (eller mine foedder) simpelthen ikke kunne holde til mere. Jeg havde valgt at tage mine 12 cm. hoeje sko, koebt i Santiago, paa!). Dette var kl. 5 - men da jeg kom tilbage til hostellet var der stadig gang i terrassen og jeg maette jo lige blive oppe til en lille ekstra oel!
Torsdag d. 15/5: En smule medtaget efter natten tilbragte jeg hele dagen i hostellets sofa sammen med alle de andre toemmermaendsramte. Kl. 21 var der barbacue paa terrassen, hvilket var super hyggeligt og afslappet og selvfoelgelig endte med at vi hang derude til kl. 5!
Fredag d. 16/5: Klar over at min afsked med B.A. kom naermere taenkte jeg at jeg hellere maette se lidt mere af B.A. - toemmermaend eller ej! Saa jeg tog til Palermo, bydelen hvor vi havde vaeret ude nogle naetter, men som ogsaa skulle vaere vaerd at se i dagslys. Jeg fandt dog stedet en smule kedeligt - men maaske var jeg der bare paa et uheldigt tidspunkt? Jeg havde lovet mig selv at jeg absolut ikke skulle ud igen denne aften - mit hoved og min krop kunne ikke tage mere - saa jeg tog i stedet med nogle stykker til et tangoshow paa cafe Tortoni, som var rigtigt flot men maaske en smule overdramatiseret. Showet sluttede kl. 22.30 - saa da vi kom tilbage til hostellet var der selvfoelgelig fuld gang i den. Efter argumenter som "det er jo din sidste fredag i B.A.!" fra nogle af de andre, slog min hjerne fra og jeg endte med at tage paa irsk bar/natklub, vende tilbage kl. 5 og feste videre paa hostellet til kl. 8...
Loerdag d. 17/5: Da jeg vaagende allerede kl. 10 om morgenen var jeg det jeg ville kalde doed - og jeg maatte tage omkring 5 middagslure i loebet af dagen - kun afbrudt af mad og cola. Jeg lovede igen mig selv at jeg SLET ikke skulle ud om aftenen - men endte alligevel paa baren "Sugar". Det var jo min sidste loerdag i B.A.! Natten sluttede med at vi var nogle stykker der gik ud og spiste..paa en proppet cafe/restaurant kl. 5 om aftenen..det sker da kun i Buenos Aires!
Soendag d. 18/5: Selvom jeg endnu engang var godt medtaget fik jeg hevet mig selv ind i en taxa og koerte til "La Boca" - et par gader i udkanten af byen med farvestraalende huse, tango paa alle restauranterne og en masse turist-butikker og boder. Det var sjovt at se og stemningen var god, men det var kun to gader og jeg var hurtigt hjemme igen. Jeg fik slappet af med kinesisk mad foran fjernsynet og gik allerede i seng kl. 23.30...for foerste gang i laaang tid!
Mandag d. 19/5: Det er saa mandag i dag og i oejeblikket sidder jeg paa en cafe. Det er 30 grader og super fugtigt og jeg skriver det her i haanden saa jeg senere kan skrive det ind paa min blog fordi jeg ikke kan holde ud at sidde foran computeren lige nu. Min bus til Iguazu gaar kl. 18.50 og tager ca. 18 timer. Det skulle dog vaere fantastisk at koere med bus hernede - ligesom 1. klasse med fly - saa det bliver sikkert fint og dejligt med en lang nats soevn. Jeg er lidt trist over at skulle forlade Buenos Aires, Hostel Estoril og alle de soede mennesker, men som i nok kan hoere har min krop (ikke mindst min lever!) sikkert godt af at komme vaek fra den by og slappe lidt af. Jeg vender tilbage fra Brasilien om et par dage og fortaeller om Iguazu vandfaldende!
Tusind kys og tanker, Amanda!
Ps. Har hoert kulden er kommet tilbage til Danmark og jeg er ked af at sige at det glaeder mig (jeg skal jo helst vaere meget brunere end jer allesammen naar jeg kommer hjem)!
Hej alle derhjemme. Undskyld at jeg bliver daarligere og daarligere til at opdatere jer om hvad der foregaar hernede i sydamerika...men nu kommer jeg jo snart hjem saa jeg kan fortaelle om alting!
Efter Buenos Aires tog jeg som sagt til Iguazu, hvor jeg fik set Iguazu vandfaldende...en fantastisk oplevelse, men desvaerre overlevede mit kamera ikke "vandstoevet" fra vandfaldet, saa der er en mangel paa billeder. Jeg tilbragte 6 timer i nationalparken hvor vandfaldende er, og landskabet er ligesom noget fra et eventyrland med bjerge, kaempe vandfald, skov og regnbuer allevegne...i maa proeve at forestille jer det, eller google nogle billeder fra nettet! Jeg endte med at blive i Iguazu i 4 dage...ikke fordi det er en speciel by og paa hostellet var der begraensede muligheder for hvad man kunne lave (med undtagelse af en stor delig swimmingpool), men jeg blev noed til at time min bustur med at Guilherme (min brasilianske ven der var udvekslingsstudent i Danmark forrige aar, som jeg skulle bo hos), kunne hente mig i Sao Paulo osv..
Men jeg kom afsted mod Sao Paulo loerdag eftermiddag og ankom kl. 4 om natten til busterminalen hvos Gui og hans ven ventede paa mig. Jeg blev koert til hans families hus, hvor jeg fik eget vaerelse med privat badevaerelse, der var swimmingpool, home theater, vagthund, rengoeringsdame og toilet i stort set hvert rum i huset! Gui`s far ejer en pizzaria-kaede og tilhoerer aabenbart den mere velhavende del af Sao Paulos befolknings...ikke daarligt, naar man har tilbragt de sidste 4 maaneder i dorm-rooms, med koejesenge og delt badevaerelse med mindst 20 andre. Soendag lod de mig sove laenge, jeg fik moedt foraeldrene og Gui`s bror (fantastisk soede!), og saa tog Gui, hans far og hans bror mig med ud og koere paa jetski paa en kaempe soe der ligger taet paa deres hus...det var rigtig sjovt og jeg fik endda koert jetskien selv!! Den foelgende uge var jeg med Gui paa universitet et par dage, moedte alle hans venner der var meget interesserede og enormt soede ved mig, selvom de fleste ikke taler et ord engelsk, og jeg overhovedet ikke fatter portugisisk. Jeg fik proevet alle de maerkelige ting vi absolut ikke har i Danmark, som at drikke kokosmaelk fra en kokosnoed og smage sukkerroers-juice. Og saa fik jeg selvfoelgelig drukket en masse Caipiranhas! Fredag tog familien mig med paa barbacue-restaurant...men betaler mellem 50 og 100 kr. og saa er der ellers kaempe-buffet med salat, tilbahoer, sushi osv...og saa gaar der ellers tjenere rundt med det laekreste koed paa spid og serverer alt det du vil have (Far, du ville elske det!)!
Vejret har vaeret skidt i brasilien de sidste uger, saa jeg valgte at droppe alle mine strand-destinationer og blive i Sao Paulo indtil tirsdag, da det var rart at bo hos familien og dejligt at faa slappet lidt af og ikke skulle taenke paa at rykke rundt og planlaegge hele tiden. I gaar aftes kom jeg saa til Rio de Janeiro, hvor jeg moedte en norsk pige, der bor i Rio, taler portugisisk og kan hjaelpe mig lidt paa den front. Rio er praecis som den skal vaere, bare uden sol, men jeg kommer sikkert ikke til at lave andet end at shoppe, haenge ud og drikke kokosmaelk ved stranden her, da jeg kan maerke jeg er traet af at vaere "turist" og loebe rundt og se alle turistattraktionerne...jeg er nok meget indstillet paa at jeg snart er hjemme igen, og jeg vil hellere bare nyde den sidste tid og goere hvad jeg har lyst til.
Soendag tager jeg tilbage til Sao P. og Gui har lige skrevet at ham og hans venner gerne ville holde farvel-barbecue-fest for mig, saa jeg skal afsted meget tidligt fra Rio, for at naa til Sao P. i tide! Mandag kan jeg saa pakke mine ting og goere klar til hjemtur der begynder torsdag kl. 12.50!!
Jeg glaeder mig til at se alle meget, meget snart...kun en uge til jeg er hjemme! Jeg vil nyde den sidste tid saa meget som muligt, og soerge for ikke at tage vejret med hjem...hvilket jeg aldrig troede jeg skulle sige om Brasilien!
Mange kys til alle!!
Saa er det blevet tid til det sidste, sidste, sidste blogindlaeg. En maerkelig, blandet foelelse, men det bliver nu dejligt at kunne fortaelle jer alt det ansigt til ansigt jeg ikke har faaet plads til her.
Mine 4 dage i Rio brugte jeg som forudset paa shopping (bikiner og havaianas) og solbadning og saa en masse all-you-can-eat restauranter. Vejret blev fantastisk igen og jeg fik set hvad copacabana og ipanema beach virkelig gaar ud paa, men alt hvad det indebaerer af meget smaa bikiner paa meget store roeve! Fredag moedtes jeg med nogle mennesker jeg tidligere havde moedt i Iquazu og vi tog ti Lapa - Rios ultimative party-centrum. En masse gader fyldt med dansende mennesker, natklubber, boder med mad, oel, live-musik, maend med fade med tequila-shots og en fantastisk stemning! Det var virkelig noget specielt og jeg tror aldrig jeg har set noget lignende. Soendag fik jeg hevet mig selv til Rios centrum hvor der bl.a. var marked og - igen - fyldt med glade mennesker og musik! Selvom Rio godt kan vaere en smule utrygt, mest fordi folk fortaeller dig hvor farligt det er, er menneskerne enormt soede. Hvis de henvender sig til dig paa portugisisk og du faar fremstammet "nao falo portuges" (jeg taler ikke portogisisk), griner de og siger saa alle de saetninger de kan paa engelsk, spoerger hvor du er fra og proever saa godt de kan at snakke med dig. Generelt er min oplevelse af brasilien at folk er super venlige og rare. Alle bliver moedt med et smil. Fremmede snakker mere sammen og interesserer sig for hinanden og folk tror generelt paa det gode i alle mennesker! Saa min tid i brasilien har vaeret rigtig god. I gaar kom jeg tilbage til Sao Paulo og vi holdt barbecue-fest med Gui`s venner, som var rigtig hyggeligt. Selvom jeg ikke kender dem saerlig godt og har svaert ved at kommunikere med mange af dem, foelte jeg mig enormt godt tilpas blandt dem, og havde endda (sad but true) nogle oejeblikke hvor jeg taenkte hvorfor det lige er jeg tager tilbage til Danmark nu.
Men det er selvfoelgelig for at se jer allesammen igen...og saa faa mig et ordentlig glas maelk og en leverpostejsmad...saa kan jeg jo altid tage afsted igen naar det bliver kedeligt! Nej, jeg tror min hjerne er indstillet pa hjemtur nu, og det bliver godt at faa slappet lidt af derhjemme. Selvom mange nok ville kalde denne tur ren afslapning, kan det godt vaere psykisk udmattende at ankomme nye steder, moede nye mennesker og sge farvel igen, at flytte sig og planlaegge alting helt selv hele tiden. Saa det bliver godt at ankomme et sted hvor jeg kender alting og kan vaere sammen med dem jeg holder af og ved jeg ikke skal flytte mig et stykke tid igen.
Det har dog varet en fantastisk tur og jeg har laert saa meget om mennesker, verden og ikke mindst mig selv. Nogle gange kan jeg slet ikke forstaa hvor meget jeg har oplevet de sidste 5 maaneder! Jeg ved godt at mange unge tager paa ldisse laengere backpacking ture og det umiddelbart ikke er nogen big-deal. Men for mig har det at se en ny del af verden og rejse alene virkelig gjort en forskel og aabnet mit syn paa livet. Ikke bare det at opleve og blive klogere paa andre kulturer, men ogsaa at vide at det her har jeg sgu gjort helt selv og jeg kunne sagtens goere det igen. Det er en fantastisk foelelse af selvtillid og frihed, som jeg ikke ved om jeg kunne faa paa andre maader.
Det mest irriterende spoergsmaal jeg er blevet stillet gennem de sidste 5 maaneder og som mange af jer sikkert ogsaa gerne vil vide er "hvad var det bedste sted du har vaeret?". Det er et komplet umuligt spoergsmaal at svare paa naar man har vaeret saa mange fantastiske steder og oplevet saa meget forskelligt. Og tit er det slet ikke stedet men mere menneskerne og en speciel stemning der har gjort nogle oplevelser mine yndlings. Saa her kommer en topliste over MINE yndlings oplevelser gennem den sidste tid:
- frokost paa mangotree i Quito med nogle af de soedeste piger i verden.
- at se daarlige dvd`er med varm kakao og popcorn en kedelig regnvejrsaften paa skolen i Quito.
- den ugentlig ladies-night med toeserne i Quito.
- at svoemme med soeloeveunger paa Galapagos.
- at sidde paa daekket af yachten "Rumba" med vind i haaret.
- at sidde i moerket i en kano paa amazonfloden og se paa stjerner.
- at have en vaskeaegte abeunge kravlende rundt paa sig.
- at svinge sig i amazonfloden med et reb.
- at overraske mor, far og Mille i lufthavnen.
- et velfungerene toilet og KAEMPE badekar paa hotel Marriot i Quito!
- morgenmad paa terrassen paa hostel "Rendez-vous" med Aasa og Natalie i Vilcabamba.
- cocktails til $1,5 ved kysten i Montanita.
- sandboarding i Huacachina.
- at vandre gennem La Paz` gader (og proeve at undgaa at blive bestaalet!).
- at tage aandsvage billeder i saltoerkenen i Bolivia.
- at faa nyvasket toej (minus alt for stramme jeans!).
- to ord: BUENOS AIRES!
- at sidde paa en argentinsk bus med et glas champagne i haanden og iPod`en i oerene.
- at blive drivvaad under "stoevet" fra Iguazu-vandfaldende.
- at komme med et fly paa stand-by helt uden problemer!
- at koere paa jetski i Sao Paulo.
- at bo hos Gui i Sao Paulo og proeve at leve et "brasiliansk" liv.
- at moede nye fantastiske mennesker!
- og saa den kedelige: at skulle hjem til lille Danmark igen!!